mandag den 6. januar 2014

Glimt




Tusind tak for jeres søde ord og kommentarer på mine sidste indlæg. De varmede mit hjerte!

Josie er i bedring, et par døgn uden opkast og den gamle pige er så småt ved at komme til kræfter. Vi ved, at hendes timeglas ebber ud, men vi satser på nogle gode timer, uger, måneder endnu. Velvidende at ingen kan love os i morgen. Og sådan er det livet. Det er nu. Hun er fjorten år, hun har været en slags klippe for os gennem skilsmisse og nye tider. Hun har pendlet mellem to familier og altid været glad. Fordi hun ikke har været hos mig hele tiden, har vores tid sammen altid været ekstra speciel og under alle omstændigheder har hun altid været ”mors pige”. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt og vi har haft mange gode samtaler. Gåture. Stille stunder af visdom og lykke. Makrelguf og torskerogn. Tiden med hende har været en gave. Vi har stadig meget at tale om, så jeg er taknemmelig for at hun tilsyneladende er ved at komme til kræfter igen. Vi tager en dag af gangen og det er i øvrigt også alt, vi har.

Jeres kommentarer har givet mig meget at tænke og reflektere over. Hvad skammen angår,  så har jeg besluttet mig for at gøre op med den én gang for alle. Jeg er så træt af at føle mig forkert. For jeg er jo helt rigtig! Den rigtige mig. Og hvis jeg kan være mig med skam, fejl og mangler og være perfekt i al min uperfekthed, så kan du også! Smukke dig. Fejltastisk. Og livet faktisk er smukt. Lige nu. Solregn og vind, en himmelmosaik af ustadighed og forandring. Alting ændrer sig hele tiden og alt kan ske.

Når vi lever i nuet og formår at gribe og give slip, hele tiden, så mærker vi det flow, der er. Kan vi finde rytmen og være med det, der er, så giver alt mening.

Weekenden var kontrastfuld. Men jeg er stolt af mig selv, for jeg blev ikke siddende i lænestolen og overgav mig til den tristhed, der opstod. Jeg accepterede den og så tog jeg på tur. Sammen med Keeva hund. Og hun er en god turmakker, hun elsker eventyr og i lørdags tog vi til havet. Aimee, som er i løbetid, blev hjemme hos landmanden og de hyggede sig med noget andet.

Keeva og jeg  fulgte lyset ud til kysten. Vi endte på Enø og gik tur langs stranden sammen med andre mennesker og hunde. Vejret var flot, lyset sejlede på havet og bølgerne skyllede mod land. Fodspor blev visket ud og nye kom til. Keeva havde en fest med at snuse til alle de mange historier, der gemmer sig på sådan en strand og jeg nød at følge hende og bare være. For havet er en healer, jeg elsker det. Havet udenpå og indeni. Vinden rev i mig og solen blændede mit syn. I horisonten svævende fuglene og tavse skrig sang i stilheden. Bølger, skridt og stemmer, der forstummede.

Vi fandt ned i sommerhusområdet, der lå næsten øde hen. Udenfor sæsonen. Der er noget særligt ved den slags steder, når sommerens gæster er draget bort og der er skodder for vinduerne. De butikker og caféer, som har kronede dage, når sommergæsterne valfarter til øen, ligner kulisser i en spøgelsesby. Det er fascinerende og jeg nyder at gå rundt i tomrummet. For det er slet ikke tomt. Det er fuldt af historier med slutninger og nye begyndelser. Jeg følte mig forbundet med de lukkede døre og vinduer.

Nede på havnen var der stadig liv, fiskemanden solgte sild og rødspætter og garnene hang sirligt til tørre. Fiskerland. Vi vandrede omkring på må og få og da vi kom tilbage til stranden, var lyset næsten forsvundet. Vi traskede over til bilen og kørte hjem. Hund og menneske. Og vi følte os nye og i et helt andet humør, end da vi kom. Havet er en healer. En ven.
En ny uge er i gang. Livet spejler sig i lykkeglasset.
De grønne sedler fortæller om glæder.
Og der kommer hele tiden nye til.
Sedler.
Glæder.
Lykkestunder.
Glimt.


 
Tekst og billeder, Lene Megan, januar 2014
 
TAK

7 kommentarer:

  1. Blir rørt av de siste innleggene dine om Josie. Jeg ønsker alt det beste for henne og for deg i 2014.

    "If a dog has brightened your life and every day, silently accepted your tears without judgement, snuggled with you, forgiven your faults, and loved you unconditionally, then you know what a gift dogs are to the world."

    Nyttårsklem fra Elisabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Elisabeth, tusind tak, det var et smukt citat! Det siger jo ALT :)

      Klem tilbage og godt nytår!

      Slet
  2. Det er rigtig dejligt at høre hun har det bedre ♥ Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, ja det er dejligt. Vi håber at det holder og at vi får lidt flere gode stunder med hende endnu. En dag af gangen! :) Knus.

      Slet
    2. Så godt å høre at din kjære Josie er bedre. Så var hennes tid ikke nå....
      Så deilig tur du hadde med hunden. Det er jo helt villt at det e så mildt vær.
      Og herlig at det blir lysere dag for dag

      Slet
    3. Tak Sylvia. Og ja, det er skønt at vi nu går mod lyset! :)

      Slet
  3. Thank you for the good writeup. It actually was once a enjoyment account it.
    Glance complex to more introduced agreeable from you!
    By the way, how can we keep up a correspondence?

    Feel free to surf to my web site ... Las Vegas Refrigerator Repairman

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.