torsdag den 6. februar 2014

Første akt




Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod. Sådan for alvor. Åbne dig med tillid og et hjerte fuld af kærlighed. Kærlighed til det, der kommer. Uanset hvad. Blød og blid kærlighed som en varm kilde, der risler i dit indre. Men du er bange. Så du lukker for kilden. Forestiller dig, at frygtelige ting vil ske, hvis du bliver passiv.
Hun ler og tager en slurk af kaffen. Jeg smiler også, kan jeg mærke. Hun har skabt et fint teater og jeg er publikum. Kom, hvisker hun, lad nu være at kæmpe imod. Jeg har arrangeret noget til dig i dag. Her er din billet. Hun rækker mig en sirlig udformet billet i lysegrønt papir. På sedlen står mit navn og et tal. Nummer 3. Kommer der flere end mig, tænker jeg og har allerede tanker om både det ene eller andet. Tanker og en mærkelig modstand, der gør mig tung. Jeg har virkelig ikke tid til at lege teater på en torsdag, jeg ryster på hovedet, men noget gør at jeg alligevel lader mig overtale. Slip nu den kontrol, siger hun og tog imod billetten, nummer 3, velkommen.

* * *
Så jeg gik ind. Hun åbnede døren for mig, jeg skulle slet ikke gøre andet end at gå hen og finde min plads. Der var næsten mørkt i salen, men scenen i midten lå badet i lys. Jeg fandt min plads og satte mig. Fuld af uro, modstanden rasede i min krop og jeg rykkede mig rastløst rundt i sædet. Hvad lavede jeg her i en mørk teatersal på en morgen i februar? Jeg så mig omkring, der var ikke andre, hvordan kunne jeg så være nummer 3? Det gav ikke mening, men det kunne selvfølgelig være at hun havde inviteret andre. Februar. Jeg mener, hvorfor skulle jeg sidde helt alene i en teatersal, ingen ville vel opføre en forestilling kun for min skyld? Hun kom ned gennem stolerækkerne og rakte mig en kop kaffe. Dampende varm og med mælkeskum. Så forsvandt hun, lukkede en usynlig dør bag sig og salen lå badet i mørke og stilhed. Dér sad jeg, mutters alene med en kop kaffe og en krop fuld af modstand. Tæt på at gå. Men stilheden havde lagt sig og jeg nænnede ikke at vække den. Så jeg trak vejret dybt og overgav mig. På nuværende tidspunkt var min nysgerrighed også vakt, det må jeg indrømme.

Så stod hun der. I den smukkeste blå kjole og med håret sat op. Bløde lokker som slanger snoede sig mod hendes bryst. Hun lignede en opera og jeg var ikke blevet forbavset, hvis hun pludselig havde sunget en arie. En høj tone, jeg ventede den, men den kom ikke. I stedet trådte hun et skridt frem på scenen og smilede. Hun virkede helt rolig.
Hun talte klart og tydelig. En god stemme, den måde hun udtalte ordene på, de greb ud efter mig og jeg måtte bare lytte. Mutters alene og helt stille i en mørk teatersal.

Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod. Sådan for alvor. Åbne dig med tillid og et hjerte fuld af kærlighed. Kærlighed til det, der kommer. Uanset hvad. Blød og blid kærlighed som en varm kilde, der risler i dit indre. Men du er bange. Så du lukker for kilden. Forestiller dig, at frygtelige ting vil ske, hvis du bliver passiv.
Passiv. Hvad er det for et ord? Menneske, du har lært, at hvis du ikke gør noget, gør noget det i stedet for. Kæmp for alt hvad du har kært. Kæmp. Det er kampen, som slår dig ihjel. Men fjenden er ikke en størrelse udenfor dig selv, det er ikke nogen derude, du kæmper med. Det er blot lettere for dig, hvis du giver den en skikkelse og et navn. Så du ser den, tydeligt, mærker dens fæle ånde og adrenalinet, der pumper i din krop. Kæmp eller du skal dø. Den stærkeste vinder. Den, der taler højst og får sagt flest bevingede ord på kortests tid. Og på den rigtige måde, naturligvis.

Kæmp for alt, hvad du har kært. Kæmp!
Hun drejede rundt på scenen og udførte en slags dans. Yndefulde trin. Jeg var åndeløs, jeg ville høre mere. Jeg holdt vejret, lad det ikke være slut nu, det her er vigtigt. Jeg smilede, hun var jo god, Februar. Skuespiller. Det havde jeg ikke troet om hende.

Nej, elsk alt det, du har kært. Nu trådte hun helt frem til scenekanten og så mig direkte i øjnene. Dér var kun mig i salen, nummer 3 var også nummer 1 og 2.
Elsk alt det, du har kært. Elsk det og sæt det fri. Lad det svæve, se det flyve, kys det med tillid.
Jeg skulle til at protestere, ordene hobede sig op på tungen og var klar til at blive sluppet løs. Protester og modstand kæmpede for at komme fri, så de kunne blande sig. Men jeg bed tænderne sammen, for jeg var jo i teateret. Og dér siger man ikke skuespilleren imod. Det havde jeg lært, den sad fast. Man lytter, ser og mærker. Man tager imod.

Pludselig gik tæppet ned. Med en dump lyd faldt det fra himlen og skjulte scenen. Jeg fik et chok, hjertet sad i halsen og min mund åbnede sig. Nu røg ordene ud, et efter et, en højlydt protest formede sig som et brøl.
NEJ!
Pludselig stod hun ved siden af mig.

’Det var første akt’, hviskede hun og gav min arm et klem. ’I morgen får du fortsættelsen’.

* * *
Så rækker hun mig en ny billet og forsvinder ud af døren fra før. Lyset vælter frem i salen, forestillingen er forbi. Men langsomme skridt forlader jeg teateret og sætter mig ved mit skrivebord.

Jeg kommer, når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Jeg siger ordene højt for mig selv og giver mig til at skrive. For noget i mig kalder og nogen kommer vist.

Jeg giver mig til at skrive …
Tekst og maleri i proces, Lene Megan og Februar, 2014

 

4 kommentarer:

  1. God morgen, Lene.
    Et flott maleri du har laget. Og Februar er jammen en vis dame. Hun kommer med gode råd, som vi må tenke over. Mer enn en gang.
    Jeg ser frem til å høre om akt 2. Februar er også en overraskelse.......etter flere dager med mildvær, der hun har smeltet sne, legger hun nå sitt hvite slør over oss igjen, for ute sner det. Puster ikke helt fornøyd med det, men hun sitter utenfor å ser på sneen. Kanskje hun synes det er litt magisk?
    En fin dag ønskes deg. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Herligt Sylvia. Vi må se, om Februar dukker op på scenen med anden akt i dag eller hun lader vente på sig ;)
      Hos dig laver hun sne, hos os er det regn. Regn i stride strømme. Ja, hun er en alsidig dame, den gode Februar.
      Ønsker dig en fin fredag, Klem.

      Slet
  2. Jeg er bjergtaget! Det udtryk har jeg aldrig brugt før. Det har vist aldrig passet til mig ... før nu. Bjergtaget ... taget med på toppen for at kunne se klart.
    Jeg ser nogle vigtige ting mere klart nu. Tak for det

    SvarSlet
    Svar
    1. Bjergtaget, taget af et bjerg. Eller som du skriver, taget med på toppen for at kunne se klart. Herligt, dejligt og selv tak! :) Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.