mandag den 27. januar 2014

Et vintereventyr




Nogle gange, kære romantiske sjæl, findes der ikke lykkelige afslutninger. Nogle gange må man smække en dør og passe på sig selv.
Hun vandrer i vinteren og mærker kulden. Sneen fyger og kaster kulde på i forvejen kolde kinder. Hun daler gennem dagen i snefygning og bliver opfordret til at lukke døre, hun troede kunne stå på klem.

Nogle gange er der ikke plads til at være den, man er. I forhold. I forbindelser. Så støder man på grund og tror måske først, at man skal tilpasse sig. Passe lidt på og gå på strømpesokker, så man ikke bliver for meget. Eller man lærer at tie stille og være tavs, når man burde råbe op. Fordi man så gerne vil holdes af og elskes. Tænker, at man nok er for meget og så bliver man for lidt. For lidt sig selv, sin sjæl og sit hjerte. En skygge.
En dag møder man den afskyelige snemand. Iskold og beregnende. Midt i den ørkenløse snevandring, midt i vinteren og fuldstændig overrumplende i forhold til der, hvor man troede man gik. Han kommer med kolde kys. Han strammer sit greb om et hjerte, der allerede føler for meget. Og man fryser til is som en snebold, der endnu ikke er kastet. Bliver hængende. For man tror ikke sine egne ører.

Men det er sandt. Kulden. Det kyniske. Krævende og snarrådig tager den bolig, som den plejede at gøre. Den kender vejen, alle de små huller af naivitet og nærtagenhed. Og man vil så gerne elskes, så man tager imod. Det er som et bagholdsangreb, men det foregår lige foran ens kolde snude. Dér, midt i sneen, midt i vinteren.  Men så. Noget er sket. Man opdager, at man er forandret og en stemme råber vagt i gevær. Dér, midt i sneen, kringler den sig vej gennem alle de gamle og velkendte følelser og man stopper op. Forfrossen måske, men alligevel årvågen.
Hvad var det lige du sagde? Hvad er det lige, du er i gang med? Igen.
Man kan begå de samme fejl utallige gange. Og man får de samme livslektier igen og igen, indtil man lærer af dem. Virkelig lærer. Der er ingen nåde, man slipper ikke udenom, men livet mener det kærligt. For man er kommet for at lære og gå den vej, der er designet helt præcist til den, man er. Og hvis man vælger at tage ved lære, vil man vokse og folde sig ud som den smukkeste blomst. Midt i sneen. En blomst, der dufter skønnere end alverdens roser. En blomst, der kan være sårbar og stærk på samme tid. Fordi den kender kulden. Og ved, at den kan vælge at blomstre alligevel, for indeni er der varme.
Blomster og sne, det er et sjældent syn. Men det findes faktisk. Smukke kolde sneblomster gjort af is. Is, som smelter i munden og rammer hjertet som vand. Dråber af kærlighed. Til livet og den vanskelige vej. Gennem is, sne og kolde vintre. Gensyn med gamle slagmarker. Hvide og vanskelige. Fodspor i sneen og kvinde på glatis. Men så …
Blomsten gror, døren lukkes, smækkes og eventyret fortsætter.

Og så ser hun den. Den gule hund. Dér midt i sneen, på vejen, i sin røde frakke.
For selvom man er gammel, kan man godt blive kåd af en omgang sne og begive sig eventyr.
Selvom man er gammel, kan man godt være ung indeni.
Være en blomst midt i sneen og holde om sin helt egen sommer.
Lyslevende.
I livet, nuet og sneen.
 
tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

5 kommentarer:

  1. Kære Lene. Tak for en nærværende og ærlig blog, har fulgt den længe :0). Dette indlæg ramte lige i solar plexus, det er så flot skrevet. Det gør så ondt, at lukke døren, men på sigt giver det lys, luft og energi til at være nærværende.. De bedste snehilsner Mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dig :)
      Tusind tak fordi du gav dig tid til at lægge et par ord. Jeg bliver glad og ydmyg, når min vej, rejse og de erkendelser, jeg gør mig gennem ord, blandt andet her på bloggen, kan vække genklang og give styrke. For helt paradoksalt finder vi vores styrke midt i sårbarheden og alt det, der kan være rigtig svært og gøre forfærdelig ondt.

      Har du også lagt mærke til, at det giver en forløsende styrke at turde stå i sin egen sårbarhed?

      Ønsker dig kærlighed, lykke og lys på din rejse. :)

      Slet
    2. Har aldrig tænkt at sårbarhed giver styrke. Jeg sagde farvel til mine dysfunktionelle forældre, da jeg var allermest sårbar, så du har nok ret :0). Det der har hjulpet mig allermest er medfølelse og mindfulness. Poul Gilberts bog medfølelse og mindfulness, har næsten været min bibel. Også lykke til dig på din rejse :0)

      Slet
  2. Et nydelig innlegg du har i dag, Lene . Med dine ord, ser jeg det for meg i bilder, og det blir et fantasifullt bilde. Jeg er en som ser ting i bilder. Jeg setter også farge på ord. Det er visst en terminologi på det, har jeg lest. Og de som har det slik er ekstra kreative. Har du det også slik?
    Din skjønne gule blomst, som lyser opp med sin røde frakk. For et nydelig og litt sårt bilde, sammen med dine vakre ord.
    Ha en fin dag. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Sylvia, faktisk er jeg selv ekstra glad for netop disse ord, fordi de er skrevet fra et meget sårbart sted i mig selv. Det glæder mig, at ordene vækker genklang og skaber billeder. Og ja, jeg har det lidt ligesom dig med ord og billeder! :)

      Klem fra mig

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.