torsdag den 28. februar 2013

Naturligvis


 
Jeg står på en tom perron. Jeg venter på et tog. Og dette er afslutningen på en cyklus. Jeg ved det. Jeg mærker det. Og måske havde jeg ikke tænkt så meget over det, hvis jeg ikke boede på landet, hvor jeg har naturen udenfor vinduerne. Hvor jeg på mange måder bliver en del af naturen, om jeg så vil det eller ej.
I morgen er det forår. Det siger kalenderen. Men foråret i marts er en skrøbelig størrelse. Det er barnet, der tager de allerførste skridt. Falder, slår sig lidt, græder og rejser sig igen. Det er det allerførste kys, en smule kejtet men fuld af lidenskab. Nysgerrighed. Og længsel efter mere. Marts er alt og intet, hvis vi regner den fine måned for forår. Fuld af både glædelig overraskelse og skuffelse, alt efter hvad vi forventer.

Og vi mennesker har brug for forår nu, vi er utålmodige, slidte af vinteren og trætte af at befinde os i den tilstand, vinteren bringer os i. En tilstand, der kan være nok så naturlig, men vi vil videre. Ud i foråret, solen og videre mod sommeren. Vi tager gerne lange skridt og hopper over lave gærde, hvis det bringer os nærmere det, vi håber er klimakset. Forløsningen. Sommeren.
Kan du huske din barndom? Hvis du som jeg havde bedsteforældre eller andre slægtninge, der boede på landet, så var det helt anderledes at besøge dem. Hvis man overhovedet gjorde det. For de gik lidt i hi om vinteren. Og det undrede pigen fra byen, som var vant til lys, larm og kunstige måder at forholde sig til vinterens hule på. I byen forsøgte man sig med samme fart og travlhed som om sommeren. Men min fars familie boede på en gård i Jylland og når vi besøgte dem, var det som at træde i et land, hvor alting foregik i slowmotion. Det var en rejse dybt ind i vinterens hule. Her sad man ved kaminen og røg pibe, læste avis, hæklede eller tog sig en middagslur. Lyset var dæmpet og katten snorkede om kap med farfar. Man trak vejret dybt og så ikke ud til at kende til vintertræthed. For man bliver først rigtig træt, når man forsøger at bekæmpe den naturlige træthed.

Vinteren er til huler og hygge. Mørke, tomrum og eftertænksomhed. Spørg bare naturen. Vinteren er den tilbagetrukne fase, hvor spirerne sover i undergrunden og hvor de ydre aktiviteter minimeres. Fordi det er naturligt. Man orker jo faktisk ikke, det er mørkt, koldt og man har lyst til at slappe meget mere af. Hvorfor mon? Måske fordi der er en dybere mening med denne vinterlige pause, dette sted på året, hvor mørket tager greb om sarte sjæle og livets store spørgsmål trænger sig på. Spørgsmål, der kan trække både melankoli og andre tunge tilstande med sig. Spørgsmål, der kan være lidt svære og som rokker ved noget af det, man gik og troede var sandheden. Vist gør det ondt, når knopper brister …
Men vi mennesker forsøger at finde energien. Vi forsøger os med alverdens vitaminer og magiske mineraler, der kan slukke vores vintertræthed og gøre os forårskåde midt i januar. Vi dyrker motion, trodser snestorme og forbander vores sårbarhed, når influenzaen får tag i os i begyndelsen af februar. Vi bliver trætte og triste. Kroppen skruer nemlig lidt ned for glædeshormonerne, når en virus trænger sig på, men vi er hurtige til at forfalde til teorier om dybt forfald. Og så bruger vi endnu flere af vores dyrbare vinterkræfter på at flygte.

Men hvad nu hvis det er helt naturligt? At følge den cyklus, som året byder på og som naturen lever og er?
Der er mørkt i mørket. Og det er koldt om vinteren. Men hvad nu hvis det er meningen? Hvad nu hvis vi virkelig brugte vinteren til at lade op og slappe af? Hvis vi gav plads til de indre fødselsprocesser og vandede dem med tålmodighed? I stedet for at kaste os ind i den evige kamp, det er, at undvige mørket og løbe videre med ligeså meget energi, som vi kender fra forår og sommer? Hvad nu hvis vi slet ikke skal løbe? Fordi der ikke er nogen steder at løbe hen. Foråret kommer ikke før det kommer. Og vinteren løber ingen steder.

Jeg står på kanten til noget nyt. I morgen går jeg ind i en ny fase, en ny proces og det glæder mig på sin vis, at min proces følger årets cyklus. Måske har jeg ubevidst forstået noget, som jeg ikke er helt klar over endnu? Eller også er der nogen, som med en vognstang vil fortælle mig noget. En hemmelighed. Noget om naturen og en helt fantastisk cyklus.
Hvad nu hvis jeg øvede mig i at følge den? Hvis jeg lyttede til naturens rytmer og udførte min egen dans til dens musik? Hvis jeg lærte at mærke den skabende puls og havde større forståelse for ebbe og flod?

Hvad nu hvis energien kommer tilbage med det snarlige forår? Og hvad nu hvis jeg opdager, at jeg har plantet de mest fantastiske frø i vinterens mørke muld, frø, der med foråret bliver til spirer og som vil blomstre, når sommeren gæster? Hvis jeg glæder mig over min hang til vintermelankoli og hylder evnen til at stille spørgsmålstegn ved de mest indlysende ting? I stedet for at begræde de dybder, der samtidig beriger mig og gør mit liv til lidt af en rejse.
Jeg står på en tom perron. Jeg venter på et tog. Og jeg ved, at det kommer, selvom jeg på ingen måder kan se det endnu. Det kører til perron i morgen tidlig og jeg stiger om bord. I morgen starter en ny cyklus. En ny slags proces. Og i morgen er det forår ifølge kalenderen.

onsdag den 27. februar 2013

Jeg ved det jo godt ...


 
Accept er nøglen til forandring. Jeg har før skrevet om det. Jeg har mærket det, haft et inde under huden og jeg har gentagne gange fortalt mig selv, at det forholder sig sådan. For det gør det. Det ved jeg. Alligevel glemmer jeg det.
Det har fået mig til at filosofere lidt over alt det, vi godt ved. Alt det gode, vi får fortalt og alt det, vi læser om i velmenende bøger. Hvis du som jeg har været en flittig besøgende på selvhjælpshylden, hvor ordene står i kø for at blive til sætninger, der giver gode råd og deler gavmildt ud af værktøjer, der gør det lettere at være menneske, så ved du sikkert, hvad jeg mener.

Så hvorfor er det lige, at vi glemmer det, når vi har allermest brug for det? Hvorfor er det, at vi pludselig ikke kan huske, at vi læste det for to år siden? Vi var endda flittige til at tage notater. Skrev måske om det på vores blog og i vores hjerterum. Fra dette sekund ændres mit liv, tænkte man og var sikker i sin sag. Den gyldne nøgle var fundet. En lektie var lært. Aldrig mere, tænkte man og glædede sig som et lille barn over sin nyfundne skat. Det var en slags slikkepind. Man skulle bare tage den frem og sutte på den, så ville alting løse sig.
’Man skal gøre erfaringen selv. Igen. Igen. Og igen.’

Det er Februar, hun har lydløst bevæget sig ind i rummet. Hun ledsages af morgendisen, der endnu ikke er lettet her oppe af formiddagen. Det ser ikke ud til at bekymre hende, og når hun kan tage det med lydløs ynde, så kan jeg også. For jeg gider ikke kæmpe mere. Og det troede jeg jo slet ikke, at jeg gjorde, men det viste sig sørme, at jeg tog fejl. Jeg kæmpede. Jeg kæmpede, bedst som jeg havde besluttet mig for at give slip. Jeg kæmpede mod træthed, forkølelse og en person, der kom ind i mit hjem og trådte på en af mine vigtigste værdier. Tørrede fødder i mit selvværd. Og jeg kæmpede mod melankolien, som jeg ærlig talt ikke orkede, men som sandsynligvis er ganske naturlig på denne årstid.
Og jeg blev så opslugt af kampen, at jeg slet ikke så det. Jeg troede, jeg var et helt andet sted. Jeg tog fejl. Heldigvis kom jeg forbi en meget klog og dejlig veninde, som med gode ord fik mig på rette spor. Lyttende. Spørgende. Afventende. Så indrømmede jeg det. Jeg kæmpede imod. Og i det sekund jeg indså det og accepterede, at det gjorde jeg, var jeg klar til næste omgang accept. Jeg accepterede, at jeg humørmæssigt var nede i noget, der til forveksling godt kunne minde om et dybt hul. Jeg fik tilladelse af min veninde og tog imod. Gav mig selv lov. Det er helt fint at være melankolsk og dødhamrende træt af vinter og modgang. Det er naturligt. Det er helt OK. Og det var det så.

I samme sekund lettede tågen. Jeg kunne igen se. Lidt lettere kørte jeg hjem med min melankoli i lommen. Hej, sagde jeg og hilste forholdsvis hjerteligt på den. Velkommen.
Melankolien flyttede ind på gæsteværelset sammen med Februar. Der er altid plads til en til! Og jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men nu gør hun ikke så stort væsen af sig længere. Hun er der bare. Ligesom disen og de sidste tågede dage af februar. Ligesom vejret og de vinde, der beslutter sig for at blæse. Blæse være med dem, tænker jeg og det mener jeg.

Jeg er lige, hvor jeg skal være. Med hud, hår, store følelser og en veludviklet melankoli, der skal være så hjertelig velkommen på det tidspunkt af året, hvor årstider gør sig klar til at skifte plads. Og det husker jeg selvfølgelig næste år ved samme tid! ;)


Når melankolien får lov at spise med til bords og være som den er. Når Februar er fin og helt perfekt.
Når foråret lader vente på sig
og tågen ikke letter i samme sekund, man kunne ønske sig det.
Når man bare er.
Så ser man det. Mærker det.
Og ved det.
Igen.

tirsdag den 26. februar 2013

Ingefær og glad mad



Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for mad og elsker både at lave og spise den. For mig er mad ensbetydende med energi og livsglæde. Jeg tror på, at du er hvad du spiser.
Instinktivt søger jeg mad, der gør mig glad. Jeg leder efter opmuntrende farver og dufte og der findes ikke noget bedre end aftener i køkkenet, hvor jeg skærer ud og gør klar til noget sundt og lækkert. Jeg er allermest glad for grøntsager og der er en lille rod, som jeg er specielt vild med. Ingefær.

Ingefær er efter sigende en gammel kulturplante og har været dyrket gennem tusinde år i både Kina og Indien. Og den sjove lille rod bliver brugt som krydderi i madkulturer verden over.

Jeg har altid været vild med ingefær. Tidligere mest i te og kager. Måske stammer det fra min tid i Skotland og Storbritannien, hvor man er gavmild med ingefær i bagværk og kager, men det har hængt ved. Og det har bredt sig. Nu har jeg altid ingefær i køleskabet og jeg eksperimenter med retter, hvori jeg kan bruge den lille rod med den stærke, karakteristiske smag. Og så gør det jo ikke noget, at ingefær har ry for at være temmelig sund. Man kan f.eks. læse at ingefær skulle have positiv virkning hos gigtsyge, som ved daglig indtagelsen kan mærke en forbedring af deres tilstand med øget bevægelig og mindre smerte som følge.

Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ved bare, at ingefær er sund. Det kan jeg mærke. Jeg har tillid til den sjove lille rod og ved, at den gør mig godt. Jeg bruger den ofte i disse dage, hvor forkølelse og dårligdom raser. Sammen med masser af hvidløg og chili er jeg sikker på at den booster immunforsvaret.  

Her til morgen drikker jeg mig en stor kop ingefær te. Jeg håber, at den vil gøre mig godt, for jeg er ramt af noget, der minder om forkølelse og som alle andre, har jeg ikke tid til at blive syg. Jeg starter nemlig på uddannelse på fredag. Men det er en helt anden historie.

Har du et krydderi eller noget, du bare må have som fast ingrediens-inventar i dit køkken?

mandag den 25. februar 2013

Søndagsengle


Det var søndag. En bidende kold søndag, hvor vinteren for alvor fik fat i sjælen. Jeg følte mig frossen. Træt. Og kæresten havde influenza, så der var ingen vej udenom. Jeg måtte ud i vejret, ned i Brugsen og besluttede mig samtidig for at gå en tur med Josie på de bagvedliggende villaveje.
Inde i Brugsen fandt jeg det, jeg var kommet for og bevægede mig hen til kassen. Mine skridt var tunge. Nu orker jeg faktisk ikke mere vinter og forstenede mennesker, sagde min tanker. Jeg længtes efter forår og efter et smil.

Men henne ved kassen var der uro i køen, for bagved kasseapparatet sad en ung pige, som tydeligvis var helt uerfaren. Det var hendes første dag på nyt job. Og hun var alene på skansen, for den anden unge pige måtte åbne endnu en kasse, fordi det tog så lang tid. Lang tid, tænkte jeg. Hvem er vi, som har så travlt på en søndag eftermiddag? Hvad er det egentlig, vi skal nå? Foråret kommer ikke før, fordi jeg forbander vinteren og selvom jeg er træt og rastløs og længtes efter noget, jeg  snart dårligt ved hvad er, så kunne det måske være, at jeg kunne gøre noget her?
Vær selv den forandring, du ønsker at se i verden, har Ghandi sagt og pludselig huskede jeg de ord.

Hun måtte have hjælp, pigen ved kassen. Den anden unge pige forlod sin kasse og så var der to utålmodige køer. De fik sammen udredt fejlen og efterhånden blev det min tur. Jeg følte mig afslappet, for jeg huskede pludselig mine dybe vejrtrækninger. Stod bare og var tålmodigheden selv. Det må da smitte af, tænkte jeg. På de andre utålmodige sjæle, som slet ikke er taknemmelig over, at Brugsen overhovedet holder åbent på en søndag. Sådan havde jeg jo selv været for fem minutter siden! Men jeg kunne mærke rastløsheden og irritationen. Den lå i luften. Hang som en dyster dyne, det var nærmest umulig ikke at blive påvirket af.
Så blev det endelig min tur. Den unge pige smilede og jeg smilede igen. Tag det roligt, hviskede jeg uden ord, vi har masser af tid.

10 bananer. 135 kr. ’Åh nej’, udbrød hun, ’nu har jeg lavet fejl igen’! Hun sukkede dybt og hendes øjne fik et næsten skræmt udtryk. Kinderne rødmede.  
Så tog noget i mig over. Jeg tror, det var min engel. Der bor en engel i min krop, synger Eva Dahlgren så fint, og jeg tror faktisk også, at der må bo en i mig. Og pludselig talte hun. Min søde engel. Hun fortalte den unge pige, at det faktisk er nødvendigt at fejle for at lære. Det findes ikke uden. Englen lo endda af det astronomisk høje beløb og pludselig lo den unge pige også. Og så skete der noget i køen.  Nogen svingede en tryllestav. Andre engle krøb frem af deres skjul og lyste op i deres ejermænds og kvinders ansigter. Englene hyldede fejl og så det komiske ved dyre bananer. Latteren bredte sig og vintertrætheden kraklerede. Der var endda flere engle, som havde gode historier om, hvordan de var kommet til at betale alt for meget, fordi kasseapparater har deres eget liv og ekspedienter kun er mennesker. Mennesker laver fejl. Heldigvis for det. Hvordan skulle de ellers høste erfaring? Og englene påstod, at de også laver fejl, for kun sådan bliver de gode engle. Alle smilede.

Den unge pige var tydeligvis lettet. Hun fik rettet sin fejl og jeg fik mine bananer. Til den rigtige pris. Men jeg fik også noget andet. Jeg fik en forståelse af, at det virkelig er sådan. Man skal selv være den forandring, man ønsker se i verden. Man skal blive det, man tror på. Være det, man ønsker at opleve i andre. Og det var en god oplevelse på en ellers trist og slidt søndag sidst i februar. Jeg kyssede blidt min engel og gik tur med Josie i det frosne landskab. Men jeg frøs ikke længere. Noget i mig var tøet op.
Jeg håber, at den unge pige trods alt fik en god første dag på sit nye job!

Megans engel af malet af min skønne veninde Sidse Friis Larsen.


søndag den 24. februar 2013

Jeg skrev et brev


Jeg skrev et brev. Jeg satte mig ned og skrev et brev om, hvad ord kan gøre. Og hvad der kan ske, når man uden at tænke sig om smider om sig med sårende og nedsættende ord. Jeg sender brevet til den person, som sagde de sårende ord. Til mig. Om mig. I mit eget hjem.
Jeg har for længst lært, at hver eneste person, der kommer ind i vores liv, er vores læremestre. De bringer alle noget med sig, som vi kan lære noget af. Det synes jeg er et fint udgangspunkt, for det gør, at man kan møde andre med større åbenhed og nysgerrighed. Hvad kan vi lære af hinanden? Hvad kan vi lære af vores tilsyneladende forskelligheder? Og hvad kan vi lære om os selv, ikke mindst?
Hvad ville der ske, hvis vi i stedet for på forhånd at dømme hinanden, fordi vi har forskellige hudfarver, fordi vi elsker mænd eller kvinder, eller kommer fra forskellige egne af landet eller endda fra forskellige lande, synes at det var spændende at lære hinanden lidt bedre at kende? Og måske endda fandt ud af, at forskelligheder er smukke. At de beriger. Skaber kontraster. Måske opdager vi til sidst, at vi slet ikke er så forskellige endda. At vi kan bruge hinanden og øse af det, vi er gode til. Bidrage med det, der gør os til dem, vi er og give fra hjertet. Vi kan ikke alle bygge huse eller lave skrive bøger. Vi kan ikke alle skabe smukke kunstværker af ingenting og reparere det, der er gået i stykker. Og dog.
For er det ikke det, vi gør. Alle sammen. Gør vores bedste med det, vi har fået og dem, vi er? Vi skal ikke gå rundt og undskylde for, hvad vi ikke er. Vi bør være stolte af os selv, med det vi har og det, vi har fået, men vi kan ikke dømme andre, fordi de ikke har det samme. De har noget andet, som er ligeså meget værd. En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, synges der om i gode sange. En fremmed er ikke farlig. Men du er farlig, hvis du på forhånd dømmer den fremmede, fordi du ikke kender ham eller hende. Hvis du lytter til sladder og hvis du ydermere bidrager til den. Mange fællesskaber er bygget op på sladder og ussel mobning. Er det ikke uhyggeligt?
Jeg har skrevet et brev. Jeg har lettet mit hjerte og fortalt de sårende ords ejermand om, hvad ordene gjorde ved mig. På en pæn måde. Jeg var nødt til at gøre noget. For ordene brændte og det var voldsomt fristende at tage til genmæle på samme nedsættende måde. Men jeg talte til ti, for det har jeg lært. Og så talte jeg til ti endnu engang. Nu sender jeg ordene tilbage. Men jeg har gjort noget med dem. Og jeg håber, at de vil blive modtaget i den ånd, de er skrevet. Ord til eftertanke.
Pas på med dine ord. Vælg dem med omhu. Vær ren i dine ord.
Hvis man bedømmer en fisk på dens evne til at klatre i træer, så står man tilbage med skidtfisk. Og så fremdeles. Fisk svømmer, fugle flyver.  Jeg skriver. Og du, som læser dette, ved godt, hvad du er god til og hvad du elsker at foretage dig. Gør det!
Kun du ved hvem du virkelig er. Og du er helt perfekt. Lad ikke andre fortælle dig noget andet. Tro på dig selv, vær dit eget lys og lad det skinne på dem, du møder på din vej. Læn dig op af dem, der støtter dig og lad de andre gå. Livet er for kort til mennesker, der kun ønsker at såre dig. Mød dem med forståelse og kærlighed. De har det svært med noget i sig selv.
Ha en fin og fredelig søndag.

fredag den 22. februar 2013

Sårbarhedens stærke blomst


Falde og rejse sig op igen. Fra sårbarhedens blødende jord til styrken i den blomst, der opstår og vokser gennem asfalten. Tilbage. Ud i lyset. Lidt stærkere. Lidt mere vis. Og meget mere kærlig.
Jeg skrev i går om giftige ord, der rammer uskyldige hjerter. Jeg skrev om at blive såret i et bagholdsangreb på et tidspunkt, hvor man mindst af alt venter det. Og jeg skrev om, hvor ondt det gør og hvordan vi bør passe på, når vi bruger vores ord. Jeg tilslutter mig den gode Don Miquel Ruiz, som siger, at vi bør være rene i vores ord og undgå at sladre om andre. I stedet kan vi bruge styrken i vores ord i retning af sandhed og kærlighed.

Februar kommer ind i rummet. Serverer kaffe med varm mælk og små nydelige bobler af kærlighedsmælkeskum. Det er en opskrift, hun kender. En hemmelighed, som hun gavmildt deler ud af. Jeg har nydt godt af den mange gange under hendes efterhånden ugelange ophold i mit hus. Snart går vejen videre og hun forsvinder som en prik i horisonten. Nye vinde vil blæse, andre måneder vil komme til. Men jeg vil altid huske hende, som den hun var. Bag facaden.
Jeg vil ikke huske på, at jeg i sorte timer ønskede hende langt væk og drømte om juni og sommerblomster. Det har jeg allerede glemt. For når hun stiller den velduftende kaffe på mit bord og jeg ser, at hun har gjort sig umage, så husker jeg, at hun er nøjagtig som hun skal være. Og at hun bag den isnende vind og tvivlsomme himmel har et hjerte af godhed og guld. Hun viser mig det, når jeg udviser tillid. Hun åbner sig, når jeg åbner mig. Og hun stråler, når hun får øje på sig selv i mine øjne. Hun opdager at hun er en slags varm og frodig sommerblomst. Midt i februar!
Men hvad gør man, når man får smidt ord i hovedet, som sårer og gør ondt? Som rammer dér, hvor man er allermest sårbar. Lige midt i hjertet. Selvom har man læst og lært, hvordan man ikke skal tage den slags personligt og at det slet ikke handler om en selv. Det handler om personen, der siger dem. Ordene. Og som bruger dem som et våben i stedet for en slags fredspibe. Den slags ord er farlige. Og når man først er ramt, så er der ingen vej tilbage.

Giften siver ind og man lider en stille tillidsdød, indtil man pludselig får øje på noget dér midt i blodet og tårerne. En lille blomst. En sær lille vækst, som rejser sig med forbavsende ro og langsomt folder en smuk blomsterkrone ud. Med forbavselse og smil gennem tårer ser man, at man har ynglet den blomst. Og den slags blomster går det ikke at slå ihjel. De er stærke, for de er gjort af et helt særligt stof. Sårbarhed. Og blomster, der vokser i sårbarhedens jord og rejser sig, kærlige og modige, de bliver uvilkårligt stærkere. De ved noget, som ingen andre ved. De har været dér, hvor ikke mange tør sætte deres ben eller slå deres rødder. Men gør man det, så sker der noget. Noget godt og magisk. Paradoksalt. Lidt efter lidt.

Det kan hænde, at nogen med vrede og på grund af manglende forståelse, tolerance, nysgerrighed og respekt for tilsyneladende forskelligheder sparker den lille blomst omkuld. Igen. Og det kan se ud som om, den bliver overvandet af alle de mange tårer og bliver så tung af smerte, at den må bøje sig og lade livet. Så sårbar kan man ikke være. Så skrøbelig, så svag. Ramt af en giftpil, slået ihjel af onde ord. Den slags må nødvendigvis dræbe. Men nej. Blomsten er magisk. Fordi den vokser i sårbarhedens jord og fordi den gødes af kærlighed. Den rejser sig igen. Endnu stærkere, endnu smukkere og endnu mere kærlig.
Vær ren i dine ord, siger Don Miquel. Forestil dig, hvad du kan skabe med ordets renhed. Du kan transcendere frygtens drøm og leve et helt andet liv. Du kan leve i himlen midt blandt tusinder af mennesker, som lever i helvede, fordi du er immun over for det helvede. Du kan nå op til himlens kongerige på denne ene leveregel: Vær ren i dit ord.

torsdag den 21. februar 2013

Noget om giftige ord og kærlighed


Det hænder. Man bliver overrumplet. Bedst som man tror, man kender en person, vender personen pludselig en side til, man ikke kendte og forvandles fra en venlig slange til en spydig hugorm. Ord sendes ud som lammende serum. Ord, der dømmer. Fordømmer.
Det handler ikke om mig, tænker man. For sådan er det jo. Tag det ikke personligt, siger man til sig selv. Den gift når ikke mit hjerte. Den gift når ikke derind, hvor den kan skade mig eller gør mig ked af det. Og måske tænker man også ”dumme svin” og siger andre grimme gloser i sit stille sind, men man trækker på skuldrene og går sin vej.

Så mærker man det. Som et bump i sjælen. Giften. Så var man alligevel ikke så modstandsdygtig, som man gik og troede. For pludselig begynder noget at krakelere og en slags vrede forplanter sig. Dønninger. Den tager tårer med, som man lidt trodsigt tørrer bort. Men hjertet synker. Ordene gik ind. Lige derind, hvor de på ingen måde hører hjemme. I et uskyldigt hjerte. Hvordan kan vedkommende tillade sig at sige sådan? Og hvorfor gjorde han eller hun det? Hvor kom det fra og hvor skulle det hen? En giftpil ramte plet!
Vær ren i dit ord, siger Don Miquel Ruiz i sin bog om ”De Fire Leveregler”. For ord er magi og skaber trolddom. Sig ikke noget, du ikke mener. Vælg dine ord med omhu. Og brug styrken i dine ord i retning af sandhed og kærlighed. Man kan løfte andre mennesker med sine ord eller man kan tynge dem. Og slynger man bare om sig med grimme gloser og insinuationer, har man slet ikke begreb om, hvad ens ord kan medføre. Ord er et bæger med ren kærlighed eller farlig gift.

Og hvis den gode Don Miquel har ret, hvad jeg er tilbøjelig til at tro, så kommer de ord, man sender ud tilbage. Man bruger dem med andre ord mod sig selv.


Senere ved man det godt. Men skaden er sket. Man lod sig ramme af giften, fordi man blev overrumplet. Man var sårbar. Dansede kinddans med smerten, men troede, at den ville blive tavs i den sanselige tango. Mærkede først for sent, at man var blevet offer for et bagholdsangreb. Så voldsomt og pludseligt, at man ikke engang selv fandt ord at sende tilbage. Og egentlig havde man heller ikke lyst. Man stod bare dér og tog imod. Og giften sank ind og forpestede sindet. Tanker. Følelser. Og selvom det måske handler om noget helt andet, end det, der egentlig lå i ordene, har de forvoldt skade og kan ikke tages tilbage.
Folk glemmer, hvad du sagde. Folk glemmer endda, hvad du gjorde. Men folk glemmer aldrig, hvordan du fik dem til at føle.

Og følelsen bliver tilbage. Senere kan man undersøge den, når man er kommet lidt ovenpå og måske finde ud af, hvad den egentlig handler om og hvor den stammer fra, men i dagene efter angrebet virker giften. Man har brug for modgift. Og må finde den i sig selv.
For pilen ramte midt i sårbarheden. Giften bredte sig. Man blev syg om hjertet og ked i sjælen. Og fristes til at spørge, barnligt og naivt, som Øb og Bøv ”Hvorfor er mennesker så onde”? Mod hinanden. Mod sig selv.

Hvornår indser vi, at kærligheden er størst af alt og hvordan bliver vi stærke nok til at lade den være vores skjold mod giftpile og grimme ord? Kærligheden.

mandag den 18. februar 2013

De små tings poesi



Vi går gennem byen. Josie og jeg. Den gamle hund og kvinden. Vi giver os god tid. Snuser. Går langsomt videre. Stopper og nyder. Detaljerne. Dem i hundehøjde og dem lidt længere oppe. Vi bevæger os med en særlig indforståethed. Hun gør sit, jeg gør mit og så gør vi noget sammen. Bevæger os. I sindigt tempo. Gennem byen.
Det er søndag. Alt er stille. Byen henligger i en slags grålig vinterdis. Vores skridt synger ekko gennem gaderne. Brosten. Et torv. Den gamle kirke som en kulisse mod vinterhimlen. Grøn. Grå. Og det, der var hvidt engang. Sneen. Vi finder en port og drages af lyset. Tager en chance og går bagom.

Gennem porten og ud på bagsiden. Søndagen bor her, det kan vi mærke. Ved første blik kan den nemt forekomme lidt trist. Bagsiden. Men så synker vi ligesom ind i noget, der på ingen måde er det, vi antog det for at være. Vi bliver betroet en hemmelighed. En hemmelighed om bagsider og små detaljer. Vi vågner lidt. Løfter blikkene. Den gamle hund snuser igen. Jeg trækker vejret dybt. Så mærker jeg den.
Poesien. Den kommer svævende dér på bagsiden. Den tager os med, spørger os ikke, skubber os bare blidt i en anden retning og søndagen forandres. Sneen er ikke længere bare sne. Og husene er heller ikke bare. Jeg har fået nye øjne. Pludselig ser jeg farver. Midt i alt det, jeg anså for gråt, træder de frem. Synger. Detaljerne. Farverne.

Jeg ser blå. Orange. Jeg ser smukke døre og vinduer ditto. Og gamle Josie får en helt speciel duft i næsen, hun står længe og vejrer med snuden og ser svært tilfreds ud. Nogen har afsløret en hemmelighed for hende. For os.
Detaljer. På bagsiden. Små tings poesi. 




søndag den 17. februar 2013

Naturligt


De første blomster kigger frem under sneen. Jeg kendte deres sted fra sidste år, så jeg gik forsigtigt derind. Mellem træerne. Bagerst i haven. Og da jeg forsigtigt skrabede sneen til side, fik jeg øje på dem. Gule og fine dér midt i den dybe vinter. Erantis. Og mit hjerte blev rørt af noget særligt, der mindede om det allerførste forår. For et slags tegn, det er de jo, de små stærke blomster i sneen. Alting har sin tid. Og foråret er lidt tættere på, end det var i går.

Naturen ved det. Den har ikke travlt. Den accepterer, at hvert eneste øjeblik har sin berettigelse og at alting er i stille bevægelse. Proces. Tålmodighed. Glæde.

Og når jeg glemmer mine menneskelige tendenser til at ville fremskynde alt, til at ville vide det hele på forhånd og kende historien og måske endda slutningen, før det første kapitel er skrevet, så mærker jeg det. Så transporteres jeg på fjerlette vinger ind i en tilstand af glæde, for det er i grunden så opslidende at kæmpe hele tiden. Så er vejret ikke godt nok, så er vinteren for lang, så går det ikke helt så hurtigt, som jeg kunne tænke mig det og det bliver ovenikøbet lidt anderledes, end jeg havde forestillet mig.

Giv slip, hvisker de gule erantis til mig og jeg betragter dem kærligt. Dér i sneen midt i februar har de fundet fred. Midt i nuet, dybt i vinteren, forankret i sig selv og alt omkring dem.

Vejret er diset. Og havde man spurgt mig i går, havde jeg ønsket mig sol og blå himmel. Åh, jeg længes sådan, ville jeg have sagt og trampet lidt i jorden. for noget skulle jeg jo gøre med min utålmodighed. Men i dag er jeg faldet til ro. Noget er sket. Noget større og langt mere omfavnende har grebet mig i det, jeg troede var frit fald.

Jeg glædes over mine fine små venner, de gule erantis i sneen. Jeg danser med disen. Lader søndagen komme uden at tænke på, hvordan den helst skal blive for at tilfredsstille mig mest muligt.

Sandheden er, at vi ikke altid ved, hvad der er bedst for os. Men naturen ved det. I dag vil jeg lytte til dens historie. Følge dens rytme. Være med det, der er. Det er søndag og det er nu. Livet.

lørdag den 16. februar 2013

Bag den blå dør


Dyb stilhed. Kun hængslerne i døren knirker lidt, da hun træder indenfor. Forsigtigt lukker hun døren bag sig og er med et omgivet af sort mørke.  Inden da stod hun længe foran trappen, der førte ned til døren. Seks trin.
Hun talte dem. Trinene. Forestillede sig, hvordan hun forsigtigt ville gå ned og stå foran den blå dør.

Det gamle hus virkede forladt. Dér midt i skoven fandt hun pludselig en lysning. Træerne trådte til side og puffede hende blidt ind i midten mod huset. Hun standsede og trak vejret dybt. Mærkede hvordan jorden næsten gyngede under hendes fødder. Hun havde gået så længe og i et så raskt tempo, at hun følte sig en smule forpustet. Vejrtrækningen var lettere overfladisk, men langsomt faldt hun til ro. Så gik hun helt hen til huset.

Huset lignede et typisk bondehus. Stråtag, lidt skævt, små trævinduer og et udtryk, der mindede om gamle eventyr. Grimm og en vis Hr. Andersen. Hvem ved, tænkte hun og smilede lidt ved den tossede tanke, måske vil døren pludselig gå op og en heks med vorte på næsen vil komme til syne. Jeg vil forsøge at vende mig om og flygte tilbage til skovens dybe favn, men i det hendes blik rammer mig, forstenes jeg. Hun kan noget med sine øjne. Hun fortryller mennesker. Får dem til at stoppe op. Pludselig kan man ikke løbe mere. Man må bare stå dér og mærke sig selv. Mærke hvordan frygten lægger sin klamme hånd om ens hjerte. Det dunker som besat. Alt i kroppen gør klar til at flygte. Men man kan ikke. Heksen træder ud af døren. Går helt hen og stirrer en ind i ansigtet, så man kan lugte hendes dårlige ånde. Vorten på næsen er både grim og fascinerende. En mægtig knop gjort af utryghed.
Men der kommer ingen heks. Alt er stille omkring huset. Den nyfaldne sne ligger fint og uberørtsom i Jomfruland. Hun går forsigtigt hen og banker på døren. Jeg kan jo spørge om vej, siger en stemme i hende, hvis nu nogen skulle finde på at lukke op. Og hun tror ikke på hekse, så rigtig bange er hun ikke. Egentlig frygter hun mere stilheden. Håber i sit stille sind, at nogen dukker op og skaber en form for reaktion. Noget at flygte fra eller til. Som altid på vej, ikke standse, tænke og mærke for meget.

Døren forbliver lukket. Stilheden er intakt. Kun lyden af hendes egen vejrtrækning bryder tavshedens kompakte spind. Hun går rundt om huset og hører sine skridt knirke i sneen, mærker fornemmelsen af frost blandet med tø, en knitrende, næsten kildrende fornemmelse. Så får hun øje på den. På den anden side af huset. Den blå dør. Seks trin ned. Sne på trinene. Ingen fodspor. Ingen dyrespor. Ingenting. Bare en blå dør, lige dele nysgerrighed og dristighed. Og et stænk af frygt.
Huset bærer på en hemmelighed, hun kan mærke den. En hemmelighed, som det vil dele med hende. Hvis hun tør. Hvis hun overvinder sin frygt og følger sin nysgerrighed, går ned af trinene og forsigtigt lægger hånden på dørhåndtaget.

Dyb stilhed. Kun hængslerne i døren knirker lidt, da hun træder indenfor. Forsigtigt lukker hun døren bag sig og er med et omgivet af sort mørke. Så falder hun. Langsomt. Svæver gennem noget, der minder om luft. Nu dør jeg, tænker hun og gisper, mens hun kæmper for at få styr på vejrtrækningen. Fra overflade til dybde. Fra uro til stilhed. Og hun dør ikke. Tværtimod. Hun falder til ro. Nogen har forsigtigt taget hende i sin favn og vugger hende blidt. Alting forstummer. Så findes der alligevel hekse. Gode hekse. De sidste tanker kæmper for at komme til orde.
Frygten forsvinder, den bryder sig ikke om det nye sted. Tankerne tier. Stilheden omgiver hende som en silkedyne og mørket lægger låg på. Bag den blå dør finder hun en helt ny verden, hvor alting ånder fred. Renser hende. Fjerner alt den støj, der har forgiftet hendes sind.

Hun tænker ikke længere, men hvis hun gjorde, ville hun tænke at hun aldrig mere forlader dette sted. Hun har fundet sit paradis. Bag den blå dør. Og hun har fået en ny ven. En slags heks, der fortryller med stilhed.

fredag den 15. februar 2013

Hjertehemmelighed


 
Der kommer et tidspunkt på rejsen, hvor man med ro i sindet kan stoppe op og gøre status. Der findes en station, som er helt perfekt til lige netop det, og når man ankommer en tidlig morgen og toget kører til perron, så ved man det. Dette er dagen. Dette er tidspunktet. Nu.
Og den morgen åbner hun rejsejournalen og læser i stedet for at skrive. Hun smiler, for det hele har dannet et perfekt lille mønster. Hvor er det fint, tænker hun. Det, der tidligere virkede som kaotiske sætninger og usammenhængende spørgsmål og tanker, er pludselig et smukt lille puslespil, der har samlet sig selv. Det er som om noget større hele tiden har vidst besked. Og det kan jo være en skræmmende tanke, for ved vi ikke bedst selv, hvad der er godt for os? Tja. Jo. Noget i os ved besked. Noget i os ved lige nøjagtigt, hvad vi har brug for og hvor det er, vi skal hen. Det er bare ikke altid, at vi er i kontakt med det ”noget”, når vi stiller spørgsmålet eller skal tegne vores retning. Vi er ikke parate. Vi kan ikke på forhånd vide det hele! Men vi kan starte med det første skridt og det første spørgsmål. Skrive de første ord eller male de første penselstrøg.

Det er som om vi skal huske noget, vi har glemt. Det skal findes i hjertet og genskabes. Ord for ord. Strøg for strøg. Skridt for skridt.

Nu er jeg ankommet tænker hun og i samme øjeblik ser hun bogstaverne opløse sig og ordene forsvinde.

Det er, som om det hun skrev, var skrevet med usynlig blæk, men pludselig kunne hun se og læse, hvad hun havde skrevet. Nogle gange var det om en anden skrev. Hun skulle bare sætte sig og åbne sig i tillid. Så piplede det frem. Og der, et sted mellem linjerne, opstod der pludselig synergi. En slags orden i kaos. Enkelte ord rejste sig og med flammende bogstaver fortalte de hende dybe hemmeligheder, som kun hun kunne forstå. Fordi de var hendes hemmeligheder. Hjertehemmeligheder. Men bedst som hun forsøgte at gribe fat i dem og tage dem til sig, forsvandt de igen. Opløste sig selv.
Så er jeg alligevel ikke ankommet, tænker hun og bliver et øjeblik fortvivlet. Men så ved hun det. Hun er sin egen ankomst og sin egen afrejse. Og da hun igen stiger om bord på toget, mærker hun en glædelig forskel danse i hjertet. Jeg er ankommet til min afrejse. Og jeg er rejst for at ankomme.

Rejsen er ankomsten og afgangen. En slags dans. En dans, som mit hjerte brænder for at lære mig. Trin for trin.

torsdag den 14. februar 2013

En norsk valentinos bekendelser


Jeg har overladt tastaturet til Filosoffen i anledning af Valentinsdag. Hvad resten af dette indlæg kommer til at indeholde, har jeg ingen indflydelse på og intet ansvar for. Ordene er Filosoffens. Og hvis du undrer dig over, at de er på dansk, kan jeg da lige fortælle dig, at han har brugt sin tid i Danmark på at lære noget, der minder om et fejlfrit dansk. Man kan ane en kæk norsk accent, men …

Det er en smuk solbeskinnet formiddag. Uden at sige noget, løfter hun mig forsigtigt op og sætter mig ud i sneen. Placerer mig med ansigtet mod øst, så jeg kan se solen danse på himlen. Ned i sneen. Jeg fryser med det samme, mærker kulden hvine i strithåret. Jeg ryster instinktivt, men i samme sekund får jeg et glimt af noget serveret med kuldechokket. Norge. Vinter. Helt oppe i nord, hvor jeg kommer fra. Den samme isnende kulde og det skarpe lys. Jeg mærker at jeg frysesmiler.
Hun skynder sig. Tager et billede af mig i profil. Hjertet skal man kunne se, siger hun. Hjertet på min skulder. For det er en ganske særlig dag i dag. Valentinsdag. Så tager hun mig nænsomt op i sin hånd, børster sneen af mig og sætter mig forsigtigt i vindueskarmen. Med kærlighed. Jeg tør langsomt op i solen og mindet om Norge forsvinder som duggen fordamper.

Så fortryder hun. Løfter mig op og placerer mig foran tastaturet. Jeg ser forundret på hende, mens hun fortæller mig, at ordet er mit. Først mærker jeg modstand, så sejler en stille fryd forbi mit hjerte og jeg indfanger den forsigtigt. Skrøbelig som den er, den lille fryd, formår den alligevel at tegne et smil på mine læber. Jeg håber ikke, at hun ser det. Jeg vil ikke virke for begejstret. Men jeg indvilliger stiltiende og hun forsvinder ud af rummet for at lave kaffe. ’Mælk og sukker’, husker jeg hende på. ’Jeg bruger mælk og sukker’. Hun nikker og er væk. Jeg er alene med solens stråler på skrivebordet og en stak ord i kærlighedskaos. Det er op til mig at sætte lidt styr på dem.
Kærlighed. Hvad er det for en størrelse? For er det ikke det, denne dag handler om, den fjortende dag i februar? Kærlighed. Den slags ved jeg jo og hjertet på min skulder er en hyldest. Til kærligheden. En sang om at elske, om at finde et sted i hjertet, som sukker ved tanken om den glæde, det giver, at elske. Uforbeholdent. Jeg er som altid lidt skeptisk, det er min natur. Men når jeg drejer mit hoved lidt og ser på kvinden ved min side, min norske skytsengelmedrejsende, så mærker jeg den. Kærligheden. En følelse af ømhed breder sig i kroppen og jeg fryser ikke længere i min tynde undertrøje. Jeg føler mig varm indeni. Hun er ganske enkelt perfekt i sin uperfekte skønhed. Min elskede. Min engel.

Hun er en selvstændig kvindeengel.  Og det kan være skræmmende at elske en kvinde, som sætter frihed højt. Men vi har talt om det, og vi er enige. Kærlighed handler også om en slags frihed. Hvis vi elsker hinanden, må vi nødvendigvis frigøre hinanden. Og det at frigøre sin elskede, indebærer naturligvis en risiko for at miste. Men et menneske, eller en skytsengel, som ikke er frit, har man allerede mistet. På den måde er kærligheden sit eget paradoks.
Og i dag fejrer vi så Valentinsdag. Jeg har foræret hende en rose og jeg har sagt, at jeg elsker hende. Hun smilede varmt og behøvede ikke at sige noget. Jeg så det. Jeg mærkede den. Kærligheden. Den strømmede fra hendes øjne i et helt specielt lys. Den dansede på hendes læber, da de mødte mine i et kys. Så satte jeg hende fri. Som en fugl fløj hun fra vindueskarmen og satte kurs mod himlen, som i dagens anledning er evighedsblå.

Smuk så hun ud, som hun fløj over trætoppene og forsvandt i horisonten. Mit hjerte sukkede dybt og jeg mærkede en sælsom længsel og angst for at miste hende. Jeg fik alle mulige grusomme tanker i mit lerhoved. Tænk hvis hendes vinger ikke længere kan bære. Eller hvis hun flyver ind i et stort træ og sidder fast i dets grene. Hvordan skal jeg så komme hende til undsætning? Jeg kan jo ikke flyve. Ikke som hun. Jeg kan flyve i tankerne og Guderne skal vide, at det er nok. Men hun? Hun har de smukkeste vinger, skrøbelige og sarte som kærlighedens morgendug. Jeg elsker hende så højt, at jeg fryder mig og frygter på samme tid. Jeg vil ikke miste hende! Men hvis jeg ikke lader hende flyve, så har jeg allerede sagt farvel.

Jeg trækker vejret dybt og sætter dagens sidste ord sammen. Sysler lidt med bogstaverne, som de ligger dér på skrivebordet. Og nu er hun kommet tilbage. Hende vi bor hos. Med kaffe til mig, sukker og mælk, og ingefær te til sig selv. Jeg stirrer ind i skærmen og håber ikke, at hun ser sårbarhedens tårer i mine øjne. For sådan er det at elske. Det er frygteligt sårbart og overordentlig modigt.
Glædelig Valentinsdag. Elsk af hele dit hjerte. Find modet, styrken og glæden ved ægte frihed. I kærlighedens navn.

Hjertelig hilsen fra Filosoffen

onsdag den 13. februar 2013

For første gang


 
I dag ved jeg, at livet er et maleri og at jeg er kunstneren.
Der er nogle forandringer i livet, der føles som en fødsel. Og hvordan det føles at føde, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg ved, hvordan det føles at blive født. Igen og igen. Og noget siger mig, at jeg i dag har set dagens lys for første gang. Resten af mit liv ligger for mine fødder. Badet i rimtåge og lyseblå magi. Svøbt i den smukkeste morgen, gjort af det fineste stof.

Rejsen gennem vinteren har været lang. Og den er ikke slut endnu. Endnu et tog er ankommet til perronen, men denne gang vil jeg stige på med en barns nysgerrighed og tiltro til, at alting er godt. Spændende. Et eventyr bobler i min mave. Mit eget eventyr. Jeg har netop fået nye ben at gå på og nye øjne at se med. Og de øjne får øje på de mest fantastiske ting omkring mig. Naturen ikke mindst. Den måde lyset sejler gennem morgenen som en ørn på lette vinger. Majestætisk og selvsikker. Fri.
Konduktøren forsikrer mig om, at toget ikke kører, før jeg er om bord. Klapper mig på håret, for han ser pludselig en helt ung pige, der næsten ikke kan stå stille af bar begejstring. Og hun føler sig tryg ved hans venlig berøring og den måde, han taler på. Gå du bare lidt ud og se dig omkring. Toget venter. Der er masser af tid!

Og tiden kommer, det indser jeg. Jeg går forsigtigt ud i morgenen og sætter de første spor i den hvide sne. Knitrende og helt vidunderlig. Lyden er som et kærtegn. Den måde, den hvisker og hviner, når jeg forsigtigt tager næste skridt. Den er kilden, sneen, tænker jeg og smiler ved tanken om at blive kildet. I dag forstår jeg ikke længere, hvorfor jeg synes at vinteren blev for lang. Mørket er forsvundet, lyset ligger dæmpet foran mig og kalder sagte.
Kom. Se. Mærk. Sans. Livet er nyt. Du er ny. Forandret. Forevigt.

I dag ved jeg, at livet er et maleri og at jeg er kunstneren. At toget venter og hvis det ikke venter, er det slet ikke mit tog. Jeg tager det roligt. Det er så naturligt at lade sig glide frem, tænker jeg, i stedet for at haste af sted. Det er så befriende at lade sig opsluge af skønheden og alt det, der er sket siden i går. Mærke hvert eneste skridt og jorden under fødderne. Hilse på træerne. Vide, at vinteren har sin tid og at den bærer på herlige hemmeligheder, som vi mennesker ofte misforstår. Men i dag dæmrer det. Jeg har set lyset. For første gang!

tirsdag den 12. februar 2013

Hvad vinteren ved




Vinteren er begyndt at trække tænder ud. Tandlægen kalder de den ude i byen. Vinteren. På et tidspunkt får vi nok af kulde og mørke dage. Der sker noget. Trætheden melder sig, mange rammes af influenza og anden dårligdom og længslen efter forår trænger sig på. Men det er ikke sådan, at den brager ned af indkørslen og banker voldsomt på døren. Den kommer snigende. Den lister sig ind gennem revner og sprækker i murværk og sjæle.
Februar ser på mig. Mærkelig nok bliver hun ikke vred, selvom jeg faktisk sidder lidt og længes efter andre måneder. Og egentlig synes jeg jo, at man skal være i nuet og nyde livet og årstiderne, som det nu byder sig, men noget i mig er ligeglad med den overbevisning. Noget i mig er begyndt at længes.

’Erstatningsterapi’, siger hun pludselig. ’Har du overvejet erstatningsterapi? Det tales der så meget om blandt jer mennesker. Når man får en tanke, som ikke gør godt, så erstatter man den fluks med en god tanke. Noget positivt. Og længsel, hvad er det overhovedet for en størrelse? Handler det ikke bare om, at man ønsker sig hen, hvor peberet gror i stedet for at være i nuet og i vinteren?’
Jeg har tænkt meget på erstatningsterapi. Det har jeg faktisk. Og jeg er enig i, at det altid hjælper at skifte fokus, når man bliver ved med at køre i ring. I stedet for at have fokus på alt det, der mangler og alt det, der ikke er, som man lige ønskede sig, kan man fokusere på det gode i livet. De små glæder, de øjeblikke, der gør godt. Familien, venner, dem man har kær. Glæde sig over, at man bor som man gør og har mad på bordet hver dag. Være taknemmelig.

Og så kan man drømme. Tænke på alt det, man ønsker sig i livet og forestille sig, hvordan det føles at være dér. Drømme går kun i opfyldelse, hvis man vover at drømme dem og tro på dem, gennem mørke vintergange og i skumle skakter, hvor lyset ikke kan trænge ind.
Det lyder så nemt. Og Februar ser bare på mig, som om hun prøver at forstå. Menneske. Kvinde. På vej, men for øjeblikket kørt lidt ud på et sidespor. Endt i en snedynge med længsel i hjertet.

’Lysterapi’. Februars stemme falder fjerlet som sne. ’Har du overvejet lysterapi?’
Jeg ser på hende og så krakelerer mit melankolske udtryk. Jeg mærker latteren boble et sted nede i maven. For jeg kommer pludselig i tanke om hundrede andre former for værktøjer og gode råd, når det gælder melankoli, sårbarhed og vintertræthed. Selv har jeg spist en appelsin til morgenmad. Jeg kan godt lide den orange farve.

Måske hører den med? Melankolien. Måske er det naturligt, som menneske, at blive lidt vintertræt, når man når et stykke ind i februar? Og måske er der endda noget positivt ved melankolien, som vi slet ikke ser, fordi vi har så meget fokus på, at det er en forkert tilstand at være i. Selv kan jeg presse poesi ud af melankoli på samme måde, som jeg presser saft ud af de orange appelsiner. Og dybt i melankoliens sjæl opstår der spørgsmål, der forekommer særdeles vigtige at stille.
Det gælder om at komme videre. Ud af vinteren og ind i foråret. Være sit eget forår og blomstre før tid.  Ofte ser jeg denne sætning, når man forsøger at hjælpe folk, der tilsyneladende er kørt fast. I melankoli, længsel eller andet, der anses for at være "af det ikke så gode". Det gælder om at komme videre. Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om at være? At undersøge de følelser, der opstår og acceptere dem som en del af det at være menneske, i stedet for fluks at finde værktøjer og køretøjer ditto, der kan fragte en ud af tilstanden i en vis fart? Jeg spørger bare. For det er en af de ting, der sker i mig, når vi når dette tidspunkt på vinteren og træthed og længsel slår følge. Spørgsmålene kommer flyvende i selskab med de sorte fugle. De sejler på vinterhimlen. Slår sig ned i træerne og spejder ud gennem de nøgne grene. Skuer over vinterlandskab og mærker længslen i trætoppene.

Skal vi hurtigst muligt finde en måde at komme ud af vinteren på? Flygte fra tandlægen og lade hånt om vores tandpine? Eller skal vi blive lidt og undersøge tilstanden nærmere? Lade de til tider tunge følelser være vores pejlemærke og et slags kompas i den sidste del af vinteren?

For hvad er det egentlig, vi længes efter? Det blæser lidt koldt i min sjæls kamre, for noget siger mig, at det ikke handler om årstider. Måske skulle vi hellere hylde vinteren for, at den kan noget med stærke følelser og vejvisere. Har du tænkt på det? Hvad handler de følelser om? Og hvor er det, de viser vej hen?
Februar lægger blidt armen omkring min hals. Trækker mig op af stolen og byder op til dans. Jeg hører musikken som et sagte suk. Først helt stille, men snart bliver den højere og mere fyldig. Jeg står stille og lukker øjnene. Mærker rytmens fylde. Fra fødderne breder den sig op i kroppen. Jeg kæmper lidt imod, men så må jeg overgive mig. Jeg tager Februars hænder.  Vi danser. Og jeg kender den dans. Jeg ved, at jeg har danset den før.

Det gælder bare om at huske, hvad du har glemt. Midt i musikkens hjerte kan jeg høre en sagte stemme.
Det gælder bare om at huske, hvad du har glemt.

fredag den 8. februar 2013

En vinterlig drillepind


Vi drikker blåbærte og ser dagen komme. Lyset stiger i horisonten, mens et stille håb om sol og blå himmel synker på samme tid.
Jeg ser på Februar, hun ser på mig og så taler vi lidt uden at sige noget. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse hendes tanker på samme måde, som hun kan læse mine. Det irriterer mig faktisk lidt, at hun har den fordel. Et ikke helt retfærdigt spil. Er hun virkelig så meget klogere? Og hvem er hun i grunden, den anden måned i året, som nu har slået lejr i mit gæsteværelse? Kender jeg hende overhovedet? Eller er hun blot et billede på, hvad jeg kunne tænke mig, hun var, og er det derfor, jeg så ofte tager mig selv i at blive skuffet? Fordi jeg har gjort mig de tanker? Jeg minder mig selv om at være åben og modtagelig. Og eftersom vi kun er nået til hendes ottende dag, er der jo masser af tid til at lære hende at kende.

'Lad os ikke spilde tiden. Lad os danse med dagen og det dæmpede lys. Fortæl mig, hvem du er, Februar, sig mig, hvorfor du bor her og hvad dit vigtigste budskab til mig er. Jeg vil så gerne lære. Jeg ønsker at vide mere, bade i visdom og vidunderlige øjeblikke af indsigt, gå vejen, et skridt af gangen og mærke, hvordan jeg langsomt smider de gamle lærdomslag for at få nye. Jeg gør plads. Så kom, min ven, fortæl mig om livet, som det ser ud set med dine øjne og mærket med dit hjerte.'
Hun ler. 'Du er ivrig, min ven, det kan jeg godt lide. Men en ting er, hvad jeg kan fortælle dig. Noget andet er, hvordan du opfatter det. Indsigt er ikke bare indsigt. Det er noget helt personligt og subtilt. Lidt som sommerfuglen, du beskrev i går. Hvilket minder mig om, at det var en heroisk og meget symbolsk gerning, du udførte, da du i sommer reddede den stakkels sommerfugl fra edderkoppens spind. Få sekunder mere og så havde den siddet helt fast. Men du så den ud af øjenkrogen og du vidste i samme øjeblik, hvad du skulle gøre. Og at sommerfuglen ikke var en hvilken som helst sommerfugl. Med rystende hænder og helt forsigtigt befriede du sommerfuglen fra spindet og så den flyve til vejrs. Med tårer i øjnene satte du den fri. Stod og så den flyve mod himlen og mærkede miraklet dybt ind i hjertet. Ikke en hvilken som helst sommerfugl!'

Hun smager på sine ord og ser på mig. Ser, hvordan jeg vantro betragter hende, for hvordan kan hun vide, hvad jeg foretog mig i sommer?
'Det kunne du lide at vide!' Hun rækker en hånd og stryger mig forsigtigt over håret. Det er som om jeg mærker en snert af sommer, en duft, noget, der bringer mig tilbage.

'Februar, for pokker, du er vinter! Hvordan kan du vide, hvad jeg foretog mig i sommer? Hvordan kan du huske episoden med sommerfuglen, noget, jeg selv havde midlertidigt glemt? Du var jo langt væk. Der var længe til februar, din måned og dit univers.'
Jeg indser, hvor lidt jeg ved. Eller hvor lidt, jeg tror jeg ved. Men nu husker jeg sommerfuglen, som blev fanget i edderkoppens spind. Min rædsel, da jeg så det ske, tårerne i øjnene, beslutningen om at gøre noget, der mest af alt var en refleks. Jeg befriede den og den fløj videre, det var et mirakel og jeg følte mig ligeså let som den, mens tårerne flød. Jeg fortalte mig selv, at jeg vel nok var blevet både sårbar og sentimental på denne del af min rejse, men gav i selvsamme sekund mine vaklende hormoner skylden. Mit hjerte smilede.

Jeg vender tilbage til nuet og ser, at Februar er forsvundet. Hun er efterladt mig til minder og tanker. Jeg smiler og drikker resten af min blåbærte.
Måske kommer Februar tilbage, hun er aldrig ret langt væk på denne tid af året. Der er noget flygtigt og uhåndgribeligt over hende. Noget, der både irriterer og pirrer mig. Hun forstår at vække min nysgerrighed og hun giver mig tusindvis af spørgsmål, som jeg kan hygge mig med i de kolde vintertimer. Hun er Uranus. Skælmsk. En vinterlig drillepind fuld af sødme. Bedst som jeg tror, jeg kender hende, træder hun et skridt til side og overrasker mig. Forbavser og fortryller. Ikke statisk, ikke noget, jeg kan gribe og fastholde.

Mine tanker kredser igen om sommerfuglen og i samme sekund forstår jeg. Først når jeg sætter hende fri, på samme måde som jeg gjorde med sommerfuglen, først da kan jeg begynde at forstå hendes sande væsen og elske hende, for den hun virkelig er.

torsdag den 7. februar 2013

Sommerfugl


At jagte glæden og lykken er som at forsøge at fange en sommerfugl. Hvis vi får fat i den, ødelægger vi støvet på dens vinger, og den vil aldrig mere kunne flyve igen. Den sommerfugl, hvis støv ikke længere ligger fint på dens vinger, er ikke længere sig selv. Den er ikke hel. Og så samme måde bliver vi ikke hele ved kun at jagte glæden og lykken og tro, at vi kan favne den og holde den forevigt.
Lykken er som er som en sommerfugl. Flygtig og smuk.

I de øjeblikke, hvor den dukker op på vores vej og beslutter sig for at flyve lidt med os. Når den danser foran os og vi fortrylles af den historie, de lydløse vingeslag fortæller. Kærtegnet af den glæde, det er, at få lov at betragte en skønhed så skrøbelig og fin. Hjertet bliver mildt, når vi ser den lande på en sommerblomst. Fjerlet og uden besvær. Aldrig har vi set sådan en skabning så perfekt. I det øjeblik står tiden stille og alting bliver til kærlighed. Glæden ved at flyve, leve i den korte sommer, svæve, lande, folde vingerne ud og mærke det søde sus af ægte frihed.
I det sekund vi forsøger at gribe om den perfekte skabning, forvandles skønheden til en illusion. Støvet, vingerne, sommeren, der slutter alt for brat. Længslen, der ikke længere har frihed til at flyve. Sorgen, når vi indser, at det ikke kan indfanges med de bare næver.

Men når vi bare ser. Betragter. Mærker og sanser. Så hænder det, at sommerfuglen lander på en arm eller finger. Helt blidt sidder den i brøkdele af sekunder. Sekunder som evigheder. Er vi helt stille, lyttende og modtagelige, kan vi indånde den historie, den bringer til os. Og øjeblikket er så smukt, at vi glemmer tid og sted. Sanseløse sekunder i selskab med noget af det smukkeste, der findes på jorden.
Sommerfugl. Tak fordi du lærer mig om livet. Tak fordi du danser på min sti og viser, at du ser mig. Tak fordi du lærer mig om tålmodighed og ægte glæde. Om at få vinger og kunne flyve gennem den korte sommer, dansende over vilde blomster, indhyllet i dufte og farver gjort af evighed og øjeblikke.

Sommerfugl. Nu indser jeg, at jeg aldrig ville have set din skønhed, hvis jeg ikke havde oplevet den anden side af lyset. At jeg ikke ville kunne sætte så stor pris på glæden, hvis jeg ikke kendte sorgen. Og at jeg aldrig bliver sommerfugl, hvis jeg tror, at jeg kan hænge det, jeg skal være, bag glas på min væg med en knappenål igennem sig.
Sommerfugl.

Billedet er lånt hos varbak.com. Tak!

onsdag den 6. februar 2013

I sårbarhedens fodspor


 
Dette indlæg må nødvendigvis handle om sårbarhed.
Februar ryster på hovedet, har jeg glemt at burde og skulle er kørt af sted med et tog, jeg valgte at lade passere forbi? Nu ryster jeg på hovedet, for det her handler om noget andet. Og hun ved det godt, hun driller bare. Hun har jo set mig sidde fordybet i bogen i min hyggelige lænestol. Hun har jo betragtet mig, når jeg ivrigt tog notater og hun har hørt mig sukke dybt. Hun har sågar lagt mærke til de tårer, der til tider sprang frem i øjenkrogene, for jeg ved at hun ser og hører alt.

Hun ved også, at jeg nu føler mig tom og fyldt op på samme tid.

Jeg er nået til vejs ende på en rejse, jeg har foretaget i selskab med Kristin Flood. En pilgrimsvandring langt tilbage i tiden. Jeg har lært mere om den fantastiske Frans af Assisis og jeg har lært mere om mig selv og min egen rejse. Gennem Kristin. Og jeg siger tusind tak, fordi kvinder som hun giver sin historie videre og træder direkte ind i sin egen sårbarhed for at mærke det, Frans’ rejse handlede om.
Det kræver mod at være sårbar. Det kræver mod at gå helt derind, hvor alting er så skrøbeligt og fint, at det er stærkt på samme tid.

Smerte og sårbarhed er vigtige signaler, skriver Kristin på et tidspunkt. Det er vist en pilgrim, hun møder på sin vej, som siger ordene til hende. Siger dem på et tidspunkt, hvor hun selv er så sårbar, åben og nøgen at hun føler, at hun skal knække midt over. Smerte og sårbarhed er vigtige signaler, trøster pilgrimmen. De er dine vigtigste vejvisere. De åbner døre, som ingen andre er i stand til at åbne. Når du kan tåle at være sårbar, begynder skyklapperne at forsvinde. Du begynder at se bedre. Først ser du din egen frygt. Derefter begynder du at se andre mennesker på en ny måde.

'Så du er altså kommet til en station på din rejse, hvor du har besluttet dig for at møde din frygt?’ Februar bryder ind, hun er i et sjovt humør i dag, smådansende og en smule rastløs. Det er som om hun har noget på hjerte, men ikke helt ved, hvordan hun skal give udtryk for det.

’Jeg ved egentlig ikke, om det er en beslutning’, svarer jeg og smager på spørgsmålet. ’Det er ligesom bare blevet sådan. Og jo, på et tidspunkt har jeg vel indset, at det ikke kan nytte noget at blive ved med at flygte. Hvis jeg vil lære mig selv at kende og stå stærk i egen kraft, må jeg også stå stærkt i min egen sårbarhed!’.

Jeg nikker, hun har ret, jo, jeg har truffet en beslutning! Og efter at jeg har læst Kristin Floods bog om Frans og hans fantastiske liv, er jeg endnu mere sikker. Den vakte dyb genklang. Dette er ord til mig på min rejse, tænke jeg og takkede i mit stille sind og hjerte den gode Kristin for at have skrevet bogen. Og det var jo ikke bare en bog, den var skrevet med hjerteblod og sårbarhedsmod. Den måde, hun forstod at fortælle historien om Frans samtidig med, at hun berettede om sin egen rejse i hans fodspor og i sig selv, det gav mig kuldegysninger. Tårer i øjnene. Skrivekrampe, fordi der var så meget, jeg lige måtte notere. Ord til mig, tusind tak, lige hvad jeg havde brug for. Nu forstår jeg, hvis jeg før var i tvivl.

’Måske skal vi lege lidt videre med sårbarhedens væsen’, siger Februar og lyser op i et smil. ’Være lidt filosofiske og udforske det sted i os alle, hvor vi finder os selv og vores indre skat, hvis vi altså tør. Gå i vores egen sårbarheds fodspor?'

Jeg nikker, men indlægget bliver altså ikke meget længere i dag. Det må dryppe i de kommende dage. Historien og alt det, den gjorde ved mig, skal lige have lov at bundfælde sig. Og det forstår hun godt, Februar, hun snupper en kuglepen fra min krukke med penne og noterer noget i sin personlige notesbog.
Du må lede, hvor ingen andre leder, ikke lade dig distrahere af overfladen, men følge tegn og mærkelige spor. Skatten er gemt i en skattekiste i hjertet …

Billedet er lånt på kulturrejser-europa.dk. Tak!

mandag den 4. februar 2013

Mosaikhumør


Livsglæde er at rumme alle følelser. Også de snerrende, dystre og mørke
Ordene er ikke mine. Eller rettere sagt, de er ligesom blevet mine, for jeg har skrevet dem ned i en af mine mange notesbøger. Jeg kan se, at ordene stammer fra i sommer, hvor jeg var på intensiv indre rejse samtidig med at årets mest elskede årstid slog sine folder og satte sine spor. Og så ved jeg ikke mere. Men jeg ved, at ordene rummer en stor sandhed for mig.

Februar kommer ind af døren og stiller en kop kaffe på mit bord. Duftende og serveret i mit yndlingskrus, vækker den gode sanser til live. Jeg mærker en følelse af velvære brede sig i kroppen og jeg glæder mig til at holde om kruset og smage på kaffen og den varme mælk. Sammen udgør de et hele. Jeg smiler til min februarske veninde og gør tegn til, at hun kan sætte sig ned, hvis hun har lyst. Men hun ryster bare på hovedet og forsvinder stille ud af døren igen. Bærer sit eget krus hen til gæsteværelset og lukker forsigtigt døren bag sig. Så hun gider ikke mit selskab, tænker jeg og ved i samme sekund, at det var mit ego, der gav lyd fra sig. Det handler om noget helt andet. Nærvær med sig selv, et værelse og en kop kaffe, tanker eller herlig mangel på samme. Man lærer i grunden allermest i ensomhed, tænker jeg videre og smager på ordet, som ikke er det helt rigtige. For ensomhed har en klang af sorg i sig. Noget, man ufrivilligt befinder sig i, med mindre man er eneboer og en slags særling. Eller hvad?
Jeg søger ensomheden på samme måde, som jeg søger selskab. Jeg kan ikke engang sige, hvad jeg sætter størst pris på. Og måske er det også en del af den livsglæde, de indledende ord handlede om, at erkende, at man holder af begge dele og slet ikke er nødt til at vælge. At man kan skabe sig et liv i en slags personlig balance, hvor man bevæger sig ind og ud som i en slags dans. Fordi begge dele giver næring, men for meget af den ene slags vælter læsset? Ud og ind, frem og tilbage. Ude, hjemme, hopsasa.

Indrømmet! Jeg er i underligt humør i dag. Og jeg burde nok slet ikke sætte et adjektiv på, for mit humør er faktisk helt perfekt til lige netop den, jeg er i dag. Det passer til vejret, det er slud, regn og sne i skøn samhørighed. Kan du mærke det? Hvordan det bare flyder som vandet fra tagrenden, der løber over og rammer jorden med små brag. Hvordan det løber langs med isen på overfladen og gør sig til en vandpyt, inden det deler sig og udmunder i små kanaler og forsvinder i ingenting? Sådan er jeg i dag. Som vandet i tagrenden. Som vejret og som årstiden. I mosaikhumør.
Jeg har besluttet mig for at turde rumme det hele. Jeg har besluttet mig for at øve mig på at være med alt det, der er og de tanker og følelser, der opstår i mig selv. Jeg har besluttet mig for at lære at betragte det hele med nysgerrighed. Hvor er jeg i grunden spændende, kan jeg tage mig selv i at tænke, men så hopper egoet op på sin stol og kaster både jantelov og småsten i hovedet på mig. Egocentriske kvinde, kom ned fra din piedestal! Se ud og mærk verden! Det er der nok, nogen der engang har sagt eller skrevet til mig, for jeg kan godt mærke følelsen, men jeg ved også, at den er knyttet til en gammel historie skrevet med egobogstaver. Jeg ved også, at ordene slet ikke handlede om mig, men om dem, der sagde eller skrev dem og det, min opførsel eller mine ord gjorde ved dem, men ikke desto mindre skal jeg lige vende den, mærke følelsen, suget i maven, den synkende fornemmelse og så … Så stopper jeg op!

Jeg er spændende. Du er spændende. Mennesker er nogle spændende og underfundige væsener. Og når vi lærer at rumme og acceptere det hele og være med alt det, der er, så har vi tilmed chancen for alvor at nyde livet og være, som TV2 har skrevet det i en sang, nærmest lykkelige.
Eller hvad?

søndag den 3. februar 2013

Hjemkomst


Vi var i København i går, nærmere betegnet på Frederiksberg, hvor jeg er født og opvokset. Vi besøgte min mor, som serverede dansk mad i det, man må betegne som mit barndomshjem. Vi har boet flere steder, men i lejligheden, hvor mor endnu bor, udlevede jeg mine teenageår og det var den lejlighed, jeg forlod, da jeg flyttede for mig selv, først i fremlejet lejlighed i København og siden til Skotland.
Men det er en anden historie. Disse ord handler om aftenen i går. Det er så underligt at vende hjem. Og det er jo hjem, jeg er født i den by, København. Den er så fuld af minder og har på mange måder gjort mig til den, jeg er. Når vi kører ind mod Frederiksberg af Roskildevej, mærker jeg et sug i maven og bliver ligesom hevet ind i byens favn. Jeg ser hvert et lys og kaster et blik mod Damhussøen, som jeg har løbet rundt om adskillige gange. Ser løbere, fodgængere og svaner, der danser på isen i vinterens tusmørke lys.

Nu er jeg hjemme, tænker jeg og vi stiger ud af bilen tæt på min gamle skole. Alting er så velkendt og jeg føler mig på hjemmebane, gennem gaderne, som jeg kender, gadenavne og huse, der tilsyneladende ikke har forandret sig så meget. Men hvem bor der i lejlighederne nu? Næppe de samme, som da jeg forlod området for mange år siden. Meget vand er løbet gennem floder og ud i have og jeg er anden. Vi går med målrettede skridt hen til gadedøren og ringer på. Mor lukker op. Der dufter af hakkebøf med løgsauce og ovnbagte kartofler. Jeg opdager, at lejligheden i grunden ikke er særlig stor og tænker på, at vi boede fire personer dér. Men den var stor nok!
Jeg er blevet vant til åbent landskab og langt til næste nabo. Pludselig føler jeg mig splittet. Trækker gardinet til side og stirrer ud på den gade, hvor jeg har gået og cyklet så mange gange, at man skulle tro, det var løgn. Ud af øjenkrogen ser jeg parken, hvor min bror og jeg stod på skøjter om vinteren. Jeg rammes af minder og fortaber mig i fortiden. Jeg dufter til blomster, som for længst er visnet og mærker samtidig små stik af torne. Det sure og det søder blander sig i en slags dans, mens lysene blinker mod aftenhimlen og spejler sig i vinduerne. Kærtegner hinanden. Holder fast. Giver slip.

Efter middagen beslutter jeg mig for at gå en lille tur i gaderne. Alene. Eller det vil sige, jeg følges med gamle Josie, som jo også har boet en stor del af sit liv i byen. Sammen går vi ud i aftenfrosten og vandrer lidt rundt i mit gamle kvarter. Langsomt, i sindigt tempo, går vi på fortove og ned af velkendte gader. Rundt om blokken og hen til den næste. Alt er det samme og alligevel forandret.  Fortiden knitrer som den fine frostsne under fødder og poter og jeg balancerer som en linedanser på nuets line. Fortiden og fremtiden er som en afgrund på hver sin side af mig. By. Land. Før. Nu.
Det slår mig, at man kan elske begge dele. Byen og landet. København med sine huse, mennesker, lys og lyde. Landet med sin stilhed og sine stjerner.

Og stjernerne følger os på vej, da vi igen forlader byen og kører sydvest på. For hver kilometer, bliver de klarere og klarere, stjernerne. Mørket tager fat i os og fører os hjem. Og da jeg igen stiger ud af bilen og mine fødder rammer jorden, mærker jeg samme følelse af hjemkomst. Denne gang dog endnu stærkere. Jeg indser, at jeg er blevet en del af stjernerne og stilheden.

Her bor jeg nu, tænker jeg og smiler til den bid af månen, der er synlig på februars nattehimmel. Jeg er kommet hjem.

lørdag den 2. februar 2013

Kaffe og krystaller


 
Vi sætter os ned med dagens anden kop kaffe. Denne gang er det Februar, som laver den. Svæver rundt i køkkenet som en drømmefe med snefnug i lokkerne. For sådan er formiddagen.
Et hvidt drys har lagt sig over landskabet og lyser forsigtigt op i den ellers disede dag. Vi gør os langsomme. Jeg falder i staver over mælkeskummet i min kaffe og betragter det mønster, mælken danner på overfladen. Jeg ser en dansede figur, der strør perler over den brune jord. Jeg indånder duften af kaffe og varm mælk, en slags salig sansede salsa. Februar smiler, det kan jeg mærke, så jeg løfter blikket fra kaffemaleriet og ser på hende. Godt du er kommet, siger jeg uden ord og hun blinker til mig. Det er bedre en at morse. Hendes blik siger alt og jeg slapper endnu mere af.

Sådan sidder vi lidt og lytter til den fælles stilhed. Morgenen, der afløses af formiddagen, lyset, der pludselig bliver lidt skarpere og kaster en slags føler gennem vinduet. Dagen skrider frem med forsigtige skridt, et af gangen og stør om sig med øjeblikke, som vi kan gribe og gøre til vores.
Jeg ser et smukt øjeblik glimte i Februars håndflade. Vi betragter det begge to uden at sige noget. Udveksler smil. Drikker kaffe. Den dansede figur med perlerne er nu forsvundet fra min kaffejord. Men den har efterladt sig et andet mønster, en slags besked til mig. Måske. Jeg stirrer så intenst ned i min kaffe, at Februar bliver nysgerrig og læner sig frem for at se med. Hun ryster på hovedet, hun kan ikke knække koden. Hvis det altså findes, men det tror jeg faktisk. En kaffekode med en særlig besked til netop den, der sidder med koppen og drikker. I dette tilfælde mig.

Nu kigger en solstråle forbi, et skarpt lys rammer bordet. Vi har stadig ikke udvekslet et ord, men alligevel er så meget sagt. Vi har tabt tiden et sted, jeg aner ikke hvad klokken er. Da den tanke strejfer mig, bliver jeg nærmest forskrækket og ser op fra nuet. Jeg taber øjeblikket på gulvet og det knuses mod gulvet i tusinde skår. Krystaller af evighed ligger som snefnug for mine fødder.
Februar mærker det og forlader nuet sammen med mig. Pludselig vandrer vi i fremtidsgange, som vi endnu ikke kender og som faktisk ikke findes. Kun i tankerne. Vi hoppede på et tog, der kom forbi, et tidstog med passagerer, der alle har det til fælles, at de hedder Skulle og Burde til efternavn. Og de har bekymring med i bagagen.

Nu sidder vi i toget og ved godt, at vi er på afveje. Og det kaldes fremgang, for når man bliver opmærksom på, at man faktisk har forladt det i grunden ganske trygge og gode nu, så har man lært noget. Kunne jeg have valgt ikke at hoppe på det tog? Kunne jeg være blevet stående på nuets station og vinket, mens toget passerede mig og Skulle og Burde sad med næserne trykkede mod ruden, ærgerlige over, at de ikke fik deres klamme kløer i mig? Havde jeg et valg?
Februar nikker, hun ved det også og så ler vi. Latteren gør godt. Vi hopper af toget og ruller rundt i en sommerlig grøftekant. Hilser på valmuer og stenbidere og følger duften af kaffe hjem igen. På vej hjem ser jeg en sommerfugl. Den lander forsigtigt på min hånd, et kort øjeblik, men det er nok. Jeg forstår.

fredag den 1. februar 2013

Hun ankom i natten


 
Hun ankom i natten. Svøbt i en kåbe af halvmånelys åbnede hun forsigtigt hoveddøren og listede op af trappen. Selv befandt jeg mig i søvnens favn og lå så godt og drømmende, at jeg bare registrerede hendes ankomst. Velkommen Februar, vi ses, når morgenen træder frem i horisonten. Så sov jeg videre.
Nu ved jeg, at det ikke var en drøm. Hun er virkelig kommet. Et skridt nærmere det, mange af os længes efter på dette tidspunkt af året. Våren. Det er lidt tidligt, det er stadig vinter, men Februar bringer en slags friskhed med sig, som minder os om det, der skal komme.

Fuglene begynder at gøre væsen af sig, forsigtigt prøver de deres stemmer og begynder så småt at øve sig. Et lille pip her, et lille pip der, men lidt har også ret. Det er faktisk sådan, man spiser elefanter eller bestiger bjerge. En bid eller et skridt af gangen. På et tidspunkt bliver de et kæmpemæssigt kor af forårsfuglestemmer og himlen vil åbne sig for endnu et mirakel. Og det er som om Februar har en lille forsmag på det mirakel med sig. Gemt i lommen på sin cardigan, som hun har klædt sig i på denne første morgen i sin måned. Rødmende som morgenhimlen.
Vi omfavner hinanden, drikker kaffe og udveksler erfaringer. Der er sket meget siden sidste år. Jeg bliver rørt ved tanken om, at det er så længe siden, vi sidst så hinanden. Nu sidder hun der igen, overfor mig, med sit velkendte smil, en ven, som jeg har savnet, men som samtidig er ny på mange måder. Begge har vi rejst gennem dage og måneder og øjeblikke af indsigt har forandret os. Bare lidt, men vi mærker det begge to. Forsigtigt nærmer vi os hinanden, fulde af respekt for det, vi ikke kender og det, som har forandret os og gjort noget ved os, hver især. Den sårbarhed, der ligger i rummet, en forsigtig duft af erfaring og den visdom, der følger i kølvandet. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle hende. Ord, jeg vil sige, dele og give hende. Og hun har det på samme måde, det mærker jeg. Hun rækker hånden over bordet og lægger den over min.

’Vi har masser af tid’, smiler hun og jeg ser ind i evigheden. ’Jeg glæder mig til at lære dig at kende igen’.