torsdag den 30. maj 2013

Naturlig harmoni


 
Jeg mødte et træ på min vej,
det stod stolt og hilste på mig.
Vi dansede sammen på landevej,
det smukkeste træ og jeg.
Det var aften, da jeg forlod huset og gik ud af markvejen. Gennem den lille landsby, der kun består af få huse og ud på den anden side, hvor markerne bølger på hver side af vejen. Solen var dukket op i vest efter en regnfuld og blæsende dag. En dag, der mindede allermest om efterår. Og selvom det tilsyneladende er tabu at tale om dårligt vejr og sommerlængsel, så gør jeg det alligevel. For længslen danser i hver eneste celle i min krop. Jeg længes efter sol og efter at mærke varmen på min krop. Det kølige og ustadige forår har sat sine spor. Vintertrætheden har ikke helt sluppet taget. Derfor greb jeg chancen, da solen endelig kiggede frem bag skyerne, tog mit gode tøj på og gik.

Jeg var kommet et stykke ned af markvejen, da jeg hørte hende. Hastige skridt i gruset bag mig afslørede hendes kommen. Forpustet slog hun følge og stak sin arm under min. Maj. Hun sagde ikke noget, og det behøvede hun heller ikke. Der er nemlig ikke noget som stilhed mellem gode venner. En slags tavs accept af hinanden og det, der er. Vi lyttede til vores skridt i gruset og fuglenes sang. Fra et vandhul kvækkede en frø og gøgens umiskendelige lyd gled igennem trækronerne. Jeg trak vejret dybt og noget faldt på plads. Under åben himmel og på vej mod sommer. Med Maj under armen.
Vi gik længe uden at sige noget. Så faldt der et ord og siden et til. Hver især bemærkede vi naturens skønhed og det, der omgav os. Det åbne landskab, de bølgende marker. Træerne i vejkanten. Mælkebøtter. Grøftekanter. Jeg kunne mærke hvor godt den gjorde mig, naturen. Det var som om den rakte sine usynlige arme frem og tog mig i sin favn. Forkælede mig med dufte, der kildrede mine sanser, udfoldede sin skønhed og gjorde mig til en naturlig del af det hele. Harmoni, tænkte jeg, naturen bidrager til harmoni. Det er som om den lever sit liv i en helt særlig rytme, en melodi, som jeg kun kan høre og følge, hvis jeg er stille nok og giver mig tid. Uvilkårligt satte vi farten ned og kunne pludselig mærke, at vi blev inddraget i en sælsom dans. Maj nikkede bare, hun kunne også mærke det. Vi blev indviet i en hemmelighed, som altid er tilgængelig for den, der giver sig selv lov. Man skal blot åbne døren og gå ind.

Vi talte lidt om den dør. Døren, som altid er dér og som bare venter på, at vi skal komme og åbne den. Nøglen har vi, selvom vi måske glemmer, hvor vi har lagt den. Og når vi begynder at lede efter den udenfor os selv, bliver vi slemt skuffede. Vi finder den ikke. Først når vi mærker efter og kigger indad, begynder det at dæmre. Først når vi går ud for at gå ind, åbner døren sig på klem og vi kan kigge ind. Nøglen til naturen er i os selv. Viljen til at ville den og lysten til at tage imod.
Maj og jeg åbnede vores døre på vid gab og så gik vi videre. Et stykke ud af vejen mødte vi et træ, som bød på dyb ro og vi tog imod. Dér på landevejen fandt vi et helt særligt sted, hvor vi kunne skue over markerne. Lys og skygge skvulpede i bølger, der mindede om havets.  Vi stod stille, arm i arm og betragtede det hele, blev opslugt og glemte tid og sted. Det var ren meditation og det gjorde godt.

Jeg følte mig renset på en særlig måde. De indre spændinger havde sluppet taget og jeg var gledet ind i en ren følelse af velvære. Igen oplevede jeg, hvordan naturens nærvær havde beroliget mig og gjort mig godt. Naturen er en healer. Den er en slags altid tilgængelig medicinmand og den har alt, hvad der skal til, for at man kan genskabe sin indre balance og få et skud naturlig glæde direkte ind i årene. At gå aftentur er en slags renselsesproces. Man taber noget på vejen, man ikke har brug for, og giver i stedet plads til skønheden. Vi opdager, at harmonien findes i os selv. Den er der allerede. Vi skal blot åbne døren og overgive os. Give slip. Så kommer roen. Glæden.
Tilbage på gårdspladsen dansede vi skyggedans med aftensolen, Maj og jeg. Og vi tog afsked uden ord, for det er i dag, at hun forlader huset for enden af markvejen og drager videre ud i årets liv.

Vi siger ikke farvel. Vi ved, at vi ses igen, når tid er.

tirsdag den 28. maj 2013

Kom, dans med Maj



Det er sidst på eftermiddagen. Vi har gået tur og sidder nu i hver vores stol og filosoferer. Udenfor blæser det op, sorte skyer marcherer på himlen og en fjern rumlen minder om torden. Det er lummert og det lyner. Så var det torden! Maj ser op, smiler underfundigt, en tanke har strejfet hende som vingerne af en sommerfugl. Jeg smiler tilbage for ægte smil smitter. Om få dage forlader hun huset her og tager videre ud i årets rum. En cyklus, der aldrig ender. Hver eneste måneds ende er en andens begyndelse.
Jeg er holdt op med at tænke på, at hun synger på sidste vers, for ærlig talt, hvor mange gange kan man gøre det? Hun synger jo hele tiden, hvis jeg blot har øre for det. Hvis jeg virkelig lytter, så er hun i hvert eneste øjeblik. En tone, en node, et anslag. Hver eneste slutning er en ny begyndelse.

Om jeg begriber det? Livet. Var det det, hun spurgte om. For hun sagde noget, det mærkede jeg, mens jeg havde tankerne et andet sted. Tilbage til nuet, tilbage til eftermiddagens lummerhed og søde Maj i sin stol.
Hun ryster på hovedet, nej, det var ikke helt sådan, hun formulerede det. Om jeg griber det? Livet. De gode øjeblikke, der ruller ind som bølger et uendeligt ocean. Om jeg ser de små sten, der skyller ind med tidevandet og forvandles til perler af guld og sølv? Om jeg forstår, at jeg selv er en del af det hele, ja også af hende, Maj, hun bor i mig.

Er du god til at være? Maj driller, latteren ruller i hendes blik, og i år har hun allieret sig med vejret hvad drillerierne angår. Generer det dig? fortsætter hun i samme dur, jo, det er skam en munter sang. Mol kommer senere på året. Og måske kommer sommeren også. Men det skal vi ikke tænke på nu.
Kom, lad os danse, siger jeg pludselig og rejser mig. Griber det øjeblik, der svæver forbi og knuger det ind til mig. Lidt for hårdt, det mærker jeg, straks må jeg give slip igen. Så kommer det næste og denne gang holder jeg det lige tilpas. Jeg når at indsnuse dets duft, fornemme dets linjer og beundre dets uperfekte perfekthed. Jeg når endda at sukke højt og inderligt. Så giver jeg slip. Livet. Om jeg griber det?

Så danser vi. Maj og jeg. Husker hinanden på, at vi kun får de danse, vi selv byder op til eller dem, vi siger ja tak til. Men hvad hvis man ikke har nogen at danse med? Jeg stopper op, ser på hende, kan ikke lade være, jeg er god til spørgsmål. Og jeg får helt ondt af dem, som trasker mutters alene på livets landevej og slet ikke har nogen at valse lidt omkring med.
Helt ærligt, sukker hun og drejer yndefuldt omkring, hvad ved du? Måske er den ensomme vandrer den lykkeligste af alle? Måske har han netop danset med den smukkeste kvinde i den landsby, han netop har forladt og er nu indhyllet i et slør af gode minder. Husker duften af hendes parfume, fornemmer bølgerne af hendes barm. Men han ved, at livet går videre og at vi selv må gå vores vej.  Eller måske er han slet ikke til kvinder. Og nu bliver det kompliceret, men hvorfor skal vi overhovedet beslutte os for, hvad han er til og om han er ensom? Og så midt i en dans!

Hun tager mig i hånden og skubber mig blidt i gang. Igen. Dansen fortsætter. Jeg griber musikken og lader mig opsluge af tonerne, rytmen og glemmer tid og sted. Måske begriber jeg ikke livet, men noget har jeg da grebet. Et øjeblik, en tone, et trin af en godgørende dans.

Det smukke billede er lånt hos Jessie Lilac.

Stilhedens tusmørkeland


 
Jeg er begyndt at sætte stor pris på det tidspunkt. Timen mellem aften og nat. Vinduet, der står på klem, tusmørket og det blå lys, der pludselig danser over landskabet. Det er mit læsetidspunkt, jeg nærmest glæder mig til at krybe til køjs og mærke den forsigtige kølighed strømme gennem de åbne vinduer. Åbne bogen, lade mig opsluge af ordene og falde til ro. Falde helt ind i stilheden.
Det er som om den dukker op alle steder nu. Stilheden. Kan det være så enkelt? Vi leder alle vegne efter svar og det noget, der skal opfylde tomrummet et sted dybt i os selv. Vi fylder vores kalendere med gøremål og gode aftaler for at undgå at blive konfronteret med det, vi egentlig længes allermest efter. Stilhed. Tankero. Et sted for os selv, hvor vi virkelig kan høre alt det, der foregå bag det tunge tæppe. For hvad vil mon møde os der i stilheden? Instinktivt flygter vi fra os selv. Det inderste, det ypperste. Til stadighed lader vi os overbevise om, at det vi søger og længes efter, findes et sted uden for os selv.

Jeg læser flere bøger i øjeblikket, der handler om det samme emne. Bøgerne er ligesom kommet til mig. Kender du det? Det er som om du pludselig støder på det, alle vegne, som om noget vil sige dig noget?
For mig et dette tidspunkt et på mange måder afgørende tidspunkt, der er veje at gå og valg at træffe, beslutninger om fremtiden og i det hele taget. Jeg står på en slags bro. Snart skal jeg gå over. Over på den anden side af midten af livet og der er ingen vej tilbage. Men hvad ønsker jeg at fylde resten af mit liv med? Hvordan ønsker jeg at falde i søvn om aftenen? Hvad skal fylde, hvor skal mit fokus være? Hvordan er jeg, når jeg føler mig lykkelig? Hvem er jeg?

Det er store spørgsmål. Eksistentielle. Og ja, det er naturligvis tidspunktet, min alder, min rejse, men det er meget mere end det. Det er de aftryk, jeg ønsker at efterlade i denne verden. Det er de ord, jeg siger og skriver. Det, jeg giver videre. Det forekommer vigtigere end nogen sinde at jeg lytter til den stille stemme dybt i mig og går helt ind i stilheden. Det er samtidigt et tidspunkt, hvor jeg meget let kan blive ledt i fristelse, opslugt af nye gøremål og en form for stress over nødvendigheden af at skulle gøre. Handle. Og jeg ved, at jeg er en vældig god handler, når det først kommer dertil.
Mine skridt over broen er langsomme. Tøvende. Jeg mærker fødderne på den våde overflade, ser at det har regnet. Luften er tyk af dufte og sanseindtryk. Forsigtigt standser jeg op og ser ud i morgendisen. Hører fuglene og vinden, der blæser op i krattet et sted, lyden af raslende blad og vand. Vandet, der løber under broen. Følelsernes element. Den rislende lyd, der gør mig rolig. Jeg står helt stille. Hvorfor har jeg så travlt? Hvad skal jeg nå? Hvem siger, at det jeg søger befinder sig på den anden siden af broen, inde i disen, et sted i morgendagen? Hvad nu hvis … det er lige her? Sammen med mig her på broen? Jeg vender mig om, føler pludselig at der står nogen bag mig, ånder mig i nakken, men der er ingen.

Det har været et spændende forår. Jeg har taget en intensiv uddannelse, jeg har deltaget på et iværksætterkursus, jeg har mødt mange skønne mennesker og haft fine samtaler. Tænkt gode tanker og haft glimt af det noget, jeg vist søger. Det dukker op og forsvinder så igen. Små doser. Intet hastværk. Ligesom naturen, har du langt mærke til det, den skynder sig ikke, falder ikke over sine egne ben for at komme først og blive størst. Den folder sig ud i værdig langsomhed.
Hvad nu hvis der findes en anden måde? En anden vej? Hvis svarene bor i stilheden og alt det, vi længes efter, er lige netop der, hvor vi er. Lige nu, lige her. Det følger med os rundt og venter blot på, at vi skal standse op og blive stille nok, længe nok, så det kan komme til orde.

søndag den 26. maj 2013

Kvinden

 
Now, oddly, I could feel the intimations of an unknown woman locked away inside of me, who wanted life and breath, who wanted to shed what wasn't real and vital and recover that which was. I felt the vibrations of a deeper, authentic self who wanted to live out of her own unique vision of individuality and embrace her own mystery.
- Sue Monk Kidd –
Forsigtigt læser jeg mig gennem ordene i Kristin Floods bog. Pludselig synes det umuligt at læse noget som helst andet, inden jeg lægger mig til at sove. Det er blevet et slags stilhedsritual. Og med til det hører åbne vinduer og udsigt til himmel og marker. Når jeg slukker lyset, kan jeg skimte landskabets linjer og blødhed. Natten driver forbi som en sjælegæst, jeg ligger stille på kanten til søvnen og nyder. Ordene gør mig klar. Måden de er nedfældet på, refleksionerne, som ikke er mine, men som har en dyb genklang. Et vind klokkespil.
Jeg forstår, at jeg er nået til et vigtigt punkt på min rejse. En slags usynlig grænse nærmer sig. Den dukker hele tiden op, svøbt i stilhed og et slags løfte. Der findes en anden vej. Der er en anden måde. Ordene har deres eget liv, de krænger sig fri af stilheden, men de er forsigtige og næsten lydløse. Små skridt, fjerlette kærtegn. Vi nærmer os hinanden. Tør jeg virkelig gå helt bag ved tæppet, bagtæppet, som Kristin kalder det, tør jeg lade de sidste masker falde og se hende dybt i øjnene? Kvinden, der kræver liv og åndedræt. Kvinden, som vil leves, fordi det er tid.
Den vej, jeg forsigtigt kaldte min og som jeg forsøgte at finde et sted udenfor mig selv, dukker nu pludselig op som et indre landskab.  Nye territorier åbner sig indadtil. Og som Kristin skriver, sker der noget, pludselig tør jeg slippe taget og kontrollen i noget af det, jeg krampagtigt holdt fast i før, fordi jeg var så sikker på, at det var rigtigt. Nu giver jeg slip af ren nysgerrig efter, hvad der mon vil ske, hvis jeg gør det. Tør det. Give slip.
Kan det virkelig være så simpelt? Kristin beskriver det med den altid gode bådmetafor, tidspunktet, hvor vi skruer påhængsmotoren af og lader den falde dybt på havets bund. Tidspunktet, hvor vi slipper roret på fartøjet og i stedet bliver opmærksom på vinden og hvad vej, den blæser. Forsigtigt begynder vi at lade os lede af vinden, af livets milde kærtegn. Viljen, vi taler så meget om og som vi sætter så stor lid til, bliver pludselig til et paradoks. For er den vilje blot en måde at holde fast på, stædigt og krampagtigt, mens en stille stemme smukt synger? Der er en anden vej. Bag viljen. Giv slip.
Og nu bliver det mærkeligt for os mennesker, for vi er så vant til at holde fast. På alt muligt. Og jo nærmere vi kommer stilhedens land, desto mere bliver vi opmærksomme på, hvor meget vi slæber rundt på. Bagagen er tung. Den må opmagasineres, vi kan umuligt bære det hele, men vi må så i stedet løbe fra lagerhal til lagerhal og besøge alt det, der tynger. Stakkevis af formodninger og antagelser, en kasse med reb, som man kan binde i overbevisninger, som man for alt i verden ikke vil vige fra. Fordi det gør ondt at give slip. Tror man. Jeg vil tabe ansigt, tænker man og holder fast som aldrig før. I stedet vil man blot tabe en maske, men det ved man ikke. Endnu. En dag ser man det og det er med sorg, at man må sige farvel.  Trevle strikketøjet op, maske for maske.
Kvinden, som har været låst inde et sted dybt i sjælens fangekælder, ser sig nu omkring og opdager, at hun har en nøgle hængende om sin hals. Forsigtigt tager hun den ud af kæden og lader den hvile i håndfladen. Betragter den, rører ved den, følger de smukke linjer og mærker varmen fra det ædle metal. Opdager, at den slet ikke er lavet af sølv, for pludselig bliver den til noget andet, noget varmere og smukkere. Et slags hjerte træder frem af skyggen. Hun rejser sig og går hen mod døren. Den låste dør. Døren, hun har holdt sig langt væk fra i så mange år. Døren, hun har frygtet og længtes mod på samme tid. Nøglen passer perfekt, den glider ind i låsen og udfører en glidende dans. Et klik. Døren åbner sig. Lyset strømmer ind.
Hun træder ud i en gang og følger lyset mod udgangen. Mærker vinden og en tåre, der forsigtigt triller ned af kinden. Hun aner ikke, hvor hun skal gå hen, men noget forstår hun:
Ved at droppe de specifikke mål,
siger vi ja til øjeblikkets magi,
ja til et liv,
hvor overraskelser for alvor får plads til at opstå.
-
Kristin Flood -

lørdag den 25. maj 2013

Falken




Så dukkede der pludselig en falk op.
Mens jeg lyttede til min veninde, som vandrede ved min side langs åen, fik jeg øje på den. Yndefuldt svævede den få meter foran os. Landede på en stolpe og ventede roligt, indtil vi var helt tæt på. Så lettede den igen, svævede lidt frem i tiden og satte sig på en ny stolpe. Sådan fortsatte den lidt. Venindens stemme fadede ud, jeg hørte hende ikke længere. Jeg så kun falken og dens dans. Blev suget ind i et tidløst rum, hvor alting stod stille.

Jeg standsede op på stien og gjorde forsigtigt veninden opmærksom på, at en falk havde gjort os følge. Den vil os noget, bekendtgjorde jeg og hun tav, nikkede, det mærkede hun også. Men da vi nu begge havde set den, falken, lettede den og fløj hen over åen og marken. Og den tog stilheden med sig. Pludselig var verden i fuld vigør igen, vi mødte en anden vandrer på stien, vinden blæste op og det ruskede i træerne. Store regntunge skyer drev over himlen og vi skyndte os videre.
Jeg kunne ikke glemme falken. Den havde taget bolig i min bevidsthed. Jeg spekulerede over, hvad den ville fortælle og hvad den smukke svævende gestus fra stole til stolpe mon betød. Jeg tog den med mig hjem og den er her endnu.

Så dukker der pludselig en falk op.

fredag den 24. maj 2013

I dag


 
Jeg har lavet kaffe, det er morgen, solen skinner gennem trækronerne, der er grønne til bristepunktet. Alting emmer af frodighed derude. Maj synger på sidste vers, jeg kan høre hendes fine stemme fra værelset på den anden side af gangen. Men hvordan kan jeg dog vide, at det er sidste vers? Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsigtigt drikker af kaffen, det aner jeg jo ikke, jeg formoder bare. Tanker strejfer, de fragter mig ind i næste uges datoer, bladrer som en vind i kalenderens blade, det hvirvler op og jeg er her ikke længere. Så nemt er det. At blive væk i fremtiden. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere skræmmende er det. Kvinden, der blev væk i fremtiden.
Det er Kristin Floods skyld. Jeg læser fortsat i hendes gode bog om det stille rum. Hver eneste aften smager jeg forsigtigt på ordene, et efter et, i skæret fra natlampen og til lyden af aftenvind mod ruden. I går gjorde månen mig selskab, også den ville gerne høre lidt mere om, hvad det dog er, der er med den stilhed. Den strakte sig ind over træerne, så den bedre kunne høre. For månen kan lytte, helt stille smøg den sig tættere på og lagde sit tavse øre til. Lyset gled ind i soveværelset som en skygge.

Jeg læste, helt langsomt, som det hører sig til med bøger som den, Kristin Flood har skrevet her. Ordene fragtede mig ind i stilheden og gjorde mig klar til natten. Fuld af respekt og ærbødighed banede jeg mig vej gennem et usynligt tæppe af lyd og mærkede pludselig den godgørende stilhed opfylde mig. Så lyttede vi. Månen og jeg.

Øjeblikkets brønd er bundløs.
Den tilbyder os sin spontanitet,
sin kreativitet, sin intelligens, sin visdom.
Det er op til os at begynde at øse.
Vores tanker glider hele tiden frem og tilbage i tiden, siger Kristin, og derfor er det vanskeligt for os at erfare og forstå øjeblikkets magi. Det kræver noget af os at holde tankerne i seletøjet. Desuden er det nødvendigt, at vi forstår, hvad det indebærer at tankerne hele tiden løber ind i fremtiden. For hvorfor skal vi ellers holde fast i seletøjet?

De gode øjeblikke. Kan man indfange dem? De kommer og går, men den eneste måde at erfare dem på, er at befinde sig lige midt i nuet. Øjeblikkets brønd er bundløs, den bugner af spontanitet, intelligens, kreativitet og visdom. Men hvis vi hele tiden vandrer med vores tanker i fremtiden, vil vi aldrig kunne smage på det magiske vand, som øjeblikkets brønd tilbyder os. Da jeg læste det, blev jeg øjeblikkelig trist, jeg forstod pludselig endnu stærkere, hvad jeg går glip af, hvis jeg ikke er til stede her og nu.
En magisk brønd, tre små ord, gode øjeblikke, perler på en snor.
I dag. Forfatteren John Ruskins hængte et lille skilt op på spejlet i sit badeværelse, hvorpå der stod: I dag. Og hver eneste morgen mødte han sin egen påmindelse, det var hans her-og-nu disciplin.

Jeg har kun i dag. Lige nu. Og dette øjeblik er perfekt, en udsøgt delikatesse, en smuk perle, som jeg betragte og være med. Foran mig, lige her, er en brønd fuld af øjeblikkelig magi. Jeg skal ikke anstrenge mig eller ændre noget. Jeg skal blot være her, med det, der er og begynde at øse.

I dag.

torsdag den 23. maj 2013

Det gælder om at huske




Det gælder om at huske det, der er godt. Kender du det? Man har det med at glemme. Glemme, at man trives med ugentlige pauser, hvor man går alene ud i skoven. Glemmer, at man bliver så glad, når man har en god aftale med verdens sødeste veninde og at man egentlig havde lovet sig selv og hinanden, at det skulle være en månedlig tradition, det gode møde. Glemmer, at man elsker hvide asparges og man vil bruge dem i alle mulige og umulige retter, mens tid er og det er sæson. Og meget mere. Noget af det, man glemmer, er måske endda ting, som er med til at berige ens liv betydeligt. Små ting, som oftest, der bare bliver glemt i farten. Fordi man har travlt. Travlheden æder sjæle. På samme måde som angsten gør det i Fassbinders formulering. Men altså. Man glemmer.
I går stoppede jeg op. Pludseligt. Jeg kunne mærke, at det var nødvendigt. Og jeg måtte huske mig selv på, at det faktisk var fremgang, at jeg huskede at jeg havde glemt noget. Drømmen. Den gode.  Alt det, der tænder ild og som man kan varme sig ved på regnvejrsdage som i går. Det bliver hurtigt hverdag, også hvad gode drømme angår. Pludselig sidder man og lytter til en skatteekspert og hvordan man skal ordne sit momsregnskab, før man overhovedet har tjent en krone. Vinden hyler i vinduesskodderne og man spørger sig selv, hvor man overhovedet er på vej hen. Og det er et godt spørgsmål. Faktisk bør man stille sig selv det lidt oftere. For man har nemlig mulighed for at rette ind, huske på det væsentlige og lave justeringer, der gør, at man følger glæden og ikke bliver forført af alt muligt andet. Selvfølgelig skal man have styr på momsregnskab, skattefar skal jo også være glad, men hvad hvis man mærker, at man ikke selv er det. Glad. Sådan rigtigt?

Jeg stoppede op, slukkede for computeren og gik ned til det store bord i spisestuen. Med mig havde jeg mine tidligere mindmaps og forskellige udklip fra blade og magasiner. Tekster og billeder, som jeg instinktivt havde klippet ud, fordi de fangede mig og pirrede ved noget i mig. Små glade opråb. Ord, der fangede essensen, noget af det, min drøm er bygget op omkring. Fundamentet er vigtigt. Formålet. Og det skal plejes, det ved jeg godt, men ikke desto mindre glemmer jeg det. Og gemmer det, det fylder så meget, de fine mindmaps og alle udklippede, så de ender i en bunke på skrivebordet, hvor jeg faktisk ikke ser dem. Det er ikke meningen. Den slags skal op på væggen, opslagstavlen eller i hvert fald ligge fremme, så man hele tiden bliver mindet om, hvad det er, der har tændt drømmens gode lunte og som gør godt og varmer i kølige stunder.
Jeg spredte det hele ud på spisebordet. Og midt i det hele stod den tændte lanterne, en lille fin sag med farvet glas, som jeg for nylig faldt over. Der er noget magisk og inspirerende over den, synes jeg. Den får mig til at tænke på Tusind og én Nat. Den er med til at skabe en slags eventyrlig stemning og inspirerer mig i forhold til skrivning og i det hele taget. Kaffekoppen kom også med. Udenfor regnede det, dråberne silede i en lind strøm ned af vinduet og det, der var kommet af sommer, skyllede væk forfulgt af kaskader af vand. Men min drøm var intakt, det så jeg pludselig. Jeg blev glædelig overrasket over de gode ord og tegninger, de tidligere mindmaps og alle de udklip, jeg nu spredte ud foran mig.  

Jeg tegnede et nyt og opdateret mindmap, beundrede en finurlig tegning, jeg på et tidspunkt har lavet, også den havde jeg glemt og så lavede mig jeg en ny slags bog. Jeg overførte elementer fra mit mindmap til første side i bogen og så skrev jeg lidt. Frem kom limstiften, for nu så jeg pludselig, at de mange udklip ville passe perfekt ind i bogen. Og jeg fik lyst til at lave nye udklip, jeg har en stak blade liggende, det er bare at bladre i dem og lade sig fange. Klippe ud, helt instinktivt, ikke tænke for meget, men følge glæden og det, der opstår, når man ikke lader sig fange i sindets kvælende labyrinter.
Har du lavet et mindmap? Eller en bog, hvor du skriver om det, der gør dig glad, som du gerne vil huske på? En hemmelig drøm, du går og tænker lidt på, overvejer, om du en dag kan føre den ud i livet. Gør du noget med den drøm? Kan den fortælles i en tegning? Eller med ord? Eller begge dele?

Selv er jeg glad for min nye drømmebog med tegninger, landkort, drømmeskitser og andet godt. Den skal frem mindst én gang om ugen, så jeg ikke glemmer …  
 
 

onsdag den 22. maj 2013

Jeg mærker regnen




Some people feel the rain. Others just get wet.
- Bob Marley –

Jeg vidste det, allerede inden jeg åbnede øjnene. Måske hørte jeg lyden af dråberne, det er ikke usandsynligt, men det var følelsen, der vækkede mig. Følelsen af regn. Og det var en blid slags regn, det mærkede jeg, den slags der siler og bader landskabet i godgørende dråber. Måske trængte jeg også til vand, for jeg smilede, da jeg kiggede ud af vinduet og så det slørende landskab svøbt i dråber. Disen lå over markerne, den gule rapsmark i sin karakteristiske dragt og kløvermarken klædt i grønt. Grøn af den dybe slags.
Jeg mærker regnen. Og sådan har det altid været, selvom ikke alle har forståelse for den slags. Pjat. Regnen falder og man bliver våd, hvis man bevæger sig udenfor. Vasketøjet hives ind, hvis det hænger ude, dråberne drypper fra træerne og laver små melodier i vandpytterne. Pjat. Melodier. Hvor har du fået den ide fra? At regnen laver musik, nogen hoster hånligt, din fantasi fejler i hvert fald ikke noget! Der er noget underligt ved den pige, noget, vi ikke helt forstår. Skal vi mon være bekymrede for hende? Følelsen af regn, lyriske dryp fra træernes kroner, falder ned gennem bladende, skaber musik på vejen, hvert et blad har sin lyd, sin måde at modtage dråberne på, inden det giver dem videre. Dråberne. Musikken.

Jeg har altid mærket regnen. Også selvom de ikke helt forstod det. De voksne. De andre.  For ikke alene kunne jeg mærke regnen og at den gjorde noget ved mig, jeg kunne også mærke, at de ikke forstod det. Modstanden, fornemmelsen af, at jeg var anderledes, hvad den slags angår. Jeg har åbenbart adgang til en verden, de ikke ser, tænkte jeg. Hvorfor?

Vi gik tur, alting duftede, der var spirer og fuldmodne bristefærdige knopper overalt. Det var i slutningen af april, vi var i sommerhuset, og vi endte altid nede på stranden helt ude ved kanten af fjorden. Vandet dragede. Jeg var fascineret af den måde, regnen faldt på vandoverfladen og lavede små ringe i vandet, lyden, musikken, himlen der spejlede sig, den måde vandet skiftede farve på og muslingerne, der var skyllet ind på land. De andre snakkede. Vær stille, tænke jeg, kan I ikke høre det? Den smukkeste musik.
Langt senere har jeg erfaret, at jeg er det, man kalder særligt sensitiv. Jeg er en af dem, der mærker regnen. Jeg har sans for subtile undertoner og intet er, som det ser ud på overfladen. Alting ulmer af liv og energi. Da jeg var barn, vidste jeg instinktivt, hvad de andre følte. Det var lidt af et ansvar. Tungt til tider. Og på et tidspunkt holdt jeg op med at se på min sensitivitet som en gave, det blev en slags forbandelse, for alting gik så forbandet dybt og kunne gøre så utrolig ondt. Og det var som om jeg stod helt alene med min viden, følelserne, fornemmelsen af regnen og den musik, som ingen andre synes at kunne høre. Anderledes. Jeg er anderledes.

Jeg har fået en gave, som ikke er alle forundt. Men vi er mange endda. Særligt sensitive. Heldigvis. Og det er ikke en sygdom, skal jeg huske at skrive. Det er en gave. Hvis man vælge at se på den som sådan. En gave. En særlig sensitiv og sanselig gave, der kan give oplevelser af helt særlige dimensioner.
Først sidste år var der en skøn kvinde, selv særligt sensitiv, der gjorde mig opmærksom på, at jeg sandsynligvis var særlig sensitiv. Jeg tog en test, jeg læste lidt her og der og talte med en anden skøn og klog kvinde, selv særligt sensitiv, og pludselig gik det op for mig. Særligt sensitiv. Det var en lettelse. Det forklarede så meget. Nu læser jeg blandt andet i bogen ”Særligt Sensitive Mennesker” af Elaine N Aron og jeg følger med på en fin side på Facebook, som hedder Det Sensitive Liv. Jeg forsøger nu helt bevidst at tage mine forholdsregler i forhold til, hvordan jeg fungerer og hvad jeg har behov for. Fordi tingene har det med at berøre mig dybt og inderligt. Fordi stemninger påvirker mig. Og fordi jeg brug for at lade op, når jeg har brugt energi. Rytmemenneske.

Jeg er særligt sensitiv. Jeg er, som jeg er!

lørdag den 18. maj 2013

Rabarber


 
Morgenen startede med en tur ud i majvinden. Det suser om ørerne og har gjort det i dagevis. Vi kan ikke sidde ude, her er ikke læ nok, krukker og fine blomster flyver i hegnet. Hvorfor fældede du nogle af de største træer?, spørger kæresten sig selv og siger det højt. Jeg har undladt at stille det spørgsmål. Sket er sket. Og det er også usandsynligt blæsende for årstiden. Jeg kalder det storm. Maj trækker på skuldrene. Den lægger sig nok snart, vinden, den har gjort det godt. Arbejdet på overtid. Vinduerne klaprer om natten, vækker os, vinde fra fjerne himmelstrøg forvilder sig ind i soveværelset og blander sig i mine drømme. En duft af Sahara, hvordan dufter det?
Morgenen startede med en tur ud. Vi går lidt længere i weekender og på helligdage, det skal ligesom markeres med flere skridt. Ud af landevejen, helt ud af landsbyen. Hundene får en ekstra en på opleveren, der er meget, der skal undersøges og indstuderes. Vi væbner os med tålmodighed og bliver blæst igennem. Vinde fra fjerne himmelstrøg kommer forbi og jeg er pludselig et helt andet sted. Jeg har noget med dufte. De tager mig på langfart.

Det er Pinse og der kommer gæster i eftermiddag. Jeg har købt ind, men der skal ordnes lidt praktisk. Og der er specielt en lille syssel, som jeg glæder mig meget til. Den er indbegrebet af denne årstid, essensen af tidlig sommer. Rabarber. De lange røde stængler med den syrlige aroma. Fuldstændig uspiselige i sig selv, rå, jeg ved det, vi smagte på dem som børn. Stak dem ned i sukkerskålen og legede at det var et udsøgt stykke slik. Det hvinede i tænderne og den rislende fornemmelse bredte sig til hele kroppen. Jeg indrømmede ikke, at de smagte forfærdeligt. Og det tænkte jeg egentlig heller ikke, for jeg var samtidig fascineret af det syrlige chok, jeg fik. Og det var jo sommer, vi var på landet, som vi kaldte det, sommerhuset. Der afprøvede vi alt muligt, som vi ikke fik lejlighed til i løbet af ugen. I byen. Når vi var på landet, fulgte eventyret med. Lige i hælene, der var altid noget at udforske og opleve. Anderledes. Spændende.

Et bundt rabarber. Fuld af minder. Nu kommer de tilbage og indlægget har pludselig udsigt til at blive meget langt, hvis jeg skal nedfælde dem alle. Det skal jeg ikke. Men jeg skal koge rabarber med rørsukker. Intet andet. Og den trevlede røde sovs skal serveres til ægte flødeis. I aften. Som dessert.

Det er en glædelig ting. Noget af det, jeg samler på. De små hverdagsting, som er store i sig selv. Et bundt rabarber. Fuld af minder, en syrlig kontrast til den sødmefyldte nougatis.

Rabarber. I grunden et herligt ord!

fredag den 17. maj 2013

Torvehaller og skrivende sjæle


 
Turen gik til København. Igen. I går. Med det langsomme tog, som standser ved alle stationer og i stillekupeen med telefon og samtale på lydløs, rejste jeg til hovedstaden for at mødes med en spændende kvinde, jeg har lært at kende via bloggen.
Vi satte hinanden stævne ved Nørreport, Mia og jeg, og så begav vi os de få meter hen til Torvehallerne, hvor ingen af os havde været før. Det fortrød vi bestemt ikke. Det er et skønt og inspirerende sted fuld af fristelser og lækkerier, meget at kigge på og dufte til. Et mekka for madelskere! Kaffe, chokolade, økologiske grøntsager, krydderier i alverdens farver og med et fristende slør af dufte, brød, kager, fisk og kød, specialiteter fra alle verdens hjørner … vi kunne bare komme an.

Men inden vi kom an og købte lidt godt med hjem, spiste vi frokost udenfor i solen og fik vendt verdenssituationen ud fra et skrivende iværksætterperspektiv. At have ord og skriveglæde til fælles giver meget at snakke op og nye ideer opstod. Ideer, som vi hver især tog med os hjem og nu kan tygge videre på.
Vi fik også snakket gamle dage, eftersom vi faktisk gik i samme folkeskole, dog uden at kende hinanden, og vi talte om dyr. En sjov allike fulgte snakken fra en cykelsaddel og gav sit besyv med. Jeg tror sørme også, at den var en slags skrivende sjæl. Og så holdt den meget af pomme frites med rosmarin.

Tak for nogle hyggelige timer, Mia. :)

torsdag den 16. maj 2013

Noget på hjerte


 
Der er morgener, hvor jeg glider ud af søvnen og ind i ord. De er som en ny slags dyne. Et hus fuld af hemmelige rum.  Det er en følelse, noget rumlende som torden, en lyst, der leger. Noget vil skrives. Den følelse er en ædelsten. Den er selveste kernen i kreativiteten. Og det er i grunden ligegyldigt, hvad det ender med, når blot jeg overgiver mig til processen.
Det har taget lang tid. Først nu forstår jeg. Uden egentlig at forstå. Ordene har deres eget liv. Der er en anden dybt i mig, som sidder med sin fyldepen og venter på at få tid. Tid til at udtrykke det, der ikke kan tænkes. Tid til at formulere det, der ikke kan råbes fra sindet eller i hastig fart. Det er noget glidende, syngende og sanseligt subtilt. Ord. Mit kreative materiale.

’Er det ikke skønt’, mumler Maj, mens hun tygger ivrigt på sin blyant. Hun sidder på meditationspuden med sin skriveblog og formulerer sig. ’Man kan skrive lige hvad man vil. Man behøver ikke at spørge nogen om lov. Det er fra det sted, at det virkelig gør godt at skrive. Ikke at tænke, føle eller foretage sig noget som helst andet end at give slip. Hokus pokus. Så kommer det. Rullende, rumlende, flydende og perfekt i sig selv.’ Hun taler til mig, samtidig med at hun skriver. Og jeg skriver. 
Så stopper jeg pludselig og ser på hende. Frodig som hun jo er, Maj, sidder hun med udslået hår, dybt koncentreret om at fange ordene, som de springer ud. Fuldmodne knopper gør sig klar. Tæppet går op. De træder forsigtigt ind på scenen, en efter en, så går det pludseligt hurtigt. Hun bider sig i underlæben, øjnene smiler, håret falder ned og skjuler en del af ansigtet. Jeg holder næsten vejret, jeg kan mærke, at det er spændende og vigtigt, det hun skriver, et efter et fanger hun ordene og giver dem plads i bogen. Hendes ansigt skifter form, et strejf af forundring glider forbi som en skygge, hun tøver, smager, skriver videre.

Hun skriver fra det sted. Det hemmelige sted. Fra det sted, hvor det gør så godt at skrive. Når man er dér, er der ingen i hele verden, der kan påvirke noget som helst. Det er som gå ind i et hemmeligt rum i det hus, man har boet i hele sit liv. Der er en dør, den er låst og nøglen mangler. Man går forbi rummet utallige gange i løbet af ugen og hvis man går langsomt nok, kan man høre nogen sukke. På den anden side af døren. Så ser man nøglen mangler og sindet husker ikke, hvor den befinder sig. Nøglen. Så går man videre, man har jo som regel travlt med et eller andet og ingen kan låse den dør op i hastværk.
Men så en morgen opdager man, at nøglen ligger på puden. Man ved det, allerede inden man slår øjnene op. Og det er en god følelse, den varmer og fortryller, den er så behagelig, at man slet ikke har lyst til at åbne øjnene og se, at det bare er en drøm. Man er jo lige vågnet eller rettere sagt, det tror man, at man er. Glædeligt er det, når man opdager, at nøglen virkelig ligger der. Så tæt på at man næsten ikke kan se den. Man skal blot række forsigtigt ud. Røre den. Tage den. Og langsomt bevæge sig i retning af døren, som blot venter i stilhed på, at man skal sætte nøglen i. Sukkene bliver højere. En slags frydefuld sitren rejser sig fra en dyb lænestol i stilhedens hule. Døren knirker uden lyd. Og så er man dér.

På det sted. Bag den dør. I stilhedens hule, hvor alting ender og begynder. Ordene danser. Sindet får plads i venteværelset udenfor. Det har ingen adgang til dette palads. For her bor selveste kreativiteten og den vil ikke forstyrres af ødelæggende tanker. Den er ren, fin og mild som den allerførste morgen. Og den har noget på hjerte.

tirsdag den 14. maj 2013

Stille før natten



Jeg nyder at slutte dagen af med at læse i sengen. Det er en god måde at geare ned på. Specielt hvis man under sig selv en bog, der gør godt at læse. Selv er jeg er holdt op med at læse hæsblæsende kriminalromaner på det tidspunkt af døgnet. I øvrigt har jeg altid svært ved de kapitler, hvor det hele sker på den halve tid. Jeg kan bedre lide selve opklaringen og der, hvor persongalleriet foldes ud. Hvor man lærer hovedpersonen at kende og kommer lidt dybere. Det behøver ikke at gå hurtigt. Og da slet ikke, når jeg ligger i min seng og skal nyde dagens sidste minutter med god læsning, inden natten tager over.
I øjeblikket læser jeg Kristin Floods bog ”Rum for Stilhed”. Jeg læser den på norsk, for den er ikke oversat til dansk. Jeg læser den langsomt. Et kapitel af gangen, en sjælden gang to. Jeg smager på hvert ord og lader hver eneste sætning få fodfæste. For bogens budskab handler om rejsen mod stilhed og på den rejse tager man ikke lyntoget. Man går, stille og roligt, et skridt af gangen.

Stilheden. Mens jeg læser, kigger den forsigtigt ind gennem vinduet og beslutter sig for at komme ind. Smyger langs gulvet og kravler op i fodenden. Breder sig lydløst og slutter sig til mig. Om mig. Ind i mig. Den lytter. Stilheden. Den hører, at jeg læser højt og for en stund kan jeg norsk. Udtalen er perfekt. Men det er ikke min stemme, det er Kristin Floods. Hendes stemme er så fin og rolig. Jeg slapper helt af, mens jeg langsomt læner mig tilbage i puderne. Lytter. Mærker. Genklang.
På færden mod stilheden begynder vi at værdsætte menneskemøder på en anderledes måde end tidligere. Det sagde hun i går, den gode Kristin. En ny nærhed opstår. Og det er ikke påtvunget, det stiger naturligt og uanstrengt frem som en oprigtig interesse for andre. Vi fornemmer, at de andre medmennesker er på rejse gennem livet, ligesom os selv. Ved at røre ved en dybere del af os selv, rører vi også ved en dybere forbindelse mellem mennesker.

Da hun læste det højt og lydløst, kunne jeg mærke at hun havde ret. Det er en følelse. Noget i mig sukker for også jeg har haft den slags menneskemøder på det sidste.
Jeg læser bogen på det helt rette tidspunkt. Ordene er til mig. Jeg er på rejse mod stilheden og kan mærke, at der begynder at ske ting og sager. På den langsomme måde. Det er noget med at give slip og overgive sig. Det er ligesom at gå bagom scenen. Pludselig ser man teateret fra et helt andet perspektiv. Skuespillet fortsætter, anden akt, men noget er forandret. Man betragter ligesom scenen fra et dybere sted i sig selv. Man er kommet nærmere noget andet.
Stilheden giver perspektiv. Dybde. Ro.
Jeg glæder mig til at læse næste kapitel, i aften, når jeg kommer hjem fra et hæsblæsende iværksætterkursus og er fyr og flamme. Så vil jeg synke langsomt ned i det stille rum og bede Kristin Flood læse højt for mig.

mandag den 13. maj 2013

Med vind i håret





I dag har jeg været på skriverejse. En forunderlig og finurlig rejse, fordi den ikke helt blev, som jeg havde tænkt mig. Og sådan er det faktisk ofte. Jeg kan sjældent tænke mig til hverken handling og ord. Ikke rigtig. Så snart jeg giver slip, tager noget andet over. Noget, der bare vil skrives.
Skrivning er en form for aktiv lytning. Der er en slags sang, noget dybere og blidere, som rumler et sted. Det er ren overgivelse. Hvis jeg lader mit sind larme for meget og hvis jeg lader jeg diktere af modstand og sidevind, så bliver turen ikke så lang. Eller sjov. Jeg er nødt til at lade ordene føre mig. Ikke omvendt.

Når jeg giver slip, tager noget andet over. Noget, der er både større og mindre på samme tid. Noget, der slet ikke har brug for mit sinds lange smalle gange, men som langt hellere vil boltre sig som en vild hest på grønne enge. Galoppere over marker og forcere hegn.
Jeg red på en hvid hest uden saddel. Det gik over stok og sten og det kildrede i maven. Jeg mødte både frygt og modstand, men jeg havde ikke tid til at stoppe op og hilse på. Jeg havde nok at gøre med at holde fast og følge hestens bevægelser. Og jo, jeg faldt af! Men jeg steg op igen. Og mærkeligt nok ventede den hvide hest på mig.

Jeg håber, at jeg har fået mig en ny rejsekammerat, for det gør forbavsende godt at ride uden saddel. Med vind i håret!

Hesten er til låns. Som så meget andet i livet. Tak til Løgismose! :)

søndag den 12. maj 2013

Hvor svær kan du være?


  
Hvor svært kan det være bare at være?
Sidde, betragte det halvfulde bæger
Slukke en tanke og se den fordufte
Glemme alt det, der har hang til fornufte
Kysse sekunder, minutter og timer
Øjeblikke, man fisker i stimer
Nyde den dag, der er skabt til at nydes
Tage imod alt det fine, der bydes
Hvor svært kan det være at elske og ære?
Nyde at tømme det halvfulde bæger
Se det genfyldes af regndråbers dans
Være i nuet til vejrs, havs og lands.
Hvor svær kan
du
være?


Megan & Maj, 2013

lørdag den 11. maj 2013

Ordmuseum


 
’Dorske flottenhejmer’, mumler Maj og ser mig dybt i øjnene. Det er tidligt, sådan er det bare, vi er morgenmennesker her i huset. Og det gør ikke spor, for Maj har det på samme måde. Der er noget særligt ved de tidlige sommermorgener, hvor lyset sejler ind i horisonten før Fanden får sko på. Han snubler, falder og må se sig slået. Lyset er hurtigere. Eller rettere sagt, lyset er langsomt. Har du lagt mærke det til? Det skynder sig ikke unødigt, det glider ind i graciøse bølger. Det går så langsomt, at man kun ænser det. Det er et sanseligt syn at se natten forvandles til dag.  
’Dorske flottenhejmer’, siger Maj igen, denne gang er stemmen højere. Hun træder helt hen til skrivebordet og kigger mig over skuldrene. Ser ordene springe frem et efter. Smiler lidt, for hun kan også godt lide ord. Og helst dem, man bare lader komme. Ligesom lyset om morgenen. Dem, man ikke forsøger at kontrollere, men som har helt sit eget liv og dagsorden. De svære ord. Det ved vi. Det er nemlig nemt at lade sig distrahere. Der er tusindvis af dårlige undskyldninger for, hvorfor man ikke kan give netop de ord plads.

’Akkurat’. Maj prikker til mig med fingeren. ’Skriv det lige igen’.

’Hvad skal jeg skrive?’
’Dorske flottenhejmer’, hun ryster på hovedet, ’har du ikke fattet det? Det er ord, som at ved at uddø. Forsvinde fra jordens overflade og universet. Det er bogstavelige dinosaurer. Og det er sørgeligt! Hun kniber en tåre, hun tager det ret alvorligt med de gamle ord, det kan jeg godt mærke. Men der kommer jo hele tiden nye ord til og de gamle må vige pladsen.

’Nogen må bevare dem’, sukker hun. Så lyser hun pludselig op i et stort smil. ’I det mindste må vi skabe et slags ordmuseum, hvor alle de gamle ord kan få plads. Så man kan se og læse dem. Huske dem. De er jo en del af vores historie!’
Det var dog en vidunderlig ide. Et slags ordmuseum. Jeg bliver helt varm ved tanken og det er godt, for vejret er lidt ustadigt i dag. Vi småfrøs på morgenturen med hundene. Solen har gemt sig bag sky. Ordmuseum. Jeg smager på det, tanken, fornemmelsen og jeg ser et smukt hus for mig. For at komme hen til huset, skal man åbne en gammeldags låge. Den knirker, når man skubber til den. Lyset strømmer ud gennem mønstreret i støbejernet og jeg opdager, at det danner små ord. Lyset. Godt hjulpet af skyggen, dets bedste ven, skriver det små sætninger. Jeg standser og lader mig opsluge. Det er et smukt syn. Små ord danser med eftermiddagen, jeg læser dem og lader dem gå. Lågen åbner sig helt af sig selv.’ Kom indenfor’, siger ordene, lyset og skyggen og jeg træder ind på havegangen. Mine skridt knirker i gruset, nu har jeg travlt.

Jeg glæder mig til at besøge ordmuseet. Allerede inden jeg når selve døren, begynder min fantasi at lege med. Mon der vil være ord, jeg genkender og husker, eller er de allerede gået i glemmebogen?
Ordmuseum. Glemmebog. På jagt efter gode gamle ord og udtryk. En ny slags mission. En leg midt i den alvorlige hverdag.

’Det er ikke hverdag’, hvisker Maj og smiler, hun har et vidunderligt smil. Og hun har ret, det er lørdag. Vi har gode planer. Vi skal have ordnet vinduer i huset for enden af markvejen, det vil sige, kæresten har et projekt med lejet lift og den slags. Jeg skal vaske cykler. Og finde ord til ordmuseet.
’Sporenstregs!’ Maj er allerede på vej ud af døren. Det bliver en god dag!

Efter jeg havde skrevet indlægget, fik jeg en ide. Hvad med et virtuelt Ordmuseum? På Facebook? som tænkt, så gjort, jeg har nu oprettet en side, som simpelthen hedder Ordmuseum. Kom gerne på besøg og læg gerne gode ord, så de ikke går i glemmebogen! :)

fredag den 10. maj 2013

Gør det på din måde



Jeg har netop været på kursus med en mand, som hele tiden fastholdt sit fokus. Han havde arbejdet meget med sig selv og forsøgte at holde sig centreret. Man kunne mærke, at han var i rivende udvikling og når han vaklede, formåede han at bringe sig selv tilbage til kernen. Jeg havde den store fornøjelse at være i studiegruppe sammen med ham. Det var lærerigt, ja jeg tror næsten at jeg lærte allermest af ham. For han sagde noget meget vigtigt til mig på et vigtigt tidspunkt:
Do it your way (han er engelsk). Det var lige før eksamen.

Gør det på din måde. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Når bølgerne gik højt i plenum og kommunikationsteorierne fløj rundt i lokalet, virkede han helt rolig og en smule skeptisk. Det var som om han betragtede scenariet fra et lidt andet sted. Og så stillede han de mest foruroligende spørgsmål. Spørgsmål, som underviserne ikke altid var forberedte på og som de ofte måtte have gentaget. For hvad var det lige, han mente? Hans spørgsmål gav stof til eftertanke og de vakte ofte dyb genklang i mig. Det var lærerigt at se verden fra hans perspektiv. Han sluttede altid af med: Keep it simple.
Gør det enkelt. Og det hændte jo, at det hele blev meget kompliceret. Jeg sad skam også og funderede lidt over, hvad vi dog skulle bruge alle disse fine teorier til. Jeg mener, vi skal jo bare kommunikere sammen. Hvor svært kan det være? Og nu smiler jeg, det kan du ikke se, men nu ved du det. For det er svært. Men det er en helt anden snak.

Gør det enkelt. Gør det på din måde. Hans ord skvulpede i min mave, da jeg forberedte mig til eksamen. Det kan jeg da ikke, jeg måtte hele vejen rundt, forsøgte at lande mig selv i velkendte lufthavne, hvor jeg egentlig ikke hørte hjemme. Men det er jo sådan, man gør. I livet og til eksamen. Man tilpasser sig og gør, hvad der forventes.

Men. Min kære studiekammerats ord og det, jeg efterhånden har lært, gjorde det fuldstændig umuligt for mig at agere som tidligere. De tidligere så velkendte lufthavne eksisterede ikke længere. Jeg måtte lande et helt nyt sted. Først opstod der sorg, jeg faldt igennem et uendelig rum af åh-nej, men så smilede noget pludselig i mig og jeg startede forfra.
Pludselig var det ikke svært længere. Da jeg faldt gennem rummet, forsvandt mine lænker og jeg tænkte ikke længere over, hvad der mon blev forventet. Det må briste eller bære, det vidste jeg, for det var på tide at gøre det på min måde. Når jeg fik en lille bismag af tvivl, tænkte jeg bare på min studiekammerats ord. Det føltes godt. Det føltes godt helt ind i maven og dybt i hjertet. Det var grænseoverskridende, for jeg havde aldrig været så sårbar før.

Jeg gjorde det på min måde og det gav pote. Jeg fik en fin eksamen. Men da jeg lagde mig til at sove, da det hele var overstået, var det ikke de gode karakterer jeg sukkede så dybt og saligt over. Det var glæden og stoltheden over, at jeg virkelig havde gjort det. På min måde. Taget ansvar og stillet spørgsmålstegn ved det tilsyneladende, for så at bane min egen vej.

Keep it simple. Do it your way.
Dyrbare råd, som jeg hermed giver videre. Tak Shaun.

torsdag den 9. maj 2013

Det er lykken



Vi gik en lang morgentur med hundene. Det var ikke planlagt, men Maj tog os med på tur. Ud i  frodig fugtighed, dufte og dejlighed. Og mens jeg gik dér og ikke skulle noget som helst, fik jeg lysten tilbage. Lysten til at leve mit liv i nuet. Skrive om det, der gør mig godt. Dele i håb om, at andre kunne få glæde af de ord, der bobler i mig. For det gør de. Ordene. Og hvis jeg ikke lader dem boble og leve sit eget rytmeliv, så lever jeg heller ikke mit. Vi hører ligesom sammen. Ordene og jeg.

Lykken er at skrive. Sådan skrev jeg i går. Og jeg mener det af helt mit hjerte. Jeg har brug for at huske på, hvad der er væsentligt og gør godt i mit liv. Og det handler ikke om, hvad andre synes og mener. Der er tusindvis af gode råd og vejledninger til, hvordan man skaber sig det bedste, sundeste og gladeste liv i flow. Der er fokus på tanker, følelser og værktøjer til at acceptere og ændre. Men når dagen er omme og jeg spørger mig selv, hvad det egentlig er, der gør mig godt og hvad jeg ønsker mig i resten af mit liv, så bliver svarene ofte såre simple og ligetil.
I denne fase, hvor jeg pusler med mit eget iværksætteri og arbejder på at skabe mig en platform som grobund for gode skriverier, inspiration og en måde at tjene til dagen og vejen på, kan jeg godt have tendens til at glemme essensen. Jeg bliver påvirket af alt det, jeg lærer på kurset og det, jeg læser og hører. Der skubbes til mine egne overbevisninger. Der fortælles og tilbydes om ”rigtige” måder at gøre tingene på, blandt andet, hvordan man sælger sig selv og hvordan man skal gribe det an. Skubbe til sig selv og overskride grænser. Og det er vel at mærke grænser, som i forvejen er definerede. Hvem ved, hvor mine grænser går? Så sidder jeg dér og mærker energien forsvinde. For en stund. Og måske glemmer jeg det, men det er altså min krop og sjæls måde at fortælle mig, at dette ikke er min måde.

Min måde giver energi. Glæde.

Lykken er at skrive. Jeg må aldrig glemme, at jeg er kommet for at skrive. Og det skriver jeg for at minde mig selv om, at det giver mig energi. Det er min måde. Min vej. Den skrivende, legende, puslende, søgende, ordmæssige skabelse.
Hvad gør dig allermest glad? Har du tænkt over det? Hvordan føles det, når du glemmer tid og sted og bare må gøre det, fordi du bliver et med selve skabelsen eller hvad det nu er, du foretager dig. En dag i haven. Plante blomster og luge ud. Pusle i køkkenhaven og høste gode grøntsager til aftensmaden. Lege med ungerne, gynge og bygge sandslotte. Løbe i skoven. Lave mad. Kysse manden, konen, kæresten og livet.

Men det har da ikke noget med arbejde at gøre! Den får jeg tit slynget i hovedet. Det, du snakker om, handler om fritid. Det kan vi gøre, når vi har fri. Hvis vi altså orker, når vi har gjort alt det, vi bør gøre for at have et nogenlunde acceptabelt liv. Huset skal ligne en halv million og selve rengøringen tager tid. Vaske, pudse og tage sig af nullermænd.
Men hvad med ens egen mand? Og en selv? Hvorfor vente med at leve livet til weekenden og de ferier, man har så stor forventning til, fordi de skal indeholde alt det, man sætter på hold i hverdagen? Hvorfor spare op til en pension, som man ikke aner om man kommer til at bruge? Hvis den overhovedet findes til den tid. Hvorfor ikke investere i et liv, hvor man høster mens man sår og nyder at gå vejen i en sådan grad, at man slet ikke drømmer om at gå på pension? Jeg spørger bare. Jeg tror det er muligt.

Lykken er at have tid. Sindsro. Vide, at alting har sin tid og at jeg har min. Tid til at skabe og være. Tid til at dyrke det, der betyder noget for mig og være til stede for dem, jeg møder på min vej. Gennem nærvær. Gode ord. Og stilhed. Slukke for telefonen, som ikke altid er så smart endda. Genopdage naturen og lade mig opsluge af dufte, skumsprøjt og fuglefløjt.
Vi gik en lang morgentur med hundene. Det var ikke planlagt, men Maj tog os med på tur. Ud i frodig fugtighed, dufte og dejlighed. Og mens jeg gik dér og ikke skulle noget som helst, fik jeg lysten tilbage. Lysten til at leve mit liv i nuet. Skrive om det, der gør mig godt. Dele i håb om, at andre kunne få glæde af de ord, der bobler i mig. For det gør de. Ordene. Og hvis jeg ikke lader dem boble og leve sit eget liv, så lever jeg heller ikke mit. Vi hører ligesom sammen. Ordene og jeg.
 
God Kr. Himmelfart. Gør det, du har lyst til. Vær sammen med dem, som gør dig glad. Og vær en, som gør dig glad. Det er lykken.

onsdag den 8. maj 2013

Regnen er god.




Efter regnen dufter haven.
Jorden er våd, træerne glimter af frodig friskhed.
Dråber som perler i vinden. Glas. Lyd.
Noget nyt gør klar til at spire og gro.
Regnen er våd. Regnen er god.

 
Da jeg vågnede, blev jeg helt ked af, at det regnede. Så huskede jeg på, at alting skal vandes for at kunne spire og gro. Jeg åbnede vinduet og tog en dyb indånding. Der duftede helt anderledes end i går. En ny slags friskhed, noget andet, noget nyt.
Jeg kunne mærke efterdønningerne af gårsdagens kursus. Det er et aftenkursus og jeg har ofte svært ved at falde til ro, når jeg kommer hjem og det egentlig er sengetid. Jeg er sådan indrettet, at jeg har brug for at geare langsomt ned om aftenen. Jeg er i grunden ligesom en bil, der skal parkeres. Ned i gear, fart og så en stilfærdig parkering.  Slukke lys, lukke døre, låse.

Men i går lavede jeg en håndbremsevending og nærmest sprang i seng efter en hurtig kop kamillete. Kastede mig i dynerne, ivrig efter at overgive mig til lindrende søvn, for hoved og tanker var trætte. Men hele min krop og mit sind var stadig i bevægelse. Bevæget af vinden, der ruskede i vindueshasperne og bevæget af alt det, der var blevet talt om og sagt på kurset, og som igen havde sat noget i gang i mig. Jeg kunne ikke sove.
Jeg endte med at falde i søvn langt ud på natten. Havde jeg dog bare givet mig selv en rolig time i stuen med stille musik, stearinlys eller måske en god film, så var det nok ikke gået så galt. Meditation havde været en anden beroligende perle. Men jeg glemte det. Igen.

I dag vil jeg lade regnen vande mig. For som træerne i haven, græsset, kornet og de nærliggende skove, så har jeg også brug for vand. Næring. Og kun én kan sørge for, at jeg får det. Så kan hun måske lære det?
Noget nyt gør klar til at spire og gro. Regnen er våd, regnen er god.

tirsdag den 7. maj 2013

Mød Susan og slangen


 
’I dag skal du skrive’, siger hun, Maj. Hun har åbnet vinduet i kontoret, skriveværkstedet, som det nu hedder. Fuglene synger og en mild brise svæver ind, vender kunstfærdigt i luften og forsvinder ud igen. Det kildrer i mine næsebor og en blød briseduft bliver liggende. Jeg trækker vejret dybt og bliver en smule salig. I samme sekund fortæller den skrappe korrekturstemme, at jeg ikke har tid til at trække vejret. Ja altså, på den måde. Jeg skal jo i gang! Jeg har så meget på programmet og så meget i støbeskeen, at ikke et sekund skal spildes. Jeg bør faktisk være lidt urolig og en smule nervøs. Det klarer jeg vist aldrig, det her.
Korrekturstemmen er min indre sensor. Susan.

’I dag skal du skrive’, siger Maj, og jeg ser på hende og nikker. Det mærker jeg. Hvis jeg skal lytte til min indre flydende rytme og følge den, følge glæden og lysten, så lader jeg ordene flyde. Sætter mig og lukker op for posen. Åbner mig og lytter. Susan rumsterer højlydt og jeg opdager, at det er hende, der er urolig. Ikke mig! Men hun vil så gerne trække mig i sin retning og det lykkes hende til stadighed. Selvom jeg er blevet bedre til at blot at registrere og anerkende hende. Tak Susan, jeg ved godt, at alt dette nye er meget grænseoverskridende for dig. Det faktum, at jeg har lært, at vi to ikke er en og samme person. Og jeg ved også godt, at du blot prøver på at beskytte mig, men jeg er en stor pige nu. Jeg kan selv. Jeg vil selv. Susan sukker og bliver lidt stille. Jeg formoder, at hun forbereder sit næste bagholdsangreb. I mellemtiden vil jeg lytte til Maj og fuglene. Bade i den bløde brise, der stadig hænger som et smukt bagtæppe i rummet.
Jeg nænner ikke at lukke vinduet. Susan skynder sig at proklamere, at jeg helt sikkert sidder i træk og vil blive forkølet. ’Og så klarer du slet ikke at være nærværende i dit eget og nye projekt’. Hun fniser som en skolepige og en nys af ondskab fugter min arm. ’Du er dømt til at mislykkes, siger hun, jeg tror simpelthen ikke på, at du har det, der skal til. Det er noget, du bilder dig ind. Se blot på alle de flotte og dygtige mennesker, som går vejen og fortæller, hvad der skal til. De er smukke, de fleste yngre end du, de har fine eksaminer og guldrammede diplomer. De er mestre i psykologi og de bedste indenfor coaching. De skriver endda bedre! Og så har de et drive, som du slet ikke ejer. For du er nemlig et rytmemenneske!’

’Det må vi tale mere om en anden dag’, siger jeg blot til hende. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, jeg er blevet bedre til at lade det prelle af. For det er faktisk ikke småting, hun kan sige til mig. Og hendes stemme er høj og gennemtrængende og hun spiller på alt det, der kunne få mig til at vakle. Hun skaber billeder og hun leger med frygten. Hun er en slags slangetæmmer med en kvælerslange om halsen, og så ofte hun kan holder hun den frem mod mig, så jeg kan se dens frygtindgydende røde tunge og giften, der bobler i mundvigene. ’Træk dig tilbage’, siger Susan og slangen. ’Du er din egen gift. Gem dig, glem det. Det er for farligt, du tør ikke og det ved du godt. Inderst inde!’
Har Susan formået at ødelægge poesien i mig på denne smukke tirsdag i maj? Et ikke uinteressant spørgsmål, for det har hun gjort så mange gange før. Men ikke i dag. Jeg må skuffe både hende og den farvestrålende slange. Jeg har ikke trukket mig tilbage, jeg sidder her endnu. Fuglene synger og Maj bakker op. Stryger mig over håret og giver mig majkys af mod og kvindehjerte.  Susan føler sig lidt vist ensom, og jeg får helt ondt af hende.

’Har du overvejet at lade dig ansætte i mit skriveværksted’, hvisker jeg til hende. ’Kunne du tænke dig at bruge dine kompetencer på en helt ny måde fremover? Men vi skal lige have os en god snak om tonen og de ord, du slynger ud. For man skal vælge sine ord med omhu på samme måde, som man skal vælge de mennesker, man vælger at omgive sig med, med omhu. Tænk over det til i morgen, søde Susan, så skriver jeg mig videre ind i min gode dag’ …

Og så er jeg jo vældig spændt på at høre, om du, kære læser, også har en slags Susan og en kvælerslangestemme indeni dig? ;)
Billedet er lånt hos Sjællandske Medier

mandag den 6. maj 2013

Hunden og havgudinden


 
Det gjorde godt at komme væk. Lørdag formiddag pakkede jeg bilen og denne gang blev det en eksklusiv tur for gamle Josie og jeg. Vi skulle alene i sommerhuset og besøge min mor, som nu er flyttet derop for sommeren. Det er en dejlig tid, vi går i møde. Og det er først rigtigt forår, når mor indvier sæsonen og bor i det nordsjællandske. Så begynder jeg at tænke luftige sommerhustanker og det slår mig pludselig, at jeg længe har manglet noget. Jeg får pludselig travlt med at komme af sted, det kan ikke udskydes længere.
Havet. Fjorden. Den helt specielle duft af saltvand og kyststrækning. Jeg mærkede det som et dybt og inderligt suk, da jeg drejede af hovedvejen og befandt mig på venstre side af Roskilde Fjord. Det var som om noget faldt i hak. Som om jeg pludselig kunne trække vejret igen. Ånde frit. Noget i mig faldt til ro. Jeg rullede vinduet lidt ned og gamle Josie rejste sig bag i bilen for at lugte med. Også hun elsker vandet. Så sad vi der og kørte langsomt op langs fjorden og følte os som to havgudinder. Vi er på vej hjem, sagde jeg til hende og jeg er sikker på, at hun nikkede eftertænksomt. Duft af vand i næseborene, dansede solstråler på vandoverfladen, kyst og små sejlbåde.

Det blev en dejlig weekend. Jeg faldt helt til ro og mærkede, hvor godt det gjorde at komme væk hjemmefra. Det har jeg nemlig tendens til at glemme, efter vi flyttede ud i det fine store hus for enden af markvejen. Så er det nemt bare at blive hængende. Man behøver vel ikke at tage af sted, når man er glad for at bo, som man gør? Eller gør man?
Jeg gør. Og det har jeg lovet mig selv aldrig at glemme igen. Jeg må skrive det ned, notere det i min store bog af gode ord eller hænge en gul seddel på væggen foran mig. Husk turene ud. Weekender væk fra huset og de vante omgivelser. Flyv ud og mærk frihedens vingesus. Gå langs vandet og glem tid og sted. For der er noget med vandet, havet og jeg. Jeg bliver ligesom hel igen. Helet. Det er nærmest ubeskriveligt, hvilken beroligende og godgørende effekt havet har på mig. Sandet, stenene, den knasende lyd af forladte muslingeskaller, som er skyllet op på stranden, skumsprøjt, skrigende måger og uendelig blå horisont. Noget i mig er havet. Noget i havet er mig.

Da vi gled op på stranden, tog vi noget af havet med os. Firs procent af kroppen har samme kemiske sammensætning som det hav, vi engang forlod. Vi påvirkes stadigvæk af trækket fra havets bevægelser. Vi pulserer til Universets rytme, døgnrytmen og månens cyklus i årstiderne.
Sådan skriver Deepak Chopra i en af sine bøger og jeg kommer ofte i tanke om de ord, når jeg går langs vandet. Eller rettere sagt. Ordene kommer altid til mig bagefter, når jeg begynder at undre mig lidt over havets godgørende effekt. Det er som et lykkesus. Jeg kan længes hjem, dybt og inderligt, og opdage, at det er havet, jeg længes efter.

Helt ud på revlen og bare stå. Være. Lade sig opfylde af havluft og indhylle i havgus.

fredag den 3. maj 2013

Hvornår er man klar?


Hvornår er man klar? Kan du sige mig det? Jeg har længe puslet med tanker om at starte mit eget. Det skal ikke og har aldrig været nogen hemmelighed. Men jeg er blevet ved at udskyde det. Skubbe det foran mig. En dag, når jeg har taget lidt mere uddannelse. Når jeg ved noget mere. Når jeg kan noget mere. For jeg er jo bare mig og jeg mangler ligesom en helt masse for at kunne tage det store og altafgørende spring ud over afgrunden og gøre det, jeg egentlig drømmer om.

I flere år har jeg mentalt gjort mig klar. Forsøgt at finde den platform, hvorfra jeg kan boltre mig. Efterhånden har jeg arbejdet med mine ideer og foldet dem ud, helt forsigtigt og for mig selv. En dag bliver det til virkelighed, tænkte jeg og glædede mig ved tanken. En dag.

Så skete det. For ganske nylig deltog jeg på en spændende mindfulness og kommunikationsuddannelse, hvor vi blandt andet skulle arbejde med os selv og vores fremtidsscenarie.
Og der slog jeg til, for det vidste jeg noget om. Min fremtid. Jeg var ikke et sekund i tvivl og fortalte uden tøven og med glædelig entusiasme i stemmen om alt det gode, der skulle folde sig ud i mit fremtidsscenarie. Og tricket var, at vi skulle fortælle om vores fremtidsscenarie i nutid. Det var ikke svært, synes jeg. Jeg blev ligesom helt forvandlet, opfyldt af energi og glæde og lod det flyde over. Jeg blev min fremtid. Jeg var min drøm. For en stund mærkede jeg suset i maven, sommerfugle og forårsfløjt og jeg kunne svæve. Fra afgrunden og ud i det, jeg drømmer om.

Hvornår er man klar?

Du er klar, sagde andre til mig, du skulle se dig selv, når du fortæller om det. Du tøver ikke, du har glæde og målrettethed i stemmen, du ved, hvad du taler om og du er spændende at lytte til. Sprogets skabende kraft. Skriv dig selv. Ordene, det kreative materiale, ideer om kurser, bøger og poetiske selvudvikling. For ikke at tale om tekster, der har fokus på nærvær og alt det sanselige, der gør så godt, men som vi så ofte haster forbi. Du er klar, sagde de og jeg mærkede det og gøs lidt. Jeg er klar.

Senere begyndte jeg at tvivle igen. Og det skete i tomrummet efter de to eksamener, som i øvrigt gik over al forventning, for på magisk vis formåede jeg at gøre det på min måde og tage alt det gode med, som jeg tror på. Men så opstod tomheden. Tvivlen. Og en masse andet, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her. Jeg er klar.
Jeg er startet på et iværksætterkursus. Noget i mig trak i den retning. Noget hviskede, at de havde ret, dem der sagde, at jeg var klar.

I morges slog det mig. Jeg vil aldrig selv vil føle, at jeg er helt klar. Jeg har så meget, jeg endnu skal skrive og udvikle. Jeg er i færd med at lave en ny hjemmeside, den er i støbeskeen som så meget andet, men det er slet ikke færdigt endnu. Og til august starter jeg på en uddannelse som mindfulness instruktør, fordi jeg bare ved, at mindfulness og det bevidste nærvær er omdrejningspunkt for alt det gode, vi går og leder efter. Jeg vil gerne udforske perlen i det, jeg kalder kommunikation med nærvær. Men det er jo først senere.

Hvornår er man klar? Jeg gik en tur og spurgte træerne. 'Tja', sagde de, 'vinteren var lang i år, lidt barskere end normalt og foråret lod vente på sig. Så det gjorde vi også. Vi ventede. Men pludselig en dag var det der. Foråret. Og så mærkede vi bare, at noget begyndte at spire og gro. Og det var ikke bare alle de andre træer og buske, nej det var i os selv og på os selv. Vi lod det ske. Vi lader det ske. Vi bliver vores eget forår ved at være det. Og så lærer vi hen af vejen'.
Jeg er klar. Jeg er så klar, at jeg er ved at briste. Jeg er rædselsslagen for at springe, men jeg gør det. For hvis jeg kan, så kan du også. Og det er mit mål. At jeg kan være med til at vise dig, at man kan, hvad man vil og at drømme bliver til virkelighed. Vejen bliver til, mens man går og min vej er klar til at blive gået på. Et skridt af gangen, men jeg bliver aldrig mere klar end nu.

Jeg starter et poetisk skriveværksted med fokus på sprogets skabende kraft. Her handler det om kommunikation med nærvær. Blandt andet.
Af hjertet tak til alle jer, som har fulgt Megans rejse indtil nu. Poetiske Paradokser er på magisk vis blevet min skrivende forvandlingsplatform og det er det scenarie, jeg ønsker at arbejde videre med. Og bare rolig, Megan er kommet for at blive. Hun er min magiske muse, min musik og min poesi. Hun er mit mod, når det svigter og det gør det jo til tider. Ak. Tak.  
 
I mit poetiske skriveværksted er der fokus på sprogets skabende kraft.

Ord er vores kreative materiale. Vi skaber verden gennem vores sprog og konstruerer dermed vores virkelighed. Ord er informative, de fortæller os noget, et budskab eller en historie. Men de er også formative, for på magisk vis bliver vi dem, vi bliver, ved at udtrykke os, som vi gør.

Velkommen til et nyt kapitel i mit liv. Hvad kan jeg gøre for dig?

onsdag den 1. maj 2013

Maj og mig




Så forsvandt hun. April. Og det kom helt bag på mig, selvom jeg godt vidste, at afskedens time var kommet. Pludselig var det tid. Midnat. Hun mødtes i døren med Maj, gav mig et flygtigt knus, hviskede et par gode ord i mit øre og væk var hun. Et stik af smerte ramte mig. Jeg fik lyst til at løbe efter hende, ned af markvejen i nattemørket, lade hende vide, at jeg ikke havde til hensigt at lade hende gå. Jeg løb. Råbte. Bliv. April. Der var så meget, vi ikke fik sagt og udvekslet. Men hun smilede bare og pegede på nattehimlen. Stjernerne. Uden ord fortalte hun mig, at vi altid vil være en del af hinandens univers. De grænser, vi tror dér er, og som vi sætter for os selv for at kunne forstå, er flytbare. De kan opløses. 'Du er en stjerne', hviskede hun så og jeg nikkede. 'I lige måde, April. Du er også en stjerne. Og vi har begge et fornemt formål.'
Vi skal lade vores lys skinne!

Jeg gik tilbage til huset. Maj buldrede forbi mig og op af trappen, hun kendte vejen fra sidste år. Gæsteværelset stod klar til hende, der var lagt rent sengetøj på og frisk natteluft strømmede ind. Sammen stod vi lidt i det åbne vindue og kiggede ud i natten. Så April forsvinde i horisonten og betragtede stjernerne. Pludselig gav alting mening. Jeg mærkede hendes hånd i min og glædede mig over hendes ankomst. Sov godt, ønskede vi hinanden og gik hvert til sit, mens natten foldede sig helt ud.
Og nu er den her. En ny morgen, dag og måned. Et slags nyt kapitel, hvor man kan starte forfra eller genoptage gode aktiviteter og rutiner. Jeg vælger lidt af hvert. Den sidste uges tid har jeg været ramt af et slags tomrumslignende sløvsind, men nu går jeg videre med ny energi. Denne dag er perfekt til det. Og Maj er helt enig, hun rumsterer på sit værelse, sætter blomster i vasen, lufter ud og gør det hyggeligt på den frodige måde. Hun er indbegrebet af nysgerrighed og nydelse.

Naturen gør sig klar til at springe ud. Og det gør vi også. Maj og mig.