torsdag den 19. december 2013

En historisk hemmelighed

 
'Vores historier’. December har sat kaffe over og vi glæder os til at drikke den. En lille forventning skabes i løbet af et øjeblik. Duften sniger sig op af trappen og forventningen vokser. Og vi trænger til en lille opkvikker her på morgenkvisten. Fuldmånen snuppede store bidder af søvnen i nat og dagen er diset. Man bliver uvilkårligt lidt sløv, men egentlig har vi ikke tid til det. I dag er store julegavedag. Ja, der skal købes ind og gøres færdigt. Men først kaffe. Og lidt decemberord.
’Vores historier, ja. Har du tænkt på, hvor mange historier vi har med os? Og hvordan vores humør og velbefindende afhænger af, hvilke historier vi fokuserer på og hvordan vi fortæller dem?’ December ser helt alvorlig ud, det er noget hun har gået og tænkt over. Måske inspireret af mit indlæg i går om vores historier og hvordan vi skal tage ejerskab og fortælle dem med kærlighed?
Jeg nikker. Det har jeg tænkt en del over. Og faktisk er jeg selv blevet gjort opmærksom på, at jeg ikke altid er så god til at fokusere på det glædelige ved mine egne historier. Jeg har det med at falde i små vandhuller af tristhed. Fra tid til anden. Det sker bare, som om noget i mig søger derhen, hvor det kan synes lidt svært. Men så dukker der heldigvis nogen eller noget op, som siger noget andet. Har du ikke tænkt på, siger de og så lyser jeg op ved den nye tanke, for det havde jeg faktisk ikke. Derfor er det så vigtigt at vi deler vores historier. Til glæde og inspiration for andre og fordi vi trænger til nogen, som lytter og er nærværende. Svære historier bliver ligesom lettere, når de deles. Og måske ser vi pludselig mulighed for at skrive dele af historien om. Eller måske simpelthen starte på en helt ny historie.
Så er det Decembers tur til at nikke. 'Indrømmet, jeg skammer mig også. For også jeg har drømt om være noget andet, end jeg er'. Hun rødmer, slår blikket ned og rykker lidt nærmere. Vi sætter os sammen i stearinlysets skær. Det gør godt med lidt nærvær her i vinterkulden.
’Jeg har drømt om at være Juli. Jo, det er sandt. Hvem vil ikke gerne være sommer og kendt for valmuer på marker og i grøftekanter? Blå himmel og varme, grønne plæner og røde tulipaner. Bare fødder i sandet, ture langs stranden i solnedgangen, en let brise og et hjerte fuld af lettelse over, at livet også kan være en sommerdag. ’Mens jeg’ … Hun tøver lidt og sender mig et sørgmodigt blik. ‘Jeg er vinter’.
’Men hvilken vinter!’ Jeg klapper hende kærligt på kinden, for jeg synes jo hun er perfekt. Hun bærer julen ind i vores hjerter, tænder lys og giver gaver. Og for det meste er hun glad og optimistisk, selvom der kan være stunder som denne, hvor hun rammer et lidt alvorligere hjørne. Men det skal der også være plads til. Vi er rummelige her i Skrivehuset og endnu mere nu, hvor det nærmer sig jul. Måske har vi ekstra meget brug for det? Der er noget med denne højtid, forventningerne og alt det, vi gerne skulle føle.
’Jeg synes du er perfekt, December’, siger jeg og nikker bestemt. ’Jamen, det er du. Jeg glæder mig altid til du kommer. Jeg er vild med din måde at tænde lys i mørket på, du er en stjernekaster af rang. Jeg nyder din duft af appelsin og nelliker, flæskestegen i ovnen og nisserne i vinduet. Du er lidt pjattet og barnlig og det kan jeg godt lide. Det savner jeg faktisk ofte i mig selv, pjattegenet., Og da jeg siger de ord, lover jeg mig selv, at jeg vil være mere pjattet og lege mere i det nye år.
’Vi kan ikke være det hele, men vi kan dele det, vi er og har’’. Nu liver hun op. ’Det er godt nok. Og ved du hvad’, tilføjer hun og smiler, ’de dér historier. Vi har mange flere end vi tror. Bag gardinet, bag den dør, vi sjældent ser, fordi vi har så travlt, bor der helt nye og endnu ikke fortalte historier. De er svøbt i fantasi og et klæde af gode ord. De er ikke af den slags, vi kan tænke os til. De bor et helt andet sted. De skal synges og leges frem. De dukker op af ren og skær glæde. Og de fortryller os, fordi vi slet ikke aner, at de findes’.
’Men hvordan får vi dem så frem’, spørger jeg nysgerrigt. Denne samtale er interessant!
’Vi giver os tid’, svarer hun. Vi sætter os ned, skænker en kop kaffe og trækker vejret dybt. Og så tager vi på eventyr. Vi beslutter os for at kunne se døren og så dukker den op. Og det er en smuk gammel dør, der knirker, når vi drejer på håndtaget. Vi skubber den åben, den er måske lidt tung, men vi giver ikke op. Vi kalder og vi lader ordene vide, at vi er klar. Så kommer de. Et efter et danser de frem. Vi skal blot åbne armene og tage imod. Det er som en omfavnelse. Forestil dig en stor lufthavn. En historie kommer ind gennem døren i ankomsthallen bærende på en stor kuffert. Og du opdager, at det er din historie, den, du har ventet på. Du går den i møde og åbner dine arme, så historien kan få den velkomst, den fortjener’.
’Hvad mon den har i kufferten?’ Nu er jeg nysgerrig, som et barn sidder jeg forventningsfuld med røde kinder og lytter.

Hun ler og rejser sig for at hente kaffen. Ryster på hovedet, det må du da kunne tænke dig til. Men det kan jeg faktisk ikke. Og det er det magiske ved den slags historier. De skal ikke tænkes, de skal skrives. Det er selve den historiske hemmelighed!
Og nu må du have os undskyldt. Det er jo store julegavedag og kæresten venter. Vi skal af sted. Ha’ en dejlig dag og husk at åbne døren for de historier, der gerne vil fortælles gennem dig. Nu ved du hvordan! ;)
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

2 kommentarer:

  1. Jeg kan sagtens forstå det med at falde i huller af tristhed. Jeg gør det også af og til, når jeg bliver forbandet over et eller andet, men jeg PRØVER virkelig at lade være. For jeg er overbevist om, at der kommer mere ud af at dele optimisme og livsglæde - den slags smitter. På den anden side skal man heller ikke være blind for, at tristheden er med til at give... nå ja, menneskelighed.
    Jeg håber, at du får en dejlig jul med kæresten og hundebasserne. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror jo at livet er en god blanding af begge dele. Kontrasterne er med til at skabe stemning og dybde. Så længe vi ikke bliver liggende i hullerne som ofre, men ved, at vi kan gå videre ... Ønsker også dig en dejlig jul med masser af hygge og afslapning. Knus :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.