onsdag den 18. december 2013

Skam og historier



Jeg læste i går en fantastisk ærlig og hudløs artikel om at dække bord til sig selv og spise måltidet alene. En tallerken, et glas vin og en pejs i baggrunden. Lys, varme og ensomhed. Det er hverdag og fest for mange mennesker og følelsen af ensomhed forstærkes i julen. En ensom enke indrykkede en annonce i avisen og ønskede sig nogen at være sammen med juleaften.

Artiklen handler om ensomhed og om skam. Skammen, som de fleste af os kender til, men som vi gemmer bag masker og trådhegn. Forfatteren af artiklen, Kathrine Aspaas, har lært sig selv at stå frem og fortælle sin historie. Og hendes historie er også en historie om ensomhed og om at spise alene. Tidligere gjorde hun alt for at skjule det, men nu står hun frem. For det modigste vi kan gøre, er at tage ejerskab til vores egen historie og elske os selv, mens vi fortæller den (Brené Brown).

Jeg har skam også min historie. Og skammen, der følger i dens kølvand. Jeg tror vi alle kender den. Den snigende følelse af utilstrækkelighed. Noget, vi skammer os over og vil gøre alt for at skjule. Vi påtager os alverdens roller og gemmer os bag nok så flotte masker for at undgå at vise, hvem vi er. Og det er en skam. På flere måder. For egentlig ønsker vi jo bare at blive elsket for dem, vi er. Uden roller og masker. Det kræver stort mod at smide masken, stå frem og vedkende sig sin historie. På godt og ondt.
Min egen historie handler blandt andet om ikke at have fået børn. Selvom det på mange måder blev et bevidst valg i mit liv, er det forbundet med tabu. Selv nu, hvor jeg netop er fyldt 50, er jeg blevet spurgt om jeg ikke har fortrudt. Som om mit liv er fattigere af den grund. Jeg skammer mig egentlig ikke over det, men alligevel dukker følelsen af utilstrækkelighed op. Jeg er anderledes og den følelse har fulgt og forfulgt mig hele livet. Og jeg kunne nemt være en af dem, der dækker bord til sig selv og sidder alene i stearinlysets skær. Hvis jeg da ikke havde mødt min nuværende mand efter skilsmissen og livet tog en anden drejning. Men børn, det fik jeg ikke.

Måske skammer jeg mig i grunden mest over skammen. Over at føle mig utilstrækkelig over at være menneske på godt og ondt. Men tiden er kommet, hvor jeg ikke længere ønsker at skjule mig bag en maske og påtage mig roller for at undgå at blive konfronteret med, hvem jeg egentlig er. Som Kathrine har jeg lyst til at stå frem og tage ejerskab for min egen historie. Og elske mig selv højt og inderligt, mens jeg fortæller den, så andre får mod til at gøre det samme.
Hvis du har lyst til at læse Kathrines artikel, er den her. Og hvis du har lyst til at dele lidt af din egen historie i kommentarfeltet, så lytter jeg gerne. Egentlig tror jeg, at vi alle har brug for vidner. Vidner til vores historier, smerte og glæde. Vi trænger til at stå frem som de mennesker, vi er og vise vores sande ansigt.
Lad os dele vores historier. Og elske os selv, mens vi gør det.
 
 
Billedet er med tak lånt hos kathrineaspaas.no.
Lene Megan, december 2013


2 kommentarer:

  1. Tak Lene, for din ærlighed. Jeg tænker, overvejer ofte at fortælle min historie, eller dele af den, der ligger skam, skyld, utilstrækkelighed bag men det er jo også mig. Du og andre modige kvinder giver mig mod. Og på de helt gode dag hvor selvværd og troen på mig selv er i top, tror jeg min histore, sat sammen med mine faglige kompetencer faktisk kunne bruges erhvervsmæssigt. Men så kommer Jante loven, og vupti drømmen brister. Måske en dag.
    Knus Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tina. Måske vil du opdage at du, når du fortæller din historie, føler en vis lettelse. Det er som en sten, der falder fra hjertet. For vi bliver også stærke i vores sårbarhed paradoksalt nok.
      Har du læst Brené Browns bøger? Kan bl.a. anbefale "The Gifts of Imperfection" (tror ikke den er oversat) eller Glem Hvad andre Tænker. Hun er også meget modig og inspirerende! ;)
      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.