tirsdag den 27. august 2013

Nuet, Burde og Skulle



Det fineste tidspunkt på dagen er nuet.
Som denne morgen svøbt i tågedis og tunge dråber.
Øjeblikke af evighed. Stille glæde. Og kaffe.

Jeg er god til morgener. Vågne til lyden af stille lys, der svæver gennem soveværelsesvinduet. Jeg ligger i stilheden mellem nat og dag, da kæresten melder om tåge. Jeg åbner forsigtigt øjnene og ser det mælkehvide skær. Halvt i søvne registrerer jeg den kølige luft. Trækker vejret dybt og mærker dagen. Nu er jeg helt vågen men giver mig god tid. Straks bliver en del af mig skræmt over, at jeg er så god til at være langsom. Jeg burde jo skynde mig, jeg har masser af gøremål og ting, jeg skal nå.
Jeg ryster tanken af mig som en våd hund, der vil af med sit vand og starter forfra.

Jeg er god til morgener. Lyset gennem vinduet, stilheden, platformen af velvære mellem nat og dag, træde varsomt ind i næste øjeblik, åbne øjne, strække krop, mærke efter. Jeg nyder, når kæresten står op først og er den, som sætter kaffe over. Jeg lytter efter lyden af de første host fra kaffemaskinen, når den sætter i gang. Lyden, som sniger sig op af bagtrappen og ind i soveværelset. Duften, som breder sig i huset. Og hundepoter i al hast, når de kaster sig ud i haven og tager hul på dagen uden tøven. Glæden danser i deres haler og hele kroppen.

Jeg står op og går med beslutsomme skridt ind på mit arbejdsværelse. Her smider jeg Burde og Skulle i papirkurven. Mens jeg registrerer, at jeg har gjort det før. Smidt dem ud! Men de har det med at komme tilbage. Burde overtaler Skulle og så forlader de forsigtigt papirkurven og finder mig igen. Jeg ved ikke hvordan, jeg opdager det ikke, før de har spist sig ind i en tanke og forplanter sig i hele min krop.
Men denne morgen bliver de liggende lidt længere i papirkurven og jeg vælger at tro, at det er et fremskridt. Måske vil de en dag forsvinde helt? Måske kan jeg brænde dem på bålet eller også fordamper de som morgenduggen? Jeg accepterer at de er der, sådan må det være. For accept er som bekendt nøglen til forandring. Den gode forandring. De små skridt fra morgen til formiddag og alt det, vi tror vi skal nå.

Jeg er god til morgener. En ny dag opstår af natten og ingen har travlt. Jeg træffer en beslutning. Det er bare noget, der sker. Jeg har fået lyst til at lære Burde og Skulle bedre at kende. Når de nu alligevel har det med at forlade papirkurven og genindtage mit univers.

Det slår mig, at vi aldrig har talt sammen. Lyttet til hinanden og gjort os umage for at forstå, hvad der rører sig i os. Hvem er Burde? Og hvad laver Skulle, når han ikke prikker til mig?
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

mandag den 26. august 2013

Lære at være


 
Jeg er begyndt på et nyt kapitel i min rejse. Og som jeg sidder her i eftermiddagssolen, hvis stråler kaster gyldne tråde gennem vinduet og dekorerer min vindueskarm, mærker jeg en forunderlig synergi med det, der sker udenfor. Naturen, årstiderne, sommeren, der snart er forbi og efteråret, der kommer. De frø, jeg plantede, spirede i løbet af foråret og sommeren. Jeg registrerede dem uden at det helt gik op for mig, at det var mine blomster. Min chance. Men noget er sket og som solen, der bryder gennem morgendisen og langsomt får duggen til at fordampe, går det op for mig, at jeg er trådt over en usynlig tærskel.
Forsigtigt går jeg gennem græsset og ind i buskadset. Jeg ser mig forundret omkring og opdager, at årstiderne er ved at bytte plads. Noget i mig er modnet. En gren knirker under mine fødder, en fugl flyver bort. Lyden af vinger der letter, forplanter sig i mit mellemgulv. Jeg går ind og ud af stilheden og opdager, at jeg kan tage den med mig. Stilheden. At jeg har den i mig som en smuk gave, jeg blot skal pakke ud og nyde.

Dér i skoven, hvor jeg nu vandrer, ser jeg en lysning. En træstub drager mig, den har forbløffende lighed med en stol. Jeg følger lyset med lette skridt. Lyset, der er lavere nu og som bader i den kølige skygge blandt træerne. Jeg nyder min trøje, selvom jeg samtidig er varm et sted indenunder. Træstubben åbner sine vinger og jeg sætter mig. Den er forbavsende behagelig, stolen.

Et ægtepar går forbi ude på stien. Vi hilser og smiler til hinanden som om vi kender hinanden i forvejen. Gør vi mon det? Her er vi, i selvsamme skov, og lur mig om vi ikke er kommet for at lede efter det samme. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ser blot de fine mennesker, der vandrer forbi og hilser, glæder mig over, at de findes. Så lukker jeg øjnene og mediterer. Søger bevidst stilheden i mig selv. Skoven og dens hjælpere assisterer mig. Et kor af fugle, et insekt tæt på. Jeg bliver opslugt af musikken og føler mig som en lydløs dronning på sin trone. Eller en slags gæst. Så indser jeg, at jeg ikke sidder på træstubben for at sætte ord og bliver helt stille. Igen. En blød form for velvære indhyller mig.
Jeg er begyndt på et nyt kapitel i min rejse. Og i torsdags startede jeg på en uddannelse som mindfulness practitioner og instruktør hos Mindfulness Akademiet i Næstved. Det er i første omgang noget, jeg gør helt for min egen skyld, men når det er sagt, er det på samme tid for alles skyld. Jeg har et dybtfølt ønske om at blive endnu mere nærværende og til stede i mit liv. I nuet. Med de skønne mennesker, jeg møder på min vej og i de historier, jeg er kommet for at fortælle. Jeg glæder mig til at dele.

Hvis jeg kan lære at være med ingenting.
Kan jeg være med alting
.
 
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

 

lørdag den 24. august 2013

Til min far ... og til livet



Det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever. Det gør min kære far desværre ikke, men i dag er det hans fødselsdag. Han ville være blevet 80 år. Jeg bliver lidt vemodig, men samtidig glad ved tanken om de sidste ord, han sagde til mig: Don’t worry, be happy. Og det er jeg ved at lære nu, skridt for skridt, bedre sent end aldrig.
Solen skinner, dagen er i gang, duggen ligger tungt og fordamper. Efteråret smyger sig i skyggerne blandt træerne i baghaven, men i forhaven er det stadig sommer. Vinden er lidt kølig, men solen varmer og himlen er optimistisk blå. Jeg giver mig god tid og går langsomt ind i dagen med alle sanser. Overvejer en kop kaffe, men bliver siddende og lader ordene komme.

Lad dem danse i morgenen, lad dem synge med vinden og lad livet komme.
Og kan man det? Kan man bare lade livet komme? August nikker, hun er med mig her i skrivestuen i dag. Hun har åbnet døren til altanen, men lukker den hurtigt igen, vinden er blæst op og tager fat i papir og bøger på skrivebordet.

’Hvordan gør du, August, du virker altid så afslappet. Glad. Som om du hviler i dig selv’? Jeg ser op fra tastaturet og betragter hendes skønhed. Noget, jeg ikke kan sætte fingrene på og som endda er svært at beskrive. Noget, der lyser fra hendes indre som et slags smil. Hun bevæger sig roligt fra minut til minut, fra time til time. Lever i hvert øjeblik og drikker langsomt af dagen. Hun er dagen.
’Hvordan gør jeg?’ Hun ryster hovedet og sender mig et af sine smittende smil. ’Det er faktisk ikke noget, jeg tænker over.’ Og så bliver hun pludselig overrumplet af en rullende latter, der kommer helt fra maveregionen som en bølge og tager hende med. Lyden vælter ud i rummet, en dæmning åbnes og jeg rammes også. Jeg forsøger at kontrollere latteren, prøver at få fodfæste, jeg er faktisk i et meget alvorligt og reflekterende hjørne, men jeg må overgive mig. Så ler vi, så tårerne triller. Triller som dråber, der fylder havet og vokser for hver eneste en. Vi ler og hun må sætte sig ned på gulvet for ikke at falde bagover. Selv sidder jeg på stolen, mens latteren fuldstændig får overtaget og tårerne opløser bogstaver og ord.

Jeg opdager, at jeg græder lidt samtidig. Jeg græder for min far og hans sidste ord, for alle kampene og alt det, vi var uenige om, men jeg husker allermest vores gode stunder, for dem er der heldigvis flest af. Bøgerne, som vi begge elskede. Historierne, han fortalte. Maden, vi sammen skabte i køkkenet, han var en dygtig kok. Den måde, han stod i sit værksted og fordybede sig over sit arbejde. Han lavede ting. Og sager. Han tegnede og byggede sommerhuset og ind i mellem tegnede han også meget andet, for han var vanvittig god til at tegne. Han var kreativitet i en hæmmet krop. Han slap den aldrig rigtig løs. Sådan hele vejen. Han lod nogle af sine drømme være i gyldne øjeblikke og siden voksede de i deres fængsler og blev til dage, måneder og år.
Nu er han væk. Og det græder jeg over, mens jeg ler og August smiler bag tårer og latter. Jeg ser på hende og ved, at jeg er kommet langt. Og at jeg har endnu længere at gå og meget at lære. Samtidig med at jeg overhovedet ikke skal nogen steder hen. Jeg er ankommet. Til nuet. Til en dag i august, som var min fars fødselsdag og hvor solen skinner over markerne, der snart er høstede. Til glæde og sorg i en sanselig tango. Til livet.

Don't worry, be happy.

Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

tirsdag den 20. august 2013

Snart er det fuldmåne




The moving moon went up the sky. And nowhere did abide.
Softly she was going up. And a star or two beside.  
-Samuel Taylor Coleridge -
Snart er det fuldmåne. Min kære veninde, som tyvstjæler af nattesøvnen, dukkede op på nattehimlen i går. Hun kastede sit sølvagtige lys gennem vinduerne, som stadig står åbne og sørger for, at soveværelset bades i frisk luft. Men luften er anderledes nu. Den dufter af dug og høstet korn. Den har en vis tyngde, som en god vin, der har fået lov at ældes. Nu strømmer den gennem de åbne vinduer sammen med månelyset. Jeg drikker forsigtigt af en gode nattevin og ved instinktivt, at det er sommerens sidste sang.

Og vist bliver man en smule melankolsk. Det rammer med en dump lyd. Pludselig opdager man de tunge skygger, der lister rundt langs huset og ser, at haven har fået et anderledes skær. Aftensolen forsvinder brat bag træerne og straks er luften kølig og fugtig. Jeg vander planterne og håber, at de vil strække deres farverige herlighed langt ind i efteråret. Jeg nyder dem, farverne og de utallige små blomster i krukkerne. Og slyngrosen, som har skænket mig mange fine blomster i løbet af de sidste par uger. Nu er der kun visne knopper tilbage.

Snart er det fuldmåne. Jeg stiller mig forsigtigt i vinduet, inden jeg overgiver mig til natten. Hun lyser op, månen, men jeg kan se stjernerne bag hende, strøet ud over himlen som små kostbare perler. En sang strømmer mig møde, helt sagte. Jeg har hørt den før, utallige gange, men jeg har igen glemt det meste af teksten. Efterårets sang.
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

 

søndag den 18. august 2013

Den grønne stol og lyset


 
Efter gårsdagens indlæg om den sure mælk, talende te og stilheden, der er som en godgørende kilde af vidunderlig visdom, gik jeg i skoven.
For der findes et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand.

Måske skulle jeg hellere have formuleret det således, at der findes steder, hvor jeg altid søger hen, for der er faktisk flere steder, hvor jeg kan besøge stilheden. Skoven, havet og meditationspuden eller lænestolen, hvis jeg er i det hjørne. Stederne, jeg besøger, er nemlig blot genspejlinger af noget i mig selv. Noget, jeg har brug for at finde, men som jeg ikke altid formår at lokalisere, fordi jeg bevæger mig i et tempo, der er ude af takt med den rolige bølgende frekvens, hvormed stilheden bevæger sig. Og bevæger mig. Det hænder, at jeg har så travlt og er så ivrigt, at jeg kommer til at skræmme stilheden væk. Det sted i mig selv, som jeg længes sådan efter. Jeg skubber det simpelthen væk fra mig i min iver efter at gribe om det og fastholde det. Bliv, skriger jeg, men jo længere bevæger det sig bort.
I sin bog om det stille rum, beskriver Kristin Flood det således, at det ikke nytter at presse eller mase for at nå eller opnå stilhed, for hastværket flytter blot vores brik tre skridt tilbage. Vi må således lære at tæmme vores tålmodighed, hvis vi vil have et varigt venskab med stilheden. Stilheden i os selv.

Skoven er en sand inspiration. En læremester af de store. Majestætisk og uden at gøre megen stads af sig, er den altid tilgængelig og fuld af dyb og kærlig ro. Når jeg nærmer mig, i går af den lange allé med de store træer, kan jeg mærke det lydløse åndedrag og den regelmæssige, langsomme rytme med hvilken skovens liv bevæger sig. Jeg begynder at blive mere lydhør, jeg bliver opmærksom og bemærker, hvilke lyde jeg selv er med til at fremkalde. En gren knækker under mine sko. En sten ruller eller sparkes lidt foran mig på stien. Det bliver næsten højtidligt at gå ind i skoven og bevæge sig langs de store træer.
Og så sker det. Pludselig mærker jeg, at jeg er blevet roligere. Og lettere. For på min vej ind i skoven har jeg på magisk vis tabt nogle af de tanker, som tynger allermest. De er simpelthen forduftet. For hvert skridt, jeg tager, bliver jeg mere fokuseret på det sted, hvor der ingen lyde er. Det sted, der findes mellem to ord eller mellem linjerne, om du vil.

Eller mellem træerne. I går fandt Keeva og jeg den smukkeste stol, en træstub fuld af mos. Den grønne stol, kaldte jeg den uvilkårligt. Her skal vi sidde, sagde jeg uden ord og min hund forstod godt, at det var et helligt øjeblik. En slags meditation mellem træerne, et sted med både lys og skygge.
Vi sad et stykke tid i den grønne stol og jeg mærkede, at jeg var tilbage i mit stille rum. Min vejrtrækning var helt rolig, dyb, langsom og uden anstrengelse. Jeg åndede med skoven, jordbunden og sensommeren. Og min hund stod musestille og spejdede ud i intetheden. Engang i mellem så hun på mig, spørgende, men hun fik ikke noget svar. Og dog. For noget i hendes blik sagde mig, at hun godt forstod.

På vej tilbage gik vi lydløse gennem eftermiddagens lys. Jeg tog et par billeder, for det gør jeg gerne. Først senere opdagede jeg, at lyset og skoven havde budskab til mig. En gave. Et slags løfte om, at intet er almindeligt. Alting er et mirakel. 
Namaste.
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

lørdag den 17. august 2013

Om sur mælk, tabte tråde og stilhed



Der findes et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand. De er mere en slags accept af …

Mens jeg sidder her og reflekterer og langt om længe drikker dagens første kop kaffe, ændrer lyset sig og kaster en svag solstråle gennem vinduerne. Måske er det en tilsnigelse at kalde det for en solstråle, men det er absolut et optimistisk lysglimt på en ellers regnvåd dag. En dag, som startede med sur landmand og mælk ditto. Landmanden, kæresten min, blev afbrudt i høsten som ellers var så godt i gang og mælken? Den burde slet ikke være sur. Den havde sin plads i køleskabet, den var kold og den havde ikke overskredet sidste salgsdato. Men det var den, så min morgenkaffe blev en kop te i stedet for. Overraskende god, den grønne te med jasmin, men den var ikke kaffe.
’Hvorfor elsker du mig ikke? spurgte den grønne te i sin jasminduftende morgenkåbe.

’Fordi du ikke er kaffe’, svarede jeg og rystede trist på hovedet.
Og sådan kan man blive overrumplet af ordene og taget med på eventyr. Gennem regn, sur mælk og landmænd ditto til en kop velduftende te, der viser sig at kunne tale. Jeg smiler, for egentlig var tanken at jeg ville reflektere over min fine blogveninde Lill-Karins indlæg om stilhed og sårbarhed, noget som også optager mig meget.

Nu er det næsten for sent at komme tilbage? For der er noget højtidligt over stilheden, noget ædelt og sårbart, som det er svært at sætte ord på. Og stilheden spørger mig ikke, hvorfor jeg ikke elsker den. Den spørger slet ikke om noget. Den er bare. Stille. Og den er nem at overse og gå forbi på travle dage og i det hele taget. Den gør ikke meget væsen af sig. Den venter bare tålmodigt og kun når jeg stopper op og virkelig lytter, kan jeg høre dens smukke stemme. En melodi uden lyd, en tekst uden ord. Og alligevel er den det blideste kærtegn af noget subtilt vidunderligt og ganske eventyrligt uforklarligt.
Bliver man sårbar, når man søger stilheden? Nu kommer August ind af døren, hun har været ude og gå tur og er våd i både hår og ansigt. Det drypper på gulvet og jeg ser irriteret op fra mine ord, der nu igen afbrydes. Jeg mister tråden, den falder til jorden og bliver usynlig i sit fald. Febrilsk leder jeg efter den, mens August hovedrystende ser til.

’Jeg kommer fordi den interesserer mig, stilheden’, siger hun, August og lader sig ikke distrahere af mit forsøg på at finde den famøse tråd, der binder ord og tanker sammen. Tanker om stilheden, sårbarheden, et emne så fint og finurligt, hvor blev det af?
’Hvad er det ved da ved stilheden, du finder interessant?’ spørger jeg hende.

Så smiler hun bare. Tager sig til håret, som om hun først nu opdager, at det er vådt. Ryster på hovedet, vender sig om og forsvinder ud af døren igen. Jeg kan høre hendes trin over gangen og døren til badeværelset, da hun åbner den. Sandsynligvis vil hun finde sig et håndklæde og tørre sit smukke hår.
Og mig? Jeg har tabt tråden. Men kaffen er god og lyset danser gennem trækronerne i en yndefuld vals. Eftermiddagen strækker sig dovent, læner sig mod mig og uden ord foreslår den, at vi tager en tur i skoven. Skoven, hvor stilheden bor. For der er steder, man kan søge hen, når man ønsker at lytte. Steder, hvor man kan finde tabte tråde og hvor fortabte sjæle finder ud af, at de på ingen måde er faret vild. Tværtimod.

Der er et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand. De er mere en slags accept af …
 
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013
 

mandag den 12. august 2013

Langs søen



Vi gik tur langs Sorø Sø. Det var tidlig eftermiddag, de sorte skyer havde dunkelt lagt sig til rette over vandet. En kold vind blæste mod land og lyset spejlede sig i overfladen. Små sølvglimt af håb om, at sommeren ikke var forbi endnu. Men noget var sket, der var en anderledes kølighed i vinden. Og de store skyggemønstre mellem træerne og sivene var fulde af efterårsløfter. Løfter, jeg ikke havde lyst til at indgå. Endnu.

Jeg er ikke færdig med sommeren tænkte jeg, mens vi vandrede på stien og beundrede det smukke lys og søens magiske åndedrag. Josie ville gerne til søs, hun havde set et svanepar med ællinger, men jeg holdt hende tilbage. Naturligvis. Damen fylder fjorten år om to uger, men det havde hun glemt. Derimod huskede hun dage, hvor hun sprang i vandet fra bådebroen ved Furesøen og svømmede ud. Efter ænder, efter eventyr. Og min daværende mand måtte sætte en kano i søen og sejle efter hende. Vise hende vej tilbage til land. Der skete skam noget i Josies velmagtsdage og det har hun ikke glemt.

Jeg er en jæger, en jagtgudinde, jeg er Diana forklædt som labrador. Og selvom man er nået en vis alder, kan man skam sagtens snuppe en svømmetur og fange en and. Man kan da gøre et forsøg. Hun smilede.
Jeg tager sommeren med mig ind i efteråret. Jeg passer på de små lune steder i mig, hvor alting ender og begynder. Dér, hvor tankerne holder pause og livet er på standby. I nuet. Sommerdage. Lyse nætter. Jeg tager dem med mig, selvom jeg har besluttet mig for at rejse let. Og selvom jeg ved, at det meste i grunden handler om at give slip. Enhver identifikation med det, der var, giver kun smerte. En længsel, som aldrig kan indfries.
Jeg så på Josie og søen og vidste, at jeg stadig har meget at lære. Det er som at starte forfra. Det første skridt foretager man kravlende, støtter med hænderne, så rejser man sig og falder snart igen. Op. Ned. De nye skridt er langsommere. Pludselig forstår man, at man slet ikke har travlt. Brisen fra søen, de små regnstænk mod huden, lyden af fødder mod gruset på stien. Den gule hund, som man elsker så højt og som man slet ikke kan forestille sig et liv uden. Den smukkeste sjæl.

Langsomt gik vi tilbage til bilen og delte en isvaffel på torvet.
 
Min mor og Josie ved Sorø Sø
 
Tekst og billeder, Lene Megan, august 2013

lørdag den 10. august 2013

Vinger af velvære




Dagens anden kop kaffe. Jeg bærer den forsigtigt op af trappen og træder ind på kontoret. Vinduerne vender mod syd, her er solen endnu ikke nået frem. Lyset er dæmpet og det passer mig fint. Efter morgentur med hundene gennem dugvådt græs, giver jeg mig tid til en stille stund i mit arbejdsrum. Kontoret. Kært barn har mange navne. Det er her, jeg finder mine ord. Det er her, jeg sætter mig i tillid til, at de kommer, når jeg overgiver mig til dem. Ordene. Et af gangen, dryppende, dansende, til tider i leg, til tider i dybeste alvor. Jeg ved aldrig helt, hvad de finder på, men vi plejer at blive enige om ordlyden. Det er en slags hemmelig kontrakt, en indforstået alliance, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. I første omgang.
Sensommeren glider forbi mit vindue. En fugl lander på balkonen og hopper lidt rundt, inden den igen letter. Den flyver ind mellem træerne og ud i himlen. Jeg lader mit blik hvile på de grålige fjer perfekt arrangeret på en vinge så let og sårbar, men alligevel stærk nok til at bære. En fugl. Yndefuldt forsvinder den i horisonten.

Åh at være en fugl. Lette fra balkonens tag og forsvinde mellem trækroerne. Svæve over marker og landskab, sætte kurs mod en sø eller havet endda. Se kysten og dens fine linjer, sandbankerne og strandene, der afbrydes af vegetation og ufremkommeligt siv. Mennesker som små prikker. Et dådyr, der springer over en mark, en hare som rejser sig og følger trop. Mens jeg svæver, på himmelflugt, let som en fjer og fri som en fugl. Vinden, duften, suset, følelsen af lethed i hver eneste celle. Helt uden tanker, de blev på jorden, nu er jeg endelig alene. En frydefuld fornemmelse fylder min krop.

’Dagens anden kop kaffe’? Så stikker hun hovedet ind af døren, August og afbryder mit flow. Men hun smiler så sødt, så jeg ser bare på hende og nikker. ’Du har sovet længe’.
’Åh ja, svarer hun, jeg sov så godt. Men jeg kunne fornemme kaffen, duften sneg sig gennem nøglehullet og kildrede mine sanser. Den vækkede mig, kaffen’. Hun ler og ryster på hovedet, så de gyldne lokker falder på plads i en vilter frisure. Kornguld og moden kaster hun et blik på mig og mine skriverier, så smutter hun ned af trappen for at brygge sig en frisk kop kaffe. Dagen er i gang. August er stået op.

Sensommeren glider forbi.
En fugl krydser
mine tanker. Vinger
af velvære fylder
mig op. De lyse
nætter er forbi. Alting har
sin tid. Dagene
kommer og går.
Sommer forføres
af efterår.
 
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

fredag den 9. august 2013

Følger du glæden?




Det gik op for mig i går, hvor langt jeg egentlig er kommet. Jeg er nået derhen, hvor der ikke findes en vej tilbage. Jeg har lukket døre, mens andre er smækket i for snuden af mig. Ikke på den måde, ikke her, sådan skal det ikke være. En kærlig stemme fuld af bestemthed har ledt mig af snørklede stier. Omveje. Fortvivlet har jeg råbt ud i natten, når jeg vågnede badet i sved og for alvor følte mig fortabt. Du siger, at du er min GPS, men jeg forstår bare ikke … hvorfor denne lange vej? Hvorfor skal vi dvæle ved dette landskab, hvorfor mørket, de snævre og nærmest ufremkommelige stier, hvorfor skal vi vandre i skyggen og mærke frygten helt under huden? Kunne vi ikke bare gå ud i solen og følge med strømmen?
Stemmen har aldrig tøvet. Hver eneste gang jeg satte mig i stilhed og lyttede, gav den mig samme svar. Du har valgt at følge mig, dit hjerte, og så må du stole på mig. Hele vejen. For vejen, du har sagt ja til, er på ingen måder en motorvej. Der er ingen overhalingsbane og ingen smutveje. Ethvert forsøg på at stikke af og stikke hovedet i busken, forlænger kun din frustration. Tro mig, tro på mig. Vid, at vi er på rette vej, selvom du ikke kan se det lige nu.

Hver eneste gang er jeg faldet til ro og har opdaget, at stemmen har haft ret. Jamen, jeg er jo i solen! Alle mine protester er forstummet. Og når så sætter mig i stilhed og mærker efter, har en rislende kilde af lykke bruset i mit blod. Jeg aner ikke, hvor jeg er på vej hen og jeg forstår ikke altid de snoede veje og alle de skyggefulde forhindringer, men jeg stoler på stemmen. Hver eneste gang jeg er kommet lidt videre, har jeg nemlig opdaget, at den havde ret. Og når jeg samtidig tænker på, hvad jeg har lært og erfaret, ved jeg, at det var meningen. Jeg havde brug for den lærdom, jeg havde brug for at føle, som jeg gjorde. Jeg var nødt til at opleve, blod, sved og tårer, at jeg ikke altid kan stole på mine tanker. Faktisk ret sjældent. Og det er et chok, en pinefuld erkendelse. Mine tanker taler med to tunger. Eller tre. De taler i munden på hinanden og de kører i ring. Men den anden stemme, den stille, den rolige og den vedholdende, den giver sig ikke til at diskutere. Den venter bare tålmodigt. På mig.
August bor på gæsteværelset og det er hendes niende dag. Det er fredag og solen boltrer sig på himlen bag træerne. En brise får bladene til at rasle og en duft af modent korn og høst når mine næsebor. Jeg sidder i den tidlige morgen og ser på en fin bunke noter. Gode ord. Notater. Visdom og lærdom. Ideer til tiltag. Og skriverier.

Der er et spørgsmål, som bliver ved med at dukke op. Det kommer, når jeg er på afveje. Det stikker hovedet op af brøndens mørke vand, når jeg fortvivler over det, jeg er i færd med eller ikke gør.
Følger du glæden? Lytter du til stemmen? Har du tillid? Tålmodighed. Tillader du dig selv bare at være? Med det, der er, i tiltro til, at det næste, der kommer, bliver endnu bedre. Øjeblikke. Små dryp. Duft af dug og lykke. Morgener med solskin gennem persiennerne og dage med regn. Stjerneskud og lysende planeter. Valmuer i grøftekanten.

Følger du glæden?
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

torsdag den 8. august 2013

Alt er muligt




Drømme går i opfyldelse. Alt er muligt. Det har sin tid, det tager sin tid, men pludselig en dag … Mirakler sker ikke bare i løbet af natten eller med lynnedslag. De modnes og gør sig klar som så mange andre ting i livet. De er som os, mennesker, de må også tage et skridt af gangen. Gå vejen. Sætte en kurs og leve fra øjeblik til øjeblik. Tro på drømmen og vide, at de slår til. Mennesker og mirakler. Og så en dag når de frem. Et slags mål er nået. Miraklet sker.
Mens det endnu var vinter og sneen lå i tunge driver foran huset for enden af markvejen, blev jeg kontaktet af min fine blog/Twitter/Facebook veninde, som jeg har mødt i Cyberspace. Marianne Strand. Hun ville høre, om jeg havde lyst til at medvirke i en bog, der skulle udgives i Norge og som hun og Beate Heide var initiativtagere til. Jeg sagde naturligvis ja og det med stor glæde. Det er jo en af mine drømme. At skrive, inspirere og motivere. Og blive udgivet! Gisp og giraffer.

Teksten blev til midt i eksamensperioden, hvor jeg også arbejdede på mit essay, eksamensopgaven. Jeg havde kastet alt andet til side og koncentrerede mig om de ord, der skulle stå i min særdeles vigtige opgave, men da Marianne viftede med deadlinedatoen, vidste jeg bare, at uanset hvor mange eksaminer og andet, der stod for min dør, så skulle jeg skrive teksten til denne skønne bog. Men hvor skulle jeg dog få inspirationen fra? Jeg var midt i kommunikationsteorier og forsøgte at få mine egne mindfulness ideer flettet ind, så resultatet blev helt mit eget.
Inspirationen kom, da jeg bad om den. Jeg satte mig ned ved tastaturet og spurgte min skrivegudinde, hvad hun havde på hjerte omkring emnet motivation. Lad mig få del i din visdom, bad jeg og så skrev jeg. Ordene kom. En lille historie dukkede op og historien er mit bidrag til motivationsbogen.

Nu er bogen snart en realitet og det går pludselig op for mig, at jeg faktisk er på vej til at blive udgivet. Jeg er med i en bog, som har til hensigt at inspirere og motivere. Bogen hedder ”Alt er Mulig – en motivasjonsbok for grå dager". Og ja, den er på norsk med bidrag fra flere norske gæsteskribenter, men både Gitte Jørgensen og jeg har leveret et dansk bidrag, som bringes på originalsproget i bogen.

Jeg er spændt på resultatet. Jeg glæder mig. Forsiden er i øvrigt illustreret af den dygtige norske kunstner og inspirator Björg Thorhallsdottir, som nogen af jer måske kender.

Alt er muligt. Drømme går i opfyldelse. Så giv aldrig op. Tro på, at mirakler sker, når tid er, for det gør de. De sker i usædvanlige liv for helt ualmindelige mennesker. For ved du hvad? Ingen er almindelige. Vi er alle unikke, strålende, smukke og fulde af talent. Vi er bare gode til at skjule det for os selv. Vi sammenligner os med andre og bilder os selv ind, at de gør tingene meget bedre end os. Anderledes, mere rigtigt, de har noget, vi ikke har. Ja og nej. For vi har alle noget, som gør os unikke. Og mirakler sker.

Så gem mirakelfrøet i lommen, varm det, vand det og tro på det. Og så pludselig en dag …

Alt er muligt.

onsdag den 7. august 2013

Vers, lyst og lykke




Sommeren synger på sidste vers. Efteråret nærmer sig med hastige skridt, jeg kan høre det rumle i horisonten …
’Stop! Uden at banke på kommer hun brasende ind af døren og stiller sig foran mig med hænderne i siden. Håret er i vild uorden, det ligner en halmballe, der er blæst omkuld i vinden og som nu lever sit eget liv. God og gylden protesterer hun højlydt, August, mens hun ryster på hovedet over det, jeg har skrevet.

’Hvor ved du dog fra, at sommeren synger på sidste vers’, spørger hun og stirrer på mig. Nysgerrig på en overlegen måde. Hun ved noget, jeg ikke gør. Det mærker jeg og nu bliver jeg udfordret. Jeg føler mig pludselig en smule mindre, mens jeg ser på de sætninger, jeg netop har skrevet. Helt intuitivt, tja, men alligevel ved jeg godt, hvor formuleringen kom fra. Det var noget, jeg læste i en statuslinje på Facebook. En linje, som skulle føre læseren videre til det faktum, at både sommer og ferie snart er slut, og at livets alvor nu igen banker på. Døre lukkes, sommerlyset slukkes. Dagene bliver kortere og humøret daler. Det er tid til at træne!
’Det ved jeg da heller ikke, søde August’, siger jeg og øser af min ærlighed. ’Det var bare noget jeg skrev. Noget, som jeg selv netop læste og som gjorde mig en smule fornærmet på dine og sommerens vegne. August, du er jo en sommermåned, solen skinner, det er varmt og godt. Hvorfor har vi så travlt med at fortælle os selv, at det er forbi, når vi er midt i det?

Så fortsætter jeg med at fortælle om det, jeg læste og om hvordan jeg ikke blev motiveret men en smule vred. Og vrede kan måske også være en slags motivation, men helt ærlig. Jeg bliver ikke motiveret af dommedag og dødstrusler, der har til hensigt at stikke sommeren en kniv i ryggen og dræbe al glæde og lyst.
’Sommeren synger på sidste vers. Ha! Hvis det er mig, man hentyder til, så er jeg altså først lige startet på min sang. Der er mange vers endnu. Flere end I aner’. Nu ler hun og latteren smitter som sædvanlig. Jeg trækker på smilebåndet.

’Det glæder mig, August, for jeg er slet ikke færdig med at nyde godt af dig endnu!’.
Hun nikker bare og ser på mig. Så smager hun på ordene, dem jeg skrev og fortalte hende om. Jeg kan se, at hun prøver at finde den gnistrende motivation i det faktum, at efteråret rumsterer i kulissen og at der rejser sig en snert af dårlig samvittighed over for mange lækre isvafler og de ekstra glas vin, der i al deres kølighed bliver nydt på varme sommerdage. Sommerdage, som vi er blevet forgyldt med i år.

’Nej, jeg bliver faktisk heller ikke motiveret’. Hun ryster på hovedet. ’Men søde ven, gider du ikke lade være med at bruge spalteplads på at skrive om, hvordan andres forsøg på motivation preller af på dig eller har den modsatte effekt? Vis mig i stedet, hvordan du vil motivere til træning.

Udfordrende. Kæk. Rap i replikken. Sådan er August. Men hendes lille udfordring kildrer min lyst til at forsøge. Jeg vender blikket indad og mærker efter. Hvad motiverer mig? Og hvordan giver jeg det videre på min helt egen måde?

Lyst. Det er noget med lyst. Lyst til at gøre det, glæde ved at gøre det …

Og nu får jeg pludselig stor lyst til frokost. Der er rejer, tomater, agurk og lidt godt brød i køleskabet.
Et køligt glas vand og en pause i skyggen.
Ro på rejsen, glæden, lykken.
 
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

mandag den 5. august 2013

August og komfortzonen




Jeg kan ikke tvinge hende frem. Hun kommer når tid er. Og det er der i grunden noget dejligt ved. Det giver en særlig slags ro, når man accepterer at alting har sin tid og hviler i det. Jeg er træt af at forsøge at få tingene til at ske. Det er som om, at jo mere jeg anstrenger mig, desto mindre sker der. Det eneste, jeg opnår, er en rastløs uro i mig selv og en dyb fortvivlelse over mine egne manglende evner.
Men August. Hun er dumpet lige ned, hvor hun hører til og det til rette tid. Nå ja, hun kom lidt for sent, fordi hun faldt i staver, men det er dog den bedste undskyldning, jeg har hørt længe. For det er sundt at falde i staver.

’Det er nemlig sundt’, synger hun og nærmest svæver ind i mit kontor, hvor det nu er min tur til at falde i staver. Jeg kigger ud af vinduet, betragter en fugl, der svæver mellem trækronerne, spekulerer på, om det er en musvåge, mens jeg beundrer dens lette vingeslag. Bag fuglen kan jeg skimte himlen. Solen er forsvundet og det er blevet en smule diset. Midt i disen sidder jeg, mens staver falder fra mig eller jeg falder i dem.  Forvirret, er det ordet? Skal jeg vælge det ene eller det andet, gå til højre eller venstre, hvad ville være en klog beslutning lige nu? Skal jeg følge fornuften eller hjertet og taler de to overhovedet nogensinde samme sprog?
’Måske er forvirringen opstået, fordi du bevæger dig udenfor din såkaldte komfortzone, siger hun og fniser som en kåd skolepige. Det morer hende åbenbart, udtrykket, komfortzone, hun siger det igen og bryder sammen i latter. Jeg prøver at være alvorlig, men må trække på smilebåndet. Man skal kunne le af sig selv. Det er sundt at sætte sig ned og skraldgrine over det faktum, at man farer vild i sit eget lysende landskab og ikke kan se skoven for bar’ træer. Det er da komisk. Og hvis den dybe flod, jeg nu står midt i, er udenfor min komfortzone, så er jeg glad for det. Jeg siger tak for hjertemod og humoristisk sans.

’Det er et gammelt udtryk’, fortsætter August. Hun har tæmmet sin latter og ser næsten alvorligt på mig
’Komfortzone?’ Jeg ryster på hovedet. ’Næh August, det er da et ord, der bliver brugt hyppigt i disse dage, faktisk kaster coaches, terapeuter og andet godtfolk det i grams. Man skal ud, hvor man ikke kan bunde, man skal kaste los og sejle helt derud, hvor kysten er usynlig og man virkelig mærker hjertet slå. Så er man ligesom ude af hjemmets fire vægge og den velkendte tryghed. Ude af sin komfortzone.

’At falde i staver, mente jeg’. Nu er det hendes tur til at ryste på hovedet. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved, hvad hun skal synes om komfortzonen, men hun vil tænke lidt over til i morgen. Men at falde i staver. Det kan hun lide. Både udtrykket og selve gerningen. Gerningen, der er sit eget paradoks, fordi det handler om ikke at gøre noget. Man skal bare være. Og udtrykket er gammelt. Oprindeligt tænkte man på en slags tønde, som lidt efter lidt faldt fra hinanden, fordi den tørrede ud. Den var tom og så faldt træstykkerne fra hinanden.
Tønden faldt simpelthen i staver, fordi den tørrede ud og gik tom.

Vi ser på hinanden og i samme sekund sker det. Latteren ruller. Som vandet i floden og skyggerne, der boltrer sig i lyset, klukker vi som to gamle høns og ler, så tårerne triller. Latteren gør godt. Sammen ruller vi ud af komfortzonen og triller ned i flodvandet. Og findes der et bedre sted at være på en lummervarm augustdag? En kølig flod, fri for tordenfluer og ude af komfortzonen?
Vi ler og lader os falde i staver. Ned i vandet, gennem lys og skygge, flydende på floden gennem gode øjeblikke.

’Hvad nu hvis komfortzonen slet ikke er så komfortabel endda?’ August ser på mig, hendes hår er vådt og hun svinger med arme og ben for at holde kursen i flodens viltre vand. Latteren runger gennem formiddagen.
Jeg ryster på hovedet. Jeg ved det ikke. Hvad nu hvis det slet ikke er så trygt at være dér, hvor man plejer at være, fordi man en dag pludselig opdager, at man slet ikke er dér alligevel? Dér, hvor man plejede at være tryg, er der ingen tryghed mere.

Trygheden skal nu findes et helt andet sted, et nyt sted, et hemmeligt sted. Nede af floden, gennem lys og skygge, usikkerhed og store sten, hvor man kan finde sig en rasteplads og lidt hvile.
’Og falde i staver’, fniser August. Eller i søvn!

Billede, tekst og latter, Lene Megan, August 2013

fredag den 2. august 2013

Te med valmuerne


 
Prustende kommer hun ind af døren med morgenen lige i hælene. Jeg er på vej ned af bagtrappen i samme sekund, som hun braser gennem døren, helt rød i ansigtet og med de gyldne lokker i vild uorden. Krøllerne klistrer til panden og hun ler højt, idet hun forsøger at puste dem væk. Det mislykkes, hvilket får hende til at bryde sammen af latter. Jeg står helt stille midt på trappen, men i samme sekund rammer efterdønningerne af glædens umiddelbarhed mine celler og det rumler i min mave. Et smil, jeg ikke kendte til, bevæger mine læber og i to spring er jeg nede af trappen. Vi omfavner hinanden, mens vi ler højt så tårerne triller. ’August, for pokker’, skraldgriner jeg og indsnuser hendes velkendte kornmodne duft, du er forsinket!’
Så ler vi endnu mere. Hundene kommer stormende og deltager i vores latterfest, inden de suser ud i haven og indtager det dugvåde græs. Disen danser i horisonten, solen er gemt bag et silketyndt lag af fugt. Men lyset er fuld af løfter om en helt fantastisk smuk og varm augustdag.

’Hvad skete der’, spørger jeg hende og tager imod hendes rygsæk, som jeg stiller lidt til side. ’Du plejer da ikke sådan at komme for sent!’
Hun ryster på hovedet. ’Næh, men jeg faldt i staver. Mens jeg var på vej hertil af usynlige stier på dagen, som endnu ikke var min, mødte jeg en flok valmuer i en grøftekant. Det var aften og de var på vej i seng, men da de så mig, livede de pludselig op. En af dem kaldte på mig og påstod, at de faktisk ikke var spor trætte, valmuerne. De havde fået fornyet sommerenergi, noget med lyset og luften og de sprøde aftener med duft af korn, blomster og bål. Og så bød de mig på aftente, en helt særlig bryg gjort af sommerdug og liljekonval. Og du kender jo mig, jeg blev nysgerrig, den smag kunne jeg ikke helt forestille mig, men det lød jo fristende. Og valmuerne … ‘ Hun ser intenst på mig og ved, at jeg vil forstå. ’Valmuerne var simpelthen så søde og snaksaglige på den stille måde.

Så jeg satte mig i grøftekanten og drak af teen. Den smagte skønt. Jeg holdt om koppen og det var som om vi smeltede sammen. Dampen, duften, følelsen af den varme keramik i mine håndflader, den måde, koppen var formet på. Jeg kunne fornemme den person, som havde lavet koppen, for det var nemlig sådan en, der er gjort i ler og drejet på en bænk. Brændt i en gammel ovn et sted i en hemmelig lade og efterfølgende malet i en skøn dybblå farve. Farven mindede mig om himlen. Og kunstneren havde malet en stor solsikke midt på koppen.
Hun sukker og går ind i køkkenet. Jeg følger efter, helt opslugt af hendes historie. Siger ingenting, venter bare på at hun skal trække vejret og finde den næste sætnings begyndelse. Det varer lidt og jeg mister koncentrationen. Sætter vand over og laver kaffe. Nu begynder kaffeduften at brede sig i køkkenet, vores øjne mødes og jeg behøver ikke at høre mere. Jeg kender allerede resten af historien. Og jeg kan godt forstå, at hun kom for sent.

’Jeg er glad for at du kom’, siger jeg bare, skænker kaffe i et krus og hælder et skvæt mælk i. Hun tager imod og uden ord beslutter vi os for at sidde udenfor og spise morgenmad. Jeg ser på hende og smiler uvilkårligt. Mit hjerte er fuldt af latter, valmuer og dugvåde historier. Historier om morgener, der er fulde hverdagsmagi og August, der kom en dag for sent, fordi hun drak te med valmuerne og faldt i staver.
Tekst og foto, Lene Megan, august 2013