onsdag den 11. december 2013

Nu




Ordene følger med i marken. I den tidlige morgen vandrer vi gennem vådt græs og decemberdis. Noget opstår, et øjeblik, jeg griber det forsigtigt. Nu. To små bogstaver i samhørighed. Et øjeblik. De glimter i mørket, bogstaverne, som to stjerner i natten. Og jeg spørger mig selv, hvordan jeg dog skal tage vare på dem, inden de bliver til støv. Nu.
Vores skridt gennem sekunder, lyden af våd jord og intense fugleskrig. Noget vågner, opstår og fordamper igen. Et øjeblik. Og jeg kan ikke se ret langt gennem tågen, men forstår pludseligt, at det slet ikke er nødvendigt.
Det slår mig, hvor travlt vi med at planlægge de perfekte øjeblikke. Og det er altid noget i fremtiden, mål, vi skal nå og et sted, vi skal hen. Når blot vi når helskindede frem, vil vi blive lykkelige. Så husker jeg et interview jeg hørte med en klog kvinde engang for længe siden. Kate Bush. Lykkelig, sagde hun, det er ikke noget man bliver, det er noget man er. Hun smilede underfundigt og jeg vidste, at hun havde opdaget noget. Nu. Der findes ikke andet. End dette øjeblik, hvor jeg lader ordene danse, hvor morgenen folder sig ud og kaffen damper i den røde kop. Det er nu jeg skaber mit liv, nu jeg lever.
For hvis jeg endelig når frem til mit mål, hvordan skal jeg så kunne nyde det? Jeg har jo lært, at livet er i farten. Der er altid noget derude, jeg skal have fat i, en slags erobring. Når blot jeg har travlt nok, når kalenderen er fuld, når der er aktivitet og mennesker, jeg skal mødes med, så lever jeg. Men når vi er sammen, drømmer jeg mig videre. Og du kaster et stjålent blik på telefonen, der blinker med beskeder og nye opdateringer. Spekulerer på, hvad du mon går glip af, mens vi sidder her.
Vi går glip af hinanden. Vi går glip af det nærvær, der er som silke og fløjl. Vi går glip af nu.
Jeg står stille midt i mørket, mens dagen vokser i horisonten. Som en smuk sommerfugl kommer det flyvende og sætter sig på min handske. Nu. To stjerner, to lys i mørket, et glimt af evighed. Måske er det ikke nødvendigt at have så travlt? Måske er det en gave, når kalenderen ikke bugner af aftaler og man har gjort plads til noget andet. Stilheden. En pude, hvor man kan sætte sig og komme hjem til sig selv. For kunne det mon forholde sig således, at alting starter her. Nu.
Nuet er landingsplads for gode øjeblikke. Hvad nu hvis vi blot skal komme hjem til os selv, når vi forvirrede står ved uklare vejkryds og ikke aner, hvilken vej vi skal vælge? Hvad nu hvis vi blot skal sætte os lytte til det, der vil fortælle os noget? Dybe vejrtrækninger, helt bevidst, lytte til vinden i næsen og mærke roen, der sænker sig. For sjælen er ikke i tvivl. Den har sit helt eget kompas.
Hvis jeg kan lære at være med ingenting, kan jeg være med alting. Sådan skrev jeg i min eksamensopgave tidligere på året. Ordene kom bare. Jeg skulle ikke anstrenge mig for at hente dem, de dukkede bare op. Som en sommerfugl i december. Og måske er det sådan, det er? Hvis jeg kan være nærværende i dette øjeblik, helt bevidst, så kan jeg også være lykkelig. Og når det næste øjeblik præsenterer sig, er jeg ligesom inde i en slags rytme. Et flow. Et nyt nu lander. Jeg tager imod.

Nu.

Sommerfugl og landingsplads.
Nuet er et smukt palads.


Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

2 kommentarer:

  1. Nuet er netop som en sommerfugl, der ikke altid er så nem af fange. Jeg prøver ihærdigt og glæder mig usigeligt, når det lykkes. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske skal man bare sidde musestille, så kommer nuet flyvende? ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.