lørdag den 1. februar 2014

Frelste sjæle og kaffe




Du kan bare sætte dig ned og så dukker jeg op. Svævende gennem rummet som en frelst sjæl. Luftig som en brise. Når du sidder der med din udsigt til venstre, lykkeglas, hjerteskål og Buddha vil du opdage, at du ikke er alene. Jeg står foran dig. Lige nu. Ser du mig? Mærker du min tilstedeværelse?
Der står hun. Som en frelst og luftig sjæl, en brise med lys fra et andet slags sted. Og jeg opdager, at jeg har glemt hvordan hun er. På mange måder ser hun ny ud, en fremmed som vækker min nysgerrighed. Hvem er du og hvorfor er du kommet her? Hun ryster på hovedet, lokkerne danser om ansigtet, øjnene er nærmest lysegrå med blå linjer. Jeg stirrer lidt for længe og slår blikket ned.

For et øjeblik siden så jeg et glimt af solen på himlen. Et sparsomt og modigt lys trådte frem i det ellers ufremkommelige skydække. Jeg stod et øjeblik og lod mig betage, noget i mig svulmede op, et slags håb og en forunderlig længsel. Træt stod jeg og stirrede ud af soveværelsesvinduet, men rystede så på hovedet, fordi det efterhånden er gået op for mig, at det er en fejltagelse, hvis man lader sit humør afhænge af vejret. Solen forsvandt, ja jeg tror det var solen, pludselig var alting gråt og hvidt igen.
Du kan bare sætte dig, så dukker jeg op. Og det gjorde jeg, her sidder jeg nu og dér står hun.

’Var det dig, der for et øjeblik siden legede sol derude? Spørgsmålet kommer bag på mig og skubber mig i ryggen. Det vil stilles. Svæver fra mig til hende.
’Det var solen’.

Hun trækker på skuldrene og bevæger sig rundt i mit arbejdsværelse. Det magiske skriveværksted. Kald det hvad du vil. Hun siger ingenting, men betragter bøgerne, tager en ud af reolen og læser på bagsiden.

’Rom for stillhet’. Hendes stemme er sprød og blid på samme tid. Og så taler hun norsk. Jeg ser forundret på hende, hvornår er Februar blevet norsk?
’Jeg er alle nationaliteter’, svarer hun, årets tankelæser nummer to. ’Alle og ingen. Jeg taler alle sprog men alligevel er jeg sprogløs’. Så ler hun og viser mig bogen. ’Den er god og vigtig, ikke sandt. Bogen om det stille rum. Betydningsfuld på mange måder, en slags vejviser for din egen rejse. Vejen til det stille rum. Hun kysser forsigtigt bogen og lægger tilbage i reolen. Der er efterhånden så mange bøger, at de ikke alle kan stå på rad og række. Og de er ligeglade, bøgerne, de lægger sig gerne til nye steder og ovenpå hinanden i kunstfærdige mønstre gjort af bogstaver og ord. Forskellige sprog. Og emner.
’Det stille rum. Det værelse, hvor stilheden bor. Det eneste sted, hvor man virkelig kan få en ide om, hvad sindet gør ved jer mennesker. Hvordan tankerne tager jer på tur med sine velkendte formuleringer. Pisker jer. Gør jer til slaver’.
Der står drama malet i hendes ansigt, øjnene er lyslevende, lyset er en musical og jeg ser både snestorm og solregn. Februar er kommet. Jeg ryster på hovedet, jeg husker hende ikke på den måde. Var hun ikke mere stille og eftertænksom sidste år?
’Meget er sket siden sidst’, svarer min tankelæser og smiler igen. Lader en finger glide over bogrygge og titler. Går hen til vinduet og ser ud på det sneklædte landskab. Vender sig om og kommer helt til skrivebordet, hvor jeg overrumplet sidder og betragter hendes forestilling.
’Har du ikke glemt noget?’. Hun ser på mig og rækker hånden ud. Jeg tager den i min. Varm og kold, en slank hånd med korte fingre.

’Hvem er du egentlig’, spørger jeg på politikervis og ignorerer fuldstændig hendes spørgsmål.
’Jeg er dig’. Nu ler hun og latteren prikker til mig, så jeg også må trække på smilebåndet. Smittende februarlatter i en dosis så ren, at den går lige i årene.

’Jeg er dig og du er mig. Vi er hver for sig og sammen. Og jeg har en gave til dig’. Hun holder stadig min hånd i sin og hendes blik hviler i min sjæl.
Jeg fornemmer gaven. Hendes blotte tilstedeværelse. Lyset, der er lidt skarpere, selvom solen har svigtet os her på det sidste. En måned, der kan være både kort og lang. Dage, der er gjort af det, vi gør dem til.
Hun nikker. ’Og du har altså glemt noget’.
Jeg ved det godt. Jeg har glemt kaffen.
Billede og tekst, Lene Megan, februar 2014

 

8 kommentarer:

  1. Det jeg bet meg merke i i dette innlegget, Lene, er det du skriver om "Rom for stillhet". Jeg trenger også stillhet, og heldigvis bor jeg et sted der jeg kan dyrke dette behovet, for stillhet er jo blitt nesten en luksus i dag. Stillhet er en stor og viktig dimensjon i mitt liv, og som den introverte personen jeg egentlig er, trenger jeg den for å finne hvile. Og som forfatteren av denne boken du her refererer til, også sier, så inspirerer stillheten meg til å betrakte livet. Tiden går, og med den endrer ståstedet seg, og derigjennom perspektivet. Stillheten har mange dimensjoner, i en av dem finner jeg meg selv igjen. Stillheten gir også rom for å komme til terms med de vanskelige tingene i livet, og gir meg det nødvendige pusterommet jeg trenger for å komme meg gjennom hverdagen, gjennom livet, rett og slett.

    Og som du også skriver: Årstidene (månedene) og de forskjellige dimensjonen de har i seg, bærer vi også i oss: Du er februar, og hun er deg. Likedan er det kanskje med deg og meg, jeg er deg og du er meg; fordi vi er mennesker, på reise i det samme universet, både bokstavelig og billedlig, så forskjellige med dog så like... Hmmm...

    Igjen: Ha en god helg.
    Klem
    (PS: Jeg har kommentert på forrige innlegg også)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det ligesom dig, Janna, med stilheden og behovet for at være alene og giv mig selv tid. Og jo mere jeg bevidst besøger stilheden, desto mere forstår jeg, at det i grunden er der, svarene bor. I modsætning til hvad mange går og tror.
      Ønsker dig en fin ord. Klem :)

      Slet
  2. Ja, velkommen til Februar. Og hun er jo slik du forteller at hun er. Er det henne du har malt også? Så kald og blå, med det lysende gule håret, der hun ønsker solstrålene velkommen.
    Datteren min er februar. Hun fyller år denne mnd, og hun bærer februars farger. Men hun er mild, snill, flink og kjærlig......og heldigvis ikke en kald person. Hun er seg selv, som vi andre også er. Og vi er hverandre, som du også skriver.
    Ønsker deg en fortsatt fin helg. Og ikke glem kaffen, Lene . Klem

    SvarSlet
  3. Ps: jeg ser nå at det er en havfrue du har malt. Men for meg er hun februar!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sylvia, hun er da havfruen Februar. For Februar er jo både vandmand og fisk, naturligvis! :)

      Slet
  4. Havde glædet mig til din beskrivelse af Februars ankomst :-) ... og jeg blev ikke skuffet.

    Selvfølgelig er Den Vise Februar anderledes end sidste år. Hun er dig og du er hende. Du er også forandret. Dit blik er også blevet skarpere. Forstået på den måde, at dine skriverier bærer præg af, at du ser din vej med større tydelighed end du har gjort. Det glæder mig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Fine ord, tak Tove. Ja, det er nok sådan. Vejen er blevet tydeligere i al sin utydelighed! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.