tirsdag den 26. november 2013

Vinterens stilhed




Jeg ser dem mellem ordene. De små hvide huller af ingenting,
hvor man hvile sig eller falde helt igennem.
Dumpe ned i noget, et andet sted i lydløs forvandling.
Mellemrummene. Pauserne.
Mennesker taler om at give sig tid. Men alligevel løber vi rundt i verden for at nå. Noget. Dagene går og de er korte i øjeblikket. Det bemærker vi. Energien daler som lyset, der forsvinder i horisonten sidst på eftermiddagen. Solen strækker sig dovent og forsvinder i blåt og lyserødt. Ikke helt så bombastisk som om sommeren. Noget er blevet mere blødt og dæmpet og det kalder på os. Har du ikke hørt den? Stemmen som lokker med mellemrum og pauser. Vinteraftener foran ilden eller blot stearinlysene. Stirre ind i flammen og opdage at evigheden danser i orange. Stille. Sluk for mobiltelefonen og fjernsynet. Lad stilheden stå for musikken og lyt så. Intenst. Fokuseret. Trætheden kommer, for den hører med. Vi aner ikke, hvor trætte vi er.

Det er en skræmmende opdagelse at gøre sig. At stå ansigt til ansigt med både træthed og stilhed og se et rum af ingenting åbne sine døre.

Da jeg var på uddannelse først på efteråret havde vi hele dage med slukkede mobiltelefoner. Ja, vi havde sågar en halv dag i fuldstændig stilhed. Vi måtte ikke se på hinanden og da slet ikke tale sammen. Vi var i samme rum og bygning, men vi færdedes hver for sig uden at kommunikere. Vi var bare. Med os selv og med hinanden. I stilhed. Måske troede vi det ville blive svært og at tiden ville føles lang, men det var lige omvendt. Det var noget af det mest befriende, vi havde oplevet. Tilladelsen til stilhed var en gave. Kravet om at skulle kommunikere og være social var ikke eksisterende.  Stilheden var en silkekåbe af den fineste slags. Dens tråde svøbte sig om os og rummet og lavede smukke mønstre. Nogle vandrede lydløst omkring mens andre fandt ro på måtter eller i vindueskarme. Og da det var frokosttid, hentede vi hver især vores mad i køkkenet. Vi talte ikke sammen, vi så ikke på hinanden. Kun lyden af porcelæn og bestik fyldte luften. Duftene blev skærpet, kaffens aroma var så intens, at man kunne skære sig på den. Vi befandt os i en ny slags verden.
Senere talte vi om oplevelsen. Men det var svært at finde ord. Faktisk synes vi alle at det var synd at bryde stilhedens segl og vende tilbage til tale og kommunikation. Vi havde hver især fået en tidsgave i stilhed og den bar vi nu med os som en sjælden rubin. Jeg stirrede på min, der lå i håndfladen, jeg var et med dens omrids og farve. Der var sket noget. Jeg var forandret. Vi var forandrede. Og da der endelig blev sat ord på, var det dæmpede stemmer, der rolige og forundrede fortalte om deres oplevelser. Aldrig har jeg spist så langsomt og nydt maden så meget, var der en, som sagde. Smagen var anderledes. Oplevelsen af maden. Og vi havde alle sammen haft samme oplevelse af dyb taknemmelighed. Hver eneste bid var en gave. Spist med os selv og i stilhed.
Er du træt, når du når til aften? Mærker du vinteren og gør du krumspring, fordi det er ubehageligt at mærke trætheden krybe ind under huden og kræve dig? Har du fyldt din kalender med aftaler og gøremål, så du kunne undgå at mærke det ubehagelige øjeblik, hvor en pause opstår og du falder igennem et tomt mellemrum af ingenting? Den kan føles uvant og endda ubehageligt, men det varer kun et øjeblik. Så sker der noget. Prøv at lyt. Spørg vinteren til råds. Kopier naturen, lad dig inspirere. Og tillad så trætheden at komme. Sid stille og stir ind i flammerne, mens natten falder ned fra himlen og gør alting mørkt og tæt. Der er en grund til, at vinteren er som den er. Mørk. Lang. Det er en pause. En gave.
Gå ind i stilheden. Åbn døren og træd indenfor. Bliv siddende i stolen, luk øjnene og træk vejret dybt. Helt ned i lungerne. Giv dig tid, find din egen rytme, lyt til det naturlige åndedræt. Ind og ud. Hver gang du trækker vejret ind, åbner du for stilheden og roen. Den smyger sig ind i din krop og du mærker, hvordan du langsomt slapper af. Og hver gang du puster ud, giver du slip på dagens stress og jag. Bekymringer og tanker om både det ene eller andet. Du giver slip. Prøv at gøre dig umage med udåndingen og tøm lungerne helt for luft. Giv helt slip.
Og i løbet af dagen. Tag dig en pause. Fyld din dag med gode mellemrum og små åndehuller. Spring ikke fra det ene til andet, men stop op og mærk efter. Træt vejret dybt. Tillad dig selv en lille pause, inden du haster videre til et nyt gøremål. Fald ned i et mellemrum. Du vil opdage, at du faktisk kan svæve.
Måske har du endda fået lyst til at tilbringe en time i stilhed. Alene eller sammen med dem, du holder af. For i modsætning til, hvad vi måske går og tror, er stilhed mellem mennesker ikke noget pinligt. Pauser opstår ikke for, at vi skal fylde dem ud. Når vi tør være stille sammen, opstår der noget helt særligt. Den fælles ro er et bånd af både tillid og tryghed.
Og dér kan vi være. Bare være.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

2 kommentarer:

  1. Takk, Lene .
    Jeg har det stille i dag, for jeg har blitt syk. Kjempeforkjølet.
    Heldigvis har jeg fri, s jeg kan pleie den. Med å gjøre absolutt ingenting. Det er godt.
    Men jeg hater å være syk, og borte fra jobb kan jeg ikke være. Så i morgen trasker jeg i frisk luft, til jobb, og samler energi på turen.
    Ha en fin kveld.

    SvarSlet
    Svar
    1. God bedring Sylvia. Håber du er lidt friskere i dag! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.