onsdag den 25. september 2013

Du er værdig




Det var vist det, jeg gjorde for et par år siden. Besluttede mig for at der findes en anden vej. Jeg var kommet til et vejkryds og jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg blev stående lidt og mærkede efter og svaret kom. Jeg ville følge mit hjerte.
Flere år og mange tusind ord senere. Her står jeg nu med fødderne solidt plantet i nuet, men jeg vælger bevidst at vende mig om og se lidt tilbage. Jeg ser en kvinde ved et vejkryds. Jeg ser forvirringen malet i hendes ansigt, men samtidig kan jeg se på hendes kropsholdning og det, hun udstråler, at hun har truffet en slags beslutning. Hun begynder at gå. Langsomt og søgende. Og hun holder noget dyrbart i hånden, som hun først for nyligt har forstået er en af hendes kernestyrker. Nysgerrighed. Hun ønsker at vide om hjertet har ret, når det synger sange om en anderledes måde at leve livet på. En anden måde at være i livet på. Hun ønsker at mærke det helt tæt på, livet, og ikke som noget, hun stræber efter et sted ude i fremtiden.

Hvem er jeg? Det var det allerførste spørgsmål hun stillede sig selv og det gjorde hun som ganske lille. Selv nu giver formuleringen hendes kuldegysning. Måske fordi hun med spørgsmålet bliver fragtet helt tilbage til sin barndom og igen møder den lille pige med nysgerrighed og livslyst intakt. Hun ser et blik der stråler af eventyr og mod på at udforske. Pigen står i en åben dør, hvor lyset strømmer ud. En dør, der siden skal lukkes og boltres fast med syvtommersøm og en kæmpemæssig hængelås, hvor en rusten nøgle drejes. En nøgle, som forsvinder. Nogen kaster den bort. Hun husker ikke hvem og det er også ligegyldigt. Faktum er, at hun ikke længere står i døren. Hun er nu ude på den anden side, i verden, og dér hun lærer efterhånden, at der ikke findes eventyr.
På et tidspunkt holder hun op med at stille spørgsmålet. Hvem er jeg? Det gør for ondt, det er for stort og hun kender ikke svaret. Spørgsmålet giver genlyd og som et ekko fylder det universet. Det bliver for meget for pigen, som vokser op og tilpasser sig. Hun går vejen, den, der præsenterer sig, når hun lytter til de formanende stemmer fra dem, der ved bedre. På et tidspunkt taber hun muligvis også værdigheden, men det opdager hun slet ikke. Lidt forstenet er man vel altid?

Da jeg læste i bogen af Jon Kabat-Zinn kom jeg til et afsnit om værdighed og den unge pige dukkede op igen. Dér stod hun og ventede spørgende. Jeg smilede til hende og gav hende et kram. Så rakte jeg hende det, jeg pludselig havde fundet. Værdigheden. Den tabte værdighed. Og smilet på hendes læber sagde alt. Tak. Ansigtet slappede af, skuldrene sænkede sig og resten af kroppen rettede sig ubesværet ind.

Hvilket minder mig om meditation. Når vi sætter os for at meditere, taler stillingen til os. For hvis vi fortæller os selv at vi er værdige, sker det næsten automatisk. Vi vokser ligesom. Vi retter ryggen, hoved og hals og vi sidder stolte som konger og dronninger. I meditation.

Måske har vi blot fra tid til anden brug for en lille påmindelse om, at vi allerede besidder værdighed, har gjort os fortjent, er værdifulde. Undertiden kan vi ikke mærke det på grund af sårene og arrene fra fortiden eller på grund af usikkerhed over for fremtiden. Det er tvivlsomt om vi helt af os selv er kommet til at føle os uværdige. Vi fik hjælp til at føle os uværdige. Vi lærte det på tusind måder, da vi var små og vi lærte lektien godt. (Jon Kabat-Zinn).
Måske har du også lyst til at forsøge? Prøv at sidde med værdighed i et minut.  Og læg mærke til hvordan du har det. Prøv at stå med værdighed. Hvor er skuldrene? Hvordan holder du rygsøjlen og hovedet og hvad vil det sige at gå med værdighed? Hvordan føles det at bade i værdighed?

Konklusionen? Jo nu skal der høre, der findes en anden vej. En værdig vej. For du er værdig!

Tekst Lene Megan, september 2013
 
Tak til Jon Kabat-Zinn og Steve Jobs for inspiration. Og tak til den lille pige, som vidste alt om hvad hjertet begærer. 

tirsdag den 24. september 2013

Aften ved bålet




Som skrevet, så gjort. Jeg holdt mørkning.
Faktisk satte jeg mig på gulvet med min pude og mediterede. Mens mørket sænkede sig omkring mig, sad jeg på puden og havde fokus på åndedrættet. Men selv med lukkede øjne kunne jeg fornemme at dagen sagde farvel. Det var som at sidde på en sten mellem to floder, der mødtes og slog sig sammen. Jeg kunne fornemme det i hele kroppen og jeg blev forbavset over dens sensitivitet.  Jeg var ét med overgangen og lysets møde med mørket. Jeg var tusmørket og månen, der rejste sig mellem skyerne og gled til himmels. Fuglen, der puslede i krattet for at lette og flyve op gennem bladene med et sus. Jeg var mit eget vingeslag. Tiden stod stille i timen mellem dag og nat. Og i grunden drejede det sig vist slet ikke om en time, men det gjorde forunderligt godt at være til stede. Virkelig til stede.

Siden tændte jeg stearinlys og lidt af det elektriske. Lige nok til at jeg kunne se bogen og ordene. Teen dampede på bordet og spredte en behagelig duft ud i stuen. Den ene hund slog sig ned på tæppet og fandt hvile. Sukkede dybt og overgav sig til søvnen, dog med det ene øje rettet mod mig, doven og alligevel årvågen. Har hun mon tænkt sig bare at blive siddende dér?
Og det havde hun.

Jeg læser i Jon Kabat-Zinns bog ’Lige meget hvor du går hen, er du der’. På en måde er det en del af min uddannelse, men uddannelsen er en del af noget større og noget mere gennemgribende. Jeg træffer nogle valg, jeg ikke ville have drømt om for bare et år siden. Valg, som træffes fra et andet og mere stille sted.
JKZ skriver blandt andet om dengang vi sad omkring bålet, når aftenen kom. Vi sad ved ilden for at holde varmen og stirrede ind i flammer og gløder med kulden og mørket i ryggen. Ilden var vores trøst, vores kilde til varme, lys og en slags beskyttelse. Men det betød også, at vi faktisk slappede af ved dagens afslutning. Måske sad vi og fortalte historier eller talte om dagen, der var gået. Eller også var vi stille, tavse, mens vi stirrede ind i flammerne og deres omskiftelige verden, et magisk glødende landskab. Ilden var beroligende, rekreativ, meditativ og helt nødvendig for at overleve.

Ilden og dens verden er forsvundet fra vores hverdag. Og med ilden næsten enhver lejlighed til at være stille. Nu bruges ilden blot til at skabe en særlig stemning, måske fordi vi dybt et sted i os selv kan huske, hvordan det var engang? Når aftenen kommer, tænder vi blot for lyset, når det naturlige lys udenfor forsvinder. Vi fortsætter med vores gøremål og tager travlheden med ind i aftenen. Vi standser ikke vores aktiviteter, vi glemmer simpelthen at geare ned. JKZ beskriver aftenens kommen som et naturligt tidspunkt at skifte gear og skrue ned. Give slip på dagen og dens aktiviteter og slå sig til ro. Med stilheden foran bålet. Bålet findes måske ikke, men stilheden? Hvor blev den af?
I stedet ser vi fjernsyn, underkaster os et bombardement af lyde af billeder som udgår fra andre sind end vores eget. Vi bliver fyldt op af trivialiteter og information og betragter andre menneskers eventyr, begejstring og begær. Sådan skriver JKZ i sin bog, men jeg nikkede, da jeg læste ordene og jeg fik det faktisk fysisk dårligt. Og traf endnu en beslutning af dem, der kommer fra stilhedens land.

Heldigvis har vi jo et valg. Vi kan beslutte os for at det skal være anderledes. Vi kan skifte gear og vi kan holde mørkning. Vi kan lade fjernsynet være slukket og hvis vi er rigtig modige, kan vi slukke mobilen og andet elektronisk udstyr. Vi kan sidde i lænestolen med bog eller strikketøj eller vi kan stirre ind i stearinlysets flamme. Vi kan beslutte os for en stille time, hvor vi afdæmpet taler med hinanden og trækker det gode fra dagen, perlerne, på en fin snor. Og så kan vi vælge at give slip på resten. Vi kan danse med mørket, men vi kan også blot lade det kærtegne os og lulle os til ro. Eller vi kan meditere og sidde med åndedrættet og opdage, at genskinnet af vores eget sinds dans minder lidt om gløder, gnister og flammer, som JKZ så poetisk beskriver det.
Som skrevet, så gjort. Jeg holdt mørkning.
Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

mandag den 23. september 2013

Tid til mørkning




Jævndøgn. Metrologen tog den alvorlige mine på. Endelig var han i fjernsynet, hans tid var kommet. Og heldig var han som havde fået en lille sensation at præsentere. En vejrmæssig en af slagsne. Selvfølgelig. Efterårsjævndøgn. En milepæl mellem sommer og vinter, en slags usynlig grænse som passeres og så er det alvor. Det er den tid på året. Mørketid. Natten æder af dagen og den bliver aldrig mæt. Helt frem til sidst i december spiser den af de lyse timer og gør det uden at blinke.
Fra nu af går det bare ned af bakke. Ordene var metrologens. Hans blik hvilede et kort sekund på mit og alvoren stod malet i hans ansigt. Uden at tøve berettede han, at dagene nu bare bliver kortere og kortere og af tonen at dømme, er det ikke noget at se frem til. Kortere dage. Mere mørke.

Jeg blev faktisk lidt ærgerlig. For noget i mig kan godt lide denne tid på året. Ja, noget i mig protesterer i det hele taget, når vi har travlt med at dømme vind og vejr og gøre det til et problem. Glemmer vi, at vi selv er både vind og vejr, en del af det hele? At vi kan mærke, som dagene bliver kortere, at vi har brug for mere hvile, mere indetid og måske mere tid til os selv. Bare os. Og stilhed. Måske.
Jeg vil fejre denne dag, tænkte jeg og lavede mig en god kop te og blev siddende lidt i tusmørket, da jeg havde slukket for fjernsynet. Billedet af metrologen med de dystre ord om mørkets kommen dansede forbi og rundt i stuerne. Så forduftede de.  Og mærkeligt nok føltes det ikke som en sorg, det føltes faktisk helt naturligt. Og jeg kunne mærke en lille træthed, en lyst til at følge med mørket ind i andre landskaber og udforske dem. Fra et sted i mig selv, et sted, som har trang og brug for at være lidt mere afdæmpet, nu, hvor lyset synker i horisonten.

Jeg løftede min tekop og skålede med mig selv og mørket. Kom bare, sagde en stemme i mig, det er ikke farligt. Og så huskede jeg på noget, jeg før har skrevet om. Før i tiden, i det vi kalder gamle dage, havde man en helt anden livsrytme. Man fulgtes med årstiderne. Og når denne tid på året kom, overgav man sig til det, der var og levede i overensstemmelse med den langsommere rytme.
I går dukkede der i øvrigt et nyhedsbrev op i min indbakke. Det var fra Doreen, som er naturvejleder og mindfulness instruktør. Jeg kender Doreen fra et iværksætterkursus, jeg deltog i tidligere på året. I nyhedsbrevet skriver Doreen om jævndøgn og om at blive ven med mørket. Og om dengang, hvor man holdt mørkning sammen.

Når skumringen kom og dagslyset sagde farvel, sad man stille og lod sig fragte ind i mørket. Man lod simpelthen mørket indhylle sig, inden man tændte lyset og gik i gang med det, der hørte aftenen til. Det var tid til eftertanke, kontemplation eller måske bare en stund i stilhed. En slags tusmørkemeditation. Da jeg blev mindet om mørkning, besluttede jeg mig prompte for at indføre det i min egen dagligdag. Det en smuk og helt naturlig lille ceremoni. En slags hyldest til overgangen, mørket og de steder i os selv, hvor vi måske tøver med at komme. En forståelse af, at alting har sin tid og at vi mennesker også har vores. En tid til lys og en tid til mørke.
Besøg Doreen og Mind4Nature her, hvis du har lyst til at lære mere om naturen, mindfulness og i det hele taget.  Måske har du også fået lyst til at holde mørkning? Jeg kan i øvrigt anbefale at slukke al elektroniske udstyr, når man virkelig skal holde aften. Ja. Simpelthen slukke mobilen helt og måske endda for fjernsyn og radio. Sidde stille ved lampens skær og læse eller bare være. Nyde at krop og sind helt naturligt falder til ro og bliver klar til nattens kommen. Det giver en bedre og mere rolig søvn. Og det har også andre gode bivirkninger.
Da jeg vandrede over markerne med hundene i morges, hørte vi lyden af gæs i det fjerne. Snart fløj de over vores hoveder med deres mægtige vingeslag og karakteristiske lyd. Et øjebliks skønhedsberuselse kom over mig. Efterår. Jævndøgn. De ved det, fuglene, nu flyver de mod syd. Følges med hinanden og årstiden som det naturligste på jorden. Og i himlen.

Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

søndag den 22. september 2013

Thoreau og en gul hund


Tiden er som det vandløb jeg fisker i. Jeg drikker af den, men mens jeg drikker, ser jeg sandbunden og opdager, hvor lavvandet der er. Vandløbets overfladiske strøm glider forbi, men evigheden står tilbage. Jeg ønsker at drikke dybere, fiske i himlen hvis brønd er overstrøet med stjernes småsten.
- Thoreau – Walden -
Det er efterår nu. Farverne har lagt sig til rette og træerne ændrer karakter. Bladene falmer og falder til jorden, når vinden rusker. Løvfald. Jeg gik gennem eftermiddagen, rundt om søen, og så det ske. Som om jeg blev fragtet ind i et øjeblik af fuld opmærksomhed. Jeg husker på åndedrættet nu, den mulighed jeg har for at forbinde mig. Med min krop, sjæl og med det, der er omkring mig. Rodfæstet som træerne, jeg passerede langs med søen. Åndedrættet. Livet.
Nu tales og skrives der om efterår og mørket, der dukker op. Dagene bliver kortere og trætheden melder sig. Vi tænder lys og koger suppe. Og glæder os over de dage, hvor sommeren et kort øjeblik kommer tilbage og kysser os farvel. Solstrejf. Blidt og alligevel en anelse hårdere. Tørre læber og et udvisket minde. Det næste skridt og den er forbi. Sommeren. Vi tager afsked med det sted i os selv, hvor vi har lært at hvile og hvor vi til dels tør være. Med det, der er. Så byder livet på nye årstider og andre indre landskaber.
Jeg mødte mig selv i efteråret dér ved søen. Forstod at jeg blot skal tage det næste skridt for at være på vej, men aldrig længere end det nu, hvor livet bor. Det betager mig og rører mig dybt. Det er en del af min uddannelse, men det er også et dybere valg. En lyst til at lære at leve og være med det, der er, fordi det i virkeligheden er det, jeg altid har søgt og længtes efter. Det er en befrielse at opdage, at der i grunden ikke findes andet. For i den erkendelse findes alt.
Landskabet er præget af livets udfoldelse og alt det, det mødte på sin vej. Stormene. Tørken. De mægtige regnskyl og månens vej gennem sin cyklus. Tidevandet. Glæder og sorger, kærlighed og had. Modsætninger og kontraster, der på forunderlig vis komplementerer hinanden og tegner de fine linjer i det, der kaldes et liv. Så kort. Og dog så intens som en evighed, hvis vi kan lære at være fuldt til stede ,når nuets øjeblikke folder sig ud.
Hunden, jeg fulgtes med, er 14 år. Og hun havde fart på i går, det var faktisk hendes ide, at vi skulle tage på tur. Bedst som jeg sad i lænestolen med min bog, indstillet på at lade mig opsluge af ord og sætninger, gjorde hun opmærksom på sig selv og den længsel, jeg så malet i hendes blik. Og jeg forstod, at jeg skulle lytte til hende og rejse mig fra lænestolen. Vi kørte i skoven, vi vandrede langs søen og jeg talte med hende, selvom hun ikke kan høre noget mere. Det betyder ikke noget, vi har for længst lært at kommunikere uden ord. Som hvalp lærte hun mig alt om signaler og kropssprog, fordi hun er signalfølsom og havde udfordringer med mennesker, som ikke kendte til dette hemmelige sprog. Så jeg lærte det. For at kunne tale med hende og for at vise andre, hvordan man skulle gøre, hvis man ville være ven med min gule skønhed. Vi så solen danse over søen, vi så de dybe kølige skygger og betragtede skyerne, som sejlede over himlen. Hun spiste grønne blade af en busk og jeg så på løvfald. Farvestrålende blade i græsset, gule, røde og brune.
Det næste skridt og den var forbi. Sommeren. Vi forlod skoven og parken via en låge og gik gennem efteråret ud til bilen. Købte æbler. Kørte hjem.
Hunden, jeg fulgtes med, er 14 år. Og hun er en sand læremester på min rejse ind i mindfulness og det, der ligger bag. Noget af det, som også Thoreau skrev om i 1845. Den højeste kunst er at påvirke dagens kvalitet, sagde han og det er blevet mit motto.
For der findes kun i dag. Vi har kun lige nu.
Tekst Lene Megan, September 2013
 
Billedet er lånt hos Susan Cohan Gardens

lørdag den 21. september 2013

Min lade er brændt




Det er en beslutning. Et valg. Fra det øjeblik jeg slår øjnene op og mærker det første strejf af morgen. Disen, som jeg fornemmer gennem det åbne vindue. Den bløde friske septemberluft med en anelse skarphed. Sove videre eller lade sig fragte ind i dagen. Blive liggende lidt og mærke efter. Kroppen er stadig øm efter torsdagens yoga. Glæden er stadig intakt efter øvelserne, der viste os, hvor den bor. Glæden. En beslutning. Et valg. I dag er en god dag. Mærke efter, acceptere. Lytte til den første sang fra den nye dag.
Du er stadig på rejse, kan jeg læse. Sådan skrev en ven til mig efter hun havde læst min blog. Jeg tog ordene ind uden at synke. Smagte lidt på dem, lod dem bundfælde sig. Og jeg forstod, at det er sådan, det er. Jeg er stadig på rejse og det vil jeg altid være. Altid på vej men alligevel ankommet. Jeg har ingen steder at gå hen, for jeg er lige dér, hvor jeg skal være. Jeg har ikke noget at nå. Alt er perfekt i nuet og der findes i virkeligheden ikke andre steder, hvor vi har noget at gøre.

Men livet er en rejse, en træning i at suge det bedste ud af de øjeblikke, der præsenterer sig i ukendt rækkefølge. Måske er der en dybere mening med det hele, jeg begynder at tro det. Men det er jo også et valg, en beslutning om at tro på lige netop det. Majbritte Ulrikkeholm har sagt, at hun har valgt at tro på det, der giver mest eventyr til hendes liv. Og det samme har jeg. Jeg har valgt at resten af mit liv skal være en god rejse, hvor jeg lærer mens jeg lever. Hvor jeg forholder mig åben, nysgerrig og gør noget med det, jeg finder på min vej. Skriver ord. Laver historier. Og giver det bedste videre. Lader det strømme igennem mig som en brusende elv. Vandet. Viden. Visdom. Liv.
Hvad vælger du at tro på? Og har du opdaget, at det ofte bliver lige netop sådan, som vi tænker? Det er da foruroligende og befriende på samme tid. Man træffer et valg. Man går sin vej. Og livet giver en lige nøjagtigt de lektioner, man har brug for at det skal blive sandheden. Det man tror på.

Det er en beslutning. Et valg. Fra det øjeblik jeg vågner og langsomt åbner mine øjne til jeg igen lægger mig ned for at lade nattesøvnen overtage. Hvordan møder jeg verden? Hvad gør jeg med det, der præsenterer sig? Og kender jeg den dybere mening med det, jeg ønsker at opnå. Vi har travlt med at sætte os gode mål og forsøge at nå dem. Det er der ikke noget galt i, tværtimod, men hvis vi ikke forstår den bagvedliggende motivation og det dybere formål, så er målet blot endnu en milepæl. Et glas champagne og siden et tomt glas. Berusende bobler, der mister deres intensitet. En slags subtil skuffelse, fordi målet alligevel ikke helt var det, vi drømte om.
Jeg mærker månen. Jeg lytter til stjernerne og går min vej gennem morgendisen. Følges med fuglene og forstår, at livet kun findes i netop dette sekund. Og så det næste. Hvert skridt er en milepæl og hver dag er et mål i sig selv.


Eftersom min lade
er brændt ned
kan jeg nu se månen
(Zenbuddhistisk digt i haikuform)
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

fredag den 20. september 2013

Det dæmrer nu




Husker du at gøre status for ugen som gik? Husker du at samle de gode øjeblikke som perler på en snor? Eller måske på små sedler, som du lægger i dit helt eget lykkeglas?
September og jeg har lavet en aftale. Hver fredag inden fyraften og weekend minder vi hinanden om de guldstunder, vi har haft i den forgangne uge. Sammen og hver for sig. Vi trækker det frem, som gjorde os godt og hvor vi satte god energi ind på kontoen.  Så sidder vi og betragter de små øjeblikke og opdager, at de slet ikke er så små endda.

Lykken er en dans mellem linjerne. Den er regnbuen, når solen kigger frem efter endnu en byge. Den er de fine tråde i edderkoppespindet, som træder frem i morgendisen. Malet mod solen som uendelige tråde af glæde. Lette at glemme og overse, men så … Når man standser op og bare er. Giver sig tid. Indstiller blikket og trækker vejret dybt. Så dæmrer det. For den findes overalt, lykken.  Subtil og fin som sommerfuglevinger, sårbar og dog stærk.
Den ydre verden er et spejl, der viser dig dit eget indre landskab. Det, du ser af skønhed og fine ting, kan du kun se, fordi du rummer det selv.  Og glæden bor i virkeligheden et fint sted indeni dig. Ja, det er sandt. Den glæde, der kan synes så flygtig og skrøbelig i sin sårbarhed, er altid til stede. Den færdes med dig, hvor end du går og står. Den venter blot på, at du skal åbne døren og komme ind. Glæden. Og den er slet ikke afhængig af, hvad andre siger og gør. Eller af vejret.

Det kan være svært at fatte og forstå. At vi hver især er vores egen kærlighed og vores egen glæde. Vi har alt det, vi skal bruge og rummer alt det, vi leder efter. Det dæmrer for mig i den tidlige morgen, når disen danser og dugger ligger tungt over mark og eng. Jeg forstår det, når jeg kigger op fra min hektiske tasten på bogstaverne og når jeg indser, at jeg selv vælger min musik. Og mine ord.
Vind, vejr og væren.
Jeg er min egen skaber og min egen lykkes smed.
La la la …


September synger, mens hun serverer kaffe og vi hiver sedlerne frem. Dem, hvor vi skrev de små glæder på. Vi betragter dem, mens de falder som sne over skrivebordet og lander uden lyd. Vi smiler og bliver kåde, kaster dem op i luften endnu engang, ser dem falde, mens det går op for os at vi faktisk spreder glæde. Sedler. Ord. En seddel falder ned i min kaffekop. Et kort øjeblik mærker jeg irritationen, men så bobler latteren og jeg fisker sedlen op.  Kaffen drypper ned på gulvet og skriver med dråber. To bogstaver, et ord.
Jeg indser, at de brunlige kaffedråber er svar på et spørgsmål, som jeg har stillet uden helt at få svar. Hvornår er jeg lykkelig?

Nu
Tekst, musik og foto, Lene Megan og September, 2013

onsdag den 18. september 2013

Flitsbuesvar




Vi prøver os frem. September forsøger at tale med vejret, men de har ikke samme sprog. Påstår hun. Jeg er holdt op med at forsøge. Jeg accepterer det, som det er. Vejret. Selvom såningen trækker ud og det dermed også påvirker vores planer om en tur til Sverige næste weekend. Vi ved ikke. Endnu.
Og det her med ikke at vide. Det synes at være et tema i mit liv lige nu. Jeg holder vejret, men kommer så i tanke om, at jeg jo øver mig på at lade min vejrtrækning være en trofast allieret. Den er min forbindelse til selve livet. Det liv, hvor benene er solidt plantet på jorden og hvor jeg virkelig mærker efter. Det liv, hvor jeg tør gå lidt længere og hvor hjertet er trygt i forhold til den venten, der nødvendigvis må være. For ting tager tid.

De mange løse ender. De utallige puslespilsbrikker, der ligger spredt ud på gulvet. Utålmodigheden, der danser i morgendisen, men som jeg blot betragter og lader være. Jeg handler ikke længere på den. For det handler nemlig sjældent om bare at handle.
’Tør du stole på den naturlige rytme?’ September opgiver sit forehavende og kommer ind fra altanen. Smækker døren efter sig og griber efter kaffen. Den smager hende, det kan jeg se, den måde hun drikker langsomt på og kniber øjnene lidt i for at intensivere smagsindtrykket, nydelsen står malet i hendes ansigt. Men hun har ikke glemt sit spørgsmål, nu stiller hun koppen fra sig og ser på mig. Afventende. Tålmodig. Hun forstår, at nogle svar kræver eftertanke. De skal ikke bare skydes ud i æteren som en kugle fra et maskingevær. De er nærmere en slags pil spændt i en flitsbue. Den helt rigtige modstand, trækket, langsomheden. De kræver præcision. For de svar kommer fra et helt andet sted end den øverste etage.

Jeg nikker. Så smiler jeg. Flitsbuesvar. Jeg kan godt lide ordet. Tager det i munden og lader det smelte langsomt på tungen. Mærker efter, hvordan føles det i kroppen, hvad sker der lige nu? Smilet vokser, jo den er god nok, det føles godt. Flitsbuesvaret. Jeg sigter med anstændig ro og slipper så pilen.
’Ja’, hører jeg mig selv sige, ’jeg stoler på at livet vil mig det godt. Jeg ved, at ting tager tid og at der findes en naturlig rytme for alting. En rytme, som er langsommere end vi mennesker er trygge ved. En rytme, som kræver, at vi væbner os med tålmodighed og lader Universet gøre sit. Spørgsmål sendes ud, men svarene udebliver. Eller gør de? Måske dukker svaret op flere dage eller uger efter, vi stillede spørgsmål, men på det tidspunkt har vi for længst mistet tålmodigheden og opgivet at vente, så vi hører ikke, når det kommer. Svaret. Sagte dukker det op som en fisk fra dybet og søger mod overfladen og lyset. Det bobler. Det er ofte blot en antydning og det kræver, at man lytter og mærker efter.

September nikker. ’Godt så! Det betyder i så fald, at vi ikke har mere travlt, end vi selv vælger at have det. I dag. Og at tålmodighed og tid også er et valg. For når vi standser lidt op og mærker efter, forstår vi, at vi overser mange tegn og signaler fra et smukt sted i os selv, fordi vi har så travlt med at handle og gøre. Det kan være direkte ubehageligt at læne sig ind i stilheden og mærke … ingenting. Men ingenting er alting!’ Hendes blik søger mit. Jeg nikker.

Puslespilsbrikker strøet over gulvet som perlesukker. Røde tråde viklet ind i hinanden og ingen kluddermor til at rede dem igen. Spørgsmål, der stilles og som vækker dyb refleksion. Og som kræver flitsbuesvar.
 
Billedet af jagtgudinden Diana har jeg lånt på Wikipedia. Teksten er min. Og Septembers. 2013.

lørdag den 14. september 2013

Kun den dag gryr




Jeg mærkede det, da jeg åbnede øjnene. Mine tanker var et andet sted, båret af den drøm, jeg havde haft og som fyldte hele min krop og mit sind. Og det var en god drøm, foranlediget af noget, som skete i går. Ganske uventet. Drømmen fulgte med mig ind i dagen, den tidlige morgen. Jeg kunne ikke længere se den, men jeg mærkede den stadig og tankerne tog over. Jeg begyndte at planlægge, forestille mig, reflektere og så … Tilbage til nuet sagde den stille stemme i mig. Tilbage til dette øjeblik. Det, der nu fylder så meget, skal du give slip på.
Og det gjorde jeg. Jeg lod det svæve ud i den tidlige morgen, mens jeg trak vejret dybt og bragte min opmærksomhed tilbage til nuets øjeblik. Jeg mærkede søvnens favntag og gled lidt tilbage. Stunden mellem nat og dag, de første tegn, den mælkehvide tåge og den skarpe morgenluft. Det åbne vindue, stilheden og noget derude, som ikke var helt så stille. For dagen var vågnet. En fugl gjorde væsen af sig, et insekt summede i vindueskarmen, kæresten rørte på sig ved siden af. Lydene tog til og stilheden forsvandt. Forsigtigt. Men så mærkede jeg noget nyt. Den forsvandt ikke ud, stilheden, den gled ligesom indad. Og uden ord lovede den mig, at den altid vil være tilgængelig og at jeg aldrig mere behøver at lede efter den andre steder end lige her. Inde i mig selv.

Det er en gave at opdage nuet. At forstå at vi aldrig kan være andre steder end dér, hvor vi er. Lige meget hvor du går hen, er du der, siger Jon Kabat-Zinn. Og det er sandt. Eller som Thoreau har så poetisk har sagt det: Kun den dag gryr, som vi vågner op til.
Og jeg er vågnet op til en smuk morgen. September svøbt i tågedis, mælkehvid uigennemsigtighed så sart at kun et kærligt øje kan få øje på den. En dag, der er åben og fuld af øjeblikke. Livet udfolder sig i en række af nuer og hvis jeg tager på tur med tankerne, hvad enten jeg fragtes tilbage eller bevæger mig i fremtiden, så går jeg glip af det. Livet.

Og hvem vil dog gå glip af livet? Det liv, der findes lige her. I dette øjeblik. Kaffen og mælkeskummet. Mine fingre mod tastaturet, en stille hvisken af noget særligt og så porøst, at et øjebliks uopmærksomhed kan få det til at briste. Jeg koncentrerer mig, drikker forsigtigt af kruset, følger dets linjer med læberne, smager, sanser og er. Lige her.
Kun den dag gryr, som vi vågner op til. Og jeg er vågen lige nu.

Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

fredag den 13. september 2013

Det er en god rejse




Jeg blev begavet med indsigter i går. Fra den tidlige morgenstund, hvor jeg gik tur i skoven med en af de andre skønne kvinder på holdet og til studiedagen med yoga, meditationer og andre øvelser, som gav mere end jeg kunne have drømt om. Jeg havde ingen anelse. Her til morgen føler jeg en smule træt og ør. På den gode måde. Jeg forstår, at jeg har begivet mig ud på en af de allervigtigste rejser i mit liv, men at det ikke kun handler om det alt det gode, jeg nu vil give mig selv lov at åbne for. Det handler i ligeså høj grad om, hvad jeg tør give slip på.
Gamle adfærdsmønstre. Reaktionsmønstre. Historier, jeg fortæller mig selv og som jeg har valgt at tro på. De er flyttet ind i min krop og mine celler, men via meditation, yoga og den udveksling, vi har på fællesdagene på mindfulness practitioner uddannelsen, får jeg lejlighed til at se nærmere på de historier.

Og man kan godt blive lidt forskrækket. Det er som at sluge kameler, en pukkel af gangen, små bidder. Men så mærker jeg, at jeg har taget et skridt videre. Jeg er ved at åbne mig. Jeg gør klar. Klar til at give slip så jeg kan modtage. Åbne op for andre historier og abonnere på nye overbevisninger.

Det er en god rejse. Jeg forstod det, da jeg gik morgentur med hundene gennem det dugvåde græs. Disen lå tungt over markerne, men solen var stået op og kiggede ud bag sit tågegardin mellem træerne. En silhuet. Et løfte om at tågen letter og at noget vil træde tydeligere frem. Dæmre. Og som tågen, der letter, kan jeg se, at det faktisk er muligt at give slip på alt det, som tynger. Jeg kan vælge at donere det til museet for gamle overbevisninger. Der er mange tomme hylder til netop det formål.
Måske har du også noget, du gerne vil af med? Ting i din bagage, som gør rygsækken tung og giver dig en underlig foroverbøjet kropsholdig? Men kan jeg det, spørger du måske og bliver næsten vemodig med tanken om at give slip på noget, som har fulgt dig gennem tykt og tyndt?

Måske er det trygt at have den slags begrænsende overbevisninger? Tanker og mønstre, som vi kan gemme os bag, tunge som de tæpper, der hænger foran scenen i teateret. Så står vi der bag tæppet og vælger at tro, at vi aldrig kan træde frem i lyset. Ud på scenen, ud i livet og stå i vores eget lys. I vores egen kraft.

Jeg har lyst til at sige ”ja”. Jeg har lyst til at råbe det højt gennem morgendisen, mens jeg stille står og ser tågen lette. Ja til livet og til alt det nye, jeg gør plads til, når jeg vælger at give slip. JA!

Det er en god rejse.

tirsdag den 10. september 2013

Om flyvende datoer og stilhed




’Lykken bor i øjeblikket. Den vågner med lyset og danser sin morgendans. Og det ser nogenlunde sådan her ud’ … Hun laver piruetter og hvirvler rundt på gulvet.  Så snubler hun i min yogamåtte, foran skrivebordet og falder ligeså lang hun er. 30 dage. Alle dagene ligger nu hulter til bulter på gulvet i mit skriveværksted. September er spredt for alle vinde. Latteren buldrer som vinden derude, hun rejser sig og vifter med nummer 10.
Jeg falder i staver, mens jeg tænker på, hvad der dog ville ske, hvis alle dagene fløj ud af vinduet og blev båret med af vinden. Hvor ville de flyve hen? Og ville September forsvinde med dem eller er hun mere end sine dage? Spørgsmålene gør mig ør, men jeg er også lidt træt i dag. Og det gør det ikke bedre, at September er i det hjørne. Siddende på min meditationspude med dag nummer 10 i hånden. Hun studerer den nøje som havde hun fundet en sjælden skat.

’Jamen, det har jeg skam også’, udbryder hun, tankelæser som hun jo er. ’Alle dage er små skatte. Hvert eneste øjeblik rummer en gave, hvis man blot tør tage imod. Og de fleste har ikke tid, nej jeg ved det godt.’ Hun sukker højlydt. ’Mennesker har altid så travlt. Men hvad nu hvis alle dagene fløj ud af vinduet og blev taget af vinden? Borte med blæsten i en helt ny udgave. Hvad nu hvis viserne blev revet af urene og alle de digitale cifre holdt op med at lyse? Hvis den tikkende lyd af travlhed blev helt stille?’
Jeg ryster på hovedet, hvor skulle jeg dog vide det fra? Jeg har nok at gøre med at rumme min egen stilhed. Den kostbare rubin, jeg forsigtigt bærer med mig, den har det med at blive borte. Jeg må hele tiden vende tilbage og finde den igen. Sætte mig og trække vejret dybt, inderligt og puste ud igen. Give slip. Beslutte mig for, at jeg vil finde tilbage til stilheden. Det sted i mig, hvor alting ender og begynder. Og hvor jeg slet ikke behøver at anstrenge mig for at opnå noget. Det kommer simpelthen svævende gennem stille toner. Når jeg er stille og giver slip.

’Giv slip, ja selvfølgelig’. Hun kaster datoen op i luften og vi betragter den, mens den kunstfærdigt svæver gennem rummet, inden den lander blandt de andre datoer. September. Hvem er hun uden sine dage? Og hvem er jeg uden mine tanker og følelser? Jeg spørger bare.
Jeg falder i staver, mens jeg tænker på, hvad der findes bag det hele. Hvem er det, der skriver dette? For det er hverken mine tanker eller mine følelser. Det er noget andet, noget dybere og intuitivt. Der er noget, som vil fortælles og det kan ikke fortænkes på forhånd. Det kan blot mærkes som en stille hvisken.

Hvis jeg er stille nok. Og giver slip.

Tekst og billede, Lene, Megan og September 2013

søndag den 8. september 2013

7 9 13. En fin dag.




Så står man foran en slags låge, hvor lyset strømmer ind. Eller ud? Og måske er det sådan, at der slet ikke findes en låge mellem sommer og efterår. Det er bare en illusion. Lyset danser ind og ud mellem sprækkerne og laver finurlige mønstre i gruset foran mine fødder. Vinden blæser op, det rasler mellem træerne, blade falder af og glimter i solen. Jeg står stille og indånder den friske luft. Den er anderledes nu, luften, lidt mere sprød og med en snert af røg og høstet korn. Det grønne falmer forsigtigt og vover sig over i noget mere gyldent. Forsigtigt går vi videre, for jeg er faktisk ikke alene. Og dette burde skrives i datid, for det foregik egentlig i går. Men hvad er tid overhovedet? Hvem siger, at det forholder sig sådan, som vi går og tror?
Vi var på udflugt i går, Mia og jeg. Det havde været aftalt et stykke tid og det skulle vise sig at være et perfekt valg. 7 9 13. Sådan hed datoen og det var jo ganske magisk i sig selv. Mange blev gift, ja nogen blev endda født på denne helt specielle dag. Og vi var heldige, for vejret viste sig fra sin bedste side. Den usynlige låge blæste op og sommerrester strømmede ind med lyset. Solen gled på plads og himlen var blå. Og selvom blæsten gjorde sit for at drille, var det lunt og behageligt.

Gisselfeld var målet for vores udflugt. Og vi ville spise frokost i caféen, men da vi ankom viste det sig, at vi ikke var de eneste, der havde sat hinanden stævne på denne lørdag i september. Et bryllupspar og alle deres gæster var mødt talstærkt op og havde indtaget cafe, stole og borde. Vi besluttede derfor at drage videre og vende tilbage til Gisselfeld og parken lidt senere på dagen.

Hen til Isabella på Hesede Hovedgaard. Det er ikke langt fra Gisselfeld. Vi så på franske og engelske fristelser og alt, hvad havehjertet kan begære. Stokroserne dansede i vinden ved huset. Og så bliver jeg påvirket, stokroser har en effekt på mig. De rører ved noget i mit hjerte. Jeg får altid lyst til at flytte ind i de huse, hvor stokroserne svajer udenfor, men måske skulle jeg bare se at få mine egne stokroser plantet.

Fra Isabellas gik turen til Villa Gallina, hvor vi spiste frokost i det fri. Parasollerne svajede faretruende i vinden, når vinden pustede sig op, men solen varmede og der var hyggeligt på terrassen foran huset med udsigt over søen. Så føler man sig heldig. Som om man er havnet i paradis. Og det er man som regel, hvis man formår at være helt og aldeles til stede i nuet. Der sad vi som dronninger og blev forkælet med kildevand og en to retters menu af særdeles lækre råvarer. Det smagte pragtfuldt.

Senere vendte vi tilbage til Gisselfeld og gik vores planlagte tur i parken. Og vi fik os en hyggelig sludder med den gode gartner i Paradehuset. Han havde ikke travlt og gjorde en dyd ud af at give sig tid. Ja, han nærmest rakte tid over skranken og fortryllede os med gode ord. Ord om haver, hygge og herligheder. Mia købte røgelse. Og solgte blade. Jeg var bare, lige midt i en scene af noget, der mindende om en god film. Eller bog. Stop tiden, jeg vil blive her og se på fingersalt med enebær, engelske vandkander, havehandsker og planter i alverdens skønne farver. Guldfisk og figner. Fantastiske krukker. Og sidde på bænken mellem blomster og marmorborde, svøbt i nydelse og glæde over nuet.

7 9 13. Det var en fin dag.

Tak for turen, Mia. Jeg har høstet inspiration til mit forrådskammer af gode ord. 



Tekst og billeder, Lene Megan, september 2013

fredag den 6. september 2013

Æbler, blommer og en rygsæk


 
’Jeg vil lige skrive et indlæg og ønske god weekend’, siger jeg til September, som nikker, mens hun anretter æbler og blommer i skålen. Danske æbler og blommer. For sådan er det med hver eneste måned, de er fulde af gode gaver, hvis man blot giver sig tid til at se og mærke efter. Hvis man åbner sine øjne, sanser og tør tage imod. Jeg kan dufte æblerne, det tidlige efterårs aroma. Jeg får lyst til at tage et i hånden og indsnuse duften, inden jeg forsigtigt sætter tænderne i æblet og tager den første bid. En knasende fornemmelse, sprød sødme og en snert af syrlighed. Vidunderligt. En unik balance, en slags naturlig alkymi. Men først må jeg vist hellere tømme hjertet for de ord, der vil skrives denne eftermiddag. September nikker igen. Vi er temmelige enige i dag, det ligger ligesom i luften.
Det har været en spændende uge. De første egentlige skridt mod en selvstændig karriere, en glidende overgang og et strejf af forunderlig lykke. Frihed krydret med ansvar. Jeg har flere gange måtte knibe mig selv i armen, for selvom jeg egentlig ikke havde troet det, er jeg faktisk ret vild med ideen. Nu. Og jo, jeg har masser af tanker om både det ene eller andet, men dem lader jeg være. Betragter dem som skyerne, der svæver over himlen. Jeg går et spadestik dybere og mærker noget andet. Først nu er det rigtig begyndt at gå op for mig, hvad det vil sige at følge hjertet. Og hvilke veje, man nok er nødt til at færdes på for rigtig at kunne mærke efter.

Det har taget sin tid. Og selvom man skal huske at rejse let, må man endelig ikke glemme at pakke en stor portion tålmodighed ned i rygsækken. Det går ikke så hurtigt, som man måske tror. For man skal ud i alle kringelkroge, prøve og mærke efter. Man tager fejl, man farer vild og man forfærdes. Man møder frygten og ser sig selv i øjnene for allerførste gang. Og når det er sagt og skrevet, så er jeg jo på ingen måde færdig med den rejse. Jeg er blot nået til et sted, hvor jeg krydser endnu en bro. Og mens jeg går der på broen i den milde efterårsvind, mærker jeg en anderledes fornemmelse i maven. En fornemmelse, som breder sig til hele kroppen og som former læberne i et slags smil.
Jeg sagtner farten. Går langsomt over broen og nyder udsigten. Vandet under mig og himlen over mig. Et skridt af gangen. Trods den alder, der står på min dåbsattest, føler jeg mig forunderlig ny igen. Som om livet først skal til at begynde nu. Igen.
 
Jeg standser helt op og sikrer mig, at jeg har tilstrækkelige mængder med tålmodighed, tillid, accept og nysgerrighed i rygsækken. Forbavselsen er stor, da jeg opdager, at alle depoter er helt fulde. Der er mere, hvor det kommer fra, synger en svale, mens den sejler forbi og forsvinder i horisonten. Så går jeg videre. Over broen, mod weekend og nye stationer på min vej. Ad kringlede veje, gennem buskads, krat, efterår og andre årstider.

Jeg mærker at September har stukket sin arm under min. Lad os følges lidt, siger hun og jeg nikker. Naturligvis.
 
Billede og ord, Lene Megan, september 2013

tirsdag den 3. september 2013

Velkommen efterår




September ankom. Med en taske fuld af efterår og gode drømme flyttede hun ind på gæsteværelset i gavlen. Og det er altså et par dage siden, men jeg har været optaget. Optaget af stilhed og den rejse, jeg er taget ud på. En ny uddannelse og en tilværelse som selvstændig. Det har været spændende og gode dage. På mange måder.
Men tilbage til September. Det var som om efteråret havde fulgt hende lige i hælene på vej herhen. Ikke så snart havde hun stillet sin taske i entreen, før efteråret sprang ud og fyldte universet. Vinden tog til og kulsorte skyer sejlede over himlen. Tæppet gik op og regnen satte ind. Vi måtte tænde lys i den tidlige aftenstund og uden tøven blev der serveret te og tæpper. I grunden ganske hyggeligt, mærkede jeg, for trods evig modstand, er jeg ret vild med årstidernes skiften. Den måde, de ligeså stille bytter plads på. Nogle gange ubemærket, andre gange med stor ståhej. Det kommer an på. Og man ved aldrig.

Nu har det efterhånden regnet i et par dage og vi er blevet blæst igennem. Jeg bærer forsigtigt stilheden i mig som en kostbar rubin. I grunden paradoksalt, når jeg samtidig har travlt med at etablere mig og arbejde den allerførste opgave i skriveværkstedet. Men jeg har opdaget, at jo mere jeg skynder mig og føler mig fortravlet, desto mindre når jeg. Det er som om tankerne hvirvles rundt i hovedet og kroppen og jeg mister fokus. Men når jeg finder den rytme, der faktisk føles helt naturlig og uendelig befriende, så sker der noget. Magisk. Jeg når lige netop det, jeg skal, til rette tid.

September nyder også stilheden. Mens regnen rusker og vinden lægger sig efter en stormfuld nat, tager vi hul på dagen et skridt af gangen. Glider ind i morgenen og lader den folde sig ud. Sender taknemmelige tanker og gode blikke til hinanden, fordi vi er sammen. Lige nu. Lige her.
Og vi glæder os til de skriverier, der vil komme ud af denne måneds skattekiste. Endnu ved vi ikke hvilke. Og det er i sandhed en glædelig ting. Ikke at vide, men at stole på, at alting vil ske i skønneste orden og nøjagtigt som de skal.

Velkommen efterår.
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2013