fredag den 24. januar 2014

Hvad Rumi vidste




’At gøre en positiv forskel’, siger Januar pludseligt. Hendes stemme overdøver stormen, der river og rusker i huset. Huset, som udstøder luftige lyde og skutter sig i vinterkulden. En tudende lyd af varsom venten. Stormen går over, på et tidspunkt bliver alt stille. Træerne ved det, nøgne og afventede står de i mørket og rækker grenene ud mod fugle og himmel. Gavmilde og generøse er de, træerne, uden at gøre særligt væsen af sig gør de en positiv forskel. De er landingsplads for fugle. De rummer reder og giver varme. De kaster skygge, når vi trænger til det midt i sommerens hede. Og de skærmer for vinden, så vi ikke bliver helt så forblæste. Bedre udgave af sig selv? Hvordan kan man være et bedre træ, end det træ man nu engang er?
Januar nikker, ’det var jo det, jeg mente’. Træerne gør en positiv forskel ved at være træer. Sig selv. De forsøger ikke at blive bedre udgaver af det træ, de nu engang er. De ved, at de er mere end nok. Deres fantastiske rodnet, der rækker ned i jorden og spreder sig. Holder fast som en uundværlig del af jorden. Strækker sig mod himlen, høje eller lave, forskellige og dog ens. De konkurrerer ikke mod hinanden. De påstår ikke, at de er bedre end andre gode træer. De er bare.'

Jeg drikker af kaffen og lader blikket glide ud af vinduet. Mod den iskolde vinterhimmel ser jeg træernes grene folde sig ud i kunstfærdige mønstre. Et netværk af liv. Og jeg føler mig på sælsom vis forbundet med de træer. Rodnet og grene. Lige nu en smule tomme og forkomne, men det skal man ikke tage fejl af. Træerne ved, at foråret kommer. De behøver ikke utallige forsikringer om at det forholder sig sådan. De venter bare. Og det er måske ikke engang sandt, for vinteren handler ikke bare om at vente og klare sig igennem. Den er ikke blot et venteværelse, som man hurtigst mulig skal igennem. Den er en vigtig del af livet og af rejsen. Tidspunktet, hvor hviler. Derfor mørket. Tidspunktet, hvor samler kræfter og bruger mere tid indendørs. Derfor kulden. Tid til refleksion og eftertanke. Varm kærlighed på kolde dage. Eller tager jeg fejl?
Januar ryster på hovedet, det gør jeg skam ikke, der er noget om snakken. Det kan simpelthen ikke forholde sig sådan, at vinteren blot er et uudholdeligt mareridt. Og selvom hun hviler i sig selv, bliver Januar faktisk en smule trist ved tanken om, at hun egentlig ikke er ønsket. Sommer hele året. Juli strakt ud, forpint og overanstrengt, fordi hun skal være alle måneder på en gang? I don’t think so!

’Har du tænkt på, hvordan træerne og alt i naturen aldrig tager mere, end det skal bruge’? Nu står hun foran skrivebordet og ser mig dybt i øjnene. Eller det vil sige, hun forsøger at fange mit blik, men mine øjne hviler mod ordene på skærmen og de sætninger, der folder sig ud. Jeg løfter blikket og ser ind i hendes isblå øjne. Trækker på skuldrene, det har jeg faktisk tænkt en del over her på det seneste. Hvor meget har vi egentlig brug for? Hvor meget ønsker vi at have i vores liv af materielle goder og ting, der kan dulme vores sorg og mangel på det, livet egentlig handler om? Det er tanker, som har gjort mig en smule forkommen. For det sætter ligesom tingene og mit eget liv i perspektiv. Hvad er det egentlig, jeg drømmer om? Hvad er succes?

’Man skylder sig selv og hele verden at finde ud af, hvad det er, der gør en virkelig glad og får hjertet til at synge’. Januar flytter ikke blikket, hun ser stadig på mig, kærligt og lidt formanende. ’Verden har ikke brug for mennesker, der render rundt som skygger af sig selv og tror, at de ikke kan gøre nogen som helst forskel. Mennesker, som skygger for deres eget lys. Hver eneste mennesker har en vigtig rolle. Rollen som sig selv. Find glæden i hjertet, det, der får blodet til at rulle og glæden til at danse. Tango. Cancan. Det spiller ingen rolle, men det gør du. Og jeg. Du som dig selv og jeg som Januar. Historierne, du skriver. De ord, der flyder fra dig, når du ikke gør dig særlige anstrengelser, men blot sætter dig og lader dem komme. Glæden ved at se det ske. Et bogstav, et ord og en sætning. Mærke, at du rummer langt mere glæde og kærlighed end du troede. Og indse, at det gør godt at dele ud af det. Glæde. Kærlighed. Generøsitet. Opdage, at det forholder sig helt anderledes end du gik og troede. For der er mere end nok. Du er fuld af det. Jeg er fuld af det. Vi skal blot åbne os og lukke det ud.’
Jeg nikker og smiler, det er store og lidt svære ord. Noget, jeg har vished om, men som alligevel kan falde mig svært. Jeg tvivler. Jeg bliver bange og jeg forstår ikke helt. Kan jeg virkelig gøre noget godt? Blot ved at være mig og fortælle de gode historier?
Jeg kommer i tanke om Rumi og hans vidunderlige digte, skrevet til at åbne hjerter. Digte, der lever endnu og i al deres kærlige og poetiske enkelhed stadig gør det. Varmer og åbner hjerter.
’Og alt det andet, du er god til’. Hun nikker bestemt, ’selvfølgelig kan du det’. Det fantastiske er, at det ikke handler om at tvinge sig selv til noget, man ikke har lyst til. Tværtimod. Det handler om lyst og glæde. Om at gøre det, der gør en selv glad, for på magisk vis gør det også andre glade. Det har en smittende effekt. Også på en selv, for jo mere glæde og kærlighed man giver ud af, desto mere får man. Både indefra og udefra. Så det er bare med at komme i gang. Og husk at starte med dig selv. Fyld dig selv op. Skriv en god dag og tag den derfra. Et skridt af gangen.’
Følg glæden. Hvad gør dig glad? Hvad er formålet bag målet? Din drøm?

Nu er hun i stødet. Søde Januar med sit vintersmil og øreklapper. Det er koldt udenfor, men pludselig mærker jeg varmen og glæden mellem os. Vi er forbundet. Og alt det hun siger, selvom det er svært at begribe og forstå, så ved jeg, at hun har ret.

The most powerful story is the one you tell with your life.
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

2 kommentarer:

  1. Og i dag gjorde du mig godt med din ord, kære Lene, for jeg trængte til påmindelsen om, at vinteren ikke bare er et venteværelse. Kloge, lange januar, har meget visdom med sig og kan lære os en hel del om tålmodighed. Knus og god weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig, Charlotte. Tålmodighed er faktisk en gave (og det skulle komme fra mig) :)
      Knus og god weekend til dig også

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.