torsdag den 30. januar 2014

Når drømme flyver, sætter de så spor?




Det slår mig, hvordan vi mennesker er nødt til at lære det, vi godt ved. Hvordan vi igen og igen skal have situationer serveret, før vi virkelig forstår, hvad der ligger i læringen. Og den læring er nødt til at være dybt personlig, så der følger en erkendelse i kølvandet. Ellers sætter vi ikke spor i egen sjæl.
Men hun havde sat spor. Det vidste hun, det havde hun set. Hendes fodspor havde tegnet linjer i sneen, plamager der fulgte hinanden i en lang række og blev til en slags vej. Et spor. Fuldendte fodspor printet i snetæppet, smukke former af fodsåler, der gik frem. Og tilbage. På tilbagevejen var de spor, hun havde sat, allerede halvvejs udslettet af den nyfaldne sne, der føg om ørerne på hende. Hun havde sat spor og nu var de allerede slettet igen.

Tilbage i huset satte hun sig med en kop te ved den buldrende kaminild. Lænestolen var dyb og hun lod sig synke ned i visheden om, at det havde været en betydningsfuld tur. Eftertanken dampede som røgen fra den varme drik og en subtil erkendelse fulgte efter.
Spor fra hendes tur ud i det iskolde vintervejr, hendes støvleaftryk og den rødmen, hun nu mærkede i kinderne. Prikkende spor af mødet mellem kulde og varme.
Hun havde givet slip på sin drøm. Efter samtalen med træet havde hun forstået noget. Først havde hun mærket modstanden og samtidig, hvor hårdt hun holdt om sin drøm. Det gjorde jo ondt! Næverne var knyttet og på mange måder havde hjertet lukket sig om det, der var indeni drømmen. Men hjerter skal ikke være lukkede. De skal være åbne. Den gode energi skal strømme, helt frit og naturligt og gode drømme … Hun sukkede og følte sig både dum og vis på samme tid. Erkendelsen begyndte for alvor at flytte ind i hendes krop og trætheden overvældede hende. Det vidste hun jo i grunden godt, det dér med energien og de flydende bevægelser. At man, når man endelig slipper kontrollen, ofte får fat i det, der virkelig betyder noget.

Og drømme skal ikke sættes i bur. Drømme skal flyve frit som fugle og lande lige hvor de har lyst. Svævende og legende i al slags vejr. De skal være i bevægelse, for ingen drøm kan gå i opfyldelse, hvis den bliver fanget og sat bag lås og slå.
Drømme som fugle, flyve, svæve
Åbne buret og sætte fri …


Jeg havde identificeret mig med min drøm og sat den i bur. Det gjorde ondt på os begge to. Men jeg så det ikke selv. Jeg anede ikke, hvorfor min elskede drøm efterhånden var blevet en kæp i hjulet, men jeg kunne mærke det i både krop og sjæl. Jeg kæmpede for at holde fast. Jeg bar nøglen til buret om min hals som et sælsomt smykke, et symbol på mit ejerskab, men nøglen låste mit eget hjerte. For man kan ikke eje en drøm.
Hun rystede på hovedet, det var på mange måder stadig uforståeligt. Hun var jo kun et menneske. Men træet derimod. Det vise træ i snestorm og kulde. Hun sendte træet en kærlig tanke og var ret sikker på, at det kunne mærke hendes taknemmelighed.
Jeg ønsker at blive endnu bedre til at lytte, hviskede hun til sit hjerte. Jeg ønsker at blive endnu bedre til at give slip. 
Når drømme flyver, sætter de så spor?

Denne lille historie er en slags fortsættelse på historien fra i går, som du kan læse her.

At lære er at finde ud af det, du allerede ved.
At handle er at vise, at du ved det.
At lære fra sig er at lade andre vide, at de ved det lige nøjagtig så godt som du selv.
- Richard Bach -
 
Billede, tekst, drøm og erkendelse, Lene Megan, januar 2014

8 kommentarer:

  1. Forstår dig så godt. (Tror jeg, håber jeg!)
    Føler, at viljen, hun er en fantastisk ven! Og mere end det: Hun har ild i hjertet, er varmkindet, kampklar og fuld af energi.
    Men hun kender ikke sjælen.
    Sjælen er støvet blå, føler jeg, og går sine egne veje, i morgentågen. Hun er fint sand, der forsvinder mellem hænderne, og hun er havet, man kan høre i en konkylie. Hun er så meget mere. Men jeg tænker på, man er dømt til at følge hende, ikke gå foran og ikke altid hånd i hånd med den stærke vilje...
    Tænker også på, som dig, om drømme sætter spor.
    Ja, tit tænker jeg på, om der findes et slags hemmeligt land, hvor de drømme man sætter fri, tager til? Alle de vildblodige forelskelser også, mellem mennesker, som aldrig blir´, hvor forsvinder de hen?
    I den her måned skulle jeg have tilsendt en pakke af min ven. Den fineste pakke. Den dukkede aldrig op. Og vi talte længe i telefonen, om den her ø, eller det her land, hvor pakker, drømme, visioner, forelskelser måske ender. Sådan et slaraffenland. Tænk, hvis man kunne tage dertil! Og faktisk, når jeg mærker efter, ville jeg ikke ønske det.... Alting har sin tid.
    Det gør ondt, Megan. Men noget nyt og kraftfuldt vokser op. Stærkere end før.
    Det tænker jeg du ved - det hele! - blev bare fuld af ord, da jeg læste din tekst.
    Ønsker dig det allerbedste.
    Klem fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Herlige refleksioner og billeder, Laila, tusind tak for dem. Skønt at du blev inspireret og fik lyst til at dele. Ja, tænk om der fandtes et hemmeligt land, hvor alle drømmene bor. Og man kunne besøge landet og møde alle drømme, se, hvad mennesker egentlig drømmer om. En fin tanke! :)

      Så tusind tak for dine ord og klem tilbage.

      Slet
  2. Jeg sitter her og leser og fortaper meg helt i det du har skrevet den senere tid, Lene. Fantastisk lesning. Fantastiske tanker og betraktelser. Visdom. Erkjennelser. Erfaringer basert på levd liv, fundamentert på drømmer, håp, visjoner... Du skriver så godt, så poetisk og inderlig at jeg blir helt overveldet. Jeg mister mine egne ord, for jeg vet ikke hva jeg skal si - hva jeg kan si - for du sier det jo for meg - du bruker ordene slik at jeg føler at jeg selv gjerne kunne ha sagt dem, om jeg hadde evnet å finne dem... Takker så mye for dine dype refleksjoner, for at du deler... Det er nesten merkelig hvordan jeg kan følge deg, sense essensen i det du skriver om - eller kanskje ikke...; kanskje er hemmeligheten den at du skriver slik at alle vi som trofast leser din blogg, kan kjenne oss igjen, uansett ståsted, uansett hva vi måtte kjempe med eller ikke; du treffer oss alle i hjertet med dine poetiske refleksjoner og etterlater spor som varer.

    Ha en fin helg, Lene.
    Stor, varm klem fra meg til deg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh tusind tak Janna, for så fine ord og for at give mig en forståelse af, hvad mine skriverier kan gøre. Det er så skønt at få et lille indblik i, hvad du mærker og ser, når du læser mine ord. For jeg elsker jo at skrive den slags historier, når jeg har gjort erkendelser. Det falder mig naturligt! Og når du så begynder at reflektere, hænder det at jeg ser noget nyt, mærker noget andet eller stærkere. Det er i grunden ganske magisk! :) Så tak og god klem tilbage.

      Slet
  3. PS: Også Laila sine ord gjorde inntrykk her. Kloke damer, der i Danmark. En fin helg ønskes også henne. Mon tro om hun har en egen blogg? Det må jeg sjekke ut.
    DS.

    SvarSlet
  4. Tak Janna!:) I lige måde - også en fin weekend til dig! Nej, jeg har ikke en blog. Tænkte på et tidspunkt på at have det, men det er slet ikke mig. Det er måske lidt for konkret en form, ord der binder - for mig. Mine ord og meninger er meget bevægelige, kan ikke den faste form. Beundrer meget, at alle I kan! Og nyder at være i dialog med jer. Din side, kloge norske dame;), kan jeg rigtig godt li´!:) Alt for nu - Mange varme klem fra Laila

    SvarSlet
  5. Tusen takk, Laila. Håper å kunne utveklse tanker meg deg ved en annen anledning :-) Ha ei flott, ny uke. Mange varme klemmer til deg også fra det høye nord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Herligt at I også kan mødes her hos mig og udveksle gode ord. Det gør mig både glad og ydmyg. I er begge hjertelig velkommen, skønne kvinder! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.