tirsdag den 17. december 2013

Min skrivering


I weekenden var vi på julemarked. Vi besøgte Næsbyholm Slot og vandrede gennem de gamle stuer og så på nisser, lys og lækkerier. Jeg faldt for en ring lavet af læder. Egentlig fast besluttet på, at jeg ikke skulle have noget, men så dukkede ringen op på et bord. Det var som om den kaldte på mig. Og nu sidder den på min finger.
Den ville mig noget. Ringen. Og på samme måde er det med ordene. Det er som om de vil skrives. Da jeg var helt ung, gik jeg bare hen til den nærmeste skrivemaskine og lod dem danse over papiret. Jeg husker stadig lyden af valsen og ordene, der ligesom stemplede sig selv på papiret. Det var en sød melodi. Historierne dukkede op uden jeg behøvede at anstrenge mig. Jeg skulle ligesom bare ledsage dem. Det var en vidunderlig proces og jeg nød den i fulde drag. Det vil jeg gøre resten af mit liv, tænkte jeg og smilede.
Den gang var det noget naturligt, skrivearbejdet. Og det føltes ikke som arbejde. Og det går op for mig hvori den store forskel ligger. Dengang havde jeg udelukkende øje og hjerte for processen. Det handlede slet ikke om produktet og hvad det skulle blive til. Det handlede om at gøre det. Skrive. Møde op og lade ordene folde sig ud i deres helt egen historie. Hvor får du det fra, spurgte min mor forundret, når jeg lystigt skrev i timevis. Men det vidste jeg ikke. Det var jo ikke spor svært, de kom bare, ordene.
Senere lærte jeg at alting skulle kontrolleres. Og jeg lærte at have fokus på produktet. Hvad skal dette blive til, er det en novelle eller en roman? Hvilken stil vælger du? Og har du overhovedet styr på persongalleriet og dialogerne? For ikke at tale om… Glemt var glæden ved processen, ved selve skabelsen. Men når det kommer til stykket, er det den, det hele handler om. Kreativiteten og udfoldelsen.
Jeg har lyst til at starte forfra. For efterhånden har jeg lært, at det handler om noget helt andet. At skrive er ikke en kontrol, det er en slags overgivelse. Jeg skal bare møde op på papiret og åbne mig, så det, der vil skrives, kan komme til. Jeg skal ikke stå i vejen for ordene og forsøge at dirigere dem. Jeg skal lade mig overvælde og overraske, fortrylle og nysgerrigt gå videre.
Ringen fik mig til at tænke på processen. Og du synes måske, at det er en underlig kobling, men på en måde tror jeg, at ordene købte ringen til mig. Den er en slags påmindelse, som den sidder der på min ringfinger med sine fine lædersnore og blomsterne i krans. Når jeg ser på den, så husker jeg det. På samme måde som ringen fandt min finger, vil ordene finde papiret.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

8 kommentarer:

  1. Din ring er fantastisk flott. Og jeg forstår hvorfor du valgte den. Hadde du vært musiker, hadde den minnet om notene på strøkene, som danner en melodi. For deg var det kanskje bokstaver som blir satt sammen til ord?
    Jeg fikk en gammel skrivemaskin av min bestemor, da jeg var liten. Og som deg, klimpret jeg ivei på den. Den hadde en bestemt bokstav, som alltid hang seg opp, som man måtte regulere med hånden, hver gang man hadde trykket på denne bestemte bokstav. Det ble endel av charmen, ved å bruke denne maskinen.
    Så merkelig....... Denne skrivemaskinen dukket opp fra minnene, da jeg leste ditt innlegg.

    Her har all snøen forsvunnet, og det er meldt mildvær fremover. Ikke mye som minner om desember og jul.
    Må du ha en fin dag, Lene . Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt med dine minder om skrivemaskinen, du fik af din bedstemor. Det er så fint, når vi læser andres ord, så kommer vi til at tænke på episoder i vores eget liv og på en måde bliver de forskellige episoder hægtet sammen.

      Nu er jeg ekstra glad for ringen. Den er virkelig blevet min skrivering! :) Ha' en flot dag. Knus.

      Slet
  2. Hvor dejligt at jeg ikke sidder alene med følelsen af at nu hvor fokus er fra ren lyst, leg og for sjov skriveriet, til det mere alvorlige så er det ikke mere en leg.
    Ordene kan nærmest vælte rundt i mit hoved, for at gå i baglås når de skal ned på papir / pc. Fordi mit fokus er flyttet, fra proces til produkt. Fin ring du fandt der.
    knus Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske kunne du prøve at indbyde ordene til leg? Spørge dem, hvad de har lyst til og lytte til det, der vil skrives? Bare for sjov. Det gør jeg nogle gange. Jeg tror vi alle oplever, at fokus flyttes fra proces til produkt og at glæden og lysten forsvinder. Så må vi se at få den flyttet tilbage! :)
      Knus

      Slet
  3. Det er en meget smuk ring. Den kan jeg godt forstå måtte med.
    Og hvor er det pudsigt.....
    Jeg har i dag været til eksamen og jeg gad virkelig ikke! Jeg er træt helt ind i knoglerne af, at skulle bevise dit, dat og dut. Træt af, ikke bare at kunne fordybe mig for sjov eller alvor i rejsen/processen, men altid at skulle filtrere og tænke på hvordan produktet/min viden bliver bedømt.
    Jeg fik (vistnok) mit livs første 4tal, fordi jeg ikke kunne fagtermer og teorier godt nok, men jeg er mærkværdigt nok ligeglad.
    For jeg fik også en meget fin feedback på min proformance og brug af min viden.
    Noget med masser ro, reflektioner, gode koblinger og en dejlig udstråling.
    Da jeg kom ud fra eksamen, besluttede jeg mig derfor, at det er slut med at læse flere fag lige nu.
    Slut med at holde øjne og hjerne fast på slutproduktet. Slut med at blive bedømt eksternt.
    Så jeg besluttede mig for finde en ring, der skal symbolisere processen, så jeg kan fastholde det........Det blev så ikke lige i dag, for der var rigtigt mange mennesker på Strøget, men jeg kigger videre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Haveheks
      Tusind tak for din historie. Jeg tror vi er mange, som har stor lyst til at lade os opsluge af processen og være i den af lyst. Hvorfor mon det er så svært? Måske fordi vores samfund så ofte er opdaget af "produktet" og hvad det skal blive til. Vi er holdt op med at lege. Jeg håber, at du også finder en ring, som du instinktivt synes om og som for dig symboliserer processen. :)

      Slet
    2. Jeg forsøgte i øvrigt at finde din blog, mon du har en et andet sted?

      Slet
  4. Naej.....altså teknisk set har jeg en blog.....i blogspots øjne har jeg haveheksen, men jeg er ikke kommet videre.....I hvert fald ikke offentligt. Helt privat ligger der faktisk en drejebog, med op til flere underpunkter og både hel og halvfærdige blogindlæg, men det er godt nok svært at finde modet til at få det ud over rampen.
    Nok noget med at stå ved sin(e) egen/egne historier. Også selvom at der formodentligt slet ikke vil være nogen, som læser en ukendt blog.
    Men jeg har besluttet, at lede efter noget mod i feriedagene mellem jul og nytår og så må heksen se om kosten kan bære.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.