lørdag den 8. februar 2014

Nummer 7




Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod.
Er jeg bange for at tage imod? Spørgsmålet svæver ind af vinduet og lander på skrivebordet. Det er lørdag formiddag og jeg er klar.

Jeg kigger på den lysegrønne billet, som jeg fik af Februar, da jeg forlod hendes teater forleden dag. Den ligner min første billet, men denne gang står der tallet 7 på. Sirligt skrevet med sorte snørklede bogstaver, kunstfærdigt lavet i hånden. Jeg har stor lyst til at komme i teateret igen. Jeg vil have næste akt, som Februar lovede mig, men hun er ikke at se nogen steder. Og jeg aner ikke, hvor jeg skal gå hen. Der er ingen adresse på billetten eller nogen dato for den sags skyld, der står bare tallet 7.
Jeg sidder lidt og kigger på billetten, mens jeg drikker hyldebær te og forsøger at glæde mig over lørdagen. Ankomsten til weekend, stige ud af toget, ud på trinbræt og perron. Standse et øjeblik og se sig omkring, mærke luften og duftene fra et anderledes land. Spejde mod horisonten og få øje på et træ, der bader i vinterlys. Det smukkeste syn, så enkelt og foranderligt. Solen glider stille forbi og ind i en sky. En fugl letter og sejler til himmels. Jeg indsnuser den friske luft og lukker øjnene, bare et kort øjeblik, følelsen af at svæve tager fat i mig. Jeg flyver. Jeg er ikke længere på perronen eller på jorden for den slags skyld. Jeg er en sort fugl på vej mod fjerne himmelstrøg. Den anden ende af marken. Videre over landevejen og ud over nye marker. Sorte marker med pløjejord og snerester. Skyerne ændrer sig, vinden tager til og en smule regn rammer mine vinger på vej mod jorden.

Så er jeg pludselig tilbage ved skrivebordet. Rød kop og lysegrøn billet. Nummer 7. Hvad pokker skal jeg dog gøre for at få hende til at dukke op. Ja, du tror måske at hun gemmer sig på gæsteværelset, sover længe, men nej, jeg har kigget. Forsigtigt bankede jeg på døren og da hun ikke svarede, åbnede jeg den. Sengen var redt, persiennerne rullet op og hun var væk. Der lå heller ingen hemmelig besked til mig, nej. Ingen tegn eller spor. Jeg er på bar bund. Det eneste jeg har, er en lysegrøn billet med et tal på.
Det slår mig, at man kunne beskylde mig for at være fuld af løgn. Man kunne påstå, at jeg slet ikke var i teateret torsdag morgen. Der er ingen beviser. Billetten fra sidst, nummer 3, tog hun. Jeg fik en ny. Og jeg fik vel også et løfte om en ny akt? Anden akt. Det sagde hun da. Men jeg har ingen beviser, jeg har ingenting.
Tristheden tager over, jeg føler mig forladt. Forrådt. Februar, du lovede … Men når jeg tænker nærmere efter, sagde hun jo ikke noget om hvornår. Eller. Hun sagde bare … i morgen får du fortsættelsen. Jamen, det sagde hun da. Og i morgen var i går. Nu er det lørdag og jeg har stadig ikke fået fortsættelsen. Faktisk har jeg ikke set hende siden sidst, jeg var optaget af andre gøremål i går og dagen gik helt uden teatertanker.
Luften er tyk af skuffelse. Min forventning har mødt sin egen grænse og smuldrer som en gammel ost. Jeg hører mig selv sukke, mens jeg rækker ud efter den røde kop og slubrer te. Den lysegrønne billet ligger som et mysterium på bordet og tallet rummer sin egen historie. En historie, som jeg ikke kender. Men som jeg ville gøre næsten alt i verden for at få fingrene i. Anden akt, fortsættelsen, hvad har hun dog gang i? Februar. Jeg ved det ikke, erkendelsen rammer mig som en giftig pil, jeg har virkelig ingen anelse. Men noget siger mig, at jeg ikke kommer i teater i dag.
Jeg rejser mig og stirrer ud i horisonten. Måske håber jeg i mit stille sind at få øje på hende mellem træerne dernede. Dansende på skovbunden, hvor de gule erantis nu kigger frem. Flyvende som en fugl, en af de sorte, der lander i et træ og forvandler sig. Og dér vil jeg se hende, gyngende på en gren i vintervinden, blå kjole og slangekrøller, der ser næsten levende ud i lyset fra den sparsomme sol. Og hun vil vinke til mig. Kom min ven, jeg har ventet på dig. Nu kan forestillingen begynde.
Jeg vil mærke lettelsen i min krop og tage imod det smil, der vågner på mine læber. Jeg vil gribe min billet og række hende den, igen fuld af sød forventning og glæde over at skulle i teater.
Den sorte fugl stirrer på mig gennem grene og vinduesglas. Løfter sine vinger en smule, men flyver ikke. Jeg stirrer så meget, at jeg får tårer i øjnene, men der sker ingenting. Den forbliver det, den tilsyneladende er. En sort fugl på en gren i et træ.
Og jeg  kan ikke få øje på Februar.
Hvis du gik glip af Første akt, finder du teaterindgangen her ;)
 
Billede og tekst, Lene Megan, februar 2014

4 kommentarer:

  1. kære megan - synes, det er et vidunderligt billede, du har malet. Der er vild kraft i den kvinde! Og ikke mindst i hendes hår.
    jeg tænker på, engang i jungiansk analyse, hørte jeg om en mytologisk figur, en kvinde med lokkende guldhår, der bor på bunden af havet. som altid husker jeg ikke navnet. måske gør du?
    elsker så meget de her fællesmenneskelige figurer, væsener, mennesker, som myldrer op og skabes - sammen - i vores verden.
    nå, men den her kvinde med guldhår, eller gult hår, forestiller jeg mig, er i familie med havfruer, sirener og andet godtfolk. og pludselig, tænker jeg, er der så meget, der passer sammen: hun er en lokker, en forføreske og meget mere. det er februar som skuespiller også, det er skribenten, og det er læserne. og måske dukker hun op nu, simpelthen, kære modige, farefulde, sødmefyldte februar, i vores indre og ydre natur, for nu skal der lokkes. havet skal varmes, isen skal brydes, modsætninger skal mødes, nyt liv spire og vokse vildt...
    tanker fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Skønne tanker og ord, Laila. Jeg kender ikke umiddelbart kvinden med guldhår, der bor på havbunden, er det mon hende, jeg har malet. Maler helt intuitivt og tillader mig selv at lege. Så dukkede hun op, vidste bare at jeg på forhånd havde lyst til at male noget "blåt" :)

      Men nu er hun jo også Februar, skuespilleren, drillepinden, den vise kvinde og ... Det bliver spændende med fortsættelsen!!!

      Endnu engang tak for skønne tanker og ord, jeg bliver så inspireret til endnu mere af samme slags!

      Knus til dig

      Slet
  2. Men kanskje det er DU som skal lage akt 2? Du vet, februar er ikke lik, dag for dag, uke for uke. Hun er i forandring hele tiden. Hos oss er det nesten som om Mars har kommet litt for tidlig. Det er varmegrader, det er regn. Og i dag så jeg litt sol også......før jeg dro på jobb.
    Kanskje hun mener det er DU som skal planlegge? Bruke nyskjerigheten, lengselen, undringen....... Ta frem pennen å skrive. Eller ta frem pensel om maling og male. Kanskje billetten er din vei inn til å skape? Nr 7 er dagene i en uke. Du må bruke hver dag til å komme dit du skal.
    Jeg vet ikke. Men kanskje det bare er DU som vet?
    Ha en kreativ helg, Lene. Håper du finner ut av det. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvem ved Sylvia? Hvad mon Februar har tænkt sig? Her er jeg virkelig kommet på prøve? Nu er det jo sådan, at jeg skriver ganske intuitivt på dette, så jeg ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske, selvom jeg har en lille fornemmelse. ;) Dejligt med dine refleksioner, ord og tanker, det er gode bud på fortsættelsen og på, hvad Februar har tænkt sig. Og at bruge nysgerrigheden, længslen og undringen - det er jo guld. Skrive, bare skrive. Male, bare male. Elsker det! :)

      Weekenden har stået på venindebesøg med overnatning, så jeg har ikke været så kreativ. Men jeg har spist godt, gået tur og hygget mig. Og søde gamle Josie var med.

      Håber du nyder søndagen. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.