mandag den 10. marts 2014

Krop og krydderurter




Jeg kunne godt mærke den lidt i weekenden. Trætheden. Men jeg valgte at overhøre dens budskab. For det var jo blevet forår.
Og lyset kom sejlende som et smukt skib over himlen og kastede sine gavmilde stråler gennem vinduerne. Når det endelig bliver forår og solen indser, at den er kommet for at skinne, så får man da energi. Man kaster sig ud i alverdens gøremål. Sådan er det bare. Så jeg gjorde mit bedste. Der blev hængt tøj ud på snoren, velduftende og blæsende i vinden. Der blev gjort rent og der blev sørme også købt ind. Og så blev der gået lange ture i sol og vind, for det gør så utrolig godt med forårssol og høj himmel.
Jeg hørte den faktisk godt, kroppen. Jeg mærkede, hvordan det sved i næse og hals og jeg kunne også godt fornemme trætheden. Egentlig havde jeg lyst til sofa og tæppe, men jeg turde simpelthen ikke lægge mig og gå glip af hele herligheden. Det er sandt! Jeg var bare nødt til at kaste mig ud i lyset og livet og få det hele med, nu hvor foråret for alvor havde overhalet vinteren og smilede stort over trætoppene. Så jeg hang på.

Søndagen kom. Vi tog på tur efter frokost, vi kørte i skoven, vi vandrede langs søen og vi drak kaffe og spiste kage på traktørstedet. Det var skønt vejr. Og der kom noget energi, der skete noget og jeg elskede hvert sekund. Alle blomsterne i skovbunden, krokus, erantis og vintergæk. Jeg elskede himlen, der var blå og uendelig. Jeg løftede blikket og svævede ud af trækronerne, trak vejret dybt og det var forårsluft, jeg indåndede. Det var ren forårsglæde!
Dagens afslutning blev fejret med solnedgang og sushi. Alt var perfekt. Bortset fra trætheden, der kom krybende igen. Så jeg krøb med og overgav mig til sofa, tæppe og en god film. Sad der og frøs under tæppet med min te, men tænkte, at det ville en god nats søvn nok kurere.
Det er jo forår!
Jeg vågnede op med ondt i hals og krop ditto. Og her sidder jeg nu. Med en stor kop te og en skålfuld af eftertanke. Hvad er det lige, jeg ikke har lært på min efterhånden lange rejse? Har jeg igen glemt, at kroppen er klog? Og at det tidlige forår ofte er det tidspunkt, hvor vi virkelig mærker trætheden efter en lang vinter og måske render ind i noget af det, jeg nu er rendt ind i. Snue. Influenza.
Det første forårslys er skarpt. Man må vænne øjnene til det, lyset, det blænder og gør lidt ondt. Har du også oplevet det? Hvordan du lige netop på det tidspunkt, hvor du tror at du skal SPRINGE, bliver opfordret til at vente lidt og bare sidde? Slappe af. Og dyrke egenomsorg på samme måde, som du dyrker roser, tulipaner og planter små frø, der gerne skulle blive til grønne og velsmagende krydderurter?

For jeg fik skam shoppet frø til krydderurter. Jeg bliver glad i låget af at se på de små poser med grønne løfter. Jeg kan dufte hvert eneste blad og fornemme dets farve. Når jeg forsigtigt gnider fingrene mod bladets overflade, bliver duftene skarpere og mere markant. Hver urt sin duft.

Og hver kvinde sin krop. Jeg har hørt min. Kom, vi snupper en omsorgsdag!

2 kommentarer:

  1. Hjelper det å si at jeg har det som deg akurat nå, Lene ?
    Jeg satt ikke ute i solen i helgen, for det var en kald vind. Men jeg var mye ute å gikk. Til jobb, hjem fra jobb, til byen , hjem fra byen, hentet Sophia , gikk hjem med Sophia........og synes det var så mildt og godt vær......... Og nå sitter jeg altså her, jeg også. Frysende under et pledd, med halspastiller og trett kropp. Pus ligger ved siden av og gir trøst og varme.
    Og fremdeles vil jeg ikke høre på min kropp, for jeg skal senere bake til morgendagens strikkecafe, som jeg skal arrangere etter en dag på jobb. Ja, jeg vet det er dumt, men jeg skal! Slik har jeg alltid vært. Jeg har jo ikke feber....ennå.
    God bedring, kjære deg. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. God bedring, kære Sylvia. Håber du blev frisk, så du kunne nyde det, du skulle! :)
      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.