onsdag den 22. januar 2014

Kærlig medicin og et rødt dækken




Alt er godt. Lige nu. I dette øjeblik. Morgenen og stormen som en dans i horisonten. Lyset, der tøver en takt. Et trin.
Det bankede på døren og jeg skyndte mig ned af trappen. Jeg vidste det jo, jeg ventede det og glædede mig til at høre lyden af kolde fingre mod døren. Og ganske rigtigt. Det var en pakke til mig. Til os. Og allermest til Josie, for i pakken var et smukt rødt dækken, som min veninde i Nordjylland har sendt til os. Det er koldt, denne vinter trækker tænder ud og har allieret sig med en isnende og temmelig ubarmhjertig vind. Det stormer nærmest. Hele tiden. Hyler i huset og gør os kolde og en smule forkomne. Vi savner solen. Varmen. Et slags lys i horisonten, der fortæller os, at noget nyt og forårsfint er på vej. Men livet er nu. Med storm, kulde og skyer, der ikke vil vige. Og en rød frakke til gamle Josie. For selvfølgelig skal hun ikke fryse, når vi trasker over marken og ser på muldvarpeskud og harer, der skutter sig i huller.
Den gestus, den røde frakke og min gamle hund, der indtil videre går glad gennem dagen og giver mig livet i øjeblikke af stille lys. Den glæde over at have venskaber, der har bestået gennem år og adskillelse. Veninden i Nordjylland. Den gule pige, som har været skilsmissehund siden ruder konge. Det gør mig ydmyg. Taknemmelig.
Jeg ved, at jeg gør det rigtige, når jeg giver Josie et sidste otium af ubetinget kærlighed. Et sted, hvor hun kan være og mærke at hun er elsket og værdsat også selvom hun er gammel som Metusalem. Jeg ser, hvordan den beslutning, der kommer dybt fra hjertet, gør hende stærk og får hende til at smile. Hun kommer glad om morgenen og går ud sammen med de andre hunde. Hun spiser med god og velkendt labradorappetit og hun holder øje med mig, så hun ikke går glip af de ting, vi gør og skal sammen. Gåturene. En køretur, måske, hun tager gerne med til byen. Og nu, hvor hun har fået et varmt dækken, kan hun godt vente i bilen, mens jeg lige køber fornødenheder. Det elsker hun jo.
Når jeg ser på Josie, får jeg store tanker om, hvordan vi behandler hinanden og vores gamle. Hunde kan vi vælge at aflive, ja, men hvad med alle de glemte gamle på plejehjem og i kolde lejligheder? Fulde af historier, som ingen længere gider høre. Fulde af liv bag kroppe, der ikke er, som de var engang. Vi giver dem medicin, fornøden pleje og så skynder vi os videre. Hjem. Ud i livet og gemmer os. For kærligheden. Og konfrontationen med det uundgåelige. Døden, som er en del af livet. Og livet, som ikke er slut, før det sidste suk.

Josie lærer mig noget vigtigt hver eneste dag. Hun gør mig mild. Hun viser mig livet og lyset. Hun giver mig de øjeblikke, der er alt, vi har og jeg får lyst til at give dem videre.
Glæden vokser, nogen ser, mærker, husker. En hilsen. Et knus. Et rødt dækken.
'Kærligheden', hvisker livet, 'er i virkeligheden den eneste medicin, I behøver'.
Alt er godt. Lige nu. I dette øjeblik.
Morgenen og stormen som en dans i horisonten.
Lyset, der tøver en takt.
Et trin. 
PS. Jeg har endnu ikke et billede af Josie i sit røde dækken. Men det kommer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

6 kommentarer:

  1. Med kærlig medicin og et rødt dækken kan man nå milevidt, selv i gråvejr og kulde

    SvarSlet
  2. Hvor sødt og betænktsom :-) giv Josie et klap fra mig.
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er det nemlig. Og Josie har fået et kærligt klap fra dig :)
      Knus

      Slet
  3. Så snill din venninne er, som gir Josie et rødt dekken. Jeg ser hvor fin hun er i det, på instagram bildene på siden her.......
    Husk å kle deg godt, du også :)
    Og så er det helg.......igjen.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Syliva, vi klæder os begge varmt på! :)
      Og ja, så er det ved at være weekend igen. Ha' en god en!
      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.