søndag den 30. juni 2013

På en ø


 
Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér?
Spørgsmålet kom sejlende som et skib på åbent hav. Jeg havde skrevet gårsdagens indlæg om Öland og lidt om den længsel efter ny inspiration og andre slags landskaber, der dukker op fra tid til anden. For mig sker det ofte, når jeg bevæger mig udenfor mine egne græsgange og tager på ferie eller udflugt. Væk fra vante gange og hverdagen. Det dukkede op sidste år på Kreta. Og det kom igen på Öland.

Måske er det den helt specielle stemning, der er på øer? En stemning, man ikke finder andre steder, tæt ved havet og tidevandet. Det er som en hengemt åre åbner sig i mig, når jeg står tæt ved havet og fylder lungerne med havluft. Når jeg ser skibene, bølgerne, horisonten og mærker saltet på min hud. Men hvad er det egentlig for en længsel?
Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér?

Der er noget med øer. Og der sker noget med mig, når jeg besøger dem. Det er som noget vækker en slumrende følelse i mig og inspirationen bliver helt ren og klar. Det er som at puste glas og skabe noget vidunderligt ud af en varm masse af ingenting. De mennesker, man møder, de ord, man overhører, forskellige sprog og accenter, dufte fra lokale butikker, bagerier, røgerier, kaffe, chokolade og isdesserter. Det er alt sammen med til at tænde en ild. Men mest af alt er det havet og naturen, som gør noget ved mig. De ture, hvor jeg færdes udenfor hovedfærdselsåren og for et stund bliver et med landskabet, højder og dybder. Hvor jeg lader mig opfylde af en særlig stemning, der kommer fra kontakten med havet og noget langt større. Og på visse tidspunkter mærker jeg, at stedet findes i mig selv. Men jeg må opsøge det. Jeg må aktivt bevæge mig derhen, hvor det findes.
Når jeg står på strandbredden og spejder ud over havet, trækker vejret dybt og skuldrene sænker sig, så sker der noget. Jeg åbner mig ubevidst for et møde med det sted i mig selv, hvor havet møder land og horisonten er uendelig. Jeg fortæller inspirationen at jeg er klar til at tage imod og som et skib lægger den til i min indre havn. Vugger blidt og lytter til bølgerne, som slår ind mod molen.

Det ydre og det indre. Det hele flyder sammen og for en stund er jeg lykkelig. På en ø.
Igen legede jeg med tanken om at blive og finde arbejde for sommeren. På en café. En lille gårdbutik. Et simpelt sted med kost og logi og tid til eftertanke. Lytte til havet og til brudstykker af samtaler fra folk, der kommer og går. Tappe af inspirationens kilde og bare være som øen, besøgt af turister og tidevand. Blive inspireret, opfange, skabe og bare være

Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér? Og kan jeg finde det sted, besøge det og tappe af inspirationen selv efter, at jeg har forladt øen og er vendt tilbage til hverdagen? Kan jeg finde kvinden igen og kan jeg beholde den følelse af, at alting er som det skal være?
Det lykkedes mig i øvrigt at finde to af Johan Theorins bøger, krimier, der foregår på Öland. Biblioteket havde dem og de stod og ventede på mig. Jeg skal lige læse de sidste kapitaler af den bog, jeg er i gang med, så skal jeg igen besøge Öland gennem en andens ord. Det glæder jeg mig til.

Billedet er lånt på www.travelblogging.de .

lørdag den 29. juni 2013

En ø af inspiration




Det var skønne dage. En afstikker, en tur til Sverige og sidste udkald for en lille feriepause, inden kæresten, landmanden, skal i gang med årets høst. Min bror og svigerinde holdt en uges ferie i lejet feriehus i Aboda Klint og vi sluttede os til dem for et par dage. Regnfulde dage, skulle det vise sig at blive. Men vi hyggede os alligevel og gik lange ture i skoven og rundt om søen, var på udflugt og lavede god mad om aftenen. Sad i stuen mens regnen trommede på taget, midt i den smålandske natur.
Torsdag formiddag forlod vi dem og tog videre til Öland. Det var ikke planlagt, men min bror og svigerinde havde allerede været på besøg og anbefalede det varmt. Det blev vi fristet af. Jeg har altid drømt om en tur til Gotland, så Öland var ligesom en slags forsmag på det og tilgængelig via en bro i Kalmar. Der skulle vi da over en tur!

Det fortrød vi bestemt ikke. Vi var heldige med vejret, for selvom regnvejr og stædige skyer hører den skandinaviske sommer til, så tager det hele sig anderledes indbydende ud, når solen skinner. Og det gjorde den, da vi kørte over broen og ankom til Öland. Fragmenter af øen spejlede sig i havet, skibe sejlede til og fra og jeg fik straks en strejf af den helt specielle ø-stemning, der findes på den slags steder. Den gør noget ved en. Kærtegner sjælen og giver en særegen følelse af ro. Det er næsten som at komme hjem.
Vi fik et rum på en hyggelig herregård. Værelset befandt sig i et annex med egen indgang og det er praktisk, når man har hund med. Og så var vi ellers klar til at udforske øen i de timer, vi havde til rådighed, inden vi skulle spise middag i herregårdens restaurant.

Jeg blev forelsket. Den slags forelskelse, der kommer snigende, men som ikke tøver med at lade en vide, at man er fortabt. Havet, landskabet, den sommerlige følelse, blomster og valmuer. Flade arealer med lyng og får. Stendiger, der adskiller marker fra enge. Træhuse, farver og de mange skilte, der med malende bogstaver fortæller om keramik, kunst og kaffe med kanelboller. Solen, skyerne og de små veje, eventyret, der venter. Jeg mærkede et stik i hjertet og en stor lyst til at slå mig ned for sommeren. Bo i en lille stuga helt ud til vandet og gå morgentur på stranden med solen som følgesvend. Besøge små byer og tale med mennesker. Lade mig inspirere. Og skrive, skrive og skrive. Der var stof til en roman eller to og mange gode blogindlæg. Mindst.
Og nogen har ladet sig inspirere af Öland og den helt specielle stemning. Johan Theorin. Han har skrevet en krimiserie, som finder sted på øen. Jeg har ladet mig fortælle, at de er både spændende og sprængfyldte med stemningsbilleder fra øen, så når jeg nu har skrevet dette indlæg færdig og har gjort mig klar, kører jeg til bibliotek eller boghandel og finder den første bog i serien. Jeg har stor lyst til at læse om Øland og sommeren er som bekendt krimisæson.

Da vi sad over morgenkaffen hjemme i huset for enden af markvejen, læste vi begge i Ölands Magazinet, som er et blad sprængfyldt med artikler, reklamer og farverige fristelser fra de lokale butikker, kroer, restauranter, turistattraktioner og gallerier. Vi læste om alt det, vi ikke nåede at se på vores forholdsvis korte ophold og vi er enige om, at vi kommer tilbage næste sommer ved samme tid.
Selvom jeg ikke skal tilbringe sommeren i en hyggelig stuga på Öland, er jeg alligevel inspireret. Jeg fornemmer, at det vil smitte lidt af på de kommende indlæg. For der er nu noget helt specielt ved den slags øer. De gør noget ved en. Jeg mærker det i krop og sjæl, fornemmer et dybt suk af længsel. Det vil jeg lade ordene finde og gøre noget med.

mandag den 24. juni 2013

Rummet uden svar




Hjertet træffer forunderlige valg. Valg, som måske ikke umiddelbart giver mening for den sunde fornuft. Prioriteringer bliver anderledes og set indenfor de gamle rammers vægge, giver valgene ikke så meget mening. De skræmmer måske endda. For det hænder, at man siger ja til noget, man ikke helt forstår.
Hos Ord i Landskap nikkede jeg genkendende til afsnittet om valg, vi træffer, simpelthen fordi der er noget subtilt, vi bare tror på. Noget, der giver genklang i hjertet, men som på ingen måde kan forklares ud fra sund fornuft. Nærmest tværtimod. Og når vi først giver plads til stilhed og gode pauser i vores liv og virkelig begynder at lytte, så er det som om de gamle vægge knager og brager. Langsomt brydes de ned. Usynlige grænser viskes bort og vi begynder at glide i en anden retning. Hjertets vej.
Det hænder, at vi når til frygtindgydende steder i os selv. Tomrum, en slags venteværelser, hvor vi blot må sidde og være. Lytte til stilheden og til hjertets spæde sang. Den gode Kristin Flood kalder det Rummet uden Svar:

Rummet uden svar er et forunderligt sted. Det er et sted, som ikke har nogen beskrivelse, men det er heller ikke tomt. Det er et sted, en plads, en tilstand uden svar. Vi leder efter retningsvisere, men finder ikke andet end vores egen jeg-ved-ikke-følelse. Ingenting og alt kan ske. Det er truende og skummelt. Men fordi vi er kommet et stykke vej på vores færd og har trænet os selv til at tåle både ubehag og mange af vores indre sabotørs trusler, kan vi klare at udforske dette underlige territorium.
Der er noget, mit hjerte har lært mig og som jeg er ved at absorbere og acceptere. Det er i orden ikke altid at vide. Faktisk er det nødvendigt. For når man færdes på hjertets vej, så er der mange ubekendte faktorer. Og det kan jo være skræmmende i sig selv, fordi vi altid har lært, at vi skal vide besked og have svar på rede hånd. Men mit hjerte beder mig om at tåle ikke at vide. Nu ved du, at du ikke ved, hvisker det og så kan jeg tygge lidt på den, mens jeg stille sidder i rummet. Jeg har ingen svar, ingen umiddelbare løsninger, men samtidig er jeg heller ikke fastlås på noget bestemt. Jeg er åben og afventende. Og det er en station på rejsen, en station, som dukker op med jævne mellemrum. Rummet uden svar.

Måske er det nødvendigt at fare vild? Ja, for sådan føles det. Bedst som man troede, at man var på rette vej, opdager man, at man befinder sig en dyb mørk skov omsluttet af høje træer og et køligt mørke. Du er faret vild i din egen tålmodighed, hvisker mit hjerte, når jeg fortvivlet sætter mig på en træstub og mærker en tåre finde vej fra øjenkrog til kind. Jeg ryster på hovedet, det kan man da ikke, men skoven som omgiver mig er ægte nok og rummet uden svar er et sted i mig selv. Her skal du sidde lidt, hører jeg stemmen sige og så bliver der helt stille.
Kan man miste sig selv i sin utålmodighed? Kan man have for travlt med at finde svar på de spørgsmål, man har stillet og kan man faktisk miste svarene på vejen, fordi man haster af sted?

Måske er vi for fokuserede på at få svar. For som Kristin Flood skriver det så fint i sin bog, så ved vi i grunden utrolig lidt. Vi forsøger blot at give indtryk af, at vi ved besked. Vi bryster os med parat viden og svarene falder som kugler fra et maskingevær, hvis vi skulle blive spurgt. Men hjertet accepterer ikke den slags svar. De falder blot til jorden. Hjertet lærer os, at det faktisk er helt i orden at færdes i uvishedens rum uden at skynde sig videre. Og det kan være utrolig befriende at erkende, at man ikke ved besked. Endnu. At man er åben og modtagelig og glæder sig til vejen videre uden helt at vide, hvad der kommer til at ske.
Accept. I det øjeblik jeg accepterer, at jeg ikke ved, giver jeg slip på kontrollen og på mit behov for at styre alting. Jeg åbner en dør og går ind i det ukendte. Rummet uden svar. Jeg åbner mig for øjeblikkets magi.

Når jeg først accepterer, at jeg er i rummet og at jeg ikke ved, så sker der noget. Noget i mig åbner sig. Jeg er ikke længere på vej videre, jeg har tøjlet min tålmodighed og tændt et fint bål, som jeg kan varme mig ved. Jeg lytter til den knitrende ild og jeg stirrer ind i flammerens inferno af rød, gul og orange.

Jeg opsluges af øjeblikket. Jeg er lykkeligt uvidende for en stund.

fredag den 21. juni 2013

Hvad gør sommerfugle, når det regner?




Dagen er startet med regndis, det grå tæppe flagrer foran det åbne vindue og slører udsigten en smule. Vinden blæser op i træerne, det pusler og rasler, en slags forunderlig musik. Juni serverer kaffe, lydløst glider hun igennem døren og stiller kaffen foran mig. Den dufter, en liflig aroma når mine næsebor og jeg trækker uvilkårligt vejret dybt og snuser ind. Glæder mig til at nyde den velduftende mokka med varm mælk. Nøjagtigt som jeg kan lide den. Det ved hun, Juni, hun færdes hjemmevant i huset for enden af markvejen. Et kort sekund overvejer jeg, om jeg mon kunne bede hende om at gøre huset rent i dag, så forkaster jeg tanken og drikker forsigtigt af koppen. Den smager godt, kaffen. Et slags ritual, en indledning på en god fredag.
Jeg sejler tidligt i havn i dag. Styrer målrettet mit skib mod kysten og finder en ledig plads ved molen. En ensom måge spankulerer af sted på kanten, spejder mod horisonten og ser mig ikke, fordybet i nuet og regndisen på land. Det gør godt at komme på fast grund, jeg tøjrer skibet og retter ryggen. Mærker dråberne på min hud, regnen tager til. Jeg finder en regnjakke i min taske og begiver mig på vej. Her er forbavsende stille, det er som om jeg er gået i land på en øde ø. Men jeg kan se byen herfra, hvor jeg står, et stykke oppe af den snoede vej dukker det første hus og så går det vist slag i slag. Øverst ligger kirken.

En sommerfugl danser forbi min næse, jeg undrer mig over, at den er ude i regnen. Men hvor skulle den ellers være, det har jeg aldrig tænkt på før, hvad gør sommerfugle, når det regner? Hvor gemmer de sig? For støvet på deres vinger skulle jo nødigt blive skyllet af. Uden støv ingen flyvetur.
Jeg går videre og snart passerer jeg det første hus. En hund står bag lågen og betragter mig, men siger ingenting. Jeg hilser på den uden ord og kan høre dens lydløse svar. Velkommen.

Det er weekend og skibet er sejlet i havn. Og oppe på toppen ved kirken skal der være fest, svigermor fylder 70 og den røde løber er rullet ud. Jeg kan høre musikken i det fjerne, stemmerne og lyden af porcelæn. En pludselig lyst til kaffe melder sig og jeg rækker ud efter kruset. Husker pludselig, hvor jeg er. I mit skriverum.
Sådan kan man rejse gennem ord. Skrive sin historie og gøre den god. Skabe og genskabe. Sig selv. Sin dag. Beslutte sig for, at noget skal være anderledes og tage det første skridt. Rejse sig, når man falder. Række nogen en hjælpende hånd. Sige et gode ord og passe på dem. Ordene. Gøre sig umage. Skabe sig. Genskabe. Forny.

Forny sig selv hver eneste morgen, som Thoreau gjorde det. Skænke sig selv en god dag og reflektere lidt over, hvad sommerfugle mon gør, når det regner.

torsdag den 20. juni 2013

En ildflue i natten


 
 
Du er som en ildflue i natten. Dit liv er blot et glimt. Et lys, der skinner, for så at lukkes igen. Livet er kort. Hvorfor ikke bruge dit liv til det, du har lyst til? Hvorfor ikke gøre det, der gør dig glad? Hvorfor ikke følge glæden, når nu glæden så gerne vil følges? Og hvorfor ikke tage de chancer, der skal til, for at tingene folder sig ud efter din smag?
En ildflue i natten. Ordene ramte mig og gjorde godt. For jeg trænger til at blive mindet om, at livet er her og nu. Selvom jeg forsøger at huske det og oveni købet skriver om det, hænder det, at jeg bliver opslugt af detaljer. Slugt skulle jeg måske sige. Så forestiller jeg mig, at jeg skal vide det hele på forhånd og rejser med tankernes tog ind i fremtiden. Forlader det nu, hvor livet er, og bliver bekymret over alt det, jeg ikke har styr på derude i horisonten.

Der er en grund til, at de mennesker, som har gået vejen og gjort det, de drømte om, taler om at tage et skridt af gangen. Martin Luther King sagde endda, at man slet ikke behøvede at kunne se hele trappen. Man skulle blot gå op af det første trin. Så ville det næste komme til syne. Og det man ikke vidste i går, afslører sig pludselig og man er lidt klogere. Det er som om man får lige det, man har brug for. Ikke for meget, ingen unødvendig bagage, nej bare det, man skal bruge til at komme videre. Et skridt af gangen.
Og det er i grunden også nemmere, når man ikke forestiller sig en masse på forhånd. For det går sjældent, som man forventede og man ender med at blive både skuffet og fokuseret på noget, der ikke er relevant. Bedre er det at lade sig forvandle af de gode øjeblikke. Tro på, at et skridt af gangen er alt, hvad der skal til.

Du er som en ildflue i natten. Dit liv er nu. Hvorfor ikke nyde dagen og det skridt, du kan tage i dag? Hvorfor ikke stole på, at du ved lidt mere i morgen og tro på, at noget godt vil ske? Hvorfor ikke danse med dagen og hvile i øjeblikket? En ildflue i natten, et glimt, et lys der skinner.

onsdag den 19. juni 2013

Det store i det små


 
Hver morgen var en munter invitation til at gøre mit liv ligeså enkelt, lige så uskyldigt, kan jeg godt sige, som naturens eget. Jeg har dyrket Aurora lige så hengivent som grækerne gjorde. Jeg stod tidligt op og tog bad i dammen; det var en kultisk handling, noget af det bedste jeg har gjort. Det fortælles at kong Ching-t’angs badekar har denne indskrift: Forny dig selv helt hver dag, gør det igen, igen og igen. Det forstår jeg. Morgenen bringer sagnagtige tidsaldre tilbage.
Det er Thoreaus ord. De vækker genklang. Morgenen, dagenes mest mindeværdige tidspunkt, er opvågningens time. Han hylder morgenen som et sandt mesterværk og jeg ved, hvad han mener. Det tidspunkt, hvor lyset strømmer gennem vinduerne og morgenbrisen kalder os vågne, hvor duggen ligger henslængt over marker og plæner og vinden rasler i træerne.

Jeg elsker det tidspunkt. Naturligvis allermest om sommeren, hvor lyset drager og fuglene vækker os i de tidlige morgentimer. Jeg ønsker mig mere vågen end som så. Jeg forestiller mig tit, at jeg lister ud af sengen og går direkte ind på mit arbejdsrum og skriver. Det er et helligt tidspunkt og jeg tror, at ordene vil være lidt anderledes på det tidspunkt, at jeg blot skal åbne mig og give dem plads. Jeg har ikke gjort det endnu. Hver gang jeg vågner tidligt nok, er jeg søvndrukken og får hurtigt overtalt mig selv til at sove videre. Men en af dagene gør jeg det …
Jeg glæder mig til at læse resten af Thoreaus bog om livet i skovene. Manden, der søgte den store sammenhæng i de mindste ting. Jeg er selv begyndt at gøre det samme. Det minder mig om en anden mand, som jeg mødte under min seneste uddannelse. Han havde haft et stormombrust liv indtil nu med mange op- og nedture. Nu var han slået ind på en anden vej. Og når bølgerne gik højt og tingene blev komplicerede, var han altid den der fik tingene sat i perspektiv med sine ord: Keep it simple. Det er som om der findes en velbevaret hemmelighed i det simple, i de små ting. Jo mere vi fylder på og komplicerer vores tilværelse, desto mere forvirrede og ulykkelige bliver vi.

Der findes en sandhed i duggen.
Der bor en lykke i græsset,
den snoede grusvej og frøernes kvækken fra dammen.
Der findes en langsomhed og en anden rytme.
En anden vej.
Der leves et helt liv i morgenes første lys,
hvor dagen er ny og stadig bedugget af nattens elskov.
Der findes noget stort i det små.

- Megan -

tirsdag den 18. juni 2013

Nuet og nærværet




En kølig brise siver ind gennem det åbne vindue og kærtegner min kind. Ved min side står kaffen, varm, nylavet og med mælkeskum. Det er en fin morgen, en af dem, man har lyst til at gribe og holde fast på. Men hemmeligheden ligger i at give slip. Øjeblik for øjeblik at tage imod de små gaver, dagen bringer, mærke dem og lade dem gå igen.
Det er en øvelse. Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden bliver bedre til det, selvom jeg skal tænke over det og minde mig selv om det. Nyde og lade gå. Give og tage imod. Det er en særlig rytme, en slags dans, som bølger der slår mod stranden. Solstrejf rammer vandoverfladen og skaber sølvtråde af særlig karakter.

Nuet og nærværet. Jeg inviterer dem indenfor. Byder på kaffe. Sætter mig i stolen overfor dem og ser dem dybt i øjnene. Lytter.
Der findes en lykke, som kommer indefra. Et lys, der strømmer fra dig. Intet er smukt uden et vidne. Du er vidnet. Men det kræver, at du åbner dig og lukker op for alt det, du rummer. Du har adgang til en kilde af glæde og tilfredshed og du kan vælge at lade den strømme. Vokse. Det handler om din holdning og dine tanker. En beslutning om, at ydre omstændigheder ikke skal bestemme, hvordan du har det. Det handler om at åbne sig og se. Træde ud i livet en sommermorgen og lade sig indhylle i duggen. Mærke køligheden under fodsålerne og høre fuglene.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har truffet en beslutning. Jeg vil være min egen lykke. Jeg har forsøgt på mange andre måder, men det virker ikke. Andres erfaringer, måder at gøre tingene på, gode ord og sætninger. Jeg kan læse dem, men jeg må skrive min egne. Jeg må gå min egen vej og opdage, at det hele afhænger af mig.
Vælger jeg at tage imod denne morgen? Vælger jeg at åbne vinduet og lade brisen strømme ind? Vælger jeg en god dag og det til trods for ydre omstændigheder, der kan vippe min båd. Jeg sejler og det er jeg taknemmelig for. Måske er rejsen anderledes end jeg havde forestillet mig, men hvad nu hvis det blot er fordi, at min forestillingsevne er begrænset? Der er så meget mere end mine tanker kan begribe.

Begribe. Gribe. Dagen. Livet. Nu.
Det er en smuk sommermorgen. En kølig brise strømmer gennem vinduet og mine næse opfanger en duft. Skyggerne læner sig dovent i vindueskarmen, genspejling af stuen i haven og omvendt. Det hele flyder sammen i et forunderligt mønster. Og her sidder jeg med morgenkaffe og åbent vindue.

Jeg ejer mit øjeblik. Så slipper jeg det. Som en fugl spreder det sine vinger. Flyver ud gennem vinduet. I samme sekund flyver et nyt øjeblik gennem vinduet. Det lander lydløst på min skulder.

lørdag den 15. juni 2013

Et andet slags land


 
Jeg kan mærke vinden i mit hår. Siddende ved spisebordet med en kaskade af dagslys gennem de åbne vinduer, føler jeg mig levende og klar til dagen. Jeg er inspireret af gåturen med hundene. Jeg betragtede dem og så, hvordan de bare kaster sig ind i livet og er i nuet.
Som at stå på en klippeafsats
Helt langstrakt
Parat i hele kroppen
Et sekunds tøven
Afsæt, springe, flyve
Et sekunds stilhed
Susende, svævende i vinden
Gennem skyer af stilhed ind i et andet slags land
Hvad er det, de kan, som vi mennesker har så svært ved? spurgte jeg og svaret kom prompte. Det gør de ikke altid, svarene, nogle gange skal man vente, længe endda, men man skal aldrig holde op med at spørge. For svarene bor et sted i spørgsmålene og uden nysgerrighed og lyst til at udforske, får man det aldrig at vide.

En blomst, en duft, et græsstrå. Fordybet i nuet snuser de sig frem, læser hvert øjeblik som en nyhedssensation og lever i det. Jeg går uvilkårligt langsommere og prøver at fornemme lidt af alt det, de nyder så intenst. En mælkebøtte hilser forsigtigt, et sagte suk. En valmue knejser i vinden, vugger i en slags usynlig dans til en rytme, man kun kan fornemme hvis … man går langsommere. Det er som om jeg forstår, at jeg går glip af det meste, hvis jeg skynder mig. Hvis jeg altid tager på tur med tankerne og lader mig fragte fra fortid til fremtid. Nuet bliver blot en slags mellemstation. Et sted, man aldrig rigtig er.
Hvad vil det sige at være helt til stede? Spørgsmålet åbner sig som en blomst, dugvåd og frisk i den tidlige morgen. Og noget hører mig, for vinden blæser op og bærer dufte med sig, skyerne glider over himlen. Omslutter mig som i et kærtegn. Langsommere, siger den stille stemme dybt i mig, du ser det kun, hvis du sagtner farten så meget, at du næsten går i stå.

Lyt. Lyt til stilheden, læg mærke til den åbning, sprækken, hvor lyset siver ind.

Som at stå på en klippeafsats
Helt ude ved kanten
Mærke vinden og en intens sitren i hele kroppen
Et sekunds tøven, stilhed, afsæt
Svævende gennem luften som en fugl
Gennem skyer af stilhed ind i andet slags land


fredag den 14. juni 2013

Carpe Diem


 
I går kl. 15 tikkede der en SMS ind. Det var min veninde, som spurgte om jeg havde lyst til at mødes på café og spise sammen. Jeg tøvede ikke længe. Jeg sagde ja.
Der er noget ved impulsive aftaler. Den slags, som ikke har været planlagt i forvejen, men som bare sker, fordi man tænker tanken og gør noget ved det. Hvor man bare siger ”hvorfor ikke” og tager af sted, fordi livet er nu. Det handler om at gribe øjeblikket.

Vi mødtes på café i silende regn. Det gjorde godt at sidde bag de duggede ruder og blive opdateret på hinandens gøremål, tanker og planer. Det var længe siden sidst, så der var meget at snakke om. Hyggeligt var det med stearinlys på bordet, et glas rødvin og lidt godt at spise. Bare sidde og lade aftenen komme. Omgivet af andre mennesker, som havde fået samme ide, men vinden hylede i træerne udenfor. Det var næsten som en efterårsaften, men jeg klager ikke til Juni.
Egentlig ville det være dejligt med flere af den slags spontane ”kom lad os mødes” aftaler. Lad os gribe dagen, øjeblikket og gøre tanke til handling.

Jeg har en anden veninde, som engang i mellem sender en SMS og spørger, om jeg vil med ud og gå tur. Og her mener hun altså ikke i morgen eller på næste søndag. Nej, hun mener, vil du med ud og gå tur, vi mødes om en time. Tit sidder jeg fordybet i noget, men kan jeg afbryde det og holde en god pause, overvejer jeg et kort øjeblik og så siger jeg ja tak. Så griber jeg øjeblikket, min jakke og de gode sko og snart vandrer vi langs åen, mens vi snakker. Lytter. Og coacher hinanden lidt på vej. En slags walk and talk.

Jeg bliver altid oplivet af de spontane aftaler og ture. Det uventede øjeblik som gribes og gøres til noget andet end det, man havde forestillet sig. Det er forfriskende i sig selv. De små overraskelser, en lille omvej hjem, et skridt til højre, når man egentlig skulle til venstre. Det er ofte der, man finder eventyret i hverdagen og i livet. På små uventede steder og i spontane øjeblikke.

Carpe Diem. Grib fredagen, gør den til din egen og gør den god!

onsdag den 12. juni 2013

Grøftekanten




Mens jeg gik tur med hundene i den tidlige morgen, fik jeg et slags klarsyn. Jeg så mine tanker som en balje fuld af indfiltrede fiskenet. Og i fiskenettene lå alle tankerne og kæftede op. Den ene talte højere end den anden og fælles for dem alle var, at de fortalte små løgnehistorier. Historier, som de har gentaget utallige gange og som jeg derfor har hørt til bevidstløshed. Historier, som jeg på et tidspunkt valgte at abonnere på. Og hvorfor, kan man spørge sig selv, vælger vi at tro på de historier, vores tanker fortæller os? Vi er ikke vores tanker. Vores tanker er blot mekaniske værktøjer, som løber løbsk, hvis de får for lang snor.
Der lå alle mine tanker i fiskenettet og sagde alt muligt, der havde potentiale til at ødelægge min morgen. Men pludselig så jeg, at jeg kunne tage baljen og stille den væk. Visualiseringen var så stærk, at jeg kom til at smile. Jeg udstødte en lille latter og den ene hund så på mig. Jeg tror faktisk den blinkede til mig.

Forestil dig, at alle dine negative og begrænsende tanker ligger i en balje. I indfiltrede fiskenet er de fanget og rodet sammen, men de taler alligevel højt og skingrende. Du ser baljen og du opdager, at du ikke er dine tanker. Du er faktisk separeret fra dem. De ligger dér i baljen og skriger, du står foran og ser forundret på dem. Er det virkelig dem, jeg lytter til og vælger at tro på? Og hvorfor gør jeg egentlig det, når de slet ikke har styr på sandheden? For dem gælder det blot om at sige det, de altid har gjort, så jeg gør det, jeg altid har gjort. Men nu har du et valg. Du kan tage baljen og stille den ned i grøften.
Og så kan du gå videre. Mærke lettelsen. Noget tungt fordufter og dagen er ny og fin. Mens du går, kan du mærke tankerne forstumme. Du kan ikke længere høre dem.  Nu har du gjort plads til nye og mere opløftende tanker. Du får øje på den smukke dag og alle træerne, der nikker godmorgen. Du ser en sommerfugl flyve forbi tæt ved dit ansigt, du mærker en brise i håret. Dine skridt er lettere nu, det er som om du har lagt en tung byrde fra dig. En rygsæk med gods, du ikke kan bruge til noget. En balje fuld af fiskenet og gamle ubrugelige tanker.

Da du kommer tilbage, kaster du et stjålent blik ned i grøften, hvor du stillede baljen fra dig. Du ser til din forbløffelse at den er væk. I stedet får du nu øje på en smuk hvid blomst, som er vokset op lige der, hvor baljen stod.

I grøftekanten.

tirsdag den 11. juni 2013

Morgenbobler




Det er på morgener som denne at jeg virkelig forstår, hvor fantastisk livet er. Søvndrukken gik jeg ud på badeværelset og blev stående i vinduet.  Et smukt syn mødte mig. Hvide skyer sejlede forsigtigt over himlen som skibe på et uendeligt ocean. Et kor af fuglestemmer stod for baggrundsmusikken og nede på græsplænen trissede hundene omkring på deres første morgeninspektion. Solen skinnede og alt åndede fred.
I dag vil jeg ikke tænke dårlige tanker, sagde jeg højt og det lød som en slags ed. Det er en perfekt dag. Der er ingen grund til at bekymre sig om noget som helst. Dage som denne er sæbebobler, der forsigtigt stiger til himmels. En tanke kan som en nål prikke hul og få det hele til at eksplodere. Puf.
Juni rumsterede i køkkenet, hun så op, da jeg trådte ind og sendte mig et stort smil. ’Det er en glad dag’, sagde hun og nikkede eftertænksomt, ’og jeg har dækket morgenbord i haven’. Så sad vi der i morgensolen og mærkede varmen, underholdt af fuglekoret og forkælet af omgivelserne. De bølgende marker, kløver og korn. Kaffen smager bedre, når man drikker den i det fri. Har du også lagt mærke til det?

Det er på morgener som denne, at jeg forstår at livet er en gave. Og at mine bekymringer også blot er sæbebobler, som jeg kan vælge at prikke hul i. Puf. Se dem eksplodere og ramme min arm som små våde pletter. Tørre dem væk og gå videre. Ud i dagen og i livet. For dage som denne skal leves. Fejres.

’Det er på morgener som denne, at jeg er glad for at være mig’. Juni skænker sig et glas juice, helt forsigtigt lader hun den gule væske fylde glasset. 'Fordi jeg kan servere morgenmad for dig i det fri. Fordi solen skinner og fuglene synger. Fordi hvert eneste græsstå er en gave fra Gud og fordi livet er en udsøgt delikatesse.'

Så planter hun et kys på min kind og går ud i morgenen. Med dug i håret danser hun på bare fødder gennem græsset og forsvinder i buskadset bagerst i haven.

fredag den 7. juni 2013

Tid til sommerhus




Snart tid til sommerhus. Jeg pakker tasken og forsøger at huske det hele. Det praktiske, det til hundene og bøgerne. Gode sko til gåture og sandaler, eftersom vejrudsigten er lovende.
Bilen står klar. Jeg mærker, at jeg ikke længere kan koncentrere mig og at jeg er klar til at køre. Mod Roskilde og langs fjorden, kysten og vandet til højre, åbne vinduer så hundene kan indsnuse dufte og glæde sig ligesom mig. Der er noget i luften.

Frisk fisk til frokost og noget godt til grillen. Salat. Dufte og farver. Bare fødder på græsplænen og i sandet. Mærket jorden og livet helt tæt på. Være en del af det hele. Som en sandorm vil jeg grave mig dybt ind nuet og blive der. Salt på mine læber og vind i mit hår.
Snart tid til sommerhus. Jeg glæder mig.

torsdag den 6. juni 2013

Morgenfugl




 
Jeg har altid været en morgenfugl. Jeg holder af de tidlige morgentimer, ikke mindst om sommeren. Vågne til lyden af fuglestemmer og dufte, der kildrer sanserne. Jeg nyder at stå op og lade dagen komme til mig, give mig tid og tage et skridt af gangen.
Om det er sundest at være morgenfugl eller natteravn ved jeg ikke. Jeg ved bare, hvordan jeg fungerer bedst og hvad det er, jeg sætter pris på. Det er det vigtigste. Der er undersøgelser, som siger både det ene og det andet om, hvad der er bedst, A eller B og endda hvilke personer, der er klogest, mest intelligente og i bedst form. Det seneste er en undersøgelse som påstår, at vi A-mennesker er sundere, slankere og lidt lykkeligere end vores artsfæller, natteravnene. Hvis vi da overhovedet er i familie?

For hvem kan sove fra en morgen som dage? Ignorere det sprøde lys og fuglene, de kvækkende frøer og gøgen, der kun giver lyd fra sig på netop dette tidspunkt af året?

Jeg er sikker på at der er fordele og ulemper ved begge dele. Der er sikkert noget godt at sige om de sene nattetimer, hvor resten af verden sover og hvor man kan være alene med sine tanker. Personligt sover jeg skønhedssøvn på det tidspunkt af døgnet. Og jeg vågner blidt til lyden af morgenen, der ankommer i horisonten, trækker lyset ind over landet og bader min morgen i perler af dug. Det er en lille lykke for mig, det tidspunkt på døgnet, at ankomme sammen med morgenen og tage imod.

Lukke hundene ud i haven, lave kaffe, indsnuse duften, mens maskinen snurrer. Smørre ostemad og skære vandmelon ud. Drikke vand med citron, give tid, spise langsomt. Hilse dagen velkommen og derefter gå ud og gøre det, jeg har sat mig for.

Morgenfugl. Det føltes nu temmelig sundt!
Billedet er lånt hos naturfotografen-forum.de

onsdag den 5. juni 2013

Giv dig tid




Jeg vil gå tidligt i seng og læse. Åbne vinduerne og lukke sommernatten ind. Se lyset blive blåt og stille. Læse. Sove. Sommer.
Sådan skrev jeg på Twitter, inden jeg lagde mig i går aftes. Ikke så sent, det var stadig lyst, men nogen skruede på lysdæmperen, mens jeg lå der. Jeg er startet på en krimi, en pludselig lyst meldte sig og jeg adlød. Det er krimitid. Sommer. Og der er noget med lyset, lydene og duftene. Jeg faldt i søvn med et smil på læben og vågnede ved, at kæresten rumsterede. Er han allerede oppe, tænkte jeg og opdagede at det var morgen. Soveværelset lå badet i morgenlys og dagen var i gang. Fuglesang, hunde i haven, grønne marker og en ukendt lyd af stilhed. Der manglede noget. Og det var ikke noget, jeg savnede. Vinden. Den kraftige blæst og det stormagtige vejr, vi har haft i ugevis. Det var væk.

Det bliver en god dag, nynnede jeg og rejste mig oplagt fra dynerne. Og i dag holder jeg fri.
Nu sidder jeg i køkkenet og blogger. Jeg har nybrygget kaffe og Juni overfor mig. Også hun skriver. Lyden af vores fingre, der danser på tastaturerne, ordene der springer frem, sætninger, der lægger sig til rette, alt det er med til at forme vores morgen. ’Lad os gøre den god, dagen’, siger Juni uden at se op fra sit skriveri og jeg nikker. Det var også min tanke. Så vi deler den, tanken, brækker den over og mærker duften af øjeblikket som nybagt brød.

Så kommer jeg pludselig i tanke om det. Det, hun sagde i går. Min gode veninde Juni, som har bragt sommeren med sig, et væld af lyde og dufte, et sanseligt mekka af overflødighed og et løfte om gode dage. Jeg kan godt lide hende, denne tid på året, tidspunktet, hvor ting falder på plads, spirer og gror. Vinteren er lagt bag os, de lange dage og nætter i venterum og snoede gange, mørket og tvivlen. Det hun sagde. Noget om at have et valg.
’Valget’. Hun nikker. ’Man har et valg. Man kan vælge at lytte til stilheden. Følge den naturlige rytme, der er og lade sig fragte. Glide med, tage imod. Lave så lidt modstand som mulig. For i det øjeblik man slipper kontrollen og giver slip, kommer det hele flydende. Bierne dukker op, når blomsten er klar. Det mærker de. Og du er først klar, når du forstår, at du ikke behøver at kæmpe sådan hele tiden. ’

‘I søger balance. En form for indre ro. Søger at finde jer selv, men I glemmer sjælen i farten. Sjælen kører ikke på motorvej i femte gear. Sjælen svæver som en smuk fugl over landskabet og giver sig tid. Lagde du mærke til mit valg af verbum? Hun ser på mig over brillekanten og en vis alvor rammer mig. Jeg nikker.
’Ja, Juni, jeg lagde mærke til det. Giver. Den giver sig tid.’

’Nemlig’, svarer hun og smiler, drikker kaffe, skriver et par ord til, håret falder ned over hendes øjne, skinner i sollyset, mens jeg venter tålmodigt og næsten åndeløst.
’Sjælen giver sig tid og det kan du også vælge at gøre. Giv dig selv tid. Det er ikke noget, du skal bede om og forvente, at andre kommer og forærer dig. Du er selv din egen bedste ven. Og du kan vælge at give dig selv gaver. Den bedste gave af dem alle er tid. En vis form for langsomhed og et tempo, hvor du ser alt det smukke, der omgiver dig. Hver dag. Hvor du lever de gode øjeblikke og bliver en del af den rytme, der helt naturligt udfolder sig. Hvor du forholder dig åben, dansende, bevægelig som tidevandet, flydende gennem dagen, månederne, årstiderne og året. Når du danser med de energier, der helt naturligt omgiver dig, mærker du glæden gennemsyre hver eneste celle i din krop. I har for travlt, I søde mennesker!

’Måske er det lettere sagt en gjort, udbryder jeg og kommer til at tænke på alle de travle mennesker, jeg kender. Dagene, der ligner hinanden og bilerne på motorvejen. Jeg kommer også til at tænke på Shirley MacLaine, som øvede sig på at gå Caminoen og havde så travlt med at nå sit mål, at hun helt overså den dejlige bænk på et plateau. En bænk, hun havde tænkt sig at sidde lidt på og holde pause. Men i sin iver efter at nå målet, gik hun lige forbi bænken og glemte at holde pause. Det reflekterede hun meget og det har jeg også gjort. Overser vi noget, når vi er så fokuserede på vores mål, at vi vil brænde broer og lave hasarderede overhalinger blot for at komme … først? Og hvad så?
’Tænk lidt mere over det’, siger hun, Juni og skænker mere kaffe. Den er god, kaffen, den dufter og gør godt. Dagen er ny og sprød, øjeblikkene dumper ned over os, mens vi sidder her ved køkkenbordet, skriver og filosoferer.

Det bliver en god dag. Grundlovsdag. Danmarks Nationaldag. Fars Dag. Min dag og din dag. Nyd de gode øjeblikke og giv dig tid.

tirsdag den 4. juni 2013

Dansen i det blå lys




Jeg holder af de lyse sommernætter. Der er noget næsten magisk over at gå i seng, slukke lyset og opdage, at det slet ikke er mørkt. Et blåligt lys strømmer ind gennem vinduerne og bader soveværelset i et slags drømmeskær. Det er som om man automatisk falder til ro, når man lader blikket hvile et sted dér i rummet mellem lys og mørke. Jeg forsøger at holde mig vågen. Bare lidt. Ligge og falde helt til ro, mens natten blidt skubber dagen til side og træder frem i landskabet. Lader lys og skygge favne hinanden i dans.
’Dansen i det blå lys’. Juni nikker og træder ind i mit arbejdsrum. Hun har været længe oppe, hun er morgenmåned og elsker at vågne med det tidlige lys. Ligge og lade dagen komme, tage imod, intet hastværk, hun nyder den langsomme naturlighed med hvilken dagen træder i karakter. Knap nok er det blevet mørkt, før lyset igen glider frem i horisonten. Så ligger hun der for åbne vinduer og lader sig fortrylle. ’Det gør mig så køn, morgenlyset, siger hun og smiler underfundigt. Det er naturligt velvære, den slags, man ikke kan købe på krukke og flaske. Det skal opleves. Leves. ’

Er der en naturlig rytme? En rytme, som vi mennesker har svær ved at fange, fordi vi altid har så travlt? Vi skynder os af sted og overser alt det, der i virkeligheden er livet. Jeg begynder at tro det. Efter jeg læste Kristin Floods bog om det stille rum og rejsen mod alt det, vi har gemt og glemt i vores travle hverdag, har spørgsmålet taget bolig i mig. Overser vi det væsentlige? Bor svarene der, hvor vi i hastværk løber forbi i et forsøg på at få vores hverdag til at hænge sammen? Når vi frem til vores mål kun for at opdage, at vi har løbet i ring og rundt om os selv?

Dansen i det blå lys. Hvad er det mon, Juni taler om? Det er som om hun ved besked, men konfronteret med spørgsmålet, ryster hun bare på hovedet og smiler sommerligt. ’Det må du selv opdage’, siger hun bare og stryger mig over håret. ’Svaret bor i dig selv. Et sted i stilheden’.

I mig selv? Et sted i stilheden? Jeg tygger på ordene og kan mærke, at jeg har brug for en kop morgenkaffe til. Nogle spørgsmål må man bare stille. Vække dem til live og give slip. Lade dem flyve ud i morgenen og stole på, at de vender tilbage med et slags svar. Når tid er.
’Når du er klar, ja’. Juni læser mine tanker. ’Snup du dig bare en kop kaffe til. Du har masser af tid’. For det er sådan er at man har et valg, fortsætter hun og jeg sidder musestille og lytte. Fornemmer det er vigtigt, dette øjeblik, jeg kan høre knappenåle falde til jorden og en solsort i det fjerne. Jeg holder vejret. Nikker for at fortælle, at jeg lytter. Opmærksomt.

Nærværet lægger sig mellem os og et magisk sekund opstår. Og fortsættelse følger som fortsættelser jo gør ...

lørdag den 1. juni 2013

Min søde sommerfugl


Jeg læste Annas Skyggebjergs blog her til morgen og blev inspireret af følgende ord:

'Der er i dag en tanke i mig: Måske er der forestillinger hos mig om, hvad jeg kan og ikke kan, som jeg ikke længere behøver lade mig begrænse af og slæbe med mig videre i livet?

Den tanke giver jeg lige videre til dig: Er der ting i dit liv, som du i grunden ikke længere behøver at slæbe med dig?'
Jeg siger tak for tanken. Egentlig ville jeg have skrevet om noget helt andet her til morgen, men nu landede Annas ord her på mit skrivebord. Som en sommerfugl kom de svævende og satte sig et kort sekund. Et øjeblik. Men det øjeblik ændrede alt. Det forvandlede min morgen.
De vakte genklang, ordene. Jeg forstod godt, hvad Anna mente. Vi bærer rundt på en masse gammel bagage og overbevisninger om, hvad vi kan og ikke kan. Også jeg. Mine tanker fortæller mange overbevisende historier om, hvad der er muligt og ej. De er sande mestre udi fortællingens kunst, men det er ikke sandheden, de beretter om. Sådan er det for Anna og sådan er det for mig. Og måske nikker du også genkendende til ordene her på årets første sommerdag?
Du skal ikke tro på alt, hvad du tænker.
Jeg traf en beslutning. Jeg vil udfordre mig selv. Jeg vil prøve kræfter med, hvad jeg tror kan og ikke kan. Et skridt af gangen. Jeg vil lave en liste over ting, jeg ikke tør og så gøre det. Gisp!
Årets første sommerdag gør mig modig. En smule kåd. Og Annas gode ord kom lige tilpas. De minder mig i øvrigt også om, at man skal huske at sige og skrive alt det gode, man går og gemmer på.
I dag er helt perfekt til at give slip. Årets første sommerdag. Det er tungt og varmt at slæbe rundt på gammel og ubrugelig bagage. Tid til tanke op og gøre plads til alt det nye.
 
Jeg vil danse
i haven på bare fødder.
Mærke vinden i mit hår.
Slippe alt det, der satte grænserne i går.
Lytte til fuglesang, være i det nu.
Hvor alt er helt perfekt og stemmen sagte hvisker, du
Du kan, min søde sommerfugl,
din tid er kommet nu.
Jeg vil mærke
sommeren i kroppen
lade solen varme mig.
Smelte alt det løgnagtige, der forstummer glædens leg.
Kaste løgnene i havet, se dem drive bort
Alt er helt perfekt i nuet, stemmen hvisker, du
Du er smuk, min søde sommerfugl,
din tid er kommet nu.
 
Sommerfuglen er lånt på designprocessen.dk