fredag den 3. januar 2014

Håb og ventetid




Jeg lytter
efter den stille stemme, der forsikrer mig om,
at alt bliver OK.
Jeg venter
og håber det bedste
Vores gamle hundepige er blevet syg. Søde Josie skranter og kaster op. Både hun og min eksmands anden hund var syge af en mavevirus i weekenden, den unge hund er blevet rask, men Josie kan ikke rigtig komme sig. I dag var hun til dyrlæge, blev undersøgt og fik taget blodprøver. Og alt er tilsyneladende som det skal være, blodprøverne var fine. Men hun kaster stadig op. En indsprøjtning og patienten er sendt hjem. Hun skal komme sig, fortsætte med forsigtig skånekost og forhåbentlig får hun det bedre i weekenden. Appetitten fejler ikke noget, men det svækker ikke at kunne holde føden i sig.
Hun er inde hos min eksmand, så jeg er den nervøse hundemor i telefonen. Vi taler om tiden. Om den er kommet. Og vi kan faktisk ikke få et svar lige nu, vi ved kun, at tiden og Josie vil vise os, hvordan det skal være. For vi ønsker jo at gøre det bedste for hende. Alderen er fremskreden, 14 år er hun blevet. Da hun tog af sted herfra midt i december, var hun i godt humør. Hun havde fået lidt medicin for sin gigt og det livede hende op. Hun var pjattet, hun ville lege. Og vi gik over markerne og så på harer og fugle. I anstændigt tempo, som det jo har været i et stykke tid. Hun er jo fjorten. Hver eneste gang tænkte jeg på, at det kunne være den sidste gang. Jeg forsøgte at være i nuet, hos hende og glæde mig over, at vi gik lige dér. I solopgangen. Sammen.
Men nogle gange går solen også ned. Nu kan vi kun vente og håbe, at der er lidt mere kvalitetsliv i posen til søde Josie. Men sorgen synger allerede i mine årer. Tårerne presser sig på. Er det tidspunkt, som man aldrig kan forberede sig på, nu ved at være nær?
Jeg ønsker at gøre det rigtige. For hende.
Nej, jeg kan ikke forberede mig. Når tiden er, om det er i næste uge, om nogle måneder eller et år, vil jeg tillade mig selv at sørge. Sørge og samtidig glæde mig over, at vi har fået så mange fantastiske år med verdens bedste hundepige.
Jeg kalder hende min gule sol og jeg ved, at ligegyldigt hvor hun er, vil hun altid skinne i mit hjerte.
Nu krydser jeg fingre for lidt flere gode timer sammen. Og venter.
Endnu en seddel til lykkeglasset blev skrevet. Når mine hundepiger er friske og raske. Så er jeg glad.

14 kommentarer:

  1. Åh, jeg sender mange gode tanker til både Josie og .dig og håber det bedste.

    SvarSlet
  2. Sender mange tanker til både dig og din gule sol ♥♥ Håber indsprøjtningen hjælper ♥ Knus

    SvarSlet
  3. Lille Jo-jo Og Julles store kærlighed! Han elskede hende vist meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja. Jeg kom til at tænke på det billede, vi tog af dem i Vordingborg, hvor de står og skuer ud i haven. Det var vist ved aftentide. Om sommeren. På et tidspunkt skal de to forenes, men jeg håber virkelig, at hun venter lidt endnu med at tage af sted <3

      Slet
  4. Det er vondt når man ser at sitt elskede dyr ikke har det godt.
    Jeg håper for det beste for Josie .
    En stor klem til deg, Lene .

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Sylvia. Det varmer :)

      Slet
  5. Jeg sender deg og dine mange gode og vakre tanker.....
    Jeg vet ikke helt om jeg kjenner noen ord til trøst, men jeg vet at dere har mange gode minner sammen. Det kan kanskje være noe.... <3
    Vakre tanker og gode klemmer fra The Ladies **

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Kari. Jo bestemt, vi har så mange flotte minder. Utallige. Men jeg håber nu stadig at kunne tilføje et par stykker mere! :)

      Slet
    2. Tak, ups, du har skrevet to gange ;) Lidt mere svar til dig nedenunder.

      Slet
  6. Jeg sender deg og dine mange gode og vakre tanker.....
    Jeg vet ikke helt om jeg kjenner noen ord til trøst, men jeg vet at dere har mange gode minner sammen. Det kan kanskje være noe.... <3
    Vakre tanker og gode klemmer fra The Ladies **

    SvarSlet
  7. Jeg krydser også fingere og sender tanker og håb for mere gult solskin.
    Og tuder lidt ned i tastaturet, for her på marken tænker vi også tunge tanker om vores gamle gule labrador.
    Et par år yngre end Josie, men slidt efter mange gode jagtoplevelser og nu er sandet i hendes timeglas så ved at rinde ud. Sorgen er kærlighedens nat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, så tuder jeg lidt ned i tastaturet, når jeg læser om jeres gule pige. Gode kærlige tanker sendes i jeres retning.
      Sorgen er kærlighedens nat. Det var dog utrolig smukt.
      Og ja, vi håber stadig på lidt mere gult solskin ... :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.