tirsdag den 11. februar 2014

Du var forår




Hun venter på mig i arbejdsværelset. I dag skal vi være her sammen.
Jeg var ude af huset hele dagen i går. I andre omgivelser og på en anden ø hjalp jeg med opgaver. Et lille job og en mulighed for at bade i inspiration og andre hjørner af det kreative univers, som egentlig slet ikke har hjørner. Men der er alligevel kanter og dem støder man på. Før eller siden og ind i mellem. Bogø dukkede op inden højbroen og jeg drejede af. Kørte langs vandet og tilbragte dagen med den administrative del af kreativitetens afkast.

’Kryptisk’, siger hun og ryster på hovedet. Smiler på den drilsk og kærlig måde. Og det gør godt at se hende igen, jeg tillader mig selv et knus, mens jeg forsigtigt placerer kaffekoppen på skrivebordet. Så er vi klar. Februar og jeg. Til dagens opgaver og alt det, der dukker op. Det er nemt at planlægge sig ud af det hele. Påstår nogen. Skrive det hele op og følge lister. Slavisk.
’Ja netop’, udbryder Februar og stjæler sig til en tår af min kaffe. ’Som en slave. For det kan frygtindgydende med den form for frihed, som kræver både tillid og tro. Åbne sig for dagen og tage imod. Nysgerrighed, glem ikke den. Hvad mon dagen vil bringe, hvis jeg sejler på et øjeblik af gangen? Hvis jeg ikke planlægger min vej og rejser som en slave gennem min kalenders fængsel? Hvad nu hvis jeg bare beslutter mig for at tage imod?’

’Hvad vil du tillade dig selv at modtage i dag?’
Hun ser på mig og jeg opdager, at hun har taget kjolen på. Den blå fra forleden. En længsel vækkes i mig, den vågner brat og sætter sig op i sin seng. Håret er uglet, en smule forpjusket, men den er intakt. Længslen. Den vil så gerne sættes fri og rejse mod alt det, den drømmer om. Fortsættelsen for eksempel. Teaterforestillingen. Anden akt.

’Men forestillingen er slut’. Februar trækker på skuldrene og laver en grimasse, der bestemt er en havfrue værdig. For vi har alle sammen fået et indtryk af hendes tætte forhold til havbunden. Efter jeg malede det billede, der endte med at blive et slags portræt. Af Februar. Men ser du, jeg vidste ikke på forhånd, at det ville blive sådan. Billedet malede sig selv. Hun skabte sig selv. Jeg lod det bare ske. Gennem mig.
’Helt ærligt, Februar, det kan du ikke være bekendt. Vi har glædet os til fortsættelsen. Og jeg ventede og ventede på, at du skulle dukke op og tage imod billetten. Min billet. Se, jeg har den skam endnu!’
Jeg rækker hende den lysegrønne billet med tallet 7. Hun tager den og smiler bare. Ryster på hovedet, så får jeg den igen.
’Jamen’, protesterer jeg, tag den nu. Jeg har billet. Og den gælder til Anden Akt, som jeg har glædet mig til lige siden. Jeg vil tilbage til den mørke sal og sidde mutters alene blandt tomme stole, mens du danser på scenen og gør noget med lyset. En forestilling. Jeg vil høre dine ord runge som et ekko og svæve over mit hoved, forplante sig i væggene og tage bolig i min sjæl. Dine kloge ord’, tilføjer jeg og ser sandsynligvis en smule fortabt ud.
’Jeg er ikke den mindste smule ked af det’. Hun sætter sig på meditationspuden og trækker benene op under sig. Jo, hun har skam ben, havfruehalen er ikke en del af kostumet i dag. ’Du har nemlig ikke lyttet til det, jeg fortalte det. Du har ikke hørt, hvad jeg sagde. Og derfor gik du glip af Anden Akt. Det var så nemt, det var såre simpelt. Løsningen, svaret, lige for næsen af dig. Jeg sagde hvordan. Jeg gav dig løsningen. Men du hørte mig ikke, du lyttede ikke og du skyndte dig at besværliggøre fortsættelsen. Du gjorde den faktisk umulig.’
Så lukker hun øjnene og glider ind i meditation. Lyset er dæmpet i dag og jeg mærker trætheden efter en hyggelig weekend med hund og veninde. Og en hel arbejdsdag ude af huset i går. I dag har jeg lovet kreativiteten mit nærvær, for jeg har lært, at det aldrig er omvendt. Det handler udelukkende om mig og min indstilling. Og jeg er åben eller lukket. Der findes en dør og den er aldrig låst. Nøglen er ikke væk. Døren binder ikke og knirker kun, så jeg virkelig kan fornemme at jeg går ind. Overskrider en slags usynlig grænse, et dørtrin på vej mod sårbar åbenhed. Modtagelse.
* * *
Hun var med hele dagen i går. Hun var forår. Lyset sejlede som et smukt skib over vandet. Himlen åbnede sig. Vi talte ikke sammen, men jeg fornemmede hendes blotte tilstedeværelset mellem træerne. Fuglene, farverne, det spæde lysegrønne, der er næsten usynligt og som kan udslettes i løbet af sekunder.

Men der var øjeblikke. Øjeblikke som trædestene over et rislende vandløb. Jeg lod mig fragte, modstanden åd sig selv og dagen foldede sig ud. Det var forår. Hun var forår.
Så åbner hun pludselig øjnene og lyser op i et strålende smil. Må bare blande sig, lidt hjælp skal jeg vel have?
’Nej søde skat’ siger hun med fløjsstemme, ’du var forår’.


Tekst, billede og maleri, Lene Megan, februar 2014

2 kommentarer:

  1. morsomt at læse februars og din fortælling! andet akt.
    kom godt ind i lyset, det allertidligste forår, begge to...
    stort klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde Laila. Lyset venter!
      Klem tilbage til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.