lørdag den 30. november 2013

Vind i næsen. Gentagelsens magi.



Der er magi i gentagelsen. Man tror, at det bliver trivielt og man forlader vejen eller puden og det er synd.
Den norske filosof Arne Næss har beskrevet det således: At gå den samme tur ti gange kan give dig en følelse af gentagelse, men at gå den hundrede gange kan give dig fornyet følsomhed og glæde over hver eneste lille bitte ting på vejen.
Jamen hov, hvor blev det trivielle af? Og kedsomheden over denne samme tur og vej? Hvad er det, der sker, hvis man bliver ved med at gentage en bestemt handling og med tålmodighed og tillid til processen bare gør det? Vi tror at det forholder sig anderledes og vi gider ikke blive ved. Det sker i meditationen. Det er kedeligt at sidde på puden i lotusstilling i 15 minutter eller mere og blot betragte vores eget åndedræt. Tankerne flyver og vi får ondt i benene. Sindet fortæller os, at vi bare kan rejse og gå. Tankerne myldrer frem for at fortælle, hvor nyttesløst det er. Og selvom vi blot registrerer, accepter og nænsomt vender opmærksomheden tilbage til åndedrættet, fortsætter tankerne deres rejse. Vi kommer i tanke om gøremål. Og ubehageligheder. Eller vi bliver forført at en dejlig tanke om noget godt og andet, vi kunne foretage os, hvis vi ikke bare sad her. Registrer, accepter og tilbage til åndedrættet. Igen og igen. Gentagelse. Igen og igen. Og et sted opstår magien. Et pludselig hul af stilhed, en slags pause mellem ind- og udånding og vi er i vores eget stille rum. 
Eller vi opdager de små tings magi på den tur, vi har gået utallige gange. Dag efter dag. Den samme sti, vejen frem og tilbage, hvad er dog nyt? Sandheden er at alting er nyt. Hele tiden. Og hvis vi bliver ved med at gentage handlingen sker der noget. En dag vågner vi. Mens vi går og tænker, at det er kedeligt og nyttesløst, får vi øje på en sky. Den forestiller noget, vi ikke havde forestillet os. Et hjerte. Eller noget stort og vidunderligt, som vi ikke engang har ord for. Vi opdager, at vi selv er forandrede og i gentagelsen har fået fjernet et slags filter, så vi nu kan se og mærke noget andet. Noget mere. Magien. Alting er forandret. Hver eneste tur er ny. Og vi er nye hver gang vi går turen.
Jeg flirter med gentagelsen i disse dage. Jeg har fået en ny kæreste og den hedder disciplin. Hver eneste morgen sætter jeg i meditation. På puden, på gulvet og jeg bliver siddende. Det har jeg faktisk gjort så længe nu, at jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved det. Mit sind fortæller mig ikke længere, at det er nytteløst og det finder heller ikke på undskyldninger. For ved konstant at møde op og sætte mig på puden, har jeg demonstreret min vilje og min intention. Jeg ønsker at meditere. Jeg har gjort det til en vane. Noget, jeg ikke har i sinde at opgive og det ved mine tanker godt nu. I stedet forsøger de at få mig ud på andre slags rejser, de giver sjældent op, men jeg har lært rutinen. Registrer, accepter og med kærlig nænsomhed tilbage til åndedrættet.

Vinden i næsen, som min ven Shaun siger, lyt til vinden i næsen.
Så jeg lytter til vinden i næsen. Hver eneste dag. Og jeg går de samme ture ud over marken med hundene. Vinden i næsen og i håret. Og så skriver jeg morgensider. Det er nyt, men jeg ved at jeg skal arbejde med kreativiteten og ligesom lokke den frem. Den er et følsomt gemyt. Den vil gerne vide, at jeg vil den. At jeg ærer den. Så jeg skriver tre sider i hånden hver eneste morgen, når jeg har siddet på meditationspuden. Vilje. Intention. Og en tro på, at der er magi i gentagelsen. Som Arne Næss, Shaun og mange andre kloge hoveder har sagt og skrevet om.
Vilje, intention og vind i næsen. .
Tekst og billede Lene Megan, november 2013
 
Og en lille hilsen fra November.
Dette er hendes sidste dag i denne omgang.
Nyd den i fulde drag og frygt ikke mørket.
For kun i mørket kan stjerner skinne.



torsdag den 28. november 2013

Dansen begynder



Natten møder dagen, mørket lyset og efteråret vinteren.
Dansen begynder.
 
I dag føler jeg sælsomt lykkelig. En snigende fornemmelse af noget andet danser med solopgangen og fylder min krop. Et andet sted. Der findes et andet sted og jeg har fundet vejen dertil. En slags nøgle. Mens jeg skriver dette, står solen op mellem træerne, gul og orange maler himlen. Vinden tager fat i træerne og de danser. Jeg er vidne. Vidne til dette fantastiske skue og til at noget vågner i mig. En forståelse. Dette er ikke noget, jeg kan tænke mig til. Aldrig. Sindet har mange undskyldninger og frygten bor i sindet. Men ikke i hjertet. I hjertet er der stille. Selvom hjertet har meget at sige, gør det ingen stads af sig. Det venter bare. Kalder, tålmodigt og fuld af kærlighed. Jeg venter og jeg svigter dig aldrig. Du er altid velkommen. Velkommen til dit helt eget rum af lys og uendelig kærlighed.

Og denne morgen ved jeg, at det er sandt. At rummet findes og at vi alle sammen har det i os. Vi kan bare ikke spørge os selv om det er sandt og lade sindet svare. Så får vi ikke sandheden men en masse konstateringer. Det er ikke sådan. Det er løgn. Sindet kender alle svarene, de kommer som kugler fra et maskingevær. Bum bum bum. Og vi mærker den velkendte snert af tvivl og snart danser frygten gennem blodårerne. Følelsen kommer, vi ved det og snart har sindet overbevist os om, at det blot er en skrøne. Eller hvad sindet nu kalder det. Men denne morgen skriver jeg fra et andet sted og fortæller sandheden. Fra hjertet.
 
Jeg er begyndt at skrive morgensider. Julia Cameron sprang pludselig ud fra boghylden og præsenterede sin fantastiske bog ”Kreativitet” som en del af mit pensum. Oplagt og ikke til at komme udenom. Det ser jeg nu. Bogen dukkede op netop som jeg var færdig med anden. Og den er perfekt. Den giver mig nogle svar, som jeg søgte uden at vide det. Det hele hænger sammen. Og så opfordrer den mig til at komme i gang. Selv. Gå vejen, så jeg kan fortælle andre om det.

Morgensider. Tilbage til morgensiderne, de håndskrevne sider, som man skriver hver eneste morgen uanset om man har tid eller lyst. Man gør det bare. Og de skal være skrevet i hånden. Det er en anderledes følelse, hånden der glider over papiret. Jeg fik næsten krampe, da jeg skrev, så uvant var det.

Måske skriver jeg dette nu, fordi jeg skrev morgensider for kort tid siden. Jeg har fået fjernet noget råddent overfladevand og nu skal sandheden frem. Solen smiler fra sin himmelplads og nikker, ja der er noget om snakken. Tænk hvis den lod være med at stå op, bare fordi dens sind bad den om at lade være. Eller hvis den lod være med at skinne. Kan du forestille dig det? Jeg kan ikke. Så hvorfor skal vi lade være med at skinne, os fine mennesker. Hvorfor skal vi skjule vores talenter og hvem vi er? Hvorfor lytter vi kun til sindet og sjældent til hjertet, hvorfor tror vi på, hvad vi tænker?
 
Tankerne er som skyer. Skyer på himlen. De svæver forbi, hurtigt og langsomt alt efter vind og vejr. Nogle gange er de der slet ikke. Så er himlen blå og uendelig. Har du ligget i græsset og set op i himlen uden skyer? En sommerdag. Mærket varmen og stilheden. Sådan er det, når vi lader tankerne være. De kommer og går og de har ofte fart på. De tænkes af sindet og der er ingen nåde. De er utrættelige. Men det er muligt at komme udenom dem og ind i et andet slags land. Gennem træning og meditation. Træning er nøgleordet. Og intention. Viljen til at gå en anden vej og se, hvad der viser sig.
Og det har jeg tænkt mig. Efter snart tre år på en ny slags vej, dukker der en sidevej op. Jeg var gået forbi, men noget i mig kalder og jeg vender om og går tilbage. Der er intet skilt, ingen garantier om ankomsttid og sted. Jeg må bare stole på, at det er den rigtige vej. For mig. Så jeg begynder at gå og opdager, at alting er nyt. Solen står op i horisonten og dagen er.
Jeg er begyndt at skrive morgensider.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Tak til denne fine morgen overflødighedshorn af inspiration.

onsdag den 27. november 2013

Filosoffen og lommespejlet


 
Jeg vil spørge hende til råds, den kloge kvinde, der bor i lysestagen. Den står i vinduet. ’Det kræver at du tænder lyset’, hvisker vinden. Regnen pisker mod ruden. Det vil varme sjælen at tænde et lys. Den slags små ritualer er vigtige, så meget har jeg da lært. Men hvor er nu tændstikkerne? Det slår mig, at jeg har glemt at tage en ny pakke tændstikker med op i skriverummet og hvis jeg forlader ordene nu og henter tændstikker i stueetagen, vil jeg forlade et rum, jeg netop er gået ind i. Måske vil døren være lukket, når jeg kommer tilbage. Jeg ved det af erfaring. Man skal smede, mens jernet er varmt, ild eller ej.
’Måske bor hun også i det lille spejl’? Filosoffen drejer hovedet og peger uden arme mod det lille ovalformede spejl. Også det befinder sig i vindueskarmen. Det spejler dagen, natten og regnen, der slår mod vinduerne. Og det hænder også at det spejler stjernerne. Det er et smukt syn. Alting er at se i spejlet. Selv livet. Så måske bor hun også dér?

Filosoffen har fat i noget. Det har han tit. Men indrømmet, jeg har ikke delt så meget af hans visdom på det seneste. Det beklager jeg. Nu bevæger han sig lydløst fra sin plads og går hen til spejlet. Han har ikke travlt, hvert et skridt trædes nænsomt og med stor koncentration. Måske skyldes det, at han hverken har ben eller fødder, jeg ved det ikke. Men for ham er det ligegyldigt. Han går nemlig. Direkte hen til spejlet. På sin lidt dovne men bestemte måde kaster han et blik ned i spejlets univers. Selvom han står med ryggen til, kan jeg se at han smiler. Hans kropsholdning ændrer sig, han bliver ligesom mere rank og så kommer den. Den lille latter. Den klukker som en flod, et lille vandfald af godmodig og filosofisk velvære. Synet i spejlet fryder ham. Jeg får lyst til at se, hvad han ser, men indser at det vil ødelægge øjeblikket. Så jeg betragter bare og lytter til stilheden, der kun afbrydes af mine fingres dans over tastaturet og vindens klagesang.
’Jo,’ han nikker bestemt.  ’Hun bor også i spejlet. Nu kan du spørge hende til råds.’

’Jamen skal du så ikke flytte dig’? Jeg ser en smule irriteret på ham, han skygger jo for spejlets sjæl. Men han modtager mine ord med ro og ryster bare på hovedet. ’Det er ikke nødvendigt. For jeg er hende.’
’Sikke noget vrøvl. Hør her, Filosof, jeg spørger gerne dig, men jeg bryder mig ikke om, at du udgiver dig for at være noget, du ikke er. Du er ikke kvinden i spejlet, visdommens kilde og det orakel, der kan give mit svar.’

’Det er jeg da’! Han ler og smiler sukkersødt til mig. Latteren bobler, det lille hjerte på venstre skulder skifter farve. Måske er det synsbedrag, men jeg synes pludselig at det hopper over på højre skulder. Under alle omstændigheder føler jeg mig ført bag lyset. Det lys, der snart forsvinder fra dagen. Regndisen er tæt, nattens tæppe gøres klar. I aften vil stjernerne næppe kunne ses på himlen. Og heller ikke i spejlet. I stedet ses en norsk filosof med et drilsk smil om læberne.
’Hvad vil du spørge om’? Han er vedholdende, det må man give ham. Mærker han ikke min irritation og min manglede forståelse af, at han driver gæk med min længsel? Jeg trænger til et svar. Til et tegn, til noget og jeg havde jo bestemt mig. Jeg ville spørge hende til råds. Hende. Men så valgte jeg ikke at hente tændstikkerne og resten er historie. Filosoffen er på banen igen.

Jeg trækker vejret dybt. Det er altid godt. Dybe vejrtrækninger, helt ned i maven, ind med ny energi og så give slip på både irritation og vantro. Filosoffen har svaret. Selvfølgelig har han det. Det forholder sig ofte sådan, at svaret findes lige for næsen af en. Man leder i øst og i vest og fortvivles. Spørger både den ene og den anden og selvom man får mange bud på sandheden og en masse gode råd i tilgift, så er det sjældent helt rigtigt. Men Filosoffen er klog. Det har jeg jo oplevet før. Hvorfor havde jeg glemt ham? Her var jeg så fokuseret på kvinden i lysestage og spejl, at jeg glemte min lille ven fra Senja.
’Undskyld Filosof, jeg ved det godt. Kom så med det’!

’Klart’, synger han på klingende norsk, ‘ men først skal jeg bede om spørgsmålet’.
Mine hænder glider ned i bukselommen til det sted, hvor jeg gemmer mine bedste spørgsmål. Men til min forfærdelse opdager jeg, at lommen er tom. Spørgsmålet er væk.

Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Billedet er af Skrivehuset en tidlig morgenstund i november. Teksten er skrevet helt intuitivt. Er du klar over, at vi hver især gemmer på de særeste historier? De skal bare hentes frem. Der er historier alle vegne, også i Filosoffer fra Senja og ovale lommespejle. Hvornår har du sidst hentet gemte historier frem? ;)

tirsdag den 26. november 2013

Vinterens stilhed




Jeg ser dem mellem ordene. De små hvide huller af ingenting,
hvor man hvile sig eller falde helt igennem.
Dumpe ned i noget, et andet sted i lydløs forvandling.
Mellemrummene. Pauserne.
Mennesker taler om at give sig tid. Men alligevel løber vi rundt i verden for at nå. Noget. Dagene går og de er korte i øjeblikket. Det bemærker vi. Energien daler som lyset, der forsvinder i horisonten sidst på eftermiddagen. Solen strækker sig dovent og forsvinder i blåt og lyserødt. Ikke helt så bombastisk som om sommeren. Noget er blevet mere blødt og dæmpet og det kalder på os. Har du ikke hørt den? Stemmen som lokker med mellemrum og pauser. Vinteraftener foran ilden eller blot stearinlysene. Stirre ind i flammen og opdage at evigheden danser i orange. Stille. Sluk for mobiltelefonen og fjernsynet. Lad stilheden stå for musikken og lyt så. Intenst. Fokuseret. Trætheden kommer, for den hører med. Vi aner ikke, hvor trætte vi er.

Det er en skræmmende opdagelse at gøre sig. At stå ansigt til ansigt med både træthed og stilhed og se et rum af ingenting åbne sine døre.

Da jeg var på uddannelse først på efteråret havde vi hele dage med slukkede mobiltelefoner. Ja, vi havde sågar en halv dag i fuldstændig stilhed. Vi måtte ikke se på hinanden og da slet ikke tale sammen. Vi var i samme rum og bygning, men vi færdedes hver for sig uden at kommunikere. Vi var bare. Med os selv og med hinanden. I stilhed. Måske troede vi det ville blive svært og at tiden ville føles lang, men det var lige omvendt. Det var noget af det mest befriende, vi havde oplevet. Tilladelsen til stilhed var en gave. Kravet om at skulle kommunikere og være social var ikke eksisterende.  Stilheden var en silkekåbe af den fineste slags. Dens tråde svøbte sig om os og rummet og lavede smukke mønstre. Nogle vandrede lydløst omkring mens andre fandt ro på måtter eller i vindueskarme. Og da det var frokosttid, hentede vi hver især vores mad i køkkenet. Vi talte ikke sammen, vi så ikke på hinanden. Kun lyden af porcelæn og bestik fyldte luften. Duftene blev skærpet, kaffens aroma var så intens, at man kunne skære sig på den. Vi befandt os i en ny slags verden.
Senere talte vi om oplevelsen. Men det var svært at finde ord. Faktisk synes vi alle at det var synd at bryde stilhedens segl og vende tilbage til tale og kommunikation. Vi havde hver især fået en tidsgave i stilhed og den bar vi nu med os som en sjælden rubin. Jeg stirrede på min, der lå i håndfladen, jeg var et med dens omrids og farve. Der var sket noget. Jeg var forandret. Vi var forandrede. Og da der endelig blev sat ord på, var det dæmpede stemmer, der rolige og forundrede fortalte om deres oplevelser. Aldrig har jeg spist så langsomt og nydt maden så meget, var der en, som sagde. Smagen var anderledes. Oplevelsen af maden. Og vi havde alle sammen haft samme oplevelse af dyb taknemmelighed. Hver eneste bid var en gave. Spist med os selv og i stilhed.
Er du træt, når du når til aften? Mærker du vinteren og gør du krumspring, fordi det er ubehageligt at mærke trætheden krybe ind under huden og kræve dig? Har du fyldt din kalender med aftaler og gøremål, så du kunne undgå at mærke det ubehagelige øjeblik, hvor en pause opstår og du falder igennem et tomt mellemrum af ingenting? Den kan føles uvant og endda ubehageligt, men det varer kun et øjeblik. Så sker der noget. Prøv at lyt. Spørg vinteren til råds. Kopier naturen, lad dig inspirere. Og tillad så trætheden at komme. Sid stille og stir ind i flammerne, mens natten falder ned fra himlen og gør alting mørkt og tæt. Der er en grund til, at vinteren er som den er. Mørk. Lang. Det er en pause. En gave.
Gå ind i stilheden. Åbn døren og træd indenfor. Bliv siddende i stolen, luk øjnene og træk vejret dybt. Helt ned i lungerne. Giv dig tid, find din egen rytme, lyt til det naturlige åndedræt. Ind og ud. Hver gang du trækker vejret ind, åbner du for stilheden og roen. Den smyger sig ind i din krop og du mærker, hvordan du langsomt slapper af. Og hver gang du puster ud, giver du slip på dagens stress og jag. Bekymringer og tanker om både det ene eller andet. Du giver slip. Prøv at gøre dig umage med udåndingen og tøm lungerne helt for luft. Giv helt slip.
Og i løbet af dagen. Tag dig en pause. Fyld din dag med gode mellemrum og små åndehuller. Spring ikke fra det ene til andet, men stop op og mærk efter. Træt vejret dybt. Tillad dig selv en lille pause, inden du haster videre til et nyt gøremål. Fald ned i et mellemrum. Du vil opdage, at du faktisk kan svæve.
Måske har du endda fået lyst til at tilbringe en time i stilhed. Alene eller sammen med dem, du holder af. For i modsætning til, hvad vi måske går og tror, er stilhed mellem mennesker ikke noget pinligt. Pauser opstår ikke for, at vi skal fylde dem ud. Når vi tør være stille sammen, opstår der noget helt særligt. Den fælles ro er et bånd af både tillid og tryghed.
Og dér kan vi være. Bare være.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

lørdag den 23. november 2013

Når verden bryder sammen




Jeg har truffet en beslutning. I den kommende vinter vil jeg koncentrere mig om to ting. Skrivning, kreativitet og mindfulness. Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at det faktisk er tre ting. Men i virkeligheden kan det koges til sammen til bare én eneste ting. Et sted.
Da jeg startede med at følge vejen mod mindfulness og begyndte at lytte til stilheden, havde jeg ingen anelse om, at det samtidig skulle føre mig til kreativitetens kilde og kerne. Jeg troede, at jeg bevægede mig på to forskellige områder, når jeg studerede og udøvede mindfulness og når jeg samtidig lærte og læste om skrivningens vidunderlige mysterier. Men jeg fulgte mit hjerte, jeg lyttede og forstod instinktivt, at jeg ikke behøvede at forstå noget som helst. Ret skræmmende, eftersom jeg altid har søgt forståelse. Hvis bare jeg forstår, er alting godt, var mit motto. Jeg behøvede ikke at være enig, jeg ville blot kende bevæggrunde og tankerne bag. Så blev jeg lidt tryggere. Men pludselig var jeg på et tidspunkt i mit liv, hvor alting blev opløst. Og min trang til forståelse og kontrol kom på prøve.

 Kan du acceptere, at du ikke forstår noget som helst lige nu? Kan du acceptere, at du må slippe kontrollen og følge det, der dukker op som små bobler et andet sted fra? Tør du lytte og følge hjertens sang med tillid til, at alt det, der lige nu synes som et kaotisk land af løse ender og manglende forståelse, på et tidspunkt vil give fuldstændig mening?
Jeg svarede ja. Faktisk følte jeg ikke, at jeg havde noget valg, for jeg var ligesom endt midt i en flod. Og floden fragtede mig videre, jeg skulle bare give slip og nyde turen. Ah!  Af og til krævede det, at jeg svømmede, men jeg var midt i strømmen og at begynde at søge op på land eller endnu værre, at svømme mod strømmen, ville ikke være heltegerning, hvis jeg spurgte hjertet. Tværtimod.

Jeg skal lige rette en misforståelse. At følge strømmen betyder ikke, at man gør som alle andre. Ikke i denne flod. Måske snarere tværtimod. Det handler om den naturlige strøm, der bølger fra kilden og åbner døre, man slet ikke vidste fandtes. Det er strømmen, der opstår, når man giver slip og lytter til noget dybt i sig selv. Og det giver ikke mening. Absolut ingen mening. Ikke hvis man som jeg er vokset op med, at man skal være sikker i sin sag og i øvrigt har sikkerhed sådan cirka øverst på agendaen. I denne flod er uvisheden følgesvend. Sikkerhed er slettet fra tavlen. Forkastet og forladt. Nu befinder man sig midt i en rivende strøm af noget, man ikke aner, hvad er. Men hjertet vil noget. Hjertet har en plan. Og hjertet arbejder sammen med Universet og noget større, som man slet ikke kan forestille sig. Jeg har i hvert fald svært ved det. Men jeg har valgt at stole på det.
Tilbage til skrivningen og mindfulness. Efterhånden som jeg øver mig og træner på begge dele og i øvrigt læser spændende litteratur, som skal være med til at bygge et kommende kursus op, begynder det at dæmre. Det hænger sammen. Der er en dyb og forunderlig sammenhæng mellem det, jeg lærer gennem min meditationspraksis og det, jeg erfarer gennem min skrivning og kreativitet. Pludselig opdager jeg, hvordan meditationen og mentaltræningen styrker min evne til at være med skriverierne og mig selv i processen. Hvordan der er en sammenhæng mellem vejrtrækningen og kreativitetens åndedrag. Det er spændende og forunderligt og jeg er kun lige begyndt på den rejse.
Denne vinter vil jeg hellige mig studierne omkring skrivning og kreativitet og fortsætte min meditationspraksis. Og så er min lille virksomhed ligesom opstået midt i det, der er et tilsyneladende kaos. Skrivehuset Poetiske Paradokser, i daglig tale Skrivehuset. Og det, der skal være livsnerven i Skrivehuset og mit virke, bliver anderledes end jeg først troede, da jeg deltog på Iværksætterkursus tidligere på året. Jeg havde ingen anelse. For det, der ligesom opstår og viser sit smukke ansigt midt i den kaotiske flodstrøm, skræmmer og fryder mig samme tid.
Det kan du ikke mene, hjerte? Hjertet nikker bestemt og nynner lidt. Jamen hjerte, det kan jeg da ikke? Hjertet nikker igen, endnu mere bestemt og sender mig et varmt smil i form af en sælsom følelse. Du kan. Bare vent og se.
Og her sidder jeg med min kaffekop i den disede formiddag, mens de sorte fugle laver flyveøvelser på himlen. Det er lørdag og jeg har ikke travlt. Kæresten er på jagt og min bil er på værksted. Jeg kan begynde at gå ud af markvejen, men det er der vist ingen grund til. For hvorfor flygte? Jeg er lige hvor skal være. I hjertet af Skrivehuset og kaos. Et land af løse ender.

En solstråle kaster et skarpt lys gennem vinduet og rammer mit skrivebord. Jeg bemærker, hvordan mit træ ændrer karakter og forandres i det sekund, lyset bryder igennem skyerne. Det er et sælsomt syn. Bladene er væk, træet er sårbart og stærkt som aldrig før. Det ruster sig til vinter. Uden tøven. Fuld af tillid og en vidunderlig form for ro. Jeg får brug for det træ denne vinter. Det er min guru.
Når verden bryder sammen. Det har Pema Chödrön skrevet en bog om og den er også på min pensumliste. Det er ikke noget, jeg har besluttet, den dukkede selv op på vejen og præsenterede sig uden tøven. Her er jeg. Jeg hører med. Læs og bliv klogere på noget, der er vigtigt at kende til og som passer perfekt til det, du skal.
Det slår mig, at det måske skal være sådan. Vores verden skal bryde sammen før vi kan bygge den op igen. Fra bunden og med byggesten, der ser helt anderledes ud end dem, vi troede vi skulle bruge. Fordi det vi frygtede og flygtede fra i virkeligheden indeholder den største gave, vi kan forestille os. Når vi først står ansigt til ansigt med det. På kanten. Det samme gør sig gældende, når vi skriver. Men det skal jeg nok komme ind på en anden gang. Jeg kan slet ikke lade være.
God lørdag.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

fredag den 22. november 2013

At skrive en dans


And those who were seen dancing were thought to be insane
by those who could not hear the music
- Nietzsche -
,Måske skulle du bare skrive det, der er'? November træder ind i rummet og tænder de små lys på chatollet. Først de hvide og så de røde. Små stjerner lyser op i mørket og jeg sukker uvilkårligt.
'Det er som det er'. Hun fortsætter ufortrødent uden at skænke mig en tanke. I stedet får jeg en kop kaffe. En af dem, som ikke findes i virkeligheden, fordi ingen af os har tænkt på at lave kaffen inden vi gik op af trappen. Men den smager godt alligevel. Jeg kan fornemme den måde, hvorpå mælken synker ned i kaffemørket og skaber små lysende mønstre. Jeg kan mærke mælkeskummet på mine læber og kaffens vej fra kop til mave. Synkebevægelsen, sukket og følelsen af, at alting er som det skal være. Den slags kan en kop kaffe. Den får morgenen til at falde i hak.

’Ja, den er god, kaffen’. Hun ler og ser på mig med det dér specielle glimt i øjet. Hun er klar til at udfordre mig. Bedst som jeg troede at dagen skulle tilbringes svævende gennem mørke og usigtbarhed, træder November i karakter og gør det, hun er bedst til. Udfordrer. På den dybe måde. Noget i mig stritter imod, men hun har alligevel fanget min opmærksomhed.
’Skriv, det dér er. Du er verdens bedste lytter. Eller i hvert fald en af dem. Har du aldrig opdaget det? Hvordan du altid fanges af ord og stemninger og bliver draget af fortællingen. Du lytter, du er opmærksom, opfanger detaljerne og det, der findes mellem linjerne. Du ikke bare hører historien, du mærker den. Og mens du lytter, får du øje på små særligheder ved fortælleren.’
Hun laver et par dansetrin og pludselig kan jeg høre musikken. Den strømmer ud fra bogreolen bag hende og ordene opløses. Først til bogstaver, så til noder og så til musik. Toner. Alle forfatterne er i rummet. Deres visdom blandes med mørket og bliver til noget, jeg aldrig har oplevet før. En slags kor. Og imens danser November og bevæger sig yndefuldt på gulvet foran skrivebordet. Jeg sidder bare. Betragter. Lytter. Er. Og jeg opdager, at jeg aldrig vil løbe tør for inspiration, hvis jeg forstår, at det er selve hemmeligheden. Virkelig at kunne lytte.

Jeg har altid synes, at det var en svaghed. Min evne til at lytte. Jamen, det er sandt, for der har været så mange situationer, hvor jeg tavst har siddet og lyttet, mens andre fortalte og kommenterede i et væk. Og jeg ville gerne være med, tro mig, jeg ventede spændt på mit eget bidrag, men det kom aldrig. Ikke på det sted. Det tog for lang tid. For mens noget skete og tog form, blev det overhalet af et lyntog. Ord, meninger og stemninger, der tromlede alle små lysglimt af noget ned. Kørt over. Mast til plukfisk, mens toget fortsatte ud af skinnerne. Og snart var det bare et lys i mørket.
Senere kunne jeg mærke at noget var sket. Alt det, jeg havde hørt, set og mærket ville skrives. Og det gjorde jeg så, når jeg kom hjem, hvis jeg var klog nok, men der var mange gange hvor jeg bare var trist over, at jeg tilsyneladende befandt mig bedre på bumletoget. Det langsomme. I den kupe, hvor folk var stille og sad og læste med næserne begravet i bogstaverne. Hvor man kunne høre knappenåle falde til jorden og tanker svævede blandt hinanden i luften mellem stationerne. Et par briller på en næsetip. Øjne, der forsigtigt kiggede op fra bogen og mødte mine i et kort sekund. Træerne og landskaber, der gled forbi udenfor vinduet. Lyset. Sprækkerne. Musikken.
’Skriv det der er’. November smiler. Og det har jeg netop gjort.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

torsdag den 21. november 2013

Sjæl, ego og en skabsdør


 
Jeg har lagt mærke til, at jeg arbejder helt anderledes, når jeg går ind af min skabsdør. Og nu er det ikke døren til klædeskabet, jeg taler om, men døren til det rum, der af flere er blevet kaldt magisk. Hvis jeg tillader mig selv at være med det, der er og opstår i processen, er det en helt anden måde end den, jeg anvendte i mit tidligere virke. Jeg lægger også mærke til, hvordan det skræmmer en del af mig, denne ikke-lineære proces, der kommer ud i mærkværdige kringelkroge og som ikke er bange for små underfundige afstikkere. Egoet bliver skræmt. Fra vid og sans. Det vil hele tiden bryde ind og give kontraordrer og har også en mening om, at den nye måde er både håbløs og farlig. Den duer simpelthen ikke.
Men sjælen leger og eksperimenterer. Den skriver og falder i staver. Den læser lidt og får gode ideer og tager noter. Den har en masse løse ender og ingen problemer med det. Tværtimod. De løse ender er nemlig en slags ledetråde og netop fordi de er løse, er de magiske og foranderlige. Man kan aldrig vide, siger sjælen og begiver sig videre på eventyr.

Egoet følger frygten og flygter ud i det kendte, mens sjælen følger glæden. Med åbent hjerte går den ind i det ukendte fuld af tillid og nysgerrighed. Og i den proces opstår der forunderlige ting, som både glæder, fryder og forbavser. Det er en slags boblende gave og den føles næsten forbudt. Forførende, uudforsket og vidunderlig ny.
Skaber du dig? Har du prøvet at være i et slags kaos, hvor der hverken er hoved eller hale på noget som helst, men hvor du fuld af eventyrlyst og tillid til processen, har givet pokker og bare fulgt glæden og det, der opstod? Tidligere oplevede jeg den slags glimt og lod mig forføre, men kun for en kort stund. Det skræmte mig lidt, det føltes som et kaotisk vanvid og jeg oplevede til mit egos forfærdelse, at alt det logiske, lineære og ordentlige ikke fandtes i den form for proces. Det var både skræmmende og forfriskende på samme tid. Noget dybt i mig ville den vej, men jeg gik aldrig helt med. Bare lidt, små skridt og så tilbage.
Nu insisterer sjælen. Vil du følge hjertet, er det vejen. Gennem kaos og løse ender. Tillid, tålmodighed og en god portion eventyrlyst. Noget vil skabes, skrives og gøres. Og meget vil bare være. Som det er. I fuld accept.
Jeg åbner den knirkende skabsdør og går ind. Sjælen nikker og smiler, det er fint, du er på rette vej. Du kan gå ind og ud som det passer dig, døren er altid åben. Der findes kun en regel. En eneste gylden regel, som du aldrig må fravige. Og den regel er omvendt og anderledes end meget af det, du ellers har lært og fået at vide.
Du skal huske at skabe dig!
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

onsdag den 20. november 2013

En frostmagisk dag




Dagen startede med månelys gennem vinduerne og udsigt til frost. Da jeg åbnede døren for at gå tur med gamle Josie, strømmede blåt lys og kulde ind. Og på morgenturen mødte vi vinteren. Verden var blå og knitrende hvid.
'Jeg er din dag', sagde den og blinkede til mig gennem en stjerne. Vi vandrede gennem det blå landskab, mens frosten kyssede kinderne. Og vi gik med langsomme skridt for Josies gamle ben har ikke så travlt. Det er et godt tempo, man har tid til at sanse hvert øjeblik. Jeg stoppede op og betragter hunden, måden hun gav sig tid på og indsnusede verden gennem et græsstrå. Denne morgen var duftene skærpede, hun rejste sine ører og stak snuden i jorden. Næseborene vibrerede og hun smilede underfundigt. Selvom man er gammel, kan man sagtens opleve sin anden ungdom i et øjeblik af frostmagi.
Dette er min dag, sagde jeg til mig selv og blev ved med at gentage historien. For jeg har en gammel vane, som er svær at slippe af med. Jeg kan ikke rigtig forstå, at jeg virkelig er skaber af min dag og min verden. At de valg, jeg træffer hvert eneste øjeblik, har en betydning for det næste skridt og det, der skal komme. At alting afhænger af min egen indstilling og min lyst til at gå dybere og stille spørgsmålstegn ved det tilsyneladende. Jeg øver mig og fortæller mig selv, at jeg er blevet bedre til det.
Dette er min dag. Den er dedikeret til studier, skriverier og udvikling af min virksomhed.
’Den gamle dig har svært ved det’, siger November og nikker, det kender hun godt. Hun skal også altid vænne sig til at være den, hun er, når det pludselig bliver hendes måned og hun træder i karakter. Dér går lige et par dage, så begynder hun at huske og som måneden folder sig ud, lader hun sig fragte gennem de øjeblikke, der former hendes univers. Hun følger glæden gennem tågedis og regntunge dage, finder den i dråberne og de gule blade, der kastes rundt af vinden. ’Og det er en beslutning’, siger hun og nikker, at jeg ønsker at tiltrække det gode i livet. Jeg åbner mit hjerte og lader kærligheden strømme ud, så den kan finde ind igen. Når blot jeg åbner mine kanaler, sker det helt af sig selv.'
'Verden er magisk, vidste du det'?
Jeg nikker og smiler. Siger ikke noget. Det behøver man nemlig ikke. Det er muligt at være stille sammen og have en samtale som aldrig før.

Hun forlader rummet og går ned af trappen. Jeg lytter forsigtigt efter lyden af kaffefiltre og bønner, der hældes på. Og ganske rigtigt. Kaffemaskinen begynder at udstøde sine bryggelyde. Det er en frostmagisk dejlig dag.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013.

søndag den 17. november 2013

Kvinden der ville være magnet




På et tidspunkt læste jeg, at en kvinde havde besluttet sig for at være en magnet. I stedet for konstant at fare ud i verden og søge kærlighed og anerkendelse, altid udenfor sig selv, havde hun besluttet sig for at blive og i stedet tiltrække alt det gode, der ventede hende. Hun havde i mange år forsøgt sig på den anden vis, men altid men en underlig slags tomhed til følge. Og det er en jagt, der aldrig ender, når man søger efter de vise sten og livets kærlige kilde et sted i periferien. Det er en bjergbestigning, der ofte slutter med et eneste rastløst ønske. Endnu et bjerg, endnu et suk og forhåbentlig endnu et håb, så man får kræfter og mod til at gå videre.
Kvinden havde indset noget. Efter mange års søgen havde hun fundet en vigtig ledetråd. Hun havde lært at give slip. Give slip på alle forventningerne om, hvordan det perfekte så ud. Og det handlede meget om kærlighed og det, hun havde håbet på at få fra en mand. Det har hun skrevet bøger om. Og sange. Tak til Majbritte Ulrikkeholm for at dele af sit hjerte. Tak for magneten.

Da jeg så ordet, mærkede jeg den sælsomme genklang, jeg efterhånden kender. Her er et ord til dig, min ven. Her er en ledetråd. Og den slags tråde kan man sagtens finde i den ydre verden. Når man er med andre, mærker, lytter og ser. Men man kan ikke snuppe deres tråd og forfølge dem i håb om, at de har svaret. De har blot nogle små stjernekastere af inspiration og måske har de evnen til at stille spørgsmål til livet, så man selv får lyst til at høre de svar. Jeg mærkede en lille stjerne brænde på mit arm. Av, sagde jeg, men det gjorde egentlig ikke ondt. Det var bare et kort sekund og så. Erkendelsen kom som et suk fra dybet. Noget boblede og et strejf af kærlig forståelse bredte sig.
Jeg gik og smagte på magnettanken i et par dage.  Så satte jeg med ned og skrev ordene: Jeg har besluttet mig for at være en magnet. En magnet, som er i verdenen med åbent hjerte og nysgerrighed som et barns. En lille historie dansede videre på papiret, helt af sig selv. Jeg behøvede slet ikke at tænke, jeg skulle bare åbne mig og tage imod.

Kvinden følger glæden og hjertet.
Hun må gå igennem både sorg, sind og sumpe for at ankomme til sin egen sårbarhed. Der finder hun styrken.
Men styrken skal gødes og vandes. Det er den, der spirer et sted dernede i den fugtige muldjord. Det er hende selv, der skal fødes på ny, gennem ild og vand, og hun må blive stående og bare være, gøre sig elskelig i sine egne øjne og hjerte for at opnå dette. Hun er således sin egen skaber af sit nye jeg, men det er en proces, der kræver tid, tillid og tålmodighed. Og kærlighed.
Hun høster sårbare erkendelse og opdager, at hun er fuld af smertebobler. De har alle mulige former, farver og størrelser. Men efterhånden som de eksploderer, indser hun til sin forbavselse, at de indeholder glæde. Det, hun altid havde frygtet, var i virkeligheden det, hun havde længes efter. Således er alt pludselig omvendt.
Det kræver tålmodighed at turde vente på forståelsen. At alting er helt anderledes, end hun havde forestillet sig. Det ydres betydning forsvinder, formindskes, fortrænges og hun vender sig mod sig selv.
Det er så let at blive forført af det ydre, de andre, ord, toner, danse og den ufattelige fart, alting foregår i. Telefoner, der kimer eller spiller voldsomme melodier, samtaler, mails, der kræver svar, SMS ditto. Krav om det perfekte. Hun slukker telefonen med et suk og føler sig forbigået. Noget er gået hende forbi. Så kommer lettelsen. Det gør slet ikke spor ondt. Tværtimod.

Det var fastholdelsen, der forvoldte al smerten. Hun slipper taget og sætter sig ved træets stamme i morgenlyset.

Hun ved, at hendes tid kommer.
Hun har besluttet sig for at være en magnet.
 
 
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

lørdag den 16. november 2013

Tidsmaskinen og de sorte fugle




Der er lidt tid, siger hun højt til sig selv og lister op af trappen. Finder kontakten og tænder det lille lys på skrivebordet. Udenfor svøber morgenen sit dis som et slør over landskabet. Langsomt og tøvende, en skikkelse i gråt.
Gæsterne ankommer om en time. Der er stadig ting at gøre. Spisestuen er gjort klar, hun har sat irsk folkemusik på. Rytmen danser gennem huset, lyden af noget fremmed og velkendt hvisker gennem væggene. Hun sidder ved skrivebordet og skynder sig at finde et blankt ark.
Ikke trykke på knappen til Internettet, ikke lade sig forføre af Facebook og forevigt miste tråden. De skrigende nyheder fra hungrende sjæle, der vil fortælle om deres liv. Hun smiler og mærker ømheden i hjertet. Vi ville alle gerne finde vores plads. Vide at vi duer til noget, at vi har noget på hjerte som nogen vil synes godt om. Jagten på likes og følgere er blevet et slags spil, man ikke kan slippe igen. Hun ved det, hun er selv bidt af legen og det er fristende. Bare lige kigge, se, er der nyt, er der noget, jeg går glip af? Har nogen fundet vej til min side, kunne de lide mine ord? Eller det link, jeg delte i går?

Ordene dukker op, bogstaverne kommer myldrende og arket er ikke længere tomt. Hun lytter til musikken og lader den danne en slags usynlig mur af samhørighed med noget, hun kender fra et andet sted. Senere kan jeg dele, tænker hun og undrer sig i samme sekund over sin trang. Og hun tænker på de mange gange, hvor hun har mærket gnisten af inspiration og en sælsom glæde over det, der skulle komme. Hun var klar til at åbne sig, klar til at give slip på trangen til kontrol og bare sætte sig i det dæmpede morgenlys og skrive. Ord. Sætninger. Noget, som har sit eget liv og som er fuld af vidunderlige overraskelser og syngende sandheder. Så faldt hun i fælden. For vild og tabte tråden.
Der er lige lidt tid, tænker hun og skriver videre. Udenfor har de sorte fugle indtaget træet. Træet, hun altid lader blikket hvile på, når hun skal samle sig og finde tilbage. Der er flere fugle i dag, måske mødes de for at byde lørdagen velkommen og holde selskab? Hun betragter dem. De letter og lander og gør det igen. Flyver lidt ud og vender tilbage. Gennem vinduerne og vinden kan hun høre deres skrig, men hun ved ikke, om ordet er det rigtige. Solsorten synger og lærken laver triller, men de sorte fugle? Har de deres helt egen sang og er det, hun må kalde for skrig, i virkeligheden den smukkeste sang med et budskab, hun kun kan drømme om? Toner, hun ikke kan høre?
Hun lader tankerne vandre en time tilbage og mærker hvordan hun er sin egen tidsmaskine. Hun er tilbage på marken i den tidlige morgen. Huset er kun en antydning i mørket. Hun hilser på træerne og deres udviskede linjer i det blå morgengry. Det bedste tidspunkt på dagen, de første skridt, natten og månen der trækker sig lidt tilbage, så lyset kan få liv. Mødet, afskeden, det hele udspiller sig i løbet af få minutter, men hun var dér og så det. Og det forandrede hende.
Gæster kommer om lidt. De sorte fugle skriger mod himlen og fortsætter deres flyveøvelser. Det er lørdag. Og der er ikke mere tid.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

fredag den 15. november 2013

Velkommen til Skrivehuset




Kom indenfor. Nu skal jeg tage din frakke. Der dufter af kaffe og ilden buldrer lystigt i kaminen. Vi samles i spisestuen, for dér er plads. Stearinlysene blafrer og mørket har sænket sig som en godmodig dyne. Her er stille. Vi mediterer, vi samler os og kommer til stede. Og så åbner vi os for eventyret. I Skrivehuset.
Jeg er spændt på rejsen. Ligeså spændt som du. For på samme måde som vi aldrig helt kan planlægge vores skriverier og det, der opstår mellem linjerne, kan skriveeventyret indledningsvis kun være en slags cirkulær struktur omkring det, der vil opstå, når vi tager af sted. Vi er som pilgrimme. I vores rygsæk har vi nogle gode redskaber og øvelser, som vi glæder os til at afprøve i forskellige sammenhænge. Men vi ved også, at når dansen virkelig er i gang, så skal vi blot improvisere. Vi kender nogle trin, vi har noget med os, men mest af alt skal vi give slip og danse.

For der sker noget magisk, når vi giver slip. Og den magi kan bruges i alle livets kroge og hjørner. Det at skrive og give sig selv lov til at være med kilden og det, der kommer, er i virkeligheden som at leve. Hverken mere eller mindre. Vi møder op og vi gør det. Lever. Eller skriver. Vi giver os selv tilladelse til at begå fejltrin og vælge tilsyneladende forkerte veje på vores vej. Og vi opløser alle de fantastiske mål, vi satte os, blot for en stund, fordi målet faktisk kan være en direkte hindring for at vi opnår det, vi egentlig søger. Der er nemlig noget paradoksalt ved at sætte sig mål, men det kan vi snakke mere om senere.  
Vi sidder i spisestuen med udsigt til markerne. Udenfor driver skyerne forbi og et glimt af månen træder frem i det første skridt mod aften. I kaminen buldrer ilden og omkring spisebordet sidder vi med vores ord. Vi er på opdagelse. Vi har lovet os selv og hinanden at give slip og tage imod det, som kommer. Åbne vores arme og vores hjerter og med nysgerrighed betragte det, der folder sig ud, når vi slipper kontrollen og forventninger om, hvordan det burde være.
Reglerne er simple. Vi møder op og vi giver slip. Vi kaster os ud i eventyret med nysgerrighed og med glæde. Vi fortrylles over detaljernes historier og vi giver dem plads. Vi leger og vi udforsker. Og ind i mellem lader vi os udfordre af gode øvelser og når vi kommer for langt væk fra kilden og udgangspunktet, samler vi os igen. Vi mediterer, vi kommer til stede i rummet og accepterer blot de tanker og følelser, der pludselig har travlt med at forføre os. Og så lytter vi.
Vi opdager, at vi kan skrive fra et helt andet sted. Siddende omkring spisebordet i Skrivehuset er vi på rejse med os selv og hinanden. Vi lever og vi lærer. Mens vi skriver vores sjæl.

Velkommen til Skrivehuset.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
PS. Skrivehuset findes i virkeligheden. Det har jeg pludselig opdaget. Jeg bor dér jo!. Så jeg afslørede ligeså forsigtigt mine planer for det gamle hus og det smilede varmt i mørket. Det sagde ja og nikkede stolt. På et tidspunkt skal vi have fornemme gæster. Skrivende gæster. Vi glæder os! 

torsdag den 14. november 2013

En slags invitation




Et blankt ark, en ny dag. Kaffen damper hjerteligt og lyset sejler ind fra øst. Dovent lægger det til kaj i horisonten og svulmer bag træerne. Men jeg vil ikke skrive om lys og træer i dag. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg vil bare åbne mig og se, hvad der gemmer sig bag ordene. Åbne mig og tage imod.
Sådan er det at skrive fra sjælen. Intuitivt. Man ved ikke på forhånd, hvad der vil skrives. Og det er den opdagelsesrejse, der fascinerer mig så meget. I stedet for at tænke sig til, hvad man nu vil skrive om, sætter man sig bare og lader komme. Først et ord, så et andet. Og nogle gange skal man skrive meget, før der begynder at ske noget. En slags rød tråd træder frem i bunken af ord. Spændende.

Jeg kunne nu vælge at bringe November på banen. Det er oplagt, hun er her hele tiden, nærværende og en smule dyster, fordi jeg vælger at se hende som sådan. Men jeg kan også få øje på hendes spraglede himmeldragt, når hun om eftermiddagen flirer med lyset og de skarpe konturer i landskabet. Jeg kan følge hendes færd gennem bunker af nedfaldne blade og udføre listige dansetrin på samme måde, som hun gør det. Valget er mit. Alternativt kunne jeg kontakte Filosoffen i vindueskarmen. Det er længe siden han har været på banen. Eller Skytsenglen, som stadig ikke har fundet sine faldne vinger og derfor tålmodigt må stå og betragte livet gå forbi. Solnedgange i øst, solnedgange i vest. Er der aldrig anderledes? Bytter de aldrig plads?
Der er meget at udforske. For hvert eneste spørgsmål dukket et nyt op. Som perler på en snor former de en slags historie. Jeg skal blot sætte mig og lade komme. Det er faktisk sådan, det er. Det handler om tillid, nysgerrig og accept. Blandt andet. Hver eneste gang jeg sætter mig til tastaturet med en ny kop kaffe og lyst til at skrive, må jeg starte forfra. Det jeg skrev i går, har jeg givet slip på. Det sejlede igennem mig og blev til noget. Men jeg må ikke identificere mig med det, for så ender jeg i en slags blindgyde.

Uden egentlig at have planlagt det, er jeg i gang med at udvikle et slags skriveeventyr. Et skrivekursus, hvor meditation, mindfulness og skriveglæde er i fokus. Hvor det ikke handler om alle de faldgruber og klicheer, man skal undgå, men hvor man kaster sig ud over skriveklippen med nysgerrighed, pionerånd og fuld accept. Og på et tidspunkt er det muligt, at jeg inviterer dig med.
Men først skal opdagelsesrejsen udvikles og skrives. Det vil jeg arbejde på i vinterens mørke timer. Hvis du er blevet nysgerrig, så behold din nysgerrighed i hjertet og tilsæt et stænk tålmodighed. Jeg vil langsomt løfte sløret for det, der opstår i processen.

Og skriv dig så en god dag.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

onsdag den 13. november 2013

Et træ i november




Det er tidligt. Men der er et nyt slags lys i mørket, himlen er ikke helt så sort længere, noget blåt og næsten gennemsigtigt strækker sig i horisonten. Jeg ved det allerede inden vi forlader huset. I dag har regnen forladt landskabet og skarpere linjer ser dagens lys. Vi går forsigtigt ind på marken. Lyden af knitrende græs og frostkrystaller forplanter sig i hele kroppen. Det er koldt i kinderne, vinden har bid. Med langsomme skridt, helt uden hastværk, bevæger vi os videre ind i morgenen.
Jeg lader blikket sejle mod horisonten. Træerne står som skarpe silhuetter i morgenlyset. Jeg kender dem efterhånden, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Forskellige former og figurer. Synet fryder mig hver eneste gang. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere ser jeg dem endnu tydeligere. Bladene er væk, kun de nøgne grene og dansende stammer er tilbage. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Lyset, skyggerne og stjernerne.

Måske kender træerne hver eneste stjerne? November nikker, selvfølgelig gør de det. Stjerner og træer har et helt specielt og ganske kærligt forhold til hinanden. Et forhold, som er åbent og som opløses kun for at genopstå igen. Hver eneste gang i en ny slags kærlighed.
Vi går videre og lytter til knitrende frostmusik, mens træerne rejser mod lyset. November, hunden og jeg.

November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun selve nøgenheden er tilbage. Kun det væsentlige bliver tilbage. Jeg løfter blikket og ser på træet. Jeg kalder det mit, men ingen ejer et træ. Alligevel har det godkendt vores samhørighed. Hver eneste morgen står det tålmodigt og venter på min ankomst. Det ved, at jeg kommer og går på samme måde som fuglene, stjernerne, rådyrene og vinteren.
Først når vinteren puster vinden kold og morgener er så mørke, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se træet. Og det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Det behøver ingen blade for at være smukt. Men ikke desto mindre får det hvert eneste forår små lysegrønne knopper, der bliver til blade og på et tidspunkt har det den fineste grønne frakke på. Så er det sommer. Og når efteråret kommer, skruer det op for farvestyrken og forfører os alle med sin skønhed. Bladene er røde, gule og gyldne, det hele eksploderer i en kaskade af farver, et kæmpemæssigt og næsten vulgært maleri.
Og så bliver der helt stille. Bladene falder, mørket sænker sin dyne, kulden bider og regnen falder. Nogen kalder det møgvejr. Andre får øje på stjernerne, når skyerne glider til side. Ser træet i al sin enkelhed i morgenrøden. Selv tågen har fine mønstre og skjulte formationer, man kan gå på opdagelse i.
Alt det, vi ikke længere kan bruge til noget, forsvinder som iskrystallerne i morgengræsset. Vi kan ikke fastholde det, vi må lade gå. Og når vi ikke længere stritter imod og indser, at alting er som det skal være, er frigivelsen en guddommelig lettelse. Så står kun det egentlige tilbage.
Det ved træet. Og det ved November.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

tirsdag den 12. november 2013

Lyden af det, man ikke kan høre




Jeg har brug for et sted, hvor der ikke er fyldt op. Et rum, hvor man kan høre stilheden. Jeg elsker de pauser, der opstår i samtaler, når snakkende mennesker et øjeblik tier stille. Knappenålen, der falder til jorden. Sekundet, der åbner en evighed. Lyden af kærlighed, der bryder lydmuren og åbner hjertet uden at sige noget. Lyden af det, man ikke kan høre.
November kommer ind af døren. Hun kaster et hurtigt blik på mig og forstår instinktivt. Nikker, smiler og sætter sig så på meditationspuden med ansigtet vendt mod vinduet. Regnen pisker mod ruden, dråberne tegner små mønstre og en vandmosaik spejler sig med træerne i baggrunden. Dæmpet lys, det hører den ellevte måned til, selvom der også er lysende overraskelser på vej. Jeg kan høre hende sukke, jeg mærker hendes ro, der spreder sig i rummet og når mit hjerte. I dag vil vi ikke tale sammen. I dag vil vi være stille sammen.
Rummet fyldes af stilhed. Der bliver længere mellem linjerne og mine fingre tøver på deres rejse. Jeg betragter hver enkelt finger og beundrer den måde, de sammen former en enhed på. En finger af gangen, jeg opdager det slet ikke, men nu bevæger de sig så langsomt, at jeg både kan se og mærke det. Måske har de deres helt egen måde at samarbejde på, hver finger har sin rolle, de deles om bogstaverne uden skænderier. Et spørgsmål kommer sejlende fra vest. Det lander et sted og bevæger sig ud mod fingrene. De opfanger det og gør sig klar. Instinktivt.
Jeg holder vejret. I mens spiller dråberne musik, en slags sonate bøjer sig i vinden og former en fuldendt tone. Dråberne på ruden er ikke bare en tilfældig mosaik, det indser jeg nu, de er små perfekte noder. Ikke en eneste er tilfældig. Mine vinduer er et nodeark.
En slags pause træder i forgrunden og alting standser. Musikken, dråberne, vinden. Jeg kan mærke min egen vejrtrækning, helt ned i lungerne, jeg gør mig umage og følger åndedrættets rejse gennem kroppen. Så giver jeg slip, det bedste tidspunkt, jeg har virkelig øvet mig på det. Slippe, lade gå, tømme lungerne helt for luft, inden jeg igen trækker frisk luft ind. I det sekund, hvor jeg slipper den sidste luft, tager regnen til og dråberne stemmer i. Musikken trommer mod ruden og et nyt nodeark ser dagens lys.
November sidder musestille. Forankret på puden i sin egen værdighed ligner hun et træ. Det smukkeste træ, jeg har set på denne tid af året. Jeg føler mig heldig, fordi hun er her og fordi hun viser mig vej gennem de dæmpende gange af fugtig undergrund og tidligt mørke. Hun farer ikke vild, hun kender hver en kringlekrog og hvis jeg tør give slip, bliver jeg nærmest fragtet igennem. På vejen møder jeg de steder, jeg tidligere gik langt udenom. Og jeg opdager på magisk vis, at også de steder har en besked og et slags løfte til mig. Dér, hvor der er allermørkest, ser jeg lyset blafre og den smukkeste engel smiler til mig. Man kan vælge, at det skal være en engel. Men man kan også vælge sig noget andet. Lyset former sig nøjagtigt sådan, at det passer til lige netop dig. Det kan være, at din for længst døde farmor dukker op og rækker hånden ud. Og nej, hun vil ikke invitere dig ind i dødens rige, hun vil vise dig livet. Se, dér i mørket, midt i sorgen, alt det, du flygtede fra. Dér findes lyset. Livet.
Glæden er som lufthuller af åndeløs magi. Et strejf, et glimt. Det synes så simpelt og det er det. Lykken viser sig at være noget helt andet, end vi forestillede os.
November vender sig og ser tavst på mig, jeg nikker og fingrene adlyder. Vi skal lige rette ordlyden her, men du må have os undskyldt, for vi er i et slags flow og de vil bare danse. Ordene. Noget vil skrives.
Lykken har vist sig at være noget helt andet, end jeg forestillede mig. November nikker og hendes tommelfinger er oppe. Sådan min ven. Dette er dine erkendelser. Ja, det siger hun jo ikke højt, men jeg kan se ordene malet i hendes ansigt. Og det er sådan det er. Men måske kan du nikke genkendende til noget af det, der former sig i morgenregnen? Måske har du også hørt dråbemusikken og tænkt, at de små vandpartikler på vinduerne til forveksling ligner noder? Og hvem ved, måske har du også vandret i mørke gange og fået en indsigt, du ikke i din vildeste fantasi havde drømt om?

Jeg har brug for et sted, hvor der ikke er fyldt op. Et rum, hvor man kan høre stilheden. Jeg elsker de pauser, der opstår i samtaler og når snakkende mennesker et øjeblik tier stille. Knappenålen, der falder til jorden. Sekundet, der åbner en evighed. Lyden af kærlighed, der bryder lydmuren og åbner hjertet uden at sige noget.
Lyden af det, man ikke kan høre.
 
Billede og tekst, Lene Megan, november 2013

mandag den 11. november 2013

Isblomster og et træ




De første isblomster så dagens lys.
Deres knitrende latter lettede som fuglevinger i morgenlyset.  

I skellet mellem lys og skygge dansede et træ.

Jeg var vågnet i min egen drøm.
Det var ikke længere nat, søvnen var forsvundet.
På magisk vis
havde jeg forladt min seng.
N
u gik vi midt på marken, hunden og jeg.
Forsigtigt gled vi

gennem rimfrosten
med den første duft af
vinter i næseborene.
Åndeløs 
fulgte jeg mig selv ind i landskabet.
Velsignet,
en morgensjæl på rejse.
Isblomster, usynlige

krystaller,
glinsende som ædelstene strakte de sig mod lyset
i forvandling.
Landskabet var gjort af inspiration.
Hver eneste detalje fortjente

sin helt egen fortælling.
Jeg lyttede og sugede til mig.
Dette vil jeg huske,

dette øjebliks magi vil jeg fortælle,
når jeg kommer hjem.

Husk det nu, hviskede isblomsterne og smeltede.
Husk det nu, sang træet og snoede sig i dansen.


Jeg strakte mig i drømme. Natten og dynen var stadig tung.
Lyset, isblomsterne, træet.
Husk det nu.
 
Billede og tekst, Lene Megan, november 2013

fredag den 8. november 2013

I et sving




Thoroughly unprepared, we take the step into the afternoon of life. Worse still, we take this step with the false presupposition that our truths and our ideals will serve us as hitherto. But we cannot live the afternoon of life according to the program of life’s morning, for what was great in the morning will be little at evening and what in the morning was true, at evening will have become a lie.
– Jung –

Vi gik en tur ud på eftermiddagen. Jeg var på besøg hos en veninde på landet. Efterhånden har jeg fået mig et lille netværk af gode veninder, som ikke befinder sig i storbyen. De er spredt lidt ud her og dér, men fælles for dem alle er, at de som jeg bor i landlige omgivelser. Byen er efterhånden lidt længere væk. Og nej, mit elskede København har ikke flyttet sig, men noget er sket. I mig. Jeg er ligesom blevet en del af træerne, de snoede landeveje og alt det, der er naturen. Jeg føler mig ikke længere som en bybo på landet. Jeg er landskabet. Her har jeg hjemme, nu.

Det talte vi lidt om, mens vi vandrede i det kuperede landskab, veninden og jeg. Det havde været mørkt og regntungt tidligere på dagen, men da vi efter suppe, brød, fåreost og en god lang snak, begav os af sted, kom solen frem bag skyerne. Lyset ændrede sig andægtigt og eftermiddagen foldede sig ud, efterhånden som vi gik.

Et skridt af gangen, forbi en række gamle krogede træer, eventyret kaldte på os. Vi standsede op, lod os fortrylle og gik så videre. Vi gik gennem hegn, vi egentlig ikke måtte forcere, men vi formåede at komme helskindende både over og under. Alene det var et eventyr i sig selv. Ah! Gennem vådt og vildt græs i et område, der kaldes for overdrev. Og jeg overdriver ikke, det var temmelig vildt og oprindeligt.
Der var noget med eftermiddagen. Lyset, de tunge dråber fra grenene, de sidste rester af efteråret og landskabet med bakker og snoede veje. Jeg var pludselig på tur i mig selv. Noget i mig indså, at jeg er på vej ind i mit livs efterår. Intet længere er det samme. Jeg spejlede mig i de næsten nøgne træer og i søen for foden af bakken. Jeg så dybt ind i min egen sjæl og forstod, at det ikke længere handler om at udvikle. Det handler om at afvikle. Bare ordet gav mig kuldegysning og et gisp af frygt landede i min mave. Så forsvandt den igen.

Hvis nu jeg tør, tænkte jeg og lukkede et kort øjeblik øjnene. Landskabet stod stadig klart. Vejen lå for mine fødder. Hvis nu jeg tør give slip på alt det, som ikke længere tjener mig. Gamle overbevisninger og ting, jeg troede var nødvendige for at jeg skulle have et såkaldt lykkeligt liv. ’Du er nødt til at give slip’, hviskede stemmen og jeg nikkede, mens vi gik videre, jeg befandt mig ligesom i en scene af flere dimensioner. Forholdsvis nærværende med veninden og i vores samtale, men samtidig skete noget andet.

Citatet fra Jung dansede for mit indre. Ordene opstod af landskabet, kom til syne mellem træerne og svøbte sig om mig. Det var en sang med dyb genklang, en melodi, der åbnede mit hjerte og lod mig forstå, at alting er anderledes nu. Et nyt landskab formede sig i eftermiddagens lys. En ny slags sandhed meldte stille sin ankomst. Jeg så den komme imod mig dér på landevejen som en ensom rejsende, men efterhånden som vi nærmede os hinanden, skete der noget. En subtil forståelse fyldte mig  og jeg åbnede mine arme for at tage imod. 

Det er simpelthen ikke muligt. Man kan ikke tage formiddagens program med ind i eftermiddagen. Det er som en gammel løbeseddel fuld af usandheder og meningsløs propaganda. Og i øvrigt begynder bogstaverne at falme. Ordene bliver utydelige, synker ind i sig selv og forsvinder. Papiret krøller sig sammen. 

Mørket fulgte med mig, da jeg havde sagt farvel og kørte hjemad. Det lå som en troløs dyne i bagspejlet, men jeg hilste bare anerkendende på det og fortsatte med at køre. Tilbage i et sving lå en stor taske fuld af gammelt gods. Og selvom jeg er varm fortaler for, at man skal rydde op efter sig i naturen, så var jeg oplyst af god samvittighed. Det var meningen, at jeg skulle miste den taske. Et sted på vejen mellem morgen og aften. I et sving.
 
... for what was great in the morning,
will be little at evening and
what in the morning was true,
at evening have become a
 
lie
 
Tekst og billede, Lene Megan, November 2013
med stor tak til Jung og en skøn kvinde, jeg er så heldig at kende

tirsdag den 5. november 2013

Sindsro




Nogle gange sker der noget. Man åbner døren og træder ud. Morgenen er forbavsende frisk og vinden bider i kinderne. I horisonten stiger stolen langsomt og majestætisk til vejrs.

Vi går ud over marken. Gamle Josie og jeg. Og eftersom hun efterhånden er en meget gammel pige, er tempoet altid sindigt. Det ved jeg og jeg har opdaget, at jeg altid glæder mig til turene med hende. Vi kan simpelthen ikke gå hurtigere, vi finder ligesom en anden rytme og så går vi dagen i møde. En slags hemmelig port åbnes og vi træder ind på en anden sti. Et skridt af gangen, gennem våde blade, jorden svupper under fødder og poter og knaser lidt, når vi går igennem de nedfaldne blade. Træerne står nu nøgne og fulde af underlig ro. Jeg beundrer deres evne til bare at være. Nu, her i november, hvor stormen har taget de sidste rester af sommeren og begravet den i mulden. Himlen er klar, lyset skarpt og alligevel dæmpet, der en renhed over landskabet, som er svær at fange. Og træerne. De står bare. Hilser tavst på os, mens vi glider forbi.
Jeg er blevet indviet, tænker jeg og smiler, for jeg kan godt lide den slags små ritualer. Josie har stukket hovedet i jorden og indsnuser livets melodi gennem tusindvis af små partikler. Jord, blade, græs, korn, frø og efterladenskaber fra dyrene. Selv kan jeg dufte vinteren, mærker den kalde gennem vinden. Det er koldt. Noget i mig fortsætter med at smile. Det er bidende koldt og alting er, som det skal være. Smilet forplanter sig i hele kroppen. Vi fortsætter i det langsomme tempo over marken, mens himlen ændrer karakter. Hver gang jeg ser mod horisonten, er noget anderledes. Hvert eneste øjeblik er nyt. Forandret.
Og mens vi glider hjemad i følgeskab med vind, vejr og November, glæder jeg mig over det liv, der er det egentlige. Det tempo, der findes bag al hastværk, vi mennesker lægger for dagen. Bag undskyldningerne, de lange lister af burder og skuller og dagene, der bare går, mens vi skynder os af sted for at nå alt det, vi synes vi skal.
'Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?' spørger November i det sekund, hvor jeg åbner havelågen. Jeg ser forbavset på hende, for jeg ved jo, at hun ikke er her, når jeg runder en vis alder. Det er altid December, som sørger for den fejring. Men hun står helt stille og betragter mig, en smule alvorlig og dybt intens, som hun i grunden altid er. Tidligere ville jeg have tøvet eller jeg ville have støvsuget mit sind for alt det, jeg mangler. Alt det, jeg ikke har og som ville gøre mig lidt gladere. Om så bare for en stund. Et par nye handsker, en jakke, en bestemt bog eller et køkkenredskab, der ville gøre min madlavning endnu lettere og sjovere. En ny slags duft, parfume, en ring, en halskæde eller … Jeg mærker et stik af smerte og en følelse glider igennem mig som et lavtryk. Men ikke længere … pludselig opdager jeg, at disse ting på ingen måde kan opfylde mig længere. De har mistet deres kraft. I et kort sekund føler jeg mig helt tom.
Imens venter November tålmodigt. Det skal de have, månederne, de har aldrig travlt. Jeg ser på hende og smiler, mens en ensom tåre triller ned af min kind. En af de tårer, der kommer fra en lille kilde af erkendelse. Den triller, renser og befrier. Noget falder bort, noget er for altid tabt.

’Sindsro’, hvisker jeg og bliver næsten overdøvet af vindens knirkende rejse gennem træerne. ’Jeg ønsker mig sindsro’.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

lørdag den 2. november 2013

Til en ven




En veninde sendte dette billede her til morgen og takkede for mine ord. Det gjorde mig glad. Og det gav mig også på ny en forståelse af, at der virkelig er brug for alle stemmer og måder at give følelser, stemninger og oplevelser ord på. For der findes en anden vej.
Til dig, der føler, at du er anderledes og ser og fornemmer noget, andre måske ikke gør.

Skriv på din egen måde. Beskriv det, du ser og mærker. Lev det du fornemmer. Vov at gå et spadestik dybere og tøv ikke med at stille spørgsmålstegn ved det tilsyneladende. Du vil opdage, at du ofte har ret i mange af dine fornemmelser, selvom det måske ikke altid er let at sætte ord på. Ordene kommer, når de skal. Men stol på det, du instinktivt ved og lyt til din egen stille stemme.

Denne er til dig, Tove. Jeg er glad for at kende dig. Tak.

Der findes en sandhed i duggen.
Der bor en lykke i græsset,
den snoede grusvej og frøernes kvækken fra dammen.
Der findes en langsomhed og en anden rytme.
En anden vej.
Der leves et helt liv i morgenes første lys,
hvor dagen er ny og stadig bedugget af nattens elskov.
Der findes noget stort i det små.
 
Tekst Lene Megan, november 2013
 
 

fredag den 1. november 2013

Den omvendte visdom



Forsigtigt lister jeg op af trappen, gennem tusmørkets gange og finder vej til mit magiske rum. Jeg ved, at hun vil være dér, min forventning klør som tusind myggestik, men alligevel går jeg langsomt. Det hører ligesom tiden til. Langsomheden. Fordybelsen. Jeg finder tændstikkerne og tænder de små lys i vinduet. De lyser mod morgenen, mens regndisen smyger sig forbi vinduerne.

Så hører jeg sukket. Savnet. Dér står hun i sin dunkle kåbe med armene strakt ud mod mig. Hendes blik er intenst, næsten gennemborende, men det sværd har jeg altid nydt at møde. En bittersød oplevelse, hvis du forstår, jeg mener? Sværdet, der går et stik dybere, klingen, der skærer alt unødigt bort og går direkte til kernen. Uden at tøve glider jeg ind i hendes arme. Jeg har savnet dig, det mærker jeg, hun nikker bare, det ved hun godt, jeg har altid været fascineret af hendes intensitet og flirten med undergrunden.  Jeg fornemmer, at hun vil kunne besvare endnu spørgsmål om livets mysterier og jeg byder hende velkommen til mit hus.
Jeg er glad for, at du velkommer mig uden at tøve’, siger hun og nikker anerkendende. ’For jeg har gaver med til dig. Ja, faktisk har jeg gaver med til alle, der tør tage imod, tilføjer hun sukkende og ryster på hovedet, men det er desværre ikke alle, der har tillid til min formåen. De frygter mig, jeg mærker det, de ser bare ind i mørket, et enkelt blik og så flygter de. Jeg er ikke typen, som bruger beskidte salgstricks og mærkelige overtagelsesmetoder, jeg tilbyder blot min hjælp og tilstedeværelse. Og jeg er ikke på Facebook, tilføjer hun og ryster på hovedet, men jeg har mørket med, det er sandt, for dér midt i dybet findes en subtil sandhed, som blot venter på at blive set. Mærket. Erkendt.’

Måske føler de, at der mangler en slags nøgle’, foreslår jeg og gør mig blidt fri af hendes favntag. Men hun slipper ikke min arm, hendes lange fingre holder fast om mit håndled. Det minder mig om et smukt armbånd, fingrene og de røde negle om min arm, fem smukke rubiner. Jeg tager mig selv i at ønske, at hun aldrig vil slippe grebet, for med det armbånd på vil jeg aldrig mere frygte mørket og dets visdom, men fornuften tager over og jeg ryster på hovedet. ’Det er nu også grænseoverskridende, søde November, at du inviterer os til at gå dybt ind i vores eget mørke og møde de dæmoner, vi altid har vendt ryggen. Den dans, du byder op til, er så langsom og sanselig, at det er næsten umuligt at følge med. Du er den omvendte visdom og det er dér mange, som ikke forstår.
Hun ler højt. Det er hun aldrig blevet kaldt før, den omvendte visdom. Noget i hendes blik siger mig, at hun kan lide ordene og det fryder mig. Jeg elsker de ord, der bare kommer springende, fordi de ved noget, jeg ikke gør. Ordene, November, de er begge så kloge. Jeg indser, at jeg er en heldig kvinde og min beslutning om at blive i mørket og vente tålmodigt føles lige så godt som Novembers smukke fingre om mit håndled.

Mens vi står og ser på hinanden og dagen står op i regndisen, kan jeg høre den velkendte lyd af hjertet, der smiler. Mit hjerte forstår så meget, som mit sind ikke gør. I disse dage sker det dagligt, at jeg må lægge tankerne i en stor kasse og pænt takke dem for deres uden tvivl velmenende bidrag, men jeg må desværre erkende, at jeg ikke kan bruge deres frygtfilosofi til noget som helt. Og jeg ved, at November er kommet for at skrælle endnu flere lag af det tilsyneladende og at vi sammen vil gå gennem mørke og tågede gange for at møde underjordiske væsener og trolde, der alle har budskaber, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig. Gaver. Hun nikker.

Den omvendte visdom’. November tager hånden til sig og mit armbånd opløses. Men noget er sket, jeg kan stadig mærke varmen.  Jeg ser efter endnu engang, et øjeblik, jo det er dér faktisk stadig, armbåndet.

Jeg glæder mig til at lære mere’, siger jeg og nikker og jeg mener det af hele mit hjerte. Dette er vigtigt. Du er vigtig. November.

Tekst og billede, Lene Megan, november 2013