søndag den 12. januar 2014

Susan skal da til havet!




Solen skinner i dag! Hvilken fryd at se himlen rødme og skylle et stykke blå himmel ned med morgenkaffen.
Januar er allerede ude i vinden. Hun synger sine formiddagsstrofer og lader sig bestråle. Jeg mærker hendes tilstedeværelse gennem det nu skarpe lys og hendes dansende skygge på skrivebordet. Den dukker op mellem sedler i lykkeglasset, træder hen over den glade Buddha og rammer tastaturet i et finurligt mønster af kontraster. Og dér sidder jeg med min kaffe, Kilde og indre kommentator. Den indre kritiker, som nogen kalder den. Min hedder Susan og hun er en smule bekymret her til morgen. Hun synes ikke at mine skriverier fører til noget som helst.

Jeg har lært at lade hende småsnakke, mens jeg skriver videre. Det samme gør sig gældende, når jeg maler. Hun småpludrer og fortæller om alt det, der ikke er som det skal være, mens ordene på skærmen og farverne på lærredet laver en helt anden historie. De to er modsætninger, skygge og lys, og jeg har lært at de hører sammen. Susan er sindets ambassadør, en lidt bekymret kontrolfreak, men hun kan faktisk også have mange gode input. Jeg vil bede hende hjælpe mig med det, hun er god til. Hvis blot hun lover mig, at hun lader være med at blande sig i den kreative proces og det, der kommer et helt andet sted fra. Det har hun slet ikke noget med at gøre. Så snart hun ser en sætning eller noget på lærredet forme sig, vil hun straks vide, hvad det er. Hun søger forståelse og mening. Og hvis jeg lytter til hende og lader mig selv opfylde af samme slags behov for kontrol og kassetænkning, går jeg i stå. Bum. Så standser processen og Kilden trækker sig straks tilbage.
Sandheden er, at jeg har to medarbejdere i mit lille foretagende. Og jeg kan ikke fyre nogen af dem. Nogen vil måske påstå at den indre kritiker, i mit tilfælde Susan, skal smides ud af vinduet eller opfordres til tidlig pension, men jeg er alligevel blevet nysgerrig på det, hun har med sig. Kan hun hjælpe mig med noget trods alt? Kan jeg vælge at bruge hende på tidspunkter, hvor hendes viden og kompetencer er på sin plads? Og kan jeg undlade at bringe hende på banen, når jeg i den kreative fase lytter og åbner mig for det, der vil skrives eller males?

Jeg øver mig i øjeblikket og det er faktisk muligt. Susan kan godt få lov at småsnakke i venstre øre, mens den højere hånd fører penslen og laver sælsomme bevægelser med farver og rytmik. Og nej, jeg har ikke stavet forkert. Susan var straks på tæerne, da hun så hvordan det blev stavet.
’Højere? Det hedder da højre. Højre hånd, det ved alle, vil du straks rette det. Du er rent til grin, du som altid har været en ørn til dansk retstavning og i øvrigt bryster dig af at være god til korrektur. Hvordan kan du dog skrive sådan? Ret det nu!’

Men Kilden, min anden medarbejder, ryster på hovedet og maler eller skriver videre. ’Højere hånd. Så sandt som det er skrevet. Tænk lidt mere over det, lad det synke helt ind’.
Jeg rækker gavmildt mit røde kaffekrus til Susan, mens jeg lader Kilden tage over. ’Susan, det er søndag, lad os dog tage en fridag. Her, drik kaffen, den er god og vil gøre dig mild og kærlig. Mærk solen, se hvordan den skinner gennem vinduer og opfordrer os til leg’.

Susan er ikke så god til det med at lege. Det er for farligt, siger hun og det er i øvrigt kun for børn. Men i dag vil jeg faktisk tage hende med på tur. Susan, hunden, havet og jeg. Jeg er nysgerrig efter at udforske, hvad der sker når Susan kommer til havet. Jeg ser på hende. Hun smiler forsigtigt, mens hun overvejer tanken. Jo, noget i hende har vist lyst. Hun drikker lydigt af kaffen og tier lidt stille.

Imens jubler Kilden ved tanken om havet. Havet med tidevand og skumsprøjt, vind i håret, salt og horisont. Det er ren inspiration, det er guf for kreativitet og livslyst. Kilden påstår, at det er det, det handler om. Susan er knap så sikker.
God søndag, måske ses vi et sted derude, hvor himlen møder havet og alting ender og begynder.

4 kommentarer:

  1. He he...jeg må le av din venninne Susan. Hun er nok god å ha alikevel. Så håper jeg hun mildnet litt da hun fikk se havet.
    Jeg ser dine malte bilder på instagram ved siden av her, og synes de er skjønne og livlige.
    Jeg selv har vært syk en ukes tid, og trenger til litt energi. Men det vet jeg vil komme.
    God uke til deg, Lene .

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk endte det med, at vi tog i skoven. Det blev Susan lidt utryg ved, fordi jeg havde lovet hende en tur til havet. MEN vi havde en skøn tur! ;)
      Og tak, jeg nyder virkelig at male de billeder og være i processen. Det er kommet for at blive, maleriet!
      Og så vil jeg ønske dig god bedring. Pas på dig selv og giv dig selv lov til at blive frisk i roligt tempo.
      God klem

      Slet
  2. Den indre kritikker er nok svær helt at undgå, til syvende og sidst er den vel også rar at have med, når vi ekviperer nyt tøj og lignede. Men som du rigtigt nok er inde på Lene, så er begge sider nok lige vigtige, det kreative, legen holdt op imod snusfornuften og kontrollen, sådan lidt speeder og bremse. En god og nyttig kombinationen. Tænk på hvad Jens Jørgen Thorsen kunne have drevet sin kunst til, hvis han havde haft en parallel til Susan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Speeder og bremse ja, begge dele er nødvendige. Og det er i høj grad en interessant tanke hvad der var sket med Jens Jørgen Thorsens kunst, hvis han havde haft en slags Susan "ved sin side" ;) Tak for gode ord og ha' en fin uge.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.