lørdag den 4. januar 2014

Livets korthus




Jeg ligger på gulvet og kigger op i loftet. Jeg laver mine bækkenøvelser. Strækker ud. Kroppen er træt. Den afspejler sind og følelser. Jeg får øje på lyset i loftet, julestjernen, der tegner sin skygge som en smuk silhuet. Linjerne skaber et mønster og loftet er blevet et andet. Et slags lærred. Udenfor er aftenen sort.
Der lukkes døre. Det nye år smækker døren med et brag og lukker mig ude. Eller også lukker det mig ind. Kom, helt ind i denne dag, har du set lyset i horisonten? Bemærkede du at solen stod op som en rund kugle mellem træerne og at lyset nu er skarpt, som det kun kan være i januar? For det har vendt sig, lyset, og går nu den anden vej. Følg lyset, siger det nye år og gå den vej, du skal gå. Vær din egen gudinde af solhverv og vid, at dagen følger efter natten. Altid.
Der smækkes døre. Livet opfordrer mig til at give slip. Og jeg skal lige love for, at der er meget at give slip på. Forestillinger om, hvordan det skal være. Blive. Muligheder, jeg griber fat i kun for at opdage, at jeg må slippe dem igen. Jeg gør mit bedste, forsøger alt hvad jeg har lært. Jeg ønsker ikke at identificere mig. For det er når man identificerer sig at smerten opstår. Den smerte, der kommer fordi man tror at man er sine fejltrin. Eller gamle historier. Den smerte, der kommer væltende, når man satser alt på et bræt og det ramler. Med et brag. Man bygger op og det falder sammen. Livets korthus.
Jeg tillader mig selv at være lidt kryptimystisk i dag. Du må bære over med mig. For jeg indser, at hvis jeg ikke skriver fra hjertet, så giver det slet ingen mening at jeg skriver. Det er det, det handler om nu. Hjertet. Kærligheden. De ting i livet, der giver glæde. Og efter jeg har lavet mit fine lykkeglas, opdager jeg endnu engang at det er de små ting, der glæder og giver fred. Jeg er taknemmelig for glasset med de lysegrønne sedler. Og jo, Josies navn står skam også på en seddel efterfulgt af et lille hjerte. Det er en måde at sige tak på. For hende og for al den vidunderlige tid, vi har haft sammen. Og måske får vi lidt tid endnu, for hun har ikke kastet op i et døgn. Jeg ånder lettet op og er alligevel urolig. Selvfølgelig er jeg det. Jeg elsker hende jo og det gør ondt at miste. Det gør tanken om at miste også. Ondt. Haveheksen skrev det så smukt. Sorgen er kærlighedens nat.
Jeg tænker igen på skam og skriver alt dette, fordi jeg vil gøre op med min skam. Skam over ikke at have fået børn og i stedet at have kastet min kærlighed på dyrene. Det skete faktisk allerede, da jeg var ca. 1 1/2 år gammel og fik øje på en hund. Det var kærlighed ved første blik og dengang vidste jeg intet om, at man også kunne få børn. Jeg ville bare have en hund.

Og jeg ved godt, at man slet ikke behøver at skamme sig over det, men jeg har aldrig brudt mig om, når folk sagde at hundene var mine børn. Nej, de er mine hunde. Og jeg elsker dem som hunde. Højt og inderligt. Det ville have været anderledes, siger nogen, hvis du havde haft børn. Naturligvis, svarer jeg. Men det har jeg ikke. Jeg har hunde. Det har jeg valgt og jeg elsker dem på samme måde, som jeg ville have elsket mine børn. Men jeg elsker dem som hunde. Dyr. Og det kan man godt.
Det vil jeg ikke længere skamme mig over, det vil jeg ikke skjule. Ja, jeg tudbrøler ved tanken om min elskede Josie, der nærmer sig dette livs afslutning og skal forenes med sine gode venner i hundehimlen. Men hun har ikke kastet op i et døgn, så måske bliver afrejsen udskudt lidt. Det håber jeg, for jeg vil så gerne kysse hendes snude og gå ud over marken sammen igen. Vise hende at livet er smukt. Selvom jeg udmærket ved, at det sandsynligvis vil blive omvendt. Hun viser mig livet. Og døden. Hun er den smukkeste sjæl og jeg skammer mig ikke over at elske hende. Hun gør mig smuk.
Kærlighed har ingen alder og intet køn. Kærlighed er.
I dag skal jeg til havet. Keeva og jeg tager på tur efter frokost. For vi har skam lagt mærke til solen og blæsten, der hiver i grene og huer. Vi har set januarlyset og vi vil følge det helt ud til kysten. Se, hvordan det spejler sig i bølgerne og laver kunstværker. Jeg vil sætte fodspor i sandet og se dem blive opløst igen. Betragte, hvordan bølgerne ligesom livet visker fodspor ud. Med våde kærtegn. Og Keeva vil skam også sætte spor af hundepoter, for det gør de på samme måde som os. Dyrene. De sætter smukke spor i vores hjerter.

Man bygger op og det falder sammen. Livets korthus. Så bygger man det op igen.
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

21 kommentarer:

  1. Dejligt indlæg.
    Skam!
    Jeg lagde lige mærke til, at du skriver....
    "Jeg tænker igen på skam..."
    I næstsidste afsnit skriver du
    "For vi har skam lagt...."
    Samme ord - med negativ og positiv betydning?
    Man træffer sine egne valg i livet, og det kan ingen andre end sig selv ændre på!
    Mit barn har truffet samme valg som dig, og det er bare sådan. Jeg har "brokket" mig for det betyder, at jeg ikke får børnebørn. Og pyt, verdenen er fuld af skønne unger :-)
    Nyd turen til vandet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, Kisser. Det samme ord bruges i vidt forskellige sammenhænge. Skam som understregnede og skammen, følelsen. Og det kan man jo så lege lidt med! ;)
      Og tak, turen til havet gjorde så godt!

      Slet
  2. Søde Lene!
    Hvor jeg føler med dig, krydser fingre for Josie og dig, hvis det er den rigtige løsning. Skam er i mine øre et negativt ladet ord, at føle skam er typisk noget andre påføre een!
    Stort knus til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Margith, det er dejligt at vide. Vi krydser fingre og ja, det skal så absolut være den bedste løsning! :) Knus.

      Slet
  3. Lene nu tuder jeg. Det er så smukt hvad du skriver. Vi elsker jo vores hunde så højt som de dejlige hunde de er ♥♥ Jeg håber i stadig kan få gode turen ud over marken i Josies tempo. Mange tanker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Anette. Ja, selvfølgelig elsker vi dem himmelhøjt, de skønne hundepiger og drenge. De er helt vidunderlige livsledsagere! :)

      Slet
    2. De er de helt bestemt Lene ♥ Vidunderlige og højtelskede hunde er de ♥ Har du set det billede jeg har på bloggen i venstre margen et stykke nede? Prøv at se det - jeg ved du er helt enig :) :) Knus

      Slet
  4. Det er ingen skam ikke at få børn. Jeg har også valgt børn fra - ganske bevidst og af grunde, som jeg vil fortælle dig om en dag. Ligesom du holder jeg uendeligt meget af dyr af alle slags (nå ja, stort set...) - og det ville jeg også have gjort, hvis jeg havde haft børn. Men skønt følelser for børn og dyr på ingen måde kan sammenlignes, så kan kærligheden til dem være nok så stor... bare på hver sin måde. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej Mia, det er ingen skam. Men følelsen af skam har det med at opstå alligevel og nu tager jeg til genmæle! ;) Hører meget gerne din historie en dag!
      Knus og tak

      Slet
  5. Jeg har gennem mit liv erfaret, at dyr giver mig noget, som ingen menneske kan give mig, et helt specielt nærvær, en kontakt uden ord. Min bedste ven er min Islandske hest, kontakten mellem os er et samarbejde og tillid, et helt fantastisk frirum for min rationelle del af livet... Jeg er også vokset op med hunde gennem hele mit liv, og har endda fået børn (tvillinger)...

    Jeg håber det bedste for din hund og håber I må få nogle skønne stunder sammen.
    Hilsener fra OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, jeg nyder at læse om din venskab med din islandske hest og jeg genkender det fra samværet og venskabet med mine egne hunde. Kontakten, samarbejdet, tilliden og kærligheden, ja et helt vidunderligt frirum, som det endda kan være svært at sætte ord på! :) Og så er jeg glad for at høre det fra dig, som jo også har børn. Det er ikke enten eller, det er både og. Men kærligheden er den samme. Og den er stor! :)

      Kærlige hilsener og tak

      Slet
  6. Kære Megan. Sender dig virtuelle varme kram og tanker i denne tid. Jeg har svært ved at finde ord om det. For dyb kærlighed er dyb kærlighed. Og det er så stort. Og det er så særligt i forhold til dyr. Det kender jeg rigtig godt. Hvad tror du egentlig på, der sker efter livet? For menneske og dyresjæle? Eller har du mon vished? Måske kan den hjælpe dig.
    Kærlige hilsner fra Laila

    SvarSlet
  7. Ps: Blev - også - så rørt af dine fine ord om sporene i sandet. Af hunde og mennesker.
    Tænker på samerne. De har et livs ordsprog netop om det. Som jeg selvfølgelig ikke kan huske! Men jeg tænker, at de om nogen mærker og lever det: At bevæge sig fremad, og at deres spor viskes ud. Og som du så smukt skriver: Sporene sætter mærke i vores hjerter. Og der bliver de. Dem kan vi aldrig miste. Du kan aldrig miste alt det liv, du har og har haft sammen med Josie!:) Det bor i dit hjerte.
    Samerne har også et andet ordsprog, som jeg synes er så smukt: At hvis man en tid her i verden er fuld af tvivl og ikke ved, hvad man vil, og hvilken vej man skal gå, skal man lægge ned på jorden og lægge øret mod, og lytte til jordens hjerte.
    Endnu flere kærlige hilsner og medfølelse for dig og Josie fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila, tusind mange tak for dine fine beskeder. Jeg blev virkelig glad for at læse dine ord og refleksioner. Og du har ret, kærlighed er kærlighed, dyb kærlighed er dyb kærlighed. Uanset. Og tak, jo, jeg har faktisk en slags vished om, hvad der sker efter livet og på den måde er afskeden ikke svær at bære, men alligevel ... ;)
      Endnu engang tak, jeg nyder når mine ord får dig og andre til at reflektere, det er som en slags dominobrikker, der sender gode vibrationer ud i universet. Kan du mærke det? Og Samerne er kloge folk, ingen tvivl om det. Næste jeg farer vild (og det gør man!), lægger jeg mig ned på jorden og lytter til jordens hjerte <3
      Knus tilbage

      Slet
  8. Jeg håber Josie klarer sig og I kan få mange gode timer sammen endnu!

    Vi med børn kan helt sikkert lyde meget trælse, når vi mener at jer, der ikke får børn, har et fattigere liv end os. For det er vel egentlig det mange mener, når de ikke forstår andres valg.
    Men vi skal jo leve det liv der gør os glade og det indeholder ikke de samme elementer som naboen, veninden eller manden i køen foran os i Netto. Vi vælger den vej som vi tror vil berige vores liv mest.
    Skam er ikke det rigtige ord, syntes jeg, for der er helt sikkert mange der har sat børn i verdenen som burde skamme sig over ikke at være det valg voksent. Jeg syntes kun man kan skamme sig, hvis det man gør går ud over andre.
    Du skal eller ikke ærgre dig over dit valg, det kommer der ikke noget positivt ud af, men glæde dig over det valg du gjorde istedet for. Jeg syntes det er flot og modigt at tage det valg, at vælge det du gjorde!
    Nogle gange tænker jeg på, hvordan mit liv ville have været uden mine tre børn. Hvad ville jeg have oplevet istedet for... Jeg ved det ikke. Jeg valgte den vej jeg valgte og de oplevelser der fulgte med.

    Det lød noget rodet, det jeg har skrevet, men det var alt det der gerne ville ud på en gang. da jeg læste dit :)
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for gode ord, Kari, synes ikke det lyder rodet! :) Skam indeholder mange ting og følelser og for mig er det et ord, som bl.a. er forbundet med mine valg. Mest af alt handler det om at stå ved det. Jeg er blevet konfronteret med mit valg utrolig mange gange, men først nu "står jeg frem" og taler og skriver om det. Det sværeste ved mit valg har været andres reaktion. Der kommer en udsendelse på DR2 på onsdag (10 udsendelser), der hedder "sådan er det bare". Her sættes spørgsmålstegn ved normalen og den måde, vi har indrettet vores liv på. Det skal jeg se! For sandheden er jo, at der altid er alternativer og andre måder. Men det var et sidespring! ;)

      Tak for dine ord, og nej, jeg ærgrer mig bestemt ikke over mit valg. Jeg må bare gøre op med skammen, give den luft, ord og vinger og lade den flyve. Jeg har truffet mine valg i livet og jeg er tilfreds. Glad i mit liv. Med alt, hvad det indebærer. :) Det er min vej og den går jeg på.

      Og så håber jeg jo, at dette kan være til inspiration for andre. Hvad har du valgt? Er du glad for dine valg? Har du set, at der er alternativer og det ikke behøver at være "normalt" for at være godt? Måske tværtimod eller? Lad os gøre op med skam og hylde dem, vi er, ens og forskellige.

      Og Josie er i bedring lige nu, jeg tror at alle de gode hilsener og tanker har hjulpet! <3 Vi takker for hver god dag.

      Knus til dig

      Slet
  9. Kære Megan - Også mange tak for dine dejlig ord - altid! Og jo, jeg mærker dominobrikkerne. Livet er så magisk og vidunderligt på den måde!
    Tak for din blå, blå, blå tekst fra havet. Så smuk! Lige til at hoppe ud i!
    Dejligt, at Josie er i bedring. Det bedste. - Laila

    SvarSlet
  10. Kære Lene. Det gør mig forfærdelig ondt at erfare, at Josie-pigen er blevet syg.
    Jeg håber inderligt, at medicinen vil få hende i god form igen, så I får endnu en sommer sammen.
    Jeg har heller ikke fået børn og har også gennem tiden måtte høre på, at hundene var mine børn. Jeg har dog ladet det gå ind af det ene øre og ud af det andet.
    Mine hunde har altid været hunde og er aldrig blevet betragtet som erstatning for børn. Jeg har et par hundevenner, som både har børn (voksne nu) og hunde. De fortæller, selvom de elsker deres børn højt, er det en helt anden samhørighed og oplevelser, man har med sin hund.

    Vi skal glæde os over alle de gode timer, vi er så heldige at have med vores hunde. De fortæller - og viser og mangt og meget, når vi er på naturoplevelser sammen. For ikke at tale om de gange, vi ligger snude mod snude og nyder stille samvær.
    Du elsker virkelig dine piger. Din smukke gule sol, Josie, har sikkert en helt speciel plads i dit hjerte. Er hun din første hund? Eller har du haft andre før hende i dit voksne liv?

    Det er svært for dig ikke at være sammen med hende dagligt i denne tid. Jeg har også haft delehund med min eks for mange år siden. Vi havde en airedaleterrier sammen, som blev hos min eks i huset, da jeg flyttede til en lejlighed, hvor jeg ikke måtte have hund. Vi delte hende de sidste 6 år af hendes liv (hun blev 12 år). Hendes sidste dag, nåede jeg ikke frem til at være der for hende, hvilket jeg stadig har det forfærdeligt med, fordi hun var mors pige. Jeg håber, at du og din eks er sammen med Josie, når hun en dag er træt af dage. Hvilket ikke må være foreløbig.

    Mange kærlige tanker til jer
    Kram til dig og møffer til Josie, Keeva og Aimee

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lone
      Tusind tak for dine fine og vedrørende ord. Du har så ret i det, du skriver. Vores hunde er noget helt specielt og ingen erstatning for børn! ;) Nej, Josie er ikke min første hund, det var Molly, som blev 10,5. Efter Molly kom Maggie, som blev syg i en alder af kun 2,5 år og måtte aflives til vores store sorg. Da Maggie døde ønskede vi forholdsvis hurtigt at få en ny gul labrador, fordi Molly sørgede sådan sammen med os og selv ikke var sig selv. Jeg ønskede mig inderligt en hund, som ville blive rigtig gammel. Og så fandt jeg Josie. Selvfølgelig kunne jeg ikke vide, at jeg ville få mit ønske opfyldt, men hun er jo 14 år nu og har indtil nu så at sige aldrig været syg. Hun er super sej, men nu er hun altså en gammel pige. Når det er sagt, så er hun umiddelbart i bedring og hvis alt går vel, kommer hun til mig igen i næste uge. Nu skal hun komme til kræfter, men min eksmand fortæller at hun er glad og livlig igen og MEGET sulten. Og hvis hun er glad og har livsmod, så vil jeg give hende lov til at være gammel. Hun må også gerne blive syg uden at stå til aflivning, MEN når det er sagt, så tænker jeg meget på, om det er for hendes eller vores skyld. Når dagen kommer, så vil jeg vide det! :) Nu håber jeg at vi får nogle fine måneder sammen og ja, måske endda endnu en sommer. Det er en god tanke og et fint ønske. Hun er noget helt specielt for mig, min gule sol, har altid været "mors pige" og ja, det er sgu lidt svært nu, hvor hun ikke er hos mig og er skidt, men ... Vi krydser fingre for, at hun kommer sig helt denne gang. Og så vil jeg glæde mig til vores helt vidunderlige ture, hvor vi i sindigt tempo går og hygger os. Og der er skam stadig jagt i hende! :)

      Knus til dig Lone og møffer til Teddy, håber I er vel og trives <3

      Slet
  11. Tak for dit svar, Lene. Nu, du skriver det, kan jeg godt huske, du har fortalt om Molly og Maggie tidligere. Jeg kan sagtens forstå, det må have været en stor, stor sorg at miste Maggie. Det må være ubærligt, når man ønsker at give den det bedste i livet - og at skæbnen så er ude af ens hænder.
    Hvor er jeg glad for at høre, at Josie er glad og livlig igen - og at hendes labrador-appetit er vendt tilbage. Hun er virkelig en fighter.
    Det glæder mig meget, at I skal være sammen i næste uge og I atter skal ud på jeres nydelsesture. Jeg elsker de billeder, du har vist af Josie, hvor hun skuer ud over hendes jagtmarker :-)

    Jo tak, vi trives. - Altså bortset fra sidste halvdel af 2013, hvor vores sommerhus kom til at stå under en halv meter stormflodsvand og husbond kort tid efter fik en blodprop. Han er heldigvis fit for fight igen og er begyndt at arbejde. Sommerhuset skulle være klar til beboelse igen om et par måneder.
    Men ellers har det forgangne år været fint. Jeg har dog ikke fået blogget ret meget, men håber lysten snart vender tilbage :)

    Mange knus til dig og møffer til dine dejlige piger fra mig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Endnu engang tak for dine ord, Lone. Det gør mig ondt, at I er blandt dem, hvis sommerhus stod under vand og at din mand så oven i købet fik en blodprop efterfølgende. Puha! Det har været tungt. Sender gode tanker og håber, at jeres sommerhus overlever skaderne og at husbond er blevet rask uden men.

      Lad os håbe at bloglysten vender tilbage, du er savnet, men den slags skal gøres af lyst. Som så meget andet, i øvrigt, det meste! :)

      Knus og god weekend, har du i øvrigt ses Lis og Freja for nylig?

      PS Har ikke hørt andet, så jeg formoder at Josie kommer her i løbet af næste uge :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.