fredag den 8. november 2013

I et sving




Thoroughly unprepared, we take the step into the afternoon of life. Worse still, we take this step with the false presupposition that our truths and our ideals will serve us as hitherto. But we cannot live the afternoon of life according to the program of life’s morning, for what was great in the morning will be little at evening and what in the morning was true, at evening will have become a lie.
– Jung –

Vi gik en tur ud på eftermiddagen. Jeg var på besøg hos en veninde på landet. Efterhånden har jeg fået mig et lille netværk af gode veninder, som ikke befinder sig i storbyen. De er spredt lidt ud her og dér, men fælles for dem alle er, at de som jeg bor i landlige omgivelser. Byen er efterhånden lidt længere væk. Og nej, mit elskede København har ikke flyttet sig, men noget er sket. I mig. Jeg er ligesom blevet en del af træerne, de snoede landeveje og alt det, der er naturen. Jeg føler mig ikke længere som en bybo på landet. Jeg er landskabet. Her har jeg hjemme, nu.

Det talte vi lidt om, mens vi vandrede i det kuperede landskab, veninden og jeg. Det havde været mørkt og regntungt tidligere på dagen, men da vi efter suppe, brød, fåreost og en god lang snak, begav os af sted, kom solen frem bag skyerne. Lyset ændrede sig andægtigt og eftermiddagen foldede sig ud, efterhånden som vi gik.

Et skridt af gangen, forbi en række gamle krogede træer, eventyret kaldte på os. Vi standsede op, lod os fortrylle og gik så videre. Vi gik gennem hegn, vi egentlig ikke måtte forcere, men vi formåede at komme helskindende både over og under. Alene det var et eventyr i sig selv. Ah! Gennem vådt og vildt græs i et område, der kaldes for overdrev. Og jeg overdriver ikke, det var temmelig vildt og oprindeligt.
Der var noget med eftermiddagen. Lyset, de tunge dråber fra grenene, de sidste rester af efteråret og landskabet med bakker og snoede veje. Jeg var pludselig på tur i mig selv. Noget i mig indså, at jeg er på vej ind i mit livs efterår. Intet længere er det samme. Jeg spejlede mig i de næsten nøgne træer og i søen for foden af bakken. Jeg så dybt ind i min egen sjæl og forstod, at det ikke længere handler om at udvikle. Det handler om at afvikle. Bare ordet gav mig kuldegysning og et gisp af frygt landede i min mave. Så forsvandt den igen.

Hvis nu jeg tør, tænkte jeg og lukkede et kort øjeblik øjnene. Landskabet stod stadig klart. Vejen lå for mine fødder. Hvis nu jeg tør give slip på alt det, som ikke længere tjener mig. Gamle overbevisninger og ting, jeg troede var nødvendige for at jeg skulle have et såkaldt lykkeligt liv. ’Du er nødt til at give slip’, hviskede stemmen og jeg nikkede, mens vi gik videre, jeg befandt mig ligesom i en scene af flere dimensioner. Forholdsvis nærværende med veninden og i vores samtale, men samtidig skete noget andet.

Citatet fra Jung dansede for mit indre. Ordene opstod af landskabet, kom til syne mellem træerne og svøbte sig om mig. Det var en sang med dyb genklang, en melodi, der åbnede mit hjerte og lod mig forstå, at alting er anderledes nu. Et nyt landskab formede sig i eftermiddagens lys. En ny slags sandhed meldte stille sin ankomst. Jeg så den komme imod mig dér på landevejen som en ensom rejsende, men efterhånden som vi nærmede os hinanden, skete der noget. En subtil forståelse fyldte mig  og jeg åbnede mine arme for at tage imod. 

Det er simpelthen ikke muligt. Man kan ikke tage formiddagens program med ind i eftermiddagen. Det er som en gammel løbeseddel fuld af usandheder og meningsløs propaganda. Og i øvrigt begynder bogstaverne at falme. Ordene bliver utydelige, synker ind i sig selv og forsvinder. Papiret krøller sig sammen. 

Mørket fulgte med mig, da jeg havde sagt farvel og kørte hjemad. Det lå som en troløs dyne i bagspejlet, men jeg hilste bare anerkendende på det og fortsatte med at køre. Tilbage i et sving lå en stor taske fuld af gammelt gods. Og selvom jeg er varm fortaler for, at man skal rydde op efter sig i naturen, så var jeg oplyst af god samvittighed. Det var meningen, at jeg skulle miste den taske. Et sted på vejen mellem morgen og aften. I et sving.
 
... for what was great in the morning,
will be little at evening and
what in the morning was true,
at evening have become a
 
lie
 
Tekst og billede, Lene Megan, November 2013
med stor tak til Jung og en skøn kvinde, jeg er så heldig at kende

6 kommentarer:

  1. Oi! For et fantastisk og tankevekkende innlegg! Det traff meg midt i magen - og du spurte meg om jeg kjente meg igjen i det du skriver i dag. Absolutt! Å ja!... Minner og tanker har vi alltid - men det er akkurat nå i dette øyeblikk som vi lever... Så lev!
    Takk for dagens ord, Lene!

    God helg! Jeg skal feire med familien at 40- årene er tilbakelagt... eller kanskje jeg heller skal feire for det som kommer.. Eller rett og slett for nuet, øyeblikket!

    God klem fra meg

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak og god fejring! :) Klem.

      Slet
  2. i ydmyghed tak...... din føgleven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tusind tak. Det er en stor glæde og inspiration at kende dig!

      Slet
  3. Javisst kjenner jeg meg igjen i det du her skriver, jeg har faktisk et eget innlegg liggende som omhandler nettopp dette med å befinne seg i livets høst, på middagshøyden, og aksept rundt dette. Om å ta med seg det som er verd å ta med seg, som gode minner. For å virkelig kunne sette pris på nuet, må vi gi slipp på fortiden, legge bagasjen bak oss. Hvis våre sinn er fortapt i tanker om fortiden, lengsel etter- og forherligelse av ungdommen, vil vi gå glipp av alt det fine som det å være godt voksen har å gi. Duften av alderdommen kan være like herlig som duften av ungdommen, og vår eneste sjanse til lykke er å nyte duften, og smake på fruktene.

    Du skriver så fantastisk fint, Lene, ordene er som poesi, som insmigrende toner, de glir under huden og skaper gjeklang i min sjel. Du er en klok kvinne!

    Ha ei fortsatt fin helg.
    Klem fra meg her nord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine fine ord og refleksioner, kære Janna. Det er altid en fornøjelse at orddele med dig! :) Håber din weekend er fin. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.