søndag den 29. december 2013

En vigtig opdagelse




’Bare sæt dig’, siger hun blidt og skubber mig hen til stolen og skrivebordet. Kaffen med den varme mælk placerer hun til venstre for mig. Hun har valgt et krus uden hank og med gul kant. Mønstret på selve kruset er firkantet med små brune prikker i midten. Jeg drikker forsigtigt, hun har varmet mælken, den er lige som jeg elsker den. Kaffen. Og morgenen er ikke så ny længere, den har sneget sig op af formiddagen og leger kispus med det sparsomme vinterlys.
Og jeg har sat mig, jeg mærkede det slet ikke, det gjorde ikke ondt. Døren knirkede, da jeg forsigtigt skubbede den op. Uden at tænke nærmere over det, satte jeg mig ved tastaturet og lod ordene tage over. Nu flyder de som honning og jeg gør ingenting. Mine fingre danser over bogstaverne og finder lige netop dem, der skal bruges. Det er ingen særlig anstrengelse. Det svære er at nå hertil. Det er en rejse i fuldstændig tillid og det er desuden noget med at følge en vej udenom tankerne. Tankerne taler om lyst. Og så fortæller de en gammel historie om ikke at have den. Lysten. Man skal føle eller mærke noget særligt, inden man kan skrive. Siger tankerne. Nu indser jeg, at det er løgn. Man skal slet ikke føle noget specielt. Man kan for den dags skyld føle sig både trist og ugidelig, ordene er ligeglade. De er dér altid og parate til at flyde. Og der er mange slags honning, hvem er jeg til at dømme, hvad der er godt og skidt? Der er en den lynggule slags, den som minder om en hvid blomstereng. Der er den flydende og dybgule, fuld af middelhavsduft og timian. Og så videre. Der er masser af honning.
December nikker, det er sådan det er. Man skal ikke tro på alt, hvad man tænker. Faktisk kan man lære at betragte sine tanker og opdage, at de har det med at gentage gamle historier. Mange af dem kommer igen. Dukker op og prøver at gøre det, der virkede tidligere. Nu er de ikke så sikre længere. For damen med tankerne har sat sig i en anden position, nu sidder hun forsigtigt og betragter og bliver faktisk lidt paf over tankernes magt. Hvis man altså vælger at tro på dem.
Derfor er det ikke svært at skrive. Man skal bare gøre det. Og det er jo en fin konklusion at nå til på den sidste søndag i december.
December ser glad ud. Hun er godt tilfreds med de dage, hun har tilbagelagt og ser frem til de allersidste i det gamle år. Så forsvinder hun med fyrværkeriet, bliver til en slags raket med en lang hale af farverigt lys og stjerner. Det er lidt af en exit og det ved hun godt. Hun har sans for drama. Det er et tidspunkt, hvor jeg altid fyldes af vemod, men det har jeg lært at acceptere. Det hører ligesom med. Hjertet sukker ved det uundgåelige farvel, et gammelt år takker af og et nyt tager over. Suk. Smerte. Og så går vi videre af snoede veje ind i et helt nyt slags land af ukendt art.
Apropos skriverier, så glæder jeg mig i denne tid. Et bestemt skriveri har meldt sin ankomst og en slags heltinde har proklameret, at hun ønsker at blive skrevet. Jeg har sagt ja. Men jeg undlader at fortælle dig, at jeg har i sinde at skrive en roman, for sandheden er, at jeg ikke aner hvad det ender med. Til gengæld har jeg lovet at overgive mig til processen. Det er mit nytårsforsæt. 2014 skal være et kreativt år, hvor jeg flyder i skriveprocessen som en fisk gennem vandet. Ned af floden, i rivende strøm, ned af vandfald og ud på dovne søer, hvor dagene er lange og solens stråler rammer vandet og skaber øjeblikke af lys og inspiration. Ud på havet, løftet op af bølgegang og tidevand.
Processen. Den kreative. Følge glæden og de øjeblikke, hvor der ikke er modstand. Som nu. Ordene skriver sig selv, jeg skal blot være her. Nærværende. Åben. Nysgerrig.
Måske er det langt mere ukompliceret end vi gør det til? Alle reglerne og de rammer, vi sætter op for os selv. Sådan skal det være og hvis ikke, så er der noget galt. Men hvad nu hvis alt er nøjagtigt som det skal være og den eneste modstand er os selv? Hvad nu hvis kreativiteten og inspirationen blot venter på, at vi skal lade være med at boltre os i ord og følelser, der handler om lyst og specielle stemninger?
’Bare mød op!’ December nikker og slubrer kaffe i sig.
Jeg har opdaget noget. Kreativiteten bor i stilheden. Den er som en sommerfugl, man kan ikke fange den ved at løbe forvildet rundt og fægte med arme og ben. Den kommer, når man sætter sig. Helt stille. Og den er glad, når man åbner døren og lader alle de mærkelige tanker og gamle historier blive udenfor.
Og det er det, jeg vil gøre i 2014. Åbne døren, møde op og se, hvad der sker.
Billedet er fra København. Dér var jeg i går. Det er nemlig vigtigt jævnligt at begive sig ud på små eventyr, hvor man tanker op og fodrer sin kreativitet. Den elsker det.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

5 kommentarer:

  1. Jeg elsker det bilde, av København . Det får meg til å lengte tilbake, til den herlige by. Og dit skal jeg også i 2014.
    Så godt at du har funnet ut at inspirasjonen kommer når det er stille. Og at du har noe på gang......så spennende. Ja, 2014 vil bli et godt år. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sig fra næste gang du er i København. Så tar vi os et glas vin på Cafe Europa! :)

      Slet
    2. Ja, det skal jeg Lene. Vær klar i midten av juni, du. ;)

      Slet
  2. Jeg vil spændt følge med i din proces i 2014, utrolig spændende tanker og ord, de går rent ind og jeg kan nemt følge dig... Vi kan nemt komme i vores egne tankers "magt", hvis ikke vi er opmærksomme og nærværende. Rigtig kreativt 2014 til dig, når du åbner døren for os andre, vil jeg kigge ind og læse dine ord :-) Mange tanker fra OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig at du vil følge med i 2014. Jeg har besluttet mig for, at det skal være et kreativitets år, så det kommer der uden tvivl en del skriverier om! :)

      Godt nytår til dig også. Hjertelige hilsener fra Skrivehuset og mig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.