mandag den 3. februar 2014

Du kan aldrig gøre forkert




I dag starter jeg på en frisk, tænkte hun og så ud af vinduet. Lyset var klarere, solen gled langsomt højere på himlen og en fugl dristede sig til at synge. Det var som at kigge foråret i øjnene. Der var gået et par dage siden hendes samtale med træet og den tunge erkendelse, der fulgte i kølvandet. En erkendelse, som stadig levede i hende og som hun kun langsomt kunne fordøje. Engang i mellem gjorde den næsten fysisk ondt, for det kan være tungt at indse, at man har gjort forkert.
Hun stod stille med kaffekoppen og stirrede ud i horisonten. Træerne stod med deres frostgrene mod himlen, ikke en vind rørte sig og det var nyt. Stormen havde lagt sig og alting var stille. Hun hørte bare lyden af sin egen vejrtrækning og fuglen, der sang et sted udenfor vinduet. Stilheden smøg sig om hende som en silkekåbe. Hun lukkede øjnene og mærkede, hvor træt hun var. En træthed, som hun nær havde forkastet. Men noget i hende forstod. Det er, når vi har mest lyst til at handle og kaste os ud af vinduet i hæsblæsende tempo for at nå noget, vi ikke helt ved, hvad er, at vi skal sætte os og slappe helt af.

Vente.
Men jeg har jo ventet for længe. Hun talte med sig selv. Tankerne førte deres egen dialog og de var slet ikke enige med sig selv og hinanden. Ja og nej hvirvlede rundt i luften som to bolde. Hun var en slags jonglør og måtte gøre sig stor umage for at holde boldene i luften. Indtil hun indså, at hun faktisk kunne vælge at give slip på dem. Boldene. Forsigtigt lod hun dem falde til jorden, mens hun holdt fast på kaffekoppen. Den ønskede hun ikke at tabe på gulvet.

Nu lå de der og rullede rundt, tankerne, farvestrålende bolde gjort af modsætning og splid. Hun rystede på hovedet. Turde hun virkelig gøre det, hun mærkede var rigtigt? Lige nu.
Hvor travlt har vi egentlig, os mennesker, spurgte hun sig selv og spejdede efter træet, som hun havde talt med for et par dage siden. Hun kunne ikke se det fra vinduet, men hun vidste, at det var derude. Hun kunne bare gå en tur ud og håbe, at træet igen havde lyst til at tale med hende. Samtidig indså hun, at hun havde fået det, træet havde til hende. Hun ønskede jo ikke at være grådig.

Jeg har gjort forkert. Jeg har ventet for længe. Hun satte sig på meditationspuden og balancerede med kaffekoppen i skødet. Der er noget, jeg ikke ser. Noget, jeg ikke helt forstår.
Solen gled videre over morgenhimlen og fandt nu et andet vinduet at kaste lys igennem. En stråle ramte hende og hun lukkede igen øjnene. Mærkede varmen og fandt en forunderlig trøst i stilheden og følelsen af sol. Solen, som aldrig gjorde noget forkert. Den var bare. Fulgte sin cyklus og sin tur rundt om jorden. Nogle gange var den bag skyerne og gemt i dage- og ugevis, andre gange trådte den frem på en klar blå himmel og fik så meget tid, at mennesker blev både kåde og fulde af liv.
Letheden kommer med solen. Lyset.

Forsigtigt stillede hun koppen fra sig og gled ind i meditation. Trak vejret dybt uden at anstrenge sig, lyttede til lyden af vind i næsen og mærkede, hvordan brystkassen hævede og sænkede sig. Først var hendes vejrtrækning lidt anstrengt, men efter en stund blev den mere rolig og hun sad bare.  Døren til stilheden åbnede sig helt. Og den knirkede ikke. Der var lunt og godt i stilhedens rum og bedst af alt, der var stille. Hun overgav sig til trætheden mens stilheden tog sig kærligt af tungheden. Gjorde den let. Svævende. Vind gennem næsen, en ny rytme opfyldte hende, en stille form for væren, som ingen tanker kender til. Det hændte, at de kom på besøg, tankerne, svævende ind fra højre og venstre, men hun var ved at lære lektien. Registrere, acceptere og tilbage til åndedrættet. Det gjorde tankerne trætte. De gad ikke, når hun ikke gav dem andet end kærlig accept. De orkede ikke, når de ikke fik kamp til stregen og ild til deres bål. Så døde de langsomt og blev til gløder.
Der findes ingen svar i dag. Langsomt gled hun tilbage og kom til stede i rummet. Søvnigt åbnede hun øjnene og opdagede, at solen var gledet videre på himlen. En sort fugl fløj forbi vinduet uden synderligt postyr. Den svævede bare og det så legende let ud.

’Jeg vil virkelig gerne lære’, sagde hun til sit hjerte og mente det. ’Jeg vil virkelig gerne gøre det rigtige’.
’Du kan aldrig gøre forkert’, hviskede hjertet. ’Hvis du lærer af dine tilsyneladende fejltrin, så kan du kun gøre rigtigt. Men lad være med at sætte labels på alting. Rigtigt. Forkert. Dette er din vej. Dine fejltastiske trin, der gør, at du bliver både klogere og mere vis. Giv dig selv tid og tiden giver dig. Alting er et spørgsmål om cyklus, en rytme, du blot skal følge. Og glem ikke glæden’, tilføjede hjertet og bankede en ekstra gang. ’Glem ikke, at når du følger mig, så følger du glæden’.

 Tekst og billede, Lene Megan, februar 2013

2 kommentarer:

  1. Fantastisk billed.
    Fantastisk tekst
    Stof til eftertanke... jeg elsker det
    TAK

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.