lørdag den 16. november 2013

Tidsmaskinen og de sorte fugle




Der er lidt tid, siger hun højt til sig selv og lister op af trappen. Finder kontakten og tænder det lille lys på skrivebordet. Udenfor svøber morgenen sit dis som et slør over landskabet. Langsomt og tøvende, en skikkelse i gråt.
Gæsterne ankommer om en time. Der er stadig ting at gøre. Spisestuen er gjort klar, hun har sat irsk folkemusik på. Rytmen danser gennem huset, lyden af noget fremmed og velkendt hvisker gennem væggene. Hun sidder ved skrivebordet og skynder sig at finde et blankt ark.
Ikke trykke på knappen til Internettet, ikke lade sig forføre af Facebook og forevigt miste tråden. De skrigende nyheder fra hungrende sjæle, der vil fortælle om deres liv. Hun smiler og mærker ømheden i hjertet. Vi ville alle gerne finde vores plads. Vide at vi duer til noget, at vi har noget på hjerte som nogen vil synes godt om. Jagten på likes og følgere er blevet et slags spil, man ikke kan slippe igen. Hun ved det, hun er selv bidt af legen og det er fristende. Bare lige kigge, se, er der nyt, er der noget, jeg går glip af? Har nogen fundet vej til min side, kunne de lide mine ord? Eller det link, jeg delte i går?

Ordene dukker op, bogstaverne kommer myldrende og arket er ikke længere tomt. Hun lytter til musikken og lader den danne en slags usynlig mur af samhørighed med noget, hun kender fra et andet sted. Senere kan jeg dele, tænker hun og undrer sig i samme sekund over sin trang. Og hun tænker på de mange gange, hvor hun har mærket gnisten af inspiration og en sælsom glæde over det, der skulle komme. Hun var klar til at åbne sig, klar til at give slip på trangen til kontrol og bare sætte sig i det dæmpede morgenlys og skrive. Ord. Sætninger. Noget, som har sit eget liv og som er fuld af vidunderlige overraskelser og syngende sandheder. Så faldt hun i fælden. For vild og tabte tråden.
Der er lige lidt tid, tænker hun og skriver videre. Udenfor har de sorte fugle indtaget træet. Træet, hun altid lader blikket hvile på, når hun skal samle sig og finde tilbage. Der er flere fugle i dag, måske mødes de for at byde lørdagen velkommen og holde selskab? Hun betragter dem. De letter og lander og gør det igen. Flyver lidt ud og vender tilbage. Gennem vinduerne og vinden kan hun høre deres skrig, men hun ved ikke, om ordet er det rigtige. Solsorten synger og lærken laver triller, men de sorte fugle? Har de deres helt egen sang og er det, hun må kalde for skrig, i virkeligheden den smukkeste sang med et budskab, hun kun kan drømme om? Toner, hun ikke kan høre?
Hun lader tankerne vandre en time tilbage og mærker hvordan hun er sin egen tidsmaskine. Hun er tilbage på marken i den tidlige morgen. Huset er kun en antydning i mørket. Hun hilser på træerne og deres udviskede linjer i det blå morgengry. Det bedste tidspunkt på dagen, de første skridt, natten og månen der trækker sig lidt tilbage, så lyset kan få liv. Mødet, afskeden, det hele udspiller sig i løbet af få minutter, men hun var dér og så det. Og det forandrede hende.
Gæster kommer om lidt. De sorte fugle skriger mod himlen og fortsætter deres flyveøvelser. Det er lørdag. Og der er ikke mere tid.
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.