søndag den 17. november 2013

Kvinden der ville være magnet




På et tidspunkt læste jeg, at en kvinde havde besluttet sig for at være en magnet. I stedet for konstant at fare ud i verden og søge kærlighed og anerkendelse, altid udenfor sig selv, havde hun besluttet sig for at blive og i stedet tiltrække alt det gode, der ventede hende. Hun havde i mange år forsøgt sig på den anden vis, men altid men en underlig slags tomhed til følge. Og det er en jagt, der aldrig ender, når man søger efter de vise sten og livets kærlige kilde et sted i periferien. Det er en bjergbestigning, der ofte slutter med et eneste rastløst ønske. Endnu et bjerg, endnu et suk og forhåbentlig endnu et håb, så man får kræfter og mod til at gå videre.
Kvinden havde indset noget. Efter mange års søgen havde hun fundet en vigtig ledetråd. Hun havde lært at give slip. Give slip på alle forventningerne om, hvordan det perfekte så ud. Og det handlede meget om kærlighed og det, hun havde håbet på at få fra en mand. Det har hun skrevet bøger om. Og sange. Tak til Majbritte Ulrikkeholm for at dele af sit hjerte. Tak for magneten.

Da jeg så ordet, mærkede jeg den sælsomme genklang, jeg efterhånden kender. Her er et ord til dig, min ven. Her er en ledetråd. Og den slags tråde kan man sagtens finde i den ydre verden. Når man er med andre, mærker, lytter og ser. Men man kan ikke snuppe deres tråd og forfølge dem i håb om, at de har svaret. De har blot nogle små stjernekastere af inspiration og måske har de evnen til at stille spørgsmål til livet, så man selv får lyst til at høre de svar. Jeg mærkede en lille stjerne brænde på mit arm. Av, sagde jeg, men det gjorde egentlig ikke ondt. Det var bare et kort sekund og så. Erkendelsen kom som et suk fra dybet. Noget boblede og et strejf af kærlig forståelse bredte sig.
Jeg gik og smagte på magnettanken i et par dage.  Så satte jeg med ned og skrev ordene: Jeg har besluttet mig for at være en magnet. En magnet, som er i verdenen med åbent hjerte og nysgerrighed som et barns. En lille historie dansede videre på papiret, helt af sig selv. Jeg behøvede slet ikke at tænke, jeg skulle bare åbne mig og tage imod.

Kvinden følger glæden og hjertet.
Hun må gå igennem både sorg, sind og sumpe for at ankomme til sin egen sårbarhed. Der finder hun styrken.
Men styrken skal gødes og vandes. Det er den, der spirer et sted dernede i den fugtige muldjord. Det er hende selv, der skal fødes på ny, gennem ild og vand, og hun må blive stående og bare være, gøre sig elskelig i sine egne øjne og hjerte for at opnå dette. Hun er således sin egen skaber af sit nye jeg, men det er en proces, der kræver tid, tillid og tålmodighed. Og kærlighed.
Hun høster sårbare erkendelse og opdager, at hun er fuld af smertebobler. De har alle mulige former, farver og størrelser. Men efterhånden som de eksploderer, indser hun til sin forbavselse, at de indeholder glæde. Det, hun altid havde frygtet, var i virkeligheden det, hun havde længes efter. Således er alt pludselig omvendt.
Det kræver tålmodighed at turde vente på forståelsen. At alting er helt anderledes, end hun havde forestillet sig. Det ydres betydning forsvinder, formindskes, fortrænges og hun vender sig mod sig selv.
Det er så let at blive forført af det ydre, de andre, ord, toner, danse og den ufattelige fart, alting foregår i. Telefoner, der kimer eller spiller voldsomme melodier, samtaler, mails, der kræver svar, SMS ditto. Krav om det perfekte. Hun slukker telefonen med et suk og føler sig forbigået. Noget er gået hende forbi. Så kommer lettelsen. Det gør slet ikke spor ondt. Tværtimod.

Det var fastholdelsen, der forvoldte al smerten. Hun slipper taget og sætter sig ved træets stamme i morgenlyset.

Hun ved, at hendes tid kommer.
Hun har besluttet sig for at være en magnet.
 
 
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.