tirsdag den 5. november 2013

Sindsro




Nogle gange sker der noget. Man åbner døren og træder ud. Morgenen er forbavsende frisk og vinden bider i kinderne. I horisonten stiger stolen langsomt og majestætisk til vejrs.

Vi går ud over marken. Gamle Josie og jeg. Og eftersom hun efterhånden er en meget gammel pige, er tempoet altid sindigt. Det ved jeg og jeg har opdaget, at jeg altid glæder mig til turene med hende. Vi kan simpelthen ikke gå hurtigere, vi finder ligesom en anden rytme og så går vi dagen i møde. En slags hemmelig port åbnes og vi træder ind på en anden sti. Et skridt af gangen, gennem våde blade, jorden svupper under fødder og poter og knaser lidt, når vi går igennem de nedfaldne blade. Træerne står nu nøgne og fulde af underlig ro. Jeg beundrer deres evne til bare at være. Nu, her i november, hvor stormen har taget de sidste rester af sommeren og begravet den i mulden. Himlen er klar, lyset skarpt og alligevel dæmpet, der en renhed over landskabet, som er svær at fange. Og træerne. De står bare. Hilser tavst på os, mens vi glider forbi.
Jeg er blevet indviet, tænker jeg og smiler, for jeg kan godt lide den slags små ritualer. Josie har stukket hovedet i jorden og indsnuser livets melodi gennem tusindvis af små partikler. Jord, blade, græs, korn, frø og efterladenskaber fra dyrene. Selv kan jeg dufte vinteren, mærker den kalde gennem vinden. Det er koldt. Noget i mig fortsætter med at smile. Det er bidende koldt og alting er, som det skal være. Smilet forplanter sig i hele kroppen. Vi fortsætter i det langsomme tempo over marken, mens himlen ændrer karakter. Hver gang jeg ser mod horisonten, er noget anderledes. Hvert eneste øjeblik er nyt. Forandret.
Og mens vi glider hjemad i følgeskab med vind, vejr og November, glæder jeg mig over det liv, der er det egentlige. Det tempo, der findes bag al hastværk, vi mennesker lægger for dagen. Bag undskyldningerne, de lange lister af burder og skuller og dagene, der bare går, mens vi skynder os af sted for at nå alt det, vi synes vi skal.
'Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?' spørger November i det sekund, hvor jeg åbner havelågen. Jeg ser forbavset på hende, for jeg ved jo, at hun ikke er her, når jeg runder en vis alder. Det er altid December, som sørger for den fejring. Men hun står helt stille og betragter mig, en smule alvorlig og dybt intens, som hun i grunden altid er. Tidligere ville jeg have tøvet eller jeg ville have støvsuget mit sind for alt det, jeg mangler. Alt det, jeg ikke har og som ville gøre mig lidt gladere. Om så bare for en stund. Et par nye handsker, en jakke, en bestemt bog eller et køkkenredskab, der ville gøre min madlavning endnu lettere og sjovere. En ny slags duft, parfume, en ring, en halskæde eller … Jeg mærker et stik af smerte og en følelse glider igennem mig som et lavtryk. Men ikke længere … pludselig opdager jeg, at disse ting på ingen måde kan opfylde mig længere. De har mistet deres kraft. I et kort sekund føler jeg mig helt tom.
Imens venter November tålmodigt. Det skal de have, månederne, de har aldrig travlt. Jeg ser på hende og smiler, mens en ensom tåre triller ned af min kind. En af de tårer, der kommer fra en lille kilde af erkendelse. Den triller, renser og befrier. Noget falder bort, noget er for altid tabt.

’Sindsro’, hvisker jeg og bliver næsten overdøvet af vindens knirkende rejse gennem træerne. ’Jeg ønsker mig sindsro’.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

2 kommentarer:

  1. Et smukt ønske, som jeg håber du får opfyldt. Det gør du, med tiden, det er jeg ikke i tvivl om :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.