onsdag den 13. november 2013

Et træ i november




Det er tidligt. Men der er et nyt slags lys i mørket, himlen er ikke helt så sort længere, noget blåt og næsten gennemsigtigt strækker sig i horisonten. Jeg ved det allerede inden vi forlader huset. I dag har regnen forladt landskabet og skarpere linjer ser dagens lys. Vi går forsigtigt ind på marken. Lyden af knitrende græs og frostkrystaller forplanter sig i hele kroppen. Det er koldt i kinderne, vinden har bid. Med langsomme skridt, helt uden hastværk, bevæger vi os videre ind i morgenen.
Jeg lader blikket sejle mod horisonten. Træerne står som skarpe silhuetter i morgenlyset. Jeg kender dem efterhånden, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Forskellige former og figurer. Synet fryder mig hver eneste gang. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere ser jeg dem endnu tydeligere. Bladene er væk, kun de nøgne grene og dansende stammer er tilbage. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Lyset, skyggerne og stjernerne.

Måske kender træerne hver eneste stjerne? November nikker, selvfølgelig gør de det. Stjerner og træer har et helt specielt og ganske kærligt forhold til hinanden. Et forhold, som er åbent og som opløses kun for at genopstå igen. Hver eneste gang i en ny slags kærlighed.
Vi går videre og lytter til knitrende frostmusik, mens træerne rejser mod lyset. November, hunden og jeg.

November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun selve nøgenheden er tilbage. Kun det væsentlige bliver tilbage. Jeg løfter blikket og ser på træet. Jeg kalder det mit, men ingen ejer et træ. Alligevel har det godkendt vores samhørighed. Hver eneste morgen står det tålmodigt og venter på min ankomst. Det ved, at jeg kommer og går på samme måde som fuglene, stjernerne, rådyrene og vinteren.
Først når vinteren puster vinden kold og morgener er så mørke, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se træet. Og det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Det behøver ingen blade for at være smukt. Men ikke desto mindre får det hvert eneste forår små lysegrønne knopper, der bliver til blade og på et tidspunkt har det den fineste grønne frakke på. Så er det sommer. Og når efteråret kommer, skruer det op for farvestyrken og forfører os alle med sin skønhed. Bladene er røde, gule og gyldne, det hele eksploderer i en kaskade af farver, et kæmpemæssigt og næsten vulgært maleri.
Og så bliver der helt stille. Bladene falder, mørket sænker sin dyne, kulden bider og regnen falder. Nogen kalder det møgvejr. Andre får øje på stjernerne, når skyerne glider til side. Ser træet i al sin enkelhed i morgenrøden. Selv tågen har fine mønstre og skjulte formationer, man kan gå på opdagelse i.
Alt det, vi ikke længere kan bruge til noget, forsvinder som iskrystallerne i morgengræsset. Vi kan ikke fastholde det, vi må lade gå. Og når vi ikke længere stritter imod og indser, at alting er som det skal være, er frigivelsen en guddommelig lettelse. Så står kun det egentlige tilbage.
Det ved træet. Og det ved November.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

2 kommentarer:

  1. Jeg ser stjernene for tiden, har latt mye av bagasjen være igjen, og går lettere, frigitt og fortrøstet videre inn i november...

    Ha en flott dag, Lene.
    Klem til deg fra meg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder godt, kære Janna. Det er godt at kunne se og nyde stjernerne! :)

      Klem til dig i nord

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.