søndag den 31. marts 2013

Burder og fuglesang





Energien kom tilbage med morgenlyset. En time tidligere eftersom uret var stillet frem. En leg med tid og rytme. En cyklus, der brydes, stoppes, ændres.
Men jeg stod op og nød det lys, der flød fra himlen og strømmede ind gennem vinduerne. Alt for tidligt, registrerede jeg og var ligeglad med den tanke. For noget er sket. Vi er gået over til sommertid. Og helt i tråd med den ide har vejret besluttet sig at lege med. Foråret tager mod til sig og viser sit ansigt.

Egentlig er jeg træt uden at være det. De burder, jeg havde hængende over mit vintertrætte hoved, er forsvundet med morgenrødmen. Og dagen er i fuld gang, den har jo sprunget en time over og forspringet er uopnåeligt. Jeg har dog tænkt mig at gøre et forsøg lidt senere, løbe en lille tur, se om jeg vinde noget af det tabte tilbage.

Burder? Ja, det er et nyt ord, jeg har lært. Et norsk ord, der efter sigende er opstået, fordi der var behov for et substantiv til verbet 'burde'. Har du nogen burder i påsken? Eller er det muligt simpelthen at skylle dem ud med badevandet og bare være, glæde sig over dagen og lyset, foråret, der endelig ser ud til at turde stå på egne ben og livet, der er nu? Jeg nikker. Ingen burder. Jeg ønsker ikke længere at være en burdeslave. Og se, det var endnu et nyt ord til samlingen. En samling af nye nyttige ord.

Mens jeg sidder her og lader være, strømmer formiddagslyset ind af vinduet og fuglene synger. Jeg lytter intenst og kan mærke, hvad sangen handler om. Det er forår nu, synger de. Fuglene. De tager aldrig fejl. Bare følg naturens rytme og du farer ikke vild. Tag et skridt, stands op, løft hovedet, sænk skuldrene, træk vejret dyb og lyt. De øver sig, men det er nogenlunde sådan, det lyder.

Bevægelse, pause, skuldersænk, vejrtrækning, dybt og lyt, lyt lyt. Vi har ingen burder, pyt pyt pyt.

God påske! Jeg skal ud og løbe en lille tur og så skal vi til påskehyggemiddag hos svigerfamilien! ;)

fredag den 29. marts 2013

En hemmelig dør


 
Jeg har fundet et sted. Jeg har opdaget et sted i mig, hvor der er godt at være. Jeg er gået igennem en slags usynlig mur af forsstyrrende støj og er trådt ind i et rum af varme og stilhed.
Vil du dele det rum? spørger du mig og kommer nysgerrigt nærmere. 'Må jeg træde i rummet sammen med dig og mærke noget af den varme, der gør dig så godt? Kan jeg sidde dér, stille ved siden af dig, og få del i det rum? For jeg mærker, at jeg savner det. I samme sekund du fortæller om det, mærker jeg et velkendt stik af længsel. Et sjælesuk som den dybeste bjergkløft.'

Jeg nikker, jeg smiler, jeg vil hellere end gerne dele. For findes der noget skønnere end at delagtige andre i de gaver, man pludselig får i livet? Findes der noget mere sultstillende, end at brække bidder af det brød, man nyder? Dele. Duften, smagen, fornemmelsen af gode krummer, synke, smile og glæde sig til næste bid. Dele.
Jeg ser på dig. Dine øjne møder mine, dit blik er intenst, jeg kan mærke, hvor meget du ønsker dig dette. Og jeg ville ønske, at jeg kunne invitere dig indenfor og at du kunne sidde midt i dér, hvor jeg sidder og mærke nøjagtigt det samme. Roen. Stilheden, der kommer sejlende, et smukt skib i tankenatten, en hånd, der rækkes ud og hjælper mig om bord.

Tilliden er min rebstige, troen er mit anker, stilheden min belønning.

'Det kan jeg ikke, udbryder jeg og hører fortvivlelsen i min egen stemme. For ser du, det er jo ligesom inde i mig. Eller. Jeg ved det faktisk ikke, men jeg går ind i mig selv. Lukker øjnene. Med årvågenhed registrerer jeg de tanker og følelser, som vibrerer og som gør alt for at få min opmærksomhed. Og de er garvede, de kan det og ved hvordan, for de har gjort det utallige gange før, gennem hele livet, indtil nu. Og på nuværende tidspunkt er de lidt desperate, for deres forførende kalden har ikke længere samme virkning. Eller værdi. Noget større og langt mere godgørende trækker i en anden retning. Selvom’ trække’ slet ikke er det rigtige ord. For stilheden trækker ikke. Den omgiver. Den kæler og forkæler. Med ingenting. Med mindfulness går jeg tilbage i rummet. Tilbage til stilheden. Og midt i det ingenting findes alting. I mig.
Og hvad med mig, spørger du, hvis du ikke kan dele det rum, hvor skal jeg så gå hen? Og kan vi så være sammen, når du har fundet et sted i dig, hvor der er så godt at være? Jeg nikker bare. Det er gode spørgsmål og de fortjener et svar. Men jeg kan ikke give dig dit svar. Forstår du nu? Jeg kan kun vise dig, hvor godt der er i mit rum og så må du finde dit eget. Når du mærker genklangen af de ord, der opstår fra det sted i mig, når du ser det smil, der roligt breder sig på mine læber, når du forstår, at et sted dér i dig findes helt dit eget rum. Ja, så kan vi dele. Så kan vi være der sammen. Sammen i hvert vores rum. Forbundne. I stilhed.

Og måske opdager vi, at vores rum er forbundne? At der findes endnu en hemmelig dør, som vi kan åbne og lade stå åben? Måske forstår vi, at vi kan sige langt mere til hinanden gennem den stilhed, der ikke forstyrres af tanker og følelser på flugt. Når vi hviler. I stilhed og grundlæggende godhed.
En hemmelig dør?

torsdag den 28. marts 2013

Honning i himlen


 
Fuglene synger. Og kaffen er varm, meget varm, for mælken brændte på, mens jeg var opslugt af at kigge på billeder. Morgenen glider stille fra øjeblik til øjeblik og jeg glemmer mig selv og alt det, jeg har planlagt. Læsning af pensum til eksamen for eksempel. Men noget større i mig vågner, en lyst til bare at være og lege lidt. Og det er på tide! Marts stikker hovedet ind og læser mine tanker, lyser op i et bredt smil, hun er med på den værste. ’Åh ja, skal vi ikke bare lege lidt’, siger hun og trækker vejret dybt med ansigtet mod det spæde sollys fra vinduet, ’det gør vi alt for sjældent!’
’Hvad er der sket for jer mennesker’, fortsætter hun og taler sig lige så varm som den mælk, der nu bor i min kaffe, ’hvornår gik I hen og blev så alvorlige? Jeg tænker tit på det, også mens jeg rejser gennem året og kaster stjålne blikke på jer gennem andre måneders øjne. I virkede tyngede. Fuld af livets byrder, som I slæber med jer fra dag til dag, gennem måneder og år. I lader alvoren præge jeres gang, mens I drømmer hemmelige drømme om engang. Engang, når I bliver rige eller bare mere løsslupne. Og der var engang’ fortsætter hun, ’hvor I var børn og bare levede fra øjeblik til øjeblik. Lod jer fortrylle af livets små mysterier, de evige mirakler i alt omkring jer. I tog på eventyr og I legede. Men legen handlede sjældent om at drømme jer væk, nej, I var til stede i og med alt, I foretog jer. Hjerteligt forbundne med livets rytme, mens legelysten boblede i jer. Dengang var det om at tiden stod stille. Den fandtes ikke. Ikke før nogen forærede jer et armbåndsur eller et vækkeur med et forsonende billede af Mickey Mouse. Så faldt tiøren. Livets alvor. Og langsomt mistede I lysten til at lege’.

’Av for pokker, svarer jeg og drikker kaffe, ’er det virkelig så slemt fat?’ Og i spørgsmålet svæver svaret som en smuk kongeørn, der kredser på himlen over mig. Jeg kan mærke et suk få tag i mig, jeg udstøder det med maner. Så nikker jeg bare, hun har ret, Marts, vi har glemt den gode leg. Det sker, at vi giver os selv lov til at gøre det, lege, men kun i korte frekvenser. Så får vi øje på os selv, selvbevidsthedens ulidelighed, og så ler vi på en lidt fjollet måde, mens vi skjuler latteren i vores hænder. Tager os sammen. Bliver voksne igen med alt det, det indebærer. Kun de rødmende kinder afslører vores momentane løssluppenhed, men så kan man altid skynde sig ud på toilettet, for en god rørstrømsk latter giver tissetrang, det ved alle.

Sandheden er, at jeg har lyst til at lege i dag. Og jeg har lyst til at gøre det meget mere i mit liv fremover. Jeg vil lege med ord. Lys. Farver. Jeg vil lege med dagen og livet og alt det, der danser. Rytmen og subtile undertoner, alt det, der bare venter på at blive opdaget. Genopdaget. Jeg har lyst til at erobre det eventyr, jeg kendte til, da jeg var barn, inden livets alvor lagde sin klamme hånd på min arm og med dyb stemme fortalte mig, at det nu var på tide at blive voksen.
Sandheden er, at jeg faktisk overhovedet ikke gider læse pensum. Jeg har lyst til at skulke. Som en skolepige, der smider uniformen og forsvinder ud af bagdøren for at ligge midt på en lysegrøn forårsegn og lytte til fuglesang og mærke livet som et blødt silketæppe under sig. Jorden. Fugtigheden. Spirerne. Lyset, der kigger ud mellem træerne og skaber skyggedans. Et muldvarpeskud og en blomst, hvis duft når min næse. En bi, der tiltrækkes af samme duft. Honning i himlen.

Honning i himlen. Vidste du det? At der er honning i himlen. Jeg gjorde ikke, men det ved jeg nu. Det opstod nemlig, mens jeg legede. Med ord. Og glæde. Da jeg huskede, hvad der er værd at huske. Legen. Livet. Glæden.

Ha' en god og glædelig legende Påske! :)
Det fine billede er malet af Gitte Barlev. Besøg hendes galleri her. Hun laver skøn og glad kunst!

onsdag den 27. marts 2013

Glæden ved ingenting




Jeg har tændt et lys og kaffen er varm. I dag er solen ikke at se, skyerne sejler over himlen og alt det blå, der gjorde stads af sig i går, er forsvundet.
Energien kom med solen, jeg gik eftermiddagstur i skoven, hunden i snor, glæden på klem. Skridt i sne, det er den sidste, det ved jeg bare, jeg gentog ordene som et slags mantra og spejdede efter tegn på liv dér blandt træerne. Lyset var skarpt, som det kan være i marts, banede sig vej gennem træernes kroner. Der var skyggedans på skovstien foran os, fjerlette skygger uden lyd, skabt af træernes mægtige tilstedeværelse og det fine mønster fra deres grene. Hunden var kåd. Forårskåd, skyndte jeg mig at forkynde og jeg nikkede tilfreds med den tanke. Den er god nok! Det er forår. Det er den sidste sne, de sidste dynger. Og de smelter nu, jeg kunne høre vandet dryppe, en dråbe af gangen, en slags sang uden ord. Dryp. Drip. Drap. Dryp.

Og så pludselig dukker en morgen op som denne. Lyset er dæmpet, igen, skyerne har taget magten. Det er som om vi er blevet transporteret ind i en lomme, et slags venteværelse. Bedst som turen gik i rask fart mod den tilsyneladende destination, blev farten sagtnet og toget gik i stå. Midt i en tunnel. Og det kender du sikkert fra egne ture med toge, både de virkelige, der koster penge og som flytter os fysisk og så dem, der opstår, når vi har brug for at rejse i sjæleligt anliggende. Den indre rejse, som nogen også kalder det. Og der er mange ligheder mellem den ydre og den indre rejse. Venteværelser for eksempel. Tidspunkter, hvor toget går i stå og holder et sted, hvor udsynet er temmelig sløret.

'En udsøgt mulighed for at praktisere mindfulness', proklamerer Marts. Ja, hun er her skam også, hun kom jo med kaffen, er efterhånden blevet ret god til at lave den lige tilpas. Varmer mælken med kærlighed og gode tanker. Duften, dejligheden, danser op af trappen med to kopper, balancerer, er ved at snuble, smiler, ler højt og det smitter. Jeg tager imod min kop som var den en sjælden rubin. Holder den forsigtigt i hånden og lader duften glide ind i næseborene, trækker vejret dybt, den skal nydes, forsigtigt, intet hastværk.

Hun har ret. Det har hun tit. De er kloge, månederne, jeg siger det bare, jeg lærer utrolig meget af dem. Måske tror jeg, at jeg ved bedst, men bedst som jeg tror det, indser jeg, at det ikke er sandt.
Der findes en sandhed, som bor i hvert eneste øjeblik. En stilhed, der rummer al lyd. Et øjebliks tavshed, et suk af uendelighed, en slurk og en glæde. Ved ingenting. En tanke, der opløses og man indser, at den var, hvad den var. En tanke. De kommer og går, de tanker. Som skyer på himlen. Som fugle i træer. Og de flyver igen. Bøh, siger jeg bare og så letter de. Ler lidt, mens de pulveriseres og bliver til noget andet.

Et øjeblik. En kop kaffe. En morgen. Nu.

tirsdag den 26. marts 2013

Kaffe og anerkendelse




Hun nynner. Traller. Marts. Kommer ind i arbejdsrummet med kaffe i hænderne, to kopper, en til hver. Duften rammer mig som en forårssang. Og lyset bidrager til den illusion, som årstiden taget i betragtning slet ikke bare burde være noget, vi bare drømte om. For det er nu. Selvom der stadig ligger sne og kulden bider i kinder og krop, så er det faktisk ved at være. Tid.
Står man i en lækrog, kan man mærke den. Varmen. Solen har vokset sig stærkere, dens stråler kan noget og jeg suger dem til mig. Om ikke andet så mentalt. Og man kan jo også sætte sig i de solstråler, der kastes gennem vinduet og lade som om. Som om man sad på en spansk ø med udsigt til middelhavet, hvidvin i glasset, de lune solstråler dansende på havets overflade, et slags spil med lys og vand og en varme, der breder sig i krop og sjæl. 'Men hvad er der galt med en fin stue et sted på Sjælland', spørger Marts, for det er jo her, vi befinder os og jeg nikker, hun har ret. Det første forår kigger forbi, usikker på sig selv, det skal lige træde i karakter. Måske har det lampefeber. Jeg mener, det sker jo for selv den bedste, når vi pludselig skal på og være dem, vi er kommet for at blive, så kan man da godt blive en smule nervøs. Man vil jo så gerne gøre det godt nok!

’Godt nok”, siger Marts og slubrer kaffe, mens hun sætter sig til rette på meditationspuden, ’selvfølgelig er det godt nok! Det fås ikke bedre, når man giver den som sig selv. Med hud, hår, hjerte og sjæl. Så er der intet at frygte! Det eneste, man kan blive i tvivl om er andres mening og den kan man alligevel ikke bruge til så meget’.
’Men det er dejligt med anerkendelse’, svarer jeg. ’Det er som solstrålerne. Måske tænker vi, at vi kan undvære dem og vi går tapre gennem vinteren med is, sne og kulde, dage med skyer så tætte, at man aldrig tror de træder til side igen. Vi bilder os ind, at vi har fuldstændig styr på det hele, vi har vinteren i vores hule hånd, vi har vænnet os til mørke, vi er ikke længere blinde og vi tager modige styrtdyk ind i sjælens mørke kamre. Finder tilbage og erkender. Accepter. Der var engang, men den er faktisk fortid. Vi kysser blidt de steder, hvor det gjorde ondt og vi lader sår blive til ar. Men pludselig en dag. Så ender vejen blindt. Mørket er blevet for tæt. For vedvarende. Og så mærker vi den, længslen efter lyset, kærligheden til den sol og den varme, der gør os så godt.

’Og der er du kommet til nu!’ Marts nikker anerkendende. Og jeg mærker, at hun har lyttet, det gør godt, hendes blik har hvilet på mit og det gør det stadig, nu hvor der opstår en lille pause, en slags oase, hvor vi kan sukke dybt. Vi sidder overfor hinanden og ordene forstummer. Så nikker hun, jeg smiler, vi siger noget ordløst og rækker ud efter hinandens hænder. Anerkendelse. Vi ser hinanden. Du er dig og jeg er mig. Vi er gode nok, som vi er. Helt perfekte. Jeg, en kvinde i sin bedste alder, og lad mig skynde at sige, at den bedste alder skifter alt efter, hvor langt jeg er kommet. Kender du det? Hvis ikke, skulle du prøve det.

Og Marts? Hun er stolt af at være årets tredje måned og den måned, hvor der sker noget. En slags overgang. Ja, det er hun, nogle gange det ene og andre gange det andet. En god blanding af begge dele, vinter og forår, lys og mørke. Og hun har ikke en finger med i spillet, hvad vejret angår, det lader hun vejrguderne om. Hun er bare. Sig selv. Og det elsker jeg hende for.
I dag skal vi være lidt praktiske, Marts og jeg. Det har noget med vejen videre at gøre, min vej, for Marts har fuldstændig styr på sin. Min bliver til, mens jeg går, men derfor kan man godt hjælpe den lidt på vej. De små skridt gælder. Og det samme gør anerkendelse og kærlige solstråler gennem vinduet en forårsdag. Noget vågner. Lige så stille.

mandag den 25. marts 2013

Viljen i hjertet


Den første del af kurset er overstået. Tiden er fløjet af sted. I sidste uge skrev jeg eksamens essay, som blev afleveret fredag morgen. Det slugte hver en ledig stund og al energi. Men da fredagen oprandt og jeg tog toget til København, var jeg både lettet og glad. Det må briste eller bære, tænkte jeg, for jeg er tilfreds. Jeg landede det, som jeg bedst kunne. Og det var i grunden en både underlig og vidunderlig oplevelse, for selv når jeg lavede eksamensopgave kunne jeg ikke længere gå på kompromis med hjertevejen. Jeg var nødt til at forholde mig hjertelig til indhold og tone.  Og sådan kan det gå, når man for alvor begynder at mærke efter. Så lærer man hver eneste fiber i kroppen at kende og man ved, når noget ikke er ”godt nok”. Godt nok i forhold til at spørge sjæl og hjerte. I det øjeblik erkendte jeg, at jeg er kommet langt. ’Spændende!’ siger Marts og smiler skælmsk, jo hun er her skam endnu, selvom jeg har ikke gjort stor stads ud af hende.
Rejsen er målet. Hvert eneste øjeblik, sekund, minut, time. Lige nu er det godt bare at sidde her med kaffe og lyset, der rejser mod formiddag. Beslutte sig for, at der ikke skal læses til eksamen i dag, men derimod, at jeg trænger til en god pause og til andre slags ord end dem, der står i pensum. Både mine egne og de bøger, jeg læser og studerer på egen hånd. Samtidig vil jeg mindes min drøm og gøre mig klart, hvilke skridt, der bliver mine næste. De små delmål er vigtige, hvert eneste skridt gælder. Hvad er det mindste, jeg kan gøre i dag for at gå i retning af drømmen? Drømmen, som ændrer sig lidt hen af vejen, men som i det store og hele består. Vokser sig stærkere gennem medgang og modgang, bliver testet og forvandlet, så den bedre passer ind i det, der pludselig viser sig.

Men jeg bærer den i en halskæde om halsen. Min drøm. En lille amulet af lykkelig viden om, at drømme bliver til virkelighed og at man skal være, før man kan blive. Gå vejen og blive ét med den. Smelte sammen og tage ansvar for de små valg, der gør, at man er fokuseret. Og ind i mellem skal man huske at leve. Trække vejret dybt og mærke, hvor godt det gør, at være i nuet. Det er en slags balance, en dans. Nyde, leve, øjeblikke, drømme, mærke, vide, tro. Marts smiler. Fuld af fortrøstning, det er hun. Også hvad foråret angår, selvom det lader vente på sig.

’Se, solen skinner da’, siger hun og jeg nikker, for det gør den, solen. Og noget i mig skinner også. Noget, der er større og stærkere, end jeg turde tro for bare kort tid siden. Det viser sig pludselig som en spire. Op gennem frossen jord og asfalt. Ukuelig. For det bliver altid forår.

Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet og allierer sig med sit formål. Et skridt af gangen.

torsdag den 21. marts 2013

Verdens Poesidag og min muse.



Det er Verdens Poesidag i dag. Og det synes jeg jo, vi skal fejre. Men jeg har været så optaget af at skrive essay, at jeg ikke har haft lejlighed til at selv dryppe poesi.
Jeg kiggede i stedet for i min helt personlige poesibog og fandt dette lille digt om min muse, som jeg skrev engang i sommer. Glædelig Poesidag!
 
Min muse, der var du
Forsvundet i en sky
Jeg så dig sejle stolt af sted
På himlen i min by.
Jeg strækker mig på tå i håbet
Om at du vil øse
Og regne ned med glade ord
Når regnen nu vil pøse.


Min muse, der var du
Jeg fandt dig i mig selv
Du boede i mit hjerte
Men det troede jeg ikke vel.
Jeg troede jeg skulle møde dig
På en slags magisk plads
Eller i et flot og overdådigt
museligt palads.
 Min muse, der er du.
En brise blæser op.
Du hvisker i mit øre.
Du kærtegner min krop.
Jeg lytter, jeg fanger
De ord, der banker på.
Jeg kigger op, forbavset, ser,
at himlen nu er blå.
- Megan -
 
Billedet er malet af den inspirerende Jessie Lilac.
 

onsdag den 20. marts 2013

Vrøvl, der gør godt. Måske.


Måske skulle jeg bare forlade kontoret og glide ned af trappen, ind i stuen og sætte mig i sofaen. For i det øjeblik overgiver jeg mig, så orker jeg ikke mere i dag. Og måske skulle jeg smutte forbi køkkenet på vejen og sætte vand over til te. Te i en stor kop, dampende varm og med en duft, der intensiveres efterhånden som teen trækker.
Måske skulle jeg smide håndklædet i ringen og overgive mig til den forkølelse, der har holdt mig i skak hele ugen. Erkende, at jeg er løbet tør for D-vitamin og give efter.

Men noget holder mig på sporet. Der er noget større i mig lige nu, som trækker mig og holder mig til ilden. Den ild, der gør, at jeg ikke fryser, selvom snestormen raser og vinteren gør sig lang i begge ender. Trækker i langdrag og flirter med både sne og slud og hvad ved jeg. Måske er de forelskede? Og måske har de lavet en aftale med foråret, som er blevet forsinket på vejen hertil? De skal trække tiden ud og holde skansen, til hun pludselig bryder igennem skydækket, flankeret af sol og vårglade musvitter. Hun? Ja, for foråret må da være en skønjomfru i lysegrønne gevandter!
Måske. Det, der må ske, må ske. Det er i øvrigt forårsjævndøgn, har du set det. Kalenderen siger forår, udsigten fra mit vindue siger noget andet. Men når mørket sænker sig og aftenen kommer, så betyder det i grunden ikke så meget. Og jeg er vældig god til små hvide løgne og røverhistorier!

Måske, måske
fortjener jeg min te …
Se det var noget værre vrøvl, men det gjorde godt! Du skulle prøve det! ;)

Det fine billede er lavet af Bjørg Thorhallsdottir. Klem!

mandag den 18. marts 2013

Vejen din egen


 
Hvert et skridt gælder.
Hvert en tanke tæller.
Vejen bliver til, mens du går.
Og til tider kan du høste, mens du sår.
For du kender ikke vejen, før du gør den til din egen.
Tager ansvar for dine skridt.
Maler drømmen med farvekridt.
Mærker glæden, finder vejen.
Når du gør den til din egen.
- Megan -

søndag den 17. marts 2013

Brøndvand og rejser


 
Vi sætter konteksten for en god søndag, Marts og jeg. Laver kaffe og varmer mælk. Tænder duftlyset på chatollet og sætter os godt til rette. Udenfor hyler vinden og noget i luften varsler mere vinter. Snestorm. Ikke just det, vi har brug for på dette tidspunkt af året, vel? Jeg ser på Marts, som ser på mig. Vores blikke mødes og vi ryster på hovederne. Men vejret er vi hverken herrer eller damer over. Det bedste, vi kan gøre for os selv, er at acceptere tingenes tilstand. Først fra den position kan vi begynde at forandre. Os selv. Ikke vejret.
Men det var et sidespring og det er faktisk med vilje. For det er jo ikke en hvilken som helst søndag, hvor jeg kan drive omkring på må og få og forundres over livets mysterium og alle de vidunderlige mirakler, der udfolder sig for mine øjne. Jeg har brug for et helt specielt mirakel i dag. Et gennembrud! Jeg skal skrive mit essay og der er ingen vej udenom. Den slags betaler sig aldrig. Man må gå igennem. Bare gøre det. Og jeg gjorde det skam også i går, i timevis sled jeg med at finde den berømte røde tråd, der i dagens anledning havde besluttet sig for at være grøn og derfor så jeg den ikke. Før til sidst. Lige inden jeg holdt fyraften og med et kæmpe sjælesuk måtte konstatere, at jeg faktisk ikke var kommet så meget længere.  

Jeg satte mig i meditation. Noget jeg efterhånden praktiserer dagligt og som jeg varmt kan anbefale.
Efterfølgende kom den sammen med roen. Løsningen. Hvordan jeg skulle gribe mit essay an og hvad jeg skal skrive om. Jeg smilede og styrtede op af trappen igen, ind på kontoret og frem med dokumentet. Så nedfældede jeg det, der var kommet til mig. Nu lød sukket helt anderledes. En slags forløsning; som at finde en ledetråd forklædt som nål i en høstak. Og det er mit udgangspunkt i dag. Nu har jeg en ide. Nu skal den blot udfolde sig som en blomst på en varm sommerdag. Og det gøres kun på en måde.

Sidespring med vilje, spørger du måske, hvad mente du med det? Jo ser du. Det kan være en god ide at tømme sig, når man skal skrive. Vi mennesker har det med at fylde os selv med grumset brøndvand. I vandet svømmer alle de dårlige undskyldninger rundt. Begrænsningerne. Alt det, der kan gå galt og som sandsynligvis vil gå galt, hvis vi anvender det uigennemsigtige overfladevand som vores materiale. Men det gør vi ikke! For vi ved, at lige under den utiltalende overflade, gemmer der sig helt andre skatte. Skriveskatte. Noget subtilt og helt uforudsigeligt, hvis man prøver at tænke sig til det.
Der er kun en ting at gøre og det er at tømme sin kreative brønd for det grums, der ligger og flyder ovenpå. Ud med det. Skriv. Skriv alt det, der falder dig ind og hæld vand ud af både brønd og ører. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du skriver, tænk ikke, bare lad ordene falde som dråber fra en regnbyge. Eller kugler fra et maskingevær. Find din egen metafor. Brug det, der falder i din smag og så gør det. Tøm dig!

Siden hen vil du opdage, at du skriver fra et helt andet sted. Du er kommet lidt dybere. Og her kan man ikke tænke sig til næste sætning. Den kommer af sig selv. Flydende, dansende, sejlende. Og så sker der ting og sager. Man opdager, at man ved noget, man ikke vidste, man vidste. At man bærer rundt på en forunderlig visdom, der vækker genklang og som giver kuldegysning. Eller man føler sig bare i flow. Flydende, dansede, sejlende. Med ordene. Med indholdet. Med overraskelsen.
Og nu er jeg klar til at skrive mit essay. Det stoler jeg på. Jeg har sat en kontekst og jeg har nogle ideer. Hvad det ender med, når dagen møder aften, vil tiden vise. Det er også en slags rejse. En proces. Den berømte vej, der bliver til mens man går. Sejler. Eller skriver.

God søndag!

lørdag den 16. marts 2013

Bevægelse. Vejen. Essay.



I denne weekend skal der skrives eksamensopgave. Et såkaldt essay. Og jeg havde håbet, at vejen og måske endda målet var dukket op, mens jeg spekulerede over, hvad jeg skal skrive om, men det er ikke sket. Endnu.
Så nu sidder jeg her i den årle morgenstund og skal så småt i gang. Efter et par praktiske gøremål i formiddag, sætter jeg mig til tastaturet og så må det komme. Jeg vil bede det om at komme. Den ide, jeg oprindeligt havde og som jeg brænder for at skrive om og udforske, kan jeg ikke umiddelbart få til at passe ind i de rammer, der er sat for opgaven. Men kunne jeg mon formå at skabe en lidt anden kontekst, hvor jeg kan berøre det, der virkelig optager mig i forhold til kommunikation og samtidig vise, at jeg er opmærksom på den mange kommunikationsmodeller og systemer, der er skabt for at forklare sig selv?

Jeg har mere lyst til at skrive poesi. Digte om vinteren, der bliver ved. Snestormen, der er på vej og den længsel, der bor i mig. Der er noget dybere, der vil skrives, jeg kan mærke det som en fjern torden, men jeg har svært ved at mærke det i forhold til det essay, der skal afleveres om mindre om en uge. Og bare ordet eksamen gør noget ved mig. Jeg vil jo gerne gøre det godt nok. Ramme nogle underfundige tangenter indenfor rammen, men samtidig være tro mod mig selv og mit udgangspunkt for at tage dette kursus.
Kan man skrive et essay fra hjertet og med sjælens fyldepen? Jeg vil lade det komme an på en prøve. Jeg har jo hele weekenden, ikke sandt, kun afbrudt af hyggelige gøremål som hundeluftning, middag på en italiensk restaurant og de godgørende pauser, jeg holder så meget af. For pauser er en del af rytmen, den cyklus, der hører livet og åndedrættet til. 

Jeg vil gøre det, jeg altid gør, når jeg skal skrive. Bare sætte mig. Begynde at lade bogstaverne skrive sig selv. Lade dem forme sig, et efter et, og lytte efter, hvilken melodi de har på hjerte. Sætninger opstår, ideer, tanker og en masse, som jeg slet ikke er herre over. For jeg er jo dame. Men altså. Samme uskrevne regel for gode skriverier må gælde, når man skal skrive et eksamensessay. Tillid til processen. Skrive sig frem. Bogstav for bogstav. Vejen bliver til, mens man går, det ved jeg jo, selvom jeg glemmer det, men jeg må have tillid til, at noget i mig har fået fat i en slags konkluderende rød tråd.
Det gælder om at finde sig selv i konteksten. Finde det, der bevæger, så man kan bevæges og skrive, så det bevæger andre.

Bevægelse. Skridt for skridt. Op af trappen. Ud af vejen. Vejen, der bliver til, mens man går. Søge og finde. Frem og tilbage. En slags dans, en subtil rytme, et åndedrag og en pause. Frost i kinderne. Varme i hjertet. Bevæge sig. Lade sig bevæge. Af det, der bor et sted og som kun dukker op, når man tror på det. Stoler på det. Lytter. 
God weekend. Og hvem ved, måske kommer jeg pludselig forbi mit andet hjem, Poetiske Paradokser, og skriver et desperat indlæg om skriveblokering og modstand så tyk og lang som den kinesiske mur. Filosoffen ryster på hovedet. Han ved bedre. ’Du får skrevet dit essay og det bliver helt anderledes, end dine begrænsende tanker kan forestille sig’. Han smiler. Hæver øjenbrynet. Ser på mig med et blik fuld af drilsk og iskold norsk kærlighed.

’Sæt i gang. Vejen bliver til, mens du går’.

tirsdag den 12. marts 2013

Den gode pause


Jeg havde næsten helt glemt hende. Næsten. Men hun flyttede faktisk ind, da Februar pakkede sit gode tøj og forlod huset for enden af markvejen. Og Februar, fik jeg overhovedet sagt ordentligt farvel, gav jeg hende det varme knus, hun fortjener og lod jeg hende vide, at hun altid er velkommen?
Her sidder jeg som en skibbruden i den tidlige morgenstund og nyder lyset. En kop kaffe står ved min side, dampende varm og med mælkeskum. Der er altid noget nyt at skue. Ikke to kopper kaffe er ens og da slet ikke, når man som mig ynder at hælde varm mælk i. Der danner sig en fin overflade, et slags mønster og alle mulige billeder opstår. De er midlertidige, gjort af gode øjeblikke, og forandres i samme øjeblik, jeg betragter dem. Selv mælkeskum er i bevægelse.  Jeg har set engle og hjerter og mærkelige væsener, som jeg ikke helt havde ord for. Jeg forsøgte at sætte dem i en slags bogstavsbås, men i samme øjeblik forsvandt de og blev til noget andet, så jeg nåede det ikke. Og skal man overhovedet sætte noget eller nogen i bås? Kan man det, når alt hele tiden forandrer sig, bevæger sig videre, former sig finurligt i øjeblikke for at blive til noget andet i det næste?
Jeg er fyldt af refleksion denne morgen. Jeg har tilladt mig selv en god pause som start på en dag, der ellers er dedikeret til studier og opgave. Og hvordan kan jeg dog det, burde jeg ikke være i fuld gang og krydre min dag med et anstrøg af panik over, at tiden flyver så hastigt af sted og det snart er eksamen? Burde jeg ikke fylde mit hoved med information og bade i pensum, som en solsort tager bad i en vandpyt? Fuld af ihærdighed, velvidende, at vandet ikke altid vil være dér. Noget i mig har allerede svaret. Det siger nej. Det har gjort sig nogle erfaringer og konkluderet, at der ikke findes noget bedre end den gode pause. Restitution. For det er i restitutionen, at man bliver stærkere, helt paradoksalt, og det ved vi godt, os der lejlighedsvis dyrker sport og mærker, hvordan kroppen har brug for en god balance mellem indsats og udbytte.
Den gode pause. Hvad er så det for en størrelse? Jeg sidder lidt og tygger på den og skyller ned med kaffe. Lader lyset stryge igennem trætoppene og finde vej til mit skrivebord. Et anderledes dristigt lys, for selvom det stadig er bidende koldt og temmelig vinterligt, har foråret faktisk fået fodfæste. Det har bare ikke travlt. Også det har forstået noget, der har med pauser og usynlig styrke at gøre.
I sidste uge blev jeg helt panisk ved tanken om det enorme pensum, vi skal igennem på studiet. Listen er lang og siderne mange. Bogstaver, ord og sætninger stod i kø for at få plads i panikken. Det blev til noget dramatisk stort og nærmest menneskelig umuligt i mit sind. Jeg hastede af sted og var ved at falde over mine egne ben. Jeg fornemmede, at panikken havde vokset sig større end pensum, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg dog skulle stille op med det. Indtil jeg mediterede. Og det gør vi heldigvis jævnligt på kurset, for mindfulness er en del af pensum. Det kan virke helt ude af proportioner, at vi inviteres til at sætte os i stilhed og meditation, når der er så meget at lære. Men. Så sker der noget. Ingenting. Stilhed. Og alting giver pludselig mening i tæppet af tanker, der opløses og falder til ro.

For indsigterne og den egentlige læring kommer ikke i pensumpanikken. Den kommer endda sjældent i plenum og lige dér, hvor det sker. Den kommer senere. Lige så stille dukker den op som en slags boble fra læringsdybet. Det er slet ikke alt, jeg opfatter, at jeg opfatter. Og det er spændende. For hvad gjorde egentlig indtryk på mig, hvad er det, jeg lærte og hvilke refleksioner bringer det med sig? Popcorn, kalder læreren det, når vi har lavet en øvelse og lige skal sætte lidt ord på. Men de bedste popcorn popper sjældent på det tidspunkt. De dukker op, når tid er. Og de har det med at tage bolig i en god pause. Når man har givet slip og tilladt sig selv at slappe lidt af. De danser med de dybe vejrtrækninger og synger med stilheden. Erfaring. Visdom. Indsigt. En del af den gode pause.

Er det sandt, at vi mennesker er blevet lidt bange for pauserne? Stilheden? Det tidspunkt, hvor vi ikke længere gør noget og står stille, fuldstændig uvante med at mærke efter og bare være? Vi holder panisk fast, men hvad nu hvis alt det, vi drømmer om, først dukker op, når vi giver slip? I pauserne, i stilheden og i enerum?

Marts har gjort sin entre. Med kaffekop i hånden og smil om læberne har hun sat sig på meditationspuden i hjørnet. Hun drikker kaffen langsomt og synes at nyde den så intenst, at jeg bliver helt misundelig. ’Den smager bedre sådan’, siger hun og jeg nikker. ’Der er så meget af det virkelig gode, jeg går glip af, når jeg skynder mig.’  

søndag den 10. marts 2013

Den største frygt


 
Så blev det vinter igen. Bidende iskold vinter, der går gennem marv, ben og gode intentioner. I dag gør det ikke noget at jeg skal læse og studere. Hele dagen. Indendørs! Men jeg skal også skrive. Og det er en beslutning, jeg skynder mig at træffe, for det er så nemt at glemme det. Kernen. Det, der virkelig gør glad og som man bare må gøre for at føle sig levende og hel.
I fredags havde vi samtaler og coachingøvelser i vores studiegrupper det meste af dagen. Der var få øvelser og undervisning i plenum, ellers handlede det om reflekterende processer, kompetencer og den coachende samtale. Og eftersom vi hver især fik mulighed for at fortælle om vores drøm for fremtiden og hvor vi håbede, at vi var på vej hen, kunne jeg igen mærke vigtigheden i at følge glæden og den passion, der gør, at man holder sig i live.

Det lyder måske dramatisk, men for mig er det faktisk sådan. Lad det være dramatisk, så jeg forstår det!  Lad det funkle som en stjerne så indlysende, at jeg ikke kan modstå den. For jeg laver krumspring. Dag ud og dag ind.

Tænk hvis jeg mister glæden ved at skrive. Den glæde, jeg har genfundet og boltret mig i de seneste år. Tænk hvis den igen forsvinder ud af en sprække i vinduet og bliver borte med blæsten på en frysende kold dag som denne. Nu hvor hverdagen er spækket med gøremål, transporttid, studier og nye indtryk, er det så let at lade den flyve. For den er ikke noget, man krampagtig kan holde fast på, den glæde. Den er subtil og underfundig. Paradoksal. Den kræver en helt særlig balance og den fordrer kærlighed. Den kan ikke tvinges frem og den lader sig ikke presse. Tværtimod. Den er gjort af et ganske særligt stof og uden den nænsomme opmærksomhed, der får den til at blomstre, forsvinder den som dug for solen eller i en snedrive, hvis vi skal blive i vinteren, som vejret gør det i dag.

Passionen. Glæden. Hvorfor er det, at vi har så svært ved at integrere den i vores hverdag? Hvorfor er det, at vi på et tidspunkt har lært, at det ikke lader sig gøre at være lige midt i det, der gør allermest godt? Vi prøver at erstatte den med andre ting, et øjebliks begejstring, noget nyt og spændende. Alternativer. Vi bilder os selv ind, at det handler om at få hverdagen til at fungere, penge på kontoen, mad på bordet, familien og logistikken. Vi fortæller historier om, at andre forventer noget af os, og vi tror på det, vi tidligere har hørt og på mange måder vandrer vi stadig rundt med en håndfuld slidte værdier, der slet ikke er vores. Trist, siger nogen. Livet, mener andre.

Det er let at komme på afveje. Der er altid gode undskyldninger for ikke at gøre lige netop det, man allerhelst vil. Det, man ønsker dybt i sjælen og som man er kommet for, hvis man altså tror på den slags. Og jeg gør! Jeg tror på, at vi alle er små intense blomsterknopper, der venter på at få lov at blomstre. Folde os ud. Være de lys, vi er og skinne så smukt, så vi giver andre tilladelse til at gøre det samme. Men det gør ondt. Paradoksalt. Og hvad er dog det for en størrelse, den smerte, der næsten automatisk følger med, når man bevæger sig tæt på det, der gør så godt?
 
Jeg kommer til at tænke på et digt af Marianne Williamson, som en af mine medstuderende præsenterede i plenum forleden dag. Og jeg siger tak af hjertet til ham, som valgte at lade os mærke de ord. Det var i forbindelse med en meditation, så vi havde alle fjernet os fra overfladen og befandt os et helt andet sted, da ordene kom på tavlen. Der blev endnu mere stille end før. Kun stemmen, der læste ordene og ordenes genklag flød igennem rummet. En knappenål faldt til jorden og en sten faldt fra hjertet. Der var små tårer og kollektiv kuldegysning. For tænk hvis det virkelig er sådan?

It is our light not our darkness that most frightens us
Our deepest fear is not that we are inadequate
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure


It is our light not our darkness that most frightens us
We ask ourselves, who am I to be brilliant, gorgeous, talented and fabulous?
Actually, who are you not to be?
You are a child of God.
Your playing small does not serve the world.
There's nothing enlightened about shrinking so that other
people won't feel insecure around you.

We were born to make manifest the glory of
God that is within us.

It's not just in some of us; it's in everyone.
And as we let our own light shine,
we unconsciously give other people permission to do the same.
As we are liberated from our own fear.
Our presence automatically liberates others.

- Marianne Williamson -

lørdag den 9. marts 2013

Studenterbalance


 
Der er nylavet ingefær te i kruset. Duften breder sig forsigtigt i rummet. Dampen stiger til vejrs, hvis jeg anstrenger mig, kan jeg se det fine mønster. Til lyden af storm og et knirkende hus har jeg sat mig tilrette i håb om, at der kommer lidt ord forbi. Flyvende eller kravlende. Det betyder ikke så meget. Jeg har bare lyst til at skrive. Sidde lidt her i eftermiddagslyset og lytte til den vældige vind, der har skubbet til foråret.
Det har været en travl første uge som student. Nu, hvor jeg tillader mig selv at slappe lidt af, kan jeg mærke trætheden blande sig med duften af ingefær. Og det er allerede lørdag eftermiddag, det er som om tiden er blevet mere sprød og porøs, men hvis jeg husker på alt det, jeg har lært og forsøger at tilegne mig, så ved jeg, at tiden ikke går. Den kommer. Den kommer på samme måde, som vinden, der kaster kulde i mit ansigt. Den kommer, som foråret og den går på samme måde. Breder sig i bølger og insisterer på at blive bredere. Tid er ikke nødvendig lineær. Har du tænkt på det?

Ugens indtryk lader vente på sig. De skal lige bundfælde sig og de har ikke travlt. Vi kommer dryppende, når vi er klar, synes de at sige, men jeg kan mærke, at de rumsterer i kroppen. Små tanker dukker op, nogle som konstateringer, andre som spørgsmål og andre igen som små glimt af inspiration til noget, der senere vil lade sig skrive. Alt er, som det skal være.  
Menneskemøder. Samtaler. Øvelser. Mindfulness og metodik. Frokost i kantinen og god kaffe et stykke nede af vejen. En lille café. Et nyt sted. Midlertidigt måske, men det er fundet. På Nørrebro. I byens hjerte, hvor jeg før havde min daglige gang, men hvor jeg nu er en slags gæst. Latter. Smil. Funklende frustration. Glimt af noget, noget genialt og vidunderligt morsomt. Og alvor, vi skal jo til eksamen, usikkerhed, kan jeg omsætte teori til praksis, kan jeg bruge de fine kommunikationsværktøjer og gøre dem til mine egne?

Og midt i al det dyrbare virvar og fine læring, har vi gode stunder med mindfulness og meditation. Noget, som er kommet for at blive i mit liv. Noget, jeg ønsker, skal vokse sig større og integrere sig som en del af den, jeg er. Jeg øver mig. Balancerer. Og elsker det!

Det skønne kunstværk "Balansen i livet" er skabt af Sylvi Aambø.

onsdag den 6. marts 2013

Svaler og spændende dage


 
I dag er det hjemmestudiedag. Jeg nyder en rolig morgen i tilsyneladende sindigt tempo. Sollopgang over markerne, fugle i flok og usikker himmel. Det er en smule diset i dag og vejret passer fint til dér, hvor jeg befinder mig lige nu. Kun lige startet på en ny uddannelse og allerede et helt andet sted, end jeg var i sidste uge. Begreber og fagudtryk flyver rundt i mit hoved som små svaler. Basker med vingerne og prøver at finde et sted at lande. Vejen bliver til, mens du går, hører jeg en stemme hviske. Og de efterhånden velkendte ord blev faktisk også sagt af underviseren. Dem hæftede jeg mig ved. Det huskede jeg! Sandheden i netop det udsagn. Min sandhed.
Det er spændende dage. Nye mennesker, indtryk og udtryk. Ny udsigt og anderledes indsigt. Dage i tog og bus og en del rejsetid for hende, som bor i huset for enden af markvejen. Fra land til by og tilbage igen. Nye rytmer og rutiner. Tilvænning. Tiltro. For vejen bliver til, mens man går, det må virkelig være sådan. På et tidspunkt vil de små svaler finde sig til rette og bygge rede. På et tidspunkt vil de vide, hvilket træ, der er lige netop deres træ. Og de vil lægge æg vel vidende, at de smukkeste små dunede svaleuger vil se dagens lys. Når tid er.

Jeg nyder stilheden. Nyder at drikke morgenkaffen til lyden af mine fingre, der danser over tastaturets overflade. De kender deres plads, ved, hvor de enkelte bogstaver befinder sig. Det er godt at vende tilbage til et sted, hvor man føler sig hjemme. Bare for en stund. Her står Filosoffen afventende med hævet øjenbryn. Brug mig, synes han at sige.
For det handler jo om kommunikation. Og intet er, som det ser ud til på overfladen, alting kan vendes, drejes og udsættes for spændende filosofiske spørgsmålstegn med krøller og kruseduller. Også det er en rejse. En rejse, som min lille norske ven gerne deltager i.

Det handler også om mindfulness. Om årvågenhed. Om at betragte med nysgerrighed og være med det, der er. Tænke over det, man tænker, søge, reflektere og overveje, om der er andre alternativer. Verden ligger åben. Men hvilken verden? Findes der en anden sandhed, end den, jeg skaber i mit indre? Og hvis der gør, er det så op til mig at ændre den? Skabe en ny slags sandhed og lade mig inspirere af hvert eneste øjeblik i erkendelsen af, at alting er til forhandling?
Det er spændende dage. Og nu skal jeg studere!

lørdag den 2. marts 2013

Forundring



Og så træder man ind i en ny måned. Marts. En ny cyklus. En tidlig morgen, hvor frosten knitrer under støvlerne og der skrabes is af bilruden. Noget nyt venter. Spændt sadler man op og rider af sted mod solopgangen. Efterlader det, man ikke længere kan bruge. Som brudstykker og små ruiner, fordamper det i den første morgensol. Man ankommer til stationen. Stiller bilen og stiger på toget. Forlader perronen i togrytmetakt og ved dybt i sjælen, at man er på vej videre. Igen.
Trætheden fordufter og overtages af en spændt forventning. En lille nervøsitet rejser sig, men glæden over at være på vej og nysgerrigheden efter, hvad det nye vil bringe og bidrage med, er langt større. Jeg læser på vej ind i toget. Pensum. Jeg er igen student og jeg nyder rollen. Nysgerrig, videbegærlig og utrolig spændt på, hvilke mennesker jeg nu skal være i rum sammen med. Det handler om kommunikation. Om mindfulness. Og om ledelse.

Pludselig er jeg en del af noget større igen. Jeg ser sammenhængen. Travlheden på Nørreport, som i en bikube af summende sange. Larm. Lyde. Solen er skarp, marts har indtaget scenen og byder på en skøn cocktail af frost og solskin. Der dufter af forår. Og man kan mærke det på hinanden, der er ligesom en indforstået aura af lettelse. Dybe vejrtrækninger af iskold morgenluft. Jeg finder bussen og rejser videre. Ankommer. Og er pludselig et helt andet sted. Møder mig selv i et rum af nye mennesker, der er på samme slags rejse. Samme men anderledes. Et nyt fælleskab opstår i al sin skrøbelighed som dagen glider frem.
Jeg glæder mig til det nye. Jeg glæder mig til pensum og til at øve mig i plenum. Jeg glæder mig til gruppearbejde og til at møde mig selv et helt nyt sted. Inspirere og lade mig inspirere. Dele, glædes og forundres.

Forundring. Det er i grunden det bedste ord, jeg kan finde til at beskrive den tilstand, jeg befinder mig i lige nu. Og jeg er allermest forundret over mig selv.

God weekend. Studenten skal læse og lære, men der gøres også plads til pusterum og gode pauser. Dybe vejrtrækninger i glæden over nuet. Vintergæk og erantis. Og fuglene synger en ny slags sang, kan du høre det? Noget vågner. Noget sker.

Det er faktisk forår. Tidligt forår ganske vist, men jeg er på vej.