onsdag den 29. januar 2014

Giv slip på din drøm




’Du er nødt til at give slip på din drøm’.
Stemmen hviskede som fnug i snestormen. Føg hende om ørene. Hun vandrede gennem driver mod vinden, mærkede kulden og fornemmer intetheden. Giv slip, det giver frihed, rummelighed. Men at give slip på sin drøm? Nej, tænkte hun og forsøgte at overhøre stemmen, det kan man da ikke. Drømme skal fylde.

’Din drøm fylder for meget’. Stemmen blev ved, stormen tog til. ’Den er blevet sin egen modsætning og må derfor opløses’.
Nu blev hun for alvor bange. Skulle hun virkelig opgive alt det, hun havde kæmpet for de sidste par år? Troet på og gjort plads til. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Men stemmen insisterende.
’Du skal give slip’.

’Så dør jeg’, svarede hun og rystede på hovedet bag hue og halstørklæde. Og sådan var det med hende. Hun havde sans for drama. Et liv uden drømmen var døden for hende. ’Jeg kan ikke leve uden min drøm. Den har holdt mig i live så længe, varmet mig og trøstet mig gennem mørke nætter. Så længe jeg har min drøm i behold. Så længe jeg holder fast … ‘
Hun blev ved med at gå, kæmpede sig gennem snedriverne, sank dybt i, snublede og rejste sig igen. De kolde snefnug på kinderne blev vasket væk af de tårer, der nu strømmede fra hendes øjne. Smerten var enorm. Som en kold knytnæve i solar plexus. Et slags dødsstød. ’Hvis jeg opgiver min drøm, sagde hun højt og inderligt, så opgiver jeg mig selv’.

’Tværtimod, kære barn, tværtimod’.
Stemmen kom fra et træ. Det opdagede hun nu, hun stod lige foran det. Træet så nøgent og sårbart ud i vinterstormen, men stemmen tilhørte ikke en bævrende sjæl. Tværtimod, den var fyldig og sikker, stemmen.  Men træer kan ikke tale. Det var hendes sind, der blandede sig. Gå dog videre, du er ved at blive skør. Opgive din drøm og lytte til talende træer, kan du så se at komme hjem og ind i varmen.

Noget fik hende til at blive stående. For hun måtte efterhånden indrømme, at hendes drøm gav hende flere udfordringer end hvad godt var. Den var på en måde blevet sit eget paradoks. Og det passede jo meget godt med, hvad stemmen prædikede. Stemmen, der åbenbart tilhørte et træ.
Din drøm er blevet sin egen modsætning og må derfor opløses.

’Jamen, hvad skal jeg dog gøre’? Hun rystede opgivende på hovedet og gik et skridt nærmere træet. Hvis hun nu lukkede øjnene, bare lidt, så kunne hun forestille sig, at træet rakte sine grene ud og tog hende i sin favn. Trøstede hende, for hun følte sig ærlig talt som et ensomt barn, der var faret vild i et overvældende landskab af håbløshed. Suk og snefnug.
’Du skal give slip’. Træet nikkede, en gren knagede i vinden.
’Opgive min drøm? Det kan du ikke mene?’
Men træet insisterede.’ Jo, det mener jeg faktisk. Hør nu her. Du har identificeret dig med din drøm. Og det er, når man identificerer sig at smerten opstår. Tro mig. Hvis du giver slip, vil din drøm komme tilbage til dig i en helt ny og mere forfriskende udgave. Men du skal turde lade gå. Sige til dig selv, at du sætter drømmen fri. Du opgiver den ikke, du giver den op.’
’Jeg giver den op’. Hun nikkede, selvom det var lidt svært at forstå. ’Hvis jeg giver min drøm op og lader den gå, så kommer den tilbage?’
Nu var det træet, der nikkede ivrigt.
’Lige nøjagtigt. Tør du? Tør du give slip på drømmen og alt det, du har identificeret dig med? Tør du lade den ligge her i sneen og se, hvordan den langsomt bliver udslettet akkurat som de fodspor, du har sat på din vej hertil?’

’Tak træ’, svarede hun og sukkede dybt. ’Det tør jeg godt’. Forsigtigt og med sorg i hjertet tog hun sin store drøm op af lommen og pakkede den ud. Papiret knitrede, hun havde valgt det med omhu, det havde lige den farve, som hun elskede. Og båndet, der holdt papiret fast, var gjort af de smukkeste tråde. Hun tog drømmen ud, kyssede den forsigtigt og lagde den ned i sneen.
Træet stod tavst og så til. Det havde ikke mere at sige. Nøgen og tilsyneladende sårbart stod det i vinterstormen som en sort silhuet mod den gennemsigtige himmel. Da hun igen kiggede ned på jorden, var noget af drømmen allerede dækket af sne.

Jeg må se at komme hjem, tænkte hun og begyndte at gå tilbage. Fulgte sin egne fodspor, der ligesom drømmen snart ville blive fuldstændig væk i den nyfaldne sne.
Mærkeligt var det, men det var faktisk lettere at gå nu. Hun svævede nærmest over snedriverne hjem. Selvom sorgen stadig fyldte i hjertet og lagde sig som et bedøvende tæppe om hendes sjæl, havde hun en instinktiv fornemmelse af, at hun have gjort det rette ved at lytte til træets visdom. Hun havde givet slip.
Det er, når vi identificerer os, at smerten opstår …
tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.