tirsdag den 4. februar 2014

Jeg går over




Og aldrig igen vil jeg sige til nogen: Det går over.

For jeg tror ikke mere, at det går over.
Jeg tror det er os, der går over.
Når vi har set det vi skal.

- Majbritte Ulrikkeholm -

Solen stod op for at forsvinde bag skyerne. En kuglerund skønhed rejste sig i al sin værdighed kun for at blive væk igen. Skuffelsen var kort. Det pludselig håb om en solskinsdag var en stjernekaster i al sin pragt. Kort og larmende, små fusende lyde af stjerner og lys. Tilbage var kun en tom pind. Hun vidste ikke, hvor stjernekastermetaforen kom fra, men hun kunne godt lide den. Dog ville hun hellere bruge den i en anden sammenhæng, for der er noget storslået over ordet. Stjernekaster. Hun skrev det ned i sin notesbog med ord og gode sætninger. Stjernekaster. Nu stod det dér som et skud sat i jorden. En dag ville det måske … kaste stjerner af sig. Og blive til et ... stjerneskud?
 
Hun smilede. Selvom solen var forsvundet var det på mange måder en god dag. Hun kunne mærke det i hele kroppen, trætheden var der stadig, men dagen lagde sig alligevel til rette i en form for forståelse. Et skridt af gangen, hun fulgte nu rytmen uden at gøre sig særligt umage. Jeg har indset noget. Hun vidste det, hun kunne mærke det, hun drak det sammen med hyldebærteen. Den gjorde godt og det gjorde accepten også. En lille flig af taknemmelighed sneg sig ind under huden. Jo, hun var taknemmelig. For hun havde virkelig lært noget af den svære slags. Den slags der er nærmest uforklarligt for andre. Indsigter, man må høste alene og skridt, man må tage. Dage og nætter i mørke og fortvivlelse over tingenes tilstand. Over sorgen, der beslutter sig for at blive hængende, når man mest af alt har lyst til glæde og lethed. Letheden, der kommer med lyset. Små glimt. Indsigt. Gennem mørke gange og fugtige vægge. Udsigt. Et pludseligt lys. Lethed.
 
Måske kan jeg aldrig helt forklare andre, hvad det er, jeg går igennem, tænkte hun og vidste i samme sekund, at det ikke gjorde spor. Det vigtigste var, at hun selv forstod det. Men hun havde alligevel lyst til at beskrive den, vejen og rejsen, for der opstod så meget undervejs, man kunne gøre en historie ud af. Og hendes indsigter kom som historier. Det forstod hun nu. Hendes indsigter ville skrives. Så måske var det meningen, at hun skulle dele og i modsætning til tidligere følte hun sig ikke længere flov eller skamfuld over sin vej og rejse. Den var jo hendes. Hendes med hud, hår og historier.

I går havde hun læst noget, som vakte dyb genklang og som fyldt med hende med taknemmelig og kærlighed. For der var en anden kvinde, som også fortalte historier. En skøn kvinde, som stod i sit eget lys og sin egen sårbarhed og hjalp andre kvinder og mænd til at turde stå i deres. En kvinde, som med poetisk og hudløs ærlighed fortalte om sin vej og sine erkendelser og som hun gerne læste, lyttede til og lod sig inspirere af. For kvinden gjorde noget med ord og udtryk. Hun forstod at pille dem fra hinanden, så man virkelig forstod. Eller at sætte dem i et finurligt perspektiv. Hvad var det egentlig, den inspirerende kvinde kunne, der gjorde andre så godt? Jo, kvinden fortalte sin historie på sin måde. Hun havde fundet sin egen stemme og hun lod den synge. Og der blev ikke pyntet på historierne, de var helt deres egne og de handlede både om lys og mørke i forståelse af, at de to hører sammen og skaber smuk musik. Hvis man tør lade den spille.
I går havde kvinden skrevet følgende: Og aldrig igen vil jeg sige til nogen: Det går over.

For jeg tror ikke mere, at det går over. Jeg tror det er os, der går over. Når vi har set det vi skal
.

Et ekko rungede fra et hjerte til et andet. En smuk og sanselig musik i al sin stille skønhed. Det går ikke over. Jeg går over. Jeg går over, når jeg er klar. Og pludselig så hun broen for sig som så mange gange før. Broen, som man ikke bare kunne løbe over. Man var nødt til at gå langsomt og det hændte tit og ofte, at man blev forsinket. For i modsætning til mange andre gode broer, så havde denne bro en masse sideveje og små huller, der hev fat i ærmet på overgængerne.
Det går ikke over, jeg går over. Pludselig kunne hun se det klart. En sten faldt fra hendes hjerte, et suk lettede som fugl, lyd af vinger over hustage. Noget var sket.

Hun skrev en tak til kvinden, som havde skrevet de vise ord. Det var sandt, hun vidste det af hele sit hjerte. Og på mærkværdig vis gav det hende ro i sjælen. Hun slappede af, hun havde ikke længere så travlt og kampen i hendes indre forsvandt.
Når jeg har set det, jeg skal se, går jeg over. Hun smilede og drak resten af den gode te. Og hvis der var mere, hun skulle se og lære inden hun tog de afgørende skridt over den smukke bro gemt dér i tågen, så var det fint. Hun var her jo for at lære.

Fordi en kvinde havde fortalt sin historie, kunne hun nu fortælle sin historie. Skrive næste afsnit. Det havde manglet, det afsnit, inden kvinden, måske uden at vide det, havde foræret hende den smukkeste puslespilsbrik. Fortsættelsen.

Tak, nynnede hun og mærkede, hvor meget hun elskede gode historier. Og hvordan hun aldrig mere ville tøve med at fortælle sin og det, der rørte sig i hende.
For hvem kunne vide om netop hendes ord og formuleringer var den puslespilsbrik, der manglede i en andens historie?

Tak til Majbritte Ulrikkeholm for evig inspiration og hjertelige historier.

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

2 kommentarer:

  1. Jeg leste også hennes ord, og kjente plutselig at jeg satt og smilte. Jo, slik er det. Det er vi som går over. Når vi er klare. Når vi har lært det vi skal lære. Og vi skal være tålmodige og rause med oss selv, for ingen lærer godt når kunnskapen blandes med stress og frykt.

    Takk for at du deler. Og ja, jeg tror absolutt vi skal dele. Fordi vi gir hverandre puslespillbrikker og smil, fordi vi, uten å vite når, gir hverandre det lille dyttet som skal til for neste steg. Akkurat den dagen. Akkurat nå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, ingen lærer godt når kundskaben blandes med stress og frygt. Det giver vel i grunden kun forsinkelse. Og en masse uro i kølvandet. Men vi tror at vi skal "ud" og erhverve kundskaben. Vi kan slet ikke forestille os, at den kommer til os, hvis vi tør tage imod. Og det er det paradoksale.

      Jeg tror på at dele. På at vi hver især har vores unikke historier og måder at fortælle dem på. Om det som os er gennem historier, det skrevne ord, eller historierne er gjort af noget andet materiale. De venter blot på, at vi skal give dem liv. Historierne. Så andre bliver inspireret til at give deres historier liv. :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.