fredag den 14. februar 2014

Anden akt




Dette er anden akt. For jeg ved, at du har tænkt meget over, hvorfor jeg ikke bare kom og gav dig anden akt. Jeg havde givet dig løsningen, du havde fået kodeordet, men du overhørte det. Sådan går det tit. Det vi ønsker, os danser lige for vores egen næse. Men vi tror at det skal være svært og derfor ser vi det ikke. Og skulle vi få øje på det, så ryster vi fnysende på hovederne og forkaster det. Det er for indlysende. Det for let. Vi har nemlig lært, at det skal være svært. Hvis det ikke er kompliceret og vi ikke bevæger os ud over vores egen såkaldte komfortzone, så er det ikke gyldigt.

Hun står på scenen og jeg sidder i salen. Hun har taget imod den lysegrønne billet med tallet 7 på og jeg har fundet min plads. Mutters alene og helt som jeg havde forestillet mig det efter første forestilling. Jeg lytter, jeg sidder så stille at det næsten ikke er muligt, men jeg vil ikke forstyrre hende. Ikke nu, hvor hun endelig giver mig fortsættelsen. Og en lærestreg, det er jeg helt klar over. En vigtig en, jeg fornemmer det, den flyver som en hvid due under loftet i teateret og lyden af dens vinger når min krop. Jeg gyser, for jeg har noget med fuglevinger, jeg frydes og skræmmes på samme tid. Duen lander i mit hår. Det risler ned af ryggen, men jeg rører ikke på mig. Denne gang vil jeg ikke lade mig skræmme.

Den blå kjole er smukkere end jeg husker den. Og der er sket noget siden sidst, noget med hendes hår og det udtryk, hun har i ansigtet. Blikket er intenst, jeg kan mærke det bore sig ind i min sjæl helt fra scenen og ned på syvende række. Lyset danser og kaster skygger, det snor sig i sin egen dans, spreder sig og trækker sig sammen. Hun står midt på scenen i sit eget lys med armene bredt ud. Når hun taler, flagrer de som fuglevinger og udfører kunstfærdige bevægelser. Til tider er de mere som slanger, der laver helt deres egen ritual.
Hun minder mig om en blæksprutte, en farvelade af stemningsskift og intensitet. Vi er på havets bund men vi er også et sted på himlen. Flyvende, svævende og nysgerrige. Efter fortsættelsen, efter sandheden, efter det, der er så indlysende, at vi slet ikke kan få øje på det.

Komfortzonen. I mennesker taler om den hele tiden. Udvikling er udenfor komfortzonen. Livet leves først, når du er udenfor din komfortzone. Og så forestiller I jer utrolige ting, I skal gøre og foretage jer, så I kan bevæge jer udenfor jer selv og blive større og dermed mere modige. I mærket suset, det føles ikke rart, men så pludselig sker der noget og I nyder ligefrem jeres hæsblæsende kraftanstrengelser. Se, jeg tør godt. Jeg vokser, jeg bliver større og mere modig. Intet kan skræmme mig længere. Jeg har kastet mig ud over en klippe i et stunt, der er større end mit sidste bungy jump.
Det føles godt, I har overskredet nogle grænser, ydre som indre. Folkemængden klapper og I føler jer store og modige. Det er godt at blive klappet på skulderen og høste anerkendelse. Åh, det luner på en kold dag og guderne skal vide, dem er der mange af, kolde dage. I får et diplom, tager hjem og hænger det op på væggen. Eller også går I ud og fejrer det først, den slags skal jo hyldes og skylles ned. Så I er måske oveni købet lettere berusede, når I slår sømmet i væggen og hænger diplomet op.

Det har været en fantastisk dag, tænker I, en dag der for altid ændrede mig liv. Jeg kastede mig ud over klippen, jeg overvandt mig selv og tyngdekraften og jeg voksede og blev til en modig kvinde. Eller mand. Og hvis jeg glemmer, hvor modig jeg er, kan jeg blot kaste et blik på diplomet på væggen. Der hænger det, lidt skævt måske, for jeg var en smule beruset den dag, jeg hængte det op. Hvis jeg stirrer længe nok på det, får jeg så ikke følelsen af uovervindelighed tilbage? Man stirrer og stirrer, men det virker ikke helt efter hensigten. Måske er det fordi, at diplomet og den smukke guldramme i mellem tiden har fået støv på? Man støver af og prøver igen, men lige lidt hjælper det. Skuffelsen er stor, indtil man indser, at man er nødt til at gøre det igen. Kaste sig ud over klippen og gå ud af komfortzonen. Som selvfølgelig har ændret og udvidet sig, for man har jo allerede gjort det en gang. Derfor skal det være lidt mere farligt og vovet denne gang. Og bifaldet skal være endnu højere …
Jeg mærker en tåre forlade venstre øje og trille ned af kinden. En tåre i højre øje tager tilløb og påtænker at gøre det samme. Jeg får en mærkelig association, jeg forestiller mig, at tårerne er bange for at trille og derfor må tage mod til sig. De må forlade deres trygge hule et sted i tårekanalerne og nå helt ud i lyset, hvor de kan tage tilløb til frit fald. Jeg ser de stakkels tårer i deres varme og mørke kanaler og ved ikke, om jeg skal have ondt af dem eller ej. Egentlig har de det jo godt, derinde, men samtidig vil de gerne grædes. De er jo tårer! Tåren i det højre øje har nu gjort det, også den forlader sin komfortzonen og bevæger sig grædende ned af min kind. Endnu en slutter sig til og pludselig er de mange. Jeg tuder og jeg nyder hvert sekund. Sig noget mere, Februar!

Men noget sker, lyset på scenen er slukket og hun står pludselig foran mig.
’Forestillingen er slut for denne gang’, siger hun og rækker mig en lyserød billet. Med sirlige sorte og snoede bogstaver står tallet 2.
’Billetten er lyserød’, snøfter jeg, overrasket over min egen observationsevne. ’De plejer jo at være lysegrønne, billetterne. Og hvorfor tallet 2? Der kommer jo ikke andre end mig til forestillingerne.’

’Billetten er en gave’, svarer hun, ’og eftersom det er Valentinsdag synes jeg at den skulle have en ny farve. Jeg kunne ikke finde noget rødt papir, men det lyserøde er da også meget fint. Billetten er til dig og til næste forestilling, fortsættelsen, tredje akt.’
’Men denne gang forventer jeg noget mere af dig’, tilføjer hun og stikker en pegefinger ind foran næsen på mig. Jeg bliver helt forskrækket, men så tørrer den fremstrakte finger pludselig en tåre af min kind, blidt og kærligt og jeg fyldes af ømhed.

’Selvfølgelig’, snøfter jeg og smiler tappert til hende.
’For din egen skyld’, siger hun og forsvinder i disen, der pludselig har lagt sig over landskabet.

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.