lørdag den 15. februar 2014

Dans



Træk en hellig cirkel rundt om din egen helbredelse. Fyld den med kærlighed.
Lær at komme i kontakt med stilheden i dig selv
og mærk, at du allerede er alt det, du drømmer om at blive.
Du har alt, hvad du skal bruge.
Du er kommet hjem
.

Jeg er hjemme, når jeg sidder i det dæmpede morgenlys og tager imod dagen. Øjeblikke som trædestene over rislende vand. En flod, en slags kilde, der altid løber. Følger strømmen og forandres fra sekund til sekund. Der findes ingen trædestene, hvor man kan blive for altid. Det kræver en særlig form for balance, som ikke passer til naturens rytme. Men man kan forsigtigt gå lidt tilbage og hoppe ind på bredden, finde sig en plet med mos og en gammel træstub og hvile lidt. Betragte floden og se hvordan vandet søger mod havet. Dråbe efter dråbe som en evighed af vidundere, farvet af himlen og af stenene, der danner en magisk mosaik i vandløbet.

Jeg er hjemme, når jeg giver slip på alle mange forestillinger om, hvem jeg er og hvad jeg bør gøre. Når jeg søger stilheden i mig selv og lader gå. For alting kommer, når man ikke længere jager det.  Selv tiden kommer. Sommerfuglen lander forsigtigt i min håndflade. Sidder et par sekunder og flyver så igen. Fuglene letter fra træerne, skader, råger og ravne, de sorte fugle som ingen rigtig forstår. Et par duer dukker op og forsvinder igen. Lyset kaster stråler gennem grenene, himlen åbner sig og tager imod. Skyer, regn og strømme af vind. Det er et mesterværk og jeg skal ikke foretage mig noget som helst for at ændre dets perfekte interaktion. Det folder sig ud, udvider sig og trækker sig sammen. Det kommer og går, det flyder, flyver og sejler mod horisonten. Altid i bevægelse.
Der er ingen modstand. Jeg ser lyset og bliver blændet lidt, fjerner blikket, kigger igen og opdager, at alt er nyt. Træerne danser i vinden, de forsøger ikke at stå stille eller stritte imod. Der er ingen modstand. Kun jeg, menneske, tillader mig tanker der siger, at dette er mit og at jeg kan ændre det. Ændre det og gøre det mere perfekt. Men for hver eneste anstrengelse, går noget i stykker. Udenfor og indeni. Modstanden frastøder. Den er en slags ufrivillig abort, for alt det, vi ønsker at få fat i, forsvinder i det vi rækker hånden frem i vished om, at vi skal gribe fat og hive til. Ændre, forbedre, altid på jagt.

’Giv slip’, hvisker vinden og fuglene nikker gennem de flakkende vinger af skygge og lys. ’Lad gå’, synger solsorten, for den er skam både på trapper og i grene. ’Dans som os’, hviner de gule erantis med deres grønne balletskøjter på skovbunden for mine fødder. ’Dans med os, ikke mod os’.
’Men jeg kender ikke dansetrinene, siger jeg til de gule blomster og ryster sørgmodigt på hovedet., Jeg kan ikke høre musikken eller mærke takten og jeg har ikke et grønt balletskøjt så smukt og naturligt som jeres. Og i øvrigt ville jeg være bange for at træde på jer, så I går i stykker.’

De danser videre, mens de synger en sang.
’Du kan ikke ødelægge os ved at danse. Men du tager langsomt livet af dig selv, når du lader være. Se, alle de smukke gaver, der folder sig ud for dine øjne. Hver eneste dag. Og hvis du ikke kan høre musikken, er det fordi du ikke lytter. Hvis du ikke kender dansetrinene, er det fordi du ikke har forsøgt. Prøv, dans, et ben af gangen, skovbunden et dansegulv fuld af magi. Alle, som kommer her, bliver udstyret med gule hoveder og grønne skørter, der er skabt til forårsballet. ’Se’, siger de og peger på mig, ’du har det allerede. Dans’.
Så danser vi. Noget i mig giver slip og jeg hører pludselig musikken. Tonerne flyder gennem træstammer og fra grene, himlen drypper sine sonater og regnen spiller tromme. Jeg danser med de gule erantis, rundt og rundt og fuglene følger trop. Flyvende, svævende og flydende som fisk i luften. Jeg aner ikke hvem jeg er, mens jeg bliver både rundtosset og sælsomt lykkelig. De smiler, de danser, de snor sig som slanger. De rækker usynlige arme ud og vi tager hinanden i hænderne i en vidunderlig dans. Hurtigt og langsomt på samme tid.
Min angst for at træde forkert er forsvundet og jeg ser, at jeg kun kan træde forkert, hvis jeg ikke danser.
Træk en hellig cirkel rundt om din egen helbredelse. Fyld den med kærlighed. Lær at komme i kontakt med stilheden i dig selv og mærk, at du allerede er alt det, du drømmer om at blive. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er kommet hjem.

Dans!
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

4 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Her var det mye å lese, mye å ta igjen. Jeg har vært så travel den siste uken, og ikke fått med meg alt hva som skjer........
    Så ble det 2 akt, alikevel. Og snart er det enda en forestilling. Jeg gleder meg til hva den vil handle om.

    Her har det kommet snø igjen i natt. Alt er hvitt. Vi ser på OL og hygger innendørs. Vi HYGGER ekstra denne uken, fordi vi passer hunden Samson igjen. Han er familiens yndling, og vil helst være der vi er, ligge ved siden av og få kos. Vi nyter det, vi også.

    Må du ha en deilig weekend. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev en dejlig weekend. Tid til både maleri og social aktivitet, middag hos naboerne og stormvej. Men i dag skinner solen! :)

      Ja, vi får se hvad Februar finder på til næste forestilling. Og hvornår? ;)

      God uge, klem.

      Slet
  2. Hvor smukt skrevet og hvor rigtigt og med stor visdom i! :)
    Tak for at minde mig om, hvad der virkelig betyder noget - når vi giver slip, kommer hele Verden til os - og mere til :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne. Det er godt at huske på noget af det svære og til tider ulogiske. At give slip for at få fat. Tja! :)
      Ha' en fin mandag.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.