tirsdag den 4. marts 2014

Græsset må gerne betrædes!



Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.
Ordene stammer fra mit blogindlæg forleden dag. Den lille historie, der pludselig opstod og virkeligheden, der blev til drøm. Eller omvendt. For hvem ved egentlig, hvad der er hvad? Jeg elsker, når tingene bliver vendt på hovedet og man gør noget, man ikke troede man kunne. Fordi man pludselig ser det ovenfra og ned. Som en fugl, der flyver over landskabet og får øje på noget, der ikke kunne ses fra landjorden. Eller som en slags engel.

’Er du en engel’, spørger jeg hende, men hun ryster ivrigt på hovedet. ’Overhovedet ikke. Jeg er dig. Og jo mere du overgiver dig til alle de vindunderlige ting, som du engang elskede at fordybe dig i, desto gladere og lykkeligere bliver du’.
’Det tør jeg da ikke’, udbryder jeg, ’og i øvrigt er jeg også blevet voksen. Voksne gør ikke den slags. De er mere alvorlige og har en lang liste af pligter, som altid kommer før fornøjelserne’.

’Du skal yde før du kan nyde. Du skal yde før du kan nyde’. Hun synger ordene og begynder at hoppe på stedet. Spottende og spyttende, jeg kan godt se, at det er ret provokerende. Hvorfor er det egentlig sådan? Vi skal først gøre alt det sure, før vi kan overgive os til det søde. Hvis vi da ikke for trætte til den tid. Ja, for det sure har det med at trække på kræfterne. Det dræner og bruger energi som en gammel generator. Men hvis nu vi vendte det på hovedet og gjorde det omvendt?
’Så ville du aldrig mere bekymre dig om det sure’, smiler hun og pludselig er det hende, der er den voksne. Ja, for et barn kan vel ikke være så fuld af visdom? ’Når du følger glæden og gør det, der gør dig glad, så sker der magiske ting og sager. Tiden forsvinder og det samme gør pligterne. Du udfører dem sikkert alligevel, men du mærker dem ikke på samme måde. De bliver mildere. Og de kræver ikke så meget. Det er som om deres betydning forsvinder’.
’Hvorfor er du kommet?’ Jeg synes pludselig, at hendes tilstedeværelse er lidt besværlig. Jeg holder af hende, ja faktisk elsker jeg hende og alle hendes eventyrlige påfund, men jeg har jo for længst lagt dem på hylden’ …

’På hylden?’, fnyser hun og gør et hop, ’du har gravet dem ned og kastet utallige mængder af jord ovenpå! Men jeg har gjort noget, mens du var travlt optaget af andre ting. Jeg har gravet dem op igen. Og nu lægger jeg dem her foran dine fødder og så er det helt op til dig, hvad du vil gøre med dem. Men jeg beder dig om at se på dem. Nøje. Og du må også gerne mærke og føle, tag dem op og duft til dem. Kan du huske, hvordan vi altid duftede til alting? Eventyret boede i duften, lugten, det var en magisk handling. Gør det igen. Føl og berør. Græsset må gerne betrædes.
Hun forsvinder ligeså stille. Jeg står tilbage og kigger på jorden foran mig. Og der ligger de. På rad og række i græsset, der er grønt som himlen. Jeg trækker vejret dybt og tager mod til mig. Går hen til den første glæde, bukker mig ned og samler den forsigtigt op.

Og jeg gør noget, jeg ikke har gjort længe. Jeg betræder græsset. På bare fødder!  
Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014

 

6 kommentarer:

  1. Så godt det var å få en liten hilsen på bloggen igjen fra deg! Merker at jeg har svanet dette, disse små hilsner og de små titt inn i andre flotte menneskers liv. Tror vi trenger det for å ikke gå oss vill i egne liv. Alt godt, gode du!
    Eirin
    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh så hyggelig at du kom på besøg igen. Det er længe siden! Don't be a stranger. :)

      Slet
  2. Vi har forrådt vores indre barn Lene, ingen tvivl om det. I et forsøg på afterleve andres forventninger, har vi gemt alt vores spontanitet og særegenhed væk, under lag af jord, som du rigtigt nok bemærker.
    Men heldigvis er det aldrig for sent at grave det frem, støve det af, og gøre stads ud af det, herligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig Michael. Og som du skriver, er det heldigvis aldrig for sent at finde det hele frem igen. Det kræver bare lidt seriøst gravearbejde! :)

      Slet
  3. Svar
    1. Thank you, dear Jess and thank you for stopping by! ♥

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.