onsdag den 19. februar 2014

Hvem skulle have troet det?



 Dagen startede i tåge på en lille ø.
Senere kom lyset med dråber og tågetø.
Det blev et slags forår og hvem skulle have troet det?
Dér i morgentågen, hvor skoven dårligt var vågen.

Tågen lagde sig tykt rundt om øen. Jeg nærmede mig ad motorvejen med en vis fart, men pludselig var den dér. Tågen. Et tæppe blev kastet over landskabet og alting forsvandt. Lyden forstummede. Bilen satte selv farten ned, selvom min fod nok har været på bremsen. I sindigt tempo kørte vi bag røde øjne, der lyste svagt et sted foran os.

Du finder ikke øen, sagde sindet og lavede straks postyr. Den er dér, et sted til højre, du skal snart dreje af. Men vi skal først over den lille bro og så snart den hører op, kommer afkørslen. Til højre. Man kan ikke dreje sig venstre på en motorvej.

Men sindet var ikke så sikker længere. Tågen havde gjort noget ved det. Spøgelsesbilister kører til venstre på motorveje, vrissede det, og hvem ved, måske kommer der snart et par gule øjne imod dig. Nogen er faret vild i tågen og kører i den forkerte retning. Fatalt på en motorvej, farligt i tågen.
Sindet blev slugt af en tågebanke og tankerne faldt døde om.

Bilen drog videre. Over broen, for selvom den var næsten væk i det soyagrå mælketæppe, kunne jeg godt fornemme, at vi kørte over vand. Lyd af bro og rislende ingenting. Tågen er en lyddæmper. Verden holder op med at eksistere, men lever alligevel. Jeg vidste at broen var dér. Jeg stolede på, at den ville få mig sikkert over vandet. Men jeg kunne ikke se den.

Afkørslen dukkede op til højre. Jeg fulgte vejen gennem tågen og blinkede af i god tid, så bilen bag mig kunne nå at holde afstand. Det gik som planlagt, langs marker, man ikke kunne se og gennem den lille by med huse og et par enkelte forretninger. De dukkede op og forsvandt ligeså pludseligt igen. Brosten og små snoede veje, så ud på landevejen igen og til venstre. Jeg fandt mit bestemmelsessted i udkanten af skoven med udsigt til havet. Når det altså ikke er tåget.

Jeg steg ud i en anden verden, et tågeteater af træer og dråbemusik. Luften var dyppet i magi, tyk og tung. Jeg stod helt stille og lyttede. Dråberne fra træerne ramte mit hår. Dryp. Dryp. Dryp. Disen smøg sig langs vejen og indhyllede markerne, men de første træer på skovvejen kunne jeg se. De bød mig velkommen. 

Og sådan kan man vælge at gå bagom dagen. Trække tæppet fra og lade det tilsyneladende hvile. Tage en pause. Når man ankommer. I stedet for at skynde sig og snuble i småsten og over egne ben, kan man hvile midt i tågen og sludre med et træ. Tage imod de dråbekys, der skænkes og indsnuse den mosagtige duft af skov, forfald og forår.
For senere kom lyset med tågetø. Landskabet forandrede sig, mens jeg arbejdede. I løbet af dagen kastede jeg stjålne blikke ud i det tidlige forår, betragtede solsortene, der piplede over græsset og lyttede til deres sang gennem det vindue, jeg lod stå på klem. Havet dukkede op i horisonten og en ny verden kom til syne.

Det er jo forår, sukkede sindet og faldt igen til ro. Jeg nikkede. Og hvem skulle have troet det?


Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.