tirsdag den 21. januar 2014

Produkt og proces. En erkendelse.




Jeg aner ikke hvor poesien kom fra. Den dukkede bare op og fulgte med mig. Det føltes helt naturligt, så jeg lod den være. Besluttede mig for at lære den nærmere at kende. I starten gjorde jeg måske små forsøg på at undgå, at den skulle blive for meget. Jeg så med forfærdelse og stille fryd på de mærkelige sætninger, der strømmede ud fra et andet sted, når jeg gav slip og bare skrev løs. Med et sæt stoppede jeg op og min indre korrekturmoster var straks på banen. Det gjorde faktisk nærmest ondt at skrive poetisk, fordi der hang en masse følelser i hvert eneste udtryk. Dette er for pinligt, for tæt på noget, der er sælsomt og temmelig sårbart. Dybt sårbart. 
Men jeg kunne ikke komme det til livs. Ikke engang Susan, som jo er min korrekturmosters navn, kunne forhindre at poesien boltrede sig. Den dukkede bare op, som musik man ikke kan undertrykke. Den blev ved med at spille, danse og drage. Heldigvis har jeg altid været udstyret med en god portion nysgerrighed, så jeg besluttede mig for at lade være med at undertrykke noget som helst.  Sådan da. Jeg gjorde mit bedste for ikke at blande mig og en dag indså jeg, at det er sådan, livet er for mig. Poetisk.

Det endte med at jeg tog poesien til mig. Poetiske Paradokser opstod og resten er historie. En historie om en kvinde, der skrev sig selv. Fra den første spæde start, hvor hun endelig turde overgive sig til ordene og den leg, der opstod, noget hun altid havde elsket, men som hun været nødt til at lægge langt væk. Processen. Det berømte ord om rejsen fra et sted til et andet. En udvikling fuld af erkendelser med en masse sidespring og hullede markveje.
Nu har hun skrevet sig frem til tidspunkt i sit liv, hvor hun for alvor indser, at der ingen vej er tilbage. Hun er forandret, forvandlet og tingene ser helt anderledes ud, end da hun satte ud på sin rejse. Der er kommet mere til, langsomt og sikkert. Kom med et par eksempler, siger du måske, så gerne. Stilheden. Hele rejsen omkring mindfulness og den gave, der bor et sted, hvor alting ender og begynder. Og kreativiteten. Det er min seneste følgesvend, men den har været der hele tiden. Lige siden jeg som lille pige boltrede mig i ord og malerier og blandende det hele sammen. For i grunden handlede det bare om at skabe historier. Designe noget fint og være i processen.
Jeg indser at jeg har skrevet min sjæl. Jeg har på magisk vis formået at skabe mig selv gennem ordene. Og egentlig har jeg jo overhovedet ikke skabt noget, det har skabt mig. Jeg har blot givet lov. Endelig, langt om længe, bedre sent end aldrig.
Nu sidder jeg her i den iskolde januar morgen og skal gøre noget med det, jeg har fået.  Min gave. Du skal bare skrive om det, siger stemmen i mit indre og det ved jeg godt. Jeg kan slet ikke lade være, så det er en enorm lettelse at erkende, at det er min primære gave. Ordene. Historierne. Dem, der kommer fra hjertet og drejer smukt udenom korrekturmoster, tvivl og jantelov og tager bolig et andet sted. Et sted, hvor poesi og kreativitet flyder som endeløse vandfald af noget, der er langt større end mig.
Historier. Kreativitet. Skabelse. At skrive sin sjæl og elske sig selv. At være fejltastisk og gå sin vej. Også selvom den kan synes helt vild kaotisk, hvis man spørger sin korrekturmoster. Den indre censor, du ved. Slangen.
Mit produkt er processen. Den skabende proces. Den tid, det tager at skrive sig selv og sin sjæl og se et nyt slags liv udfolde sig på papiret eller lærredet. Den glæde, man får, når man tillader sig selv at være med det, der opstår og med kærlig nysgerrighed går på opdagelse i muligheder, man ikke turde drømme om, men som har boret sig fast som en sylespids længsel og gjort ondt, så længe man kan huske.
Tør du vise undere? spørger den indre stemme. Jeg har fået endnu en udfordring. Og som en bedre Pippi siger jeg resolut og uden at tøve: Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare.
Undervejs har jeg fået mange gode værktøjer. Dem vil jeg gerne dele med dig. Og det bliver primært det, livet og arbejdet i Skrivehuset kommer til at handle om. Jeg giver noget videre, jeg viser vej. Og nej, jeg viser dig ikke din vej, du er din egen ekspert, men jeg kan hjælpe dig med at finde nogle helt subtile vejvisere frem, som man ikke kan tænke sig til. De skal skabes. Kreeres. Kæles for og væres med. Og ja, man bliver sårbar som aldrig før og det gør ondt, men glæden vokser med hver eneste smertelige erkendelse.
Måske er det slet ikke, som du gik og troede?
Billedet hedder Maskerade. Det aner jeg heller hvor kom fra! ;)
Tekst og billede, Lene Megan, Skrivehuset, januar 2014

8 kommentarer:

  1. Så deilig å endelig erkjenne at man har funnet seg selv....... Man er jo sin egn kritiker, og synes aldri man er bra nok. Slik som samfunnet også har blitt, krever en mer og mer av oss, og til slutt stopper dt bare opp.
    Jeg har også lyst til å følge min vei, enda lenger.....
    For et flott maleri. Jeg ser en hel jungel, og ikke et maskeball. Men så er det det med kunsten, at alle ser det med sine egne øyne. Bare fortsett, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. En jungle, et maskebal. Måske to sider af samme sag? ;)
      Og tak Sylvia, jeg fortsætter og vil glæde mig over, at du også følger din vej endnu længere. Jeg følger med!
      Knus

      Slet
  2. Herlige ord om din egen reise, ord som samtidig beskriver enhver reise der man tør være ærlig. Og det er jo det man bør, ikke sant? Bare da kan man finne frem til det som rører seg i dypet, det som kommer frem når stillheten senker seg og man tør la tiden flyte fritt.
    Takk for at du deler, nok en gang. Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak for altid kloge betragtninger, gode ordven :) Klem.

      Slet
  3. Jeg er da ikke det mindste forbavset! Ikke det mindste ;-) men det er jo så nemt at skrive, det ved jeg. Men altså ... jeg er ikke forbavset over at du ikke længere har den slags job som du havde for 10 år siden. Og heller ikke over, at venskabet med historierne og den boblende kreativitet er det der gør dig lykkelig. På en måde har det hele tiden været indlysende :-) Ikke dermed sagt, at jeg for ti år siden vidste det ... men jeg vidste noget drastisk simpelthen måtte ske hvis du skulle finde lykken jobmæssigt.

    Hvad betyder det, at du har skrevet din sjæl? Det forstår jeg ikke.

    ER du ikke din sjæl? Den del af dig der udvikles for hver inkarnation.

    Vel har du da skabt noget Megan. Du har lyttet og mærket og ikke mindst været modig nok til, at følge dine indskydelser. Det er stort synes jeg. Vældig modigt. Selvfølgelig kan du have ret i at du bare har gjort det det føltes så rigtigt ... men det er virkelig at gøre noget. Hver dag skaber du historier som du deler med os ... så vi kan skabe følge-historier. Du er en fantastisk ord-kunstner og en lige så fantastisk formidler.

    Jeg er meget optaget af sjæle-opgaven lige for tiden. Har været det længe. Den opgave vi alle har. Ikke de samme men alle meget vigtige. Jeg tror universet fryder sig over den måde du forholder dig til din opgave :) <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Tove. Dine ord betyder meget for mig, du kender mig jo fra mange år tilbage. Måske er jeg som en spire, der har ligget i jorden meget længe og pludselig en dag skrev jeg den frem. Hov, grøn spire, hvad er det? Skrive lidt mere, spiren blev større og pludselig en dag var den en ... ? :)

      Jeg er bare så glad og taknemmelig for, hvis mine historier kan inspirere, give mod og være med til at vise, at livet er smukt, hvis vi tør tage i det vores egne hænder og hjerte og gøre noget fint med det.

      Knus

      Slet
  4. Jeg tror, at det er de færreste forundt "bare gøre det, der føles rigtigt".
    Enten er der ikke ro og stilhed nok til at høre/mærke efter eller også bliver der valgt en anden mere som-de-andre-gør-vej.
    Men når der er en, der er modig og gå på sin egen vej, så er det i den forvandling at forunderlige og magiske sker.
    Og så kan det mærkes, også her fra den anden side af skærmen, for hver gang jeg kigger her ind, så strømmer varmen, lyset og poesien mig i møde fra alle dine smukke fortællinger.
    Så jo, dine historier kan i meget høj grad inspirere, give mod og være med til at vise, at livet er smukt, hvis vi tør tage i det vores egne hænder og hjerte og gøre noget fint med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de fine ord. De glæder mit hjerte! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.