mandag den 29. april 2013

At få sjælen med


 
Jeg læste et sted om nogle indianere, der var på rejse. Og det var vel at mærke på en moderne rejse.
Flyvemaskiner fragter os tusindevis af kilometer i løbet af ingen tid. Vi ankommer på trods af tidszoner og vi krydser grænser og kontinenter. Bevæger os over hele kloden på den halve tid. Det går stærkt og det forlanger vi ligesom. Vi har ikke tid til andet.
Når vi kommer frem, vil vi gerne være ordenligt ankommet og føle os veludhvilede, så vi kan udforske og opleve alt, der er værd at opleve. Godt nok har vi kun en uge, men alligevel! Det bedste af det bedste. Seværdigheder og de mest spændende bidder af den lokale historie. Smage på maden, vinen og lære nye mennesker at kende. Blive solbrændte og få lidt motion, så vi kan vende hjem og være helt friske og stråle som solen på det sted, vi nu holder ferie. Vi har mange gode intentioner om, at vores ferier skal være afslappende, men samtidig vil vi gerne opleve så meget som mulig. Nu har vi jo rejst på tværs af kloden og krydset kontinenter, så vi vil gerne have valuta for pengene.

Men hvad med sjælen? Har du tænkt på det? Er du nogen sinde ankommet til et sted og har følt, at der ligesom manglede noget? Og du tjekker efter, du har din bagage og sådan set mangler der ikke noget. Pas, penge, solbriller. Hotelværelset er fint, du har fået den ønskede udsigt, vandet er blåt, himlen ligeså, solen skinner, fuglene synger, der dufter af sommer og på stranden serveres drinks med sugerør og eksotiske blomster. Hvad er det dog, du føler, du har glemt?

Og hvor kommer indianerne så ind i billedet? Jo ser du, indianerne i historien var også på rejse. De var landet i lufthavn, hvorfra de skulle flyve videre. Transit. Men de blev siddende i lufthavnen og ignorerede højtalerens skarpe stemme: Sidste udkald for rejsende til … Gaten lukker om fire minutter. De sad der bare. Deres øjne var lukkede og de trak vejret dybt. Måske hørte de slet ikke den insisterende og temmelig rungende højtaler i den store lufthavn?
På et tidspunkt kommer en ung kvinde, ansat i lufthaven, hen til indianerne. Man undrer sig over, at de bare sidder dér, helt rolige med lukkede øjne og dybe vejrtrækninger. For de skal faktisk videre. De savnes ude ved gaten. Flyet kan vel ikke lette uden Svævende Økse, Guldbevingede Ørn og de andre i flokken.
Kvinden prikker forsigtigt den ene indianer på skulderen og vækker ham af hans tilsyneladende døs.
’Undskyld, Hr. Indianer, men jeres fly afgår om få minutter. Gaten er lige ved at lukke. I skal skynde jer, løb, flyet kan ikke vente længere på jer.’

Indianeren åbner forsigtigt det ene øje og ser på kvinden i den blå uniform. Hans blik er venligt og roligt . Han er ikke påvirket af kvindens forhastede ord.

’Jeg hører dig, siger han bare, men vi kan ikke rejse endnu’.

’Jamen, hvorfor dog ikke’, svarer hun, ’I er jo ikke ankommet endnu. I skal videre, flyet afgår om få minutter. Hvad venter I dog på?
”Vi venter på sjælen, gode kvinde."

Indianerne nægtede simpelthen at flyve videre, før deres sjæle var ankommet!
Historien om indianerne handler om den ydre rejse. Men hvad med den indre rejse, som i grunden aldrig slutter? Når man først beslutter sig for at tage i sted, en altid søgende sjæl, så er der ingen vej tilbage. Men. Hvordan sikrer man sig, at man nu også får sjælen med? For nogle gange går det stærkt og måske endda ofte på de tidspunkter, hvor man mest af alt har brug for at slappe af. Tage en pause. Tænke. Mærke efter. Bare være. Lyttende og stille. Kan man det? Kan man stoppe en pludselig rivende udvikling, kan man hoppe af toget, kan man sætte sig og nægte at rejse videre, indtil sjælen er kommet med?

Jeg blev inspireret. Noget vakte dyb genklang. For måske kan vi lære noget af de gamle indianere? Fuldstændig ligeglade med flyafgange og rungende højtalere sætter de sig og venter. For sjælen skal med.
 
Kan man vælge at være indianer. Nægte at rejse videre, inden sjælen er ankommet. Går det an at vente lidt? Og er det mon i virkeligheden, helt paradoksalt og stik modsat al sund fornuft, det bedste man kan gøre for sig selv på visse tidspunkter på sin rejse?
Indianerne ved det. Jeg tror det. Ugh!

Indianerbilledet er lånt hos projectavalon.net

søndag den 28. april 2013

Naturlig skaberkraft




’Det er godt at læse’, siger April og nikker anerkendende, mens hun betragter min bogsamling i reolen. Selv forsøger jeg at skrive noget, der er værd at læse, men bliver forstyrret på den kærlige måde. Og hvem kan stå for det? Det er egentlig heller ikke fordi, at jeg har noget særligt på hjerte denne sidste søndag i april, jeg har bare lyst til at finde lidt ord frem og lade dem gøre godt.
Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare en følelse, en særlig fornemmelse af at noget vil skrives. Hvis jeg forsøger at tænke mig til det, går det i stykker.

Det er som at prøve at fange en smuk sæbeboble. Den ser så vidunderlig luftig ud, som den svæver gennem rummet, lyset spejler sig i dens skrøbelige sæbedragt, små krystaller af regnbuefarver leger i dens farvand. Og man står bare der i stum beundring, indtil en lille djævel i én får tænkt den morderiske tanke: Jeg må eje den sæbeboble. Jeg må indfange den, mærke den i min hule hånd, vide, at den er min. Og i samme sekund man rækker ud og blidt berører dens overflade, eksploderer den. Tusind dråber af ingenting i et lydløst sekund. Så er den væk.

’Det kender jeg godt’, nikker hun, ’den trang til ejerskab. Man ønsker at holde, beholde, fange det smukke og forevige det, men i samme sekund man identificerer sig med det, mærker man smerten. Erkendelsen af, at det faktisk ikke lader sig gøre er sorgfyldt. Lammende. Indtil man indser, at det netop er det umulige i skønhedens håndgribelighed, der gør den så smuk’.
’Det var fint sagt, April’, siger jeg og tager mig selv i at ville skrive det ned. Sig det lige engang til, den sætning kunne jeg godt bruge, kender du det? Kunne jeg mon gøre den til min? Men øjeblikket er forpasset. Det opstod, en genspejling af noget subtilt og helt vidunderligt, et sjælekys så flygtigt og godgørende, og så ingenting. Og dog. For noget er blevet tilbage, en god fornemmelse, et suk dybt i mellemgulvet og en slags forunderlig fredfyldthed. Det er befriende ikke altid at skulle indfange og gemme. Forsøge at huske. Det er fortryllende at vide, at hvis man stoler på øjeblikket og lader sin egen glæde og lyst være motivation, så kommer det hele. Svævende. Uden at man skal tænke sig til det og gøre noget med det på forhånd.

’Sådan er inspirationen!’ Og det ved hun alt om, for også hun er glad for ord og kreative processer. Hun er en skabende måned, hun er det tidspunkt på året, hvor man kan se de grønne spirer pible frem fra vinterens sorte muld. Alting begynder at røre på sig. Men man kan ikke fremskynde det eller tænke sig frem til, hvor smuk den dyblilla krokus vil blive, når den springer ud. Man kan ikke råbe af den og sige, at den skal skynde sig. Man kan blot sætte sig ned og vente. Nyde processen. Lade sig opsluge af de øjeblikke, hvor tingene finder deres rette leje og folder sig ud nøjagtigt som de skal. Befriende!
’Og det er her, jeg er kommet til, siger jeg til hende og hun nikker. Det ved hun godt. ’Så er du faktisk kommet langt’, svarer hun, ’den accept af, at din egen skaberkraft ligner naturens til forveksling. Ja, at den faktisk er en og samme kilde. Energi. Og at du ved at overgive dig til det, der er, og lydløst følger rytmen, lytter og hylder den kraft, der er så stærk og vedholdende i dig, er du lykkelig i selve processen. Man kan næsten sige, at du høster, mens du sår.'

Skal jeg fortælle dig en hemmelighed? Hun kommer nærmere, næsten svævende og jeg holder vejret, for hver eneste celle i min krop ved, at nu kommer der et guldkorn. Sådan er hun. April. Hun kan lide at overraske. På en helt almindelig forårssøndag, hvor vi knapt nok er rigtig vågne endnu.
I er årstiderne … om end I fornægter jeres forår, mens vinteren står på, smiler det blundene forår dog søvnigt i jer og føler sig ikke krænket.

Hun citerer Kahlil Gibran, for nogle gange behøver man ikke selv at opfinde dybe tallerkener. Man kan bare åbne sine hænder og tage imod. Alting er allerede er skabt. Det, der gør en forskel, der gør en forskel, er hvad du gør med det, når du modtager. Inspirationen. Den er din. Til låns. Et kort øjeblik, et strøm af nektar fra en usynlig kilde. Genskabe. Gøre noget med det. Nu. I øjeblikket.
Bare sæt dig. Lad dig opfylde af ro. Svøb dig i nærvær. Træk vejret dybt og lad døren åbne sig. Den venter blot på, at du skal give dig selv lov.

lørdag den 27. april 2013

I morgenens særlige stilhed



I morgenens særlige stilhed
før naboerne vågner
før solen står op
kan vi høre
universets lydløse hjerteslag
i det enorme rum
Tomt og tæt
Læg øret til
- Kristin Flood –

Klokken var lidt i fem. Lyden af universets hjerteslag vækkede mig blidt. Lyset gled over himlen. Sart og særligt. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og vidste, at det var tidligt. Der lå en slør af dug over udsigten. Vi havde ikke lukket persiennerne inden natten og vinduerne stod åben. En duft af tidlig morgen strømmede ind. Lydløst. Forsigtigt. Blidt lod den sig falde ned på min dyne og blev liggende. Det gjorde jeg også. Tidligt, tænkte jeg bare, mon jeg skal være vågen nu?
Det skulle jeg ikke. Jeg faldt i søvn igen. Men jeg nåede at registrere den næsten ubeskrivelige skønhed, der findes i den lydløse time mellem nat og dag. Og jeg kan stadig mærke det, lyset, duften og stilhedens sang, når jeg lukker mine øjne. Universets lydløse hjerteslag, som Kristin Flood så smukt beskriver det. Og der er noget med det tidspunkt på døgnet. Før naboerne vågner og inden solen står op.

Det er mit tidspunkt. Sådan har det altid været. Tidligere blev jeg småirriteret over det, for det er jo tidligt, hvis man sammenligner med senere. Så hvorfor gøre det? Det er døgnets smukkeste time. Det er overgangen, lige før livet vågner og natten bliver til dag. Det er pulserende pasteller og en dyb rytme af noget langt større. Se, hvisker det til mig og kysser forsigtigt min pande, du skal være med her. Ikke sove, ikke lukke øjnene og sanserne for noget af det skønneste, livet kan tilbyde.
I dag mærkede jeg det. Det tidspunkt bor i mig. Det har altid svøbt sig om min sjæl og prøvet at fortælle mig noget. Noget, jeg har længtes efter. Ledt efter. Søgt efter.

Det er mit tidspunkt. Dér. I morgenens særlige stilhed. Nu tør jeg endelig lægge øret til.

fredag den 26. april 2013

Jeg vælger at være


Jeg er langsom i dag. Og det passer jo fortrinligt, at det er Store Bededag, feriedag og at weekenden byder sig til for enden af aften.  Jeg har lavet kaffe med varm mælk og forsigtigt båret den op af trappen. Tændt lyset på mit kontor, som er et slags både-og kontor. Det skal rumme arbejdsopgaver, som er konkrete og har deadlines og det skal være mit kreative rum fuld af lys, luft og inspiration.

Og tid. Tid til at gøre og skabe. Tid til at være.
Yogamåtten er foldet ud foran bogreolen. Den minder mig om de gode pauser. Den minder mig om, at jeg i løbet af dagen sætter mig i fredfyldt hvilen og meditation og lader tanker være tanker. Det gør underværker.

Faktisk er det ofte i eller efter de meditative stunder eller pauser i det hele taget, at jeg får de gode ideer. At jeg ser klart og mærker svaret i hjertet. Måden. Vejen. Det er ikke i travlhed og al hast. Og det er jo værd at tænke på, når vi bilder os selv ind, at vi har travlt og at der ikke er tid nok. Vi griber ud efter løsninger og søger svarene udenfor os selv, håber, at vi støder ind i dem ved næste gadehjørne, på vej til bussen. Sådan er det ikke for mig. Det er først, når jeg giver mig tid og går lidt væk fra det tilsyneladende, at svarene kommer svævende som små bobler fra hjertet. Stemmen er rolig og sikker. Den har bevæget sig væk fra tankernes mægtige hav og befinder sig et helt andet sted. Dyb og fredfyldt. Helt sikker. Suk.
I dag holder jeg helt fri. Jeg har lovet mig selv at være fuldt ud til stede i nuet og glæde mig over de fine øjeblikke. Øjeblikke, der præsenterer sig selv på denne regnfulde forårsdag. De har lagt sig til rette som perler på en snor. Jeg kan enten sidde og betragte dem og deres særlige skønhed eller jeg kan forsigtigt røre ved dem. Mærke deres form, fornemme deres kølighed, den fine overflade, blød og hård på samme tid, en slags marmor og alligevel uhåndgribelig. Et øjeblik. Kaffesmag og blødt mælkeskum. Stilhed og en umiskendelig lyd af snorken fra hundene i stueetagen. Huset sukker og nyder dagen. Det har en helt særlig rytme. En dans. Jeg lader mig favne og danser med.

Nærvær. Den dybe accept af livet, som det er lige nu. Den eneste vej til varig balance og mod til at lade styrken vokse fra sårbarheden. Rytme. Et slags usynligt flow. I dag vil jeg have fokus på alt det gode, der er i mit liv. Jeg vil betragte de spirer, der vokser fra den sorte muld, se dem blive større og stærkere for hver dag, der går. Og jeg vil lytte. Anerkendende. Tålmodigt. For svarene findes. De er dér allerede. Dybt i øjeblikket og i stilhedens hule.
I dag vælger jeg at være. Perfekt. Uperfekt. Sårbar. Stærk. Ankommet og alligevel på vej.

 
Hvis jeg kan lære at være
med ingenting.
Kan jeg være med alting.
 
Lene Megan, april 2013

torsdag den 25. april 2013

Planer og pauser




Jeg har læst og lært så meget på det sidste at mit hoved er ved at være træt. For ikke så snart var den ene uddannelse og eksamen overstået, før jeg sprang på den næste. Et iværksætterkursus. Og hvad tankerne og ideen bag det er, skal jeg nok fortælle mere om senere. Der er meget spændende i støbeskeen og tidspunktet er jo perfekt. Det er forår og alting spirer og gror. Jeg gør klar til at springe ud, men inden jeg haster videre med gode planer, tanker og ideer må jeg erkende, at jeg har brug for en pause.

Jeg har før skrevet om de gode pauser. De er undervurderede. Men mens vi ofte selv har travlt og jager af sted, accepterer vi fuldt og helt, at vores elektroniske udstyr skal lades op. Der skal strøm på batterierne. Det har vi helt styr på, vi har ledningen med i lommen eller tasken og vi er opmærksomme på, når batteriniveauet er lavt. Det er jo en katastrofe, hvis vi pludselig ikke kan komme online eller hvis telefonen bare går død. Vores Smartphone er jo ikke særlig smart, hvis den ikke får ladet batterierne op!

Men hvad med os selv? Vi har jo ikke en lille lampe, der lyser og fortæller, hvor mange procent energi vi har på vores batterier, inden vi går døde.
Og dog. Kroppen sender mange signaler og hvis vi lærer at lytte og sætte pris på de gode pauser, som lader os op og giver frisk energi til både krop, sjæl og sind, så kan vi meget mere på den halve tid. Mere af det gode, vel at mærke. Mere af det, der gør en forskel og som er væsentligt. Vi bliver bedre til at have fokus på opgaven eller hvad vi nu har gang i. Og vi får overskud, energi og glæde.

Selv har jeg lært at lave små meditationer i løbet af dagen. 5 eller 10 minutter som del af en god pause gør underværker. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget de meditative pauser betyder for mit velvære og min evne til at se og tænke klart. Jeg erfarer, at jeg ved at være langsom er langt hurtigere.
Husker du at lade dine batterier op og holde gode pauser? 

onsdag den 24. april 2013

Åndehuller og både-og



Vi har behov for åndehuller, hvor der er ro på.
Vi gør klogt i at stå ved det over for os selv og vores omverden.
Ikke at skjule det, som om det er en hemmelig last.
- Anna Skyggebjerg

Jeg har altid søgt åndehuller i min hverdag. Tidligere tænkte jeg bare ikke over, at det faktisk var det, jeg gjorde. Men jeg skulle hjem fra arbejde, når dagen var slut. Jeg var sjældent en af dem, der blev hængende. Og jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg måtte bare ud. Ud i den friske luft og trække vejret dybt. Hjem og hente hundene og ud og gå. Løbeture. Natur. Så meget natur der nu var at få, for tidligere boede jeg jo i byen, men heldigvis ganske tæt på gode parker og haver.
Det skete ganske ofte, at jeg fik kommentarer med på vejen. Arbejder du på deltid? Går du tidligt i dag? Og tidligt var altså det tidspunkt, hvor min arbejdsdag sluttede. Jeg planlagde min tid nøje og fik meget fra hånden, så jeg blev faktisk lidt såret over de bemærkninger. Jeg nåede alt det, jeg skulle og lidt mere. Faktisk var jeg kendt for at være temmelig effektiv. Men jeg var også kendt for at passe min arbejdstid. Først langt senere forstod jeg, at jeg instinktivt formåede at skabe den rette balance for mig selv. Jeg havde for længst indset, at jeg havde brug for luft, motion og plads til mig selv i min hverdag. Jeg havde brug for at lade op. Geare ned. Og dengang talte man ikke så meget om mindfulness, men det var i grunden det, jeg søgte.
Det fungerede fint for mig, denne balance mellem arbejde og fritid, ude og inde. Det var som om noget i mig søgte det punkt, hvor jeg fik lidt af hvert. Den helt rette dosis for lige netop mig. Og fordi jeg havde hundene, behøvede jeg ikke at kaste mig ud i lange forklaringer. Nogle havde børn og det var jo en af de legale undskyldninger for, hvorfor man måtte forlade arbejdspladsen, når arbejdsdagen var slut. Men mange blev hængende. For at blive set. Fordi de aldrig rigtig nåede alt det, de skulle. De var jo de travle. Så det var temmelig præstigefyldt at blive hængende blot for at vise omverdenen, at man var på. Vigtig.
Men jeg havde brug for at lade op. Det har jeg altid haft. Jeg har brug for at komme ud, væk og være for mig selv. Jeg har brug for natur og for at finde mig selv i en slags naturlig rytme. Jeg har altid været et slags rytmemenneske, sådan beskrev jeg mig selv dengang. At jeg til tider syntes at det var både irriterende og belastende, fordi jeg åbenbart var anderledes og måske lidt mærkelig, hvis du spurgte de meget travle kolleger. Jeg tænkte, at de nok måtte tænke sådan. Om mig. Jeg overvejede ikke, om det mon kunne være en slags misundelse.
Men åndehullerne. De har altid været der. Og i de perioder, hvor jeg glemte dem, glemte jeg mig selv. Det har kostet på både den ene og den anden konto. Jeg har smagt på både stress og depression. For jeg finder mig selv og det, der virkelig gør mig godt i de pauser. Jeg har brug for ro og eftertænksomhed. Gode bøger. Ord. Være med mine hunde og færdes lidt i stilhed eller i mit eget univers med velvalgt musik og tekstmæssig poesi. Og jeg har brug for mit kreative rum. Dér, hvor det syder og bobler og hvor jeg slet ikke behøver stimuli udefra for at holde gryden i kog. Dér skaber jeg. Leger. Er.
Jeg er ikke introvert. Men jeg er heller ikke ekstrovert. Jeg er et udadvendt menneske, som samtidig har store indre behov. Jeg får energi både af at være sammen med mennesker og ved at være alene. Det er ikke hverken eller, det er både og. Og balancen må jeg selv skabe. Den ændrer sig i øvrigt, det er muligt at jonglere lidt og finde balance i forskellige kombinationer. Men tiden til mig selv, stilheden, roen og plads til at være med min kreativitet, mine ord, mine bøger og et rum, hvor jeg kan høre stilhedens smukke musik, det skal der til. Det er et tilvalg og det er både en luksus og en selvfølgelighed.

Så jeg forstår godt, hvad Anna Skyggebjerg taler og skriver om. Og jeg har stor forståelse for de mennesker, der må søge ind i sig selv og være i eget selskab for at lade op og finde ro.
Så når jeg bliver spurgt om jeg er introvert eller ekstrovert, må jeg svare: Begge dele. En god portion af hver. Og sådan tror jeg i grunden, at der er mange, der har det. Hvad med dig? Spørger du mig, gælder det om at finde sin helt egen balance og den rytme, der nu passer til lige netop den, man er. Og her må man mærke efter og være lydhør overfor de signaler, kroppen sender. Hvis man er alt for meget oppe i hovedet og lader sig styre af sine løbske tanker, så kan det være svært at være i og med kroppen også. Og så er det, at man overser balancepunktet og vælter med et brag. Eller et stille suk. Forsvinder fra sin egen kerne. Det er i øvrigt værd at huske på, at balance ikke er en stilstand. Balance er også bevægelse. Det er evnen til at korrigere inden man falder.

Jeg har i sinde at have mange gode åndehuller i min tilværelse fremover. Men jeg har ikke behov for at trække mig tilbage forevigt og sidde for mig selv under et træ på en øde ø. Jeg er en både-og dame.

Har du tænkt over, hvad du er? Og har du skabt en god balance i dit liv, der passer til det og passer på dig?

tirsdag den 23. april 2013

En bog og en rose




’Det er en helt speciel dag i dag’, siger April, da hun træder ind i rummet. Det er hendes tur til at lave kaffe og det har hun så gjort. Forsigtigt stiller hun mit krus foran mig på skrivebordet. Jeg forventer egentligt, at hun forsvinder med det samme igen, for hun har sagt, at hun har en høne at plukke med vejrguderne, men til min forbavselse stiller hun også sin egen kop på bordet.
’Det er en helt speciel dag i dag’, gentager hun og ser nærmest formanende på mig, for hun kan godt mærke, at jeg ikke havde hørt efter. Skriver bare videre, mens hun gør sit. Ser ud af vinduet på regnen, lytter til blæsten, føler mig lidt træt og længes efter stabilt og varmt vidunderligt forårsvejr i stedet for dette kølige og ustadige rusk. Selvom jeg godt ved, at vejr ikke er værd at bruge negativt krudt på.  Så jeg lader den gå, længslen, kaster den ud og lader vinden tage den. Så ser jeg på hende, tilbage til nuet, for jeg var igen uopmærksom og optaget af tankerne i mit eget hoved.

’Ja, hver dag er en speciel dag med nye muligheder’, sukker jeg og trækker lidt positivitet op af den sorte tryllehat. Hokus pokus, forårsvejr og krokus.
’Du kan sige, hvad du vil!’ Hun drikker af kaffen og smiler underfundigt. ’Men den 23. april er faktisk ikke en hvilken som helst dag. Regn, rusk eller ej. For det er Verdens Bogdag. I dag fejres gode bøger og deres skabere.’

’Og hvem siger så det?’ Jeg smiler, det er selvfølgelig noget, hun har fundet på, søde April, hun vil så gerne gøre mig glad. Og jeg er egentlig også ret glad, jeg har bare sovet dårligt, fuldmånefase og den slags, som jeg er så sensitiv overfor. På en særlig måde. Ja, jeg er også en af dem! Men altså. Hvor er det sødt af hende!
Hun ryster på hovedet, nej det er ikke noget hun har opfundet, det er skam UNESCO, som har udnævnt dagen i dag til at være Verdens Bogdag. Og det må jeg da være særlig interesseret i. Jeg, som elsker gode bøger og ord. Jeg nikker. Helt klart! Selv har jeg udsigt til et hav af bøger lige foran mig. Bogreolen til evig glæde og inspiration. Jeg kan blive glad og varm om hjertet ved bare at kigge på den.

Hun rækker mig en fin gave. En bog og en rød rose.

’Det er til dig’, siger hun og planter forsigtigt et luftigt aprilkys på min kind. ’Tillykke med Verdens Bogdag’.
Verdens Bogdag bygger på en mangeårig tradition i den catalonske del af Spanien. Her fejrer man dagen ved at give en bog og en rose til den, man holder af. Bogen er en vigtig kilde til udbredelse og bevaring af viden. Bogen udvikler os, og inspirerer til forståelse, tolerance og dialog. Derfor har UNESCO proklameret den 23. april som Verdens Bogdag

fredag den 19. april 2013

Dit eget lys




Har du også lagt mærke til det, April? Der er altid nogen, som påstår, at de ved besked. Hvis du tøver og er tavs et øjeblik, så er der altid en, der skynder sig at tage ordet og sige noget. Hvad som helst. Bare for at bryde tavsheden. Det gode øjeblik, hvor man kan trække vejret. Den lille pause, der helt naturligt opstår mellem ind- og udånding. Hvorfor April? Hvorfor er vi mennesker så dårlige til at følge naturens rytme og alt det, der fungerer så perfekt i sig selv?
Hun rynker på næsen. Kigger op i loftet, hendes øjne smiler lidt, jeg kan se det, hun synes i grunden det er ret morsomt. Men også sørgeligt, jo, et strejf af tristhed går forbi. Så ser hun på mig, alvorligt, finder en grimasse, der kan passe, for hun kan godt mærke at jeg er i det eftertænksomme hjørne i dag. En smule træt ovenpå en intensiv tid med studier og alt det, det har ført med sig. Lidt af det, jeg har skrevet om og meget mere. Trætheden har lagt sig om mig som et uldent tæppe. Og det gør i grunden ikke spor, for det er faktisk ret koldt i dag. Vinden tuder, skyerne er urolige, kulden smyger sig mellem trækronerne og får jord til at fyge. Storm. Udenfor. Indeni er der forholdsvist roligt.

’Og hvad vil du gøre ved det?’. Nu smiler hun, April, vel vidende at hun absolut ingenting har at gøre med den storm. Der var engang hun flirtede med ham. Synes, at han var tiltrækkende på en spændende og ganske luftig måde. De kyssede lidt i krogene, men den tid er forbi. Hun er kommet videre. Nu ser hun bare ud og trækker på skulderne. Registrerer ham, stormen, og accepterer ham. Hilser anerkendende, nå, du er her endnu, og du er godt nok i dit es i dag. Den slags.

Jeg mærker hendes spørgsmål, det hænger i luften, danser som en gummibold mellem to vinde. Har fundet et balancepunkt mellem os. Hun ser stadig på mig, mens jeg lader tanker og ord hvirvle.
’Ingenting’. Noget i mig svarer. Jeg konstaterer bare, at det er sådan. Og at jeg er ret træt af den slags. Folk, der påstår at de har mirakelkurer, der hjælper på alting fra svære depressioner til overvægt. Og det er måske overdrevet, men den slags fremmer som bekendt forståelsen, og jeg synes efterhånden at det rammer meget godt. Man kan blive lykkelig på 12 uger, tabe 10 kilo på tre uger og blive smart i en fart. Der er genveje og grundigt testede systemer, der kan virke på alting, så man kan blive et bedre menneske, slankere, mere lykkelig, ligesom de andre, der tilsyneladende er lykkelige og har styr på det hele. Men det eneste, der kommer ud af den slags, er en følelse af forfladiget fiasko. Fordi. Der findes ingen genveje. Der findes ingen mirakelkure. Der findes ingen piller, der kan give evig lykke, tro mig, jeg har prøvet.

April nikker og ryster på hovedet, samtidigt, for hun giver mig ret. Eller det tror jeg i hvert fald, for den slags kan man jo aldrig være helt sikker på. Men det er også lige meget, for det handler om, hvad min krop og min sjæl fortæller mig. Det handler om den gode mavefornemmelse og det handler om det, der ulmer et sted i dybt i mig. Og i dig. Har du spurgt den eneste ekspert, der ved hvordan du bliver lykkelig, for nylig? Har du lyttet til din krops fortællinger og den stille stemme, der hvisker om alt det gode og kloge, du har i dig selv? Har du siddet i stilhed og hørt, hvordan sindet laver oprør? Og hvis det ikke skulle være nok, så er der alle de ydre stemmer. Dem, der fortæller, at de ved bedre. Har løsningen. At de har fundet vejen, kuren, måden at gøre det på, meningen med livet, døden og alt det andet, vi kan have lidt svært ved at forstå, os mennesker.
Hvad hvis vi selv har alle de svar, vi leder efter? Hvad hvis vores krop ved, hvorfor vi har ondt og hvad vi kan gøre for at få det bedre? Hvad hvis vi lyttede lidt mere til os selv og ikke til alle de andre? Magasiner, annoncer, Tv-reklamer og eksperter. Og hvad hvis vi troede lidt mere på den stille stemme og os selv? Alt det smukke og gode, vi rummer, men som vi kun kan få øje på i andre. Fordi nogen engang har fortalt os, at det forholdt sig anderledes og fordi de fortsat gør det, hvis vi tøver. Fordi vi har lært at stilhed er farlig. Fordi vi ikke tør mærke efter. Fordi det er frygtindgydende og i grunden helt vidunderligt, at vi har alt det vi skal bruge indeni os selv.

April nikker. ’Mennesker’, sukker hun, I er nogle sjove størrelser. Men jeg holder af jer! Jeg ser jer, som I er, hver især, helt perfekte og smukke. Der er intet forkert ved nogen af jer, ikke som udgangspunkt i hvert fald. Men jeres vej er fuld af sten og jeres roser har torne. Fordi veje som regel er fuld af sten og roser har torne. Men I tager det på jer og identificerer jer med det. Tror, at stenene er lagt der for at spænde ben for jer og at rosernes torne kun sidde dér, så I kan stikke jer og blive forfærdede over den lille smerte og jeres eget blod. Sårbarheden. Styrken. En og samme ting. Samme sted. Sit eget paradoks.

’Du frygter dit eget lys’, siger hun til mig, mens jeg gør klar til dagen og vejen og det møde, der venter mig på denne stormfulde fredag i april. Det svarer jeg ikke på. Den skal jeg lige tygge lidt på og skylle ned med god kaffe.

onsdag den 17. april 2013

Hvor alting ender og begynder




Og pludselig er arket blankt igen. Helt hvidt og nyt som den friske morgen. Her sidder jeg med en stor kop te og giver mig tid. Den bedste gave, man kan give både sig selv og hinanden. Tid til at lytte, tid til at tale og tid til at være. Stilhed. Den godgørende stilhed, hvor alting ender og begynder.
Der er i stille i huset. April stod tidligt op og er gået ud. Danser i morgenrøden og nyder, at det endelig er blevet rigtigt forår. For i modsætning til, hvad vi mennesker går og tror, har hun ingen indflydelse på vejret. Hun er bare. April. Og i dag har hun til hensigt at strø om sig med gode øjeblikke. Hun er allerede i gang. Et øjeblik af frydefuld væren rammer mig, triller som en dråbe fra min håndryg og sætter en tone an. Et bogstav. Endnu et. Og snart et ord.

Høsten er vel overstået. I går var jeg oppe til den afsluttende mundtlige eksamen og det gik over al forventning.
En lettet kvinde gik ud i den tidlige dag og lod København omfavne sig. Tog med bussen ind til Nørreport, stod af og gik gennem gaderne. Folk myldrede frem, blomster blev stillet ud på fortove og pladser, duften var både sprød og skarp. Lyset gled ned mellem hustagene, mens solen steg højere på himlen. Jeg har afsluttet min uddannelse med et yderst tilfredsstillende resultat, tænkte kvinden, men det var ikke rigtig helt gået op for hende. Men noget føltes godt, en slags lettelse, stolthed og glæde over, at hun havde gjort det.
Senere mødtes hun med sin studiegruppe. Spiste frokost i en københavnsk baggård med både læ og sol. Nydeligt. Der var sandwich og kaffe på kanden, god snak, lettelse og en lille strejf af vemodighed, fordi de fire mennesker pludselig indså, at det var forbi. Den intensive tid sammen, arbejdet, samtalerne, de gode, lette, de svære og personlige, grænser, der blev flyttet, nogle i små ryk og andre i smerte. Indsigter, som solen, der pludselig glider frem bag en sky, glædessuk og tårer. De var kommet tæt på hinanden og satte pris på hinandens forskelligheder. Så forskellige i både alder, køn og rejse, at de nok aldrig var stødt ind i hinanden, hvis det ikke havde været for uddannelsen og det tilfælde, at nogen havde sat dem i gruppe sammen.

Nu skal vi sige farvel, tænkte de og trak tiden ud. Det gjorde godt at sidde der i solen og lade lettelsen fylde sig. Drikke mere kaffe, vand og vide, at man havde gjort det. Hver især havde de høstet helt personlige erfaringer, som de ville tage med sig videre. En karakter er bare et tal. Men det, der ligger bag tallet, alt det, der først begynder at dæmre senere, hvor man pludselig opdager, at nye processer er i spil og er ved at modes, det tæller mere. Og varer meget længere.
Vi tager ud og sejler. Om en måned, når maj har fået fat i noget, der ligner sommer og vandet er lidt varmere. Så pakker vi en madkurv og sejler til Hven. Eller også sejler vi bare. Det blev den aftale, de skiltes med.

Og nu sidder hun her, kvinden som er mig, og lader morgenen fylde sig. Pakkerne studiebøgerne sammen og gør klar til aflevere dem på biblioteket. Kun et par stykker har jeg købt selv, for det er selvfølgelig sådan, at noget vækker større genklang og nysgerrighed end andet. Og hvad det er, for mit vedkommende, skal jeg lade være usagt her. Det, der betyder noget, lige nu, er, at jeg gjorde det. Tog en spændende diplomuddannelse, bestod og blev en erfaring rigere, der har fyldt mig og flyttet grænser. Jeg fik prøvet noget af, som jeg har puslet med og jeg gjorde det på min måde. Den eneste måde. For mig. Det gav pote!
Og som en yderligere gave, en helt unik en af slagne, fik jeg lov til at møde nogle skønne mennesker, som også er på rejse. Vi påvirkede hinanden og gav af os selv. Lærte. Anerkendte. Og udviklede os. Sætte gang i nye processer og glædede os over, når andre fik succes og personlige erkendelser. Det var en god tid. Nu er det en ny tid. Og det er forår!

søndag den 14. april 2013

Forårshøst



De sidste par dage har jeg levet kommunikationsteorier og pensum. For lige om lidt er der mundtlig eksamen som afslutning på det intensive mindfulness og kommunikationskursus, jeg har deltaget i. Ikke alene har det været intensive dage, men pensum er også derefter. Ja, faktisk har jeg her på falderebet erkendt, at jeg ikke kan nå at læse op på det hele. Noget i mig stritter imod. Tidligere ville jeg have kaldt dette ”noget” for eksamensangst og panik. Men det er jo bare ord, en måde at forstå det på, der sker med i mig i denne kontekst.  
 
For nu forstår jeg. Da jeg stod op denne morgen, tidlig som de første forårsfugle og kiggede ud i det tågede landskab, sukkede noget dybt i mig. En slags erkendelse. En subtil forståelse af, at den følelse af stress, der var ved at forføre mig og som fik mine tanker og følelser til at tumle, slet ikke er noget, der handler om mig. Det handler om, hvad der sker med mig i mødet med noget, der ikke giver mening. For mig og for det, der befinder sig i et slags dybere lag og som jeg efterhånden har forstået er den kloge del af mig.
Sandheden er, at jeg på ingen måde er angst for selve eksamenen. For hvad nu hvis vi kaldte det noget helt andet? Ville jeg da bedre kunne forstå, hvad det egentlig handler om? Hvad hvis vi kaldte eksamen for høst? Så giver det ligesom lidt mere mening, for om få dage skal jeg høste det, jeg har sået i de sidste mange uger. I plenum, grupper, øvelser, refleksion og pauser. Om få dage skal jeg med glæde i hjertet erkende, hvad det er, jeg tager med mig videre og jeg skal dele den erkendelse med underviser og censor. Vi skal have en god samtale om det, de sidste seks uger har gjort ved mig.
Kan du mærke forskellen? Nu begynder jeg pludselig at glæde mig til den høst. Tidspunktet på året, hvor man ruller i marken og høster det korn, man har sået og ventet på skulle vokse sig større. Modne. Blive klar til høst. Og det er et glædeligt tidspunkt. Det er de modne æbler på træet, man plukker først på efteråret, den særlige sansende fornemmelse af frugten i hånden, duften, det søde mod det syrlige.
Det eneste der virkelig betyder noget, er, hvordan jeg vælger at se på den situation, jeg går ind i. Hvilken bølge jeg vælger at surfe på. Det er min erkendelse. Det, der kan gøre en forskel, der gør en forskel, er hvad der sker, når pensum møder mig. Eller dig. Hvad tager du med dig videre på din vej, hvad har vakt genklang og glæde, hvad har du fået lyst til at se nærmere på, tænke mere over og vigtigst af alt, hvad har du fået lyst til at give videre?
Nu smiler jeg i al min træthed og falder tilbage til det mindfulde aspekt. Pausen. Roen. Stilheden. Den godgørende stilhed, der avler både nysgerrighed og venlighed. Stilheden, der slukker de tanker, der ikke hører nogen steder hjemme. Stilheden, som på sin tavse måde viser vej til det, der egentlig betyder noget.
Her i morgentågen indser jeg, at jeg må vælge et helt andet perspektiv end det, jeg tidligere gjorde, når jeg hørte ordet eksamen. For en stund var jeg igen faret vild på det spor, men nu stopper jeg op, går lidt tillbage og tager fat i den subtile tråd, der ligesom løber gennem det hele, laver rammer kun for at opløse dem igen, gør sig både sund og cirkulær, lineær og langsom. Jeg har lært at det eneste jeg kan gøre, er at gøre og sige det, der føles godt og rigtigt for mig. På min måde og med hjertet dér, hvor det hører til. Hvad modtageren opfatter, er jeg ikke hverken herre eller dame over.
Og med de ord vil jeg overlade dig til dagen. Du er i bedste hænder. Dine egne. Tag hånd om dig selv, for først da kan du virkelig hjælpe andre. Og husk på, at der kun er en ting, du kan og skal gøre her i livet. Du skal høste det, du har sået. Du skal tage ansvar for dine egne processer. Så plant gode frø og glæd dig til de grønne spirer, der senere bliver til smukke planter. Giv dig tid og tålmodighed, for alting har sin tid. Sin helt egen proces.
Og en dag kan du høste. Jeg skal høste om et par dage og så går jeg videre med en smuk buket af ny viden og inspiration til kommende skriverier. Blandt andet. Nye erkendelser. Nye frø at så.


fredag den 12. april 2013

Under vejret




Alle klager over vejret, siger vi og ryster på hovedet. Vejret er ikke til forhandling. Metrologerne prøver at forudsige det og vi sætter vores lid til, at de kan. Fortælle os, hvordan det bliver. Vejret. Men hvad nu hvis vejret slet ikke ved, hvordan det bliver? Hvad nu, hvis vejret bare er? Afhængig af så mange forhold, at vi mennesker slet ikke gør os begreb om det.
Jeg siger til mig selv, at vejr blot er vejr. Jeg beder mig selv om at acceptere det. Og det gør jeg. Men alligevel mærker jeg noget i krop og sjæl. Noget, der rusker og hiver i mig, som vinden, der får grene til at rasle og blade til af falde af. Når de altså har blade at tabe. Træerne. Og hvad med dem, de smukke træer, som står dér i al slags vejr og væbner sig med den smukkeste tålmodighed af alle? Hvordan ved vi, hvad de føler? Vi læner os op af deres tykke stammer og finder ro i det faktum, at træerne har stået der gennem mange storme og utallige årstider. Vi finder trøst i at vide, at det altid bliver forår igen og at der vil komme knopper, blade og alting igen vil blomstre. Igen. Vi varmer os ved tanken, sætter os og alligevel fryser vi.

På engelsk findes der et udtryk, som jeg har taget til mig. ”Under the weather”. Og jeg savner det udtryk på dansk, for så ville jeg bruge det i langt større udstrækning. Og lad mig straks dementere, at udtrykket skulle bruges som en slags klagesang eller en undskyldning for at have det småskidt og være i underligt humør. Det er ikke sådan, det er. Set fra min lille udkigspost i mit landskab. Det er blot en måde at beskrive det, der sker i mig, når årstiderne skifter. Når højtryk og lavtryk skifter plads, mødes, når vinde blæser op og når regnen ruller med torden over himlen og gør noget ved naturen. Og ved mig. For jeg er ikke en uafhængig størrelse, der kan undsige sig at være påvirket af vind og vejr. Jeg har prøvet, men det fungerede ikke. Det giver langt mere mening at vide, at jeg er en del af noget større og at vejrforhold, overgange og tilsyneladende tomrum også påvirker mig.

Jeg har talt med et træ. Og nu rabler det for hende, siger du måske og ryster på hovedet, mens du er ved at få morgenkrydderen galt i halsen. Men det er sandt. Jeg har lyttet og spurgt og jeg har søgt svaret i stilheden og i skovens ro. Jeg har vandret ad stier med frost og sne, jeg har trådt i vandpytter og jeg har hørt grene knække under mine skosåler og mærket fornemmelsen af fugtig muld. Og jeg har forsigtigt lagt min kind mod barken af et træ og mærket den ru overflade. I samme sekund blev jeg opfyldt af ro. Træet lagde uden tøven sine usynlige arme omkring og tog mig i sin favn. Vi smeltede sammen. Træet, skoven og jeg. Og det gav en fin følelse af samhørighed at stå der og bare være. En del af noget større. Træet. Skoven. Himlen over trækroerne, skyerne, der svævede forbi, fuglenes fløjten og den overdøvende stilhed af den pureste ingenting. For midt i ingenting findes alting. Og midt i skoven stod jeg. Ikke alene, ikke uafhængig, ikke et individ, der hverken er påvirket af vind, vejr eller den smukke natur. Tværtimod. Jeg er en del af noget andet. Noget større. Heldigvis.
’Jeg er under vejret’, sagde træet og jeg nikkede. Vi frøs ikke længere, for vi varmede hinanden. Men det var koldt. Fugtigt. ’Jeg er også under vejret’, sagde jeg og træet brummede på sin knagende måde.
’Selvfølgelig er du det, min ven. Vi er alle sammen under vejret. Over vejret. Og med vejret.’

onsdag den 10. april 2013

Tør vi?



Det er intensive dage. Dage fyldt med læring, refleksion, nye menneskemøder, gode samtaler og vigtige pointer. Subtile undertoner af noget langt større, som om jeg pludselig opdager, at jeg er en del af en anden slags dagsorden og at hvert eneste skridt gælder. En god erkendelse, tænker jeg, mens jeg drikker af den nylavede kaffe.
Jeg har fået meget inspiration og sået mange frø. Nu ligger de der i endnu frosne jord og vokser sig større. Stærkere. Og når tid er, kommer de frem. Grønne spirer fra det, der skulle blive til noget mere. Noget, som sker, når læring og teori møder den enkelte person og det, vedkommende har med sig. En helt unik konstellation som kan anvendes på nøjagtigt den måde, man ønsker. Og jeg, sagde hunden, har jo sandsynligvis til hensigt at skrive om det. Gøre noget med det og forme det i ord. Når tid er.

I dag summer jeg lidt og gør klar til den mundtlige eksamen i næste uge, det allersidste på denne uddannelse. Jeg skulle hilse og sige, at den skriftlige del gik rigtig godt. Tusind tak for alle jeres gode hilsener og opmuntringer både her og der. Jeg er så tilfreds, som jeg kan blive. Men mest af alt er jeg taknemmelig for alt det, de sidste seks ugers intensive læring har sat gang i. Indeni mig. Jeg nyder de tanker, der ligeså stille kommer op fra dybet som fisk. Fisk, der lige skal op og vende i lyset under overfladen. Nysgerrige. For jeg er blevet nysgerrig og mest af alt er jeg blevet nysgerrig på mig selv. Hvad kan jeg gøre med al den fine teori og de indsigter, jeg er blevet indviet i? Hvordan kan jeg gøre en forskel, der gør en forskel?
Tænker du nogensinde på det? Hvordan kan jeg gøre en god forskel?

Hvis jeg spørger vinden, træerne og de fine måneder, der gæster mit hus, så svarer de samstemmigt at der kun findes en måde at gøre en virkelig god og glædelig forskel på. Og det er at være den, man er. Og det er jo noget, de fleste af os går rundt og siger og inderst inde tror på, men tør vi? Tør vi være dem, vi er og gå vejen? Hele vejen? Tør vi stå inde for det, vi mærker er sandt og rigtigt for os, selvom andre siger noget andet?

Tør vi udfordre os selv og stille spørgsmålstegn ved alt det, vi gik og troede på? Tør vi bryde mure ned, for at se hvad der befinder sig på den anden side, tør vi mærke smerte og på samme sted finde glæden, tør vi gå ind og ud igen, bygge op og være en del af noget større? På vores måde?
Tør jeg? Tør du? Tør vi?

lørdag den 6. april 2013

Er det muligt?





Kan man tage det roligt og gøre det langsomt, når man tilsyneladende har rigtig travlt?
Kan man nå det alligevel og måske endda gøre det endnu bedre,
hvis man gør det i et sindigt tempo og fra en platform af nærvær?
 
Jeg lader det komme an på en prøve. Hele weekenden!
 

God langsom weekend til dig! :)

tirsdag den 2. april 2013

Vilde kaniner, kaffe og yoga




'Det er en fin morgen', siger April og ser ud af vinduet. Jeg nikker. Den er skam fin. Solen er stået op i frostklar sprødhed og nogen har malet himlen blå. Det er en smuk farve, lovende, som om den bærer på en fin forårshemmelighed. Den vil ikke helt afsløre, hvad det er, endnu, men man kan se den smile. Ja, det bilder jeg mig ind, mens jeg sidder her ved skrivebordet. Et kort indlæg, siger jeg en smule strengt til April, hun ved godt, at jeg skal læse. Ingen afvigelser fra læseplanen inden eksamen om to uger. Jeg har fokus. Jeg vil gerne fange den kanin og det er som bekendt sådan, at hvis man jager flere kaniner på samme tid, fanger man ingen.
Hun smiler. ’Og hvad ville du stille op med den, den vilde kanin, hvis du fangede den’?

’En metafor, kære April’. Hun ler, kender alt til gode metaforer og har selv en stak i ærmet. Jeg kan mærke, at hun er klar til en rask lille ordleg, men jeg ryster på hovedet. Jeg lader mig ikke fange. Jeg er ingen kanin, jeg er student med en tidsplan og meget, jeg skal lære. Og jeg lærer jo noget hele tiden, hver dag, også selvom jeg ikke har pensum og en eksamen hængende over hovedet. Mest af alt lærer jeg noget om mig selv. Og jeg indser, hvor meget jeg er nødt til at lære om igen, hvis jeg skal leve det liv, jeg ønsker mig fremover. Det er i grunden sådan, at det meste er en slags feng-shui. Jeg rydder ud, smider væk, kasserer alt det, jeg ikke længere kan bruge. Det er som at rydde op i sin garderobe. Noget må væk. Der skal luft og lys ind.
’Måske kan nogle andre bruge dine aflagte vaner og tankemønstre? April danser lidt på stedet, så bukker hun sig yndefuldt og bevægelserne går over i noget, der minder om yoga. Det er yoga! Og hun er smidig, hold da helt op, det ser flot ud. Imponerende. Jeg får lyst til at være med og minder mig selv om, at det også er noget, jeg gerne vil lære. Yoga. Men det bliver altså ikke lige nu!

Jeg sukker. Der er så meget, jeg endnu har at lære. Jeg glæder mig. Også til bare at være. Lære at være. Det er en af de vigtigste lektioner, tror jeg og noget jeg konstant skal øve mig på. Det gode nu, hvor alting sker. Platformen fra hvilken man kan tage det næste skridt. Nuet. Det eneste sted, hvor man kan gøre noget. Forandre noget. Eller lade noget forandre sig. Et skridt af gangen. Fokus. Hvilket minder mig om læseplanen…
'Jeg laver os en kop kaffe', siger hun, April og ser muntert på mig. 'Jeg vil ikke være skyld i, at du afviger fra din gode plan.' Hun laver en piruette og går ud af døren, danser ned af trappen, rumsterer i køkkenet med kopper og kaffe og jeg glæder mig til at få en kop serveret. Kaffe med varm mælk. Mælkeskum med et nyt motiv. Aldrig helt det samme, altid noget nyt og anderledes, ligesom de øjeblikke, der opstår og hvor man kan lade sig føre af energi og bevægelse. Følge med. Flow.

Men nu er det nu! Lektielæsning. Ha’ en dejlig aprildag og nyd det fine forårsvejr.

mandag den 1. april 2013

Velkommen




Vi tager en kop kaffe ved køkkenbordet og spiser de sidste chokoladeæg. Påsken er ved at være forbi. Og et snert af det vemod, jeg altid føler, når en højtid eller ferie er forbi, kigger forbi og sætter sig til rette. Jeg trækker på skuldrene. Du kom for sent, vemod. For jeg har allerede været i gang med mine gøremål i dag efter hyggelige påskedage med familien. Læseplan for resten af ugen. Læsning af pensum. Jeg startede forholdsvist blidt op, for det synes jeg man skal.
Vemodet bliver hængende lidt. Jeg lader det være. Accepterer, at det er der og pludselig gør det ikke så meget postyr af sig. Jeg tænker på de kommende ugers intensive læsning inden eksamen og turene til København. Og på, at det vil være rigtigt forår, når jeg slutter kurset midt i april.

’Det er faktisk forår nu!’. Jeg hører en kvidrende stemme og så får jeg øje på hende. Hun står der i døren til gæsteværelset med flagrende hår, lufter ud, dufter af frisk luft og jasmin. April! Og her har jeg været så opdaget af familiehygge og pensumlæsning, at jeg slet ikke har bemærket, at hun er ankommet. I nattens mulm og mørke byttede hun plads med Marts, som jeg i øvrigt ikke fik taget ordentlig afsked med, men det er vi efterhånden så vant til. Hun lagde et lille brev. Skrev sit navn med prikker. Og det stak slet ikke, det gjorde godt at læse, at hun har haft et dejligt ophold. Farvel min ven, vi ses til næste år.
April kommer mig i møde på gangen og vi omfavner hinanden. Det er godt at se hende igen. Velkendt og alligevel forandret. Vi smiler, kan slet ikke lade være. Hendes smil er drilsk og fuld af spilopper og jeg husker, at hun kan noget med at drive gæk. Hun holder af det muntre liv. Gjort af det festligt forår og klædt i lysegrønne gevandter, er hun klar til at udfolde sig. ’Du skal føre mig op til eksamen’, siger jeg og hun nikker bare. ’Naturligvis! Og jeg skal føre dig ind i forårets gange gjort af lette løfter og lysere tider. Tidspunktet, hvor spirer kigger op af jorden. Snart vil du se, hvad du plantede i vintermørket.'

En ny måned fuld af nye dage spækket med øjeblikke. Vi skal øve os på at være i nuet, vi skal skabe og genskabe. Og ja, så skal vi altså også lige til eksamen!
Jeg skulle hilse fra April og sige velkommen. Træd ind i hendes univers, en ny måned med masser af dage til at gøre det, du bedst kan lide. Husk at fylde dem med glæde. Dagene. Drømmene. Foråret er på vej. Med raske skridt kommer det spænende i horisonten. Lidt sent ganske vist, men bedre sent end aldrig.