torsdag den 12. december 2013

Leg, lev, vær




Af snoede vej mod nye mål. Jeg smilte lidt, da jeg startede bilen og satte kurs mod Roskilde. Det var en onsdag i december. Det var i går. Og jeg tog fri midt på dagen, fordi jeg nu er min egen arbejdsgiver og kan tillade mig den slags. Jeg skulle mødes med en kvinde for at tale om inspiration og netværk.
Et stykke ude af vejen dukkede Roskilde op af disen. Tårnene på Domkirken viste vej. Jeg fik parkeret bilen og så mødtes vi på en café med udsigt over fjorden. En god salat, brød og en kande vand. Senere drak vi kaffe, mens vi talte om drømme, mål og om hvordan vi begge ligesom er strandet midt i nuet. Forsigtige blev vi enige om, at det faktisk ikke er det værste sted at strande. Det er bare lidt skræmmende at indrømme, at man egentlig er ret godt tilfreds.
Det var først for nyligt at jeg opdagede, at jeg var vågnet i min drøm. Og ikke en af dem, man vågner op fra midt om natten, jeg var lysvågen og jeg var ude at gå tur. Så fik jeg øje på Skrivehuset. Det var en tåget morgen og dem er der en del af på denne tid af året. Den ene dag kan godt ligne den anden, men denne morgen var noget anderledes. Jeg vågnede op. Dér var mit hus. Oppe på første sal har jeg det fineste kontor med udsigt over træer over marken. Der er højt til loftet og jeg har indrettet mig sådan, at rummet oser af inspiration. Jeg læste et sted, at mange forfattere og kunstnere er nødt til at indrette deres kontor som en slags legeplads. Det er nemlig ofte den ingrediens vi mangler, når vi skal skabe: Legen. Vi tager simpelthen livet - og kunsten - for alvorligt.
Det opdagede jeg den morgen. Og i går hørte jeg mig selv sige, at jeg faktisk var godt på vej. Tilfreds. Der er så meget, jeg kan sætte kryds ved og jeg mærkede en stille glæde bundfælde sig. Veninden havde det ligeså. Og så sad vi dér med udsigt over Roskilde Fjord og besluttede os for, at vi ikke havde behov for at sætte os nye langsigtede mål. Vi havde mere lyst til at være i nuet og være med det, der opstår. Muligheder kommer ofte, når man mindst af alt venter det. Når man beslutter sig for at være åben, nærværende og nysgerrig. Ikke så fokuseret på et forkromet mål ude i fremtiden, som man forfølger uden at se sig til højre og venstre.
Det er i grunden lidt paradoksalt, at vi midt i decembertågen fik øje på en velgemt hemmelighed. Livet er godt i nuet. Lige nu og her. Og hvis vi lærer at være til stede og giver os selv lov til at opdage alle gaverne, der danser for snuden af os, så er der måske ikke så meget, vi skal nå. Måske skal vi blive bedre til at tage imod? Til at åbne vores arme og favne livet, der, hvor det er.
Roskilde forsvandt i bagspejlet. Bag røde lygter kørte jeg hjemad i sneglefart. 

Husk at lege, hviskede vinden.
Husk at leve, sang vejen.
Husk at være, nikkede jeg.

 
Tekst og billeder, Lene Megan, december 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.