torsdag den 27. februar 2014

Jeg mødte en pige




Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.
* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne, over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.
Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.
Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv.

Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.
Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?
Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.
Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.
Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap ...

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

10 kommentarer:

  1. Ved å huske hvordan man var som barn, kan en del av oss selv komme frem igjen. Den barnslige, frie og lekne personen som vi dengang var.
    Jeg elsker å lese dine betraktninger om livets tilværelse, Lene . Det er som å følge en føljetong, en film, der man ikke vet hva som vil hende i neste avsnitt........
    Ha en fin kveld. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Så hyggelig at du nyder historierne og betragtningerne mine. De dukker op og vil skrives! :)
      Og jeg tror du har ret, vi må tilbage for at få fat i barnet i os selv, det frie og det legesyge. Latteren. Sådan har jeg det i hvert fald!
      Håber du har en dejlig fredag. Knus.

      Slet
  2. Temaet her rammet meg midt i hjertet, Lene - av forskjellige grunner. En er at jeg holder på å skrive om noe av det samme selv, men mest av alt fordi dette med å møte sitt indre barn - den man var , og fremdeles bærer med seg, er et ømtålig tema for meg. Jeg er i prosess der jeg kjemper med meg selv, og erkjennelsesprosessen er hard, vanskelig, råtøff.

    Ha en fin helg, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Janna
      Jeg kan virkelig mærke, at temaet berører dig. Og jeg bliver jo nysgerrig og får lyst til at spørge, men det er din proces. Jeg forsøger at dele lidt af min, fordi jeg gennem mine skriverier og alt det, der nu pibler frem, møder mit indre barn igen. Og gennem hende ser jeg livets eventyr. Gennem hendes øjne er verden smuk. Hun er fuld af barnlig visdom og med den visdom følger glæden, latteren, dansen og alt det, jeg så gerne vil overgive mig til. Igen. Det er fint at få lov at skrive det hele frem, for det kan man.
      Men din historie er lidt anderledes her, fornemmer jeg. Og på flere måder har jeg været dér på det sidste, gennem hårde og svære erkendelser, der har lagt mig øde. Jeg har også til dels været tom for ord, men det er jeg heldigvis ikke længere. Noget vil skrives.

      Stor og varm klem til dig, Janna. Måske deler du dine skriverier en dag, men vigtigst er, at du skriver det for og til dig selv. Det er en terapeutisk proces.

      Klem

      Slet
  3. pudsigt...skrev netop selv i går en halv historie om en lille alfepige, født af en dugdråbe i skoven. føler, tonen i din fine historie rammer noget i min.....
    tusinde tak - som altid, for dine gode ord.
    klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Den historie ville jeg gerne læse, Laila. Måske deler du den en dag? Men som jeg også skrev til Janna, det allervigtigste er, at vi deler med os selv. At vi skriver det, der vil skrives og at vi får det ud. Specielt når vi har "fået ordet", som du helt sikkert også har. Du skriver godt og jeg får lyst til at læse noget mere af dit! :)

      Tak for altid gode ord her hos mig, dem sætter jeg stor pris på

      Knus

      Slet
  4. hvor er du sød!:) tak for din begejstring og din positive ånd, om jeg kan fornemme, herhjemme bag en anden computerskærm!
    jeg ville gerne dele den halve historie med dig, men den løb væk - i skoven! jeg nåede lige at finde en dyb kærlighed i den, som jeg havde gemt rigtig langt væk... og det var det allerbedste!
    og, tænker jeg, det vil være for langt at sende en historie i et blogindlæg, jeg skriver så langt i forvejen. prøver at begrænse. men tusinde tak - af hjertet, megan, fordi du ønsker at lytte! måske kan jeg sende et digt en dag?
    jeg ved ikke, om det vigtigste er at skrive til sig selv. har tænkt over det. måske er nogle historier ment sådan. det tror jeg. og måske er nogle historier ment som terapi. det tror jeg også! men jeg oplever, der er så mange historier, der går ud i verden på deres helt egen facon. der vokser op som vilde, stærke blomster gennem jord. der har bund i millioner af år. og længere endnu. og mange steder i bevidstheden, med et stort lag cement ovenpå. nogle drukner i en stormflod, nogle bliver i jorden, som frø, får ikke lys og næring nok, andre flyver med vinden, og vi har ikke fundet dem endnu! nogle bliver givet til en smuk kvinde på en sommerdag. stolt. med hænder fyldt af jord, og rødderne halvvejs vendt op. kejtet. andre bliver lagt på en grav. et lille menneske, der rejser mod nye verdener. gennem jordlagre. tider. på ny.
    - blev berørt af dine ord, janna. sender varme og styrke til din kamp. ønsker, solen må skinne på dine historier. altid!
    - klem, megan, fra laila


    SvarSlet
  5. og ps: fik afsluttet lidt for tidligt: ønsker også solen må skinne på dine historier altid, megan. tak for din generøsitet!! og alt det fine, man kan læse i vinden og i duften af dine ord. endnu et stort, varmt klem til dig fra laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Jeg ville gerne skrive mere til og sammen med dig om historier og hvordan de har helt deres eget liv. Hvordan vi gribe dem og gøre noget med dem, hvorefter vi sætter dem fri igen. Det kommer der helt sikkert et blogindlæg ud af en af dagene og jeg håber selvfølgelig, at du har lyst til at give dit besyv med! :)

      Men lige nu er jeg på vej ud af døren. Vil bare takke dig for dine gode ord og alt det, du sætter i gang. Dejligt dejligt dejligt!

      Knus og tak

      Slet
  6. tak!:) hav en vidunderlig dag!:).... klem fra laila

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.