tirsdag den 14. januar 2014

Sukkerdis




Det er en gave ikke at skynde sig. At tage imod morgenen som et sukkerdrys af evighed.
Mørket, der smyger sig om hus og sjæl, trinene ned af trappen, et af gangen.
En trin knirker, en lille sang vokser for hvert skridt.
Køkkendøren åbnes, langsomt, lyset strømmer ud.
Det er en gave ikke at skynde sig. At opdage, at man kan give sig selv tid.
Tid til at nyde lyden af kaffe, der hældes i kruset.
Lade duften kæle for næsebor og særlige sanser.
Evighed. Sukkerdrys. Morgendis.
Sukkerdis. Evigdrys. Morgenhed.
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

2 kommentarer:

  1. Takk, jeg tar dine ord med meg, etter en dårlig natts søvn.
    Resten av huset har vært syk, etter meg. Nå skal jeg rydde opp, og kaste ut elendigheten.
    Jeg starter dagen langsom med nybygget kaffe. Og tar dine sukkerdryss med meg i dagen.
    Knus

    SvarSlet
  2. Kære Sylvia, jeg håber at du fik luftet ud og er blevet friskere. Der er meget sygdom akkurat nu. Og vi er midt i vinteren. Nu går det mod lyset! Ha' en fin dag, kigger fordi dig senere! ;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.