torsdag den 31. januar 2013

Honningord og tryghed



Jeg ryster på hovedet og vågner. Så det var altså bare en drøm! Der findes slet ikke talende valmuer og sommerlige grøftekanter her midt i vinteren. Men der findes da sikkerhed. Og tryghed. Eller gør der?
Jeg har tænkt over spørgsmålene i dagevis. Dem, jeg havde til valmuen og som den velvilligt svarede på. Med flere spørgsmål. Men eftersom jeg har lært, at svaret gemmer sig et sted i spørgsmålet, bliver jeg ikke som tidligere irriteret over, at mine egne dybfølte spørgsmål, som jeg hungrer efter at få svar på, blot bliver returneret i form af endnu et spørgsmål. Jeg sukker selvfølgelig og mærker et øjebliks snert af utålmodighed og irritation. Men så forsvinder det. Tilbage er spørgsmålet. Langsomt sejler det i vinden, laver saltomortaler i luften og lander ligeså fint som en sommerblomst på græsset ved siden af mig.

Måske spørger du nu, om jeg stadig befinder mig i grøftekanten. For altså, jeg vågnede jo og opdagede, at det hele bare var en drøm. Gjorde jeg ikke? Vågnede og konkluderede at der hverken findes talende valmuer eller sikkerhed.
Det ene er sandt. Det andet er en sandhed med syngende modifikationer. Valmuer kan faktisk tale! De har deres eget sprog, men hvis man lægger sig ned i græsset og er helt stille, kan man begynde at mærke det. For sproget er en følelse. Noget, der opstår i stilhed og sommervind. Og hvis man er endnu mere stille og opmærksom, med al sin nærvær i nuet, så kan man faktisk høre den. Valmuens stemme. Og instinktivt ved man, hvad den siger, for i samme sekund opdager man, at man faktisk kan det sprog.

Jeg beslutter mig at blive liggende lidt i grøften med lukkede øjne, mens jeg lytter til valmuen. Og nu taler den ikke mere, nu synger den. En blid vise med ord som honning, sød, dryppende og smeltende i sommervarmen. De rammer mine læber, honningordene, og jeg smager forsigtigt på dem med tungespidsen. Trækker vejret dybt og indser, at jeg forstår. Eller rettere sagt, noget i mig forstår. Og i samme øjeblik længes jeg ikke mere efter sikkerhed.
For hvad er sikkerhed og tryghed andet end et vakkelvornt hus gjort af pindebrænde? En illusion, som vi varmer os ved, når vinden blæser. Håber, at vinden går uden om vores hus, drejer af i sidste øjeblik og ja, selvfølgelig håber vi ikke, at den begynder at æde af naboens brændehytte i stedet for, men vi ånder lettet op hvor eneste gang, den går vores skrøbelige tryghedshus forbi. Valmuen sagde, at sikkerhed er et paradoks. En slags hule, hvor man kan gemme sig for livet. De ord ramte mig som en kærlig lussing. Jeg vågnede med et sæt, åbnede et kort øjeblik mine øjne og mærkede angstens sved på min pande og i mit mellemgulv.

Hvis nu vi antager, at valmuen har ret. Hvad så? Hvad skal vi så gøre? Og nu står den der og smiler, den smukke orangerøde valmue, dansende i sommervinden. Den har fundet sit svar.
Tiden er kommet til, at jeg skal finde mit svar. Hvad vælger jeg? Tryghed, sikkerhed eller at leve livet efter hjerte og bedste evne? Fra øjeblik til øjeblik med kærlig tro på, at alting vil ordne sig på bedste vis.

I nuet, i dette øjeblik, er alting jo perfekt. Så hvordan skal fremtiden kunne komme mig i møde med alt det gode, jeg ønsker mig, hvis jeg frygter det værste og dermed bliver en ubevidst magnet for tilfældigheder og noget, jeg egentlig ikke ønskede mig? Jeg er lidt hård ved mig selv i min formulering, men jeg skal kunne forstå det her! Valmuen nikker.
’Jeg tror at noget er ved at dæmre i dig’, siger den og vender sig om, for en anden blomst af samme art har prikket den på stilken og vil i dialog. Velvilligt går den ind i samtalen og sammen begynder de en slags kommunikationsdans. Blidt vugger de i vinden og duften af deres særlige skønhed rammer mig som en kugle af glæde. Borer sig ind i mit hjerte og sætter sig fast. Jeg mærker at jeg smiler.

På forunderligvis føler jeg mig tryg midt i usikkerhedens dans.
De forrige afsnit af den lille valmuehistorie kan du læse her og her :)

mandag den 28. januar 2013

Håndgribelig

 
 
Selvom man går og tror noget andet, er rejsen ikke struktureret.
Den er flydende, i bevægelse og på ingen måde håndgribelig i sig selv.
Men i dens kølvand opstår håndgribeligheden.
Ordene.

 

fredag den 25. januar 2013

Og valmuen talte


Så ligger jeg der i grøften ved siden af en valmue, mens en strøm af mennesker går forbi på vejen derude. De ser mig ikke og de ser heller ikke de smukke blomster i grøftekanten. Og hvad mere er, de hører ikke valmuen tale. Men det gør jeg. Måske tænker du, at jeg er vågnet i en drøm. Eller at jeg er blevet småskør. Mindst! Men sandheden er at der findes en anden sandhed og det er den, den smukke valmue nu fortæller mig om.
Det orange kronblad ligger stadig på mit venstre bryst. Jeg lægger hånden på det og ved instinktiv, at jeg har lagt hånden på hjertet. Så lukker jeg mine øjne og trækker vejret dybt, mens jeg lytter til de ord, min nye valmueven siger. Jeg skal anstrenge mig lidt, for valmuer taler ikke så højt. De råber ikke! Nej, for så ville alle deres smukke blade falde af og der er jo ingen, der ønsker at miste deres pragt. Heller ikke valmuer! Så den står ganske stille og svajer i vinden, mens den fortæller sin historie.

'Der findes et alternativ til vejen derude', siger den og peger med sin usynlige finger derhen, hvor mennesker myldrer forbi. 'Og inden du afbryder mig, vil jeg skynde mig at fortælle dig en hemmelighed. Der findes slet ikke noget, der hedder sikkerhed! Det er en menneskeskabt myte. Ingen er sikre, hvis de søger sandheden og vejen uden for sig selv. Det findes simpelthen ikke. Men behovet for sikkerhed og tryghed er så stor i mennesker, at de vælger at tro på, at de en dag vil finde sikkerheden. Og på mange måder bliver sikkerheden deres pejlemærke. Et slags kompas. De kalder det måske noget andet, men det er i bund og grund det samme, det handler om. Mennesker søger tryghed og kærlighed uden for sig selv. Og så farer de vild!'
Valmuen ånder og sender sin duft med brisen. Den rammer min næse og det kildrer i mine næsebor. Jeg smiler, kan jeg mærke, de fine hår danser til duften af valmuevisdom. Det føles godt. Jeg sukker og trækker endnu engang vejret dybt, mens jeg forsigtigt spiser af valmuens ord. Et af gangen.

'Alle mennesker vil have sikkerhed, men sikkerhed er et paradoks. For ingen vil finde lykken i sikkerheden. Sikkerheden er som en slags hule, hvor man kan gemme sig for livet. Håbe, at ingen kommer forbi og puster den omkuld, den skrøbelige hule gjort af fløjsillusion.'

'Mennesker tror, at det eneste liv, der findes, er det på vejen derude. Vejen mod sikkerhed. De tror på de skilte, der lover guld og grønne skove med træer gjort af tryghed. Og træer er trygge', tilføjer valmuen og ser snu ud, 'men det er kun fordi de hviler i sig selv og har forbindelse til alt, hvad der er.'
En kunstpause opstår. Jeg rejser mig op på albuen og stirrer intenst på valmuen. Den står helt tæt på mig og jeg kan se, hvor smuk den er, dens fine dens linjer og buer, de orangerøde kronblade som silkestof, den stolte stilk. Jeg kigger direkte ind i selve skønheden. En bølge af velvære ruller ind over mig og jeg er nær ved at glemme det spørgsmål, jeg ville stille. Jeg er faktisk ved at boble over af spørgsmål til den kloge blomst dér i grøftekanten.  Samtidig bliver jeg i tvivl. Som sædvanlig. Kan jeg tillade mig at stille spørgsmål, afbryde og måske være med til at få valmuen på afveje? Så tager jeg chancen.

’Hvad med tryghed? Spørger jeg forsigtigt. Handler det ikke om at være tryg?
’Det kommer så sandelig an på, hvordan du definerer tryghed’, svarer valmuen og ser pludselig helt autoritær ud. Ranker sig på sin stilk og kigger mig direkte i øjnene. ’Hvad er tryghed for dig?’

Nu er jeg på skolebænken! Jeg mærker suget i maven, et snert af præstationsangst, jeg vil jo gerne svare rigtig på spørgsmålet eller i hvert fald sige noget, der gør valmuen glad.
’Tryghed’, summer jeg, ’jamen det er noget med at føle sig sikker. Sikker, så man kan sove godt om natten og ikke vågner op badet i sved, jamrende ved tanken om alt det, der kan gå galt.’

’Aha! Så tryghed for dig er at vide, at alting er godt og bliver ved med at være det. Men hvis du altid frygter og forventer, at noget dårligt vil ske, hvordan tror du så, at det gode skal komme til?
Jeg ryster på hovedet og vågner. Så det var altså bare en drøm! Der findes slet ikke talende valmuer og sommerlige grøftekanter her midt i vinteren. Men der findes da sikkerhed. Og tryghed. Eller gør der?

Fortsættelse følger! God fredag :)

Du kan læse første del af historien her.

torsdag den 24. januar 2013

Sikkerhedens paradoks


 
Det er sådan det er, når man rejser, tænker jeg og beslutter sig for at usikkerheden er en tro følgesvend. Jo, man har lyst til at skubbe den ud over rælingen, men samme sekund man gør det, holder skibet simpelthen op med at sejle. Man strander og må gå i land på den nærmeste kyst. Efterlade sin åndelige bagage og gode intentioner om bord og bare følge den vej, manden på land peger på. Dette er din vej. Gå nu! Og man ved med hele sin sjæl og sit hjerte at det overhovedet er ens vej, men sådan bliver det alligevel, for hvis man ikke vil følges med usikkerheden, så må man føle. Sig fortabt.
Og hvad kan jeg så få i dette land, tænker man og prøver med de positive tanker. En kvinde dukker op, hun bærer på et stor skilt og da hun ser mig, kommer hun springende hen og rækker mig en flyer. Eller rettere sagt, hun skubber den nærmest ind i min hånd. ,Den er til dig,, siger hun, ,kom med denne vej. I dette land tilbyder vi sikkerhed.,

Det lyder jo meget godt, tænker man og husker de mørke nætter om bord på det lille skib. Alene med sig selv og natten. Nætter, hvor man tænkte alle de positive tanker, man havde lært og i øvrigt havde travlt med at citere taknemmeligheder på samme måde, som man terpede syvtabellen i skolen. Jeg er en heldig kvinde. Alene på mit skib, en slags kvindelig ridder af natten, frygter ikke skygger og syvtabeller. Jeg lærer dem at kende, går helt ind og er. Bare mig og min skygge. Vi bliver bedste venner, slyngveninder. Og syvtabellen har jeg for længst lært. Nu er det ottetabellen, det gælder.
Men der er koldt om bord. Alene med mast og lanterne må man i sandhed erkende, at det på mange måder er en lidt ensom færd, denne rejse. Så hvorfor ikke følge med kvinden, der sælger sikkerhed og sundhedssandaler? Det frister og lokker og det dufter af tryghed. Så man følger med og lader helt være med at tænke på det, man forlod om bord. De gode drømme. Friheden. Alt det, hjertet sang om. Nu er hjertet stille. Men kvinden, hun plaprer op og fortæller om alt det gode, der er i sikkerhedens land. Vejen er lagt, man behøver ikke gå i tåge og gå forkert hele tiden. Der findes kun en vej og den har andre skabt. Man skal bare følge i de fodspor, man tydeligt ser i asfalten.

Pludselig kan jeg mærke det. Jeg stopper op midt på vejen, midt i et stort fodspor, hvor tusinder før mig har vandret. Noget prikker til mig. Helt forsigtigt. Jeg står stille, musestille og lytter. Indad. For det er der, stemmen kommer fra. Og jeg kender den efterhånden, lyden af stemmen, der taler om den sandhed, der tilhører sjælen. Jeg er i vildrede.
Mens jeg står på vejen, bliver der skubbet og puffet til mig fra alle sider. Jeg er ikke længere alene. Der er masser af andre mennesker på samme vej, som også vil have en bid af sikkerheden. Det gælder bare om at gå. Så jeg bliver mast til side og står så i vejkanten og ser dem gå forbi. Tilsyneladende målrettede, med blikkene stift rettet mod fodspor og vejskilte. Denne vej til sikkerhed. Garanti. Tryghed. Det gælder bare om at komme først!
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre og beslutter mig for at lytte til det, som stemmen siger. Jeg må gå helt væk fra vejen og sætter mig forsigtigt i grøftekanten. Der dufter af blomster, den slags, der kun gror i grøftekanter og levende hegn. Den slags, der boltrer sig og er helt deres egen. Den slags, der lever af frihed og regnvejr. Jeg betragter de smukke valmuer og smørblomster. De dybe farver, den intense måde, hvorpå de lever deres blomsterliv. Jeg lægger mig forsigtigt midt i stilhedens dans. Der midt i grøftekanten. Og det står mig klart, at jeg ikke længere kan ses fra vejen. Jeg er igen alene.

,Visse vasse', siger en valmue og knejser med sit smukke hoved, 'det er du da ikke. Du har os!'
'Har jeg jer?' Jeg smiler venligt til den fine valmue, mens mit ego samtidig ryster på hovedet. 'Det er sødt af dig, men altså … du er jo bare en blomst!'

Nu er det valmuens tur til at ryste på hovedet. Og det gør den med sådan en kraft, at et af dens orange blade falder af. Det lander på mit bryst.
'Nu skal jeg fortælle dig en historie', siger valmuen og jeg nikker. For mit hjerte siger jeg skal. Blive. Ligge. Lytte. For valmuen har noget at fortælle mig, noget vigtigt, som jeg bør vide, inden jeg fortsætter med at følge i fodspor, jeg egentlig ikke aner hvor fører hen. Historien handler om sikkerhedens paradoks.

Billedet er malet af den gode Jessie Lilac.

tirsdag den 22. januar 2013

Stilhedens inspiration


’Jeg har lyst til at skrive et indlæg i dag’, siger jeg til januar, mens vi drikker kaffe i morgendisen. ’Men jeg kan ikke rigtig finde ordene. Emnet. Det er som om noget vil skrives, men jeg aner ikke hvad.’
’Har du tænkt dig at finde ud af det’? Hun trækker på skuldrene i en opgivende gestus. Hun er jo mit spejl. I hende ser jeg mig selv. Vinteransigt. På vej mod lyset, et sted derude i horisonten, kolde vinger, små glimt af noget.  Jeg trækker på skuldrene og indser, at jeg imiterer hende. Så ler vi. Jeg vil gerne svare på spørgsmålet. Har jeg tænkt mig at finde ud af det? Det, der vil skrives, det der vil ud?

Jeg sidder lidt i stilhed. Og det er en god ting, skulle jeg hilste at sige. Vi er altid så hurtige på aftrækkeren, tror, at det handler om at sige noget først. Ofte er det en kamp om ord, der ender med at være ligegyldige ord. Sådan da. Og er det ikke ofte sådan, at vi slet ikke kan nå at lytte til os selv, for hvis vi gør det, tager andre over. Ordene af overfladevand flyder i en lind strøm.
Så jeg åbner døren til stilheden og træder ind. Jeg hører suset, døren lukkes og så er jeg der. Stilhed. Den er overdøvende på sin tavse måde. Trækker mig ned i dybet, puffer mig blidt ned i en slags tystheds stol gjort af silke og fløjl. Jeg hviler mit hoved på en kæmpemæssig pude. Betragter det smukke mønster og den måde, stoffet er vævet på. Fuld af beundring synker jeg ned i stolen og stilheden omgiver mig.

Januar er der et sted, men hun gør intet væsen af sig. Pludselig ser jeg hende i stolen ved siden af. Hun har lukket sine øjne. Helt roligt sidder hun og lader morgenen kommer. Armene er åbne, alt ånder fred. Hun trækker vejret dybt og inderligt og et lille smil spiller om hendes læber. Jeg sukker og imiterer hende igen. Lukker mine øjne og trækker vejret dybt. Ind gennem næsen. Holder vejret et kort sekund og slipper det så langsomt. Dybt. Jeg mærker, hvordan jeg bliver afslappet og alt holder pause.
Så hører jeg stemmen. Og om det er på sin plads eller ej i noget, der ligner meditation, det vil jeg lade være usagt. For sandheden er, at der egentlig ingen regler findes. Ikke den slags regler i hvert fald. Det eneste, man skal love sig selv, når man træder ind i stilhedens palads er, at man vil møde sig selv, sine tanker og sine følelser med kærlig overbærenhed. Byde velkommen. Til alt.

Så jeg byder velkommen til stemmen og svaret kommer som en bølge en sommerdag. Dér på stranden, i sandet, hvor jeg ligger helt tæt på vandkanten og lytter til havets brusen. Det fortæller mig sin historie. Og midt i den historie hører jeg min egen og indser, at vi bærer samme historie. Vi kan supplere hinanden.
’Hun taler med havet’, siger en fugl til en anden, mens de flyver hen over stranden. Det er måger, ser jeg nu, jeg åbner mine øjne på klem og ser dem glimte som sølv på den blå sommerhimmel. Hvorfor har jeg aldrig set det før? At måger er smukke og gjort af sølv? Og hvorfor jeg har ikke hørt dem før? Lyttet?

En tanke trænger sig på. Prikker til mig med sit sværd, der er sylespidst. ’Nu ved du ikke længere, hvor du er! Strand eller lænestol? Svar mig! Strand eller lænestol?’
Jeg kan mærke at jeg smiler. Selvom jeg har ladet tanken forstyrre mig. Så byder jeg den velkommen til min stilheds palads og beder den træde indenfor. Velkommen, siger jeg uden ord. Jeg ser den svæve forbi. Igennem mig og ud på den anden side. Ingen modstand. Bare et kort sekund.

Jeg bliver liggende lidt på stranden og lytter til havet. Bølger af stilhed skyller ind over mig. Mågerne går og kommer, eller det vil sige, de flyver. Nogle småsnakker, andre flyver i majestætisk tavshed. Muslingeskaller ruller forsigtigt af sted i brisen og alt ånder fred. Tilbage i lænestolen vågner jeg. Men jeg har ikke sovet. Jeg har været på rejse det smukkeste sted, der findes.


Og nu ved jeg, hvad jeg skal skrive om!

søndag den 20. januar 2013

Lad himlen spejle sig

 
Lad himlen spejle sig i sneen,
og solen smelte vintersmerte.
Lad hvert et glimt af lys og liv.
Vække glæden i mit hjerte.
- Megan -

torsdag den 17. januar 2013

Træer

 
 
Jeg ser ud på træerne i skellet. Hver eneste dag nyder jeg synet. Betragter de nøgne grene og den måde, de buer på og strækker sig mod himlen. Jeg føler efterhånden at jeg kender dem og jeg sætter pris på deres selskab. Stolte står de midt i vinteren og former min udsigt. Træer, som kaster lange kunstneriske skygger, når solen danser bag dem. Træer, som i foråret begynder at spire, helt forsigtigt, små skud som håb gjort af længsel og tålmodighed. Senere bliver de lysegrønne. En farve så skrøbelig, at man tror, at den kan forsvinde hvert øjeblik, det skal være. En farve, som ændrer sig lidt hver dag og langsomt træder i karakter. Og pludselig en morgen er de helt grønne. Klædt i prægtig dragt gjort at gudetråd. Træer.
 
Jeg ser dem året i gennem. Lige nu er de nøgne og jeg tænker på, om de mon fryser der i den strenge vinterkulde. Men de sukker blot. Jeg skulle bare vide. Og det vil jeg jo gerne, jeg går helt hen til dem og spørger dem om livet. De nikker i vinden. Enkelte grene knager. Et suk af en længsel så dyb.
 
Jeg mærker en sælsom genklang. Det er som om jeg genkender det suk. Længslen, der vokser i takt med dagene, hvor jeg går gennem vinteren og følger lyset. Det er koldt, helt ind i sjælen, men jeg varmer mine hænder på en kop te, mens jeg spejder gennem vinduet og ser dem. Rolige. Og de forplanter deres ro til mig. Vi betragter hinanden med indforståethed, som om vi bærer på en fælles hemmelighed.

Og jeg tænker på, at nogen engang plantede de træer. Små bitte træer, der nu har vokset sig store og stærke. Nogen besluttede sig for, at der i skellet skulle vokse træer. Nogen gravede huller og satte de små træer derned. Kastede jord på. Nogen vandede dem og overlod dem så til naturens egen kærlighed. Regnvandet. Lyset. Solen og månen.
Jeg får lyst til at plante et træ. Med min tekop i hånden, der ved køkkenvinduet, beslutter jeg mig for, at jeg, når jorden er klar til at modtage min gave, vil plante et træ eller en busk, som skal vokse sig stor og stærk. Jeg vil vande, gøde og med tålmodig kærlighed vente på, at miraklet sker.

For et træ er som en drøm. Men skal turde drømme den. Plante. Vente. Tålmodigt. Mens vinteren går sin gang og lyset er dæmpet. Mens månen kysser med stjernerne og uglen sidder på sin snegren. Mens lyset drysser fra himlen og spiser af mørket. Mens dagene bliver længere, træerne synger og vinter bliver til vår.
Og så en dag ...
 


onsdag den 16. januar 2013

Blå is og gode drømme

 
Iskold, smuk og blå. Morgenen er ankommet indhyllet i kulde.  Alt er hvidt derude, forvandlet til et magisk eventyrland.
 
Vi vandrede gennem det blå istæppe med knirkende skridt og frost i næseborene.  Ånde af frysende iskrystaller. Kulden lå som en hvid dis og dækkede hver en plet. Sådan kan vinteren også være. Måske en smule ekstremt, men dette er mit yndlingsvintervejr. Helt rent. Naturen klæder sig i pastelfarver og gør sig særligt umage, for vi mennesker kan godt blive lidt triste her i januar. Julen er forbi, vi fortæller os selv, at det er et nyt år med nye muligheder, men mørket har magt. Det tynger os og sætter os på prøve. Der er ingen steder at flygte hen, foråret ligger langt ude i horisonten og kan ikke engang skimtes, om så vi stod på en trappestige med kikkert og himmeludsigt. Bliv i vinteren, hvisker tavse stemmer. Måske er der noget, du skal lære.
 
Jeg er begyndt at have sympati for vinteren. På forunderlig vis er det som om den har afsløret en lille hemmelig for mig. Bare en flig, et glimt af noget, men jeg kan mærke det helt ind i sjælen. Og måske skyldes det Januar, som hver eneste dag kigger forbi mit arbejdsrum og minder mig om, at alting har sin tid. Jeg holder af hende og kunne ikke drømme om at ønske hende hen, hvor peberet gror. Hver eneste dag lærer hun mig noget nyt. Lyt, siger hun, lyt til vinterens sang. Hør hvordan frosten synger. Se, hvordan træerne står musestille, frysende i vinterfrakker, vel vidende at de igen vil blomstre, når foråret kommer. Men de længes ikke efter at springe ud, før det er tid. De venter. Tålmodige. Og lige nu er de guddommeligt smukke i deres overtøj af frost og iskrystaller.

I dag vil jeg være som et træ. Klæde mig i glimtende iskrystaller. Gå direkte ind i vintereventyret af den port, jeg ser foran mig. Den knirker, da jeg skubber til den. Så åbner den sig.
 
Nye veje venter. Foran mig ligger endeløse stier med nyfalden sti. Jeg er den første, som går her. Forsigtigt tager jeg et skridt og så et til. Vender mig om og ser mine fodspor i sneen. Så velformede og perfekte. Jeg træder varsomt videre. Standser. Ser op. Trækker vejret dybt. Mærker, hvordan fugten i næseborene bliver til is.
Så hører jeg hende bag mig. Med majestætisk ro når hun op på siden af mig. Januar. Stikker sin arm under min. Planter et kys på min kind. Også det fryser til is, jeg forestiller mig, hvordan aftrykket af hendes læber nu sidder på min kind som en smuk is tatovering. Jeg smiler. Opdager, at nuet er helt perfekt og at morgenen er gjort af blå is og gode drømme.

tirsdag den 15. januar 2013

Som et nyt rum


Jeg havde længe tænkt på det. Jeg ville rydde op i mit arbejdsrum. Store bunker af papir var flyttet med fra det gamle hus. Ting og sager, som jeg ikke havde taget stilling til. Nu lå de bare der og fyldte. I går tog jeg så en rask beslutning. Jeg ville rydde op og muge ud i de mange bunker og i det hele taget.

Jeg lavede mig en god kop te og satte blid musik på. Så tog jeg fat! Papir, gamle sager og masser af støv. Jeg blev grebet af effektivitetens ånd. Siddende på gulvet sorterede jeg og smed ud i stor stil. Fyldte den ene sæk efter den anden.

Pludselig midt i processen, mens jeg sad dér på gulvet, ramte en bølge af sorg mig. Tårerne sprang frem i øjnene. Først forsøgte jeg at ignorere det, men sorgen bølgede videre og tårerne dryppede ned på papir og støv. Jeg måtte gå lidt væk. Satte mig på skrivebordsstolen og så på alt det, jeg havde smidt ud. Lod sorgen flyde igennem mig, mens resten af teen blev kold. Musikken spillede stadigvæk.

Det har jeg aldrig oplevet før. En god proces, jeg ryddede op og blev pludselig så frygtelig ked af det. Trist. Men da den værste følelsesmæssige rutsjebanetur havde lagt sig, kunne jeg mærke en slags lettelse og tænkte, at det i grunden var godt. For der må leve en masse sorg og gamle følelser i de ting, vi ikke får smidt ud, men som ikke længere tjener os. Jeg følte mig i hvert fald stærk overvældet.

Nu er de store plastiksække båret ud af arbejdsrummet og jeg mærker det tydeligt. Her er en helt anden energi. God energi. De ting, jeg beholder, har fået mapper og alle de mange notesbøger bor nu i helt deres egen kasse på gulvet. Senere vil jeg finde et specielt møbel til dem. En lille magisk kommode.

Har du oplevet det? At rydde op og så pludselig blive overmandet af voldsomme følelser af sorg. Tårer, der hjælper med at vaske det gamle væk?

Fremover vil jeg blive bedre til at holde orden i mit arbejdsrum. Og det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke må rode, for jeg trives med en vis portion rod omkring mig. Det skal bare ikke have sit eget liv og blive gammelt, uden at jeg har taget stilling til det. Det skal ikke skjule sorg og gamle følelser og det skal på ingen måde tynge mig og den ellers så fine kreative energi. Fremover vil jeg kun gemme det, der virkelig har betydning for mig og min fremtid.

For at få et hjem med glæde og god energi, må man ikke glemme, at hver eneste ting og stykke papir bidrager. Rod stjæler energi. Og så har jeg i øvrigt hørt, at man kunne gå hen og få en bedre økonomi, hvis man har en vis portion orden i sit kaos.

søndag den 13. januar 2013

Stjerner



Det var en smuk aften. Frostvejr og en skyfri himmel, hvor stjernerne dansede deres vinterdans. Selv sad jeg i sofaen med te og tæppe og så fjernsyn. Der er jo altid noget at kigge på og efter en fredag aften i selskabeligt lag, var vi begge en smule trætte. Vi havde spist godt, grillet en steg udenfor og nydt den smag, der fører tanker og følelser gennem vinteren og helt frem til sommer. Men den slags er også til rådighed om vinteren. På med det varme tøj, lav bål og tænd op i grillen. Flammerne er endnu smukkere i det tættere vintermørke. Og de varmer!

Aftenen gik sin gang. Natten gjorde klar til at tage over. Jeg tog en rask beslutning og gik forholdsvist tidligt i seng. Det var enten det eller at sove på sofaen. Og jeg havde lyst til at vågne frisk og klar til søndagen. Så jeg rejste mig og gjorde klar til at gå ovenpå. Men først gik jeg ind i dagligstuen for at slukke lyset.

Dér fik jeg øje på dem. Stjernerne. Det var helt mørkt derude, jeg missede med øjnene og synet kom sejlende imod mig som en lille åbenbaring. Det smukkeste syn, tusindvis af små blinkende stjerner, som havde samlet sig i fantastiske formationer. Nogle kendte jeg, andre ikke, men jeg var ikke sekund i tvivl om, at hver eneste stjerne havde sin plads. Og at pladsen heller ikke var tilfældig. Stjerner vælger selv, hvilket billede de vil være med til at danne. Nogle er til Karlsvognen, andre til Store Bjørn. Og andre igen vover sig ud i kunstneriske eksperimenter og går helt til kanten. Af himlen. Der sidder de og spejder ned mod jorden i håb om, at en sjæl eller to vil få øje på dem. Men desværre sidder de fleste sjæle foran fjernsynet på den tid af lørdagen.
Jeg blev stående lidt og tænkte på, at vi glemmer at nyde de frostklare vinteraftener. Som mekaniske dukker finder vi vej til sofa og fjernsyn, mens naturen byder på en forestilling, vi slet ikke ænser. Det er jo koldt. Mørkt. Tror vi. Fordi vi har tændt så meget lys, at vi slet ikke ser det fløjlsbløde vintermørke og alt det, der findes derude.

Inden jeg gik i seng, skrev jeg følgende på Twitter.
Der er mange og meget at se på i fjernsynet. Men prøv at gå ud i aftenfrosten og kast et blik på himlen. Så skal du se stjerner!

lørdag den 12. januar 2013

Vintermusik



Det sner. Store fnug falder fra himlen. Stille vintermusik breder sig. Dukker op mellem træerne. Bevæger sig sagte i luften mellem fuglens vingeslag.
Det er morgen, næsten formiddag. Dagen har gjort sit indtog så sagte som sneen. Jeg er vågen og alligevel ikke. Det dæmpede lys, de tavse vingeslag, ordene der flyder som en kilde, endnu ikke frossen, men tæt på. Bliv ved med at skrive, hvisker en stemme, så holder ordene varmen. Og som en lun kilde vil de glide gennem vinteren og smelte steder i kolde hjerter, der ellers vil fryse.  

Hun forlader sin plads på gulvet og glider ned af trappen. Også hun er stille som sneen. Men i køkkenet, kan jeg høre, pusler hun med kopper. Den velkendte lyd af kaffe, der brygges på maskinen. En snurrende lyd, der straks efterfølges af en skøn duft. Jeg snuser ind, trækker vejret dybt, kan fornemme duften af det søde bryg. Jeg lader som ingenting, skriver videre. Tavs kommer hun tilbage og stiller en kop dampende varm kaffe på mit bord. Indenfor rækkevidde. Så sætter hun sig igen til rette på gulvet. Det er blevet hendes plads. Nu drikker hun af koppen, jeg elsker at betragte hende, den måde hendes lange fingre holder om kruset på, kærtegner det, fører det op til munden. Drikker, synker, sukker. Så ser hun op, sender mig et smil, bare en lille grimasse, så smilehullet kommer til syne. Men det er nok. Jeg betragter hende så indgående, som om jeg vil lære hendes ansigt at kende. Udenad. Hver en fure, hver en rynke.
Formiddagen strækker sig dovent. Kaffen smager guddommeligt. Jeg har ikke travlt, ikke i dag, det blev sent i går. En god aften i venners selskab, tre retter mad og tilhørende vine. Snak til langt over midnat. Stjernerne fulgte os på nattehimlen, da vi kørte hjem. Der var frost på ruden, kunstværker af iskrystaller og knitrende skridt. Gadelamper og siden bare nattemørke. Landevej. Da lyset kom, lå jeg endnu og sov. Og søvnen har ikke forladt mig, ikke helt, jeg er langsom som lørdagen. Og det glæder mig, at jeg bare skal være her. Som jeg lyster. Intet hastværk, kaffe med varm mælk og ord, der holder sig varme i vinterkulden. De er som brændeknuder i en pejs. Jeg lægger dem forsigtigt på og ser ilden blusse op. Jeg skal ikke gøre så meget. Bare lytte. Være. Lade dem komme, som de gnister, der springer fra brændeknuderne.

Vintermusik. Sneen, der falder. Brændeknuder i pejsen. Ord. Kaffe. Vingeslag. Sorte fugle på grå himmel og en dag, der øjeblik for øjeblik er helt perfekt.
Billedet er af fine Jessie Lilac.

fredag den 11. januar 2013

Kvinde i båd


Jeg ved ikke på forhånd, hvad der kommer. Jeg går gennem mørket ind på mit arbejdsværelset og tænder skrivebordslampen. Så finder jeg tændstikkerne frem. Nu blafrer de små lys i vindueskarmen og Filosoffen og Skytsenglen dukker op i vintermørket. Stille står de der og betragter dagen. Helt rolige, mens lyset står op i horisonten. Der er faldet lidt sne i løbet af natten, små fnug, der næsten ligner dun. Jeg skutter mig uvilkårligt og tager en slurk af min blåbærte. Senere, tænker jeg optimistisk, vil jeg løbe mig en tur i det kolde vejr. Bare en lille en.
Døren åbner sig, Januar stikker hovedet ind, håret danser vildt om hendes ansigt. Hun er lige stået op. Denne morgen var det mig, der gjorde kaffen klar og jeg ser, at hun har forsynet sig. Hun har en kop i hånden, dampen stiger til vejrs og jeg kommer til at tænke på Aladdins lampe. Tænk hvis der var en ånd i sådan en kop kaffe. Her går vi og tror, at det bare er en kop med ganske almindelig kaffe og så bor der i virkeligheden en ånd dér i det brune bryg. En ånd, som opfylder ønsker. Jeg smiler og hun ser på mig. Januar. Kigger på koppen og smiler med, nikker. Hun kan godt lide tanken.

Hun finder en pude og sætter sig på gulvet. Placerer koppen ved siden af sig. Vil du ikke have en stol, der er da koldt der på gulvet, men hun ryster bare på hovedet og tager sit kloge udtryk på. Og eftersom det er hende, der er tankelæser, ikke jeg, beder jeg hende utålmodigt og uden ord at indvie mig i de tanker, der får hende til at ligne en slags professor.
’Den menneskelige bevidsthed er som en lille båd på et stort hav af ubevidst information’, siger hun og ser på mig over brillekanten. ’Alle mennesker har et væld af ubrugte ressourcer og selvhelbredende kræfter i sig’!

’Det tror jeg faktisk på, Januar’, siger jeg og nikker ivrigt. ’Det er vand på min mølle! Men jeg er bare lidt usikker på, hvordan man skal nærme sig alt det, man tror, man ikke ved og kan. Måske kan du kaste lys over det, kære Januar, du kloge kvindemåned?’
Hun smiler, jeg smigrer hende, hvem kan ikke lidt en frisk kompliment? Og hvem vil ikke gerne finde lidt varme på sådan en kold vintermorgen, hvor lysets kølighed nu træder frem på himlen som en projektør?

’Man tager sin lille båd’, siger hun og giver sig god tid. Jeg kan mærke utålmodigheden danse i min krop. Det prikker og stikker som en lille mand med sylespidse nåle. ’Man tager sin lille båd og sætter den i vandet. Så sætter man sig i båden og ror ud på det åbne hav. I starten kan man stadig se kysten og alting er velkendt. Man får impulser, lyst til at vende om, egoet fortæller ind om alle de begrænsninger, man har. Gamle historier om, hvordan man ikke slår til og hvordan man som den skomager, man nu er, skal blive ved sin læst. Det man kender. Ved. Og man bliver bange, hjertet slår hårdt i brystet og eftersom man nu er lidt længere ude på havet, begynder bølgerne at slå faretruende mod bådens ræling. Man fortæller sig selv at båden er skrøbelig. Og egoet nikker, frydefuldt og udstøder hånlige lyde med spyt i kølvandet.

Hun holder en lille kunstpause og drikker af kaffen. Lillefingeren stritter koket. Jeg sidder fuldstændig stille, hele min opmærksomhed er rettet mod hendes historie. Jeg kan mærke bølgerne, kulden, der når helt ind i sjælen. Angsten, der rejser sig som bølgerne. Og jeg kan mærke den dér lyst til at vende om. Men jeg er også nysgerrig. Og denne gang bliver det min nysgerrighed, der skal redde mig. Det ved jeg! For kan det virkelig passe, at vi er så meget mere end vi går og tror? At vi rummer en hel skattekiste af visdom i os selv og at vores formåen rækker meget længere, end det hånende ego fortæller os?

Januar nikker.
’Man bliver i sin båd. Man fortsætter med at ro og når egoet råber allerhøjest, retter man sit blik mod horisonten. Nu er der ingen kyst at se. Man er alene på åbent hav. Det er koldt, det bliver nat og der er timer, hvor man tror, at det er ude med en. Man dør. Og det gør man på en måde’, smiler hun, ’for noget skal dø, for at noget andet kan leve. Gamle overbevisninger. Tanker, man ikke kan bruge. ’

’Men hvordan får man så kontakt? Jeg snubler over ordene, ivrig efter at vide mere. For jeg ser det jo. Jeg er den kvinde, der nu sejler på havet af ubevidst information. Jeg har forladt kysten. Det er koldt, mørkt, det er vinter, jeg er en smule forkølet, mit ego har mange gode historier, men jeg har lært ikke at lytte alt for meget. Min nysgerrighed. Min nysgerrighed skal redde mig. Min tro på, at der er noget andet, så meget mere, og hvad det er, det vil jeg gerne vide. Møde. Så jeg bliver siddende i båden, der til tider vipper faretruende, mens hajer og andre dyr med hugtænder smasker højlydt ved tanken om den lækkerbisken, jeg er.

Kvinde i båd.
Alene og våd.


Ordene former sig i mig som en slags sang. Jeg smiler uvilkårligt. For der noget spændende ved ikke at vide besked. Og der er også noget enormt irriterende ved det faktum, at Januar tilsyneladende ved noget, jeg ikke ved. Måske kan jeg lære mere af hende, mens hun er her. Jeg mener, vi er trods alt kun nået til hendes tiende dag. Vi har masser af tid. Jeg beslutter mig for at lægge en snedig plan, så jeg kan få mest mulig information ud af hende, inden hun forlader gæsteværelset og giver sengen videre til Februar.

onsdag den 9. januar 2013

Land og by

 
Og pludselig er man tilbage. Mørket har sænket sig, byen tænder sine lys, røde lygter spejler sig i regnvåde gader. Trafikken glider mod centrum.
For første gang bemærkede jeg helt bevidst de mange indtryk. Mærkede, hvordan de sneg sig ind under huden. Engang var disse gader mine. Engang boede jeg der blandt blinkede lygter og mennesker, der passerede forbi. Så byens lys spejle sig i himlen, mens horisonten var en samling mursten og hustage. Lys i vinduer. Dufte. Lugte. Lyde.
Jeg vendte hjem for en stund. Vi parkerede bilen hos min mor på Frederiksberg og tog metroen lidt længere ind i det frederiksbergske hjerte. Forum. Teaterkoncert. Hey Jude. Men først middag og hygge på en lille café i nærheden. Forbavset konstaterede jeg, at caféen var fuld på en helt almindelig tirsdag i januar. Vi fik det sidste bord og et glas rødvin, mens vi ventede på maden. Det her er noget helt andet end landet, tænkte jeg og nød stemmerne og støjen. Lod forventningen fylde mig. Først god mad, så musik ditto. 
 
Teaterkoncerten var fantastisk. Et brag af farver, vindmaskiner, god musik og dygtige sangere. Et par gode timer fløj forbi, mens vi lod os underholde og betage af de skønne mennesker på scenen. Velkendte sange i nye kostumer. Det var en fryd for øje og ører.
Bagefter fulgte vi med mængden ud i de regnvåde gader. Forsvandt ned i metroen og tog tilbage til den del af Frederiksberg, hvor min mor bor. Sludrede lidt og fandt så bilen, der af motorvejen tog os tilbage til provinsen og huset for enden af markvejen.
 
Igen vendte jeg hjem. Og forstod med et, at det kan man godt. Have to hjem. Et i byen og et på landet. Mit hjerte er ikke længere splittet. Det har samlet sig i to smukke dele og er blevet til ét. Som lys og mørke samler sig og udgør en helhed. Det ene findes ikke uden det andet. Jeg er både land og by.
 
 
Fra Teaterkoncerten Hey Jude
 

tirsdag den 8. januar 2013

På morgenens hav



Hun ser, at jeg sidder og stirrer ud af vinduet. Januar. Som en vind i regndisen træder hun ind i rummet og med sikker hånd tænder hun skrivelyset på chatollet. Ser på mig med et spørgende blik. Behøver ikke at sige noget. Så går hun hen til vinduet og forsøger at fange det, mit blik hviler på. Den disede horisont. Fuglene. De øverste grene på træerne som fingre udstrakt mod himlen. Dråber. Med hovedet lidt på skrå lytter hun til regnmusikkens melodi. Sådan forbliver vi lidt. Hun stående ved vinduet, jeg her ved skrivebordet med resterne af min kaffe. Ankommet til morgen. Tøvende. Tavs.
Egentlig vil jeg gerne sige noget, men jeg finder ikke ord. De bliver i mit hoved. Og sådan er det nogle gange. Så må man vente tålmodigt, til de begynder at røre på sig og gøre opmærksom på, at de er parate til at blive til noget mere. Ord. På en skærm. Et stykke papir. Ord, som deles og gives videre.

Jeg filosoferer lidt over vejen. Hjertevejen. Og over, hvordan man ofte synes at komme ud på en ganske snoet og ufremkommelig vej. Tilsyneladende. Men jeg har læst et sted, at hvis du ser sin vej åben og klar foran dig, så er det slet ikke din vej.  Efterhånden tror jeg, at det er sandt.
I disse dage er jeg ved at samle puslespilsbrikker. Og nogle af dem har ikke direkte forbindelse til min egentlige drøm, men jeg kan se, at de er nødvendigt, for at alle brikkerne skal tegne et sammenhængende billede. Men det, der er vigtigt for mig, når jeg lægger de brikker, er, at de føles godt i maven. De skal ikke være et surt kompromis og de skal ikke gøre billedet grimt. Det skal ligne noget og det skal føles godt. Og nogle brikker er midlertidige. De kan senere erstattes af hjertebrikker, som drømmen materialiserer sig.

Et møde i går. En samtale. Vejen videre mod ukendte kyster, små stop under vejs. Båden gynger forsigtigt på morgenens hav. Og jeg er om bord.
’På morgenens hav er alting nyt’, siger Januar pludselig og vender sig om. Smilende. Eftertænksom. En tankelæser. Hun nikker. Jeg ved, at hun har ret.

Husk at fejre de små skridt. Hvert skridt har betydning. Også dem, der tilsyneladende fører en af omveje, som så viser sig at være vejen mod den dør, du ved.

søndag den 6. januar 2013

Kanelboller og blå himmel

 
Regnen ligger tungt over landet. Himlen er grå og dråberne falder i takt til mine fingres dans på tastaturet. Jeg bliver lidt påvirket af vejret. Laver en kop kaffe mere og går med langsomme skridt op af trappen. Januar følger efter, spændt på at se, hvad jeg har i tankerne.

Jeg forsøger at genkalde mig dagen i går. En dag, hvor vi endnu engang drog på dagsudflugt. Og det er i sandhed noget, jeg varmt kan anbefale. Hiv en dag ud af kalenderen og tag på rejse. Hvem siger, at rejser skal være lange og vare i mange dage? Mindre kan faktisk gøre det og hver eneste gang, vi kommer af sted, genopdager jeg fryden ved at være på farten. Bare for en dag. Det er som et lille eventyr og det gør godt at unde sig selv den slags pauser. Smagsprøver på længere ture, måske, men det gør simpelthen godt at flytte sig fysisk og tilbringe nogle timer et helt andet sted.
 
For vores vedkommende gik turen til Sverige. Jeg har sagt det før, men der er noget magisk ved at køre over Øresundsbroen og køre i land på Sveriges kyst. Vi holder begge af det. Et af vores yndlingssteder er Ystad og den sydligste kyst i Sverige. Mossbystrand ikke mindst, hvor man kan vandre i Wallanders og Jussis fodspor og samle svenske sten. Træerne er fantastiske der. Kunstnerisk og graciøst bøjer de sig for vinden i en helt særlig dans. Lyset baner sig vej fra vandet og smyger sig om træerne som en bejler. Byder op til vals eller måske en helt anden dans, jeg endnu ikke kender navnet på. Men jeg kender efterhånden træerne og nyder at gense dem. Ikke en tur til Ystad uden at køre langs kysten forbi Mossbystrand og de smukke vejtræer.
  
Vi kunne ikke have valgt en finere dag til vores tur. På vej mod broen dukkede solen pludselig op bag skyerne og gjorde os følge og den veg ikke fra vores side resten af dagen. Efter at vi var kørt gennem slags troldsk tågedis, blev himlen så blå som det svenske flag. En næsten forårsagtigt lys lagde sig over dagen og lettede på tunge tanker. Fodtrin på brosten, et kig ind i baggårde, hvor der viste sig at være små butikker med kunst og herligheder. Duft af kaffe og kanelboller. En boghandel. Og selvfølgelig en god frokost, inden vi igen satte os i bilen og tog på stranden med Aimee, som ledsagede os på denne dag. Fantastisk lys. Jeg næsten dånede! Åh, lad mig blive her i solen på den store sten, lad mig skue havet og vide, at det aldrig holder op med at fryde mig. Drage mig. Forføre mig.
Nu sidder jeg her i regndisen og husker den klare blå farve fra gårsdagens svenske himmel. Jeg genkalder mig den pludselig energi og den næste forårskåde letsindighed. Længes lidt. Efter mere. Men det er kun januar, husker jeg og det er heller ikke så dårligt. Hun nikker og jeg indser, at hun er så meget mere, end jeg tror. Måske er hun vinter, men hun er også kanelboller og blå himmel. En tur på stranden, duft af bøger, dans med træer. Hun er, hvad man gør hende til. Og så er hun helt sin egen! 

fredag den 4. januar 2013

Samtale med Januar




 
Vi står op i mørke. Det føles som nat, der er ingen skygger, bare et sort tæppe af søvn og lyst til at blive. Den første kop kaffe gør underværker. Det er vigtigt med en rolig start på dagen, vi sidder sammen ved køkkenbordet, siger ikke så meget, men nyder bare at vågne langsomt i stearinlysets skær. Så begynder lyset at gøre sin entre, træerne kommer til syne, som store sorte silhuetter mod den endnu dystre morgenhimmel. Lyden af vinden er vores morgenmusik, den rusker i huset og i træernes grene. Gårdspladsen er fuld af store vandpytter og små kanaler, der bringer tankerne til Venedig. Åh at sejle ned af Venedigs kanaler en stille morgenstund. Jeg falder i staver. Drømmer.
En våd hundesnude bringer mig tilbage til nuet. Jeg klapper åndsfraværende det smukke hoved, der har stukket sin snude ind i min hånd. Smiler. Og da vi rejser os og tager tøj på for at traske en tur med hundene ud over markerne, ser jeg, at dagen har taget farver på. I anstændigt tempo stiger solen op i øst, rejser sig langsomt, strækker sig dovent. En rødlig tone følger. Orange. Og selvom det blæser og køligheden næsten når helt ind i sjælen, må jeg overgive mig til det enestående nu. Det bliver en fin dag, hvisker en stemme i mit indre. En smuk dag. Og jeg ved, at jeg har ubevidst har truffet et valg om at gøre denne første fredag i januar til noget ganske særligt. Medskaber som jeg er, kan jeg vælge de farver, jeg ønsker at male med. Jeg kan beslutte mig for, hvilket humør jeg vil være i og hvordan jeg vil møde verden.

Det er så let at lade sig forføre af en stemning. Har du lagt mærke til, hvor mange stemninger og følelser, der opstår i løbet af en dag? ’Om jeg har’, nikker Januar, som selvfølgelig sidder her ved min side og slubrer kaffe, mens hun nysgerrig stikker sin næsetip frem, ’jeg er en sand stemningsmester! Jeg lader mig påvirke af vind og vejr, skovtrolde og underjordiske gudinder’. Jeg ser forundret på hende. Hendes drilske smil rammer mig og jeg ler. ’Men er det ikke sandt, Januar, er det ikke nemt at lade sig forføre af en følelse? Det er som om en bølge vælter ind over ind og man rives med. Helt uden surfbræt og redningsvest. Det er så let af drive til havs med dårligt humør i kølvandet’. Hun nikker. Kender det godt. Og gør vi ikke alle det?
På det seneste har jeg deltaget i et eksperiment. Ja, det er selvfølgelig noget, jeg har læst og studeret og endelig er det lykkedes mig at mestre det. Til dels. Når en følelse opstår, så møder jeg den med nysgerrighed. Hvad handler den om og hvor kommer den fra? Som oftest kan jeg konkludere, at den opstår, fordi jeg har mit fokus et sted, hvor hjertet ikke er med. Nogle siger, at følelserne er sjælens sprog og i så fald er en følelse jo et signal til os om, hvordan vi har det. Det er ikke et billede af, hvad vi er. Vi er hverken vores følelser eller tanker og det er værd at huske. Du er meget mere end en forbigående stemning. Byd følelsen velkommen og lad den gå. Lad den sive forbi som en salig vind. Kys den farvel. Men forsøg ikke at flygt og tro ikke, at du kan bekæmpe den. Al kamp giver fokus til det, man ikke ønsker sig. Det er nemmere sagt en gjort, men jeg forsøger!

’Det gør jeg også’, siger Januar. ’Ved du, på et tidspunkt var der nogen, som fortalte mig, at jeg var en trist måned. Og jeg troede på det i lang tid. Jeg er trist. Jeg blev indbegrebet af tristhed, jeg krøb langs husmuren og forsøgte at gemme mig selv væk. Der var jo alligevel ingen, der kunne lide mig, for jeg var så trist. Jeg ønskede mig sådan at blive elsket, men troede ikke, at jeg var værdig til kærlighed. Jeg var en kold måned. En slags isdronning på et skummelt slot med hæslige tårne og en tilfrosset voldgrav. Der sad jeg mutters alene en forestilling, der handlede om, at jeg var forhadt. Noget, der skulle overstås. December var taget af sted, den elskede diva med Jupiter, julelys, gløgg og gaveregn. Alle elsker hende og at skulle træde ind på scenen efter hendes storslående bifald er dømt til at blive en slags tragisk parodi. Julelys slukkes, træer bæres ud, folk går på slankekur og har travlt med at lave forsæt om alt det, de ønsker anderledes i det nye år. Og for hver eneste fiasko, de oplever på den kurs, fik jeg skylden. Isdronningen. Det er min skyld, mørket, tristheden, det kolde vejr og det faktum, at der er alt for længe til sommer. Sådan forestillede jeg mig i hvert fald, at det var og sådan blev jeg. Januar. Den kedeligste måned på hele året. Det sorte får. Skyggen.
’Åh Januar, nu bliver jeg helt ked af det’, udbryder jeg og giver hende et knus. Jeg synes du er elskelig og jeg kan mærke, at du er moden og erfaren måned med masser at give. Din visdom er et smukt smykke, du bærer om din hals. Du skal ikke være trist!’

’Jamen, jeg er ikke trist’, trøster hun og giver mig et januarkys. ’Ikke længere. For jeg lærte jo på et tidspunkt, at jeg hverken er mine følelser eller mine tanker. Jeg havde skabt et billede af, hvem jeg var og det levede jeg efter. Jeg havde helt glemt at se og mærke efter. Troede bare at det var sådan. Og fordi jeg selv troede på, gav jeg troen videre til alle mennesker. Januar er trist. Men det er hun ikke! Se bare her!’
Hun rejser sig og drejer rundt i den smukkeste piruette, verden endnu har set. Og jeg opdager, at hun har en orangerød kjole på i samme farve som solopgangen, gjort af den skønneste silke. Jeg ser, at hun har sat sit hår op og for hver gang hun drejer rundt om sig selv, opdager jeg, hvor fin og unik hun er. Et suk af kærlighed fylder mit hjerte og løber forsigtigt over. En tåre.

Jeg kan pludselig mærke, at det bliver en god dag. Og en flot måned, ikke mindst. Årets første. Der er nye veje i horisonten og solopgange, der skal nydes. Morgener ved stearinlysets skær og siden det første skarpe lys, når dagene bliver længere. Har du tænkt på, at vi går mod lysere tider og at Januar er vores første rejseleder? Det går op for mig, at jeg ikke kan få en bedre guide på min vej videre.
’Jeg synes ikke, at du var noget særligt’, indrømmer jeg. ’Ja, måske tænkte jeg, at du var lidt trist og at jeg bare skulle se at komme helskindet gennem dig.’

Hun smiler, en smule sørgmodigt, for det er jo i grunden ganske sørgeligt, at vi bilder os selv sådan noget ind. Om os selv og hinanden.
’Men nu er det anderledes!’ Hun nikker og smiler glad. ’Jeg har nemlig lært at elske mig selv. Jeg har lært at sætte pris på den jeg er, og jeg har ingen ønsker om at ligne hverken Juli eller December. Jeg er helt min egen!’

Solen danser i horisonten og gnider sig kælent mod en sky. Kaffen er næsten drukket og en god fredag er i gang. Den første fredag i januar, den første fredag i resten af dit liv. Gør den til noget specielt!

torsdag den 3. januar 2013

Vinterens dybe furer


Det nye år er i gang. De første skridt er taget, et par dage er gået og det nye år folder sig langsomt ud til tonerne af januars melodi. Jeg forsøger at give mig selv en langsom start og husker hele tiden på, at jeg har lovet mig selv i langt højere grad at lade livet komme. Det var noget af det væsentligste, jeg lærte i 2012 og det tager jeg med mig videre.
Hvad betyder det at lade livet komme? Hvad betyder det, at man beslutter sig for, at alt er godt og at vejen er allermest klar og tydelig, når man ikke skynder sig unødigt, men derimod giver sig til at trække vejret dybt og nyde de gode øjeblikke? Opløser dem i varmt vand og drikker dem i sanselige slurke. Intet hastværk, mærke, smage. Dette øjeblik smager af blåbær, jeg fragtes direkte ind i sommeren, en lun brise kærtegner min kind, får mit hår til at danse, jeg går på en eng og plukker dem. Blåbærrene. Jeg beundrer deres intense farve og den matte overflade, den helt perfekte runde form. Mine fingre farves, jeg klemmer et bær for hårdt. Det eksploderer i min håndflade. Vejen går videre, jeg følger den, mærker jorden under mine bare fødder, danser pludselig på en græsplæne og lader frodigheden opfylde mig.

Et øjeblik. Nogle påstår, at det er alt, vi nogensinde får. Et øjeblik. Og hvis vi vælger at lægge vores fokus i netop det øjeblik, kommer livet som et befriende brusebad og skyller vores tankefiltre. Bekymringer skylles ud gennem en usynlig rist og nuet fylder os med velvære. I dette sekund skabes fremtiden. Men vi behøver ikke at være dér for at det sker. Vi skal blot nyde dette øjeblik og gøre det noget særligt i al sin enkelhed.
Januar kommer ud fra gæsteværelset og nærmer sig med lydløse skridt. I dag er hun klædt i regndis. Hun har brugt tid på sig selv denne morgen, mediteret, siddet i stilhed og lyttet til vindens vise. Hun er mere rolig end jeg husker hende, mere afdæmpet. Hun er en klippe af ro, som jeg kan læne mig op af, hvis jeg skulle få brug for det.

Men på mærkværdig vis føler jeg mig også selv mere rolig, end jeg har gjort meget længe. Og måske skyldes det, at jeg har valgt at bruge tid på stilhed hver eneste dag. Jeg mediterer. For jeg har opdaget, at meditationen giver mig et langt større overskud, jeg får klare og rene tanker og mest af alt bliver jeg så dejlig rolig. Jeg sover godt om natten trods overgangsalderens hormondans. Og jeg glæder mig til hver gang, jeg stiller tankerne på pause og synker i ren væren. Svarene kommer. Og de er ikke skudt ud af bordbomber, nej, de er gjort af fuld fokus på øjeblikket, hvor alting er perfekt i sig selv. Instinktivt forstår jeg, at jeg kan vælge at livet i kommet i stedet for at stresse af sted og prøve at fange det. Det er som at fange en sæbeboble. Den brister, hvis man rører den. Eller en sommerfugl, hvis vinger er gjort af skrøbeligt støv. Den kommer af sig selv, hvis man sidder helt stille. Den sætter sig. Et øjeblik. Det er nok.

Så det er mit nytårsforsæt. Jeg vil meditere og sidde i stilhed hver eneste dag. Jeg ville ikke skynde mig. Jeg vil gå gennem hver eneste dag med rolige skridt og mærke jorden under mine fødder. Jeg vil nyde regndråberne på overlæberne, smage på himlens vand og nyde de første fuglefløjt, når foråret nærmer sig. Og jeg vil lytte til Januar og den visdom, hun har bragt med sig. Jeg vil gøre det nu, mens hun bor under mit tag og ikke ønske mig, at hun var Juni og helt anderledes.

Jeg vil lære hende at kende helt ind i vinterens dybe furer.
Det fine billede hedder Sunshower og er malet af Lise Meijer.

onsdag den 2. januar 2013

Bænken



Giv dig tid. Sæt dig på gode bænke og lyt til stilheden og vindens sang. Lad svarene komme til dig og lad livet udfolde sig som en smuk blomst.
For et stykke tid siden læste jeg Shirley MacLaines bog om Caminoen. Den skulle ende med at få større betydning for mig, end jeg havde drømt om. Det var sommer og jeg sad for det meste i haven og læste. Når jeg tænker på bogen, ordene og den visdom, hun delte med mig, kan jeg dufte blomsterne og høre bierne summe. Jeg kan mærke varmen på min hud og bliver døsig på en afslappende måde. Jeg kan huske den genklag, ordene vakte, hvordan jeg frydede mig over pludselig at få svar på noget, jeg havde undret mig over og tavst spurgt om. Svarene kom via bogen om Caminoen og jeg sammenlignede uvilkårligt Shirley MacLaines fysiske vandretur på Caminoen med min egen rejse. Min åndelige Camino.

I starten af bogen fortæller SM om sine forberedelser til vandreturen. Hun beslutter sig for at holde en generalprøve og pakker en forholdsvis tung rygsæk. Hun kører ud til en rute et sted i Californien, som hun kender i forvejen. Dér skal generalprøven finde sted. Hun vil prøve at nå et godt stykke op af stien til en bænk, hvor hun så kan sætte sig og hvile. Hun begynder at gå med bænken i tankerne. Hun er målrettet og fokuseret, tænker på bænken og går og går. Mens hun vandrer i solen, tænker hun over, hvor målorienteret, hun egentlig er. Og hun ved, at når hun sætter sig noget for, så gennemfører hun som regel. Ja, faktisk er hun så fokuseret på sit mål, at det ofte helliger de midler, hun må anvende for at nå målet. Så hun går, tænker på bænken, føler sig stærk og ekstremt målrettet. Men det er meget varmt, hun er tørstig og vandreturen ender med at blive en slags kamp. På et tidspunkt må hun standse udmattet op og er ved at opgive, i hvert fald mentalt. Så går det op for hende, at hun for længst har passeret den bænk, der var hendes mål. Hun har præsteret, men hun har præsteret på en overdreven måde, der gør, at hun helt har overset sit egentlige mål. Hun havde holdt sig adskilt fra den vej, hun befandt sig på, ledt af sin intense længsel efter at nå målet.

Hun er skuffet over sig selv, men vælger at tage ved lære af oplevelsen. Hun forstår instinktivt, at der findes en anden form for succes, end den, hun valgte at gå efter. Men erkender, at det måske var nødvendigt at kende den for at vide, at den anden findes. Der findes en anden vej. En vej, hvor nærvær er i fokus. Hvor man ser sig omkring, oplever og er tilpas nysgerrig til at udforske og nyde det, man møder på sin vej. Hvis man er så fokuseret på sit egentlige mål, overser man ofte muligheder, der byder sig til, mens man stakåndet og med stift blik går forbi. Ja, måske overser man endda sit egentlige mål, fordi man er så fokuseret på, hvordan det vil se ud og være.
Siden jeg læste bogen om Caminoen, har jeg tænkt på bænken mange gange. Den er blevet en del af min bevidsthed. Og hver eneste gang, jeg selv er ude at gå og ser en bænk, får jeg lyst til at sætte mig og reflektere. Den slags bænke i naturen, i skoven, parken eller ved en sø, giver mig et stik af indsigt. Måske har jeg travlt, måske er det koldt eller jeg har bare hovedet fuld af andre ting, men hvad ville der ske, hvis jeg satte mig ned på bænken? Lod tankerne hvile og bare sad som en del af det større billede? For er det virkelig nødvendigt altid at være på farten, jage af sted og sætte sig så langsigtede mål, at man helt glemmer at nyde turen og alt det smukke, der dukker op undervejs? Hvad hvis skatten slet ikke befinder sig for enden af regnbuen, men under bænken ved søen? Hvad hvis en hemmelig ånd med svaret på et vigtigt spørgsmål bare venter under søens overflade, venter på, at du skal sætte sig og lytte, så den kan fortælle dig noget, der vil kilde dine øregange og give dig åndenød af lykke?

Det er godt at have gode mål. Faktisk er det vigtigt. Man skal vide, hvad man ønsker sig af livet, man skal drømme stort og mærke hvor godt det føles, når man lytter til hjertets tale. Men ofte vil man gøre sig den erfaring, at de større mål opløses efterhånden som man nærmer sig. For tingene ændrer sig undervejs, man får ny viden og visdom, der gør, at man ikke længere stræber efter det samme, som man gjorde, da man satte ud på sin rejse. Nye mål opstår og drømme skifter farve.
For mig er bænken blevet et symbol på det. At turde sætte sig og tage imod. Lytte. Tage en pause, reflektere lidt og lade livet komme.

tirsdag den 1. januar 2013

Gåturen


Den hører ligesom med. Gåturen. På årets første dag, de første skridt på jomfrusne. Forsigtige trin, søgende, en smule afventende. Tør jeg bryde seglet?
Gåturen er det brud på seglet. Forlade huset, sætte hundene i bilen, indstille sig på frisk luft og en tur ud i det blå. Vi fandt en skov i nærheden og vi var ikke de eneste. Heldigvis.

For der er nået livgivende ved at gå tur nytårsdag, hilse på fremmede folk og ønske hinanden godt nytår. Hvert skridt er fuld af forventning, hvert åndedrag gør ligesom klar til vejen videre. Vejen, som bliver til, mens man går. Pludselig forstod jeg, at jeg var trådt ind i det nye år og at jeg allerede gik. Benene føltes lettere og den velkendte nytårsvemodighed forsvandt mellem træerne.

Nu sidder jeg her med en kop te, mens mørket sænker sig. Glæder mig over at have indviet det nye år. Klar til at putte mig i aftenens velgørende fløjstæppe og bare være.
Gåturen. Nytårsdag. Glidende ind i nye sekunder som skyerne, der sejler på himlen. Nye farvande venter, nye møder, skibe der krydser hinanden i natten, stjerner og fjerne kyster. Gåturen gjorde mig klar