torsdag den 31. oktober 2013

Vågen


 
Nej, jeg kan ikke sove nu
i natten efter stormen,
hvor engle så mægtige som katedraler
lister rundt
og holder hånden over og under os
der alligevel ikke faldt
Fordi vi var bløde nok
Til at bøje af for stormen.
 - Majbritte Ulrikkeholm -

 
Jeg vågnede omkring kl. 3. Midt i natten. Jeg tænkte, at det nok var det åbne vindue i sin knirkende haspe, der havde vækket mig. Forsigtigt listede jeg ud i fløjsmørket og lukkede vinduet, men jeg lod persiennen være oppe. Månelyset strømmede ind. Det var underligt, at det var så lyst, for månen var kun en lille aftegning mod himlen. Den var ikke fuld. Alligevel var der noget på spil. Stjernerne lyste og synet mindede om et eventyr. En tegning, et maleri, noget der var skabt af fantasien og forunderlige kræfter.

Søvnen kom ikke tilbage. I starten lå jeg bare tålmodigt og ventede, kaldte så sagte, men ingenting skete. Jeg var vågen. Lyset fortsatte med at strømme ind, stjernerne blinkede og månen drejede sig forsigtigt og vendte sig mod dagen. Dagen, der gav sig god tid, for morgenen sover længere her sidst på efteråret. Vinteren lurer bag træerne, de sidste blade falder, natten er mørk og uigennemsigtig. Men ikke i nat.
Og jeg var vågen.

Jeg stod tidligere op end normalt og gik ned i køkkenet. Lukkede hundene ud og satte kaffe over. Glædede mig over den velkendte lyd af kaffebrygning og duften af bønner.
Så opdagede jeg ordene.

Nej, jeg kan ikke sove nu, i natten efter stormen, hvor engle så mægtige som katedraler lister rundt og holder hånden over og under os, der alligevel ikke faldt, fordi vi var bløde nok til at bøje af for stormen.

Majbritte havde været på spil. Midt i natten. Og jeg forstod, at jeg kunne havde gjort det samme, jeg kunne være stået op og skrevet himmelpoesi. Man skal udnytte de søvnløse tidspunkter, for måske er de en gave. Jeg smilede og var glad for, at nogen havde gjort det og gavmildt delt ud til andre søvnløse.  For der kom der flere stemmer til, nej jeg kan heller ikke sove, søvnløse søstre og brødre meldte sig under månen og stjernerne og fortalte, at søvnen også havde forladt dem.
Ordene voksede i morgenen og pludselig gav det mening, at jeg ikke havde fået så meget søvn. Natten efter stormen, engle som katedraler, vi blev ikke ramt, vi bøjede os og gjorde os bløde under nattens dyne.

Der er mere mellem himmel og jord. Der er noget mellem linjerne. Der et tæppe foran det tilsyneladende og når man trækker det lidt til side og forsigtigt kigger ind, ser man ting og sager, man slet ikke havde drømt om.
Og jeg er vågen.

Lene Megan, oktober 2013

onsdag den 30. oktober 2013

Et særligt sted


Og natten mødte dagen i en sanselig himmeltango. På et særligt sted.
Måske bor jeg et helt særligt sted? Og det gør jeg jo rent fysisk. Efter vi flyttede ud i huset for enden af markvejen er en del af min helt gamle drøm gået i opfyldelse. Det var noget, jeg så for mig allerede da jeg var en lille pige. En dag ville jeg bo på landet med mand og hunde og så ville jeg skrive. Jeg var forfatter. Det var drømmen i al sin enkelhed. Der var ikke noget, der umiddelbart stod i vejen, det var ren drømmeenergi og noget, jeg troede fuldt og fast på. For jeg så det jo.
Nu, mange hundrede år senere, husker jeg det klare billede og det går op for, at den lille pige havde ret. Det, hun så, var ikke bare en tilfældig drøm, som man jo også kan have som barn. Nej, hun var helt klarsynet og vidste godt, hvad der boede i hjerte og sjæl. Et simpelt liv. En overgivelse til naturen, det kreative, skaberkraften og glæden ved bare at være sig selv. Gøre det, der føltes godt og naturligt og følge hjertet uden at tvivle. Selvfølgelig, sådan gør man da bare, tænkte hun og smilede, mens hun lod fingrene danse på skrivemaskinens magiske bogstaver. Lyden af historier, der fortalte sig selv. Lykke.
Der er løbet meget vand under broen siden dengang. Og jeg skal ikke komme ind på alle forhindringerne og endda de tidspunkter, hvor drømmen var fuldstændig glemt. For nu sidder jeg her jo. I huset på landet sammen med mand og hunde og jeg skriver af hjertets lyst. Eller gør jeg? Pludselig er det som om det at skrive og bare gøre det er forbundet med så mange følelser og historier om mig selv og mit liv, at det faktisk kan være lidt af en overvindelse at gå helt ind. Jeg er ikke længere en lille pige, jeg er faktisk en kvinde, som nærmer sig en vis alder og som med forundring og en smule vemod må se tilbage og opdage, at det har taget noget nær et halvt liv at nå hertil.
Drømme går i opfyldelse. Men det tager tid. Nogle gange lang tid. Og så er det måske ikke helt så ukompliceret, som man bare vidste det var, dengang man var en lille pige fuld af eventyr og fortællerglæde. Eller er det?
Nu er det jo sådan, at jeg tror der er en mening med alting. Dette er min rejse og alt det, jeg har oplevet og opdaget, mærket på min egen krop, følt og været igennem, det er med til at skabe de ord, der kommer vrimlende i dag. Og det gør de faktisk, ordene, når jeg slipper min modstand og alle mine forestillinger om, hvordan det bør være, helt ideelt. Magien kommer, når jeg overgiver mig. Så kigger den lille pige frem fra dybet og smiler underfundigt. Når jeg ser på hende smelter mit hjerte. Kærlighed, det sted, hun kommer fra, er fuld af kærlighed. Men jeg har begravet hende i årelange bunker af alt muligt, jeg ikke længere kan bruge til ret meget andet end at forme de ord og historier, der nu er ved at være temmelig utålmodige og bare vil skrives.
Min meditationspraksis har lært mig noget om disciplin. Den har lært mig at blive siddende, selvom jeg fyldes af både utålmodighed, rastløshed og til tider bliver overdynget af tanker fra et sind, der er ivrigt for at fortælle mig, at jeg er fuld af løgn og at det ikke nytter noget at følge hjertet. Måske er det ikke lige ordene, men der er mange stemmer, som pludselig står i kø for at få ordlyd. Det er selvfølgelig min egen stemme, men jeg kan pludselig høre ekko fra min mor, far, lærere, mennesker jeg mødte, alle sammen stemmer, der sagde, at jeg skulle gøre noget andet end det, jeg egentlig havde lyst til. De taler om fornuft, de taler om at tjene penge, de taler om samvittighed, ja der er ingen grænser for, hvad de kan finde på at sige for at narre mig. Jeg betragter, jeg registrerer tanker, følelser, jeg er med det, der kommer og jeg bliver siddende, men der er tidspunkter, hvor det er oprigtigt svært. Det er som om sindet på et tidspunkt virkelig beslutter sig for at gøre oprør, måske fordi det mærker, at jeg har fået kontakt med noget dybere i mig selv og nu faktisk kan se, at jeg på ingen måde behøver at lade mig forføre og tro på mine tanker. Mine egne tanker.
Tro endelig ikke på alt det, du tænker …
Så står jeg op en morgen og mærker trætheden. Flere lag er skrællet af. Jeg har gået gennem mangfoldige landskaber, besteget små bjerge, krydset floder, broer og rislende vandløb og jeg troede, jeg var på vej mod et slags mål, der ville få alting til at lyse klart og det hele til at falde på plads.  Jeg kigger ud i horisonten, kaffekoppen i hånden, Oktober ved min side, vi sukker, mens vi betragter himlen og ser natten møde morgenen i en sanselig himmeltango. Synet er så smukt, at jeg næsten får tårer i øjnene. Og jeg indser, at jeg i virkeligheden ønsker mig et ganske enkelt liv, hvor jeg ikke er identificeret med alle de roller, jeg har besluttet mig for at tage bolig i. Nu, hvor jeg har løsrevet mig fra koordinator rollen, vil jeg være coach, jeg har uddannet mig til mindfulness instruktør, jeg er medlem af forfatternetværket.  Jeg har deltaget på et prosakursus, jeg har taget to gode moduler af en diplomuddannelse i ledelse, kommunikation og mindfulness, jeg fik en fin eksamen …
Men har det ændret noget?
Oktober ser på mig og smiler, ryster på hovedet, hun ved det godt, hun venter bare på at jeg selv skal indse det. Det, jeg kan og skal, er ikke noget jeg kan gå ud og erhverve i det ydre. Det er noget, jeg er født med. En slags mærkelig gave, der handler om at gå helt ind i naturen og eventyret og gøre noget med det, man møder. Det er som om jeg altid har været gjort af historier og fortællinger, forskellen er bare, at jeg nu ved, at jeg faktisk kan vælge at fortælle de gode historier, skrive og sige dem højt, i stedet for at lade min tanker fortælle mig de lidt mere triste historier om, hvad der er muligt eller ej.

Jeg er jo et meget ærligt menneske. Så hvorfor dog fortælle løgnehistorier?
Hvornår er jeg glad? Sådan for alvor glad og sprudlende? Hvornår føler jeg, at jeg virkelig står i min egen kraft og glæde og bare kan blive ved, fordi det er både spændende, udfordrende, muntert, sørgeligt, sanseligt, dejligt, skønt og forunderligt? Når jeg skriver. Og, må jeg med et saligt suk erkende, det er faktisk ikke helt lige meget, hvor jeg skriver fra.
For der findes et sted, hvor der sidder en lille pige og venter. Et sted fuld af kærlig magi og ord, der aldrig slipper op. Et sted gjort af noget, jeg slet ikke kan forestille mig i tankerne og som jeg ikke på forhånd kan planlægge. Jeg skriver udenom sindet, der findes en hemmelig bagvej og en dør med en nøgle, som sindet aldrig kan få fingrene i.

Nu har jeg indset det. Pigen havde ret. Huset på landet, manden, hundene, naturen og fortællingerne. Men noget er kommet til. Livsvisdom. Noget sker der jo, når man har levet i snart 50 år og har været igennem både det ene og det andet. ’Kom til sagen, synger pigen, nu skal vi samarbejde’,  og jeg får kuldegysning, for jeg har stor lyst til at samarbejde med hende, verdens vidunderligste lille pige med gjort af eventyr og skriveglæde.’ Kom’, siger hun og rækker hånden ud, ’slip nu de sidste hæmninger og overgiv dig fuldstændig til det, der gør dig glad, giver energi og som du jo godt ved, du er temmelig god til. Lad os gå videre, lad os øve os og lege, lad os følge glæden og det eventyr, som er tilgængeligt for alle og enhver, når de lærer, hvordan man kommer ind bag sindet og får åbnet den knirkende dør til det, der også kaldes det magiske rum.’

Oktober ser sig omkring, hun står midt på gulvet i mit arbejdsrum, skriveværkstedet, hun kigger på bøgerne, de farverige malerier, certifikatet, ordene, kortene, farverne … Så nikker hun og smiler varmt til mig med en helt særlig oktober glød.

’Du har dit ydre magiske rum, du har dit indre magiske rum … hvad venter du på?’

Og natten mødte dagen i en sanselig himmeltango. På et særligt sted.
 
 
Billede og tekst, Lene Megan, oktober 2013


mandag den 28. oktober 2013

Der stod jeg dybt i efteråret




Jeg mærker en historie et sted på vejen, gemt i de våde blade, dansende på broen i blæsten …
Der stod jeg dybt i efteråret. Vi var kørt til Gavnø, men vi var kommet en postgang for sent. Parken var lukket for sæsonen, det vil sige, den åbner snart for julemarked, men det spiller ingen rolle. For der stod vi og kiggede på en lukket låge. Jeg smilede lidt. Det mindede mig i påfaldende grad om mit eget liv lige nu. Enten er jeg kommet en postgang for sent eller også er jeg lidt for tidligt på den. Tanken var morsom, jeg smilede lidt og vendte mig så om. Fik øje på et smukt gammelt hus på en lille bakke og et stengærde rundt om haven. Under mig knitrede bladene, vinden hylede i træerne og de sidste kastanjer lå som små brune ædelstene mellem blade og vandpytter.

Vi kørte tilbage over broen og parkerede i skovbrynet for at gå tur med hundene. Det var begyndt at regne, men ikke nok til at forhindre os i at forlade bilen og gå ud i vejret. Selv var jeg draget, det var som om jeg kiggede ind i et stort spejl og så mig selv. Jeg måtte lidt tilbage, ud på broen og mærke vinden hive i mig. De våde blade fulgte mig, susede hen over broen og lagde sig til rette kun for at blive blæst op igen.
Fra broen lod jeg blikket følge kystlinjen og bevæge sig helt ud i horisonten. Et øjeblik. Jeg lod det hvile lidt i den disede intethed. Skyerne bevægede sig hurtigt hen over himlen og tegnede himmelmønstre. Vandet skvulpede under broen og bevægede sig frem uden tøven. Naturen har sit eget flow. Sin helt egen måde at være med forandringerne. Træerne græder ikke, når de sidste blade falder for efterårsstormen. De står bare værdigt i sårbarhedens muld og lader nøgenheden tegne forunderlige mønstre mod vinterhimlen. Ikke mere tilbage, ikke flere masker, illusioner og ønsker om, at det skal være anderledes end det er … befriende!

Jeg var et træ på en bro og blev stående. Så kom den tilbage. Hjertesangen.
Egentlig vil jeg bare skrive, sang hjertet, fortælle historier. Egentlig vil jeg bare gå på eventyr i underbevidsthedens land og udforske det, jeg møder. Gøre noget med det, lade det tegne mærkværdige mønstre som andre maler billeder. Egentlig vil jeg bare åbne et slags galleri og en lille café, hvor jeg kan møde mennesker og være mig selv midt i den årstid, det nu er. Tage imod de historier, der kommer og lade de ord danse, der nu vil.

Efteråret purrede op i mit hår og jeg følte mig lykkelig. Og lykken var lunefuld, den varede kun få minutter, men det var nok. Længslen brændte som et indre bål, sukket var ægte og sandheden fortalt.

Kan man have et ordgalleri? Tanken opstod og plantede et slags frø i mig. Har jeg virkelig lyst til at åbne en slags café og et hjertevarmt galleri, hvor man leger med ord eller er det bare en historie om en kvinde, der venter på at blive skrevet?

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

mandag den 21. oktober 2013

Forhindringer og budskaber




Det sker i disse dage. Jeg føler mig på forunderlig vis strandet på egen rejse. Bedst som jeg tror, at jeg har alle svarene og nu kender vejen videre, opløses det hele og jeg ser, at det var et slags fatamorgana. Og bedst som jeg tror, at jeg har lært noget vigtigt og gjort mig en erkendelse, der forevigt vil forandre mit liv, opdager jeg, at jeg er faldet i egen fælde.
Samtidig har jeg en sær fornemmelse af, at livet vil fortælle mig noget. At der er et budskab i min situation og følelsen af at være strandet. Det eneste, jeg kan gøre, er at stille spørgsmålet og vente på svaret. Hvad er budskabet?

Strandet. Budskab. Spørgsmål. Tjek.
Og så går jeg en tur, for jeg var nødt til at blive bevæget. Så meget har jeg lært. Ud i efteråret, regn og rusk. Hunden går med, hun er min ledsager og fortrolige. Hun ved noget, jeg ikke gør og derfor lader jeg mig inspirere. Snuser lidt til de våde blade, vi går igennem. Standser op, når hun gør og betragter horisonten og de mægtige skyer, der sejler over himlen og lyset, der pludselig bryder igennem og bader landskabet i et sælsomt brusebad af magi. Jeg glemmer min følelse et sted i de våde blade og går videre. Skridt for skridt ud af vejen, gennem pytter og nedfalden frugt.

Efter et stykke tid føler jeg mig lidt lettere. For det er ikke bare følelsen, der er forsvundet, det er nogle af de heftige tanker fra et sind, der gerne vil det hele på den halve tid. Utålmodighed, kald det bare det. Eller frygt. Simpelthen. Men tankerne falder ligesom fra en efter en. Da jeg gik ud, troede jeg, at jeg skulle danse med dæmoner, men nu opdager jeg, at vejen fører mig til helt andre dansegulve.

Vi når ned til Bankerne. En lille skov, som egentlig bare er et buskads og en række træer. På begge sider løber der små kilder af vand, hvis man går tæt nok på, kan man høre dem risle. Men jeg når slet ikke til nydelsen af rislende vand, jeg fortaber mig i andre detaljer. Lyset mellem træerne, de våde blades forunderlige mosaik og duften af forrådnelse og forfald. Noget fanger mig med sin hvisken. Jeg hører lyden af småt vand, en fin melodi af dråber, der glider fra grene og træer og rammer jordbunden. Og jeg ser slåen. Blåsorte bær af jordisk skønhed så fine og enkle, at jeg helt mister pusten. Det er et syn for guder, ikke dæmoner. Og budskabet står mig klart.
Midt i bankerne får jeg samling på mig selv. Jeg er gået ind i en anden slags verden og er kommet ud på den anden side. Det samme er hunden, hun har fundet en magisk fjer og ser både stolt og vigtigt ud. Jeg opdager at jeg smiler. Og hun nikker til mig, jeg ser det tydeligt, vi er begge forandrede og langt mere samlede, mens vi trasker ud af markvejen og videre tilbage mod det sted, hvorfra vi kom.

Det sker i disse dage. Bedst som jeg tror, at jeg befinder mig i et slags tomrum, får jeg dråber af magi og erkendelser foræret. For der findes ingen forhindringer, der ikke har et budskab. Og først når man har fået budskabet, opdager man, at der faktisk slet ikke findes forhindringer.
Alt er et spørgsmål om læring. Op at turde stoppe op, så man kan vågne op. Igen og igen.
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013
og en særlig tak til Keeva hund, som fulgtes med mig og endnu engang var til inspiration og glæde.

lørdag den 19. oktober 2013

Jeg har mødt efteråret




Jeg har mødt efteråret.
Hun danser i morgendisen som en fjerlet sommerfugl. Brygger te i tågen, tilsætter magi, en hemmelig opskrift af friskhed og glæde. Hen over engen, dansende, svævende, koppen i hånden, duftende og sansende. Forsigtigt bukker hun sig forsigtigt ned og samler noget op. Det ligner dråber, hun kommer dem i den store kop. En. To. Tre.

Dråber af øjeblikke. Godhed, kærlighed og mildhed. Hun trækker vejret dybt og drikker af væsken. Smilet breder sig over hendes ansigt og minder om en solopgang. Forbavset står jeg bag træet og betragter hende. Holder vejret og håber at hun ikke opdager mig. Jeg er vidne til en verden, der ikke findes, fordi jeg ikke vidste, at jeg troede på det. Men nu gør jeg.

Erkendelsen giver mig kuldegysning. Magien bor i mig selv. I troen. I visheden. Hun står foran mig, ganske tæt på, ude på engen i den sprøde morgendug. Dug, som har smagt den allerførste frost. Hun fortsætter med at drikke og smilet forankres i hele hendes krop. Hun holder om koppen som var den en hellig gral.
 
Jeg læner mig op af træet og sukker. I samme sekund vender hun sig om og ser direkte på mig. Jeg fanges af hendes blik og er ude af stand til at røre mig. Noget i mig vil flygte, jeg føler mig som en blind passager, der er blevet opdaget og nu skal betale bod. Skammen brænder i mig, jeg vil væk, men mine ben rører sig ikke ud af flækken. Jeg kan ikke. Flygte. Jeg må blive stående, mens hun derimod kommer nærmere. Stadig bærende på koppen, stadig med det forunderlige smil om læberne. Håret flagrer i vinden, det ligner kastanjer, varme, brune og jordiske. Nu står hun så tæt på, at jeg kan se at det faktisk er kastanjer. Små bitte kastanjer, de sødeste og mest skrøbelige jeg nogensinde har set. Målløs stirrer jeg på hende uden at se væk.
 
Hun rækker mig koppen og nikker anerkendende. Drik, siger hun uden ord, drik resten af min magiske efterårseliksir. Jeg tager imod, lader den store kop hvile i mine håndflader, fingrene fletter sig om keramikken, fulde af tillid er de, mine fingre, de tøver ikke.
 
En tår. Godhed. Den breder sig i hele kroppen og finder bolig i mit hjerte. Endnu en tår. Kærlighed. Og så den allersidste slurk. Mildhed. Forbavset står jeg med den tomme kop og spejler mig i hendes øjne. Dybe som en skovsø dækket af nedfaldne blade. Kærlige som lun sommervind. Jeg bliver ved med at se og pludselig kan jeg mærke det. Forstå. Og eftersom mit blik nu er mildt og hjertet fuld af godhed og kærlighed, er der ikke længere nogen tvivl.

Jeg har mødt efteråret.
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

fredag den 18. oktober 2013

Oktober fortæller



Prøv at mærke efter indeni - inde i dit hjerte.
Er det, du handler på i dit liv lige nu, virkelig det, du vil?
 
Oktober er på Facebook og ser Sophia Mannings statusopdatering. Ja, sådan ser den ud her til morgen. Et spørgsmål. Har du mærket efter? Har du virkelig været stille nok til at mærke efter og hørt, hvad dit hjerte siger? Er det, du handler på i dit liv lige nu, virkelig det du vil?

Oktober nikker. Hun er ikke i tvivl. Men alligevel er der noget i formuleringen, som udfordrer hende. Hun læner sig ind over skrivebordet, læser ordene endnu engang og udstøder så et suk, der får broen i Venedig til at jamre af misundelse. Udenfor blæser det op, skyerne sejler over himlen og solen får lejlighed til at kigge frem. Gyldne stråler, pludseligt skarpe, landskabet bader i et vandfald af gul og orange.
Så slår hun hænderne sammen, sukker endnu engang og klapper mig på kinden som en bedre mormor.

’Søde mennesker, hvor er I dog henne i jeres liv’, siger hun og ser på mig med en snert af bekymring. ’Jeg troede at I havde lært det. Eller i hvert fald at DU havde lært det. Du som nu i flere år har skrevet om at følge hjertet og som har lagt dit liv om i et forsøg på at gøre det, du brænder for og som gør dig glad. Følg glæden. Lev fra øjeblik til øjeblik. Vær i nuet og nyd de gode stunder, vælg det bevidste nærvær, bliv i kroppen og mærk efter. Lev og mærk, hvordan du er dit eget unikke orakel!’
Smilende træder hun et skridt tilbage og får kaffeblikket på. Der står samtale på agendaen, det mærker jeg tydeligt. Den slags samtale, hvor Oktober taler og jeg lytter. Og hvis det ikke lige var hende, så ville jeg muligvis protestere lidt, for egentlig har jeg ikke tid til at bare at sidde her og lytte, men noget siger mig at jeg gør klogt i at blive. Så jeg nikker og rejser mig.

’Jeg laver kaffe’, siger jeg resolut og anerkender hende med et smil. ’Og du gør klar til foredrag!’
Kort tid efter kommer jeg tilbage til skriveværkstedet balancerende med to kaffekopper. Den varme væske damper og fortryller med sin duft. Oktober smiler, hun har sat sig til rette på meditationspuden og placerer koppen på gulvet ved siden af sig. Selv sidder jeg ved skrivebordet og folder ører og hjerte ud.

’Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal udtrykke det’, siger hun og ryster på hovedet. Endnu et venedigsuk og så en forsigtig tår af kaffen. Hun giver sig god tid. Efteråret er en smuk, farverig og ganske forunderlig tid, hvor der er så meget nydeligt at sanse. Og samme forvandling sker på indersiden. Har du også lagt mærke til det? Det er som om efteråret spejler sig i menneskene og omvendt.
’Det er så enkelt. Det er såre simpelt. I er en alle sammen en flok skønne mennesker, som egentlig vil det allerbedste i jeres liv. Men i forkludrer det for jer selv. For sandheden er, at der ingen svar findes udenfor jer selv, som I kan føle jer hjemme i. I må finde jeres egne svar. I læser bøger og lytter til foredrag. I tager på kursus, uddanner jer og det er også fint nok. Nogle finder guruer og lader sig inspirere af de store mestre.

’Selvfølgelig, udbryder jeg. De mennesker er jo mestre, de kender vejen.’
’Det er sandt’. Hun nikker. Og jeg kender vejen. Min vej. Fra den allerførste fine oktoberdag og til den sidste, hvor der tændes lys i de græskar, I har skåret ud. Trick or treat? Hun ler højt og jeg kan ikke lade være med at smile. Engelsk kan hun også selvfølgelig. Hun tysser på mig med en formanende pegefinger.

’Men din vej? Hun ser på mig og smiler så kærligt, at tårerne blander sig med regndråberne på vinduet. Der er kun en, som kender din vej.’

 *  *  *

Han  ledte efter en hemmelig skat. For enden af regnbuen, det havde han hørt om.
Så han ventede til en dag, hvor solen fulgte lige i hælene på regnen, klar til at male med de fineste og klareste farver, den kunne finde. Han ventede tålmodigt og tidspunktet kom. Solen brød frem bag skyerne og malede en smuk bue fra ende til anden. Så kunne det ellers være, at han fik travlt. Det gjaldt jo om at komme først. Og han kunne mærke hjertet hamre, for noget fortalte ham at der sikkert også var andre, som havde lugtet lunten. Krukken. Han måtte have fat i krukken. Krukken med guld, glæde og alverdens lykke.
Han skyndte sig så meget han kunne. Han løb alt, hvad han havde lært og mere til. Han glemte at lytte til kroppen, som efterhånden protesterede, for det var som om at desto mere han løb, desto længere væk synes enden af regnbuen. Men tanken om krukken gjorde han stærk. Mægtig. Han løb og løb og opdagede slet ikke, at solen var forsvundet. Faktisk var det ved at blive mørkt. Den fine regnbue var for længst fordampet, et fatamorgana af forræderi.
Til sidst faldt han sammen på jorden og græd som pisket. Forpint og forpustet, han følte sig som den største fiasko, der havde levet på jorden. Nogen måtte være kommet ham i forkøbet. Nogen havde snuppet krukken og slukket for regnbuen. Og lyset. Det var mørkt nu, klamt og koldt og hans krop gjorde ondt i alle led.
Pludselig blev der stille.
*  *  *
’Det kan du simpelthen ikke være bekendt Oktober, kom nu. Giv mig fortsættelsen på historien. Min stemme er dyppet i utålmodighed og indignation. Søde fine Oktober med det gyldne hår og de smukke øjne. Hvad skete der så?

Tekst og billede, Lene, Megan og Oktober, 2013

torsdag den 17. oktober 2013

Langsomhedens magi




I dag er alting dæmpet. Lyset, morgenen og stemningen i skriveværkstedet. Hverken Oktober eller jeg har hastværk. Vi har nemlig fundet ud af, at vi befinder os bedst i en lidt langsommere rytme end den, vi tidligere lagde for dagen. Oktober ser på mig med et skarpt men kærligt blik. Nå ja, som jeg tidligere lagde for dagen. Der var engang, hvor jeg var overbevidst om, at jeg ikke selv havde indflydelse på rytme og hastighed. Det var simpelthen noget andre pålagde mig. Chefer, kolleger og i det hele taget. Kender du det? Opgaver, deadlines, et hektisk arbejdsmiljø, hvor det gjaldt om at se og virke så travl som overhovedet muligt. Fordybelse og indsigt var en by i Rusland. De senere år fandt jeg ud af, at jeg kunne hive lidt i tøjlerne og få hesten til at gå lidt langsommere, men det varede som regel kun i kort tid af gangen. Så galopperede den igen.
Der er ingenting galt med galop. Det kan tværtimod være yderst forfriskende med en rask tur ud over steppen. Vind i håret, fart i blodet, det giver en slags ukuelig rus. Og så ser det godt ud, når man kommer ridende i en vis fart og suser forbi alt det, man møder på sin vej. Højt til hest og vigtig som bare fanden. Kan du se det for dig? Oktober nikker, hun ser det hele tiden. Travle mennesker på høje heste. Galopperende af sted over stok og sten uden at se sig til hverken højre eller venstre. Det gælder bare om at holde sig i sadlen. Og kan man få hesten til at løbe lidt stærkere, gør det heller ikke noget. Det bliver først svært at holde fast, når hesten går i trav eller måske helt standser op. Stejler. Hvad så? Så flyver man gennem luften og videre, fordi farten er så overdreven og unaturlig, at det simpelthen ikke går at stoppe op. Måske rammer man et træ og slår hul i hovedet. Ender i en dynge våde blade og mærker jorden under sig. Og det er en frygtindgydende følelse.
Der er ingenting galt med galop. Men ingen heste kan løbe i al evighed og ingen mennesker kan holde til et tempo, der er både unaturligt og usundt. Vi pisker en stemning op og hvis vi mærker en snert af ondskab, pisker vi måske også hesten. Men på et tidspunkt stopper det hele. Måske med et brag og en ulykke, måske på en mere stille måde. En slags opvågnen. En chance for at vælge sig et andet perspektiv og en lidt anden rytme.
Jeg har opdaget noget. Og det har jeg blandt andet gjort, fordi jeg det seneste år har indført en meditationspraksis, hvor jeg sidder helt stille på puden eller i stolen og fokuserer på mit åndedræt. Så betragter jeg de tanker, som kommer og går, jeg registrerer dem, accepterer og vender fokus tilbage til åndedrættet. Følelserne får samme kærlige behandling. Jeg mærker dem, hilser dem velkommen, accepterer og så fokuserer jeg igen på åndedrættet. I starten opleves stilheden som en kærkommen rasteplads af ro. Sådan har det været for mig, det har gjort uendelig godt at finde det sted i mig selv, hvor der er helt stille. Roligt. Det sted, hvor alting ender og alting begynder. Senere er jeg begyndt at arbejde bevidst med mig selv i forhold til de tanker og følelser, der hele tiden kommer forbi. Og det handler ikke om at bearbejde dem og gøre dem til noget, de ikke er. Hvert eneste forsøg på at komme dem til livs gør dem kun stærkere og mere insisterende. Intensiveringen kan være som en kugleregn. Nej, det handler om accept og om at betragte, det der er. Uden at dømme og fordømme. Bare se.
Og hvad har hun så opdaget? Vidste du at tålmodighed er et af de gode principper i mindfulness? Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu og dér har jeg virkelig været på prøve. Men nu skal jeg nok komme til pointen. For nu, hvor jeg til dels er blevet selvstændig, har jeg opdaget at der faktisk ikke er andre end mig selv, der insisterer på at køre tingene i et vist tempo. Der er ingen som siger, at nu skal jeg gøre dette og hint i en rasende fart.  Jo, jeg kan sætte mig deadlines og mål, det har jeg skam også gjort, men når jeg har for travlt, er det let at miste fokus. Så ender jeg ofte helt ude på kanten og på et hængende hår. Foran mig gaber et store hul af manglende glæde.
Så nu har jeg truffet et valg. Hvad hvis jeg sætter farten ned? For jeg gjort en himmelsk dejlig opdagelse. Hvis jeg tør blive i de øjeblikke, der udfolder sig og bevidst vælge at være i nuet, hvor svært det end kan være, så sker der noget. Så møder jeg mig selv et andet sted, hvor fokus er langt mere hjerteligt. Og skarpt. Det kan måske lyde usandsynligt, men tro mig på mit ord. Jeg bliver simpelthen mere effektiv. Effektiv i langsomheden? Ja, den er god nok. Det er faktisk helt sandt. Jeg oplever både flow, fokus og glæde ved at gøre og være, når jeg lader tingene ske i deres helt eget tempo. Det er som om det hæsblæsende tempo fra før er en slags modstand i sig selv. Som at vende en magnet i den forkerte retning og frastøde alt det, man egentlig gerne ville tiltrække.
Måske har du oplevet det samme? En dag, hvor du besluttede dig for at slippe tøjlerne for en stund og lade hesten gå. Hvor du satte dig og på sin vis havde givet op. Så kunne det også være lige meget. Men så pludselig kom alt det til dig, som du i lang tid havde forsøgt at fange et sted derude? Glæden. Kreativiteten. De gode ideer, dem, der kommer fra hjerte og lyst. Sand magi.

I dag er alting dæmpet. Lyset, morgenen og stemningen i skriveværkstedet. Livets naturlige langsomhed kommer svævende som en smuk og sjælden fugl og sætter sig på mit skrivebord. Den kigger på mig med sit intense falkeblik og pludselig ser jeg noget i dens øjne. Mig selv. Smilende, skrivende og skabende. Arbejdende fra et sted, hvor alting har sin tid og hvor det, der skal komme, bare kommer. Som den majestætiske fugl, der hviler i sig selv og sin ro.

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

onsdag den 16. oktober 2013

Jeg stod af toget



Lyn, torden og basilikum.

Nogle gange må man bare starte forfra. Og hver eneste øjeblik er sådan set en mulighed for lige netop det. Man kan viske tavlen ren. Glemme alt det, der stod på den lige gør og se den blanke flade skinne i efterårslyset. Se hvordan de gule blade fra træerne udenfor spejles i tavlens overflade. Mærke hvordan det føles, når man træder et skridt videre og lader det ligge, som man ikke længere kan bruge.

Så er dagen ny. Igen.

Og det er her jeg er. Lige nu. Stående på en diset perron, mens jeg betragter det tog, jeg lod køre. Jeg var om bord i morges og jeg brugte hele formiddagen på at rejse i en kupe, hvor jeg ikke rigtig følte mig godt tilpas. Irritationen voksede mens landskabet for forbi. Og pludselig hørte jeg konduktøren sige noget om, at vi var på vej et vist sted hen. En klokke ringede. Jeg rejste mig, en smule forvirret og opdagede, at klokken lød fra mit eget indre. Som et slags tegn, en mystisk besked hinsides fra. Et vist sted? Jeg mærkede efter og forstod straks, at det på ingen måde var mit ønske. Lige netop det sted har jeg nemlig besøgt før og det er en ørken. Og måske tænker du, at det kunne være rart med lidt sand og varme her midt i oktoberdisen, men dér er jeg ikke enig.
Så jeg stod af. Da toget kørte ind på en station, samlede jeg mig sammen og tog en rask beslutning. Og nu står jeg her på kanten til eftermiddagen i en ny slags by. Alting er nyt. Øjeblikket, følelsen, forundringen. En vis nysgerrighed blander sig med ærgrelsen over, at jeg var nødt til at slippe min destination og stige af. Jeg forlod et mål, jeg ikke længere havde indflydelse på. Drevet af noget ubevidst og af tanker om, at tingene skal være på en helt bestemt måde. Men noget manglede. Jeg mærkede det pludseligt og derfor står jeg her. Glæden var blevet væk.

Måske er du blevet nysgerrig og det er godt. Nysgerrighed er en sund ting. For hvad nu hvis? Ja, hvad ville der ske, hvis jeg stoppede op og gjorde noget helt andet end det, der stod skrevet på tavlen? Hvad nu hvis jeg i et dristigt øjeblik greb kluden og fjernede det hele? Startede forfra? Kan man det? Kan du det? Oktober kan, hun gør det hele tiden. Hver eneste dag, man ved nemlig aldrig. Smidigt lader hun sig glide gennem øjeblikke, tidsløse vandfald af glædesdråber, uden at tænke over om der findes et slags mål derude. Skal der være et mål? Eller kan man rejse med glæden fra øjeblik til øjeblik og ligesom bare se, hvad der sker?
Din nysgerrighed. Dit spørgsmål. Hvad var det, der stod på den tavle? Og hvor skulle toget hen, hvad er det for noget med et vist sted? Lad spørgsmålet svæve til vejr som en ballon og tag på tur med din nysgerrighed. Det vil jeg gøre. Jeg har faktisk lyst til at give pokker og bare kaste mig ud i det, jeg kan mærke bliver tændt, når jeg helt intuitivt skriver her.

Glæden. Glæden bliver tændt.
Jeg er ved at lave hjemmeside. Designet driller. Og jeg har brugt hele formiddagen på lige netop det uden at komme et skridt videre. Så nu lader jeg toget køre et vist sted hen. Jeg bliver her. Midt i glæden, forankret i øjeblikket og i nuet. Alt er nyt. Alt er muligt.

Billede, tekst og intuition, Lene Megan, oktober 2013

mandag den 14. oktober 2013

En slags taknemmelighedsgryde




I lørdags endte jeg min uddannelse og blev certificeret Mindfulness Practitioner. Og instruktør. Lørdagen var en glædens dag, selvom noget godt og tillidsfuldt dejligt var ved at være slut. Samtidig var det som om vi alle forstod, at dette blot var begyndelsen på en ny slags rejse. Vi måtte lukke en dør og åbne en ny. Bevæge os videre i forståelsen af, at alting har sin tid og noget må slutte for at noget nyt tage sin begyndelse. Vi trak tiden ud, drak langsomt af champagnen og nød den søde beruselse, der ikke kom fra boblerne, men fra den fine ceremoni, hvor vi fik overrakt vores diplomer og fik gode ord med på vejen fra vores medkursister. Styrker. Tænk at få et smukt certifikat med egne unikke styrker. Vel at mærke set med andres øjne og følt med andres hjerter. Det var bevægende og smukt. Simpelthen.
Senere var vi ude og spise. Nogle af os. Gik tur i parken, lod efterårsbladene indvie os og så mediterede vi, spiste og snakkede til mørket var tykt som en dyne. Så sluttede det, vi måtte ud i blæsten, nogle skulle videre med tog, andre med bil. Afsked. Jeg kørte hjem gennem mørket, mens vinden tog i bilen. Stadig med smil om munden og glæde i hjertet over, at jeg valgte denne rejse.

I dag har jeg givet mig selv en slags fridag. En dag til at nyde og bare være, rydde lidt op på kontoret og ligesom starte en ny epoke. Nu også som mindfulness practitioner og instruktør. Jeg har stor lyst til at dele noget af alt det gode, jeg er blevet fortrolig og bekendt med på denne del af rejsen og jeg ser frem til at skrive om det, guide meditationer og i det hele taget.

Men energien. Den er væk. Træt sidder jeg i min stol i eftermiddagssolen, sipper ingefærte og mærker bare, at jeg har brug for at fordøje det hele. Som altid vil ordene vil gerne skrives, men de har ikke travlt. Langsomheden sniger sig ind på mig, kroppen bliver tung og jeg tøver. Og så husker jeg, at jeg har oplevet det før. Efter opgaveskrivning, aflevering, afslutning og noget, der er stort og hjerteglædende. Så kommer trætheden.

Jeg er min egen gryde, fuld af gode krydderier, ingredienser, dufte og farver. Og gryderetten skal simre, stå på komfuret, hvile på lavt blus og samle smag.  Jeg har fået så meget med mig og opdaget så fine ting på min vej. Gennem stilhed, meditationer, yoga og et kærligt rum sammen med andre rejsende. Jeg er blevet inspireret, bevæget og udfordret. Nu går rejsen videre, men lige nu skal jeg bare simre lidt.

Namaste.

På billedet ses jeg sammen med et lille udsnit af denne skønne flok, jeg blev uddannet sammen med.

fredag den 11. oktober 2013

Ved du måske hvordan Oktober dufter?




I dag er det efterår efter alle kunstens regler. Lyset er dæmpet, blæsten rusker i træerne og bladene falder lydløse til jorden. Røde, gule og orange lægger de sig forsigtigt til rette og bliver til et kæmpemæssigt tæppe af forfald. Jeg har tændt stearinlys i skrivestuen og drikker forsigtigt af den varme te med kamille og lavendel. 
Så ser jeg hende på altanen. Oktober. Hun kommer kravlende op af murværket og hiver sig op på den våde beton foran vinduerne i mit kontor. Håret er vådt, men hun stråler som en ottearmet lysestage. Hun banker på døren, jeg lukker hende ind og undlader at kommentere det faktum, at hun faktisk drypper på trægulvet.

’Hvor kommer du fra?’, hører jeg mig selv spørge. En del af svaret kender jeg, tror jeg nok, men resten af historien vil jeg utrolig gerne høre. For hvad pokker laver hun udenfor her først på dagen i regn og blæst? Og hvorfor går hun ikke bare ind af døren nedenunder? Hvor der i øvrigt er håndklæder til rådighed, dem vi også bruger til hundene, når de kommer våde ind. Men nej, hun skal absolut gøre særlig entre og bestige husmure og altaner for at gøre sarte plankegulve våde med efterårets dråber.
Jeg synes i det hele taget at Oktober er lidt anderledes i år. Hun er mere vovet, en smule mere vild. Jeg husker hende som indbegrebet af efterårsskønhed, stilfuld og med masser af ynde, men jeg kan ikke erindre, at hun før er kravlet op af husmuren. Det ligner hende ikke. Og nu står hun dér og drypper på mit gulv med et finurligt smil om læberne.

Pludselig opdager at jeg at hun har lånt min store grønne cardigan. Den, jeg elsker at flytte ind i, når det for alvor bliver koldt og efterår bliver til vinter. Den, jeg værner om og passer på, fordi jeg føler mig særlig godt tilpas, når jeg er svøbt i dens garn og masker. Lånt er nok ikke det helt rigtige ord, for hun har ikke spurgt om lov. Hun har bare taget den. Det plejer hun bestemt heller ikke at gøre. Hun har forandret sig. Og jeg som troede, at jeg kendt hende. Troede, at jeg vidste besked. En slags skuffelse breder sig i min krop.
Hun kommer nærmere. Stadig smilende, det skal hun have, hun er i ukueligt godt humør på trods af min skepsis.

’Du er forandret’, siger jeg og ser hende dybt i øjnene. De er nøddebrune, øjnene, det husker jeg heller ikke. Måske har jeg aldrig stået så tæt på hende før, jeg kan høre hendes åndedrag og se den måde, hvorpå hendes brystkasse hæver og sænker sig. Hun trækker vejret helt ned i maven og hendes fødder er solidt plantet på gulvet. Hvor der i øvrigt breder sig en lille sø af regnvand fra min dryppende cardigan, men det skal jeg ikke bruge flere ord på nu …
’Og du er forandret’, svarer hun og planter en dråbe på min næsetip. Jeg kan mærke dens våde kølighed og måden, hvorpå den gør klar til udspring. Dryp. Den falder pladask for mit tastatur og det fine ”B”.
Så forstår vi. Vi er først ved at lære hinanden at kende igen. Jeg glemmer det, gang på gang, men hver eneste gang en måned ankommer, er den ny. Jeg aner ikke, hvor den har været og jeg ved heller ikke, hvor den går hen. Jeg tror jeg kender den og ved besked, men jeg tager som regel fejl. For hver eneste dag under dens ophold har aldrig været her før. Den har ingen fortid og i grunden heller ingen fremtid. Den er nu og ny i sit særlige væsen.

Det går op for mig, at min forudindtagethed ofte fastlåser mig og afholder mig fra at opleve det, der er. Lige nu.  Jeg havde forventninger om, at Oktober ville være yndig, feminin og en smule forsigtigt i sine gøremål. Velovervejret. Og det forekommer mig ikke særligt velovervejet at hugge min cardigan og gå ud i regn og blæst for så at bestige husmure og kravle ind over altanen.

Jeg lukker øjnene, åbner dem igen og starter forfra.
Det er en ny dag. Det er Oktobers og lige foran mig står hun. Helt ny. Jeg har aldrig set hende før, i dette øjeblik og på denne fredag. Mit blik søger nysgerrigt hendes og jeg mærker en lille glæde finde vej. Noget falder til jorden og jeg opdager at det var mine forventninger. Samtidig mærker jeg en skøn fornemmelse af frihed, fordi jeg kan se hende uden at skulle måle, veje og sammenligne med det, jeg troede, der skulle være på en bestemt måde. Der står hun, frisk, våd og dryppende. Hun dufter af efterår. Jeg ser et gyldent blad i hendes hår og en kastanje i hendes håndflade. Jeg stirrer så længe, at jeg får tårer i øjnene og kærlighed i hjertet.

Du skulle prøve det! Lade som om du lige er vågnet et nyt og fremmed sted. Du ved ingenting og du har ingen forventninger. Luk øjnene op og bevæg dig nysgerrigt omkring. Brug alle dine sanser. Undersøg, mærk og føl og lad dig fortrylle af den rene oplevelse. Det tændte stearinlys i vinduet, flammens dans, regnens trommen mod ruden, duften af teen, smagen, indtrykket. Gå på eventyr. Udforsk verden omkring dig. I dag har du fået nye øjne og ingenting er, som du formoder. Læg alt det væk, der handler om hvordan du tror det er og oplev bare det, der er. Lige nu.
 
Vælg en enkelt genstand. Sæt dig forsigtigt med den og bare betragt den. Mærk, se, føl. Da jeg var en lille pige, tog jeg alting op til næsen og snusede dybt. Jeg elskede dufte og ligegyldigt hvad, skulle jeg altid lugte til det.

Ved du måske, hvordan Oktober dufter? Eller tror du bare, du ved det?
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

onsdag den 9. oktober 2013

Hjertete




Og morgenen kom. Stille kom hun vandrende ind fra øst og trak det usynlige tæppe mellem nat og dag til side. Stak hovedet ud og så sig omkring. Kiggende mørket dybt i øjnene og lod det forstå, at det var tid til afsked. Det nikkede, mørket, ingen modstand, bare accept. Så trak det sig langsomt ind i sig selv, mens lyset bredte sig over himlen. Hun mærkede øjeblikket, overgangen, og blev stående et øjeblik. Forstod instinktivt at det var et helligt tidspunkt, et slags land af uendelighed og sølvdis. Hun smagte på dråberne og nikkede kærligt til duggen, der uvilkårligt måtte smile, for også den vil gerne elskes. Og der var kærlighed i det blik, det mærkede den duggen og den forstod, at den har sin tid og sin særlige plads i universet. Intet er tilfældigt og ingen er overflødig.
Morgenen var i godt humør. Det var hun i grunden altid, men denne dag var noget helt specielt. Det vidste hun fra det sekund, hun forsigtigt spejdede ud gennem tæppekanten og så mørket vente tålmodigt fra sin nattestol. Hun mærkede, hvordan den intense betragten smeltede noget hårdt i hendes bryst og hun følte en uendelig kærlighed til det, der var. Mørket. Og natten, der var nået til sin udkant og måtte vige for lyset. Men det var ingen svær overgivelse, det var noget naturligt og i grunden ganske smukt. Da mørket rejste sig fra nattestolen og lyset kom svævende, følte hun sig lykkeligere end nogensinde før. Det var det jo det guddommeligste teater.

Hvad er det med overgange, tænkte hun og smilede underfundigt til sig selv. Måske er det fordi jeg mærker mig selv i lige netop det sekund, det andet tager over. Jeg strækker mig, jeg når mine grænser, men samtidig forstår jeg at der ingen grænser er. Vi er gjort af det samme og lyset og mørket er en del af os alle. Og selvom jeg er morgen, har jeg stor forståelse for natten og dens vigtige arbejde. Jeg ved, at den hverken er ond eller skummel, den er bare lidt mørkere end dagen. En anden farve, et andet udtryk. Men hverken skidt, kanel eller spor uhyggelig. Med hjertet fuld af forunderlig kærlighed tænkte hun på natten i sin stol. Hun beundrede den måde, hvorpå natten med ro og værdighed blev siddende i alle de timer, der hørte dens domæne til. Og det var sågar en variabel størrelse, for der er skam forskel på sommer og vinter, men natten ved lige nøjagtigt, hvornår det er tid.

Og det gør jeg også. Morgenen strakte sig dovent og begav sig ud på sin rejse. På et tidspunkt mødte hun dagen, men de kunne aldrig helt blive enige om deres indbyrdes grænser. Der var en slags gråzone et sted der op af formiddagen og den benyttede de altid til at drikke te og udveksle erfaringer. Te, der var brygget af morgendug og stjernedrys fra nattens himmel. Te, der gjorde dem milde og glade. De kaldte den hjertete.  Og det er jo et sjovt ord, fordi man tror at der står noget helt andet. Men det gør der ikke. Der står hjertete og nu ved du også, hvad det er.

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

tirsdag den 8. oktober 2013

Poetisk mindfulness




Den afsluttende opgave er skrevet og afleveret. På lørdag har vi afslutning på et fantastisk forløb og på uddannelsen hos Mindfulness Akademiet. Jeg kan nu skrive mindfulness practitioner og instruktør på mit visitkort, men de sidste par måneders intense træning og dagene på uddannelsen har givet mig meget mere end en titel. De har givet mig et nyt slags liv. Eller begyndelsen på et nyt slags liv, for den rejse er først lige begyndt.
Det var helt bevidst, da jeg valgte uddannelsen. Mindfulness er blevet ved med at dukke op min hjertevej. Det kaldte ligesom på mig. Når stier mødtes og gik hver sin vej, fulgte jeg mit hjerte og det, der rørte sig bag det efterhånden så populære og meget brugte begreb ”mindfulness”. Men mindfulness er ikke bare. Det er ikke en hyldevare, noget man kan købe sig til eller blot læse om i en bog. Det er noget, man er nødt til at praktisere og øve sig på. Gennem meditation, yoga og de mindfulness principper, filosofien eller grundtanken bag bygger på.

De sidste par måneder har været en fortsættelse af den livsrejse, jeg begav mig ud på, da jeg for lidt over to år siden besluttede mig for at lave mit liv om og følge mit hjerte. Det har ført mig gennem mange forskellige landskaber, erkendelser og udfordringer. Jeg opdagede hurtigt, at hjertevejen ikke er en motorvej. Det er en langsom vej med både indsigt og udsigt og den er fuld af personlige udfordringer. For der er meget, man er nødt til at revurdere og give slip på, hvis man virkelig ønsker at følge sit hjerte. Snart gik det op for mig, at mange af de værktøjer, jeg så gerne ville kende, fandtes bag ordet mindfulness.
Jeg har taget et coaching/mindfulness certifikat og to moduler i en diplomuddannelse indenfor ledelse, kommunikation og mindfulness. Det har været spændende og jeg har funderet meget over (og skrevet afsluttende eksamensopgave) om kommunikation med nærvær, noget jeg praktiserer i mit eget skriveværksted. Men det egentlige gennembrud, helt personligt, er først kommet, efter jeg begyndte forløbet hos Mindfulness Akademiet, hvor der har været fokus på den praktiske del af mindfulness (det egentlige). Jeg har fået mindfulness ind i mit liv ved praktisk og direkte erfaring med mig selv gennem den daglige træning.

Forløbet hos Mindfulness Akademiet har været et kærligt skub ud over kanten. Der er ingen vej tilbage og selvom der var, ville jeg ikke vælge den. Jeg forstår nu, at hvis jeg virkelig ønsker at følge hjertet i alt, hvad jeg gør og er, så er mindfulness vejen og måden. Men det er ikke bare et værktøj, øvelser, træning – det er en livsstil. De sidste par måneder er det samtidig gået op for mig, at jeg ønsker at skabe et mere simpelt liv. Flere og flere ting falder fra. Jeg indser, at jeg med glæde kan give slip på en hel del af det, jeg troede, jeg skulle bruge for at have et ”lykkeligt” liv. Det er blevet overflødigt! Gamle vaner og adfærdsmønstre virker ikke længere. Først bliver man frustreret og ulykkelig over at have mistet dem, senere bliver man både glad og taknemmelig.

Fremover vil jeg uden tvivl blogge meget mere om mindfulness og det, der ligger bag. Men jeg vil selvfølgelig gøre det på min måde. En slags poetisk mindfulness, vil jeg tro.

Lige nu vil jeg bare glæde mig over status. Jeg er mindfulness practitioner og jeg er instruktør. Nå ja, egentlig først på lørdag, men jeg tager glæden på forskud. Og jeg viser dig hjertens gerne, hvad mindfulness kan bidrage med, hvis du som jeg ønsker at leve et mere autentisk liv og følge dit hjerte, glæden og det, der gør dig godt i dit liv.

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

lørdag den 5. oktober 2013

Det, der står i vejen



Dagen er for længst stået op, vi har gået tur med hundene, jeg har lavet morgenmeditation og lidt yoga og været i bad. En helt perfekt start på en fin oktober lørdag og en weekend, som står i mindfulness tegn. Jeg skal nemlig lave afsluttende eksamensopgave på min uddannelse til mindfulness practitioner og instruktør. Næste lørdag går det løs, så er det sidste gang. Flere måneders intense rejse er overstået. Men i virkeligheden er den kun lige begyndt.

Jeg har vidst det længe. At der fandtes en anden vej og at jeg selv rummede alle svarene. Hvor svært kan det være? Jo det kan faktisk være en rigtig svær erkendelse at indrømme, at alting ender og begynder med mig selv. Og det handler ikke om egotrip og egoisme, skal jeg hilse at sige. Tværtimod. Det handler om at tage sig selv og sit hjerte alvorligt og finde kærligheden det eneste sted, hvor den findes. I sig selv. Først da er man i stand til virkelig at elske og give fra et sted, hvor der er endeløse ressourcer. Først da er man virkelig i stand til at se sine medmennesker som det, de egentlig er. Smukke og kærlige individer med deres egne udfordringer og deres helt egen vej.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt blev beskyldt for at være egocentreret. Det skete her på bloggen, en anonym læser var blevet provokeret af noget i sig selv og bad mig om at løfte blikket og se ud i stedet for at se ind. Det sårede mig på det tidspunkt, for det jeg var i færd med handlede jo i bund og grund om virkelig at kunne se ud. Hvad vedkommende ikke vidste, er, at det man ser derude, kun kan ses, fordi man bærer det i sig selv. Alting derude i virkeligheden er en afspejling af dit eget indre landskab. Så konstant at søge ud for at finde det, hjerte og sjæl længes efter er en rejse, der er dømt til fiasko. Man finder det aldrig. Man foranlediges til at tro det, man kaster al sin energi på noget udenfor sig selv og man overleverer sin personlige kraft til andre. Man mister simpelthen sig selv. Da jeg fik kommentaren, blev jeg ked af det og måtte gå lidt i tænkeboks, men heldigvis talte hjertet til mig med sin stille og kærlige stemme og jeg forstod, at jeg faktisk var på rette vej. Ligegyldigt hvad andre måtte finde på at mene og sige om det.
Når jeg skriver om mig selv og min rejse, er det fordi at det er det eneste, jeg virkelig kan forsøge at udtale mig om. Når jeg skriver om det, der rører sig og berører mig, så er det i håb om, at du kan finde noget at spejle dig i. Noget genkendeligt, subtilt og noget, som vækker genklang og længsel. Lyst til at udforske dit eget landskab og alt det smukke, du går og gemmer på. Mit håb er, at du må finde din egen lykke og din egen vej. Men kun ved at være åben, sårbar og ærlig omkring min egen vej, kan jeg virkelig give noget værdifuldt videre.

Så Megans rejse fortsætter. Forsætter ind i mørke huler, ad snoede veje og op af stolte bjerge. Hun ser morgenlyset danse i horisonten, når hun slår øjnene op og hun smiler underfundigt, når hun får øje på noget smukt derude. Noget, hun kun kan se, fordi hun bærer det i sig. Hun ved, nu, at når man følger hjertet så vælger man hele pakken. Det lyse og det mørke, det lette og det svære. Man møder hadet for at finde kærligheden og man kysser sorgen for at mærke glæden. Og omvendt.

Det handler Megans rejse om. Det handler mit liv om. Og det handler mine skriverier om, for sådan er det bare. Det er det, der er. Det er det, der kommer, når jeg åbner hjertet og træder ind i sårbarhedens landskab. Det er dér, styrken vokser og glæden danser. Mit i alt det svære findes det, der giver mig hjertemod. Og måske er det også sådan for dig?

Det, der står i vejen, er vejen.

Tekst og billede Lene Megan, oktober 2013

onsdag den 2. oktober 2013

Gløder, glæder og tålmodighed




Der er en dyd, som bliver ved med at dukke op på hjertevejen. En kvalitet, som synes vigtigere end mange af de andre tilsammen. Tålmodigheden. For uden tålmodighed kan man ikke følge hjertet. Det er simpelthen umuligt, fordi alt det, hjertet virkelig begærer sjældent er noget, der kan købes kontant og lige på det tidspunkt, hvor behovet eller lysten dukker op. Hjertets lyst er af en anden slags. Det er noget, der modnes, ofte i det skjulte. Det er subtilt og skrøbeligt som et frø, man forsigtigt lægger i jorden. Det skal først spire og vokse sig stærkere. Og når frøet ligger der i den mørke muld kan man ikke længere se det. Man kan ikke bare pille ved det og det er heller ikke muligt at tjekke, om frøet rører på sig. Så ødelægger man hele processen. Man kan blot vande, gøde og sende kærlige tanker til den lille spire under jorden. Og væbne sig med tillid og tålmodighed.
’Du må stole på, at alting har sin tid’, siger Oktober, for hun er skam ankommet. Iført den skønneste kåbe af gyldne efterårsfarver gør hun sin entre og stiller kaffen på mit bord. I samme sekund hun går igennem døren, ved hun hvad jeg tænker på og skriver om. Refleksionen bliver et fælles anliggende. Et rum, vi begge går ind i, en usynlig dør der lukkes bag os. Så er vi klar til en stille stund sammen, inden vi tager fat på dagens opgaver.

Og også dette er nyt for mig, den tid og det rum, jeg skaber til mig selv og det, jeg brænder for. Jeg må til stadighed fortælle mig selv, at det er en hjertesag. Det kræver plads, det kræver tid og det kræver stilhed. Jeg tænder mit skrivelys og flammen blafrer fra sin plads i vindueskarmen. Lyset minder mig om at holde liv i gløderne.
’Og glæderne’, samtygger Oktober, mens hun slubrer kaffe og kigger på flammen.

’Hvad ved du om at følge hjertet?’. Stemmen er min, ordene snubler over hinanden, jeg synes de lyder lidt skarpe i den tidlige morgenstund. Jeg fortryder dem i samme sekund. Sådan ville jeg ikke have sagt det. Men nu står de dér. Ordene. Og Oktober har både hørt og læst dem. Jeg kaster et stjålent blik på hende og forventer, at hun skal blive en smule vred eller fornærmet, men hun smiler bare sødt til mig og lægger hånden på brystet, så den ligesom holder om hjertet. Et kærtegn, et løfte.
’Tja, svarer hun, stadig med smilet om munden. ’Det ved jeg faktisk en del om. For man kan nemlig ikke være måned, hvis man ikke følger sit hjerte. Det er simpelthen årets kompas. Der findes ikke andre måleredskaber i vores univers end lige netop det. Hjertet. Og det har hverken visere, tal eller elektroniske symboler, der fortæller om vind, vejr eller vej. Det er noget helt andet, der leder os.

’Du må huske på, siger hun, at jeg kun er på scenen i 31 dage om året. Og så er jeg endda heldig, for jeg har en dag mere end halvdelen af de andre måneder. Bortset fra lille Februar’. Tanken om veninden, der ikke altid er helt sikker på, hvor mange dage hun har, får hende til at smile. Et af den slags smil, der breder sig som ringe i vandet og får øjnene til at ligne solbeskinnede skovsøer. Som rejser videre ud i hele kroppen og efterlader en følelse af varme og kærlighed. Hverken mere eller mindre. Og jeg kan mærke det, det smitter, smilet, fornemmelsen, også jeg sidder og stråler lidt ved tanken om den gode Februar, som slet ikke er spor trist eller fornærmet over, at hun ikke har helt samme antal dage til rådighed som de andre måneder. Hun er da ligeglad, for livet leves i ikke i længden. Næh, det handler i virkeligheden om bredden og dybden, men det er en helt anden snak.
’Og nu vil du sikkert gerne vide, hvor jeg er, når jeg ikke besøger min måneds dage?’. Hun ser på mig og ryster på hovedet. Det har jeg vist spurgt om før, nysgerrig som jeg er, men svaret er udeblevet. Det er en hemmelighed, som månederne bærer på og jeg har lært, hvornår jeg skal holde inde. Give slip på trangen til at ville vide alt og kende alle svarene. For måske er det slet ikke meningen, at jeg skal vide alt. Jeg får lige nøjagtigt den visdom og de svar, jeg skal bruge. Når tid er.
Men Oktober ved noget om at følge hjertet. Hele vejen gennem året og gennem de andre måneder uden at forstyrre og gøre væsen af sig.

’Vi er som frøet i jorden’, siger hun bare og drikker mere kaffe, mens flammen blafrer. ’Vi følger hjertet og dens tavse sangs flod. Går langs flodbredden, bader i tålmodighedens vande og lader os fortrylle af livets vandfald. Et skridt af gangen, gennem årstiderne, til vi en dag når til vores egen måned. Så er det tid, så spirer frøet og blomster springer ud. Og det er i overført betydning, når vi taler vintermåneder, siger hun og laver en passende grimasse’. Vi ler lidt sammen.
’Tålmodighed er virkelig en dyd, ikke?’ Spørgsmålet er mit, jeg må bare være helt sikker. For min egen tålmodighed bliver bestandigt sat på prøve på hjertevejens snoede stier.

Hun nikker, sender mig et kys og går ud af døren. Den tomme kaffekop står tilbage på hjørnet af mit skrivebord. Jeg ville gerne have talt mere med hende, der er så mange ting, jeg gerne vil vide og forsikres om. Men jeg må vende mig mod andre kyster, når det handler om at finde lige netop, jeg søger og længes efter.

Inspireret af Oktober lægger jeg højre hånd på mit hjerte, lukker øjnene og lytter...

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013