torsdag den 16. januar 2014

Søster Vinter


For et par år siden skrev jeg følgende artikel til LW Magazine. Den handler om min søster. Vinter. Og eftersom denne vinter med sit grå vejr, regn og tomrum trækker følelsesmæssige tænder ud og tærer på energien, synes jeg det er på side at bringe ordene ind igen. Vi må tænke os til solen, den kommer igen! :)

Vinteren er kold, mørk og lang og for mange er den blot en tid på året, som skal overstås. Den er tung at komme igennem og kalder på de dybere følelser i os. Følelser, som vi måske helst vil undgå. Men hvem er vinteren egentlig og hvad er det vi kan lære af denne ofte misforståede årstid?

Kulden tager til. Metrologerne taler om sibirisk vinter. Men vejret er smukt. Søster Vinter viser sig fra sin bedste side og hun har fået solen med på sit hold. Hver morgen står den op i horisonten og maler himlen lyserød. Det er vintersolens yndlingsfarve. Frosten bider i næse og kinder, når vi går tur med hundene efter morgenmaden. Vores skridt knirker i den frostsprøde sne. Jeg ser det klare lys, de nøgne træer og naturen, som er gået i hi for at gøre klar til foråret. Det er et godt tidspunkt vi er flyttet i huset på, tænker jeg. Nu kan vi rigtig nyde foråret, når det begynder at nærme sig. Jeg forestiller mig de krukker, jeg skal plante blomster i og haven, når vi får ryddet lidt op. Træerne der springer ud. Jeg vil kunne se hele forårsskuespillet fra min plads på kontoret, når jeg sidder og skriver.

Jeg sætter pris på alle årstider. Jeg tror ikke, at foråret ville være så guddommeligt smukt, hvis vi ikke havde været igennem en lang vinter. Vi har alle brug for at trække os lidt tilbage, gå i os selv, gøre plads til både stilhed og eftertanke og lade mørket omslutte os, så vi kan hvile. Men vi bryder os ligesom ikke om mørket, selvom det er i mørket at spirer gror. Kun når det er mørkt, kan vi se stjernerne på himlen. Kun fordi vi har vandret i mørket, kan vi sætte så stor pris på lyset. Og vi elsker varmen, når vi har boet i kulden. Kontraster. Der er lys og skygge og livet er en fin komposition af begge dele.

Melankolien hører vinteren til. De tunge skridt i sneen, disen der danser, selv om dagen, mørket og kulden. Tidligere prøvede jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op på denne årstid, jeg forsøgte at gemme mig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto mere blev jeg grebet af de klæbrige fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og følte, at jeg aldrig helt nåede bunden.

Nu kæmper jeg ikke længere. Jeg har lært at acceptere mørket som en del af livet og jeg har lært mig selv at være i det. For sjældent sker der store og gennemgribende forandringer med os uden at vi har badet i en følelse af mørke. Det er som at fare vild og bare stole på, at man alligevel kan finde en vej. Et sted længere fremme af den dunkle sti. Og vi mennesker har brug for at udvikle os, den indre rejse er en slags kopi af den ydre. Bortset fra, at den ydre rejse er kopien. Den indre er originalen. Og det er ikke en charterrejse, det er en slags pilgrimsfærd. Det er lange dage og nætter på ørkenvandring, det er opdagelse og genopdagelse. Der er små oaser med skønne blomster og vandfald. Der er sprækker i mørket, hvor lyset siver ind. For hvor der er håb, er der en vej. Og vejen går gennem mørket. Den findes ikke uden.

Sådan er vinteren. Den har sin berettigelse og sin helt specielle rolle. Den er lang, siger mange og længes efter lysere dage, efter sol og varme og ulidelig lethed. Sommeren er så kort. Den føles som et stjerneskud, hvor det eneste ønske er, at den skal vare ved; den fine sommer, luftige klæder, vind i håret, bare fødder i dugvådt græs, duftende blomster og summende bier. Og jeg elsker sommeren, jeg kan gribe mig selv i at længes efter den som en elsker, der er næsten uopnåelig og alligevel kommer forbi en dag. Den er ridderen på den hvide hest. En slags flygtig frelser. Forelskelse.

Men vinteren? Den kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men vinteren er ikke et fangehul, den låser ikke sine døre med nøgler, hængelås og slå. Den inviterer os til indsigt og genfødsel.

Vinteren er min søster. Hun er mit kød, blod og ånd og jeg har lært at holde af hende. Det betyder ikke, at hun aldrig irriterer mig og jeg ikke ønsker hende helt ud af året. Sådan er det med søstre. Men det varer kun kort. I virkeligheden elsker jeg hende. Jeg kan ikke lade være. Hun er så dyb og smuk og så vigtig for at give kontrast til den anden side af året. Hun lærer mig vigtige ting om livet og kærligheden. Hun er en klog søster. Bliv her og bare vær, hvisker hun. Kæmp ikke imod. Livet er både og. Kun ved at elske og acceptere det hele, begge sider, lys og skygge, sommer og vinter, kan du blive et helt menneske. Kun ved at hvile i mørket og gå hele vejen, kan du møde dig selv på den anden side. Kun ved virkelig at bo i vinteren og gøre den til din ven, kan du møde foråret som en ny og friskere udgave af dig selv.

Jeg griber mig selv i at føle et lille stik af smerte ved den afsked, jeg skal tage med hende, når foråret overtager hendes plads. Jeg er lært at hun er min ven. Min søster. Vinter.

 

Tekst og billede, Lene Megan, Poetiske Paradokser

4 kommentarer:

  1. God morgen.
    Her sitter jeg med kaffen, under et pledd, og ser ut på været. Det sner. Det er hvitt overalt.
    Vi har tente lys rundt omkring.
    Det gjelder å nyte mørket, og vinteren på beste måte.
    Vi vet den kommer, det er bare å ta imot den.
    Tenk deg en frisk vinterdag, med lek i sneen. Du har kledd deg godt, og hundene løper rundt og har det fint. Du har med varm sjokolade, som du kan varme deg på.
    Når du kommer inn, tenner du ild i ovnen, og til middag har du varm suppe, med masse smak.
    Etterpå kan du sitte under et pledd i s faen og lese en god bok.
    Det er slik vi må elske denne årstiden.
    Ha en fantastisk dag. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Sandt Sylvia, det er sådan vi må tænke på vinteren. Og som jeg beskriver det ovenfor, for sådan tror jeg virkelig det er. Vinteren repræsenterer de mørkere sider i os selv, men det er ikke dårlige sider. Det er bare anderledes sider. Som du beskriver det, er der jo masser af velsignelser i den slags vejr. Selvom det overhovedet ikke sner her, men konstant regner og blæser, men det er en helt anden historie! :))

      Tak for gode ord, håber din kaffe var god og dagen er fin. Jeg savner egentlig lidt den hvide vinter! ;)

      Knus

      Slet
  2. Så nydelig beskrevet, Lene. Tusen takk!

    Og god vintersøndag der sør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak kære Elisabeth. Knus til dig og Norge! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.