mandag den 20. januar 2014

Min gule gave




Tid. Jeg har fået et andet forhold til begrebet tid. I den forgangne weekend, hvor stormen har raset og blæst sjæl og hjerte omkuld, fandt jeg en kærlighedskilde af tid i mig selv. I går. Da jeg hentede min gamle pige Josie hos min eksmand. Da jeg indså, at han havde sagt farvel. Da jeg så min gule pige på sin dynepude med et sørgmodigt udtryk i øjnene og da jeg satte halsbånd og sele på hende og tog hende med. Hun var lidt forvirret på en trist måde. Et kort øjeblik. Men så kravlede hun med min hjælp ind i bilen og vi kørte hjem.
Josie, du er kommet hjem. Hjem hos mig, hvor du skal være til du ikke vil være længere. Noget faldt på plads, du krøb tæt ind til mit hjerte og her er du nu.

Noget skete. Med os begge. Da jeg løftede dig ud af bilen, var du pludselig en anden hund. Glæden strømmede ud af din gamle krop, halen logrende og du indtog huset som om det var dit eget. Og det er jo dit hus. Dit hjem.
Vi fandt din madskål, vi kiggede i skabet og fandt gode og politisk ukorrekte sager frem. Cocktailpølser. Frolich. Og jeg blev ved med at se på dig og mit hjerte var så fuld af kærlighed og lyst til at give dig det allerbedste, jeg har. Det, du altid har givet mig. Uden forbehold. Mens de andre hundepiger var i haven, havde vi en god snak. Dit hoved tæt på mit, du puffede til mig, jeg sang en lille sang og halen logrede i tak. Du er kommet hjem, Josie. Og så længe du er så glad og glæden ved livet strømmer ud af dine øjne, så får du en dag af gangen uden planer om i morgen. Jeg blev så fuld af kærlighed og taknemmelighed, at jeg næsten ikke kunne rumme det. Tårerne flød og smilet løb over.

Og vi lovede hinanden noget.
Du havde savnet mig, det indså jeg. Ligeså meget, som jeg har savnet dig. Og nu har vi fået denne sidste tid sammen, som er en evighed i livets forunderlige tidslomme. Tid. For hvad er tid?

Jeg har vished om at livet er godt. Lige nu. Du sover på den store pude sammen med Keeva. Vi har gået morgentur i strid kuling. Min søde veninde i Nordjylland sender dig et dækken, så du ikke skal fryse, men jeg tror nu mest at det er mig, som fryser. Måske skal vi have os et dækken begge to?
Det liv, du har i dine øjne. Den glæde, jeg ser du har, når vi kæmper os gennem den stride blæst og isdolke rammer os i ansigtet. Det betyder ikke noget. For vi har hinanden. Lige nu. 

Mens vi gik på marken, kom jeg til at tænke på din hvalpetid. Hvordan du kom til byen og var skræmt fra vid og sans, fordi du ikke helt var blevet præget, som du skulle. Vi måtte starte helt fra bunden og det tog lang … tid. Vi trænede menneskemøder, jeg opdagede hvor signalfølsom du er og jeg lærte, hvordan vi skulle kommunikere og fortælle andre, hvordan de skulle møde dig. For Josie er ikke for hvem som helst.  Josie læser signaler. Kropssprog. Så vi trænede og lærte og det bragte os sammen. Helt tæt på hinanden. Det gav os et usynligt bånd af kærlig forståelse og det bånd er dér endnu. Nu, hvor vi begge er meget ældre og dit timeglas langsomt ebber ud. En smuk sjæl skal videre, snart, men ikke endnu. For ved du hvad? På samme måde som vi lærte hinanden at kende, da du var hvalp og jeg var en noget yngre kvinde, skal vi lære hinanden at kende igen. Et skridt af gangen. Og du har lovet mig at sige til, når det er tid.
Men det er ikke nu, siger du, du fandt et muldvarpeskud, du gravede i jorden, du spiste din morgenmad med god appetit. Du strålede. Og du ville være med, da jeg satte mig på meditationspuden, du kom forsigtigt over og stak din snude ind i min hånd. Så gik du igen, hen på din egen pude og holdt øje med mig. Du var med, da jeg skrev morgensider. I stearinlysets skær og til lyden af stormen, der er ved at vælte huset omkuld.  Og nu sover du sammen med Keeva, mens jeg skriver disse ord, drikker kaffe og græder tårer af kærlighed.
Tid. Jeg har fået en gave af tid. En fin lille pakke gjort af kærlig rummelighed. Og jeg har fået en gul hundehvalp, som er blevet en meget gammel dame, men hendes budskab til mig er det samme.
Og lige nu er vi sammen. Et sted i tiden. Lige nu.

 
Størst af alt er kærligheden og kærlighed er alt.
- Josie -


18 kommentarer:

  1. Smukt smukt smukt ...
    Tak Megan <3
    Jeg glædes med Jer, mens mine tårer løber ned af kinderne
    Jeg græder med Jer, af glæde over Jeres tid og af erkendelsen af at tiden render fra os alle...
    Men JA, størst af alt er kærligheden og kærlighed er ALT.
    TAK

    SvarSlet
  2. Så smukt skrevet, Lene!
    Uanset hvor lang tid der er tilbage (og heldigvis vides det ikke) så er det gengældt kærlighed og kærlighed overvinder alt.
    Må I få en smuk tid sammen og sammen med de andre hundemedlemmer i familien. Så kan det kun blive godt og smukt ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Kari. Det er en fin tid, en dag af gangen.

      Slet
  3. Åh, hvor er det smukt.
    Ligeså smukt som jeres samvær.

    SvarSlet
  4. Kærligheden er størst.
    Uendelig smukke ord, Megan. For dig og Josie.
    Må livet passe godt på jer og bære jer varsomt i hænderne.
    - Laila

    SvarSlet
  5. Håber I får nogle dejlige ture ud over markerne ... og indtil I begge erkender, når det ikke lan være anderledes, end at et langt venskab skal slutte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Det gode er jo, at venskabet aldrig slutter. Det er forevigt! :)

      Slet
  6. Smukke ord, blev rørt af jeres kærlighed. Dejligt i får lidt mere tid, de bedste tanker herfra til dig og Josie.

    SvarSlet
  7. Så. Nydelig fortalt. Jeg gåter inn meg, men er varm om hjertet , over historien om dere to

    SvarSlet
  8. Hvor fint skrevet Lene, jeg får helt tårer i øjnene. Hvor godt du har hende hos dig.
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er dejligt Margith. Og tak! :)

      Slet
  9. Hvor er det bare dejligt at høre, at Josie er kommet hjem til dig og at hun er glad og tryg. Det må også være dejligt for hende at være på landet med de mange vante dufte, som hun kender fra de yngre dage som fx at finde et muldvarpeskud :-)
    Mange kram til jer fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun nyder det, Lone. En dag af gangen, musehuller og muldvarpeskud og masser af guffer og kærlighed. Bedre bliver det ikke! ;)
      Knus tilbage til dig

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.