onsdag den 27. november 2013

Filosoffen og lommespejlet


 
Jeg vil spørge hende til råds, den kloge kvinde, der bor i lysestagen. Den står i vinduet. ’Det kræver at du tænder lyset’, hvisker vinden. Regnen pisker mod ruden. Det vil varme sjælen at tænde et lys. Den slags små ritualer er vigtige, så meget har jeg da lært. Men hvor er nu tændstikkerne? Det slår mig, at jeg har glemt at tage en ny pakke tændstikker med op i skriverummet og hvis jeg forlader ordene nu og henter tændstikker i stueetagen, vil jeg forlade et rum, jeg netop er gået ind i. Måske vil døren være lukket, når jeg kommer tilbage. Jeg ved det af erfaring. Man skal smede, mens jernet er varmt, ild eller ej.
’Måske bor hun også i det lille spejl’? Filosoffen drejer hovedet og peger uden arme mod det lille ovalformede spejl. Også det befinder sig i vindueskarmen. Det spejler dagen, natten og regnen, der slår mod vinduerne. Og det hænder også at det spejler stjernerne. Det er et smukt syn. Alting er at se i spejlet. Selv livet. Så måske bor hun også dér?

Filosoffen har fat i noget. Det har han tit. Men indrømmet, jeg har ikke delt så meget af hans visdom på det seneste. Det beklager jeg. Nu bevæger han sig lydløst fra sin plads og går hen til spejlet. Han har ikke travlt, hvert et skridt trædes nænsomt og med stor koncentration. Måske skyldes det, at han hverken har ben eller fødder, jeg ved det ikke. Men for ham er det ligegyldigt. Han går nemlig. Direkte hen til spejlet. På sin lidt dovne men bestemte måde kaster han et blik ned i spejlets univers. Selvom han står med ryggen til, kan jeg se at han smiler. Hans kropsholdning ændrer sig, han bliver ligesom mere rank og så kommer den. Den lille latter. Den klukker som en flod, et lille vandfald af godmodig og filosofisk velvære. Synet i spejlet fryder ham. Jeg får lyst til at se, hvad han ser, men indser at det vil ødelægge øjeblikket. Så jeg betragter bare og lytter til stilheden, der kun afbrydes af mine fingres dans over tastaturet og vindens klagesang.
’Jo,’ han nikker bestemt.  ’Hun bor også i spejlet. Nu kan du spørge hende til råds.’

’Jamen skal du så ikke flytte dig’? Jeg ser en smule irriteret på ham, han skygger jo for spejlets sjæl. Men han modtager mine ord med ro og ryster bare på hovedet. ’Det er ikke nødvendigt. For jeg er hende.’
’Sikke noget vrøvl. Hør her, Filosof, jeg spørger gerne dig, men jeg bryder mig ikke om, at du udgiver dig for at være noget, du ikke er. Du er ikke kvinden i spejlet, visdommens kilde og det orakel, der kan give mit svar.’

’Det er jeg da’! Han ler og smiler sukkersødt til mig. Latteren bobler, det lille hjerte på venstre skulder skifter farve. Måske er det synsbedrag, men jeg synes pludselig at det hopper over på højre skulder. Under alle omstændigheder føler jeg mig ført bag lyset. Det lys, der snart forsvinder fra dagen. Regndisen er tæt, nattens tæppe gøres klar. I aften vil stjernerne næppe kunne ses på himlen. Og heller ikke i spejlet. I stedet ses en norsk filosof med et drilsk smil om læberne.
’Hvad vil du spørge om’? Han er vedholdende, det må man give ham. Mærker han ikke min irritation og min manglede forståelse af, at han driver gæk med min længsel? Jeg trænger til et svar. Til et tegn, til noget og jeg havde jo bestemt mig. Jeg ville spørge hende til råds. Hende. Men så valgte jeg ikke at hente tændstikkerne og resten er historie. Filosoffen er på banen igen.

Jeg trækker vejret dybt. Det er altid godt. Dybe vejrtrækninger, helt ned i maven, ind med ny energi og så give slip på både irritation og vantro. Filosoffen har svaret. Selvfølgelig har han det. Det forholder sig ofte sådan, at svaret findes lige for næsen af en. Man leder i øst og i vest og fortvivles. Spørger både den ene og den anden og selvom man får mange bud på sandheden og en masse gode råd i tilgift, så er det sjældent helt rigtigt. Men Filosoffen er klog. Det har jeg jo oplevet før. Hvorfor havde jeg glemt ham? Her var jeg så fokuseret på kvinden i lysestage og spejl, at jeg glemte min lille ven fra Senja.
’Undskyld Filosof, jeg ved det godt. Kom så med det’!

’Klart’, synger han på klingende norsk, ‘ men først skal jeg bede om spørgsmålet’.
Mine hænder glider ned i bukselommen til det sted, hvor jeg gemmer mine bedste spørgsmål. Men til min forfærdelse opdager jeg, at lommen er tom. Spørgsmålet er væk.

Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Billedet er af Skrivehuset en tidlig morgenstund i november. Teksten er skrevet helt intuitivt. Er du klar over, at vi hver især gemmer på de særeste historier? De skal bare hentes frem. Der er historier alle vegne, også i Filosoffer fra Senja og ovale lommespejle. Hvornår har du sidst hentet gemte historier frem? ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.