onsdag den 31. juli 2013

Det smukkeste sted af alle


 
Jeg drømmer om at besøge et helt specielt sted.
Igen og igen.
Tage tilbage og være dér, hvor jeg føler mig allermest hjemme.
Alligevel er jeg dér sjældent.
Jeg er ikke råd, tid eller lejlighed til at tage dertil.
Dette sted, det smukkeste af alle.

Med sorg i hjertet vandrer jeg langs stranden.
Ser øjeblikke passere i et tempo så langsomt,
at jeg ikke formår at følge med.
Det er som om jeg bevæger mig i anden rytme,
ude af takt, ude af balance.
Solen synger, en måge svæver lydløst over mit hoved.
Køligt sand fuld af fugt,
mine fødder synker
lidt i for hvert skridt.

 
Mens jeg drømmer om at rejse til det sted.
Lette fra stranden og folde vingerne ud.
Svæve fra kysten og ud over havet, slippe det
der tynger og som holder fast. I sandet.
Muslingeskaller, tang og småsten minder mig om
at det er muligt. Alt er muligt.
Tankesover, vrider mig i søvnløs drøm,
mens jeg vandrer langs stranden.
Solen forsvinder
og dagen går ned.

 
Tiden holder mig fanget, de intervaller med hvilke
Vi har delt døgnet op.
De er som små bure af lidelse, fængsler,
og jeg løber fra det ene til det andet.
Gennem gange af håbløshed, jeg når aldrig frem.
For tiden trækker mig tilbage til udgangspunktet.
Tiden, stranden, månen står op.
Jeg sætter mig på en sten i strandkanten
Og stirrer ud i havets mørke.
Alt er muligt. Et ekko.
Havet sender bølger mod land, en rislende lyd
forplanter sig fra mine ben og op gennem kroppen.
Hvis jeg fryser, nu hvor duggen falder og havet er sort
Mærker jeg det ikke.
Jeg lukker øjnene og lytter.
Til den stilhed, der pludselig omfavner mig.
Havet hvisker, kærtegner, forfører.
I lydløs forbavselse og uden postyr
mærker jeg at jeg er ankommet.

Tiden ophører, tilbage er kun en øm blødhed.
Nuet er uendeligt blidt og dog som en klippe.
Al frygt og angst forsvinder med ophævelsen af tid.
Går i opløsning og skyller i havet med sandet.
En stille glæde opstår, en slags lykke,
et ubeskriveligt plateau af velvære.
Hun er ankommet til det smukkeste sted af alle.
Til ingenting. Alting.
Nuet.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013

tirsdag den 30. juli 2013

At eje sin historie


I had to dig very deep and make the conscious choice to believe,
to believe in myself and the possibility of living a different life.
I now see how owning our story and loving ourselves through that process
is the bravest thing that we will ever do.
- Brené Brown -

At beslutte sig for at følge sit hjerte. Jeg havde ingen anelse om, hvad det egentlig betød, da jeg satte ud på min rejse for et par år siden. Jeg vidste bare, at tiden var kommet til at finde ud af, hvordan jeg kunne skabe mig et andet slags liv, så jeg ikke hele tiden stødte mit skib på grund og stirrede ind i et skær af tristhed. Tristhed, der tidligere havde resulteret i depression.
Jeg forlod et job, jeg var godt træt af. Jeg havde virkelig forsøgt at ændre tingene, jeg havde været aktiv, proaktiv, jeg havde taget andre under mine vinger og prøvede at få situationen til at ændre sig. Det faktum, at jeg var led og ked af at stå op hver morgen og tage på arbejde. Til sidst kunne jeg mærke at gejsten var væk og at jeg ikke længere magtede at hive mig selv op på et nogenlunde acceptabelt niveau. Jeg slugte den ene kamel efter den anden og led til sidst af alvorlige fordøjelsesproblemer. Og da jeg rendte ind i en periode af søvnløshed og kunne mærke tristheden lægge en dæmper på alt, der havde med livsglæde og lyst at gøre, slog jeg bremserne i.

Selvom jeg til det allersidste gjorde mit for, at tingene skulle blive anderledes, blev de det ikke. Jeg forstod, at jeg måtte blive anderledes, gøre noget anderledes og finde tilbage til glæden og lysten. Og da beslutningen var taget, var den en lettelse i sig selv. Jeg kunne ikke ændre situationen og jeg kunne på ingen måde acceptere, at det var blevet, som det var. Jeg måtte tage hånd om mig selv og min egen mentale sundhed og i det hele taget. Er livet ikke en gave, som skal pakkes ud og nydes? Det har jeg altid synes, men jeg er blevet slemt skuffet på min vej. Indtil det tidspunkt, hvor jeg forstod at jeg havde et valg. Jeg kunne faktisk forlade arbejdspladsen og gå en anden slags vej. For jeg troede – og tror skam stadig på – at man kan skabe sig det liv, man ønsker sig. Et skridt af gangen.
Og så ville jeg skrive. Efter jeg var startet på at blogge, efter Megan dukkede op og fyldte mig med ord, lyst og håb, kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde savnet mig selv i mit rette element. Jeg elsker ord, jeg elsker at lege med ord, at være med ord og fortælle historier. Skrive og opdage. Og det var jo det, jeg havde gjort. Gennem ordene. Jeg havde genopdaget mig selv. Men jeg havde ingen anelse om, hvad det skulle resultere i. For ordene havde en lidt anden dagsorden end jeg. Det var sikkert meget godt, at jeg ikke anede, hvilken snoet og kringlet vej, jeg skulle komme ud på, da jeg tog beslutningen. Det ville sandsynligvis have skræmt mig.

For ordene har taget mig på pilgrimsrejse i mit eget landskab. Det handlede ikke længere bare om at skrive en historie. Det handlede om at skrive min historie. Og selvom jeg måske gik og troede noget andet, kunne jeg ikke bare skrive en lyserød og positiv fortælling. Noget i mig insisterede på at fortælle hele historien. Sandheden om du vil. Min sandhed. Og den rejse skulle også tage mig gennem landskaber, jeg helst havde været foruden. Den gang, nu ser jeg anderledes på det. For langsomt blev jeg konfronteret med bjerge, som jeg på ingen måde følte mig rustet og parat til at bestige. Bjerge så høje som himlen. Højere. Og dale så mørke og dybe, at jeg tidligere ville være gået en lang bue udenom. Alt for at undgå den slags kolde huller og de følelser, der befinder sig dér.
Men ordene havde besluttet sig. Og langsomt forstod jeg, at hvis jeg ville leve et fuldt liv og virkelig være den, jeg er og stå ved det, så måtte jeg besøge alle de steder. Senere lærte jeg også, at der ingen genveje findes. Man må igennem. Jeg må igennem. Hele vejen, op og ned, et skridt af gangen.

Og så er der pludselig gået et par år. Alting er forandret, jeg er forandret, men jeg er stadig på den samme rejse. Klogere og mere vis. Og alligevel lykkelig uvidende om så meget. Jeg stiller flere spørgsmål end før. Jeg er blevet mere nysgerrig men også mere afventede. Jeg har nemlig lært, at et helt hjerte må turde vente. Vente i stilhed, vente i mørke. Give tid. Og kærlighed. Ikke mindst kærlighed.
Jeg har fået noget at skrive om. Mere at skrive om. Og jeg har mødt de mest vidunderlige, modige og rørende mennesker, som jeg ikke ville have mødt, hvis jeg var blevet ved min læst. Selvom der er dage, hvor jeg næsten ønsker, at jeg havde gjort dette her anderledes. Denne pilgrimsrejse. Men gjort er gjort og jeg fortryder ingenting.

For jo mere mørke, jeg besøger i mit eget landskab, desto mere glæde kan jeg føle. Jeg forundres på ny, jeg falder i staver, jeg nyder og jeg lever med hele hjertet. Jeg har faktisk lært at trække vejret igen! Jeg har forstået, at min medfødte nysgerrighed er en gave. At mine ord er kommet for at blive skrevet og at ingen andre kan fortælle min historie på min måde. Min historie, som på mange måder er et kollektivt anliggende, fordi vi alle er i samme både. Dybest set. Og når jeg tvivler, tænker jeg  på de gæve mænd og kvinder, som har inspireret med deres modige beretninger om deres egen rejse … ikke mindst Sue Monk Kidd og Brené Brown, som står for citatet i toppen af indlægget.
At eje sin historie og elske sig selv gennem processen. Det er faktisk ret modigt at turde det!

Af ord er jeg kommet. Helt paradoksalt og i grunden ganske vidunderligt. Rejsen fortsætter. Og slutningen er på ingen måde skrevet endnu, jeg er spændt på vejen videre …

Jeg vil personligt bakke op om alle, der har et ønske om at tage ansvar for sin egen historie, fortælle den og give sig selv kærlig forståelse og omsorg, ikke mindst når man når til de kapitler, man allerhelst skrev ud af historien. For gemt bag de ord, på de sider, findes en nøgle til healing, man ikke troede var muligt at finde netop der.

Måske er mørket i virkeligheden den allerstørste gave, man kan give sig selv? For først når man har været dér, kan man virkelig se lyset …

søndag den 28. juli 2013

Cyklen


 
Cyklen på stranden. Solens stråler synker og kaster et helt særligt lys over bugten. Cyklen i modlys, jeg misser med øjnene og får øje på den. Ensom og forladt står den og venter på at nogen skal opdage den. Se på den med kærlige øjne og beslutte sig for at tage den med på tur. For en cykel er jo ingenting i sig selv. Den er bare en masse bøjede rør og metal. Plastik. Skruer. Jeg hører mig selv sukke og en bølge af tristhed skyller ind over mig. Stakkels cykel.
Jeg går nærmere. Helt tæt på ser jeg cyklen i et andet slags lys. Og jeg opdager en skjorte og et par sandaler, som er sat fast på bagagebæreren. En skjorte, der blafrer i aftenbrisen og et par klipklapper i herrestørrelse. De er vistnok blå, men solens lave stråler forvandler alle farver og gør dem næsten usynlige. Cyklen er altså ikke forladt, tænker jeg og trækker vejret dybt, den venter bare. En brise af lettelse pirrer op i mit hår og jeg stryger en hårtot væk fra øjnene. Betragter cyklen gennem solbrillernes glas. Her står en cykel og venter på sin ejermand. En mand, som er cyklet ned til stranden for at bade i aftensolen. Jeg spejder ud mod vandet for at få øje på ham, forventer ligesom at han må være et sted i lige linje ud fra cyklen, men jeg kan ikke se ham. Solen blænder mig, men jeg skuer et par vippende både i horisonten. Måske er han ude og fiske? Manden med cyklen.

Men hvorfor har han så smidt sin skjorte? En tanke prikker til mig og vil ikke lade mig hvile i fred. Jeg var ellers kommet for at se solnedgangen, trække vejret helt ned i maven og bare være. Lade skønheden overvælde mig, fylde mig og lade mit eget lys blande sig med solens. Det er ligesom lettere at være sin egen lanterne, hvis man bliver inspireret af landskabet udenfor. Og der er noget med havet, det har jeg skrevet om og tænkt på utallige gange. Det er mit sted. Det er dér, hvor jeg går hen, når skal jeg finde dyb ro og healing. Det sker bare. Der er ingen modstand og havet er altid gavmildt og gæstfrit. Ingen indvendinger. Ingen spørgsmål. Det tager bare imod. Mig. Men altså. Manden med cyklen. Han har forstyrret min fred, min indre ro er sat på spidsen. Jeg overvejer at gå et andet sted hen, stranden er jo lang og bred og der er masser af sandbanker, hvor jeg sidde for mig selv og sætte tanker i søen som små skibe. Lade dem flyde, lade havet taget dem. Give mig selv det, jeg drømmer allermest om. Indre ro. Sindsro.
Cyklen ser altså ensom ud! Selv med skjorte og sandaler på bagagebæreren, jeg kan ikke lide det. Måske er han gået ud i vandet for at tage sig selv af dage? Jeg smiler men det er et trist smil, bekymringen vælter op i mig. Og så begynder jeg at smage på ordene, tage sig selv af dage, hvad er dog det for et udtryk? Man tager sig selv af dage. Man fjerner dagene fra sit liv ved at … begå selvmord. Tanken er forfærdelig. En stakkels mand har i sin ensomme fortvivlelse besluttet sig for druknedøden på en smuk sommeraften. Skjorte, sandaler og cykel fik lov til at blive på land. Og nu står den dér, cyklen, og ser med et trist blik mod havet, hvor dens ejermand forsvandt. Aldrig mere ture rundt i sommerhusområdet. Hans store fødder mod pedalernes overflade, bevægelserne, de skabte sammen, rytmen og de snurrende hjul. Gennem regn og slud, nå ja, måske ikke slud, det kan jo være at manden er fra storbyen og blot bruger cyklen i weekender og sommerferier. Indtil nu.

Solnedgange. Aftener på stranden, sammen, en kølig pils i hånden, øjne rettet mod havet, en stille samtale, fortrolighed, lyden af bølger og muslinger i sandet. Det kølige sand, fugtigheden, de slidte shorts hvor et par lange, behårede og solbrændte ben stikker ud. Et liv. Et liv, som nu slukkes samtidig med at solen kaster sine sidste stråler over strand og cykel for at synke dybt i havets skød. Det er i grunden smukt, smukt og uendeligt sørgeligt. Mit hjerte sukker. Jeg kan mærke et strejf af poesi og jeg ser på cyklen med øjne fulde af kærlighed. Jeg føler mig forbundet med den nu, dens historie, som jeg på sælsom vis har suget til mig. Jeg lægger forsigtigt hånden på sadlen og lader den hvile der et øjeblik.
Duggen er faldet. Solen er gået ned. Og pludselig får jeg øje på ham i dagens sidste lys. Med lange skridt kommer han gående ind over den sidste revle i retning mod cyklen og mig. Han ligner en slags Gud, som han bevæger sig gennem lys og mørke. Jeg ved, det er ham og lettelse blandet med en følelse af forlegenhed pumper i mit blod. Jeg må væk, tænker jeg og fjerner uvilkårligt hånden fra sadlen, jeg aner jo ikke hvem han er. Men det er som om han har læst min historie. Pludselig står han foran mig og ryster sig som en våd hund, vanddråberne danser i luften og jeg mærker fugtigheden på min hud. Kølighed. Dryp. Dråber.

Forbavset ser jeg, at han ikke er gammel og vejrbidt. Han er faktisk ret ung. Yngre end jeg, jeg smiler og fjerner blikket. Og han har læst min historie. Jeg er sikker på det. Men ser han også min rødme, der passer så fint til himlens farve? Den sidste rødme inden natten.
Jeg siger noget til ham. Noget om en dejlig aften, lunt vand og smuk himmel. Han nikker og betragter mig intenst. Han er lyshåret, jo faktisk en smule vejrbidt på den unge måde. Solbrændt, veltrænet. Hvordan kommer den gamle cykel så ind i billedet?

Solen er gået ned. Jeg så det ikke. Jeg forpassede det øjeblik, opslugt af min egen historie, en sørgelige historie om selvmord og en ældre mand, der havde taget sig selv af dage. Jeg vil hjem og slå det udtryk op, tænker jeg og ærgrer mig lidt over, at min stille stund blev forstyrret. Af en cykel.
’Gade vide hvis cykel, det er?’  Han ser spørgende på mig, men venter ikke på svar. Bukker sig ned og tager en bylt op fra jorden, en plasticpose med håndklæde og tøj. Han tørrer sig langsomt med håndklædet og krænger en hvid T-shirt over hovedet. Siger hej og farvel og går med raske skridt mod parkeringspladsen.

En bil starter og lyden slår tusmørket i tusind stumper. Fragmenter af klirrende glas spredes i luften. Lyden skærer dybt i mit hjerte.

Tekst og billede, Lene Megan juli 2013

lørdag den 27. juli 2013

Josie min ven



Josie og Tobias, to gode venner
Det er en fornøjelse at gå morgentur med gamle Josie. I sindigt tempo går vi af sted og nyder hvert eneste øjeblik i fulde drag. Jeg lader mig inspirere af hende, den måde, hun stopper op på og indsnuser luften. Får øje på fugle, mærker dufte og sanser i det hele taget omgivelserne på en meget nærværende måde. Jeg imiterer hende og mærker roen sænke sig. Nydelsen. Nærværet. Alt smelter sammen, alt er perfekt.

Og så er jeg i øvrigt rørt over, at hun stadig er hos os, snart 14 år gammel, og stadig kan lære mig så meget om at være til på den gode måde. Tak Josie!
Sådan lyder min Facebook opdatering her til morgen. Jeg måtte bare skrive noget. Give udtryk for min taknemmelighed over, at min gamle gule hund stadigvæk går tur med mig på sin helt særlige måde. Vel går det meget langsommere, vel er man snart 14 år og har diverse aldersskavanker, men det betyder ikke, at man ikke lever livet i fulde drag. Som man nu kan i den alder. Nej da! Og det er en anden slags sindig måde, en fuldstændig nærværende og intens måde. Hver eneste tur er en evighed, en perlerække af små vidunderlige øjeblikke, hvor jeg konstant opfyldes af taknemmelighed over at have min gamle pige endnu. Og selvom jeg ved, at det aldersmæssigt synger på sidste vers, så er det vers dog det smukkeste, jeg i mit liv har hørt. Og jeg lytter. Jeg lytter så nærværende som jeg formår og drikker hvert eneste øjeblik af stille lykke.

Hun lærer mig om livet. Hun lærer mig om glæden ved at være til stede lige nu. Og jeg er dybt rørt over, at hun trods sine skavanker virker så glad. Halen logrer som altid, øjnene stråler og møder mine. Fulde af kærlighed, fulde af indforståethed. Og jeg tager mig selv i at græde lidt over, at det snart må være forbi, for om mindre end en måned bliver tøsepigen 14 år og der er altså grænser. Tror jeg. Tårer i øjnene, men de er gjort en særlig slags lykke.
For ligegyldigt hvor lang tid vi har tilbage, så er det underordnet. Livet er nu og Josie er her. Med en fuglefjer i munden, som hun samler op på vejen, går vi med langsomme skridt ud i morgenen og lader dagen komme os i møde.

Mon hun ved, hvor højt jeg elsker hende? Jeg tror det.
 
Lene Megan, Juli 2013

torsdag den 25. juli 2013

At give slip på en solnedgang og opdage månen




De står på stranden, helt ude i vandkanten og bader i solens sidste stråler. Langsomt synker den mod havet, solen, baner en usynlig vej og forsvinder i bølgerne. Alt ånder fred. Lyset farver himlen rød, horisonten glimter i vandoverfladen, så sænker mørket sig i sindig ro. Et suk. Havet bukker, himlen nejer og menneskerne på stranden står åndeløse og spejler sig selv i skønheden.
Jeg ser dem samtidig med at jeg selv mærker forvandlingen. Betragter dem og rykker et skridt nærmere, for vi er sammen om denne oplevelse. Det er et slags teater, en forestilling så intens og rørende, at vi holder vejret endnu. Jeg blinker en tåre væk. Solnedgang. Tæppefald. En dag, der er forbi og en nat, der tager over. Stranden bag os, sandet, sivene og det genstridige græs, stien der fører tilbage til parkeringspladsen og sommerhusene. Vi tøver.

Bølgerne skvulper mod land, vinden blæser gennem sivene. En pludselig uro opstår og vi vågner. Det er aften nu. Duggen falder og havet vinker stille farvel, lader os gå. Porten tilbage til sommerhusområdet åbner sig og vi går tavse gennem det dugvåde græs. Nogle genser solnedgangen på deres mobilkameraer, men kan ikke rigtig genfinde den stemning, der opstod i det nu, hvor det sket. Det er passeret. Og jeg er ingen undtagelse, jeg har så svært ved at slippe grebet og vil holde fast i det øjeblik, hvor alt var perfekt. Den langsomhed, der passede min sjæl som en skræddersyet kjole. En silkekjole af sølv, guld og solnedgang. Nej, jeg ryster på hovedet, end ikke ord kan beskrive den følelse, den godgørende fornemmelse af samhørighed og dyb, inderlig fred.
Vi stod på stranden, helt ude i vandkanten og badede i solens sidste stråler. Nu trasker vi tavse hjemad med en anderledes slags ro i krop og sjæl. En ro, der skal nydes, men som forstyrres af trangen til at holde fast. For hvem har lyst til at give slip på det øjeblik, hvor lykken tager bolig i sjælen så dybt og inderligt, at det ikke kan blive mere perfekt?

Det er mørkt nu. Pludselig får jeg øje på månen over trætoppene og opdager, at den lyser hele sommerhusområdet op. Et magisk sølvlys svøber sig om mig og giver mig kuldegysning. Midt i sorgen over afskeden med solnedgangen og et møde med min egen sjæls skønhed, mærker jeg en klukkende latter af glæde og lettelse. Alting er jo som det skal være. Naturen. Dagen. Natten. Lyset. Mørket og mig. Skyggerne og katten, der smyger sig forbi mine ben og forsvinder ind i buskadset.
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013

onsdag den 24. juli 2013

Juli siger ja



Hun serverer morgenkaffe i det lyseblå krus. Mælken er varmet, skummet danner et symbolsk mønster på overfladen. Jeg stirrer på det og mærker, at hun betragter mig. Juli. Vi er tilbage fra sommerhuset og befinder os atter i huset for enden af markvejen.

Hun trækker sig tilbage og bliver et med den tidlige sommermorgen. Yndefuldt danser hun mellem træerne, hvor lyset glider ned mellem trækronerne og danner mønstre på jordbunden. Jeg kan se hende fra mit vindue i arbejdsrummet, hun er en del af det hele. Lys, skygge og den varme sommerdag, der har gjort sin entre. Frodig, lun og forventningsfuld. Og en smule eftertænksom.

Pludselig er hun tilbage. I arbejdsrummet. Med en kaffekop i hånden fanger hun mit blik og fastholder det. Nu kommer der et slags spørgsmål, tænker jeg og ser nysgerrigt på hende. Jeg ved i grunden heller ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive. Sige. Gøre. Jeg er fanget i tankerne og forsøger at frigøre mig ved at nyde kaffens liflige dråber. En for en.

’At blive fanget i sit eget landskab’. Hun nikker og smiler. ’Det kender jeg vel!’ Jeg ryster på hovedet, det kan jeg slet ikke forestille mig, det er da kun mig, der kan fare vild i mine egne tanker om livet og vejen og ende i en blindgyde et sted i mit indre. Et sted, hvor jeg har været før og hvor jeg for alt i verden ikke vil hen. Ikke desto mindre ender jeg der ofte alligevel. Specielt i øjeblikket. Der er noget, jeg overser, sådan tænker jeg, mens jeg står i stampe og bliver både utålmodig og en smule vred på mig selv. Tag dig sammen kvinde, formaner stemmen og det er ikke den, der taler smukt og sagte. Nej, den tordner gennem krop og sjæl.

’Men det er ikke kun dig, som ender på det sted’. Hun ryster på hovedet og dufter af sommereng. Jeg rykker nærmere. ’Sig noget mere, Juli, det har jeg brug for at høre. At jeg ikke er alene! At det ikke kun er mig, der kan fare vild midt på vejen mod det, jeg drømmer om og blive fortabt i tankernes tyranni.'

Følge glæden, nyde øjeblikket. Gå tilbage, starte forfra, sidde stille, lytte, være …

’Måske ved du slet ikke, hvad du egentlig drømmer om?’ Så kom det, spørgsmålet. Og det frygtede jeg, formuleret på den måde. Det er jo frygtindgydende at tænke på, at jeg måske slet ikke indser, hvad jeg egentlig længes så voldsomt efter. Og dog. Jeg ved det jo godt. Og det er så simpelt og sukkende enkelt, at det giver genlyd og danner ekko i væggene på det efterhånden gamle hus.

’Jeg siger det ikke højt, Juli!’ Jeg drikker kaffe og ser på hende, ryster på hovedet. For det er det sværeste. Det helt enkle, det simple, lyden af mit eget hjerte, det dybe suk, som jeg kun kan høre, når …

’Du bliver helt stille’? Hun fuldender sætningen, selvfølgelig gør hun det. Og så fortæller hun mig, at der findes et sted i sted i det indre landskab, hvor man holdes fanget, indtil man tør indrømme overfor sig selv, at det er sådan det forholder sig og beslutter sig for, at man fremover kun vil lade sig lede af en ting.

Følge glæden, nyde øjeblikket. Gå tilbage, starte forfra, sidde stille, lytte være …

’Måske skulle du prøve bare at lytte i dag’? Hun nikker.’ Vi kan gøre det sammen. I dag lytter vi. Til os selv, hinanden og stilheden’.

Og så siger vi ja til alt det, der kommer.  Ja!

Lene Megan, juli 2013

tirsdag den 23. juli 2013

Tidevandet




Jeg har været ved vandet. Tæt på vandet, havet, fjorden. Og jeg havde svært ved at forlade det sted igen, hvor jeg blot skulle gå en lille tur for at befinde mig på strandbredden. Havet healer mig. Hver gang. Der findes intet andet sted, hvor jeg i den grad føler mig hjemme.
Det blev til mange ture. Til bens. Både med og uden hundene. Dage og aftener med fødderne i vandkanten, lyden af måger og bølgeskvulp. Der findes et sted længere nede af stranden, hvor turister og badegæster sjældent kommer. Men jeg kender vejen derned, den går gennem udkanten af skoven. Måske er badevandet ikke helt så medgørligt fra det sted på stranden, men udsigten og stilheden er langt mere givende. Flere dage var jeg alene, når jeg gik den vej. Der var bare hunden og jeg.

Jeg søgte derned. Til havet. For det kaldte på mig. Kom, så skal du høre en hemmelighed. En hemmelighed, du allerede kender, men som du glemmer.
Med rolige skridt i sommervarmen traskede vi ned af skovstien, hunden og jeg, og lyttede til den sagte kalden. Bølgerne, mågerne, vinden i sivene. ’Jeg trænger til at høre min egen sagte stemme igen’, sagde jeg forsigtigt til havet og det svarede mig. Nynnede. Jeg tog skoene af og gik derud. Stod bare og var. Lod mig blæse igennem, lod bølgerne skvulpe over mine bare fødder, jeg kunne mærke sandbunden gynge og vugge, de små sten rullede forbi og en ensom muslingeskal stødte på grund. Af havet er du kommet, skvulpede stemmen og jeg nikkede. Hunden stod et par meter fra mig og stirrede på en fugl. Eller noget andet i horisonten. Måske talte hun også med havet? Måske fik vi samme svar?

På vej tilbage af den skyggefulde skovsti følte jeg mig roligere igen. Den sagte stemme summede lidt, der kom små vers, poesi og visdomsord af den slags, der dukker op, når jeg har gjort mig erkendelser. Jeg må skrive det ned, tænkte jeg, men blev ved med at gå. Det skal man gøre. Nogle gange. Blive ved med at gå, for det, man skal huske, det vil man huske.
Det kommer igen. Som havet. Tidevandet. Bølgerne, der skvulper ind over strandkanten og støder muslingeskaller og sten op på land. Sandet, der ændrer sig kontinuerligt, den stille musik og glæden ved bare at være. Ved havet.

Det kommer igen. Tidevandet. Namaste.
 
Lene Megan, juli 2013

mandag den 15. juli 2013

Sommervej


Jeg vil følge glæden på sommerens vej.
Sidde på en cykel, som bare følger mig.

Om det bliver på denne charmerende gamle cykel, som jeg så på Støberiet (Stege, Møn) i går, er nok tvivlsomt. Men cykle, løbe, gå, være, læse og skabe lidt afstand fra det, der fylder så meget i øjeblikket, det er på tide. Man skal give slip for at få fat. Og så skal man give slip igen.

Det vil jeg øve mig på i den kommende uge. I sommerhuset. Og så vil jeg læse krimi fra fine Øland.

Vi høres ved i næste uge! God sommeruge :)

lørdag den 13. juli 2013

Og så en morgen ...



Og så en morgen er alting nyt. Igen. Persiennerne blafrer i brisen. Jeg bliver liggende og ser lyset smyge sig gennem sprækkerne. En skygge danser på gulvet, jeg følger den dovent og lukker øjnene igen.
Trækker vejret dybt, helt ned i maven,
mærker kroppen og brisen,
lyset og disen
selv gennem lukkede øjne.
Og ganske rigtigt, da jeg endelig i langsomt tempo bevæger mig ud af sengen og lader persiennerne glide op, ser jeg at morgenen er svøbt i blid dis. Dette er en gave, det mærker jeg. Som en del af noget større er jeg er min egen morgen, svøbt i silkeblød dis, en kåbe af velvære. Måske er jeg i grunden ikke så anderledes end landskabet derude? Vinden i træerne, fuglene, der synger og solen, der uden hastværk gør sig klar til at bryde igennem det næsten usynlige spind af dugfrisk dag.

Bare fødder mod gulvets kølige overflade, jeg går ud i badeværelset, bevæger mig langsomt omkring. Møder hundene og deres umiddelbare glæde, en naturlig energi og taknemmelighed over en ny morgen. Døren, der åbnes ud til haven, hundene springer ud og tager imod. Jeg betragter dem og kan ikke lade være med at smile. Jeg lærer meget af mine hunde. Om livet. Glæden. Og det nærvær, der kan være så svært for os mennesker, men som jeg efterhånden sætter stor pris på. Jeg værdsætter det højere end så meget andet, nærværet. Glæden. Det umiddelbare lys og liv, der strømmer fra et sted i mig selv.
Denne morgen er alting nyt. Igen. Kaffen løber gennem maskinen og udfører sine kafferitualer, brummer, dufter og frister. Hundene kommer ind igen, danser omkring mig, ved, at det er tid til morgenost og i det hele taget. Forventningsfulde betragter de mig med øjne fulde af tillid og noget, jeg vil driste mig til at kalde kærlighed.

Jeg er heldig. Det mærker jeg. Og solen bryder gennem skydækket som det naturligste, den har helt sin egen rytme og tålmodighed. Det hele hænger sammen og jeg er en del af noget større. Kaffen har aldrig smagt så godt, er den også ny? Vi spiser morgenmad udenfor. Nyder. Taler kun lidt.
Jeg trækker vejret dybt og føler mig mere levende end nogensinde før.

torsdag den 11. juli 2013

Cafe med høns i haven

 

Jeg er vild med små udflugter midt i hverdagen. Pusterum. Bevæge sig væk fra vante omgivelser og stier og bare se noget andet. Noget nyt. Eller besøge nogen, man tilfældigvis har mødt og som nu har gjort det, de drømte om at gøre.

De åbnede en café. Mette og Thomas fra iværksætterkurset. Pludselig var caféen dér og alting faldt ligesom bare i hak. På et tidspunkt må man springe. Slå til, når lejligheden byder sig og det gjorde de. Og i går besøgte jeg sammen en anden iværksætterkvinde caféen, som ligger i hjertet af Køge. Tæt på torvet, ind igennem en smøge og så er man dér. En hyggelig gårdhave, løsgående tamme høns, Køge Å for enden af haven og masser af stemning.

Vi spiste god økologisk frokost i gårdhaven på Cafe GrønSag, hilste på de søde høns og hyggede os. Talte om egne planer og sparrede lidt. Et slags uformelt møde i luftige omgivelser. Og ind imellem kom Mette ud og fortalte os lidt mere om alt det, der var sket siden sidst. Om caféen, stedet og drømmen, der pludselig var gået i opfyldelse.

Jeg er taknemmelig for at have mødt så skønne og inspirerende mennesker på min vej igennem de sidste par år. Et nyt slags netværk er opstået. Det er mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt og lært at kende, hvis jeg ikke selv var gået en anden slags vej. Vi har fået en helt speciel form for samhørighed og glæder os på hinandens vegne, når det lykkes.

Og jeg kan naturligvis varmt anbefale et besøg på Café GrønSag.

PS. Jeg har helt fået lyst til at holde høns, sådan en slags, der bare går rundt og er så tamme, at man kan få sig en god snak om vejen, livet og alt det mellem linjerne … ;)


Møde og frokost i gårdhaven
 


Rustik stemning indendørs

onsdag den 10. juli 2013

Drømmen bag drømmen


 
Det er spændende dage. Underlige dage. Dejlige dage. Sommerdage.
Jeg har egentlig ikke ferie, jeg er i fuld gang med at forsøge at planlægge min vej videre. Et puslespil bestående af mange brikker. Nogle brikker er der, andre mangler og jeg fornemmer også, at der er brikker, som ligger for snuden af mig og som jeg endnu ikke har fået øje på.

Det slår mig, i hvor høj grad jeg er nødt til at give slip på mine forestillinger om, hvordan den ideelle situation for mig ser ud. Det er som om der er en dagsorden, en slags vej, der endnu ikke findes, men som alligevel er der. Som bare venter på, at jeg skal slå ind på den og begynde at mærke, hvad der virkelig betyder noget.
Måske handler det slet ikke om at sætte sig mål. Måske handler det om at kende sit ypperste formål, sit egentlige kald. Hvad er det, jeg vil med mit liv? Hvad findes der bag mine ønsker, hvem er den sjæl, der banker på og som prøver at få sindet til at være stille, bare et øjeblik, så det dybere ønske kan få ørenlyd.

Jeg er begyndt at se det. Mærke det. Forstå, at det slet ikke handler om, at jeg kalder mig det ene eller det andet. Om jeg er iværksætter eller medhjælper, selvstændig eller ansat. Nej, det handler om noget dybere og det ønske, der ligger bag alle titlerne og de drømme, jeg har forsøgt at formulere.
Først da jeg arbejdede med mit egentlige formål, essensen, begyndte jeg at forstå. Først da jeg kunne se, hvor det bar hen og hvad min længsel egentlig handlede om, begyndte det at dæmre. Så småt.

Når det er sagt, så skal man naturligvis sætte sig mål. Jeg synes bare, at man gør sig selv en stor tjeneste ved at undersøge, hvilket ønske der ligger bag det mål. Hvad er drømmen bag drømmen? Og så har jeg erfaret, at man skal være villig til at opløse sine mål og skifte kurs.
Noget af det mest dyrbare, jeg har lært på min vej de sidste par år, er evnen til at lytte. Virkelig lytte. Og det handler både om at lytte til og være med andre mennesker, dér hvor de er, lige nu og lige her, men det handler så sandelig også om at lytte til sig selv og den indre stemme. Sjælen. Hjertet.

Jeg lytter til min sjæl.
Den giver mig svaret.
Jeg lytter til mit hjerte.
Det viser mig vej.


Personligt har jeg måtte sluge en masse kameler i forhold til, hvad jeg oprindeligt troede, jeg skulle. Eller rettere sagt, måden jeg skulle det på. Status lige nu er, at jeg på ingen måde kommer til at opgive min drøm eller det, jeg satte mit skib i søen for at lede efter. Tværtimod. Jeg kommer bare til at udleve drømmen på en anden måde, end jeg kunne forestille mig. Fordi der ligesom er noget større, der ved bedre end jeg.

For hvad ved jeg egentlig? Det er faktisk befriende at sige, at man ikke ved. At give sig selv lov til at være lykkeligt uvidende, fordi man stoler på, at der er noget godt i vente, noget bedre end det, man selv turde håbe på. Jeg ved det ikke, men noget begynder at dæmre. Der begynder at tegne sig en slags vej derude i horisonten, et sted i mit hjerte og mit sind. Jeg ser og mærker noget, som før var umuligt for mig at se. Der var først noget, jeg skulle lære.

Vejen bliver til, mens jeg går … og jeg går.

tirsdag den 9. juli 2013

Mad med sjæl


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker god mad. Og god mad for mig er sund mad. Sund mad med sjæl og samvittighed.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg her i overgangsalderens stormombruste vande kan mærke, at jeg ikke længere har samme stofskifte som før. Jeg tager med andre ord lettere på. Og selvom jeg på ingen måde er fanatisk med vægt, så har jeg faktisk sat min grænse. Hertil og (helst)ikke længere! Jeg er i endnu højere grad begyndt at tænke på og eksperimentere med, hvordan jeg sammensætter min kost og hvad jeg spiser.

I dag faldt jeg over en simpel opskrift publiceret på Facebook. Bagt avocado med økologisk æggeblomme. Det så lækkert ud og jeg spiser en del avocado, så hvorfor ikke prøve det på en ny måde?

Jeg traf en beslutning. Impulsivt. For jeg havde både avocado og økologiske æg og så var det oveni købet ved at være frokosttid.

Det smagte himmelsk! Serveret med en god salat og et stykke groft rugbrød med tomat tapernade fra Præstø Madmarked. Ude i solen, ved havebordet, en følelse af sommer og velvære, god, sund mad og glædelig samvittighed over at putte noget ordentligt i munden.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Præstø Madmarked og deres økologiske lækkerier.

Opskrift:
1/2 øko avocado, 1 øko æggeblomme, salt, peber, bages i ovnen i ca. 12 minutter.

lørdag den 6. juli 2013

Solregn



Ofte ser vi kun overfladen. Vi ser, hvad der sker i verdenen omkring os, men vi kender ikke den dybere sammenhæng. Vi ser naturen, men vi ser ikke gennem skabelsens skønhed på skaberen.
- Anselm Grün-

Jeg ser på mennesker. Går rundt i en by, hvor jeg ikke bor og betragter. Observerer. Jeg er holdt op med at dømme, jeg kigger ikke længere efter fejl og svagheder, øjet er nyt.  Jeg ser historien, noget bevæger mig, får mig til at skælve. En slags følelse af kærlighed kravler forsigtigt ind i mit hjerte, det er en ny følelse i sådan en situation. Det er vel bare en tilfældig by?
Skikkelser. De unge og de gamle. Mennesker, som bevæger sig frem eller tilbage, jeg ved det ikke, for hvad er retning overhovedet? Skridt. Jeg ser ansigter, øjne, jeg fanger blikke, men som fisk man får i nettet og ikke ønsker at spise, sætter jeg dem fri igen. Blikke. Øjne.

Jeg hengiver mig til glæden ved bare at kigge. Betragte. Forsøger at lade være med at sætte ord på. Det er en svær øvelse for mig. Til sidst nøjes jeg bare med at udelukke adjektiverne. Det hele er bare. Mand, kvinde, barn, hund, klapvogn, indkøbspose, husfacade, brosten. En dump lyd fortæller mig, at jeg er observerende fra et andet sted, er jeg mon gået ned af et trin eller måske op? For hvad er retning overhovedet? Skridt.
Følelsen fra før, den brusende kærlighed der som vand baner sig vej, skyller ind over mig igen. Kærlighed til de mennesker, som forsøger at gøre deres bedste. Som tror, formoder og skynder sig i håb om, at lykken venter rundt om næste gadehjørne. Som længes efter en chance. Et frikvarter.

Selv er jeg holdt op med at være på vej. Jeg er bare. Lige her. I en by, hvor jeg ikke bor og hvor mit blik er nyt. Hvor hjertet skælver ved tanken om alle de skæbner, de mennesker og de sjæle, som forsøger at gøre deres bedste. Men som snubler. Udfordres.
En kvinde går langsomt forbi. Vores blikke mødes, der er noget over hende, et glimt af noget, en slags genkendelse, en underlig form for deja-vu. Dig kender jeg, det ved jeg, noget i mig siger, at det er sådan. Kvinden smiler, det smitter og jeg overvældes igen af den berusende kærlighedsfølelse. Omsorg. Ømhed.

Du er som du skal være, hvisker hun til mig og jeg nikker til svar. Øjnene er fulde af tårer, jeg forsøger at blinke dem væk men mærker, at det ikke er muligt. Øjnene vil græde. Men smilet om mine læber bliver siddende. Følelsen af lykke er stor. Solregn, tænker jeg og spejder efter kvinden, som ikke længere er at se, jeg har fået en gave af solregn.

Billedet er lånt hos Jessie Lilac. Thank you so much, Jessie!

torsdag den 4. juli 2013

Til verdens bedste dig


 
I disse dage forsøger jeg at huske alt det gode, jeg har fået med mig på min vej. Alt det, jeg har lært og erfaret og som jeg lovede mig selv at huske på.
Kender du det? Man erfarer noget, det er en helt personlig oplevelse og i samme sekund ved man, at noget er sket. En lille forandring, et fragment, men betydningsfuldt og med til at forme vejen videre. For man er jo selv sin vej, skal man også lige huske på. Vær selv den forandring, du ønsker at se i verden, sagde Ghandi og det er jeg helt enig i. Man skal være før man kan blive.

Men den dér erfaring. Hvad skete der lige med den? Da den opstod, måske som et lynnedslag eller et stille suk i det indre, vidste man, at det var en gave fra havet. Et stykke rav. Eller en perle i en muslingeskal, den slags, man samler op, fordi den er så smuk udenpå og man tænker, at man bare vil røre den lidt. Betragte den fra håndfladens skål. Så opdager man, at den indeholder noget. En gave, en perle, så fin og perfekt dér midt i skallens hule. Og man ved instinktivt, at lige netop den perle er til en selv.
Jeg forsøger at skrive den slags erfaringer ned. Jeg skriver i min rejsejournal eller jeg noterer det på min liste over alt det gode, jeg skal huske på og varme mig ved, når vejen bliver ujævn og nætterne kolde. Tag listen frem når lokummet brænder, tænker jeg og er i den tanke min egen solstråle, fordi jeg ved, at jeg har fundet guld. Men så mister jeg det igen. Guldet. Eller perlen, som jeg troede var min. Jeg glemmer simpelthen, at jeg har både guld, perler og alverdens glæde til rådighed. At jeg er vejen og min egen lykkes smed.

Så støder jeg på grund og ligger og snøfter lidt. Slikker mine sår og rejser mig så, for et offer for ulykkelige omstændigheder, det er jeg altså ikke! Jeg er her for at lære. Men jeg forstår simpelthen ikke, at jeg kan glemme alt det gode og overse lyset, som skinner på selv de mørkeste nætter. Jeg ved jo, at det er dér. Lyset. Og jeg er skam også lært, at det kun findes, fordi der er mørke. Kontraster forskønner og gør uklare linjer skarpere. Har du også lagt mærke til det?
Jeg har fortalt mig selv, at det bare er sådan, det er. Jeg glemmer og så må jeg huske igen. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes, når jeg husker, at jeg allerede ved det. Repeterer det, jeg allerede har lært en gang. Så kigger jeg på min liste og tilføjer måske noget. Det er sjældent jeg sletter noget igen. Faktisk bliver jeg ofte glædeligt forbavset over alt det gode, jeg har lært og erfaret og det gør ekstra godt at huske det igen. En erfaring i erfaringen.

Så i disse dage samler jeg op og husker. Generfarer. Og jeg tilføjer lidt til de gode lister og forsøger at knække koden i forhold til, at jeg kan være så pokkers glemsom. Jeg tilskriver det overgangsalderen og dens herligheder, men den er nok lidt for let. Nej, der er noget jeg skal lære. Sådan for alvor!
Og når jeg tænker på det, at jeg er her for at lære, så bliver jeg faktisk lidt glad i låget. Det er meningen med livet. Mit liv. Lære og give videre. Af det gode!

Smilet kan ikke holde sig tilbage. Når jeg kigger på listerne og samler op, ikke mindst på mine egne stumper, så får jeg fornyet styrke. Jeg forkaster nogle gamle tanker og gør plads til nye. For jeg ved jo, at jeg ikke er mine tanker, de er der bare. De kommer og går og jeg vælger til syvende og sidst selv, hvad jeg tror på og hvad jeg ikke gør.

Til verdens bedste Lene står der øverst på min liste. Og ja, det er nok Megan, der skriver den og det er jeg hende dybt taknemmelig for. ;)
Har du også en liste over gode ting at huske på? Til verdens bedste dig?

tirsdag den 2. juli 2013

En sjælden gave



 
 
Livet er en sjælden gave
Der er roser i min have
Der står kaffe på mit bord
Og i hjertet er der ord

Livet, roser, kaffe, hjerte
Jeg har lykke, jeg har smerte
Jeg har frygt og jeg har mod
Men min tro er stor og god

Livet, lykke, smerte, tro
I mig selv jeg bygger bro
Mellem lys og kølig skygge
Mellem sorg og sælsom lykke

Livet er en kostbar gave
Der er blomster i min have
Skabt af den, som skabte mig
Og taknemmelig, det er jeg.

Lene Megan, 2. juli 2013 - Ha en smuk dag ♥

mandag den 1. juli 2013

Aftenfugle



Aftenfugle, poesi, lys og skygge, maleri.

Jeg er heldig. Taknemmelig. Jeg har den smukkeste udsigt. Jeg bor i et hus for enden af en markvej og jeg er langt fra larm og støj. Jeg elsker stilheden og jeg nyder den friske luft. Luft under vingerne. Morgenen, lyset, fuglene, græsset, træerne, blomsterne, stenene på markvejen.

Det sker, at jeg glemmer, at jeg er heldig. At jeg faktisk er dybt taknemmelig for at bo sådan et skønt sted. Det hænder, at jeg ikke husker og i stedet lader mig forføre af tanker, der tordner om helt andre ting. Alt det, der mangler. Det, jeg ikke har. Det jeg ikke kan og aldrig vil opnå. Fordi jeg er mig.

Hvordan husker man på alt det gode, man er omgivet af? Hvordan lærer man at have fokus på det positive og alt det skønne? Hvordan husker man at holde hjertet og sanserne åbne og modtagelige for alt det smukke og gode, som blot venter på at blive modtaget?
Der er en bøn i hvert eneste græsstrå. En velsignelse i hvert et vingesus. En gave i hver eneste blomsterkrone og de farver, der males med. Der er et liv i hvert øjeblik.

Jeg lader mig fange. Af ord. Af en stemning, et lys på himlen, en skygge, der danser med sælsomme trin, en sten, der ligner et hjerte, som er et hjerte. Jeg lader mig fortrylle. Af en duft, et tegn, en vind, der rasler i grenene, bladene og får træerne til at synge. Jeg lytter.
Jeg ser et lys og går ud af døren. Stirrer på den åbne himmel og det mesterværk, der svæver foran mig. Fugle. En flok fugle. Jeg tager et billede, jeg mærker en følelse, fornemmelse, jeg kan flyve, et sekund, et glimt, sølv mod den sommerlige aften. Poesien flyver, svæver, danser, den er udenfor og indeni.

Jeg griber. Tager imod. Åbner mig. Trækker vejret dybt og lader billedet sive ind gennem mit skjold. Jeg berøres. Forføres.
Dette er livet, tænker jeg og smiler, lige her. Alt andet er for kompliceret. Dette er ren skønhed. Det sted i mig. Det må jeg lære at huske!