tirsdag den 12. november 2013

Lyden af det, man ikke kan høre




Jeg har brug for et sted, hvor der ikke er fyldt op. Et rum, hvor man kan høre stilheden. Jeg elsker de pauser, der opstår i samtaler, når snakkende mennesker et øjeblik tier stille. Knappenålen, der falder til jorden. Sekundet, der åbner en evighed. Lyden af kærlighed, der bryder lydmuren og åbner hjertet uden at sige noget. Lyden af det, man ikke kan høre.
November kommer ind af døren. Hun kaster et hurtigt blik på mig og forstår instinktivt. Nikker, smiler og sætter sig så på meditationspuden med ansigtet vendt mod vinduet. Regnen pisker mod ruden, dråberne tegner små mønstre og en vandmosaik spejler sig med træerne i baggrunden. Dæmpet lys, det hører den ellevte måned til, selvom der også er lysende overraskelser på vej. Jeg kan høre hende sukke, jeg mærker hendes ro, der spreder sig i rummet og når mit hjerte. I dag vil vi ikke tale sammen. I dag vil vi være stille sammen.
Rummet fyldes af stilhed. Der bliver længere mellem linjerne og mine fingre tøver på deres rejse. Jeg betragter hver enkelt finger og beundrer den måde, de sammen former en enhed på. En finger af gangen, jeg opdager det slet ikke, men nu bevæger de sig så langsomt, at jeg både kan se og mærke det. Måske har de deres helt egen måde at samarbejde på, hver finger har sin rolle, de deles om bogstaverne uden skænderier. Et spørgsmål kommer sejlende fra vest. Det lander et sted og bevæger sig ud mod fingrene. De opfanger det og gør sig klar. Instinktivt.
Jeg holder vejret. I mens spiller dråberne musik, en slags sonate bøjer sig i vinden og former en fuldendt tone. Dråberne på ruden er ikke bare en tilfældig mosaik, det indser jeg nu, de er små perfekte noder. Ikke en eneste er tilfældig. Mine vinduer er et nodeark.
En slags pause træder i forgrunden og alting standser. Musikken, dråberne, vinden. Jeg kan mærke min egen vejrtrækning, helt ned i lungerne, jeg gør mig umage og følger åndedrættets rejse gennem kroppen. Så giver jeg slip, det bedste tidspunkt, jeg har virkelig øvet mig på det. Slippe, lade gå, tømme lungerne helt for luft, inden jeg igen trækker frisk luft ind. I det sekund, hvor jeg slipper den sidste luft, tager regnen til og dråberne stemmer i. Musikken trommer mod ruden og et nyt nodeark ser dagens lys.
November sidder musestille. Forankret på puden i sin egen værdighed ligner hun et træ. Det smukkeste træ, jeg har set på denne tid af året. Jeg føler mig heldig, fordi hun er her og fordi hun viser mig vej gennem de dæmpende gange af fugtig undergrund og tidligt mørke. Hun farer ikke vild, hun kender hver en kringlekrog og hvis jeg tør give slip, bliver jeg nærmest fragtet igennem. På vejen møder jeg de steder, jeg tidligere gik langt udenom. Og jeg opdager på magisk vis, at også de steder har en besked og et slags løfte til mig. Dér, hvor der er allermørkest, ser jeg lyset blafre og den smukkeste engel smiler til mig. Man kan vælge, at det skal være en engel. Men man kan også vælge sig noget andet. Lyset former sig nøjagtigt sådan, at det passer til lige netop dig. Det kan være, at din for længst døde farmor dukker op og rækker hånden ud. Og nej, hun vil ikke invitere dig ind i dødens rige, hun vil vise dig livet. Se, dér i mørket, midt i sorgen, alt det, du flygtede fra. Dér findes lyset. Livet.
Glæden er som lufthuller af åndeløs magi. Et strejf, et glimt. Det synes så simpelt og det er det. Lykken viser sig at være noget helt andet, end vi forestillede os.
November vender sig og ser tavst på mig, jeg nikker og fingrene adlyder. Vi skal lige rette ordlyden her, men du må have os undskyldt, for vi er i et slags flow og de vil bare danse. Ordene. Noget vil skrives.
Lykken har vist sig at være noget helt andet, end jeg forestillede mig. November nikker og hendes tommelfinger er oppe. Sådan min ven. Dette er dine erkendelser. Ja, det siger hun jo ikke højt, men jeg kan se ordene malet i hendes ansigt. Og det er sådan det er. Men måske kan du nikke genkendende til noget af det, der former sig i morgenregnen? Måske har du også hørt dråbemusikken og tænkt, at de små vandpartikler på vinduerne til forveksling ligner noder? Og hvem ved, måske har du også vandret i mørke gange og fået en indsigt, du ikke i din vildeste fantasi havde drømt om?

Jeg har brug for et sted, hvor der ikke er fyldt op. Et rum, hvor man kan høre stilheden. Jeg elsker de pauser, der opstår i samtaler og når snakkende mennesker et øjeblik tier stille. Knappenålen, der falder til jorden. Sekundet, der åbner en evighed. Lyden af kærlighed, der bryder lydmuren og åbner hjertet uden at sige noget.
Lyden af det, man ikke kan høre.
 
Billede og tekst, Lene Megan, november 2013

3 kommentarer:

  1. Selvfølgelig......november er fargen BLÅ.
    Regndråper som faller på ruten, de mørke krokene, og Blåtimen som kommer snikende hver ettermiddag. For hver dag, litt tidligere enn sist.
    Og til overskriften din i dag, passer det med : Silence is the new Loud.
    Og dine instagrambilder er så flotte, Lene . Nå fikk jeg lyst til å male igjen.........men i kveld har jeg ikke tid, dessverre . Heller ikke resten av uken, sukk.
    Ha en fin kveld. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. November har mange farver, tror jeg, men hun kan godt lide blå! :)

      Og tak, jeg nyder at tage billeder og forme ud, lade dem passe samme og folde sig ud.

      Håber din onsdag bliver fin. Her skinner solen smukt. Knus.

      Slet
    2. forme ord, skulle der stå! :D

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.